Det var ikke kun hovedstadens borgere, der havde bemærket dragen på himlen. Inde i skoven lå Arasné i græsset med Lirlay hvilende imod sit lår, som hun havde en hånd imod hendes snude. Den rolige vejrtrækning var nok til at berolige de fleste, men det var de færreste, som overhovedet ville være i stand til at komme så tæt på en Menar, som Arasné var lige nu. De var bestemt ikke anset for at være venlige væsner og kunne ofte finde på at jage alle, hvis de var sultne. Det var dog ikke tilfældet denne dag, som de begge havde overstået en jagt på et mindre rådyr og delt byttet.

Onyksdragen lavede en skygge på jorden, som den strøg henover Arasné og derved fik hende til at åbne øjnene. Hun satte sig hurtigt op, Lirlay gled ned over hendes ben, men blev liggende i græsset uden at flytte sig. Hun trak hånden til sig, som hun tørrede blodet af sin mundvig, noget der var en smule besværet af det smil, der havde bredt sig. Det var et tydeligt tegn. Derfor spildte hun ikke mange sekunder på at kigge på dens bevægelser, før at hun straks begav sig i samme retning. Der måtte være noget under opsejling og det havde direkte kurs imod hovedstaden?

Bymuren var et sandt vidunder, men slet ikke det, som Arasné fokuserede på det. Gåturen havde taget tid, så dagen var allerede godt igang, det samme var aktiviteten omkring bymuren, men hvad der fangede hendes blik var folkemængden på den forkerte side af muren, og teltene. Hun lod blikket vandre over teltene, indtil hun bemærkede Zaladins aftegninger på det store telt, derpå bredte der sig et lystigt smil..

Med ét strøg Lirlay forbi hende, dyret havde fulgt hende hele vejen, men hun var også fri til at gøre, hvad der passede hende, så hun forventede ikke at Lirlay var fulgt med hele vejen fra skoven. Menar'en søgte direkte imod folkemængden, som hun havde udset sig et 'bytte'. Det var i virkeligheden indholdet i en kurv, som højst sandsynligt var bragt til teltet, som en gave. Noget Lirlay dog ikke bemærkede, da hun skubbede kvinden omkuld med ryggen, så hun slap kurven og lod den falde til jorden. Det skabte en del røre, imens at Lirlay rodede igennem indholdet og fandt det hun ledte efter. Straks begyndte hun at spise det friske kalvekød. "Hvem ejer det bæst?" brummede manden, der forsøgte at afskærme kvinden fra Lirlay. Ingen svarede, heller ikke Arasné. Lirlay hvæste af dem, der kom for tæt på.

Imellemtiden var mørkelveren kommet tættere på, som hun dog holdt sig fra køen og i stedet beskuede aftegningerne af Zaladin fra sidelinjen. Hun lagde hovedet ganske let på skrå og ignorerede tilnærmelserne fra folket, de kunne jo bare forsøge at gøre alvor af deres trusler. Havde de allerede glemt at mørkelvere atter var velkomne i hovedstaden? Med ét pift, løftede Lirlay hovedet, lod blikket vandre igennem mængden, indtil hun fik øje på Arasné. Derfra bukkede hun hovedet ned og huggede tænderne i kødet, som hun sprang hen over manden og hen til Arasné, der havde rakt hånden ud. Det resterende kød blev lagt i hendes hånd.

Optrinnet fangede ikke rigtig Arasné opmærksomhed, som hun betragtede aftegningerne på teltet og ikke helt lagde skjul på sin begejstring. Det var sjældent at tilhængere eller præster af Zaladin stillede an med så stort et arbejde, for at snakke med nogle simple bønder. Hun følte, at der måtte ligge noget bag ved det, derfor var hun mest af alt interesseret i at finde ud af, hvad de mon gemte inde i teltene. En simpel ofring var ikke hendes fremgangsmåde, men hun ville bestemt ikke benægte muligheden for at skaffe sig et lækkert måltid. Særligt ikke når turen derhen havde krævet nogle kræfter. Endnu mere, når hun skulle opretholde sin mørkelver skikkelse så længe. Derfor var kødet i hendes hånd en velkommen gave, selv hvis den ikke var ment til hende.

De smalle fingre holdt godt fat i kødet, som hun langsomt løftede det op til sin mund, men svagt kunne fornemme 2 skikkelser træde nærmere. Det forhindrede hende ikke i at fortsætte, som hun dog uden bekymring satte tænderne i det rå kød. Måske det var hendes tid i havets dyb, der havde givet hende en trang til råt kød. For hende betød det ikke noget, om det var tilberedt eller ej. Lirlay havde sat sig demonstrativt ved hendes side, som hun løftede den ene pote og lagde den imod Arasné's skinneben. Tiggende og afventende, før at hun vendte et hvæs imod de 'fremmede'.

"Lirlay" brummede Arasné, som menaren ikke skulle forstyrre nu. Arasné havde kun flyttet blikket imod Lucid og vagten, som hun dog vendte hovedet imod Lucid, da han talte. Hun løftede stille det ene øjenbryn i takt med at blikket dalede imod kalvekødet, som hun flåede en luns af. "Dette stykke kød?" spurgte hun uddybende, som hun rakte kødet frem imod ham med et glimt i øjet.

Spørgsmålet henvendt imod Lirlay blev overvejet nøje, som hun trak let på skulderen. "Det er de også" svarede hun, som blikket atter blev rettet imod Lucids øjne. ".. vi forstår hinanden" fortsatte hun, som hun smed kødet ned på jorden, ned til Lirlay, der hurtigt slugte stykket i én mundfuld.

Endnu én af dem.. Det var ikke ligefrem noget der imponerede mørkelveren, som hun fik en fornemmelse af, hvem og hvad manden var. Hun var knap så bekymret for hans stilling eller magt lige nu, som hun var skepsis omkring hvilke samarbejdspartnere han havde fældet for at nå til tops. Det var ikke ligefrem en fremgangsmetode, der ville få mange plus point i hendes bog. Men Lucid virkede heller ikke som om, at han forsøgte at vinde hendes taknemmelighed. Lirlay på den anden side var mere en taknemmelig for at Arasné kun havde taget én enkelt bid af kødet, så hun selv kunne sætte tænderne i resten. Arasné var faktisk ikke sulten, de havde næsten lige spist. Det var nok mere en provokation end noget andet lige nu. For hvor stod manden egentlig?

Hun fnøs ganske let af hans ord. Lirlay og hende delte mere end de fleste. Men det behøvede hun næppe udpensle overfor herren overfor hende. Langsomt lagde hun dog armene over kors, imens at hendes blik dalede ned over skikkelsen. Dæmonen var da ganske behagelig at kigge på, som hun trak ganske let på smilebåndet. "Så må De kende Solari" kommenterede hun forventningsfuldt. Kvinden, der havde ødelagt det meste og så alligevel ikke. Ypperstepræstinden for Nalish'ra måtte have et ry, ikke sandt?

Ypperstepræsten insisterede på at hun tilkendegav sig selv, som hun trak på smilebåndet og nikkede ganske let. Hun løsnede grebet om sine egne arme, som armene faldt ned langs med siden. Langsomt pillede hun ved krystallen på hendes venstre håndled omtrent samtidig med at den mistede sin violette farve. Magien var sluppet op. Men der var flere rundt omkring på hendes påklædning. "Arasné Ulath Viardo, ærede Lucid" præsenterede hun med et svagt buk med hovedet. "Hvad har Dianthos gjort for at blive beæret med Deres tilstedeværelse?" spurgte hun, forbavset over, at han ville spilde tid på disse.. kræ.

Forventningen betød muligvis ikke det samme, som Lucid regnede med. Arasné forhold til Solari var noget helt andet end hvad de fleste måske ville forvente af hende. Hun havde bestemt ikke behovet for at støtte hendes sag længere og havde dermed også valgt at vennde Nalish'ra ryggen. Der var stadig håb hos Zaladin og at dømme ud fra ypperstepræsten, så var der måske en ganske god grund til at hun skulle forblive tilhænger til lige netop den gud. Ikke at hun kunne spore sig ind på mandens holdning til Solari. Men det kunne hun måske finde frem til? Måske han kunne vise hende vejen dertil? Det var muligvis hendes største ønske lige nu.. Hævn, igen.

Situationen havde bestemt forandret sig, måske fordi Arasné så muligheder fremfor forhindringer ved sammenstødet. Der var en stor sandsynlighed fro at hun kunne få noget ud af mødet og måske finde frem til kilden for hendes had? Ikke at følelserne spejlede sig i hendes blik, som det dalede imod hans hånd og masken. Endnu et objekt, der lignede Zaladin? Men dette lod til at have langt mere betydning, end det store billede på teltet. Særligt sådan som hånden placerede sig på masken. Kløerne satte sig fast, men det så ikke ud som om masken gav efter. Var den dækket af magi? Hun kunne ikke helt undgå at slikke sig lettere sulten om munden.

Stille nikkede hun, som dæmonen gentog hendes navn. Det var korrekt og ikke bare et dæknavn. Den slags behøvede hun slet ikke. Men hun lyttede fortsat til hendes ord, som han forklarede sig, fortalte hende, hvad målet var med opholdet. Så han havde ikke planer om at blive siddende i teltet for at modtage gaver? Det lod til at ypperstepræsterne var en ganske særlig art. Arasné lo ganske let af hans spørgsmål. Lirlay løftede blikket, som hun hvilede snuden imod Arasné ben og virkede afventende. Som forventede hun en følgereaktion. "Det kommer an på, hvor længe De bliver" svarede hun uden at lægge noget imellem sine ord. For det var sandt. Hun havde fulgt dragen, som mange af de andre tilhængere, men hun havde ikke samme mål som dem.

Et simpelt nik blev svaret på hans spørgsmål. Hun kunne da umuligt takke nej til en sådan invitation, kunne hun? Det var dog ikke sikkert at Lirlay fulgte med, da hun hurtigt kunne få færten af noget andet.

Mon hendes svar var kommet bag på ypperstepræsten? Han virkede forbavset og måske endda overrasket over, at hendes ophold tilsyneladende afhang af, hvor længe han havde tænkt sig at blive i området. Normalt undgik Arasné storbyen, da mængden af ordenshåndhævere og regler var for omfattende. Mon dæmonen havde mistanke om, at det måske ikke var alt, der lå under hendes ord. Selv hvis han havde, så var det måske allerede for sent, som hun lod blikket dale imod Lirlay, der puffede ganske let til hendes ben. Dyret virkede ivrig efter at komme videre, som hun dog strøg en hånd ganske let over hendes pande og lavede en klik lyd med tungen. "Jeg er ikke så.. krævende" lo hun ganske let, som hun sagtens kunne klare sig, når han havde andet at se til.

Lucid førte an, som Arasné lod blikket falde på Lirlay én sidste gang for nu, før hun valgte at følge efter et stykke bag ved ypperstepræsten. Lirlay blev dog siddende, som hun løftede blikket imod vagten og ganske kort hvæste af ham. Med Arasné på afstand rejste hun sig på alle fire og trådte et enkelt skridt frem, som hun tømte en del af indholdet fra sin mave foran vagten. Der var nogle få rester af knogler fra dådyret tidligere. Et ryst på hovedet var nok til at hun vendte omkring og strøg tilbage imod skoven.

Der var faldet ro over pladsen, som Arasné primært holdt sit fokus på dæmonerne. Dæmoner havde det med at omgive sig med dæmoner.. så hun var ikke overrasket over at se det samme her. De var nogle interessante væsner, hvis bare man undlod at træde dem over træerne. Altså lidt kunne man vel altid? Hendes mørkelver skikkelse var rimelig beskeden, sammenlignet med dæmonerne, der ikke skjulte deres dæmoniske træk. Det var dog den eneste måde, hvorpå hun kunne begå sig på landjorden og derfor var det også påkrævet, at hun holdt magien vedlige. Altså kunne hun være nødsaget til at trække på ypperstepræsten. Ville det mon være et brud på tilliden, som han havde vist overfor hende, ved at invitere hende indenfor?

Vagten blev sendt væk, som Arasné dog ikke skænkede ham et blik, men i stedet bukkede hovedet ganske let for at træde ind i det beskedne, men alligevel hjemlige telt. Lucid havde tydeligvis ikke planer om at bo primitivt, selv hvis opholdet var midlertidigt, hvilket var forståeligt. Når man havde midlerne. Hun drejede ganske let omkring, som hun tog de få indtryk til sig. Hvilket passede med at ypperstepræsten selv sørgede for teen. Invitationen til at sætte sig blev dog straks modtaget, som hun valgte at smide sig i stolen længst væk. "Hvad er historien bag masken?" spurgte hun pludseligt, som hun havde bemærket hans bevægelser, omkring den. Den måtte betyde noget. Hun rettede atter blikket op, for at søge hans.