Som sædvanlig så var Zanza sent på den. Hun vidste godt, at den træning, som hun skulle have været en del af var i gang lige nu. Hun vidste også hvor det skulle foregå, men den sædvanlige træner plejede ikke at tage det så tungt, hvis hun kom for sent. Dog vidste hun ikke, at det var Lykke, som skulle overvåge træningen i dag, for ellers var hun med sandsynlighed kommet tidligere - eller nok nej, ikke alligevel.

Faktisk virkede det ikke som om, at hun havde travlt, som hun på kattepoter (eller faktisk ulvepoter) trådte ud der hvor træningen foregik. Hun kunne se ryggen af Lykke, og så de andre rekrutter, som stod og trænede under Lykkes ordrer. Hun lagde hovedet på skrå, som hun dovent gik hen imod dem. Halen svingede bag hende noget så afslappet, som havde hun al den tid i verden, som hun havde brug for. Travlt havde hun i hvert fald ikke.

"Hey venner!" råbte hun til dem nærmest sarkastisk. For venner var ikke noget Zanza havde. Hun havde kun dem, som var dumme nok til at følge hende.

Men hun blev lidt overrasket over, at det var Lykke, som overvågede dem i dag. Det havde hun alligevel ikke forventet, at hun ville være der. Hun ville næppe være kommet tidligere af den grund, men alligevel. Hun satte hænderne på hofterne, og lagde hovedet let på skrå, mens hun så på de andre. Faktisk ignorerede hun lidt Lykke, selvom hun var hendes overordnede.

Zanza var ikke ligefrem uden respekt, eller det var hun faktisk - shh! Ikke si' det til nogen! -, men hun var altså heller ikke helt dum. Men våd bag ørerne var hun altså heller ikke, snarere tør bag ørene, hvis man altså spurgte Zanza selv. Hun var en voksen og erfaren kriger, og kunne - ifølge hende selv - gøre hvad der passede hende. Hun mente ikke ligefrem, at hun var den lavest rangerende her. Selvom hun selvfølgelig lå under Lykke.

Hun sukkede irriteret, da hun blev irettesat af Lykke. Havde det været enhver anden end en overordnet, så havde hun brølet dem ind i ansigtet over at blive kaldt 'Slinky'. JA, det var hendes givne navn, men hun havde altså givet sig selv et helt andet navn, som var noget mindre håbløst end Slinky. Ih, hun hadede det navn!

Alligevel fandt hun sig selv, med himmelvendte øjne, at finde sin plads i rækken. Men hun kunne ikke stoppe sig selv i at mumle: "Hold din kæft, det er ikke det jeg hedder."

Forhåbentlig så lavt, at Lykke ikke ville høre det.

Zanza rullede øjne, og stod ret i rækken. Hvad kunne hun ellers gøre? Ikke ret meget andet eftersom hun lå langt under Lykke i rang. Hun kunne bare parere ordre, og ja, gøre som der blev sagt. Men selvom hun lå under i hende i rang, så stoppede det hende ikke i at være spydig.

Desværre var det meget tydeligt, at Lykke havde hørt hvad Zanza havde mumlet, hvilket med største sandsynlighed betød, at hun virkelig var på røven nu. Sådan virkelig, virkelig på røven. Hun mumlede først noget uforståeligt, mens ørerne lagde sig flat ned af nakken på hende. Det var lige før, at hun også havde halen mellem benene, men hun tog sig i det, og greb om den med den ene hånd. Skødesløst kærtegnede hun den pelsede hale, men så sank hun en klump, løftede hagen trodsigt og talte:

"Det er ikke mit navn. Jeg er Zanza," svarede hun med vrede øjne, selvom der bag vreden var en angst for, at hun virkelig havde pisset på Lykkes sukkermad den her gang.

Hun havde endda nerver nok til at smile overlegent af dæmonen, selvom Lykke stod lige foran hende.