Det var lang tid siden at Shireen havde været til bal. Sidste gang måtte have været da hun mødte Dag. Dag havde set så smukt ud. Det havde dog også været i en lidt anden krop, og hun kunne ikke lade vær med at savne den lidt, som hun stod her, ved kanten af dansegulvet, i en kjole der dækkede hende nærmest fra top til tå.
Hun hev lidt i den højhalsede mørkegrønne kjole hun bar, i håb om at hun kunne få lidt luft ind, men det hjalp ikke meget, og hun måtte hurtig give op på det. I det mindste var den blevet skræddersyet til hende, så det var nok mere psykisk at den ikke passede, end fysisk. Den sad pænt på hende, og havde plads til hendes former, hvornår var de kommet? Håret havde hun formået at få lov til at holde kort, hvordan vidste hun ikke, og derfor var der ikke meget at gøre ved det, end at frisere det pænt, og et enkelt simpelt spænde. Hvis man så hende og Hecate ved hinandens sider, så kunne man i hvert fald godt se hvor hun hørte til.

Hendes grønne øjne gled over folkene her. Der var nogle hun kendte fra kroen af, ikke at de kendte hende, og hun kunne se flere af de adelige også mænge sig i tingene. Hun var ikke helt sikker på hvor Hecate var gået hen, men hun ville nok ikke være væk for evigt, og det lille blomstrende håb om at Dag ville være her, var også ligeså stille ved at forsvinde.
Hun havde ikke set den nydelige kvinde, med det mørke hår, og det virkede mere og mere som om Chance var imod at hun nogensinde ville kunne forklare sig, og så... fangede hendes øjne alligevel en bekendt silhouette. Hendes øjne blev lidt store, og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog lidt kraftigere i brystet. Hun lagde dårlig mærke til hvordan hun begyndte at bevæge sig langs gulvet, for at se om det virkelig var Dag, mens hun sagde til sig selv at hendes hjerte kun bankede så hårdt fordi hun var nervøs. Hun var ikke sikker på at Dag overhoved ønskede en forklaring, efter så lang tid der var gået. 

Det føltes næsten som om det var i et andet liv at Dag havde set Shireen sidst, den gang som Shiro. Men trods hun kun havde noget at se Shireen ganske godt som kvinde, genkendte Dag hende straks på det korte, røde hår.

Dag var klædt pænt på, og rigere end før, prydet med perler, og der var næsten en let munterhed over hendes klædning, i skarp kontrast til de mørkere farver og tunge stoffer hun ellers oftest havde klædt sig i. Hendes eget hår var holdt tilbage af en perlenet, med undtagelse af de krøllede totter der faldt fra hver tinding, og indrammede hendes ansigt.

Som Shireen nærmede sig blev Dags øjne store af overraskelse. Ikke mindst af bare at se hende og at hun var i live, men lige så meget det hun havde på?! Det var ikke nogen simple bondekjole, skønt stilen synes at passe bedre i et kloster end til bal. Den var tydeligvis syet til hende, og var i god kvalitet. Bestemt ikke noget hun ville forvente at se hos en krodreng - eller pige. 

Lettelse fyldte Dag. Shiro var i live. Men hvad var der hent? Og hvorfor havde hun ikke så meget som forsøgt at kontakt Dag tidliger?!
Da den første overraskels og lettelse havde lagt sig, var det er stramt udtryk der prægede den unge komtesses ansigt. Ikke fjendtligt desideret, men heller ikke ligefrem en varm velkomst.

"Frøken...?" hilste Dag den anden unge kvinde, der næsten virkede som en fremmede.

Dag var smuk. Der var ingen anden måde at sige det på, og Shireen måtte også bruge et øjeblik på bare at kigge lidt betaget på kvinden. Hun havde forventet lidt at de her følelser ville forsvinde ligeså stille, som hun var blevet en kvinde igen, men Dag var bare... noget helt særligt, i hvert fald i Shireens hoved, også selvom det overrasket udtryk på den nydelige komtesse, hurtig blev erstattet af noget mere stramt.

Hun glemte derfor også kort at hun nok skulle præsentere sig, men fik sig selv stoppet op og faktisk åbnet munden, hvor dum hun end følte sig, især i det tøj hun bar. ”Shireen, mit rigtige navn er Shireen Reier,” sagde hun. Hun skyldte Dag en forklaring, og der var ingen grund til at holde hendes familie navn en hemmelighed, for mon ikke Dag ville finde ud af det før eller siden alligevel. ”Men du kender mig nok bedst som Shiro,” det var sagt i en tydelig nervøs stemme. Hun var lidt bange for at Dag enten ikke ønskede at fuldføre samtalen de havde sammen, eller påstå at de aldrig havde mødt hinanden. Hun ønskede ikke at hendes eneste mulighed for at snakke med Dag havde været som drengen Shiro, ikke når hun ikke havde magien til at kunne ændre sig tilbage, til det mere simple liv som krodreng. 

Dags læber blev en tynd streg som Shireen introducerede sig med sit rigtige navn. Hun havde løget! Hun havde været en kvinde fra starten, og havde holdt Dag for nar alt den tid! Gennem deres dans, gennem besøget på Engle palæet og deres skakspil!
Gennem alt den tid de havde kendt hinanden, havde Shireen holdt sandheden hemmelig, og ført Dag bag lyset! ...ligesom Dag havde forsøgt, og fejlet, i at gøre omkring sine ben.

"Det glæder mig at se Dem I live.. Byvagtskontoret nægtede at fortælle mig noget, men det forklarer Deres stand nok" sagde hun tørt. Dag havde været så bekymret det havde kostet flere nætters søvn, for ikke at tale om de utallige gange hun havde vandret på tværs af byen for at chikanere byvagterne om nyt.

"Er det så Komtesse Reier... eller Nådigfrue?" spurgte Dag med et let løftet øjenbryn, og en spydig tone de fleste ville grames af, men som de der var mere vant til Dags temperament, ville genkende som humor. Shireen lignede en gammel, gift kone, selv med det korte hår.

Det ramte lige ind i Shireens hjerte, og man kunne se hvordan et næsten smertelig udtryk kom over hendes ansigt, som det gik op for hende hvor vred Dag egentlig var på hende. Hvis hun bare kunne forklare, men det havde selvfølgelig aldrig været helt nemt at få Dag til at falde ned, når skaden først var sket, og det var jo Shireens skyld.

”Dag, lad mig forklare,” sagde hun, næsten tiggende, som hun kiggede undskyldende på sin veninde. ”Det var min mening at komme og forklare mig selv! Jeg ville så gerne,” forsøgte hun, næsten lidt snublende over ordene, som desperationen klyngede sig til hendes urolige hjerte. ”Men Hecate er ikke til at... hun vil ikke lade mig gå nogle steder uden opsyn!” Desværre var det sandheden, hvor end ondt den gjorde. Hun havde heller aldrig kunne fortælle Telma og Sofie hvor hun var taget hen, selvom hun havde ønsket det. Hun håbede blot de havde fundet ud af det. ”Dag, det var virkelig ikke min mening...” At gøre hende bekymret, og hvis hun ikke bekymrede sig inderligt for den anden pige, så ville hun ikke engang nu stå og bede om hendes forladelse. 

Dags forsøg på at lette stemningen en anelse var tydeligvis tabt på Shireen, men det var godt det samme, for ærligt havde det været et halvhjertet forsøg. Dag var lettet over at se Shireen i live, og i god behold, med lettelsen var næppe mere end en kortvarig mildning af den frygt og vrede der havde fåret lov til at gære i hende så længe nu.

Hvad end lang snor lettelse kunne have givet Shireen, brændte op som den anden komtesse begyndte at forklarer sig. Dag kendte ikke til denne Hecate. Reier familien var stor, men der var få af dens individuelle medlemmer der var vigtig nok til at Dag havde læst om dem, og det var ikke meget af hoffets sladder, som Dag havde mulighed for at lægge øre til.
"Så Hecate er deres fangevogter hmm? Minotauren der slæbte dem væk? Låste dem inde i et tårn så de end ikke kunne sende et brev?!" ordrene var kølige, og trods spørgsmålet, ventede Dag ikke på at høre svaret, før hun fortsatte "For jeg må vel antage komtessen kan skrive, og stadig husker hvor jeg bor, selvom det selvfølgelig ikke er så dramatisk som at kravle ind igennem vinduet. Men det kunne da have været et alternativ, siden de tilsyneladende ikke ønsker at ses med mig under opsyn" Dags kølige, fattede tone holdt ikke længe, som de sårede følelser satte en arrig ild i hendes ord. Dag kendte nok næppe hele historien, men implikationerne af Shireens ord gjorde ondt, og Dag håndterede det på den eneste måde hun kendte. Ved at skubbe Shireen fra sig. Hun havde ladt Shiro komme tæt på, og endnu engang havde det vist sig at være en fejltagelse, der kun havde ledt til smerte.
Dybt nede ønskede Dag intet mere end at tilgive Shireen, og holde fast i det de havde haft. Men Dag anede ikke hvordan hun kunne opnå det mål. Hun anede ikke hvordan hun skulle give slip. Hvordan man tilgav.

Når Dag satte det sådan op, så kunne Shireen nu godt se at hun godt kunne have forsøgt noget mere. Der var selvfølgelig altid muligheder for at forsøge sig, men det havde virket helt opgivende efter den første uge hos Hecate, hvor det blev gjort klar at Shireens uddannelse skulle til at oppe sig, ellers ville hun aldrig finde et passende parti. Det var ikke fordi Hecate altid var forfærdelig, men Shireen savnede sin frihed, og samtidig var hun ude af stand til faktisk at stå op for sig selv overfor sin familie. Det var som om at hele hendes krop bare låste sig fast og hun kunne kun gøre som der var ønsket af hende i de situationer.

”Og Nat? Ville Nat have ladet os se hinanden alene?” var derfor også ordene der røg ud af Shireens mund. ”For ikke at nævne at Hecate forsøger at fjerne mig fra alt jeg havde og var inden det gik galt.” De kom virkelig ingen vegne med det her. Hun kunne godt trods alt godt se hvorfor Dag var såret, det havde jo også gjort ondt på hende selv at de ikke havde kunne ses. ”Jeg vil ikke skændes Dag, jeg vil bare undskylde. Du er....” Det føltes som om at noget snørrede sig sammen i Shireens hals, som hun var ude af stand til at sige præcis hvilken plads Dag havde indtaget. Dag var kompliceret, hurtig til vrede og måske en smule bitter, men hun var ligesom Shireen. Hun havde haft livet imod sig, men havde så meget gåpåmod og villighed til at leve. Hun var sød og så utrolig smuk når hun smilede, og så forbandet klog. Shireen ønskede ikke deres venskab skulle ende her. 

Dags kæbe spændte op "Nat har slet ikke været i byen i flere måneder" bed hun sammenbidt tilbage. Det havde Shireen selvfølgelig ikke haft den fjerneste chance for at vide, men det kunne hun have haft, hvis de havde haft nogen som helst kontakt!
En del af Dag havde håbet Shireen havde forsøgt. At hun var kommet til palæet, men var blevet jaget væk. At hun havde sent et brev, men Nat havde opsnappet det! Det havde været et spændt håb, og et der nok var mere ønsketænkning end noget andet. Der var ingen tvivl om Nat ville have tværet det i Dags ansigt hvis noget var sket.

At Shireen synes at undvige alle de spørgsmål der havde lagt gemt i Dags bidende kommentarer var en velsignelse og en forbandelse. Der var ikke megen sympati at finde i de brune øjne, men til gengæld fik Dag heller ikke mere ammunition hun kunne bruge til at pille Shireens oprigtighed fra hinanden med.

"Jeg er hvad?" spurgte Dag som Shireen stoppede mit i sin sætning. Dag kunne levende forestille sig hvordan den skulle slutte. Urimelig. Kold. Selv udenom det. Det var hvad hun var...

Dag sukkede skarpt. "Shiro- Shireen. Jeg vil ikke have din undskyldning... Jeg vil have en forklaring" erklærede hun endelig, og selvom Dags tone bestemt ikke var venlig, gav hun et kort nik mod stolen ved sin side.

Oh. Hvis Shireen havde vidst det, så havde hun nok presset mere på, formentlig i hvert fald, men det var ikke til at vide. Måske det til tider var for nemt for Shireen at give op, når hun blev taget fra de steder hun havde fundet sig hjemme. Ikke at Dag havde nogen idé omkring Shireens egen baggrund, for den havde hun altid gået stille med dørene med. Det havde virket irrelevant når man pludselig var en dreng.

Det fik dog ikke hendes hjerte til at banke så hårdt at hun var sikker på at det ville bryde ud af brystkassen, og hun vidste at hun ikke kunne lade de ord hænge i luften uden et svar. Hun havde lyst til at Dag vidste hvor meget hun betød for hende, men samtidig så virkede det så grænseoverskridende, som noget hun ikke måtte.
Nervøsiteten fløj rundt i maven på hende, og hun kunne dårligt få ordene ud over læberne, men hun tvang sig selv. ”Du er.... fantastisk,” det sidste ord var næsten hviskende, for hvilket ord kunne hun ellers finde på der kunne indkapsle alt hvad Dag var. Det var nok ikke engang hvad hun havde haft i sinde at sige da hun først prøvet, men nu var det der hun var endt.

Forsigtigt tog hun dog plads ved stolen, og hendes fingre pillede lidt ved ærmernes kant. Den ville altid føles for træng på hende. ”Mit navn er Shireen Reier,” sagde hun ligeså stille, som forklaringen nu engang skulle falde, og forhåbentlig kunne de fokusere på det og ikke de ord fra tidligere. At Dag allerede havde fået det at vide, det bekymrede ikke Shireen som jo skulle starte et sted. ”Jeg blev smidt ud af min far for... lang tid siden, og det var sådan jeg endte nede på kroen, hvor jeg arbejdede. Jeg havde ikke forventet at jeg nogensinde ville blive en pige igen, så det var nemmere at lade som om at jeg altid havde været Shiro... især fordi ingen kunne finde mig, så lang tid jeg var en dreng,” indrømmede hun, og kiggede op på Dag. ”Min grandtante Hecate fandt ud af at jeg var... væk... åbenbart...” Hun bed sig selv lidt i underlæben. ”Så det var hende der satte... eftersøgningen i gang, og...” Hvordan skulle man forklare Hecate hvis man ikke havde mødt hende? 

Dag registrerede knap Shireens svar på hendes anklagende spørgsmål, før den anden komtesse forsigtigt tog plads, som var Dag en arrig bjørn. Okay måske ikke en bjørn så meget som en lille, vred puddel. Nok var tungen skarp, men der var ikke farer for meget andet end sårede følelser.

Du er fantastisk. En hidsig rød farve gjorde indtog over Dags blege kinder, som ordrene sank ind. Ikke forfærdelig, men fantastisk. Langsomt sænkede Dag blikket og fokuserede på sine hænder, der havde grebet om kjolens stof i hendes skød.
Shireen forklarede sig, og Dag lyttede, men fandt til sin egen overraskelse, at det slet ikke var så vigtigt som hun selv havde insisteret på. Hun havde allerede tilgivet Shireen.

"Det.. lyder ikke nemt" erkendte Dag lidt akavet. Hun viste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Hun kunne ikke rigtig sætte sig ind i hvordan det måtte have været, men med måden hun sagde det på, lød det ikke rart.
"Jeg var virkelig bekymret for dig og.." gentog hun, men denne gang var ordrene ikke bebrejdende. Snarer sårbare. "Jeg frygtede jeg aldrig ville se dig igen" tilføjede hun lavmælt, og løftede hoved, med let våde øjne, for at søge Shireens blik "Men jeg er virkelig glad for at du er uskadt".

Den lidt mere rolige stemme, ja næsten lidt akavede stemme, overraskede Shireen, og man kunne se hvordan hun kort gik i stå, og bare blinkede lidt som hun kiggede på Dag. Hun havde forventet mere råberi, og at hun stadig skulle forsvare sig selv, men det lød ikke sådan.
Shireen kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndt at slå lidt højere, og hvordan hendes øjne blev fugtige, selvom hun nægtede at lade det være hvad hun viste udadtil. Hun var bare så lettet, selvom det gjorde det svært når nu Dag selv havde våde øjne.

Hun tog en usikker vejrtrækning, og et forsigtig smil blomstrede på læberne. ”Jeg er virkelig ked af at jeg ikke gjorde mere,” hviskede hun. ”Men måske… vi kunne spille skak igen en dag?” Shireen ønskede at se Dag igen, og måske det kunne være muligt. Dag kunne i hvert fald ikke være en dårlig person at være omkring, selv i Hecates øjne. Det var i hvert fald hvad Shireen håbede inderligt på, for ellers så ville det være svært at snige sig væk og bruge tid med Dag. Skak var vel også en af de ting Hecate kunne værdsætte, siden hun havde været i hæren. 

Dag rystede en smule på hoved, af Shireen og af sig selv. "Det er ligemeget nu. Du er her, og du er i live, det er det vigtigste" fastholdt hun, og forsøgte at blinke sine øjne tørre igen. Det ville se herrens ud hvis hun endte med at sidde og tude midt under Midvinterfesten!

Shireens skælvende vejrtrækning og tøvende stemme, fik Dag til at række over, og tage den anden piges hånd i sin. "Det ville glæde mig hvis vi kunne" svarede Dag, og et smil krøb indover hendes læber "Nogen skal jo lærer dig at spille ordenligt, så du kan give mig en udfordring en dag!" tilføjede hun så drillende, i et forsøg på at løfte humøret lidt.

De havde nok begge været dumme. Men Dag havde tilgivet Shireen, og hun ønskede ikke at dvæle mere ved det, for nu i hvert fald. Forhåbentlig kunne de mødes igen snart og ofte, og før de viste af det, ville alt det her rod bare være endnu et dårligt minde fra fortiden, blandt så mange andre.

Det var som om at hjertet kun virkede til at slå endnu mere højlydt i hendes bryst, som Dag tog fat i hendes hånd, og det var svært for Shireen at skjule det blomstrende smil på hendes læber, og hvordan hele hendes ansigt føltes varmt. Det havde i hvert fald ikke været så varmt herinde for et øjeblik siden. Udadtil, var de rødmende kinder i hvert fald godt i gang med at forsøge at passe til det røde hår.

Hendes fingre gav Dags hånd et lille klem. De grønne øjne funklede lidt, og hun fik i hvert fald blinket det meste af væden lidt væk, selvom de nu stadig var ganske klare. ”Jeg glæder mig til det. Måske en dag jeg endelig kan vinde,” indrømmede Shireen. Hun havde nu stadig forsøgt at holde sine evner ved lige, men uden en at spille med, så var det svært, og også med Hecate der kiggede en over skulderen.

Hun havde lyst til at spørge Dag om hun ville danse, men med et enkelt blik mod Hecate, og dansegulvet, så var hun også godt klar over at det måske ville være et dårligt valg. ”Har du måske lyst til at trække lidt frisk luft?” spurgte hun, selvom kort efter forslaget kunne hun ikke lade vær med at lade blikke flakke ned mod Dags ben. Hun havde ikke lyst til at Dag gemte sine problemer væk, men samtidig havde hun ikke virket begejstret for sympati. Forhåbentlig kunne hun finde ud af at sige fra hvis det blev for meget for hende. 

Dag var stadig ikke sikker på hvorfor hun havde tilgivet Shireen så let, men hun vist at det føltes meget rarere nu, hvor de var venner igen, og alting var som før... næsten da. Dag havde ikke helt viklet sit hoved omkring at Shireen var en pige nu, og nok i virkeligheden altid havde været det. Dag havde bare accepteret det, på en måde. Det var trods alt ikke mere mærkelidt end hendes egen familie.

"Det vil jeg glæde mig til" kommenterede Dag med et lille, skævt smil. Uden tvivl ville der være mange skakspil mellem nu og det, og Dag var sikker på at hun ville se frem til hver og en af dem.

Dag lagde hoved en anelse på skrå som Shireen spurgte om de skulle trække luft. Hun forsøgte at følge Shireens blik, men uden det store held.
"Tjoo, det kan vi vel godt?" Dag gav Shireens hænder et lille klem mere, inden hun slap dem helt. "Men jeg kommer til at tage din arm, selvom du er en pige nu" erklærede hun fast, inden hun rejste sig. Det var måske mærkværdigt, men det hjap Dag gevaldigt med at komme rundt, og desuden.. så var en del af hende, dybt nede, stadig bekymret for, at Shireen bare ville forsvinde igen lige pludesligt, hvis Dag ikke holdt fast i hende.

Det var som om at det næsten var en euforiserende effekt der gled rundt i Shireens krop. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun vidste det var fordi at Dag var her, og at hun ikke var vred på hende mere. Der var altid noget ved den anden komtesse som havde trukket Shireen ind, og hun var virkelig ikke sikker på hvad det var. Nok hormoner da hun stadig havde været en dreng i sidste ende, men det betød ikke at de ikke kunne være venner nu.

Shireens øjne blev lidt større, men hun nikkede nu stadig begejstret, og rejste sig også stadig op. ”Det er helt fint,” sagde hun og tilbød en arm, hvilket føltes næsten lidt underligt, nu som pige. Alting havde været lidt skævt i verdenen siden hun var blevet en pige igen, og mange ting havde føltes næsten en smule forkerte, uden at Shireen helt kunne sætte ord på hvorfor. ”Jeg tror ikke helt jeg har mistet de krafter jeg fik opbygget, mens jeg arbejdede på kro,” tilføjede hun også mere lavmælt. Hecate gav hende nu ikke fysisk hårdt arbejde, så det var lidt noget andet disse dage.
Da hun var sikker på at Dag var klar til det, så begyndte hun at lede Dag mod en af balkonerne, da det føltes mere oplagt for dem, og forhåbentlig stoppede Hecate dem ikke påv ejen, eller så at Shireen var på vej væk. Hun kunne tage det skæld ud senere, hvis hun blev opdaget der. 

Det var med et skævt lille smil at Dag rejste sig, og lagde en hånd på Shireens arm."Jeg tror næppe det bliver et problem" kommenterede hun i sin sædvanlige tørre, men drillende tone. Berøringen var nemlig blid, og Dag lagde ikke meget væk på den anden komtesses arm. Det var ikke fordi Dag havde reelt behov for støtten lige nu, men hun foretrak til tider at den var der alligevel.
Lige nu, var den fysiske kontakt mere for Dags sindsro. Shireen kunne ikke bare forsvinde ud i det blå igen, så længe Dag holdt fast i hende!

Dag lod roligt Shireen lede vejen ud til balkonerne. Dags blik gled nysgerrigt rundt, og lod sig fange af udsigten. "Jeg har faktisk aldrig været heroppe før..." kommenterede hun let. Trapperne havde aldrig rigtig synes det værd, og det var ikke fordi Dags andre deltagelser til de royale bal, var gået særlig stille for sig.
"Det er ikke den værste udsigt jeg har set" tilføjede hun, og trods ordrene ikke viste det godt, antydede hendes tone, at det faktisk var et ganske oprigtigt kompliment, og ikke bare en tvær kommentar.

Havde Dag haft behov for mere støtte, så havde Shireen ikke haft et problem med det, men den blide berøring var næsten værre for hendes hjerte, som virkede til at banke derud af. Der var noget næsten ømt over det, og generelt var Shireen ikke vant til at blive behandlet nænsomt, og det hjalp ikke når hun kunne mærke Dags varme, og se hendes smukke ansigt ud af øjenkrogen.

Shireen selv havde besøgt balkonerne, omend ikke meget. Det havde været et godt sted at undslippe, når hun havde været til fest med sin far, og ikke havde ønsket at blive opdaget, eller taget i at lave noget hun ikke måtte. Det kunne være alt, når det lige slog ham, så hellere være på den sikre side.
”Det plejede at være et af mine favorit steder, når jeg en sjælden gang tog til bal,” indrømmede Shireen, med et mildt smil, som hun hjalp Dag op af trapperne, til da de til sidst nåede balkonen, hvor de kunne stå og se ud over udsigten. Det var klart en af de bedre udsigter i byen, selvom alting var så fint.

Hun kunne ikke helt få sommerfuglene til at forsvinde fra maven, som hun faktisk hørte oprigtigheden i Dags stemme omkring udsigten. ”Din bror plejer vel også at forværre de fleste udsigter, og han er her ikke,” kom det lidt mere kækt fra hende. Hun ville nok ikke have bragt det op, hvis ikke det havde været fordi Dag havde nævnt han ikke var i byen. Ellers ville det blot være at udfordre Chance for meget, og Chance var ikke altid en rar gud. 

Langsomt lod Dag blikket glide fra udsigten, tilbage til Shireen. Der var noget ved lyset herude der lod til at få den anden pige til nærmest at... lyse? Måske var det måden aftensolen faldt i det røde hår, eller gløden i Shireens øjne når hun kiggede på Dag. Det var en mærkværdig ændring, men ikke en Dag havde noget imod besluttede hun.

"Forhåbentlig kommer du oftere til bal fremover. Andet ville være kedeligt" erklærede Dag roligt, mens et lille smil hang på kanten af hendes læber.

"Men ved lejlighed er nu nød til at komme til Opalslottet. Udsigten over bjergene og havet fra slottets højeste tårne er ulig noget andet" tilføjede hun lidt mere stille, håbefuldt. Så skrap som hende Hecate lød, så blev det ikke nødvendigvis let at få Shireen med nogle steder hen overhoved.

Shireens kommentar om Nat fik et kort grin ud af Dag. "Han har aldrig værdsat anden skønhed end sin egen.... og min" det sidste blev tilføjede lidt tøvende. For hvor meget end Nat terroriserede hende og hvor meget end hun synes han gjorde hendes liv til et helvede, så var han hendes bror, og hun betød alt for ham.... ligesom han betød alt for hende.
Et hårdt stik i hjertet fik Dag til at vende blikket tilbage mod udsigten. "Men det her? Det ville ikke give ham andet end gude-komplekser" hele byen for hans fødder? Nej, det var ikke en udsigt han kunne håndtere.

Det var som om at hendes mave gav et lille hop, da Dag erklærede at Shireen forhåbentlig kom til bal oftere, for det lød trods alt til at Dag gerne ville have at hun kunne dele disse oplevelser med Shireen. Det virkede nu heller ikke som om at Dag havde alverden af folk hun brugte tid frivillig sammen med. Hun var også ganske reserveret, og Shireen kunne ikke helt forklare hvorfor hun selv var blevet draget ind af det.

”Jeg håber det kan blive en realitet,” sagde Shireen, og hendes blik kunne ikke lade vær med at glide hen på kvinden ved hendes side. Aftensolen badede Dag i et himmelsk skær, og havde Shireen haft en mere kreativ knogle i sin sjæl, så havde hun nok enten ville male det eller skrive om det. ”Jeg tror det hjælper, hvis Hecate ved hvilket ordentlig selskab jeg holder mig.” Det krævede virkelig at stikke i Hecate på den rigtige måde at få lov til at gøre som man ville, men det skete til tider. Ellers kunne Shireen godt klare at blive skældt ud senere. Hecate løftede trods alt aldrig hånden mod hende.

Hun kunne ikke lade vær med at grine ganske svagt, selvom blikket i hendes øjne var blidt, og selvom hendes blik kort blevet taget ud mod horisonten, hvor de havde, ja, det hele under sig, så var det som at hendes blik hele tiden blev taget tilbage. ”Han ville også være et fjols, hvis han ikke kunne værdsætte det.” Hendes ord var næsten hviskende, men som de var i relativ stilhed, tog det ikke meget at høre dem herude. Dag var i sandhed den smukkeste person Shireen havde set. 

Dag løftede et øjenbryn. Hende Hecate lød som noget af en mundfuld, og at Shireen var klædt på som hun var på Hecates ordre underbyggede det kun. Hun lød som en Hejre, det ville kvæles i sine egne principper, hvis hun ikke var så forstoppet i forvejen! Men det fik ikke Dag til at tabe modet. Tværtimod! Hvis Hejren virkelig var så stiv en kæp, bestød det også at hun var forudsigelig. Forudsigelig, og nem at manipulere.

"Jeg er sikker på vi kan overbevise hende, om end jeg muligvis skal finde en ny kjole inden du introducere os" kommenterede hun, og hendes læbe trak op i et skævt, konspiratorisk smil.

"Vi kunne fortælle hende vi mødtes ved Isaris katedralen, eller som frivillige hjælpere til..." Dag stoppede kort op. Kun kendte faktisk ikke noget til hvad der var af frivillige hjælpeorganisationer i byen. "Hjælp til de gamle og fattige? Der må være noget i den stil" Dag vendte blikket mod Shireen.

"Vi kunne også holde og tættere til sandheden? Fortælle vi mødtes til bal hvor en herre havde lagt hånd på mig, og du insisterede på at følge mig hjem, og sikre jeg var uskadt?" foreslog hun, med et smørret smil.