Bandorion kunne på ingen måde læse Marcel, nej det havde mere været hvor samtalen havde båret dem hen, og Marcel havde bare udvist noget for pæne mænd, hvilket der var et overflod af indenfor elverne. Noget Bandorion godt kunne forstå, selvom han ofte søgte væk fra elverne. Der var de to af dem nok begge atypiske. Bandorion, en elver, der hellere ville være sammen med mennesker, og Marcel, et menneske, der hellere ville være sammen med elvere. Atypisk og mærkeligt hvis man spurgte de fleste, men halvelvere skulle jo komme et eller andet sted fra.
Da Bandorion pludselig følte at han blev kigget op og ned af Marcel, skiftede han lidt vægten på sine fødder, ikke helt sikker på hvad han skulle gøre med den nye opmærksomhed, for det føltes som om at han blev kigget på, med nogle andre motiver end,
'hvem er det'.
Kunne han overhoved være bekendt at tilbyde sig selv, især nu når Marcels kinder var røde som efterårets blade?
”Du tænkte vel bare at han var pæn,” skød Bandorion tilbage, for det handlede vel stadig om Renaél.
”Men imellem dig og mig, så må jeg indrømme at jeg ikke forstår hvorfor han afviste dig.” En kærlighedsfling med et menneske, behøvede ikke at vare længe før et menneske blev træt af en. Det gjorde ikke noget, at miste et par år til sådan et.