Amazonitskovene var smukke ¨ret rundt, men i særdeleshed i den sene sommer, hvor solen stod højt på himlen og varmed fik de fleste til at søge imod køligere områder, såsom kysterne hvor man kunne køle af på en skøn sandstrand... men lige nu, var disse urgamle skove det sted, som mørkelveren Zane havde udset sig.

Det var efterhånden længe siden han rigtig havde mødt andre levende væsener - med undtagelse af dyrene omkring ham - og det passede ham helt fint.
Fik han behovet, kunne han altid finde nogen... om det så var til det ene eller det andet formål, var sjældent et problem.

På denne dag havde han dog ingen planer om at finde nogen at konversere med, ej heller nogen at 'lege' med - men det skulle snart vise sig, at skæbnen havde andre planer.

Da der var så varmt, havde han efterladt sin rejsekappe i den lejr, han havde slået op et sted dybere inde i skoven.
Med løst, hvidt hår og klædt i en mørk skjorte med ærmerne rullet op, et par mørke bukser og læderstøvler, begav han sig roligt hen over skovbunden, nydende det gode, varme vejr...

Skoven kendte Elmira efterhånden ud og ind uden de store problemer. Det var lige før at hun kunne vandre igennem de mange stier uden at kigge hvor hun var på vej hen. Drejede hun til højre ville hun komme til den ældre del af skov, hendes forgængers hvilested, mod syd befandt den mørke skov sig, et sted hun helst undgik. Men denne dag havde hun brugt på at samle de nødvendige materialer til hendes perler. Dem der sørgede for at gamle bygninger, som hun havde restaureret i sine mange år.

En nynnen fangede Elmira's opmærksomhed, som hun vendte blikket rundt indtil hun fik øje på en høj skikkelse med langt lyst hår. Hun blev en smule forskrækket over den mørke hud, der mødte hende. Havde hun nogensinde set en med mørk hud? Hun kunne faktisk ikke huske det og bemærkede heller ikke de spidse ører i første omgang, for så havde alarm klokkerne nok fået hende til at stikke af. "Undskyld mig" hendes stemme var let, behersket og tydeligvis nysgerrig, som hun egentlig ikke vidste hvad eller hvem hun stod i nærheden af. Der var endnu flere skridt imellem dem, som hun ikke ville virke anmassende. Desuden så forvirrede det lange hår hende, så hun troede det var en kvinde. Elmira var en lang lys kjole, med mønstre af guldtråd og strop over den ene skuldre. Ved det venstre ben var der en lang slids i kjolen, som stoppede midt på låret og som hun stod nu, var hele benet blottet.

Han kiggede op da en kvindestestemme nåede hans spidse ører.
Se det her var overraskende... her havde han troet at han havde skoven mere eller mindre for sig selv, omend ikke andet så for nu, men i stedet stødte han på endnu en smuk kvinde - det var vist ved at blive en vane.

"Hvor overraskende," sagde han roligt, og stoppede op for at lade sit kølige, rolige blik glide over hende.
"Hvad kan jeg gøre for dig?"
Hun havde trods alt talt til ham først.
Og ærligt... han havde endnu ikke besluttet hvad han ville gøre.

Hvis noget, overhovedet.

Det lod til at skikkelsen havde hørt hende, som hun kunne se at personen var i færd med at dreje hovedet. Hun stod forholdsvis afslappet med hænderne samlet foran sig og med et roligt blik i øjnene. Lige indtil hun fik øje på det markante kæber og det mandlige udtryk, så var det som om at hun stivnede i øjeblikket og straks gik et skridt bagud. Det var ren og skær refleks, en refleks hun havde opbygget igennem årene og de utallige sammenstød med det modsatte køn. Hvorfor var hun også altid så uheldig, kunne hun ikke bare få lov til at gå i fred!

"Øhm.." lød det lettere forvirret fra hendes mund, som hun bemærkede hans kølige og dog rolige blik hvile på hendes skikkelse. Det var lige før at hårene i nakken rejste sig, som hun sank en klump og så sig over skulderen. Hun vidste udmærket godt, at der ikke var nogen i nærheden, men måske var der en chance for at hun havde overset noget? "Jeg troede blot... at De var faret vild" fremstammede hun, imens at hun tog endnu et skridt tilbage imod det nærmeste træ, så hun kunne vende rundt og bruge det som dække. "Beklager.." lød det sidste ord, før at hun greb ud efter træet, som havde hun brug for mere fodfæste end det hendes egne ben kunne give hende på jorden.

Se dét var en reaktion han kunne forholde sig til - frygt, nervøsitet... men hvad var grunden mon? Havde hun genkendt ham for den sadistiske eftersøgte, han nu engang var?
Eller var det fordi han var mørkelver?

Begge grunde var ret gode.

"Åh, jeg farer sjældent vild." sagde han med et lille smil, mens han så på hende som hun forsøgte at søge 'ly' for ham.
"Men tak da, for at tage dig tid til at spørge."

Han bevægede sig roligt hen imod hende, med blikket på hende som om det var en helt normal situation.
"Ingen grund til at beklage... men sig mig, hvorfor så nervøs?"

Hvorfor havde hun henvendt sig til ham? Elmira bandede indvendigt, som hun fortrød at hun var gået denne vej og ikke bare havde ladet manden være sig selv. I virkeligheden brød hun sig ikke om hans køn, mandlige væsner i landet var langt fra til at regne med, som hun havde erfaret det. Særligt ikke når han sad derude alene og nynnede på den måde. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig om, nu ville hun bare gerne løbe.

Træet føltes rart at stå ved, som forsøgte hun at placere det imellem dem, men han ville tydeligvis ikke bare lade hende gå uden lige. Selvfølgelig ikke! "Så vil jeg lade Dem være alene igen" hun nikkede en smule ivrigt, som for at understrege, at det ikke var noget problem for hende at gå. Han kom tættere på. "Nervøs? Hvem?" Spurgte hun lettere usikkert, som hun så sig over skulderen og skævede efter en udvej.

Det var næsten komisk når dette en gang imellem skete.
Sådan var det i hvert fald for hans lettere syge sind!
"Åh, ingen grund til at lade mig alene. Så ville vi jo begge ende med at kede os, ikke sandt...?" kom det fra ham, som han roligt betragtede hende.

Et let smil dansede på hans læber.
"Nervøs. Dig." sagde han, og tilføjede så:
"Men vær bare rolig. Jeg har ikke planer om at gøre dig fortræd."

Ikke lige nu, i hvert fald.
Måske var det efterhånden på tide, at han blot... talte med en kvinde?
I stedet for altid at tilfredsstille sin besynderlige lyst.

Ikke at det var udelukket heller!

Elmira var allerede på vej til at vende sig rundt for at bevæge sig i den modsatte retning af elveren. Hun vidste at den mørke hud burde fortælle hende noget, men hun kunne simpelthen ikke komme i tanke om det. Måske det var frygten for hvad manden kunne finde på, som fik hende til at lukke ned mentalt. Mandens ord gøs hende ned ad nakken, som hun bed sig en smule i kinden og forsøgte at få kontrol over sin nervøsitet. Det var jo tydeligt, som manden selv havde bemærket det. "Jeg er vant til at være alene" svarede hun hurtigt, som hun ikke nåede at overveje sine ord, da det vare røg ud af hende, en smule panisk og forvirret på samme tid.

Ordene fungerede lidt som hån, som han gjorde det klart for hende, at det var hende, der måtte være nervøs. Det var da klart! Hun forsøgte alligevel at få styr på sine tanker og følelser, som hun bed sig i underlæben og rystede på hovedet af hans ord. Gøre hende fortræd? "Tak, men altså.. De må endelig gerne vende tilbage til deres nynnen" mumlede hun i et forsøg på at lade dem gå hver til sit allerede nu.

Morsomt.
Hendes nervøsitet omgav hende som en flamme omgiver et tørt bål.
Om hun var hans type var han ikke helt sikker på, altså med hendes udseende... så om han skulle 'lege' med hende eller ej, var stadig ikke bestemt.

Og dog gjorde hun det lidt nemmere, og sjovere, lige nu.
"Ingen grund til at gå." sagde han med et smil,
"Bliv hellere her og hold mig med selskab..."

Og så kom truslen, med rolig, truende stemme:
"Forsøg at stikke af, og jeg gør dig fortræd."

Hvorfor endte hun altid i disse situationer? Eller det var ikke sket længe, så Elmira havde faktisk følt, at hun var begyndt at føle sig godt tilpas i landet, men usikkerheden stod som malet i hendes ansigt. Han gjorde hende virkelig nervøs og hun vidste slet ikke hvorfor. Måske det var racen, eller hans blik. Det var slet ikke behageligt og gav hende gåsehud. Indvendigt bandede hun over sig selv, hun skulle være blevet i hendes varme trygge hytte. Hun var allerede på vej, havde vendt kroppen, da han opmuntrede hende til at blive. Derpå blev hun en smule mere stram i masken, bed tænderne sammen, så kæberne blev tydeligere.

Elmira havde forventet at hun kunne undskylde ved at sige hun havde travlt. Men manden kom hende i forkøbet med en trussel, der fik hende til at bakke bagud med blikket rettet imod ham. "Det kan De ikke" mumlede hun, det var tydeligt at hun ikke troede på sine egne ord, som hendes flugtforsøg også primært bestod i museskridt væk fra ham og den tunge fornemmelse, hun havde. Det var ikke hans skæbne at støde på hende! Hun måtte godt gå.