Natten var endnu ung. Himlen var overdækket af mørkegrå skyer der tydede på at endnu et regnskyl atter ville gøre gaderne våde og glatte. Hernede i slumkvarteret var gaderne smalle og mørke, og bygningerne bygget klods op ad hinanden og på hinanden, for at huse de mange arbejdsfamilier der migrerede til byen dengang for længe siden, da Bertram var alt for lille til at kunne huske det.

Han havde netop modtaget nøglerne fra viceværten, der havde mumlet at Bertram var en idiot, for at leje sig ind i den gamle kælderbolig, som var i så dårlig stand, at det kun var rotter der ville bo der. Han var nok gnotten over, at Bertram havde insisteret på at modtage nøglerne om natten. Mens regnfulde skyer truede.

Han stod ved det hjørne, under en gnitrende gadelampe, der oplyste hans genkendelige, strittende røde hår og det blege ansigt. Skumle typer anså ham som værende mindst lige så skummel, for ikke at glemme at han var lang og bar klæder og en jakke der lignede at den havde været udsat for mange gadekampe i deres levetid.

Selvom det var lidt risikabelt, havde han instrueret sin dødelige menneskekæreste Zirra til at møde ham her, så godt som han nu kunne i et brev – han havde forsøgt at tegne et kort. Hun ville sikkert have værdsat de præcise koordinater, da gaden var langt væk fra hovedgaden, gemt bag endnu større bygningskomplekser. Men han var sikker på at Zirra havde den rette erfaring, så dette ville være barnemad for hende.

    "Hvis nu gadenavnet ikke var blevet ændret for halvtreds år siden, havde det nok været nemmere at finde," kommenterede Zirra.
    Hun stod på siden af bygningen med den ene hånd om en af de helt gamle ståldækker for vinduet og en fod klemt ind mellem en revne mellem to mursten. Elegant og næsten lydløst hoppede hun det sidste vej ned ved siden af Bertram.
    "Jeg blev nødt til at komme op på de høje tage for at regne ud, hvilken vej, der havde dét der knæk," kommenterede hun med et skævt smil og strakte sig op på tær for at kysse ham på kinden. "Måske jeg skal give dig en tegnelektion næste gang, vi har god tid."
    Først nu lod hun blikket glide rundt i gaden, som var lige så ussel som resten af kvarteret. Et dryp ramte hende på næsen, mens flere gjorde hendes jakke mørkplettet på armene. Noget raslede, og hun fik øje på nøglerne i Bertrams hånd. Blikket faldt på bygningen, han stod foran. Gammel, slidt, flere revner end hvad godt var, men det gjorde den god at klatre i. Ikke særligt mange fordele.
    "Har du købt dig... En ny lejlighed?" spurgte hun, en god del forundret.
    Den gamle var et vrag på mere end én måde, men hun havde lidt tænkt, at de ville finde noget sammen en dag. Når hun lige havde styr på sin arbejdssituation og sådan. Og så skulle det ikke være i et helt lige så usselt kvarter som dét her var.

Bertrams blik hvilede fraværende mod det stille, mørke gadehjørne hvor han forventede at Zirras lyse skikkelse ville dukke op. Men han hørte hendes stemme fra oven, og flyttede overrasket på sig og kiggede i hendes retning. ”Jeg eh,” Forsøgte han lidt fortumlet at forsvare sig, da hun kommenterede på at gadenavnene hed noget andet i dag. Bertram benyttede ikke de gamle navne af protest, men simpelthen fordi det var de navne han og hans vampyrvenner stadig anvendte.

”Jeg skal nok lære det meget snart,” Svarede han smilende og lod hende kysse sig på kinden. Instinktivt tog han om hendes talje og trykkede hende ind til sig. Han kunne se at hun allerede havde fået øje på nøglerne. Zirra lod til at kigge lidt bekymret i bygningens retning, men Bertram var fortrøstningsfuld. Han havde fået den lejlighed til billige penge om måneden, så det her var et røverkøb! Mon hun havde det underligt over, at de ikke havde været sammen om at lede efter lokaler?

”Ja, jeg kan ikke få mig selv til at smide en ven ud, og samtidigt er han lidt belastende at bo sammen med…” Svarede han med et smil ”Det vigtigste der skal ordnes er nok at lappe hullerne, så der ikke kommer sol og regn ind, men udover det har jeg brug for en kvindes evner til at gøre det lidt mere hjemligt.” Man var vel gammel af sind.

Han tog hende med sig hen til bygningen. Det var en kælderlejlighed, så man skulle nogle trin ned. Han låste døren op og de to blev imødekommet med en mørk stue, lidt mindre end loftet. Der var et mindre rum som var tænkt til soverum, men lige nu var det fyldt med rod. Selve stuen havde få tunge møbler som et skrivebord der var for stort og tungt til at komme ud, en bogreol, et mindre firkantet bord og to stole. Det var tomt for mindre ting, men der var flytteaffald i form af papirer fra Dianthos Tidende, bøger der havde ligget i vand og ødelagte skår.

Bertram gik hen til skrivebordet og fandt et stearinlys frem fra jakken og tændte det med en tændstik. Det lyste overraskende meget op af rummet. 

    En kælder? Det gav vel mening, når man havde med en vampyr at gøre, og det blev pludselig meget tydeligt for Zirra, hvor priviligeret hun var i bare at kunne gå rundt om dagen, som det passede hende. Fordi Bertram før havde boet på et loft, havde hun slet ikke tænkt over, at en kælder ville være meget nemmere at få til at virke.
    "Jeg har lyset, Bertram," sagde Zirra kækt og lod sine fem små ildfluer fordele sig rundt i rummet. 
    De var ikke en lysekrone, men de gav nok lys til at kunne se sig omkring, og de ville følge med, når de gik ind i de tilstødende rum. Hun gik rundt om møblerne og gled fingeren over overfladen. Et tykt lag støv blev ikke hvirvlet op, men nærmere bare samlet til en tyk kage ved hendes finger. Et sted i hjørnet dryppede der vand ned fra loftet.
    Zirra bøjede sig ned og tog en af aviserne op. Årstallet var fra 1876. Hovedoverskriften var om den nye hovedgade, der snart skulle anlægges. Og som Zirra vidste havde været skiftet flere gange siden da.
    "Charmerende sted, faktisk," sagde hun og så over på Bertram. Hans røde lokker blev oplyst af en ildflue, der prøvede at kilde ham i øret. "Jeg havde forventet det ville stå tomt. Hvem boede her før?"
    En nagende følelse i hendes mave fortalte hende, at hun ikke ville vide det, men Zirra var forbandet nysgerrig af natur. Det her var ikke et tilfældigt dødsbo, som en vampyr støvede op. Det var støvet for gammelt til. Nu var det vel ikke Bertrams gamle kærestes lejlighed, vel?

Ildfluerne hvirvlede omkring ham, og straks vendte han sig væk fra lyset og smilte muntert mod Zirra. Nu kunne man se rummet endnu tydeligere, og desværre også dens forfærdelige tilstand. Men ildfluerne cirkulerede ikke blot rundt om ham, men oplyste også smukke Zirra.

”Ja?” Lød det fra ham, da han ligefrem kaldte det charmerende. Hun var selv fra bedre vilkår, men hvis hun havde fundet en gammel, slidt vampyr tiltalende, kunne han godt tro på at hun mente det om kælderlejligheden også. Ildfluen der hvirvlede om hans øre slog han ikke væk, men han dukkede sig fra den og trådte Zirra nærmere. ”Møblerne er vist bygget herinde… Det er det samme skrivebord og den samme bogreol som min gamle mester havde dengang jeg ikke var vampyrforbandet.” Det var her han var blevet oplært som vampyrjæger, og det havde været meningen at han også skulle tage sig af varulveproblemerne der havde været dengang.

”Jeg vil starte forretningen op igen. Jeg kommer til at skulle betale husleje, og jeg får ikke tid til at jage efter blod. Men hvis det går godt, kan jeg måske drikke udelukket fra de prostituerede? Eller kunder… hvem ved,” Han trak lidt på skuldrene. Han havde endnu ikke gennemtænkt selve planen om hvordan han skulle brødføde sig selv.

    Zirras blik fandt Bertram, som han sænkede det til møblerne. Det her var hans fortid. Hans gamle liv. Alt det, forbandelsen havde revet væk fra ham. Den fremtid, han kunne have haft, men aldrig fik. Et lavt Åh undslap Zirras læber, og hun lagde sine arme om Bertram og hovedet mod hans skulder.
    "Tak for at dele det med mig," sagde hun ind i hans jakkes stof. "Jeg er sikker på, vi nok skal få det til at være beboeligt."
    For det var det ikke lige nu. Måske for en ostevampyr, som den der havde indtaget Bertrams gamle lejlighed og ikke keerede sig om sine omgivelser, men Bertram nød jo faktisk at kunne eksistere uden at gemme sig i en dynge rådne tæpper, og Zirra ville gerne hjælpe ham med at nå dertil, hvor dagtimerne ikke blot skulle overstås så hurtigt som muligt.
    "Hvordan fik du egentlig idéen til at starte det op igen?" spurte hun og slap ham. "Kan du udføre arbejdet midt om natten udelukkende? Hvad med kunder, der vil komme om dagen?"
    Hendes ene fod var ved at glide i en våd avis, og hun sparkede lidt til den så den landede sammen med nogle andre. Måske det første, der skulle ske, var at fjerne alt det gamle skrald.

Tak ligefrem? Bertram smilte og trykkede hende ind til sig i krammet. Nå ja. Deres første møde var bygget på en løgn, fordi de begge dækkede over hvem de virkelig var, og løgnene havde fortsat lidt ind i starten af deres forhold. Men Bertram var klar til at dele sit liv med hende nu.

"Det har altid ligget i kortene, tror jeg," Funderede han, som om han ikke havde tænkt så meget over det selv "Det er jo det eneste jeg er god til. Det eneste der har holdt mig fra at drive forretningen igen, er fordi det ikke har været velset af klanen... Men jeg bliver ikke jæger, som dengang hvor jeg dræbte vampyrer bare fordi de var forbandede. Jeg fordriver kun dem der laver ballade." Lidt ligesom byvagterne, bortset fra at byvagterne ikke anede hvad de havde at gøre med. En vampyr kendte sit eget miljø bedst.
"Og pengene der bliver til overs... Hvis der altså bliver nogle til overs, skal gå til os." Efter husleje og blodpiger, selvfølgelig. Han kiggede på hende en smule spændt, nu hvor hun havde trukket sig fra ham igen. Det var hans indtryk at Zirra også gad ham... mere... Han havde trods alt fået hende tilbage til Dianthos igen. Men der havde været tvivl, efter at Zirra var taget på selvmordsmission...

Han blev distraheret af den klæbende avis, og indså ligeledes, at der skulle ryddes op og gøres rent her, før der kunne bringes møbler og ting herned. Der var nogle ting i det andet rum, men Bertram havde ikke haft tid til at gennemgå dem endnu. Lige nu var der i hvert fald ikke rart nok til at Zirra kunne være her... men en vampyr kunne nok godt klare tilværelsen.

"Solen står op på den side der, så jeg holder lukket om morgenen, men kan godt åbne op tidligere på aftenen. Men nej, jeg arbejder ikke særlig godt om dagen."

    Zirra bøjede sig ned og tog fat i avisen, som hun lagde over ved dørkarmen. Så begyndte hun at samle andre halv- og helødelagte aviser sammen fra gulvet samt større stykker skrald og diverse murbrokker. Væden fra aviserne trængte igennem hendes handsker, der i forvejen var hårdt belastet af turen gennem regnvejret, men hun beholdt dem på. Hellere det end at få helt støvklamme fingre. Generelt ville hun nok skulle skifte tøj efter den her tur, eller tage et regnbad for at få det værste væk. I øjeblikket havde hun ikke så meget forskelligt at vælge imellem. Lige nu rendte hun rundt i en mørk kofte og et par tætsiddende bukser, der var forstærket med lapper, så hun nemt kunne klatre op og ned ad bygninger uden at flå stoffet. Hun rystede handskerne og så på bunken af skrald, hun havde samlet. Det lignede, at der havde været nogle unge folk hernede i tiden, hvor det havde stået tomt, men at det var blevet låst af igen senere. Døren var også nyere end resten.
   "Jeg kan hjælpe dig henad aftenen, når jeg er færdig hos Fielthena," sagde hun. "Jeg er trods alt en ret god sekretær, selvom det ikke er mit primære arbejde. Så kan jeg hjælpe med at tage imod kunderne eller holde styr på dine sager eller sådan noget. Hvis du vil have den hjælp altså."
    Med det meste umiddelbare skrald fjernet, inspicerede Zirra væggene og de huller, der var i loftet op til den næste lejlighed. Flere steder var murbrokker faldet ud, og hun vendte sig mod det sted, Bertram havde sagt, solen stod op. Hun rynkede brynene. Det ville måske ikke blive et problem, men det kunne det. Især om sommeren.
    "Det her ser ikke for godt ud," sagde hun og prikkede til puds på væggen, der faldt ned på gulvet. "Hmm. Jeg har stadig nogle venner i byrenovationen fra de få gange, hvor jeg blev hevet med til faktiske møder. Hvis jeg trækker i et par tråde, kan jeg godt få det her til at blive fikset. Det er altid nemmest med kældre i gamle bygninger, fordi man kan sige, at der er nedstyrtningsfare. Det her er begge dele."

Da Zirra lidt af sig selv begyndte at rydde de sjappede og løse ting op fra gulvet, ville Bertram ikke blot stå og kigge på. Men hans blik gled lidt uvident rundt i lokalet. Han huskede nøje hvordan lokalet havde set ud i sin storhedstid, og det var trist at se den i forfald… Han var efterhånden trænet i at tiden gik og trænet i at miste minderne én efter én, men var der noget han ikke var så trænet i, så var det at rydde op. At rydde op havde virket meningsløst der hvor han boede før, men hvis han skulle have kunder her… og Zirra som hjælpesekretær her, krævede det humane forhold.

Lidt usikkert kom han frem til, at skrivebordet nok ikke skulle stå foran døren. Så han gik hen og skubbede det meget tunge møbel hen i skyggen. Vampyrevnerne gjorde ham ikke stærkere, blot mere udholden, jo mere blod han havde. Han satte hænderne mod bordpladen og satte hælene i gulvet, og skubbede det oldgamle skrivebord, der ikke var blevet flyttet på siden det blev bygget, og flyttede det hen til væggen i læ for mulige åbne vinduer og døre.

”Du må meget gerne hjælpe, jeg evner slet ikke den adminstrative del af arbejdet,” Han havde nu tænkt at han nok skulle klare den alligevel. Folk der kom til monsterjægere vidste alligevel godt hvilke typer mennesker, de mødte ind til. Forhåbentligt?

Han havde netop fået bordet til at stå lige – så lige som man kunne placere i en forfalden, skæv bygning – da han fik kigget over mod Zirra, der kradsede i væggen. Åh… var det nu også noget han skulle bekymre sig om? Han havde jo ingen penge, så han måtte jo tage hvad han kunne få… Men så kom hun på et forslag. Han hæftede sig lidt ved ordet nedstyrtningsfare, og hans blik søgte funderende op imod loftet og hen mod de bærende bjælker. Klemt fast under en bygning… Det lød som en tragisk skæbne for en vampyr…

”Ja, dem må vi nok kontakte… Så…” Der blev lidt stille fra ham i en kort rum tid "Undskyld. Jeg har slet ikke styr på tingene..."

    Zirras hoved var allerede ved at indrette rummet med de få møbler der var, samt tanke på hvad der manglede, og hvor hun kunne skaffe det så billigt som muligt. Hvis man stillede en sofagruppe eller nogle bløde stole i den ene side, kunne gæsterne have det behageligt, mens de fortalte Bertram om problemet. Væggene var store nok til, at der kunne hænge et maleri eller to, og alt efter Bertrams smag, kendte Zirra et par stykker i undergrunden, der solgte ting lidt billigere til hende. Lyset ville blive det sværeste, fordi der ikke kunne stoles på noget udefra, og...
    Hun vendte sig mod ham, da hans stemme fik en mismodig klang, og han blev tavs mellem sine sætninger. Hun havde været ved at rykke en stol til side, som lå gemt bag sofaen og manglede det ene ben. I stedet slap hun den og gik hen til ham. Tog hans hænder i sine og så ham dybt i øjnene.
    "Bertram, se på mig. Jeg har brugt de sidste måneder på ikke at have styr på noget som helst. Heller ikke mig selv. Jeg var ved at skubbe dig væk, bare fordi jeg hadede, hvem jeg var ved at blive til. Alligevel kom du og samlede mig op i Fristavn," Hendes ene hånd gled op og lagde sig på hans kind. "Vi får styr på det sammen."
    Der var vitterligt ikke noget, hun hellere ville end at få styr på alting med Bertram ved sin side. Han havde hjulpet hende så meget allerede, og det var næsten for let kun at skulle hjælpe med mundæne ting såsom indretning og sikring af hans nye kælderlejlighed.
    "Og så slemt er det altså heller ikke. Vi siger bare, der er nedstyrningsfare for at de gør det lidt hurtigere," tilføjede hun, inden hun strakte sig på tær for at kysse ham.

Han anede ikke hvor fortabt han havde virket, og regnede ikke med at Zirra ville sætte kursen over mod ham. Han lod hende tage hans hænder og så hende dybt i øjnene, fordi hun bad ham om det. Hendes hænder var varme i forhold til hans egne, der var hvide og lidt dødstive i det på nuværende tidspunkt. Det gjorde ondt på ham, når hun erkendte at hun bevidst ønskede at skubbe ham ud af sit liv under den rejse, men det var noget de allerede havde talt til døde snart. Zirra var her hos ham nu jo, men indvendigt var han slidt op af afsavn efter hende.

Da hun strakte sig for at nå op til hans mund og kysse ham, lænede han sig mod hende og trak hende tættere ind til sig. Skrivebordet han havde lænet sig lidt imod før, satte han sig nu op på og løftede Zirra med sig op at sidde på hans skød. Han kyssede hende tilbage en smule anspændt i kroppen over at hun pludselig var tæt på, men lod hende ikke trække sig væk fra kysset. Han kunne sagtens styre det, tænkte han.

"Jeg er glad for at du ville med tilbage..." Sagde han lavt da hans kys ophævedes midlertidigt "...Hvor sover du nu henne?" Hans fingre løsnede hendes fletning langsomt og kælede de askeblonde, hvirvlende totter, der føltes som silke mod hans hud.

    Selvom de havde tilbagelagt rejsen mellem Fristavn og Dianthos sammen, føltes det her som første gang de rigtigt var tæt på hinanden. Rejsen havde været et kaos af at stresse over at finde skjul om dagen og nå så langt som muligt om natten, så de havde begge været for udkørte til at give hinanden den kontakt, de havde brug for. Men nu hev hav hende med sig op på bordet, og hun lagde sine arme om hans skuldre.
    Kysset føltes som om det varede en evighed, men det blev stadig stoppet alt for tidligt.
    "Der er ikke noget, jeg hellere vil end at være sammen med dig," svarede hun og lagde sin varme hånd på hans kind. "Og måske bruge de næste par år på at sige rigtig meget undskyld for at opføre mig som en kæmpe idiot."
    Øjenkontakten svækkedes og hun så ned på hans fingre, der filtrede sig ind i håret. Hun havde brugt meget tid på at snakke tingene igennem med både Bertram og Treston, men hun følte sig stadig en anelse tom indeni. Hun var ikke vant til at tabe på den her måde. Den måde, hvor det viste sig, at fjenden var hende selv og ikke en eller anden, der nemt kunne indleveres til Lyset og få en straf.
    "Jeg sover lidt hist og pist," svarede hun på hans spørgsmål. "Jeg ryddede mit kammer efter... Men Dev har hjulpe mig med nogle kontakter siden jeg kom tilbage, så jeg kan være i undergrunden, så ingen opdager at jeg er tilbage. Hverken far eller... Ikke at jeg har en plan lige nu. Måske kan du hjælpe mig med at finde noget fast i nærheden af dig, når jeg er klar til at dukke op i bybilledet igen?"
    Ordene sad mere fast i hendes hals end før, og hun havde lige så meget lyst til at kvæle dem, som hun havde lyst til at kvæle Kester. Men det var ikke en mulighed lige nu, så alt i hende forsøgte at fokusere på Bertram og trangen til bare at være i hans arme og føle sig tryg.

Vampyren bød Zirras hånd velkommen med et kys, da den lagde sig blidt mod hans kolde, skæggede kind. Det røde pandehår kildede hendes hånd, som han flyttede hovedet mod den. Der var heller ikke noget Bertram hellere ville, end at være sammen med hende. Indtil videre havde han kaldt hende sin viv, for at få fred fra andre vampyrer, men det var jo en løgn, for han havde aldrig gjort hende til en fru. Willoughby. Men han så hende som en del af sig selv. Hun var som en hustru for ham, og han ville gøre alt for hende…

Hans fingre redte et par gange igennem hendes lyse lokker, og fandt det pænt selvom det stadig var i uorden fra at have været bundet i en fletning.

”Jeg ville elske at have dig tæt på mig. Måske endda… hos mig?” Hans kontorbygning var lille og lige nu ikke noget at tilbyde en kvinde. Men det ville give ham ro, hvis han vidste hvor han havde hende, så han ikke hele tiden skulle gå og lede efter hende… og få syner om hende… og ikke vide hvad han skulle gøre, for at holde hende sikker og i live. Men Bertram var også realistisk omkring det. ”Du er alt for fin til at bo her… Du er en Reynlest, trods alt. Du har fortjent bedre end at bo her. I slumkvarteret.”

    "Pft, jeg har boet værre steder end det her," sagde hun og ordene havde fået et skævt smil frem hos hende. "Hvis far vidste, at jeg brugte de fleste dage i min ungdom ude i mudderet i de tilstødende skove, havde han sikkert taget det åh så fine efternavn fra mig."
    For nu ignorerede hun, at planen stadig var at fjerne det efternavn til fordel for et langt mere adeligt et, og at hun måske blev påkrævet at bo oppe i Øvre bydel for at holde dækket ved lige. Lige nu... Lige nu sank hun ind i fantasien om et ubekymret liv her hos Bertram, midt i slumkvarteret, som på mange måder var det sikreste sted at være, når man var en kvinde med de evner, Zirra havde. Hun følte sig  mere tilpas her end i de højadelige kvarterer.
    "Vi har jo også nærmest samme døgnrytme, så det burde ikke være alt for svært også at bo sammen, vel?" spurgte hun en anelse retorisk og rejste sig på tær for at møde hans læber igen.
    Hvor var det en fantastisk tanke at flytte ind med ham. Kæderlejligheden virkede forfærdelig lige nu, men det var ikke noget, der ikke kunne fikses. Zirra var sikker på, hun nok skulle få det til at ligne et godt hjem på en måned eller to. Bertram kunne få sin lille butik, og Zirra kunne... Ja hvad kunne Zirra egentlig? Måske bare arbejde hos Fielthena lidt mere. Måske et par jobs hos Lyset, hvis det passede ind.

Det var en information om hende han ikke havde hørt om før. Hans rødbuskede bryn skød op, men hans øjne tydede klart på at han fandt det imponerende, frem for fordømmende. Bertram havde trods alt altid haft tag over hovedet, også dengang han og hans familie var allermest fattige. Zirra havde sikkert været en vild og uregerlig som ung. Måske mere end hun var nu?

Han imødekom hendes kys med det samme, da hun lod til at være lige så varm på tanken om at bo sammen med ham. Det var en ekstrem dum og uansvarlig ide at flytte ind sammen, menneske og vampyr, men med arbejde og en form hvor hverdag sammen, ville Bertram næsten kunne leve som han altid havde drømt om. Og så endda med Zirra! Hans tag i hende pressede hende mere mod sig, og kysset blev inderligt og krævende. På den måde, så hvis hun ville naturligt ophæve kysset, ville han forsøge at forlænge det – med forlov, naturligvis.

Hvis ikke hans fletninge-spolerende fingre allerede havde afsløret hans lyst til hende, ville hun måske finde ud af det, så snart Bertrams hænder dalede ned ad hendes figur indtil det landede på hendes strittende numse. Han gav den et solidt klem med begge hænder, som selv med bukser på, kunne gøre ondt på hende.

    Handling var ofte lettere end ord, i hvert fald for den her Reynlest, og Zirra lod sig blive fanget af kysset. Smeltede ind i hans berøring og trykkede sig mod hans  klem. Et klem, der vristede et lille, lyst hvin fra hendes læber. Hendes egne hænder trak handskerne af og smed dem fra sig på den støvede sofa. Så kravlede de op til hans tunikas kant og indunder den, hvor de mødte hans kolde hud med sin egen varme. De havde haft så utroligt lidt intimtid sammen de sidste måneder, først med hendes hovedløse flugt og så hendes maves skidt tilredte tilstand. Nu hungrede hendes krop efter hans fra læberne og helt ud til fingerspidserne.
   "Kan du... Kan du godt holde til det?" spurgte hun åndeløst mellem kys. "Er du... mæt?"
    Zirra havde stadig ikke en god måde at tage det op på, men det var ikke mindre vigtigt af den grund. Hun gav ham altid gladeligt af sig selv, når han var udhungret og uden andre muligheder, men hun vidste også, at han ikke kunne lide det, og at det var en glidebane. Jo mere det skete, des nemmere ville det være at ende der næste gang. Måske engang ville det blive sværere at holde op. Der ville hun helst ikke ende. En langt bedre løsning var at få Bertram til at tjene nok til at glædespigerne, der specialiserede sig i vampyrkunder ikke var et problem at betale.

Bertram kom tættere og tættere på hende, indtil han forsigtigt vippede hende ned under sig at ligge. Ærlig talt vidste han ikke om Zirra stadig havde smerter, men hvis hun havde, ville hun have trukket sig væk, ikke? ...Ikke? Zirra var stærkere end hun så ud til, men der havde været et par gange, hvor Bertram havde fået fornemmelsen af, at hun opretholdte et skuespil, for at undgå at han skulle kigge på hende med bekymrende øjne... eller sådan noget... Det var ganske enkelt irriterende. Han ville have lov til at passe på hende, så han kunne beholde hende i så mange år som muligt.

I nogle sekunder gik han i stå, midt i et kys, da hun spurgte ind til om han kunne holde til det. Om han havde blod i kroppen. Det slog ham at Zirra ikke anede hvad hun skulle kigge efter, for at mærke på ham, om han havde spist eller ej. "Ja, en time inden," Svarede han kort, og blev et øjeblik taget tilbage til scenen med ham og hans seneste offer. En tilfældig forbipasserende kvinde, som han hold for munden og trak baglæns med sig ind i en lille, mørklagt passage mellem to bygninger. Hun havde været så bange, at hun frøs og gav absolut ingen modstand. Bertram havde det dårligt med det, men hvad var alternativet? At han skulle møde Zirra uden at have forsynet sig med blod, og komme til at skade hende endnu mere?

Han plantede det kys på hendes læbe, som han ellers var gået i stå med, og så smilte han til hende. "Hvad med dig? Er der noget... som jeg ikke må?" Han brugte nogle sekunder på at undersøge hendes tøj, for at se hvordan han bedst kunne afklæde hende, og så startede hans hænder lige så forsigtigt, mens han var opmærksom på at høre reglerne. Når først han så hendes mange nye ar på kroppen, som han endnu ikke havde vænnet sig til, ville han sikkert blive mindet om at være forsigtig med hende. Uanset om Zirra mente at hun var kommet sig eller ej.

    Zirra lod sig læne tilbage og en lille støvsky steg op der, hvor ryggen landede. Efter det her ville hun vist få brug for et bad af flere årsager. Hun smilede til Bertram, da han fortalte, at han var nyligt mæt, og det fik hendes fingre til at gå mere hastigt på oplevelse under hans trøje og ved buksekanten. Når hun vidste, der ingen fare var, kunne hun gå  mere til den. Færre hæmninger. Det var det, hun helst ville hele tiden, og hun havde på fornemmelsen, det også var den Zirra, Bertram bedst kunne lide at lege med.
    "Alt er vokset sammen, sagde healeren," svarede hun kort. Hun havde ikke været forbi paladshelbrederne eller det generelle helbrederhus endnu, men i stedet en undergrundshelbreder, der nok var mere lusket end de fleste, men næppe ville lade en betalende kunde gå derfra med en løgn. "Der er ikke engang et ar."
    Det var ikke noget, Zirra kunne sige om særligt mange af sine skader. Syrearret lå stadig prominent hen over brystet, og selvom det ikke gjorde ondt mere, kunne arvævet ikke lige sådan fjernes. Det samme med de små, sortblå lyn, der kantede sig ud fra svedne pletter tre steder på kroppen. De andre, ældre ar blegnede til fordel for dem. Selv de små, lyse pletter fra Sednas syle faldt ligesom bare i ét med resten af hendes krop. Men heldigvis var der intet at se fra den opskårne mave, fordi Sedna havde været hurtig med helbredelsesamuletten. Arrene fra det lå på indersiden.
    "Så du må det hele," tliføjede hun med et skælmsk smil, mens han åbnede snørren først til trøjen og så til bukserne. "Hvad har du lyst til?" 
   Hun lod sig hæve lidt op, så han nemmere kunne trække trøjen af hende, og straks blev brystvorterne opmærksomme på, at de var i et meget uopvarmet lokale.

Han kærtegnede hendes kind. "Er det sandt?" Lød det lettet og nærmest lykkeligt fra ham. Han kunne ikke løbe fra, at han havde været afskrækket fra at røre hende, i frygt for at hun ville gå i stykker i hans arme. Hans tålmodighed havde ikke været forgæves. Han havde forfærdelige billeder i hovedet, fra da hendes arrede krop blev vist, skade efter skade. Da han mødte hende var hun fejlfri, og det havde ikke været til at gætte, hvilke farlige ting hun udsatte sig selv for dagligt. Da han hjalp hende af med sin trøje, og hendes arrede krop stadig var den samme, blev han nærmest ramt på samme måde som første gang. Hun mente altså ikke alle arrene. Disse skader her kunne almindelig healingmagi ikke rette op på? Den overstadigste lykke som før var at finde i hans blik, forsvandt ved realiseringen af, han altid ville blive mindet om den tortur hun havde været udsat for... Hvor han ikke kunne gøre noget for at standse det...!

Han var godt klar over, at overraskelsen var tydelig at se på ham. Zirra havde virket spændt over, at der endelig skulle ske noget - at hendes kæreste endelig lagde op til at røre hende igen. Han flyttede blikket op til hendes øjne, og kommunikerede med helt alene ved øjenkontakt. Han skulle lige vænne sig til forandringen. Han lod sin hånd glide ned ad hendes krop. Hans krop så stor ud, når den var på hende. Han mærkede hende ned ad lynarrene, som overraskende nok kun kunne ses og ikke mærkes. Hun var stadig blød at røre ved. Han mærkede hende henover brysterne, hvor at der var væsentligt mere texturforandring fra syreskaderne. Hans hånd lagde sig som en kop under hendes ene bryst og lod tommelfingeren strejfe over hendes heldigvis intakte brystvorte.
Han smilte til hende nu. Hun var stadig Zirra. Han elskede hende stadigvæk, og lystede stadigvæk efter hende, på trods af hendes varige mærker.

"Du er smuk," Det var hun virkelig. Stadig. Det overraskede selv ham, at han kunne vænne sig til at røre hende på samme måde som før, så hurtigt igen. Hans krop reagerede på hende med det samme. Han vidste godt hvad han ville have. Og hvis han måtte det hele...? "Jeg tror jeg vil gøre krav på din søde mund, mens jeg tænker over det næste vi skal nå at indhente." Sagt med en kort, spøgefuld latter. Hans ene hånd, der ikke var ved hendes bryst, var allerede i gang med at snøre sine bukser op, og hånden dykkede ned og greb om den. Den blev ikke bragt til syne før han vidste med sikkerhed om hun var frisk på opgaven eller ej. Ikke at Zirra havde sagt nej til ham før.

    Zirra så, hvordan Bertrams blik fandt alle arrene og sorgen, der krøb ind over ham, var næsten ikke til at bære. Hun havde haft nogle få, før hun mødte ham, men alle hun havde pådraget sig efter, havde været af en så stor eller grum karakter, at de næppe kunne overses nu. Havde hun ikke ham, og var han ikke hvem han var, ville hun sikkert aldrig finde sig en. Hvad ville folk ikke tænkte, når de trak trøjen af hende, og hendes forvredne og farvede hud mødte dem. Hun var mere et krigslærred end noget andet efterhånden. 
    Tårer samlede sig i hendes øjenkroge, men ikke ved tankerne, som hans blik havde fået frem i hende. I stedet var det ordene, der gjorde det. De kærlige, ærlige ord, som hun ikke et sekund betvivlede. Bertram så forbi det - han kunne se forbi det hele - og han elskede hende stadig som hun var, med eller uden ar.
    Hun tørrede tårerne væk og satte sig halvt op i den støvede sofa. Hænderne blev lagt over hans, og de blev ført væk, så hun kunne gøre snoreværket færdigt og have kontrol over, hvornår bukserne faldt ned over hans hofter. Hvor var det rart at mærke ham så tæt på igen.
    "Hvis jeg først går i gang her, kommer du ikke til at kunne tænke, søde Bertram," svarede hun og så op på ham med et skævt smil.
    Langsomt lod hun fingrene glide ind under stoffet, mens den anden hånd lidt efter lidt trak bukserne ned. Langtrukne, kærtegnende bevægelser begyndte helt nede fra roden og op, hvor hendes læber omsluttede spidsen og tungen roligt pirrede ham, ventende på hans reaktion.