Hvordan kunne det være så skide svært at finde rundt?! Hvad var ideen at bygge en by som en labyrint, hvor man ikke vidste hvilken retning førte til hvad? Ja ja, der var skilte, men det forhindrede ikke halvdyret i at gå i ring op til flere gange og stirre af en blanding af opgivenhed og irritation på det hus hun var gået forbi mindst fem gange!
Eller. Var det virkelig det samme hus? Hvordan kunne folk se forskel? De var alle sammen fuldkommen ens i soldatens øjne, og hun vidste efterhånden ikke om hun skulle grine eller græde. Virkelig dårligt indrettet! Det eneste hun vidste med stensikkerhed - hun var langt væk fra paladset hvor hendes fyrste sad til møde, og hvor Mynte havde fået lov til at gå på opdagelse. De skulle alligevel være der nogle dage. Dage der ville blive meget lange hvis dette fortsatte.

Med armene over kors stod Grævlingen i midten af en gade. Folkene omkring hende gik i en stor bue udenom, og flere skyndte sig at fjerne deres frygtsomme, men nysgerrige børns blik. Mynte var vant til at blive set på, som et væsen der kunne finde på at gå til angreb hvert øjeblik. Guderne vidste at hun havde et højt temperament - men hun var ikke et vildt dyr!
Den mest formildende omstændighed over hendes tilstedeværelse, var det tydelige våbenskjold for Erneyll slægten, der var printet på hendes bryst. Hvilket også gav en ganske solid forklaring på både rustning og mængden af våben. Tungen gled eftertænksomt over hjørnetænderne, som hun kiggede rundt. "Hvem har også fundet på at det er en god idé at alle gader er komplet ens?!" Myntes knurren var lavmæl og ganske velvalgt til ikke at skræmme de andre beboere. Hun vidste hvilken effekt hun havde, og selvom hun så ganske fredelig ud lige nu som hun viftede let irritabel med de små runde øre der stak ud af hjelmen, og næsen der rynkede sig utilfreds.

For dem der ikke var ofte i hovedstaden, var den virkelig... virkelig, lidt af en labyrint. Havde Talice i sandhed kunne få det overordnede fugleperspektiv over gaderne, svævende igennem den kolde forårsluft - så havde situationen nok været anderledes. Men... ikke endnu. Så hvordan forløb det sig, når hun ikke skulle være omkring Pompaia? Når prinsessen var gjort klar, og skulle mængde sig med de andre adelige, i en af de få situationer hvor hun ikke behøvede at være omkring hende? 
Hun udforskede da selvfølgelig byen. 

Ikke til meget succes. 

Atter var den bevingede halvelver gjort til skamme for sin stedsans, da hun trissede ned af gaden. De skæve, ensfarvede facader blev mere og mere tydelige, desto længere ned hun kom, og indtil nu havde det været lidt et vovet område at indtage. Men før hun vidste af det, havde hun - jah altså det føltes som få minutter - fået drejet ind på en sidegade, der pludselig ledte til en ny sidegade, og så var det at hun så en ret fantastisk kat som hun fulgte efter lidt tid og nu-
"Så du den Erneyll vagt derovre? Hun.. han - de så ikke tilfredse ud!" Og den skarpe hørelse vippede hendes blik op, da hun så to borgere gå hastigt videre. Undersøgende gled blikket bagom, jah over deres skikkelser, og spottede hvad de sådan gik og mumlede om. Talice blik spærredes overrasket, næsten en anelse ærefrygtindgydende op, over at en vagt kunne se sådan ud. 
Hvem var dog det? Og næsten skubbet frem af den pludselige tanke, og nok også fordi hun lignede en der havde brug for hjælp, sådan som alle virkede til at undgå hende, trådte halvelveren nogle raske skridt imod hende. 
Lidt af et tårn, der delte vandene da den ene hånd hilsende gled op, et imødekommende smil om læberne. "Oh, hey du!" og hun rettede lidt ubevidst på sin vest, hun så sej ud, den anden. "Du ligner en der er mindst ligeså ny her, som mig selv" blev der med et lille grin tilføjet. 

Nok vidste Mynte ikke tænder af nogen eller desideret forsøgte at være faretruende. Hun kunne kun tænke i sit stille sind, hvor frygteligt bange de så måtte blive hvis hun rent faktisk forsøgte. Mennesker var særlinge på det punkt. Ikke hun brugte meget tid på at tænke over de andres problemer, nu hun selv var fanget i noget af et dilemma. Hun skulle simpelthen tilbage til paladset inden dagen var omme! og det var bare en umulig opgave så længe intet virkede spor logisk.

Mynte drejede den lille robuste krop og lod ørerne vrikke i retningen af tilkaldelsen. En tiltale form halvdyret var vant til, og altid reagerede promte på. Hun startede ud med at kigge ligefrem, men lod hurtigt det pelsede hoved ligge sig tilbage for overhovedet at kunne kigge op på det andet meget høje væsen.
Hovedet lagde sig med det samme på skrå som hun betragtede den anden - hun var ny. På mange punkter. Det var interessant.
"Jep, ny og væk" tilkendegav hun en smule irriteret, men ikke rettet mod den anden. Det trak op i smilet på Mynte, uden at hun skænke det en tanke at de hvide spidse tænder dermed kom til syne. "Er du også det?" kom der en smule forhåbningsfuldt. Hvilket var underligt, for det var da langt bedre at finde en som vidste præcis hvor hun var! Så blev Mynte i hvert fald ikke mere væk. Men der var nu noget over, ikke at være den eneste som ikke forstod Dianthos labyrint.

Der var noget grundlæggende optimistisk omkring Talice, der uden mange forbehold følte hun kunne nærme sig den anden. Måske en smule frembrusende, men hun følte sig alligevel i forvejen lidt som en særling i Dianthos, givet hvor anderledes byen her i forvejen var fra Balzera. Ikke kun på arkitekturen, men også på måden folk.. jah, interagerede. Det handlede nok i grunden bare om at hun ikke kendte nogle, og hun var vant til at kende flere. 
Hvilket måske også var en grund til at.. jah, lære flere at kende. Både fra byen, men også som hende - udefrakommende men omkring byen. 

Et lyttende smil hvilede om læberne, som med et lille prust gav grævlingen foran hende ret. "Det kan du tro. Jeg føler at jeg gik - og jeg mener det - ikke mere end tre veje, på afveje, og så blev jeg væk" den rubinske dialekt trak og forkortede nogle af ordene, og Talice himlede lidt med øjnene, inden at hun kastede et blik på vejene der omgav dem. Som et edderkoppespind, eh? 
Halvelverens blik fandt tilbage til vagten, et kort blik over symbolet fra adelsfamilien, inden det fandt den sorthvide maske på hendes ansigt igen. "Jeg har heller ikke været meget i en storby som denne mere end en gang-" og hun slog en smule begejstret ud med den ene hånd, men! 
"- men, man burde næsten få udleveret et kort eller noget, hvis man er her for første gang" og hun mente det næsten lidt, et lille grin i den ene mundvig. 

Mynte var vant til at ligge det lodne hoved tilbage for at kunne se alle andre i øjnene. Det var ulempen ved at være så lav af statuette som Mynte nu engang var – men det havde også sine fordele i rigtig mange andre sammenhæng.
Grævlingen kom med et fnys der mest af alt var en kort latter. ”Jeg forstår slet ikke hvordan nogen kan finde vej. Er det også normalt at gå i en stor bue udenom hinanden? Det virker meget voldsomt. Nok er her plads, men alligevel” hun havde ikke lige skænket det tanken at menneske var bange for at hun bed dem. Bogstavelig talt.

Mynte rynkede brynene i panden og havde en let utilfreds grimasse. ”De kunne også lade være med at bygge en så kompliceret by.” brummede hun en smule utilfreds og fnøs endnu engang. ”Men ja, når det ikke kan være anderledes. Så ville et kort gå an. Men nej, næh nej..” hun lagde armene over kors og stampede let med foden. ”Så.. Vi er begge væk?” det var en smule tragikomisk situation og stå i og grævlingen kunne ikke andet end at grine over det. Specielt ikke som den anden virkede så dejligt munter omkring hele situationen. Det vejede godt op for Myntes tværhed.

Havde folk bevidst undgået hende, havde piben nok også haft en anden lyd hos Talice. Der var et eller andet over at føle sig uvelkommen, og fremmedfølelsen i Dianthos strakte sig vidst ikke kun til husfacaderne - nej - den gik mere i dybden. Et skævt smil blomstrede frem på de mørke læber, og hun nikkede i tavs enighed med grævlingens kommentarer. 
Det var forståeligt øfferi, og hvem kunne ynde dem at være frustrerede over det? 

Så, vi er begge væk? Og de mørke bryn røg med påtaget forskrækkelse op i den høje kvindes pande, da hun udbrød. "Ikke så højt! Det kunne joh være at nogle kom for at hjælpe os" og sendte et skævt smil i retningen af en kvinde der drejede sig en anelse i forbifarten, for at betragte de to skikkelser der stod stille i menneskestrømmen. 
Hun vendte dog hurtigt hovedet frem igen ved øjenkontakten, og Talice klukkede dæmpet. "Vi kan prøve at finde markedspladsen sammen? Jeg skal egentlig til paladset, men tænker markedspladsen må være ligesom basaren derhjemme; et form for samlingspunkt for byens beborere, eh?" og hun slog inviterende ud med hånden, i en retning hun i hvert fald ikke erindrede, at have benyttet sig af. Endnu. 

Mynte blinkede forarget et kort øjeblik, før et stort tandstærkt smil voksede frem og grævlingen begyndte at grine højlydt. Var det ikke hele pointen at nogen skulle hjælpe dem til at finde den rigtige retning? åbenbart ikke hvis man spurgte dette finurlige væsen foran Mynte der tydeligvis havde andre planer.
Det var dog stadig med rynkede øjenbryn at Mynte slog i gang med fødderne for at følge med af den retning som Talice vidste var vejen mod denne markedsplads. "Basaren?`Det er et ord jeg ikke kender." brummede hun eftertænksomt og strøg sig over snuden. Samlingspunkt for byens beboere. Det lød egentlig som et umådelig frygteligt og sammenpresset sted. "Men, hvis vi skal til paladset, er det så også den rigtige retning?" pointerede hun skeptisk og var ikke sikker på at det her ville ende særlig yndigt for nogen af dem. Så igen, man vidste aldrig hvad der kunne ske i storbyen. Specielt i selskab med så livlig en sjæl som dette!

Det gibbede en anelse i halvelveren ved den høje latter, men et forunderet, lidt mere morende grin trak op, og Talice rystede en anelse godmodigt på hovedet. Hun havde altid haft det lidt fedt med at få folk til at grine - humor kom man langt med, og det i mange vennecirkler. 
Det brød desuden ofte is, som ellers kunne være irriterende svær at komme igennem på andre måder. 

Markedspladsen det var så. Imens de traskede gled de gyldne øjne en anelse undersøgende ned på halvdyret, og Talice brummede sagte, imens hun overvejede hvordan man kunne forklare sådan et sted. Derhjemme var den en samling af boder, men udover det, var der som regel også lidt mere opstablede vogne, kasser, ting man kunne gribe fat i... 
Halvelveren skævede kort imod sine vinger, inden at hun trak på skuldrene. "Jeg tænkte... at vi måske kunne komme op noget højt, et eller andet sted tæt på. Paladset burde kunne ses, hvis vi bare liige kommer over menneskehøjde" og hun puffede lidt mere drilsk til Mynte, idet hun tilføjede. "Hvis det er som basaren derhjemme, har de folk der står i boderne ikke meget mulighed for at ignorere os alt for meget. De kan trods alt ikke forlade deres boder" og hun klukkede lidt for sig selv. 

Det var nok lettere for mange af dem, bare at være høflige og få talt dem videre og væk fra deres facade. Måske.