Pax nikkede. Han var trods alt enig i antagelsen, men det ændrede ikke på, at det nu var sådan, at det var. ”Jeg forsøger at administrere, hvem der får børn og hvornår, men der kommer hele tiden nye til. Du ved, udefra”, forklarede Pax med et suk, hvorefter han trak lidt på den ene skulder, som for at sige; jeg kan ikke gøre noget.
End ikke øjeblikket efter måtte han dog fnyse moret og nikke bekræftende for endnu engang. ”Jeg skal fandeme ikke nyde noget”, lød svaret, hvorefter Pax skar en påtaget forpint grimasse. Desuden skulle Pax ikke være større. Det ville være en ulempe for hans kups, hvis han blev ligeså bred som nogle af de andre mænd. Han kæmpede i forvejen imod sin højde, der som oftest efterlod ham i centrum alligevel, eftersom det var de færreste menneskemænd, der kunne konkurrere med ham på den front.

Pax stak en tommelfinger i vejret, også selvom han godt kunne regne ud hvorfor, at Kragernes Konge ville invitere på mad. ”Er det hjemme hos din mor så?”, spurgte Pax, pludselig håbefuldt, hvorefter han smilede konspirerende.

Den yngre mand skridtede roligt videre men trak på skuldrene til svar på, hvem der kunne følge efter dem. ”Det er ikke en af mine. De ved bedre end at gå i røven af mig”, svarede han og i grunden ganske sandfærdigt. Pax brød sig ikke om, hvis de yngre fulgte efter ham og de var desuden også af den overbevisning, at ulven gik, hvor end han ville og at han kunne klare sig selv. Pax vendte trods alt altid hjem igen.
”Venter du på besked fra nogle?”

Det var med et alvorlig mine, den store leder lyttede til hans barndomsven, som snakkede om administrere hans koble. Det kunne godt ligne sådan en som Jason ikke vidste hvad han mente, men sandheden var Jason kendte det alt for godt selv. Da Kragerne også vokset hele tiden, hvor nogen af dem har familierne, andre er unge knægte eller piger osv.  " Ja.. Det ikke let, ved hvad du mener. " Svarede Jason med en neutral tone, der vise hans respekt til Pax, men også den vigtighed og alvor, som lå i deres ord. " Du må sige til.. uhm hvis du vil havde min hjælp " Sagde Jason ydmygt til sidst, mens han langsom lod den ene hånd finde frem til bag nakken, hvor han klør sig let i baghovedet. 

Det var ikke normalt denne leder udviste ydmyghed overfor folk, men folk som Pax var en hele anden historie. Der var ikke nogen anden person i hele landet end den ensomme alfa ulv, som den ellers så hårdkogte kamphane ville sætte hans lid til eller tilbyde sin hjælp til. Der kom et lille grin fra Jason, da han hørte Paxs ord " Du kunne ellers godt bruge end smule på overarmene " Svarede han kækt igen med den dybe brumme stemme, da det morede Jason end del. Dog havde de to venner fået hver deres identit og deres egen måde at lede deres bander på. Jason havde intet imod at være i centrum. Stod det til den selvsikker krage var han den, som ofte slå først, men det havde også sat sine spor for det var de færreste, som stillet sig i vejen for ham. 

Blikket faldt mod tommelfingeren og et lille skævt smil kom frem på hans smalle læber " Det var godt nok ikke lige det jeg tænkte på, men vi kan godt stikke hjem til hende efter besøgt, hun ville blive meget glad " Svarede han med en let tone, mens han studere sin højde tynge ven. " Men tror mig du får ikke lov til at gå nogen sted bagefter. " Grinet han rolig frem og klappede sin gamle ven på skulderen. 

De nærmere sig graven Jason bror lå begravet. Der gik ikke en dag, hvor han ikke tænke på sin bror, og det ikke var meningen at Benjamin skulle ligge. En dum drengestreng endte i dø og ødelæggelse. Da Pax stemmen afbrud Kragens tanke og så hen mod ham. " Jeg har ikke noget imod mine kragerne rende i røven på mig. " Svarede han rolig til den anden leder og gik helt hen mod sin brors grav og lavet et kors hen over bryst og gik i knæ, mens han lyttede " måske sker noget i reden, du kende det selv til bandet livet " sagde han rolig frem før han vente blikkede ned på gravsten. 

Pax nikkede afmålt. ”Lige over”, lovede han, velvidende at ingen af dem ville opsøge hjælpen, medmindre det omhandlede liv eller død. Dernæst gav han den ældre mand fingeren og fnøs moret. ”Hold din kæft. Jeg er perfekt, som jeg er! Og jeg kommer rundt, det er det vigtigste! Hvis jeg bliver meget større, så bliver det sgu til et problem”, svarede Pax småleende, tydeligvis i et mere spøgefuldt humør end normalt.

Ulven fulgte med Kragen ind på gravpladsen men stillede sig en meter fra det gravsted, de begge var kommet for at besøge. Selvom Pax havde kendt Benjamin og, i hvert fald på sin egen måde, holdt af knægten, så var det trods alt Jasons bror. Pax bildte ikke sig selv ind, at han havde mere eller mindre krav på nogen slags sorg end storebroren selv. Benjamin havde været en ven, på den måde Pax havde venner, men ikke familie. De havde ikke rendt sammen, hjulpet eller stolet på hinanden ligesom Jason og ham.

Pax nikkede tavst men lod ellers Jasons ord hænge i luften. Der var en tid til snak og tiden var ikke i det øjeblik. Kun Benjamin og hans minde skulle fylde nu.

Et meget rolig, men kort nik blevet givet af den anden, som svar på Paxs ord, da de ikke behøvede at snakke omkring det. Nu var det ikke fordi Kragernes leder tilbød sin hjælp til hvem som helst, men Pax stod ham nært på en måde og Jason kunne til tiderne se Pax, som en bror for sig. Der vokset et bredt smil på læben over Jason ansigt, da han så Pax reaktioner og et lille fnøs kom frem. " Perfekt? Ikke helt, min kære ven.. og jo du kunne godt klare lidt mere slug eller muskler " Svarede han rap igen med en kærlig latter, da det moret muskelbundt end del. Jason havde selv, som ung været en rangle og slanke person, men det havde kun givet ham problemer da han aldrig kunne slå fra sig. 

Der faldt en mere alvorlig mine over Jason ansigt, da han tænkte på sin ungdom ikke mange kunne prale med hans fortid. " Du kunne jo ikke glat, som en ål min kære Pax, måske kan du overveje det bare lidt " Svarede han Pax blot for at hjælpe ham, selvom han godt var klare over Pax kunne klare sig selv, det havde manden gjort i flere år nu. 

Da ulven stillede sig med en meter afstand til Kragen, gik han langsom i knæ og mumlede nogen ord omkring noget med guderne og noget omkring forbandet Bhima, der var tydelige spor af slag ned i jorden fra et tidligere besøg Jason havde være på. Jason lagde rolig en hånd på gravensten foran ham og studere skriften, hvor der stod ' Elskede Søn, bror Benjamin C. Senna, Du ikke glemt '. Jason så rolig op mod Pax, før han rejste sig langsom op. " Det burde havde været min grav og ikke Benji.. Forstår stadigvæk ikke Kile valgte at rede mig for min dumhed. " Sagde Jason med lidt sorgmodighed i stemmen som var det henvendt til Pax, men selv Jason kunne ikke helt selv huske hvad der sket den aften ud over den anden banden, som overfald dem. Dog havde det senere hen vis sig det var mening at Jason skulle havde været dø. 

Der gik nogen få minutter og gik langsom hen mod Pax.  " Du siger bare til når du klar til at gå " Sagde den robust mand, som på en måde havde dårlig smag i munden over Benjamins grav. 

Pax lod Jasons ord hænge i luften. Nok var rappe kommentarer og provokerende smil en del af deres jargon, men han var ikke villig til at lade det spolere det øjeblik, de sammen befandt sig ved gravstedet.
Nok var Pax ikke en sentimental mand – det havde han aldrig været – og ej heller synderlig nostalgisk. At stå ved Benjamins grav var dog… mærkværdig og han havde en fornemmelse af, at det ville forblive sådan resten af den tid, han fik lov til at gå rundt i Dianthos i. Benjamins død var nemlig uretfærdigt og på sådan en måde, at Pax tog sig selv i at ranke ryggen og hæve hagen i respekt for den faldne; hans minde såvel som hans efterladte. Det var på en eller anden måde det eneste, han kunne give Benjamin, som han stod og betragtede Jason vise sig egen form for respekt. Havde han havde været soldat – en hæderlig mand – havde han måske tilbudt Benjamin en salut…

Det var bare ikke tilfældet. Pax kunne kun gøre sig i gengældelse. I hævn.

Det ene stålgrå øje gled tilbage og fandt fæstne på den bredskuldrede mand, hvorefter han nikkede, som var han enig. Det var nu ikke tilfældet.
”Du ved jo, at de kloge siger, at alting sker af en grund og se dig nu. Du har en Zaladins mængde af unger, der er dit ansvar. Det liv er ikke for alle og du har valgt det på samme måde som jeg –”, begyndte Pax, hvorefter han skar en grimasse. Han var ikke, og havde aldrig været, særlig god til at trøste heller. ”Jeg tror ikke en skid på skæbne, men hvis det kan få dig igennem nætterne, så fucking hæng fast i den forestilling.”

Det kunne godt være disse to mænd var rivaler, men deres venskab var svær at slå i stykker, mens deres jargon havde en vis provokation til hinanden kunne de begge ligge deres strid væk. Selvom stilleheden faldt hen, da den muskelløse mand gik på knæ foran den ene af graveren, som tilhørte hans afdøde bror.

Jason ville ikke selv mene at han troede på alt det overnaturlige, dog var hans mor meget troede på visse punkter, som han lod hende være i den tro mest, fordi det hjalp hende igennem dagen. Et kort suk kom fra kragernes leder før han rejst sig op og så kort mod Pax med et kort smil på læben. " Tror du Alfie stadigvæk lever? " Spurgte Jason med en alvorlig stemmen. Alfie havde været en gamle bandleder fra den gamle bandet Jason havde været medlem af. Hvis Jason følte skyld i sin brors død ville han stadigvæk pege på at Alfie var mere skyld i Benjamins død og Jason handicap, dog var der kun får fra den bandet, som havde følte Jason vreden da han havde fået trænet sig op.

Det var langsomme skridt den bredskulderne mand gik hen mod Pax mens han lyttede til ordene, der dukkede frem. " Ja.. Det sørgelig ved den fortælling, eller nok mere gældelig nyhed er jeg elsker at leve, som vi gør. " Svarede han med et smil på læben og stillede sig foran Pax, før en hånd blev stak ned i buskerne, for at finde noget papir og en lille læderpose med tobak i. " Vil du havde et hvæs?" Spurgte Jason med et lille grin, mens han fik rulle en smøg, og lagde rester tilbage i lommen. " Skæbne? Nej, den tror jeg heller ikke på, men det forklare ikke jeg overlevet, så noget må der være om snakken" Sagde han frem og fandt en tændstik frem for at få i den rulle papir med tobak. " Skal vi prøve at finde hen mod min mor?" Spurgte han rolig frem, mens han pustet røg ud. 

Pax så eftertænksomt på gravstenen for et langt øjeblik. Dernæst nikkede han. ”Det tror jeg. Bare ikke her i hovedstaden”, svarede han, hans tone tom, hvilket sagde mere end så mange andre og øvrige ord, den gråhårede mand kunne have ytret.
”Han ved godt, han ikke er velkommen og at vi er mange, der ville sørge for, at han fik, hvad han fortjente. Og så er han en fucking kujon. Han ville stadig ryste i bukserne af skræk, selv hvis han nåede verdens ende. En skide kryster – det er hvad, han er.” Pax fnøs, hvorefter han tog en dyb indånding. Mindet om den tidligere bandeleder havde tydeligvis gjort ham vred…

Pax rakte ud efter cigaretten og stak den mellem læberne. I det at røgen dernæst forlod hans mund, skar han en grimasse og rystede instinktivt på hovedet. ”Hold kæft det smager af lort”, mumlede han lettere grinende. ”Hvordan kan du ikke være ved at brække dig? Du går fandeme rundt med dem der hele tiden”, spøgte han, hvorefter han rakte cigaretten tilbage til Jason.

Dernæst nikkede Pax. Jovist, de skulle have noget af Jasons mors gode mad men forinden de gik, satte bandelederen af Ulvens Flok en pege- og langefinger mod panden; tyvenes hilsen.

Jason studere den gråhåret mand i et kort øjeblik, før han lavet et kort kast mod gravsten. De gamle minder om den ældre leder barnsdom og hvilke bandetmijlø det var. Alfie havde engang været et stort navn mellem de forskellige gruppe, dog var Alfies bandet fortid. " Hmm.. måske jeg skulle sende nogen krager ud at lede efter ham" Mumlende den muskeløse mand til sig selv, da han gik en smule ind i sig selv, da hans tanke kørte lidt rundt omkring Benjamin og Jason selv. 

De mørkebrune øjnene så mod Pax, da han begyndt snakken om kryster noget Jason ville giv ham ret. " Ja, Det ville være sørgelige vis han ikke kom til at bøde for det han har gjort" Svarede han kort før dn muskeløse mand, spyttede ned i jorden, så støvede fjøl til siderne. " Jeg hader ham, for den mand han står for og er " Svarede Jason igen, da hans minde om det overgreb Alfie gjorde på ham, som barn. En hemmlighed Jason altid havde holdt tæt med, da folk ikke måtte vide noget. Blikkede faldt på den gråhåret ven igen, og det var tydelig de delte sammen vrede til den gamle bandeleder. 

Et skævt smil kom frem på ruboste mands ansig, da han så grimassen og en dyb latter hæs latter brød frem for kragernes leder. " Du skal jo ikke smage på det.. det skal bare ned i lungerne " Grinet Jason frem igen, mens han tog smøgen igen, som var rulle tobak med noget papir omslag. " Jeg har væne mig til.. man kan vel kalde det en form for afhængighed " Svarede han igen " Det får kroppen til at slappe af " forklarede han rolig Pax, før han førte cigaretten mod læberne igen. 

Med langsomme skridte begynde den tunge mand at bevæge sig mod udgangen, selvom han ventede på den gamle ven, vidste Jason godt Pax ville følge med ham hen mod hans mor.