Det var ikke unormalt, at Foldraic befandt sig i Dianthos. Selvom han boede og havde hjemme i Dragorn, var det bestemt ikke noget nyt, at folk spurgte efter ham andre steder, og han tog glædeligt afsted. Han elskede sit arbejde, og han så det altid som en stor ære, når andre spurgte efter ham specifikt. Det var virkelig et kæmpe kompliment til hans arbejde. Andre ville måske være lidt irriterede over at blive kaldt så langt væk fra vante omgivelser, men Foldraic var ikke en af disse. Han gjorde det glædeligt. Hverken tiden eller pengene betød så meget for ham, så længe folk værdsatte hans håndværk.

Foldraic var netop blevet færdig med sin ordre; fire hestesko og et sværd til en yngre herre. Takket være hans krops opbygning, havde det været hurtigt overstået; han kunne snildt have et par ting forberedt i sine forme i sit indre under rejsen, så det var klar til at blive færdigbearbejdet, når han kom frem. Det sparede en del tid i det lange løb, at han ikke behøvede at sætte op og derefter bruge flere dage på at lave tingene når først, han var kommet frem. Det betød dog ikke, at han ikke havde tænkt sig at blive for en enkelt overnatning. Han havde behov for at samle lidt kræfter efter så lang tid på farten. Derfor var han nu på vej mod sin stamkro; det var her, han altid opholdt sig, når han var i Dianthos.

Noget fangede dog Foldraics opmærksomhed ud ad øjenkrogen, som han bevægede sig gennem gaderne; en kat. I et forsøg på at gå en kæmpe bue uden om den, fik han møvet sig selv op i et hjørne i stedet. Med store øjne fyldt af skræk, klemte han sig febrilsk mod murværket, som om han prøvede at tvinge sig igennem væggen, mens katten nysgerrigt gik tættere på ham over denne nyfundne interesse.

Det var snart tid til at rejse hjem til Freydis og deres datter Nadiya. Han glædet sig helt vildt, men det var stadig en lang rejse. Godt nok var det ikke helt så langt nord på som det kunne have været, men i løb ville det var en dags rejse. Det kunne have været langt værre. Selvom den ellers stadig unge minotaur var glædede sig var der stadig nogle ting der skulle ordnes først. Skibet skulle lige gøres klar inden det skulle ud på havet igen, men heldigvis havde han folk til den slags. For det meste holdte han øje nede på sit skib i fohold til om det blev gjort rigtigt, men der kom aldrig nogle problemer når han var der, så det regnede han heller ikke der var denne her gang. Han var egentlig overrasket over hvad der forgik når han ikke var der, men endnu havde han ikke hørt noget om disse ting, besætningen var gode folk, og havde ikke problemer med at finde sig en smule sjov efter arbejdet.

Dianthos var et stort sted, og selvom der ikke blev set skævt til ham, kunne han ikke helt lade vær med at tænke over alle de blikke der blev givet til ham og Freydis der hjemme når de gik sammen. Det var usædvanligt at en minotaur havde et menneske som kone, men han ville aldrig kunne undvære hende på nogen måde. Hun var hans et og alt, også selvom det aldrig helt havde været meningen han skulle finde en som hende. Dianthos var stor men han var målrettet til at købe lidt proviant til turen nord på. Det undrede ham heller ikke helt så meget da han bevægede sig hen imod en dværg der havde skubbet sig selv helt op af et hjørne og næremest så vild ud i ansigtet af skræk. Han stoppede lidt op, lod blikket glide ned på katten der tydeligvis var nysgerrig og så på dværgen. “Er de okey hr.?” Spurgte han forsigtigt og lod blikket holde fast på katten i tilfælde af at det var en foreskrifter der ville gå til angreb, selvom han nu tvivlede stærkt på det. 

Foldraic var så travlt optaget af at holde øje med katten, at han ikke opdagede minotauren, der nærmede sig. Han var begyndte at banke sig selv mod muren, hvilket sendte rystelser gennem huset bag ham, der vidnede om, at han var væsentligt tungere, end han så ud. I takt med at han var begyndt at hyperventilere, var der også begyndt at slippe flere og flere røgskyer ud fra hans mund. Ikke engang da manden talte, kunne Foldraic få sig selv til at falde til ro. Hans blik flakkede en gang op til halvtyren, inden han febrilsk gav sig til at pege på katten. "Nej, få venligst det ækle krapyl væk fra mig! Se bare de øjne! Jeg sværger ved Aladrios, det er Zaladins værk det der! Den er jo klar til at suge sjælen ud af mig!" rablede han febrilsk af sig med tydelig panik i ansigtet, som han igen trykkede sig mod muren. Det kunne ikke være meget mere tydeligt, at dværgen var bange for katten.

Af en eller anden mærkelig årsag havde denne dværg da også et mærkeligt syn på en kat. Der var da ikke noget galt med katten, den virkede da bare fredelig. Måske lidt nysgerrig men det var da også alt. Så slemt kunne det vel ikke være, og det var jo ikke fordi dværgen kunne komme længere væk fra katten, eftersom at han allerede stod helt op af en mur. Han trådte et par skridt frem og tog katten op i den ene hånd. "Zaladins værk? Nej den er bare nysgerrig, lidt sulten måske" kom det fra ham og kiggede lidt på katten og så på dværgen. Han måtte hellere holde den kat langt væk fra dværgen som muligt. Han kunne jo ikke lige frem putte katten i en lomme, men han kunne jo heller ikke bare sætte katten ned igen for den ville sikkert bare gå hen imod dværgen igen. "Træk vejret stille og roligt, du damper jo helt" kom det fra ham og lagde mærke til røgen der kom fra dværgens mund.

Foldraic var tydeligvis ikke overtalt af minotaurens ord, men i stedet for at svare, stod han fortsat blot og stirrede på katten med vidt åbne øjne. Han kom dog med et overrasket udbrud, da tyren bare sådan valgte at samle katten op. Ved alle guder, hvordan i al verden kunne han få sig selv til det?! Kunne han ikke se, at den var dødsens farlig?!
"Bare... få det beskidte væsen væk fra mig! Det er jo klar til at flå os begge fra hinanden!" fortsatte han, som han dog fandt mere ro over sin vejrtrækning, selvom røgskyerne fortsatte. Han holdt ovenikøbet op med at banke sig selv mod muren, men hans blik var stadig stift rettet mod katten.
"Når De... engang har fået kræet der af vejen, hvordan kan jeg så takke Dem? Drikker De mjød?" spurgte han så. Han kunne jo ikke bare sådan lade sin redningsmand gå uden en tak.

Han måtte kigge lidt på dværgen og kunne ikke lade vær med at udstøde et lille muh og lagde hovedet på skrå efterfulgt sf en kort latter. “Hvis det var en hamskifter det ville noget ondt havde den nok gjort det, efter som at jeg er en halv vigtig person” kom det fra ham og afslørede ikke sin titel, men dem der kendte lysets og deres ridder samt alt muligt sndet vidste at han var kommendørkaptajn og i tilfælde af st katten var en af mørkets krigere? Ja så havde han nok allerede været død eftersom han havde samlet katten op. “Kræet? Han er da kær...” kom det fra ham og kiggede på katten der kunfyldte en håndfuld han smilte lidt inden han fortsatte. “Jeg drikker mjød ja, men jeg burde jo egentlig... nej et krus mjød går nok” kom det fra ham og nikkede lidt. Han vendte sig om og satte katten ned på et hustag som han kun lige kunne nå. Han viftede lidt med hånden. “Smut du med dig” han smilte lidt til katten og viftede med hånden igen men den blev blot stående og kiggede på dem.

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234