Adelynn var langt væk hjemmefra. Hun vidste ikke engang hvad hun lavede her. Hun havde blot taget med et skib og været nede i lastrummet for at være væk fra sollyset. Nu skulle hun så bide i det sure æble og komme hjem igen. Der var så tomt og udueligt her på Toaplis Isla at hun ikke vidste om der overhovedet var liv.

Hendes læder skuldertaske raslede lidt som hun bevægede sig lidt frem imod det som hun ikke vidste hvad var, eller hvad hun skulle lave her. Læder tasken var fyldt med eliksirer og glas med salver til de mange syge dyr hu mødte på sin vej. Men endnu engang havde hun ikke mødt et eneste dyr i nærheden.

Hun vandrede i sin sorte kjole med sit sorte korset med blå bånd og kiggede lidt frem for sig. En borg var i det jerne som hun bevægede sig tættere på. hun havde hør historier om borgen men aldrig selv oplevet den. Så måske var det alligevel tid til at se en mesters værk selvom der havde levet en bande der for så mange år siden.

Som hun kom tættere på hoppede hun lidt frem for sig da hendes halskæde vibrerede og en lille pipen lød i det fjerne. "Ih du milde, liv!" kom det fra hende og skyndte sig i retningen af den vej hendes halskæde vibrerede mest. DA hun endelig nåede borgmuren så hun en lille ræveunge sidde i en fælde og hun bed sig i læben. "Åh nej dog!" hun bukkede sig ned og tog fat i fælden for at vikle snoren ud af det ben den sad fast i, og hun smilte lidt for sig selv. "Vær ikke bange" kom det fra hende og kiggede lidt på det stakkels lille væsen.

Som Adelynn hjalp ræveungen og hun fandt rundt om maven på den og løftede den op. Hun lagde hovedet lidt på skrå som den sidste snor kom fri af benet. Straks satte hun sig på jorden og begyndte at stikke hånden ned i sin lædder taske og fandt en salve frem. Hun åbnede glasset med den ene hånd og begyndte at smørre salven på benet og det sårrede ben. Hun lagde hovedet lidt på skrå som hun sate ræven på jorden igen og så den pile afsted ind imod de få træer der var på stedet.

Hun smilte veltilfreds og kiggede lidt på op på borgen som hun rejste sig op og gik nærmere borgen. Hun hoppede lidt frem for sig da hun hørte stemmer. Så var hun ikke helt alene på sådan et øde forladt sted. Hun gik nærmere lydene og så ulven der var fremme. Den virkede ikke til at være vred eller være kommet til skade. "Pas på!" kom det fra hende og gik nærmere personen og ulve. "Den kan være farlig!" kom det fra hende og bevægede sig roligt frem ad med en hånd frem foran sig.

Adelynn var klog på mange områder, men dette shaman noget ikke ret meget. Det eneste hun kendte var til eliksirer og salver til såret dyr, men den ulv der stod ved kvindes side virkede ikke lige frem truende, ikke før den begyndte at knurre. Adelynn bed sig svagt i læben og kiggede på kvinden der havde trukket sin kantana.

"De ser ikke ud til at have brug for hjælp til den ulv." kom det fra hende og lagde hovedet lidt på skrå for at studere dyret og kvinden. Havde kvinden tæmmet dyret? Eller havde hun gjort noget helt andet? det var ikke så tit Adelynn så de mange farlige væsner være en del af naturen på deres ikke dyriske måde. Nogen gange kom det som en overraskelse over hvad dyr ville finde sig i.

Som Adelynn kom tættere på kunne hun godt se at det ikke var en rigtig ulv, men mere en der var der men ikke rigtig var der alligevel. Men det store spørgsmål var... Hvis ikke det var en levende ulv hvad var det så?

Heldigvis havde Adelyn valgt ikke at have sine røde øjne fremme som hun kom tættere på og kastede et blik frem imod personen som præsenterede sig. "Bellamy" startede hun ud og stoppede op to meter fra personen for ikke at vække ulvens vrede. Man kunne aldrig helt vide om end at den var der men ikke var der alligevel.

"En åndetjener hvad vil det sige?" aldrig havde hun hørt noget så mærkeligt før. Så hun måtte hellere være på den sikre side frem for at lave rod i den. Desuden ville hun jo bare være høflig og hjælpe.