Gående lidt rundt på markedspladsen, havde Pharos besluttet sig for at undersøge ønskespringvandet. Ikke af en speciel grund, men nærmere fordi han bare trængte til at se noget andet end markedspladsen. Der var som altid mange mennesker, ingen som han lige kendte eller havde set før. Det betød dog heller ikke noget, det var nok nærmere en mindre detalje. Han vandrede lidt rundt ved ønskespringvandet, på samme tid som han nød solen og dens varme. Bare måden varmen rørte hans hud, og måden solens stråler nærmest kærtegnede hans ansigt var fantastisk. Som han betragtede de rolige, og hyggelige omgivelser kunne han pludselig mærke noget imod sit højre ben. Undrende lod han de gyldne øjne glide ned, kun for at se hans ræv Ziwa var igang med at vifte med halerne imod benet. Endnu mere undrende løftede Pharos begge øjenbryn som han stod med en hånd begravet i bukselommen. 

Som altid var han ikke iklædt end andet end nogle sorte bukser, det havde altid lagt til hans natur at ikke bære noget tøj på overkroppen. Nu havde han skam heller ikke noget imod, at gå halvt nøgen rundt også selvom han da fik nogle beundrende blikke her og der. Hovedet lagde han lidt på skrå, og kiggede ned på hans ræv der kiggede op på ham. Et lille suk forlod hans læber som han satte sig på huk, og strøg hånden blidt hen over Ziwa. Dog var det ikke kun ræven der havde fulgt med Pharos hen til ønskespringvandet, for Pharos's hund/ulv Zion fulgte også med. De havde begge to gået på hver side af ham, og havde skam fået en masse opmærksomhed. Efter at have kigget fra hans ræv til Zion, rettede han sig op, og drejede rundt for at gå hen imod springvandet. Som han stod foran det, lod han de gyldne øjne glide hen over vandet, og kort kunne skimte nogle krystaller. Gad vide, om det passede med at ens ønsker ville gå i opfyldt, hvis man kastede en krystal i vandet. Eller en anden form for penge, og Pharos overvejede det skam også som han afslappet stod og kiggede på springvandet. Han blev pludselig overrasket over, at se Ziwa havde hoppet op på kanten af springvandet, men så længe den ræv ikke prøvede på nogle narrestreger var det vel fint nok, at lade hende vandre lidt rundt på kanten.

"Som altid er du, så glad for opmærksomhed"lød det opgivende fra ham, dog hurtigt efterfulgt af en varm latter som han lod øjnene følge Ziwa som ræven nærmest listede hen over kanten. Han skulede ned imod Zion som bare sad og kiggede rundt, hund/ulven virkede til at være klar på at hilse på enten mænd, eller kvinder som ville komme forbi. Hvis der var nogen der ville, for indtil videre stod kun Pharos og nød omgivelserne samt springvandet allerede. Dog kunne han tydeligt høre nogle folk snakkede, og hviskede lidt væk fra ham, men det var nok også klart når de var tæt på.  

Malika havde brugt et par dage i Dianthos allerede, og de havde været brugt på kedelige møder, og interessante ture på markedspladsen. Hun havde forleden dag fundet en kunstner på markedspladsen, hvor hun havde fået bestilt et portræt af hende. Malika havde lovet at komme forbi efter nogle dage, for at tage imod det, eller høre om hvor langt i processen portrættet var. Derfor gik hun nu med sin slavepige ned gennem markedspladsen, og som hun nærmede sig midten af markedspladsen, spottede Malikas blege øjne en bekendt og savnet mørk skikkelse.

Hun bed tænderne sammen. Måske havde han været savnet, men det havde ikke været okay, bare sådan at forsvinde ud af hendes liv i så mange måneder. Han var jo tydeligvis ikke interesseret i hende, eftersom han ikke havde prøvet at få fat på hende i Balzera. Han vidste jo hun var frystedatter og at hun boede på paladset der! Eller måske havde han valgt at flygte, fordi han regnede med at hun ville fortælle hendes fader om Pharos, og at han dermed ville være efterlyst i Rubinien? Malika var enig med sig selv om at hun ikke skulle gå over til ham… Men alligevel kunne hun erkende at afstanden mellem dem blev mindre, som hendes ben modvilligt førte den blege krop frem mod ønskespringvandet. Hvad har jeg gang i? Hun så over på sin slavepige, som fint fulgte med hende, før hun stoppede op kortvarigt og henvendte sig til pigen ”Jeg skal lige snakke privat, kig du på boderne imens” blev der beordret, og pigen nikkede før hun forlod Malika. Hun vendte sig nu mod Pharos og tog en dyb tung indånding før hun bevægede sig det sidste stykke i hans retning.

Hun stod nu bag ham, og var helt overbevist om at både Ziwa og Zion havde set hende. Hun var godt nok ikke i sine vante klæder, men var overbevist om at dyrene stadig kunne genkende hende. Dianthos var en del koldere end det sydlige Rubinien, og selvom det var en varm dag, bar hun en stor marineblå kappe, med en hætte trukket over hovedet. Selvom hun ikke var sydpå, kunne solen stadig genere hendes sarte blege hud, som var pyntet med okker, så hun så lidt livlig ud. Det forreste af hendes lyse hår var trukket væk fra ansigtet og bundet i fletninger, dog var nogle få totter endt foran hendes skuldre. Stille, tog hun en dyb indånding, før hun gav ham et bestemt puf på den ene skulder. Hun vidste ikke hvad hun ville sige, når de ville se hinanden i øjnene, men måske ville hendes hjerte tale af sig selv.

Men hendes tunge bandt knuder på sig selv og i stedet for at sige noget fornuftigt, som hvor han blev af og hvordan han kunne finde på at efterlade hende på kroen, så var det eneste der forlod hendes læber: ”Jeg har savnet dig,” det kom dybt fra hjertet og hun kunne mærke at det faktisk gjorde lidt ondt at fortælle. Det var begrænset hvor meget, man kunne sige hun smilte, med alle de modstridende følelser der også var.

//Inspiration til hår //

Lyden af den bekendte, nærmest blide stemme fik hurtigt Pharos til at vende sig, netop i samme øjeblik som han smillede for sig selv. Som han fik vendt sig rundt, så han stod foran hende sendte han hende et bredt smil. Lod de gyldne øjne glide ned over hende, før de landte på hendes ansigt igen. Hun var altid så smuk, men hun vidste det sikkert godt. Det var aldrig gåét op for Pharos, om det var en standard ting for kvinderne fra kazimi familien, men Malika udstrålede som altid, og han lagde mærke til kappen kort, før han lod smilet brede sig en smule. Der kom ingen ord ud ad hans mund, for lige nu stod han bare foran hende, og mødte hendes blik. Hendes ord, om at hun havde savnet ham fik ham nærmest undrende til at løfte et øjenbryn. Det var bestemt ikke de ord, han lige havde regnet med at høre men han blev da glad for at høre det. Uden at tøve løftede han den højre hånd frem imod hendes ansigt, lagde en finger under hendes hage, og løftede hendes ansigt en lille smule. 

"Det glæder mig at høre det, selvom jeg ikke havde troet det"svarede han som han lod hans blik falde på fingeren under hendes hage. Han behøvede slet ikke tænke på Ziwa eller Zion, lige nu kunne de sagtens passe sig selv. For i øjeblikket var Pharos's fokus, og opmærksomhed rettet på Malika, og han følte nærmest han burde give hende en undskyldning. Det undrede ham også, at hun slet ikke havde givet ham en flad, eller stak ham en på hovedet, skubbet hårdt til ham. Et eller andet for han havde jo efterladt hende på kro værelset, lige netop som det havde blevet lidt lummert. Han rensede tankerne lidt, og vendte tilbage til nutiden, frem for at tænke på deres sidste møde. Hovedet lagde han på skrå, og fjernede fingeren fra hendes hage, som han tog nogle skridt tilbage. Han begravede hænderne i bukselommerne, og vendte så pludselig blikket væk fra hende. 

Nød for en kort stund det gode vejr, som han endnu engang smillede for sig selv, men der lå også noget uforstående over hans ansigt, for han havde slet ikke regnet med at hun ville give ham den reaktion som hun havde givet ham. Pharos betragtede kort omgivelserne, før han lod de gyldne øjne falde tilbage på Malika. Med et undrende udtryk på ansigtet, greb han fat i højre hånd, og løftede den hen imod hans ryst"Hvorfor er du så blid overfor mig...Jeg forlod dig lige pludselig..Jeg fortjener ikke dine blide ord Malika"lød det nærmest stille fra ham, som han sendte hende et lille smil. Han var klar på at hun skulle skubbe ham væk, give ham en på hovedet, bare et eller andet. For han fortjente det, og som han stod foran hende med hendes hånd, imod hans bryst, lod han blikket møde hendes som han lod hovedet være en smule på skrå. 

Han så glad ud for at se hende. Selvfølgelig var han vel det. Hun lagde tydeligt mærke til hvordan han lige så op og ned af hende, før hans øjne låste sig på hendes. Hun ville bande og svovle over de ord hun havde sagt, men måske havde der været en grund til det var det der var kommet ud af hendes mund og ikke noget andet? Hele hendes krop skreg bare på at være sød og tilgivende over for ham, selvom hendes hjerne prøvede at gøre det modsatte. En intern konflikt, som sikkert ville ende med at forvirre både Pharos og Malika.

Som hans mørke fingre fangede hendes hage og løftede det en smule, kunne hun mærke hun fik kuldegysninger over hele kroppen. Der var stadig ikke rigtig et smil på hendes læber. Hun ville rive sig væk og samtidig blot kaste sig i armene på ham. Det var som om han kunne læse hendes tanker, som han forklarede at hendes ord kom uforventet. Han havde sikkert forventet hun havde sagt noget klogt omkring han fravær eller hvordan han hun syntes det var forkert af ham at efterlade hende helt alene på en kro hun ikke kendte. Hvilket oprigtigt også var det hun gerne ville fortælle ham. Hun rynkede lidt på næsen af ham. Måske ville det signalere hvordan hun var splittet om sin situation – måske ikke. Efter et øjeblik hvor de havde set hinanden i øjnene slap han hendes hage. Hendes blik vendte straks ned på jorden og hun kunne se han trak sig nogle få skridt tilbage. Hendes hjerte var ivrig for at nærme sig ham, hvor hendes hjerne prøvede at fortælle hende at han ikke havde afstand nok. Hendes øjne så skiftevis på Ziwa og Zion.

Hun tog en dyb indånding før hun vendte sit blik op mod Pharos igen. Hun havde haft tid til at løsne knuden på sin tunge og følte nu for at kunne sige noget der faktisk gav bare lidt mening. Hun kunne se der var noget i han ansigt som så ud til at prøve at løse et mysterium, hvilket fik hende til at undre sig. Hun nåede slet ikke at sige et ord før han tog hendes hånd op til hans bryst. De lyse øjne spærrede op og hun kunne mærke hendes puls steg. Hvad havde han gang i? Hun så med overraskede øjne på ham som han spurgte ind til hendes blide ord. Hun kunne mærke hendes læber næsten rystede. Hun hev sin ringefyldte hånd til sig og lagde den på sit eget bryst for at holde den fra ham. Hun var endnu engang i konflikt med sine ord. Hun kunne ikke svare hans spørgsmål men fik i stedet sagt en tanke højt ”Du forlod mig mens jeg var fuld,” lød det en anelse frustreret fra hende. ”Og jeg har ikke set eller hørt fra dig siden,” hun rystede lidt på hovedet og slog hænderne ned til siden. ”Hvor blev du af?” hun tog et skridt tættere på ham, men fortrød det med det samme. Hendes hjerte begyndte nemlig straks at ville hive hende tættere på ham.

Synet af hendes rystende læber, havde fået Pharos til at løfte sin højre hånd hen imod hendes ansigt. Strøg en finger hen over hendes læber, imens de gyldne øjne fulgte efter. Afslappet stod han fortsat med den ene hånd i bukselomme. Hovedet var lagt på skrå, og han lod fingeren fortsætte lidt mere hen over hendes læber, før hans blik gled op på hendes ansigt. At hun havde fjernet hånden fra hans bryst gjorde ham intet, for på en måde forstod han hende godt. Efter ganske få minutter fjernede han fingeren fra hendes bløde læber, og vendte blikket væk fra hende. Skulede kort ned til Ziwa og Zion, som begge to stod og var lidt forvirret, og alligevel virkede de begge to til at være glade for at se Malika igen. 

Pharos forstod dem godt, de var begge to vilde med hende. Sidst kunne han hvertifald godt huske, hvor glade de begge to var for opmærksomheden, fra hende. Som hans blik hvilede sig på begge hans dyr, sukkede han lidt lavt, før han løftede ansigtet op. Hurtigt fandt hans øjne hendes igen, og han betragtede synet af hendes ansigt lidt, før han hørte hendes ord. Han vidste ikke engang, hvordan han bedst kunne svare på dem. Det var sandt, og han vidste det godt som han løftede den frie hånd op til den sorte hanekam. Kørte hånden henover, før han tog en dyb indånding som han stod og overvejede, hvordan han lige skulle formulere sig, hvordan han lige skulle svare hende på den bedste måde. Men uanset hvad, følte han bare ikke, at det ville gøre det hele bedre men han var nød til at give hende nogle svar. Som han holdte øjenkontakten med hende, lod han smilet forsvinde, så hans ansigt var ganske neutralt"Jeg skulle aldrig have forladt dig..."startede han kort ud, med en lav stemme som han nærmest havde lyst til at løfte en hånd op imod hendes ansigt. Men hans bevægelser kom ikke så langt, så i stedenfor stoppede han med at stryge sig selv hen over håret. Hånden faldt ned langs hans side, og han holdte fortsat øjenkontakten med hende"Giovanni har været som en besat dukke efter mig, jeg ved det ville ende galt hvis han vidste jeg havde kontakt til dig"fortsatte han, som han nærmest kunne fornemme hvordan hendes reaktion ville være.

Som hun gik tættere på ham, lod han de gyldne øjne glide ned over hendes ansigt, og kort mindede sig selv om, at det allerede kunne blive farligt for hende at være i hans nærvær. Han lukkede kort øjnene, før han løftede en hånd hen imod hendes ansigt. Tog et skridt tættere på hende, bare for at mindske afstanden, og han lod hånden hvile sig ovenpå hendes kind som han kiggede ind i hendes øjne"Jeg ønskede aldrig at skade dig, derfor forsvandt jeg for jeg ved hvor meget Giovanni vil have fat i dig"sagde han som med en lav stemme, som han kærtegnede hendes kind en lille smule. Efter ganske få minutter fjernede han hånden og lod blikket glide væk fra hende som han tænkte lidt. Lod hans blik scanne omgivelserne en smule"Jeg er ikke det bedste selskab Malika... Alligevel.."stoppede han sine ord, for at lade hans øjne møde hendes igen, og uden tøven trak hende tættere på sig, lagde endnu engang en finger ovenpå hendes underlæbe"Så har du ventet på mig... Hvorfor forstå jeg ikke"mumlede han nærmest undrende med et løftet øjenbryn.

Hans hænder på hendes bløde læber var tryllebindende. Han skulle skamme sig! Han burde ikke røre hende som han rørte hende lige nu!

Hun kunne se det friske og nok så useriøse smil forsvandt fra hans læber, som han svarede hende... Hun kunne se hans hånd nærmede sig et kort øjeblik, og hun skulle til at trække sig væk, men hans hånd trak et andet valgt og lod den glide over hans hår. Det føltes faktisk som om at fotrød sin handling den gang, og alligevel virkede han til at vide præcis hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis han havde blevet sammen med hende. Hun rynkede en anelse bekymret på brynene. ”Det beklager jeg,” lød det fra hende og hun fortrød lidt hende ord. Hun skulle bare have ladet sit hjerte styre hende…. Nej! Han skulle have tænkt sig om noget tidligere den dag hvor de mødtes første gang. De skulle ikke have været ude og spise og de skulle ikke have været på værelset sammen. Deres veje skulle være blevet skilt ved springvandet hvor hun gav ham forbinding på!

Den mørkehånd havde pludselig belsuttet sig for at finde vej til hendes kind igen. Det kom lidt som en overraskelse, særligt fordi han også trådte tættere på hende. Hendes øjne var låst fast på hans. Hendes blik kunne på ingen måde fokusere på et øje og skiftede konstant mellem hvilket hun skulle kigge på. ”Han får ikke fat på mig,” lød det bestemt. Nu hvor hun var opmærksom på at Giovanni gerne ville have fat på hende, var hun i den grad også mere opmærksom på hvem hun begav sig omkring – og hvis ikke hun gjorde det havde hun sin nye tjenestefolk til at holde øje med hende… Når hun selvfølgelig ikke bad dem om at lave noget andet end holde øje med hende... Hendes far ville jo ikke have at hun gik rundt uden et øje på sig efter hun havde fortalt… Noget af historien.

Hans kærtegnende bevægelse på hendes kind var betryggende. Som han fjernede hånden var det som om hun blev sparket tilbage til realiteten. Ikke det bedste selskab, var nok de helt rigtige ord at sige, selvom hun nok aldrig selv ville sige dem selv. Hun blev trukket tættere. Det føltes som om han havde hendes hjerte i hans hule hånd. Ordene som kom ud af hans mund, var dog ikke sande. Hun kunne mærke en klump danne sig i hendes hals. Hun troede aldrig hun ville have muligheden for se ham igen og havde næsten fundet sig i at hendes fader havde lovet hende væk til en anden. Hun sank klumpen og så ned mellem dem. Der var efterhånden ikke meget anstændig plads mellem dem. ”Hvad får dig til at tro jeg ventede på dig,” spurgte hun og så op på ham fra under sin hætte. Ingen ud over hendes slavepige ville vide det var hende, medmindre man så hendes ansigt. Malika følte selv, at hun utallige gange havde besøgt kroen og markedet i sin søgen efter at finde Pharos, for hver gang at blive mere og mere skuffet over at fejle i sin søgen. Til sidst nåede hun da også et punkt hvor hun måtte lægge Pharos bag sig og prøve at leve videre. Hun kunne jo ikke blive ved med at gå og drømme om en mand der aldrig ville komme tilbage.

Hendes ord om at Giovanni slet ikke ville få fat på hende, fik Pharos til at tænke lidt. Det ville måske ikke blive et stort problem så, måske han kunne stole på at der ikke ville ske Malika noget. Dog kendte han Giovanni, men vidste også godt, at eftersom han var i selskab af en af kazimi familien ville det nok betyde, at hendes far sikkert ville sørge for, at der ikke skete hende noget. Det ville også betyde, at det var dårligt nærmest farligt for hende, at være i nærheden af Pharos. Dog valgte han ikke lige at sige noget til det, men i stedenfor lod han sine gyldne øjne hvile sig på hende, og som han kunne se hun kiggede ned havde han næsten lyst til at løfte hendes hoved. Bare for at få hende til at kigge på ham, men måske det ikke var en god idé. Det virkede både til, at hun gerne ville have at han rørte ved hende, og så alligevel ikke. Så lige nu stod han blot med en hånd begravet i den ene bukselomme. Kort skulede han ned til hans dyr, som sad og kiggede skiftevis imellem ham, og Malika.

"Du skal ikke beklage, det er mig som burde undskylde for at jeg forsvandt lige pludselig"Sagde han som han tog et skridt tættere på hende, og pludselig lagde hans arme rundt om hende i form af et kram. Om han burde have advaret hende, vidste han ikke helt. Det var heller ikke noget han lige tænkte på, og stod blot og holdte krammet, som han holdte hende tæt ind til sig. Duften af hende ramte ham hurtigt, og hvis han skulle holde sig anstændig, burde han slet ikke have krammet hende. Men igen han følte bare det var det rigtige at gøre lige nu, så derfor havde han gjort det. Han gav ikke slip med det samme, men nød enlig bare at stå med hende i hans arme, og drømme sig væk et øjeblik. Den dejlige duft som hun altid havde haft, fik ham til at lade nogle fingre kærtegne hendes nakke en smule, før han afbrød krammet. Dog trådte han ikke alt for langt væk fra hende, holdte fortsat lidt afstand imellem ham og hende.

Hendes ord om, at hvad der fik ham til at tro at hun havde ventet på ham, fik ham til at smile bredt, som han hev hende ind i et kram igen, og kiggede ind i hendes øjne. Løftede en hånd op til hendes mund, og langsomt strøg en finger hen over hendes underlæbe. De gyldne øjne fulgte efter som han lod det lille brede smil vokse"Har du da ikke ventet på mig"spurgte han måske en smule kækt, og flabet end hvad der var meningen. Få sekunder efter lod sine øjne finde hendes, men fingeren strøg han fortsat hen over hendes underlæbe. Måske havde hun ikke ventet på ham, men han havde bare på fornemmelsen af at hun havde ventet på ham. Men han kunne sagtens tage fejl, det ville ikke overraske eller undre ham men han var nød til at vide det. 

Hun skulle til at fortælle ham at han havde ret i at han ikke bare sådan skulle være forsvundet, men blev afbrudt. Uforberedt blev hans arme nemlig lagt om hende. Chokeret rørte hun sig ikke ud af flækken. Der gik et øjeblik før hun tøvende begyndte at bevæge på sig. Langsomt hævede hun sine underarme. Om det var for at lægge dem om ham eller for at skubbe ham væk fandt hun aldrig ud af – for han trak sig væk. Hun kunne mærke hvordan hendes krop længdes efter endnu et kram, og hvordan hun havde lyst til at hive ham tæt ind til sig igen. Han var manipulerende uden lige. Hun var overbevist om at han udmærket godt vidste at hun gerne ville have ham tæt på sig. Om han vidste hvorfor hun holdt sig tilbage, kunne hun ikke være sikker på. Måske var det rigeligt at hun var adelige og han ikke var. Måske havde han hørt hun var trolovet? Eller måske havde han ikke hørt noget overhovedet?

Næsten som hun havde spurgt ham til hvorfor han regnede med hun havde ventet på ham blev hun trukket ind i endnu et kram. Denne gang følte hun sig en anelse mere forberedt. Han blide finger på hendes læber fik kuldegysningerne frem igen. Nu måtte han altså stoppe! Ordene som kom ud af hans mund, fik hende dog til at bide tænderne sammen. Han skulle lade være med at prøve at manipulere de søde ord ud af hende. Det hjalp jo ikke på situationen. Hun tog sine hænder top til hans brystkasse og fik mirakuløst løsrevet sig. ”Jeg ledte efter dig,” sagde hun vrissent og stod en anelse med siden til ham, ”Jeg kunne ikke blive ved med at lede,” lød det lidt højere. Måske lidt for højt. Hun hev hætten lidt længere ned, blot for en sikkerhedsskyld. Hun rettede nu sin front ordentligt mod ham. Få hastige skridt nærmede hun sig ham. Hun var arrig, hvilket havde resulterede i lidt rødere kinder. Hun stod nu forholdsvis tæt på ham og så ham ind i øjnene. Hun trak meget hurtigt på mundvigene – i den retning man helst ikke vil se de vendte.

Med begge sine hænder skubbede hun så til ham, lidt hårdere end da hun ville have hans opmærksomhed tidligere. Man kunne se hun spændte i kæbeleddet, lige inden hun gav ham en velkendt lussing. Måske var det bare et ritual de skulle igennem før de kunne opføre sig…. Ordentligt? Det var nok ikke ligefrem ordentligt, sådan som de havde opført sig efter – men det havde været langt mere afslappet… ”Du kunne som det mindste have vist dig! Jeg vidste jo ikke om du stadig var i live,” hun havde rynket sine bryn en anelse. Hun vidste jo ikke hvor han tog hen, da han bare smuttede fra værelset uden videre.

Det kom nærmest overraskende fra ham, at hun skubbede til ham, men før han overhovedet nåede at reagere på det, kunne han mærke lussingen kom flyvende. Det fik ham automatisk til at dreje hovedet væk fra hende, og han mødte begge hans dyr's undrende udtryk. Gav kort tegn til at de ikke skulle gøre noget, for han kunne godt se på Zion, at hunden/ulven havde lyst til at puste sig lidt op, og knurre lidt. Derfor havde han hurtigt valgt at give dem begge tegn til, at de ikke skulle gøre noget. Om han var vred overfor lussingen, det var han ikke. Overhovedet ikke, faktisk vidste han godt at han havde fortjent det, så han stod lidt og kiggede i retningen af springvandet. Det mindede ham helt sikkert, om dengang de sidst havde siddet ved det, hvor hun havde bundet hans arm. 

Et lille suk forlod hans mund, før han drejede hovedet tilbage imod hende, og fik et bredt smil frem. Enlig burde han slet ikke smile efter at have fået lussingen, men han vidste at han havde fortjent det efter at han bare var smuttet fra hende, på nok det mest typiske øjeblik, et øjeblik han bare skulle have ladet ske. Som de gyldne øjne hvilede sig på hendes ansigt, og ordene om at hun havde ledt efter ham printede sig ind i hans hoved. Drejede han rundt, vendte ryggen til hende, hvorefter han drejede hovedet til den ene side. Kiggede hen på hende over den ene skulder, før han nærmest lod smilet vokse en smule. Den frie hånd begravede han i den anden bukselomme"Det er klart min fejl, for at jeg ikke lod dig vide at jeg var i live...Dog"stoppede han sine ord, som han drejede hovedet væk fra hende. Gik hen imod springvandet, hvor han satte sig ned på kanten af det, og lod blikket hvile sig på hans dyr som var luntet hen til ham. Han tog en dyb indånding, og løftede sit blik op så han kiggede på hende igen.

"Forstår jeg ikke, hvorfor du ledte efter mig"fortsatte han som smilet forsvandt fra hans ansigt, og han nærmest løftede et øjenbryn af både nygserrighed, men også fordi han undrede sig. Men han havde heller ikke prøvet at nogen ledte efter ham, det var helt nyt for ham. Måske det også var derfor han havde det helt underligt med det, men det gjorde ham på samme tid også glad at vide at hun havde ledt efter ham. Han lagde hovedet lidt på skrå, og sad afslappet på springvandets kant. Skulle han sige flere ord? Skulle han bare vente? Ja det var nok bedst at vente, bare så han heller ikke affyrede alt for mange ord. Han var fristet til både at stå tæt på hende, og kigge ind i hendes flotte øjne, fortælle hende at hun var smuk som altid. Men han lod være, i stedenfor sad han bare og betragtede hende på den afstand der var blevet skabt.

Hun trak hånden til sig straks efter hun havde givet ham lussingen. Hånden summede helt efter den hurtige kontakt med hans kind. Hun prøvede at holde sit fokus på Pharos og ikke hans dyr. Da han vendte blikket tilbage mod hende med et suk, følte hun sig pludselig lille. Måske havde det været en fejl at slå ham? Selvføl-… Hun var splittet på alle tænkelige måder, for hun mente i den grad ikke hun brude slå nogen og alligevel føltes det næsten som om at Pharos prøvede at trykke på alle hendes knapper til at få hende til det? Hun følte næsten for at tage et skridt tilbage som han så på hende, men da han vendte ryggen til hende så hun undrende på ham og skulle til at hive fat i ham, så han havde fronten mod hende, så de kunne snakke. Men inden hun nåede at tænke tanken fuldt ud, var han på vej mod springvandet, og hun var tæt på at følge med. Hun tog en hård og dyb indånding idet han satte sig og stillede endnu flere spørgsmål.

Hans spørgsmål var uforventet og alligevel ikke. Med den afstand der var i mellem dem følte hun, at hun skulle snakke for højt til at han kunne høre det. Hun valgte derfor at gå hen og sætte sig ved hans venstre side. ”Jeg havde brug for at vide om du var okay og om jeg ville få dig at se igen,” kom det lavt fra hende, mens hun pillede lidt kanten af hendes kappe. Hun så op på ham og trak forsigtig på smilebåndet før hun lagde sine arme om ham i et tæt knus. Hun havde ikke lyst til at give slip. Hendes hætte begyndte dog at glide ned og viste mere og mere af hendes lyse hud og hår. Et øjeblik begyndte hun at overveje hvor vidt hun skulle tage sine arme til sig eller ej. Hun endte dog med blot at knuge ham tættere end til sig. Uanstændigt.

Fortsat havde Pharos haft sine øjne på Malika, fulgte hende som hun nærmede sig ham. Som hun fik sat sig ned ved siden af ham, drejede han hovedet hen imod hende, og nåede ikke at sige noget før han kunne mærke hendes arme rundt om ham. Overasket løftede han begge øjenbryn, men hurtigt lagde hans arme rundt om hende. Lige nu var han ligeglad med, hvis folk ville kigge på dem han tænkte heller ikke på andre lige nu. Det eneste der var i hans hoved i øjeblikket, var hende. Som hendes ord ramte ham, holdte han krammet lidt mere, før han trak sig meget lidt tilbage men lod begge hans hænder hvile sig på hendes lænd. For han havde bestemt ikke tænkt sig, at trække sig helt væk fra hende, dog var det en smule besværligt at have hans hænder på hendes lænd. Så han valgte at rejse sig op, og trykkede hende lidt tættere ind til sig. 

Øjenkontakten brød han ikke, som han sendte hende et smil"Jeg vil altid dukke op, hvis du inderligt ønsker det og har brug for det"svarede han nærmest med en blid stemme, som han lod hænderne kærtegne hendes lænd en smule. Stående tæt kunne han nærmest dufte hende endnu mere, og han klagede ikke for hendes duft havde altid været en god duft. En han sagtens kunne dufte meget mere til, men hvis han skulle opføre sig bare lidt anstændigt, så kunne han vel ikke drømme sig hen til sådanne øjeblikke. Han vidste heller ikke helt, hvad der var sket den tid han slet ikke havde set hende. En nysgerrighed spredte sig inde i ham, for han ville gerne vide det. Men følte heller ikke øjeblikket var til det, og han skulede kort ned imod hans dyr, men kiggede op på Malika igen, ret hurtigt. Hænderne kærtegnede fortsat hendes lænd, som han holdte øjenkontakten med hende, som de lige nu bare stod foran springvandet. 

Smilet voksede lidt, og han ville ikke indrømme det, men følelsen af at de begge to stod tæt kunne han godt lide. At hun havde håbet på at se ham igen, fik ham til at lagde hans pande hvile imod hendes, så afstanden blev kortere. Han sendte hende et stort smil som han nød synet af hendes ansigt tæt på, og de flotte øjne han slet ikke kunne forstå, at han overhovedet havde undværet"Du er så smuk..."lød det i en blid og nærmest drømmende fra ham, som han fortsat kærtegnede hendes lænd med hænderne. 

Tæt. Dejlig tæt. Hun lagde mærke til at han løsnede sit greb om hende, hvilket fik hende til at undre sig et kort øjeblik og endnu mere da han rejste sig op. Skulle han nu til at gå igen? Det blev hurtigt strøget af listen, som hun kom med op og stå til et endnu tættere og mere uanstændigt kram. ”Hvor har du så været?” spurgte hun klukkende og rystede lidt på hovedet. Det var som sådan ikke et spørgsmål han skulle svare på, men mere en konstatering om at hun inderligt havde ønsket og haft brug for at se ham. Hun havde i mange måneder gået med en trang til at se ham og stille massere spørgsmål.

Hendes blege hænder var vidt spredt på hans bare ryg og kunne ikke helt lade være med, forsigtigt og en anelse nervøst, at kærtegne den. Malika omverden begyndte langsomt at forsvinde, og snart var der kun de to. Ingen Ziwa, ingen Zion, intet springvand. Blot de to. De gyldne øjne føltes hjemlige og fortryllende. Man kunne høre hun kom med et lettet glad suk. Hun kunne nok aldrig blive mere tilfreds i en mands arme. Det var hun overbevist om.

Han lagde pludselig sin pande på hendes, og hun følte hendes ben var ved at blive til smør. Hans kompliment fik et lidt bredere smil på hendes læber inden hun trak ham lidt tættere. Hun lagde hovedet lidt tilbage og stillede sig en smule op på tå, for endelig at plante et villigt kys på hans læber. Det resulterede dog i at hendes hætte gled ned og ikke længere kunne skjule helt præcist hvem hun var.

Følelsen af hendes kærtegn imod hans fik ham til at undslippe et lettet suk. Det gav en rar følelse inde i ham, fordi han godt kunne lide det. Som han holdte øjenkontakten, og bare nød at stå så tæt foran hende, lod han nærmest alle tanker gemme sig lidt væk. Det eneste han havde lyst til at tænke lige nu, var det her kram og øjeblik de delte sammen. Han ville skam også lyve, hvis han sagde at han ikke havde savnet hende. Som hun fik trukket ham tættere på, løftede han et øjenbryn af nysgerrighed, og spredte læberne for at ville sige noget. Men der nåede aldrig at komme nogle ord ud, før hendes bløde læber mødte hans i et kys. Burde han ikke skubbe hende væk, selvom det føltes så godt, for han havde jo savnet de læber imod hans. 

Men han vidste jo ikke engang, om der var sket noget i den tid han havde været væk. Dog brød han ikke kysset, for han så ingen grund til det. Holdte derfor kysset lidt endnu, som han kærtegnede hendes ryg med fingrene. Efter nogle minutter hvor han nærmest havde givet sig alt for meget ind i kysset, nærmest levet sig ind i det. For han havde skam tænkt på de bløde læber, det var sande tanker men som hendes spørgsmål lød, afbrød han kysset og trak hovedet lidt tilbage. Der var fortsat en kort afstand imellem dem, og han lod den venstre hånd finde vej hen til hendes ansigt, placerede tommelfingeren ovenpå hendes underlæbe, som de gyldne også hvilede sig på hendes underlæbe"Intet specielt sted, lidt omkring Medanien, og rundt omkring for at tilfredsstille Giovanni nærmest"lød det halvt opgivende fra ham som han lod hans øjne finde hendes. 

Et lille smil bredte sig på hans ansigt, og han lod tommelfingeren glide lidt mere rundt ovenpå hendes underlæbe. Han kunne pludselig mærke to haler imod sit ben, og vidste godt at det var Ziwa der prøvede at fortælle noget. Måske hun ville minde ham om, hvad han havde tænkt sig at lave her ved springvandet. Pharos havde helt glemt det for en stund, eftersom at han bare havde nydt Malika's nærvær. Han kom hurtigt tilbage til det som han var igang med, før hun dukkede op. Så han fjernede fingerne fra hendes underlæbe, og drejede lidt rundt så han stod med fronten imod springvandet"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke har tænkt på dig..."lød det nærmest blidt og en smule kækt fra ham, som han stak hånden ned i bukselommen, og fiskede to krystaller op. Han rakte hende den ene som han blinkede til hende. Dernæst lod han sine øjne glide hen over springvandet. Skulle til at kaste krystallen ned i ønskespringvandet, men stoppede som han tænkte lidt. Var der noget han ønskede sig enlig, han stod og overvejede det lidt. Man sagde jo at springvandet kunne opfylde ønsker, og efter ganske få minutter drejede han hovedet hen imod Malika"Imens jeg har været væk, er jeg gået glip af noget"spurgte han undrende med hovedet på skrå, som han kærtegnede krystallen i hans hånd.

Malika nød at hun selv kunne træffe valget om at kysse ham, i forhold til de første gange. Første gang var ret så modvilligt med modgift indblandet, og anden gang… Ja, der var hun helt pløret, efter at have overvurderet sin evne til at drikke alkohol. Malika kunne mærke på sig selv, at hun smilte, mens de kyssede. Det var rart og trygt. Hun ønskede bare at hun kunne blive der, trygt i hans arme.

Men pludselig brød Pharos kysset, hvilket fik hende til at spærre øjnene op for virkeligheden. De stod der, ved siden af ønskespringvandet og delte mundsavl, som et nyforelsket… par... Og hendes hætte skyggede ikke hendes ansigt! Hvad havde hun gang i? Hun måtte hellere til at få sin hætte på inden…

Hans hånd lagde sig blidt på hendes kind hvilket førte hende ud sin spiral af tanker. Hendes lyse øjne var fikseret på hans, som han kærtegnede hendes underlæbe med sin finger. Det var tydeligt at hans så på hendes læber, hvilket var ved at hive Malika frem til endnu et kys. Hun havde nogle hemmelige bøger derhjemme i Balzera, som hun ofte læste inden hun gik i seng, og i dem stod der en masse omkring øjenkontakt, og hvad man så på når man snakkede. Munden var i den grad et kærligt tegn. Eller et tegn på at man havde svært ved at forstå hvad der blev sagt. Men eftersom hun ikke havde sagt et ord, måtte de jo være det første! Hans svar mindede hende dog om sit eget spørgsmål om hvor han var blevet af. Medanien under arbejde for Giovanni. Hun rynkede let på brynene. Var Pharos stadig i kløerne på Giovanni? Havde Giovanni gjort Pharos ondt siden sidst? ”Arbejder du stadig for ham?” spurgte hun og begyndte at lade sine øjne spejde rundt på hans overkrop, ledende efter ar. Hun havde ikke rigtig nogen chance for at kunne huske hvilke der var gamle og hvilke der var nye.

Hun så op mod hans øjne igen som han lod sin tommelfinger glide over hendes læbe igen. Hun nåede dog kun kort at se ham i øjnene, før han slap grebet om hende. Nu stod hun der, uden nogen til at ’dække’ for sit ansigt. Hun tog derfor hurtigt fat i hætten og hev den over håret, så der forhåbentligt ikke blev skabt nogle rygter omkring at Malika stod og kyssede med en satyr og mørkelver blanding. Ikke fordi hun havde noget i mod at være sammen med Pharos, men nærmere fordi hun frygtede hvad hendes far ville sige eller gøre. Det ville sikkert ende med at hun fik vagter, og ikke bare tjenestemænd.

Hun så over mod ham, som han indirekte nævnte at han havde tænkt på hende. Det varmede det i forvejen varme hjerte. Hun tog imod krystallen som han rakte til hende himlede lidt med øjnene, som han blinkede til hende. Hun så ned på krystallen mens hun lod fingeren glide hen over det mens hun overvejede hvad hun skulle ønske. Hendes blik vendte straks op på den mørke, dejlige skikkelse, som han snakkede til hende. For ikke at andre skulle lytte med, stilede hun sig hen ved siden af ham, næsten skulder til skulder. ”Jeg har snakket med min far om Giovanni. Jeg har nu altid en tjenestepige med mig – eh, ja jeg bad hende om lige at kigge på boderne” sagde hun og spejdede hurtigt efter slavepigen, som stod og snakkede med en sælger. Hun stod et godt stykke tid og overvejede om hun skulle fortælle at hun var lovet væk til en anden. Hun valgte dog at lade være. For nu. ”Min far ved ikke noget om dig,” sagde hun lavt og tog endelig blikket fra krystallen og så op på Pharos. Hvordan han tog det kunne hun ikke være sikker på. Malika havde i hvert fald gjort sit bedste for ikke at nævne Pharos, for hun ønskede ikke at hendes far skulle sende mænd efter Pharos. Det ville jo være Pharos død. Hun holdt vejret et øjeblik som tanken strejfede hende. De var farlige for hinanden, Pharos og Malika.

Synet af springvandet, som et kort øjeblik havde fanget Pharos, og det virkede også til at springvandet havde fanget hans dyr, for både Ziwa og Zion stod og kiggede betagende på ønskespringvandet. Dog var Pharos ikke sikker på, om det var fordi han selv stod og kiggede på det, eller om det var fordi at de begge to måske ønskede sig noget. Undrende løftede Pharos begge øjenbryn som han lod de gyldne øjne glide hen over springvandet, det var tydeligt at se, hvor mange krystaller, jade stykker og andre slags penge der var blevet kastet ned i vandet. Han stod selv og var tæt på at kaste krystallen ned i vandet, for at ønske sig noget. Spørgsmålet var bare, hvad skulle han lige ønske sig for der var mange ting. Men måske han ikke behøvede at beslutte sig for noget lige nu. Hendes stemme fik drevet ham væk fra ønskespringvandet, og han kiggede på hende. Stod ganske afslappet, og som hun var kommet tættere på, hørte han også bedre hendes ord.

"Ja mod min vilje næsten...Men det er ikke så tit som det har været"svarede han som han holdte blikket på hende. Han løftede den frie hånd op til hans ansigt, strøg hånden hen over den sorte hanekam, hvorefter han tænkte en smule. Ja det var enlig ikke så tit han arbejdede for Giovanni, det var også underligt at han fortsat arbejdede for ham, for efter sidst havde Pharos slet ikke lyst til at se eller have kontakt med den vammel, og gamle mand. Men der var også nogle gode grunde til, hvorfor han arbejde lidt for den onde mand stadigvæk, dog vidste han ikke helt hvordan Malika ville have det med svaret. På ganske få sekunder vendte han blikket væk fra hende, og betragtede de rolige, og hyggelige omgivelser lidt. Men hurtigt vendte han blikket tilbage på hende, og løftede den frie hånd hen imod hende, og imens han holdte rundt om krystallen lagde han begge hænder ovenpå hendes skuldre, som han sendte hende et smil"Det gør mig lettet at høre det, jeg troede du havde sendt din kære fyrste fader efter mig"sagde han nærmest både lettet, men også lidt bekymret. Han havde virkelig regnet med at skulle have fyrsten efter sig, og sikkert flere folk. 

De ville sikkert kun have det formål at dræbe ham, og det havde Pharos ikke tænkt sig. Han havde lidt troet at hun havde fortalt hendes far omkring ham, men det var sikkert også en dårlig idé hvis hun havde gjort det. De var utrolig farlig for hinanden, og det vidste han godt. Han fjernede hænderne fra hendes skuldre og vendte rundt, så han stod imod springvandet igen, han løftede hånden hvor krystallen var og tænkte lidt som han var klar til at kaste den ned i vandet. Et bredt smil voksede på hans ansigt, og han skulede hen til hende"Det er nok heller ikke en god idé hvis du havde fortalt ham om mig"sagde han efterfulgt af et lille grin, intet ondt eller noget. Men bare fordi han godt vidste det ikke ville være den bedste samtale nogensinde, hvis Malika havde nævnt ham for fyrsten.

Malika så en anelse bekymret på Pharos som han forklarede at det var var lidt imod hans egen vilje, at han stadig arbejde for Giovanni. Malika var en anelse fristet til at tilbyde at betale hvad end Pharos havde brug for, for at han ikke arbejde for Giovanni, men kunne leve et liv uden den vamle gamle mand. Men hun måtte hellere lade være, for hun vidste jo i realiteten ikke hvor meget eller hvad Pharos blev betalt med… Men det var åbenbart ikke nok til at ville give op på Malika den gang i hytten?

Hun så ned på krystallen i hendes hænder og strøg den en gang mens hun overvejede. Skulle hun ønske på vegne af Pharos? Ønske at han ikke behøvede at arbejde for den klamme stodder nogensinde igen? Eller skulle hun ønske noget så håbløst, som at hende og Pharos ville blive accepteret som et par… Selvom Malika faktisk slet ikke var sikker på om det var noget Pharos overhovedet var interesseret i. Det startede hurtigt en spiral af tanker, hvilket fik hende til at stryge krystallen langsommere og langsommere.

Det næsten hypnotiserede blik blev brudt af de mørke arme, som tog hende om skuldrende. Hun så straks op på den mørke, trygge skikkelse foran hende. Hun så ret så undrende på ham, som han forklarede at han faktisk havde troet, at hun havde sendt sin fader efter ham. Hun rystede på hovedet, ”Hvorfor skulle jeg have lyst til at sende ham efter dig?” spurgte hun med en lettere rynket pande. Hendes spørgsmål var dog en anelse hjernedødt eftersom han trodsalt forgiftede hende, kidnappede hende, så til mens Giovanni var ubehagelig. Det var jo så ikke engang nok, for samme dag gav han hende et modvilligt første kys med noget modgift, for efterfølgende at drikke med hende… For så at efterlade hende fuld og måske en anelse ophidset på et kroværelse.

Som han hav slip på hende igen, kunne hun mærke på sin egen krop, at hun søgte noget mere kontakt. Hun lod sig dog kun holde øje med ham, som han begyndte at være klar til at kaste sin krystal i vandet. Hun havde selv endnu ikke besluttet sig for et endeligt ønske. Der var så mange… Som hans blik vendte sig mod hende igen, mødte hendes lyse øjne, hans gyldne. Hun var fristet til at sige ham i mod, men hun kunne virkelig ikke finde noget belæg for at det ville have været en god ide at snakke om Pharos med hendes far. ”Han behøver heller ikke vide noget,” mumlede hun, mest af alt for sig selv, uden rigtig at være sikker på om hun ønskede at Pharos hørte det eller ej.

Efter at have stået i alt for lang tid med krystallen i hånden, besluttede han sig for at kaste den i vandet. Han havde været så uvidende om, hvad han enlig skulle ønske sig og hvad Malika havde ønsket sig trak også lidt i hans underbevidsthed, samt nysgerrighed. Som de gyldne øjne hvilede sig på ønskespringvandet, lod han det brede smil vokse på ansigtet. Men alligevel kunne tankerne om, hvad hun havde brugt tiden på imens han var væk, stoppe Pharos fra at ville vide mere om det, bare lidt. Lyden af hendes spørgsmål om hvorfor hun skulle sende fyrsten efter ham, fik ham til at kigge lidt mistænkeligt på vandet med krystallerne, samt de andre penge. Så vendte han kroppen hen imod hende, og begravede den ene hånd i bukselommen. Læberne spredte han for at skulle til at svare hende, men blev afbrudt af Ziwa. En mild latter forlod hans mund, som han et kort øjeblik bukkede sig ned, for at kæle for ræven.

"Du kan vel ikke tro, at jeg har glemt dig din lille røver"grinede han som han strøg hånden blidt hen over Ziwa. Tydeligt at se på ræven, at hun nød det og elskede opmærksomheden, og Pharos kunne ikke undgå at skæve en smule hen til Zion der nærmest fortsat sad og kiggede op på Malika, som var hun en lysende engel i hans øjne. Et opgivende suk forlod Pharos's læber, og han rettede sig op og kiggede på Malika. Gik lidt tættere på hende, som han løftede en hånd op til hendes ansigt. Lod hånden hvile sig imod hendes kind, som han holdte øjenkontakten med hende. Det gjorde ham lettet at høre fra hende, at det ikke virkede til at hun ville sende den kære fyrste efter ham, for det ville sikkert også ende helt galt. Han ville måske også miste livet, selvom han kunne prøve at tale sig fra det, ville det sikkert ikke virke. Som hånden fortsat hvilede sig imod hendes kind, sukkede han af lettelse og han sendte hende et bredt smil, som han kærtegnede hendes kind"For, at have været et svin, idiot, frygtelig overfor dig"svarede han ganske ærlig, som han på intet tidspunkt slap øjenkontakten. 

Den frie arm lagde han rundt om hende, og trak hende lidt tættere ind imod sig. Som han fortsatte med at kærtegne hendes kind en smule, lyttede han til hendes ord. Det lød nærmest som blide toner i hans ører, og uden at tænke over det lukkede han et kort øjeblik øjnene, som han lod smilet vokse en smule på ansigtet. Der gik dog ikke lang tid, før han åbnede øjnene og lod hånden glide langsomt ned over hendes kind, og videre ned imod hendes læber. Han lod sit ansigt nærme sig hendes, og holdte nærmest godt fast rundt om hende. Ikke hårdt men han havde ikke tænkt sig at lade hende stå med særlig meget afstand fra ham i øjeblikket. Lod en finger stryge hen over de bløde læber, før han blinkede til hende"Det behøver han ikke, jeg er helt enig"svarede han, før han uden at advare hende, eller nævne noget valgte at presse hans læber imod hendes i et intens og krævende kys..

De lyse øjne fulgte Pharos’ krystal, som han kastede den ned i springvandet. Hun knugede lidt om krystallen han havde givet til hende, før hun til sidst, med et let kast fik den sendt i en blød bue ned i springvandet. Håbefuldt fulgte hun krystallen hele vejen til den forsvandt ned i vandet, blandt alle de andre krystaller og penge. Forhåbentlig var det ikke bare ’spild’ af krystaller.

Ud af øjenkrogen, lagde hun så mærke til at Pharos vendte sig mod hende, men inden hun kunne nå at se over på ham, havde han sat sig ned til Ziwa, som krævede lidt opmærksomhed. Et smil voksede sig på Malikas læber, som hun så på dem. Hendes blik strejfede så efter Zion, som havde siddet ved siden af hende, afventende på kærlighed og nus. Hun smågrinte lidt af hund/ulven før hun med en rolig bevægelse nussede ham. Eftersom hendes fokus var på Zion, blev hun en anelse overrasket, som Pharos pludselig fik vendt hendes ansigt mod ham. Hun nåede at give ham et lille smil, inden han så begyndte at forklare hvorfor hun skulle have sladret til sin fader. Hun fik dog sendt ham et lille kort indelukket grin. ”Ja, du har faktisk ikke været særlig sød,” svarede hun ham, enig i hvad han fortalte hende. Selvom han faktisk havde gjort nogle ting, som opvejede nogle af de ’onde’ gerninger han havde fortaget sig… Men der var måske stadig en lille overvægt af ’onde’ gerninger.

En arm lagde sig pludselig rundt om hende. Fanget. Hun betragtede hvordan hendes ord om hendes faders uvidenhed, resulterede i et smil på hans mørke læber. Hun betragtede hver en lille detalje på hans hud. Hans hud var som en mørk nattehimmel, helt stjernefyldt, og med disse flotte gyldne aftegninger og smykker. Hun blev dog en anelse forlegen, som han åbnede øjnene, og greb hende i at beundre. Det resulterede i en anelse farve i de i forvejen let okkerpyntede kinder. Så snart fingeren led over hendes læber, kunne hun mærke kuldegysningerne igen, hvilket resulterede i at hun slap den nussende hånd om Zion.

Helt tæt op af Pharos, sikkert og trygt i hans muskuløse arme, blev hun trukket blot en anelse tættere. Hun fik fornemmelsen af at han ville sige noget helt vildt upassende, eftersom han blinkede til hende. Ordene der forlod hans mund, gjorde hende dog paf, men samtidig ekstremt glad. Hun nåede dog ikke rigtig at give noget som helst ansigtsudtryk, før han uden varsel krævede et kys – som hun med glæde gav ham. Roligt fik hun ført armene om hans nakke, som hun gengældte hans kys. En anelse insisterende og krævende stillede hun sig en smule på tær. Hvilket man ikke kunne se, udefra, eftersom hendes kjole og kappe stadig dækkede hendes fødder. Heldigt for Malika, blev hætten om hendes hoved.

Efter at have set de mange krystaller i vandet, og de andre slags penge havde det hurtigt gået op for Phaors, at der nok var mange der havde ønsket sig et eller andet siden de havde kastet så mange penge i ønskespringvandet. Som Zion også blev nusset og fik kærlighed kunne Pharos slet ikke lade være med at smile over det, det var da altid godt at Malika kunne give ham lidt kærlighed, når han ikke selv havde muligheden for det. Eller det havde han nok, men i øjeblikket var hans blik fuldt fokuseret og rettet på den blonde skønhed foran sig. Som han stod med hende i armene, og holdte kysset lidt kom han i tanke om, hvorfor han enlig var ankommet her, eller blandt andet det. Men der var skam også andre tanker der pludselig poppede op i hans hoved. Han afbrød derfor kysset, som han kiggede på hende. Drillende imens han grinede prikkede han hende i panden, som han hurtigt efter blinkede til hende.

"Nej og tillad mig at lave om på det, hvis du giver mig chancen"sagde han med en ganske alvorlig og bestemt stemme, som han afventede hendes svar. Han kiggede ikke væk fra hende, holdte blot øjenkontakten som han havde begravet en hånd i bukselommen. Han stod afslappet, og havde ikke glemt alle de tanker der var poppet frem i hans hoved, og han var enig med sig selv om, at det nok var en god idé at glemme alle tanker om fyrsten. Hendes far ville sikkert ikke være glad for ham, og specielt ikke hvis han vidste alt det de begge to havde lavet. Alle de uanstændigheder, og alligevel havde han jo skredet fra hende, som de netop skulle til at være lidt mere intense og tættere. 

Som han ventede på hendes svar, nød han varmen fra solen. Der var virkelig fantastisk vejr, og selvom han gerne ville holde øjenkontakten med hende, kunne han alligevel ikke lade være med at skule hen imod markedet der var i nærheden"Jeg har tanker om at tage et kig på markedet, vil de gøre mig den ære at komme med"spurgte han undrende dog med et bredt smil på ansigtet som han rakte en arm frem imod hende, som første gang de mødte hinanden. Han havde skam ikke glemt hans gode manere, og den elegante og høflige måde at være på. Selvom han kunne være ond også, men lige nu var han blot den gode gamle Pharos, og han valgte at lade hans øjne møde hendes som han stod og ventede på hendes svar, om hun faktisk ville tage imod hans arm eller e. 

Efter hvad Malika syntes var lidt for kort tid, brød Pharos deres kys endnu en gang, dog med et forslag. Hælene endte tilbage på jorden, og hun løsnede roligt grebet om hans hals. Hun blev før forslaget mødt med et drillende prik i panden og et blink. Hun rynkede en anelse på panden, da forslaget blev vendt i hovedet. Det endte med at hun trak let på et skævt smil, ”Og du lover ikke at forlade mig ud af det blå denne gang?” spurgte hun drillende. Men hun var faktisk ret seriøst omkring sit spørgsmål. Nu var hun stadig ikke helt sikker på hvad han ville gøre anderledes, men som udgangspunkt regnede hun med at denne gang ville mangle gift og kidnapning… og håbede på at den ville indeholde noget længere tid på et kroværelse.

Ej, det tænkte hun vel ikke på? Men jo. Jo det gjorde hun. Hvad der ville ske det sidst nævnte sted, turde hun ikke forestille sig om, men hun regnede da i hvert fald med noget mere kropskontakt. Hendes blik blev fast på ham, men skiftede mellem hans øjne, som hun afventede hans reaktion, på hendes svar. Forsigtigt nussede hun ham i nakken lidt under hans hår. Til tider tillod hun sig at sno en finger rom hans hår, for efterfølgende at give slip på det. Hun havde vidst aldrig rigtig haft sine hænder i hans hår, men det virkede tykt, blødt og lækkert, i forhold til hvad hun måske havde regnet med.

De gyldne øjne brød endelig den kærlige og intense øjenkontakt, og så i retningen af markedet. Han slap grebet om hende og hun havde straks lyst til at hive ham tættere igen. Men gjorde det ikke. Hans ide om at tage et kig på markedet mindede hende om hendes tjenestepige. Der gik en anelse panik i hende, hvilket kom til udtryk ved at de lyse øjne spejdede efter kvinden der havde fulgt hende rundt ved hendes side. Malikas blik fandt kort efter på den mørkhuddet slavepige som nu havde et net med varer. ”Jeg ved ikke om det er en god ide med min tjenestepige derude?” nævnede hun og så op på ham med et lettere bekymret blik, og nikkede i retningen af den mørkhudet slavepige, som stod blandt nogle mennesker og elvere ved en bod. Hun tog dog alligevel hans arm, og så måtte han føre hende hvor hen han ville.