Jagten var endnu ikke overstået, men den mørke slanke skikkelse, havde fundet sig til rette på et lettere bart sted i den mørke skov. Foran hende kunne man fornemme månen, eller spejlingen af blodmånen, som hun havde slået sig ned overfor et mindre vandhul og dyppet fødderne i vandet. Vandet havde været hendes hjem i halvandet århundrede, takket være Solari. Nu var Arasné endda blevet overtalt til at tage del i herlighederne, bare fordi hun kunne og fordi duften af blod var så fantastisk! Men det forhindrede hende ikke i at have håb.. Håb om at enten ypperstepræstinden eller én fra hendes følge ville kunne lede hende imod det nye tempel. Der var rygter om et tempel i bjergene, men stierne var skjulte og fyldt med fælder, så hun ville langt heller være på den sikre side end at kaste sig ud i at opbruge sin chakra for hurtigt. Elver kroppen var som altid på lånt tid, hvilket også var grunden til hendes hvil lige nu. Krystallen om hendes højre håndled var knækket og ubrugelig.

Tabet af krystallen bekymrede hende ikke, som hun sagtens ville kunne skaffe en ny, men det lagde et øget pres imod de øvrige krystaller, som endnu skulle holde på den chakra hun havde samlet op under jagten. Det hvide stof, var ikke længere hvidt, men dækket af blod og kødrester, som de fleste af hendes ofre var blevet udsat for hendes evne og var endt med at eksplodere. Hun sad dog ikke med fødderne i vand for at vaske blodet af, men blot for at føle sig forbundet til vandet igen. Utroligt hvad så mange år under havets overflade kunne gøre ved hendes følelse af, hvor hun følte sig hjemme. Arasné løftede venstre hånd, og kunne fornemme på den dulmende krystal, at hun skulle være varsom med denne skikkelse. Ikke at al håbet var ude, men en mindre forvandling kunne måske lette presset.

Et dyr listede sig ind på Arasné, som hun havde forvandlet sine ben til tentakler og taget en dyb indånding for at lette presset på hendes egen chakra. Kløerne undgik underlaget, men uden at vende blikket rundt, løftede Arasné hagen og vendte fokus imod dyret bag sig. "Kom og læg dig" brummede hun ganske let, før at hun klappede på pladsen ved hendes venstre side. Lirlay krøb langs med græsset, før at hun strøg hen ved siden af hende og stak snude imod vandoverfladen uden at stikke den ned. Lirlay løftede snuden, som hun havde fået færten af noget kød, der ikke lå langt fra dem. Hurtigt var hun på benene igen og løb hen til kødet for at flå det fra hinanden, så hun kunne hugge de mindre lunser af kød i sig. Arasné lo let, som hun lænede sig tilbage på hænderne og lod blikket stryge op imod blodmånen. "Mon der er flere derude?" hviskede hun tænkende for sig selv, afventede om et offer af jagten ville falde ind i deres fold af sig selv.