Der lå en lille samling af huse dybt inde i sumplandet. Der var mange af disse små "byer", hvor kun en håndfuld folk og væsner boede. De havde fine samfund kørende, rejste mellem byerne for at sælge og bytte deres varer, og levede rolige og fredfyldte liv. Sumplandet kunne udadtil virke skræmmende og uanstændigt, men der var mange, der havde opbygget gode levevaner i dette land. Også her.

Saari hoppede afsted gennem en af disse mange små byer. Det var sent - solen var for længst gået ned, skyerne dækkede for månen og mørket forvrængte alle skygger og lyde til ugenkendelighed. Det var nok derfor alle byens beboere blev indendøre. Saari hoppede derfor afsted gennem denne tomme by, uden nogen frygt i sjælen, og uden overvejelser om alle de folk der boede her. Hun havde set mange byer, dog men mest på afstand. Hun havde oplevet væsner i byerne blive ganske vrede på hende, uden nogen grund overhovedet! Hun hjalp med at rydde op og gøre byen ren, og så... Hun skuttede sig ved tanken, og bemærkede så pludselig et lille mikroskopisk hus. Der var sørme nogen der havde efterladt en kost, hele alene inde i det lille hus. Sikke noget. Der var også skovle og spande og alle mulige fine ting. Saari forstod ikke, hvordan nogen dog kunne have glemt alle disse ting. Det var jo en hel skat! Boede der mon nogen? Der var et skilt over det lille åbne hus. "S----K----U---R. Skk----ssss----Su....rk? Sk--kuks!" Hun hoppede tøvende hen til den åbne dør og kiggede nysgerrigt ind. Det var et meget lille hus, ja. Og der boede ikke nogen, så det ud til, så... Saari greb kosten - eller skuksen - og hoppede afsted. Tænk at nogen havde efterladt en helt fin skuks på den måde! Hun hoppede ud af byen og fulgte den mudrede vej igennem sumplandet.

"Beskidt!" udbrød Saari fra tid til anden, og viftede sin skuks foran sig. Hun fejede hurtigt og nemt blade og sten ad vejen, inden hendes klove kloppede afsted. "Sådan! Rent og godt!" jublede hun stolt, og vrikkede med ørerne. Og sådan fortsatte Saari sin hoppende tur igennem sumplandet. Med sin nye Skuks.

(Random start, there you go! Lad os gøre Skuksen levende!)

"Nogle gange ville jeg ønske at jeg var en plante..." mumlede Saari pludselig eftertænksomt. At sidde i solen og bare være til, imens alle gik forbi og kommenterede 'nøj en flot blomst' og 'sikke nogle store dejlige blade'. Små dyr ville finde læ, insekter ville summe rundt... Lige indtil en stor ko ville træde på en og spise én; men op til dét punkt, så lød plantelivet nu egentlig meget godt.

Saari formåede at fokusere tankerne tilbage på Æderen foran sig, og fulgte nysgerrigt de lange blege fingre da de pegede op mod himmelen. "En kæmpestor sten med ild i!" gentog hun åndeløst, og stirrede i et langt øjeblik, som hvis hun forsøgte at spotte andre store ild-sten. Men der var ingen. Måske var de særdeles sjældne. Det lød også lidt farligt, så det var nok meget godt. Ellers er det nok ikke en ko der ville trampe planterne flade, men en kæmpe ild-sten. Og det var måske en anelse mere træls alligevel.

Saaris fulgte straks efter Æderens næste handling med et - overraskende nok - nysgerrigt blik. Et blidt prik på skuksen, og Saari holdt vejret. Hun havde faktisk slet ikke prøvet at vække den. Måske sov den bare? Intet skete. Hun rystede den en smule. Ingen ting.

"Jeg tror ikke den lever mere. Når mennesker tager træerne op ad jorden, så plejer de ikke at have det så godt mere." forklarede hun meget klogt, og prikkede til kostens træ-skaft. Kosten var ikke noget særligt, men den havde dog engang været en lille del af et stort stærkt egetræ. Det havde vokset dybt inde i amazonitskovene, været hjem til dyr, elvere og endda alfer! Dette træ havde set kongeriger vokse, dæmoners indtog, krige, kærlighed og så mange utallige dage, at de fleste ikke ville miste pusten. Men lige præcis dén gren, som var blevet omdannet til Saaris skuks, den havde ikke været særlig spændende. Så nye liv som en kost var alligevel ganske eventyrlig. For en gren, altså.

"Nogle gange ville jeg ønske at Skuksen var i live. Så ville jeg have nogen at tale med. Ligesom jeg har dig, nu!" Fortalte Saari, og kiggede bedrøvet på sin kære kost, som om de havde haft et langt liv sammen allerede.

"Nej sleeet ikke. De gør ikke noget. Mennesker er virkelig fjollede." sagde Saari meget selvsikkert og bed slet ikke mærke i stjerneæderens tydelige ubehag ved situationen. "God dag min gode mand!" sagde Saari højlydt og gjorde nogle hop for at komme nærmere en stakkels ældre kvinde, der slæbte sig forbi dem. Det var tydeligt at hun imiterede noget, hun engang havde hørt - ikke blot grundet den lidt pinlige miskønning, men også fordi hun slog over i en kopi af en dialekt, som hun tydeligvis ikke anede hvad var. Ikke engang at det var en dialekt! Lød menneske-snak ikke sådan?

Den gamle kvinde stoppede op og kiggede chokeret på satyren, inden hun med et fnys fortsatte sin langsomme gang igennem gaden. Saari var dog ikke færdig. Hun sprang ind foran den gamle kvinde og rakte sin kost frem. "Ved du mon hvor den her Skuks kommer fra?"
Byens muligvis eneste vagt - som havde betragtet dem fra porten - sukkede højlydt og forlod sin post for at komme den gamle forvirrede kone til undsætning. Han stillede sig mellem kvinden og satyren.
"Hey, du... Ged... Vi vil ikke have noget ballade, er du med?" brummede han surt.
"Blade? Nej heller ikke mig. Vil du have blade, Stjerne? Vi har spist." spurgte Saari konfust og vendte sig imod sin nye bedste ven. Hun vendte sig derefter hurtigt tilbage mod vagten.
"Hvor er der blade henne? Og hvilken slags blade er det? Jeg kan godt tage dem med til skoven og spise dem senere. Jeg kan godt lide blade. Men det ligner ikke at I kan gro nogen her; der er ikke et eneste træ! Altså bortset fra dem i har hukket og stukket i jorden rundt om byen. Det er faktisk ikke sådan man planter træer, ved I godt det? Det er helt forkert. De vokser slet ikke."
Vagten stirrede olmt på satyren, der talte i en endeløs strøm. Da Saari endelig måtte stoppe sin snak - fordi hun skulle trække vejret - afbrød han hende.
"Nej, jeg mener.. Åh lige meget. Bare lad indbyggerne, øh jeg mener, menneskerne være. Er I med?"
Saari nikkede med et kæmpe smil og hendes hår flapsede op og ned. Vagten sukkede og gik igen. Den gamle kvinde var for længst lusket bort. Saari vendte sig om og hoppede hen til sin ven.

"Se! De er skøre. Og jeg tror ikke den ene kunne tale overhovedet. Jeg tror måske der bor mere end ti mennesker her. Nej vent... en... to..." hun talte de utrolig mange mennesker der summede rundt. Der var i hvert fald femten at se lige nu - dels på vejen, men også et par der stak hovederne ud af vinduet for at se på spektaklet. Det var rigtig nok - der boede i hvert fald mere end 10 mennesker i Faldenhen. Og ti var ret mange for en uvidende satyr.

"Hvad skal vi lave her? Vil du prøve at snakke med menneskerne?"