Krystallandet
Helli 31.07.2020 11:44
Solen stod højt på himlen, vandfaldet brusede i baggrunden og fuglene kvidrede lystigt. Det var fred og fordragelighed herude, og man kunne næsten ikke tro at nogen ville komme og forstyrre freden, men visse væsner tog ikke hensyn til sådan nogle småting.Det startede ud i distancen, som en lille irriterende summen, som kom tættere og tættere på vandet. Stemmen var højlydt, piget og sang tydeligt falsk, hvilket hun ikke virkede til at være særlig bekymret for. For ikke at nævne at melodien og sangteksten virkede til at skifte hvert et sekund, som hun fandt på noget nyt at synge. Omkvædet som også burde havde været et eller andet sted, ændrede sig hele tiden.
”Og en lille frø kom gående... do do do... og hun sang så flot at grisen skreg... Din tur Manfred... do do dodo do,” hun kørte melodien lidt videre, så hendes følgesvend, en gris, kom med et par øf. ”Yeeeah! Og de sang så højt så vandet skreg... ikke at jeg ved hvordan vandet kan skrige.. men de er på tur... fordi vandet er deeeeejliiiiigt.” Hun var nået til vandkanten, og med den sidste falske tone, hoppede hun i det kølige vand, med tøj og det hele, uden bekymring om det blev vådt. Synderen af hele stuntet var en ung halvfrø ved navn Kvakket, som bar en lyserød kjole, og havde langt grønt hår.
Grisen, Manfred Månefryd, gav et hvin af sig og løb over for at gemme sig bag en sten af chokket over hans rejsekammerat pludselig bare var hoppet i vandet midt i det hele.
Kvakket kom dog snart op for luft igen i vandet. ”Hop i Manfred, vandet er skøøøøøøøønt,” råbte hun, ikke at hun havde opdaget om der egentlig var flere her nedenfor vandfaldet, da vejret ellers var til det.
