“Det er altså blevet meget sent. Er du helt sikker på, at vi ikke skal følge dig hjem?” spurgte Thomas med en bekymret mine, mens de alle tre stod ude foran Det Halve Svin. Den høje kvinde grinte kærligt af ham. “Jeg har orkerblod i årerne. Hvem end der tør lægge sig ud med mig får tørt på,” sagde hun med et selvsikkert smil til sine to kollegaer. De var blevet gode venner det seneste stykke tid, og hun satte pris på de to mænds bekymring. Men det var slet ikke nødvendigt. Freya var gået hjem sent om aftenen i Skumringskvarteret mange gange før, og selvom hun altid havde været på egen hånd, så havde det aldrig været et problem. Hvis nogen endelig havde prøvet på noget, så havde hun hurtigt fået dem på andre tanker med et hårdt blik eller mindst lige så hårde slag.

Så med et “vi ses i morgen” og “kom godt hjem” skiltes hun fra Thomas og Hans. Skydækket var tæt denne nat, og det var sjældent at månen fik lov til at titte frem. Heldigvis havde Freya den fordel, at hun delvist havde orkernes nattesyn, så hun havde ingen problemer med at navigere i Skumringskvarterets sparsomt oplyste gader. Udover et stort brød langt bag hende, så var der tomt i gaderne, mens hun gik hjemad, og Freya fattede ingen mistanke.

Det var en uge siden, at hun sidst havde set Pax. Hun havde været til en fest, hvor hun havde set ulveflokkens manddomsritual, og det havde mildest talt rystet hende. Men tingene var kun blevet værre, da hun havde opsøgt Pax efter ritualet og lært om hans dystre fortid. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan nogen kunne behandle sit barn på sådan en grusom måde. Freya havde forladt ham efter dét, og hun fortrød det. Hun burde ikke have forladt ham. Hun burde være blevet hos ham. Nok var han stor og stærk, han kunne snildt klare sig selv med sit kloge hoved. Men han havde ikke brug for at blive forladt. Og siden hun havde forladt ham, havde han ikke besøgt hende. De første tre nætter havde hun grædt, når hun havde lagt sig til at sove. Og om dagen havde hun været mut og ved siden af sig selv. Thomas, Hans og en gruppe andre venner fra arbejdet havde alle prøvet at opmuntre hende, og hun havde sat pris på det. Men hun kunne ikke fortælle dem om Pax. Hun havde aldrig haft det sådan med en mand før... De sidste par dage havde været bedre, men hun ønskede stadig brændende, at han pludselig ville dukke op hjemme på hendes værelse, kravlende ind igennem vinduet. Måske, på trods af alle de ting, der var sket i Pax fortid... På trods af, at hun var gået sin vej... Måske kunne de stadig...

“Hjælp!” Lyden var en sølle klynken, og Freya blev revet ud af sin tankestrøm. I et øjeblik var hun i tvivl, om hun rent faktisk havde hørt noget. Men så kom det igen. “Hjælp mig!” Lyden kom fra den næste gyde, og hun satte farten op for at komme hurtigere derhen. Noget i stemmen, dens hjælpeløshed, dens grådkvalthed, gav hende følelsen af, at hun skulle skynde sig. Hun kiggede ind i gyden, hvor der henne for enden var en stor bunke skrammel, som der jo ofte var inde i gyderne. Men noget af skramlet bevægede sig og afslørede en sølle skikkelse – en høj, tynd mand, der væltede hjælpeløst rundt på jorden og ikke kunne finde fodfæste. En skarp lugt af alkohol brændte i hendes næse. “J-jeg kan ikke... v-vil du ikke nok...” fremstammede den grådkvalte mand, da han så hende. Freya sukkede let. Hun havde mest af alt lyst til bare at gå – han var jo tydeligvis hønefuld, men han var også meget laset i sit tøj, og det var tydeligt, at han havde fået bank. Hun havde svært ved ikke at have ondt af ham. “Fint, jeg hjælper dig op, men resten må du altså klare selv,” mumlede hun og gik ind i gyden.

Da hun kom tættere på, kunne hun tydeligt se menneskemandens ansigt. Det var hævet og blåt flere steder, og hans øjne var fyldt med tårer af hjælpeløshed. Hans mørke hår klistrede sig til ham som om det galt livet, han var snavset, og... hun var kun en meter fra ham, da hendes mørkebrune øjne gled ned på mandens hals, hvor der var noget på hans hud. Et slags... tegn. Hun mærkede en kold hånd omkring hendes indre, da det gik op for hende, og manden brød ud i en manisk latter, da han så, hvordan hun lagde brikkerne sammen. "Du kan vidst godt lide at gå alene hjem, hva?"

Det er en fælde!

Manden greb ud for at tage fat i hendes arm, men Freya var hurtigere. Hun brugte sin magiske evne og fik teleporteret sig ti meter mod udgangen af gyden, men lettelsen nåede knap at sprede sig i hende, før en stor næve ramte hende direkte i solar plexus. Luften blev tvunget ud af hende, og hun kiggede langsomt op på to store skikkelser, der var dukket op. Det var to mænd mere. En dragefødt og endnu et menneske. Det var den dragefødte, der havde ramt hende med en voldsom kraft på et sårbart sted, og før hun kunne samle tankerne, knyttede mennesket ved den dragefødtes side sin hånd, og slog den knyttede næve direkte ind på Freya's tinding med al sin kraft. Et støn af smerte undslap modvilligt hendes læber, og de tre mænd i gyden lo frydefuldt, mens hun kæmpede for at få luft tilbage i sine lunger. Bag sig havde Freya fornemmelsen af, at den tidligere så hjælpeløse mand nu havde rejst sig op uden problemer. Typisk, tænkte hun spydigt. Se nu hvad din godhjertethed har fået dig rodet ud i.

“Det er godt i er sådan nogle store drenge,” hvæste hun. “Men her er det mig, der bestemmer! Nu skal i se, hvordan man slås,” og med dén tyrede hun sig imod mennesket, der lige havde slået hende i tindingen. Som en bisontyr, der beskytter sit harem, hamrede hun en knytnæve imod hans kraveben og ramte ham så kraftigt, at han næsten fløj tre meter bagud. Et smil spillede frem på hendes læber af den tilfredsstillende lyd, et knæk, da mandens kraveben ikke kunne klare sammenstødet med hendes knyttede næve. Manden, der havde luret hende i fælden, angreb hende bagfra med en kniv i hånden, men hun fik fingrene i ham og kylede hans tynde skikkelse imod den dragefødte som var han intet andet end en kludedukke, så de begge væltede omkuld. Kom så Freya, koncentrer dig, tænkte hun og teleporterede sig derefter ti meter mere imod udgangen af gyden. Hun var der næsten. Hun kunne godt slippe væk fra disse små kryp! Men igen måtte hun føle, hvordan håbet svindede i hende, da den store skikkelse fra tidligere i nat pludselig tårnede sig op foran hende. Han var et stort brød af en orker, mindst to meter høj og en væg af muskler. Hun nåede knap at overveje, hvor hårdt en næve fra dette monster kunne slå, før hun mærkede det på sin egen krop. Slaget smadrede ind i hendes brystkasse, og det fik hende til at  falde til jorden som et nedlagt jagtbytte, og da hun med et blik, der kunne slå ihjel, prøvede på at rejse sig op, sparkede han hende i maven en gang... kom nu, du kan godt... to gange – hun smagte blod, da kraften fra sammenstødet med hans store støvle fik hende til at bide sig i kinden... koncentrer dig!... tre gange – hun kunne ikke få luft... Hun fik øjenkontakt med den grimme ork, og hans fjerde spark imod hende blev stoppet, da hun successfuldt paralyserede ham med sin anden magiske evne. Med alle de kræfter, Freya kunne mønstre, kæmpede hun for endelig at få rejst sig op, mens hun stadig prøvede på at holde paralyseringen. Hendes krop dirrede af smerte efter den store orks haglende angreb, men hun kunne stadig klare det. Bare lidt endnu. Bare lidt endnu, så ville hun kunne slippe paralyseringen af orkeren og teleportere sig endnu en gang. Så kunne hun sætte i løb, og så ville hun være langt væk...

En kold følelse og en altoverskyggende smerte spredte sig pludselig i hendes venstre side. Det var den dragefødte, der havde kastet en kniv imod hende, og den havde snittet sig igennem hendes hud lige over hendes venstre hofte. ”Argh!” Hun stønnede i smerte, og hun mistede koncentrationen over for orkeren, der nu kunne bevæge sig frit igen. Hun knækkede sammen, da den tynde svindler jog en bestøvlet fod ned i hendes knæhase, men med en arrig knurren fik hun på ny fingrene i ham og smadrede hans ansigt to gange ned i den hårde jord, så blodet begyndte at flyde fra hans ansigt. “Møghunde! I burde kende jeres plads!" tordnede hun. Hendes sejr var dog kortvarig, for orkeren placerede et solidt spark i hendes brystkasse, og luften blev endnu engang tvunget ud af hende, da hun med et støn af smerte væltede om på ryggen. Den dragefødte var nu på benene. Han sprang hen og satte sig på hende, så hun blev tvunget til at blive liggende, og han lod sine beskidte, skællede hænder presse hårdt omkring hendes hals. Hendes luftrør. Den dragefødte... Han var tung... Han var stærk. Meget stærk. “Prøv at lave magi nu, min kære,” hvislede han med et klamt, triumferende smil, og Freya mærkede panikken sprede sig. Hun kunne ikke få luft. De var fire... Mørke pletter begyndte at pible frem i hendes synsfelt... Hvordan skulle hun klare sig imod fire!? Men hun kunne ikke bare give op. Med en sammenbidt knurren og en smertefuld kraftanstrengelse fik hun rullet sig bagom i en baglæns kolbøtte, hvor hun fik løsnet den dragefødtes beskidte greb og kylet ham længere tilbage i gyden. Hun sad nu på hug, hele hendes krop rystede voldsomt, og hun gispede efter vejret og kontrollen, da den dragefødtes menneskeven kolliderede med hende som en bidsk hund, der vil holde sit bytte nede. Og det var lige præcis, hvad hun var blevet til. Deres bytte.

Hun kunne ikke modstå kollisionen. De hårde tæsk var begyndt at sætte deres præg, og hun kunne mærke, hvordan såret i hendes venstre hofte skreg af smerte. Et skrig, hun ikke kunne få ud over sine egne læber efter kvælningen. Hendes magiske evner var ikke hendes styrke, så hun vidste, at hvis hun brugte magi nu, så ville det kræve så meget energi af hende, at hun ikke kunne løbe fra dem. Hun lå på maven med sin ene arm under sig, og da hun med meget besvær drejede hovedet, kunne hun se, at denne mand også have et tegn tattoveret på halsen. Hun prøvede at kaste ham af sig, men hun havde ikke kræfterne til det. Med al hans vægt holdte han hende nede. Han var ikke lige så stærk som orkeren eller den dragefødte, men smerterne og trætheden var ved at blive for meget. Hun kunne ikke bare ryste ham af sig som hun normalt kunne have gjort. Hun måtte finde på noget, hurtigt. Den store ork lo og trådte hen imod dem som de lå og brydede for at få overtaget. Hurtigt! En panisk beslutning afgjorde hendes frihed. Som en pitbull låste hun sine kæber omkring mandens arm, og de efterfølgende spasmer, der gik igennem ham afslørede, hvor meget det krævede manden ikke at hyle i natten af smerte. Hans uopmærksomhed, og den sagte smag af sejr, gav hende muligheden og styrken til endelig at skubbe ham af sig, og for en sikkerheds skyld sendte hun et spark i hovedet af ham, men hun rystede nu så meget af udmattelse, at hun ikke havde kræfterne til at rejse sig. Hun afskærmede derfor sin krop med armene i håb om at afværge orkerens næste spark, men han sparkede hende ikke. I stedet fløj svindleren og den dragefødte på hende for at holde hende nede, og selvom hun kæmpede for at komme fri, så var deres samlede greb for meget for hende. De tvang hende til at sidde på knæene, og den sidste mand kom derefter hen til dem og sendte et cirkelspark i hovedet på hende. Sparket fik hende til at knække forover, så langt som mændenes greb om hende tillod, og smerterne blandede sig med en kvalmende fornemmelse, der eksploderede i hendes krop og truede med at sprænge hende i småstykker. Hun brækkede sig på jorden i smerte, og smagen af bræk og blod i hendes mund var ikke til at beskrive. Hun svedte af anstrengelse og panik, og hun kæmpede stadig hårdt for at få vejret. Kæmpede for at blive ved bevidsthed.

“Hvad skal vi gøre ved hende?” fnøs en af mændene. Hun så ikke hvem. Hendes syn var sløret, og smerterne i hele hendes krop gjorde det svært at koncentrere sig. "Hun tror nok, hun er sådan en rigtig lille alfatype! Men sådan noget er kun for mænd!" grinte en manisk stemme, som kun kunne tilhøre svindleren. “Hun stønner som en luder,” konstaterede en anden med en barsk stemme, og de begyndte alle sammen at le hånligt. “Sørg for at holde hende. Men ikke for meget. I ved jo, jeg godt kan lide, når de stritter imod,” lo en af mændene, og i et øjeblik føltes det, som om tiden gik i stå. Hun troede ikke, at hun kunne blive mere panisk, men da det gik op for hende, hvad de havde tænkt sig at gøre ved hende... Hun spyttede på jorden uden at se, hvis af mændenes fødder hun ramte. Den forfærdelige smag af blod og bræk fortog sig. For det var ligemeget.

Hun så rødt.

“Må jeg være. fri!” brølede hun, og med en styrke hun ikke længere troede, hun kunne mønstre, fik hun armen fri fra svindleren, trak sin dolk, skubbede den dragefødte fra sig og jog dolken i brystet på den mand, der havde sparket hende i hovedet. Blodet flød ud over hans brystkasse som hun ramte hans hovedpulsåre, og tre gange nåede hun at stikke ham i brystet før orkeren greb fat om hende, og ramlede hendes krop imod en af husmurerne. Kraften hvormed han smadrede hende ind i husmuren var så overvældende, at hun var sikker på, at hele bygningen ville vælte ned over dem, og hun bad til at hendes kraftige halvorkerknogler ville holde. Hun tabte sin dolk og så med et slørret blik, hvordan manden hun havde angrebet nu lå livløs på jorden. Orkeren begyndte at kysse hendes hals og bryst med en grådig arrighed, mens han lod sin lyst stige af hendes magtesløshed. Hun kæmpede med alt, hvad hun havde tilbage i sig for at prøve at komme fri af hans sadistiske greb, der fik hende til at føle sig beskidt på en måde som intet vand kunne skylle af hende. Han begyndte at løfte hende op, så hun knap kunne nå jorden længere. Med et knæ prøvede hun på at ramme orkeren i skridtet, men hun fik slet ikke ramt plet. Dog fik hendes handling orkeren til at kigge arrigt på hende. "M-møghunde," fik hun trodsigt fremstammet til ham og mødte hans blik. Hendes trodsighed gjorde dog kun orkeren mere rasende. Han knurrede af hende, tog med et jerngreb omkring hendes hage, og hamrede så hendes baghoved ind i husmuren. Freya kæmpede febrilsk for ikke at miste bevidstheden. Det var dog alt, hvad hun kunne gøre, da han gav slip på hende og lod hende falde slapt om på jorden i gyden, hvorefter hans store skikkelse satte sig oven på hende. Hun lå igen på maven, og denne gang kunne hun ikke stritte imod. Han var for tung. For stærk. Det var stadig en kamp for hende at holde sig ved bevidsthed, og smerterne i kroppen, i hoften, i hovedet, var ubærlige. Hun kunne mærke, hvordan hans klamme fingre prøvede at trække ned i hendes bukser. Hvordan hans manddom voksede, og med et knækket klynk, som hun prøvede at gemme under en snerren, tog hun fat om sin buksekant i et desperat forsøg på ikke at give ham hans vilje, mens de to andre grinte hånligt i baggrunden.

Den kæmpemæssige skygge, hvis blik ikke veg fra halvorkeren længere fremme i gadebilledet, var ikke den eneste der fulgte efter Freya med målrettede skridt; også Pax var på farten og også hans øjne lå urokkeligt fæstnet på Freyas skikkelse, hvis hofter vuggede lokkende, som hun var på vej hjem. Pax bevægede sig dog ikke på den brostensbelagte gade, men henover de stråtagsbeklædte hustage med lydløse skridt og vante greb, når de var nødvendige. Dette var ikke Pax’s første løb henover storbyens tagværk, og han havde alle planer om at komme først – eller, i hvert fald ikke at miste Freya af syne, så han omsider kunne nå hende.
Bande-lederen af Ulvens Flok havde betragtet, hvordan Freya havde sagt farvel til sine to venner. Indvendig havde det lige dele frustreret og glædet ham; Skumringskvarteret forlod lovens omklamrende greb, så snart mørket tog sit indtog men Pax havde – uden undtagelse den sidste uge – fulgt med Freya hjem, som en overhængende skygge imellem alskens skorstene, og intet var endnu hændt. Desuden havde det fået den tynde og unge mand til at himle med øjnene adskillelige gange og fået hans fødder til at danse af irritation i hans skjul, som de to mænd havde stillet spørgsmålstegn ved Freyas egne evner. Pax forsøgte, at undskylde den grønne og giftige fornemmelse i sit bryst med, at Freya naturligvis kunne passe på sig selv – hun vejede trods alt tæt på 100 kilo og så var hun grøn! – men lige meget hvor mange gange, at Pax havde hvæset det til sig selv mellem sammenbidte tænder, skreg en særlig og insisterende tanke ad ham; hvorfor glor han sådan på hende?! Ved Zaladins krøllede røvhår, hun er ikke hans skide hundehvalp! Så gå dog! Gå hjem! Hold dig væk! … Hvorfor går du tættere på dit kryb?!
Som Pax dog ikke mange øjeblikke efter indså, at i aften ville blive anderledes, ændrede hans irritation dog karakter – hvorfor var de ikke fulgt med hende? På intet tidspunkt overvejede Ulven, at han ikke tillod de to venner at vinde uanset, hvormed de var dømt til at tabe grumt.

Pax satte fart i sine skridt, velvidende at han måtte slå en længere genvej, i det Freya gjorde mine til at ville træde ind i gydens mørke. Havde Pax været en mand af anden statur, havde han måske bandet irriteret under et tungt suk, men det var ikke tilfældet – i stedet begyndte hans logiske hoved at kalkulerer og planlægge, som han lagde sine planer om og justerede dem til den nye situation. På intet tidspunkt syntes han at beklage sig over aftenens udvikling og Pax bevægede sig kun hurtigere til lyden af kampen, der stille men stødt brød ud. For, Pax var nu en mand med et mål og de stålgrå øjne havde aldrig været mere fokuseret, som hans skygge fløj henover de faldefærdige hustage. Snart, Freya, tænkte han, giv mig blot et øjeblik.

Uden at Freya kunne vide det, gav hun ham det øjeblik, han havde brug for, for som Pax omsider nåede i skjul i gydens omkringliggende lejligheder, så han, hvordan et menneske lå død i mørket. Dygtig pige, tænkte han og kunne for blot et øjeblik mærke en mærkværdig stolthed sprede sig i hans tynde brystkasse. Ikke for andet end et sekund lod Pax dog følelsen indfinde sig, for straks efter var hans hjerne atter fokuseret på, hvad der skete under ham og end ikke i momentet efter, forstod han, hvad der måtte gøres; Orkeren, der hvæsede og forsøgte at trænge igennem Freyas forslåede skikkelse, var sidste prioritet – de to mennesker den første. Det var ganske enkelt ikke realistisk, selv med Pax’s store erfaring, at han skulle overvinde orkeren, hvis ikke de to øvrige trusler var skaffet af vejen forinden; hvad Pax besad i kløgt og kamperfaring, kunne ikke veje op for den to meter høje hanorker massive styrke, selv hvis Pax begyndte at bede til samtlige af guderne.
Menneskene derimod – det var en anden sag, for mennesker var bløde alle steder og fra hans skjulested i mørket på tagryggen, kunne Pax gøre meget på kort tid og i behørig afstand.

De to mennesker var så optaget af orkerens brutale overfald af Freya, at de aldrig så det komme; selv da den første kastekniv bed sig dybt ind i huden på den første mand, skævede den anden først op, i det at det også var for sent for ham selv. Næsten som var han forvirret over, hvorfor hans ene kind pludselig blev våd af blod, vrissede han af sine kammerat, der gurglede usammenhængende til svar og dernæst faldt på knæ, med sin ene hånd viftende formålsløst i luften efter den kniv, der sad dirrende i hans muskuløse hals. Mennesket, der stadig stod oprejst, så op i skyggerne, som den næste kniv kom flyvende og de buskede øjenbryn nåede, at trække sig sammen i overraskelse, forinden at knivsægget borede sig ind under dem, i mandens ene opspærrede øje.

Til lyden af menneskets overfladiske åndedrag og kammeratens kollision med jorden under dem, fandt Pax vej ned i gydens mørke. Orkeren havde vrisset og forladt Freya, velvidende at han nu var alene med den skabning, der sneg sig rundt i skyggerne. Det lignede vel og mærke et menneske, men sådanne konklusioner kunne få et væsen dræbt hurtigere, end de kunne stave sig vej igennem ordet, hvormed orkeren for et øjeblik… tøvede.
Pax skridtede roligt ud af skyggen, så hans askegrå hår og arrede ansigt blev oplyst af månens spæde stråler. På intet tidspunkt forlod hans iskolde blik orkerens abnorme skikkelse, som han gik hen mod menneskene. Da han trak kniven fra den ene overfaldsmands strube, forseglede han den fremmedes skæbne, men Pax syntes ikke synderlig berørt af det faktum. Nogle måtte dø, så andre kunne leve.

”Jeg ville gerne sige noget køligt, du ved, noget i retning af, at du skulle finde en på din egen størrelse, men taget Freyas skikkelse i betragtning, så ville det virke… upassende”, lød det fra Pax, i det han bøjede sig forover og løsnede sin anden kniv, så blodet flød fra øjet, hvor den døde hjerne bag ikke længere kunne kommandere og instruerer. På intet tidspunkt lod Pax sit blik forlade orkeren, der stadig stirrede opstemt på ham, med sin manddom strittende ud af bukserne. I det Pax bed mærke i det faktum, skar han en grimasse, som væmmes han ved, hvad han så. ”Helt ærligt, ven. Du ved da, at jeg slet ikke kan hamle op med den størrelse selv. Ingen grund til at gnide salt i såret, hvis du spørger mig”, sagde Pax, hvorefter et morderisk smil satte sig fast henover hans hjerteformede læber. I samme sekund at ordene havde forladt bande-lederen, satte han i løb, i retning af orkerens hoverende skikkelse, og som var det aftalt, gjorde det grønne bæst det samme.

Ikke, at de kolliderede, for blot sekundet forinden at det ville ske, bukkede Pax sig og sprang til siden. Han fortsatte målrettet mod det ene faldefærdige hus murværk, som han med en kraftanstrengelse for blot få skridt fortsatte op af – for op måtte han!
Pax greb om den tætteste vinduesramme og trak sig op, men langt nåede han ikke, for orkeren var vendt rundt og havde grebet om hans ene ankel. Pax kunne ikke lade være med at smile triumferende, i det han lod det grønne væsen rive hans person til sig, og inden orkeren nåede at tyrer hans hoved i brostenene, drog Pax fordel af orkerens egen massive kraft – og drejede rundt, så han kunne gribe om monsterets slidte klæder og forhindre, at Kile ville komme for ham, end ikke øjeblikket efter.

Kile ville dog komme og snart, for et kort moment efter, satte Pax den blodige kniv i orkerens hals og som han gjorde, rev han fat i dens hals og hvæsede; ”Når en kaster knive fra tagryggen, så lader man ham ikke komme op igen – på intet tidspunkt lader man ham komme op igen, end ikke tre fødders højde”, alt imens knivsægget hakkede sig vej igennem orkerens brede hals, som var Pax i færd med at skære et stykke brød med en sløv kniv.

I det orkeren omsider blev afhentet af dødens gud, sank både Pax og han selv sammen på jorden. Med et overfladisk åndedrag – Pax var stadig ligeså udhungret som altid – vaklede han hen imod Freyas forslåede skikkelse. ”Hey… du”, lød det anstrengt, i det han faldt på hug foran hende, dækket af orkerens sorte blod.

De hånlige grin i baggrunden forstummede til anstrengte rallen, og ikke længe efter mærkede hun, hvordan monsteret oven på hende rejste sig. Luft. Hun kunne få luft. Hendes forslåede ansigt vendte sig imod hvad end det var, orkeren havde fået øje på. Det tog et øjeblik, inden Freya forstod hvad hun så. De to mennesker lå på jorden, døde, og en meget høj, tynd skikkelse stod og trak knive ud af deres livløse skikkelser. Den høje, tynde skikkelse virkede bekendt. De spydige ord, der var ment til at provokere. Lyset, der spillede i hans hår... duften af en ren skjorte...

Pax?

Det kunne ikke passe. Hun havde vendt ham ryggen. Han burde hade hende. Måske var hun allerede bevidstløs. Eller måske var det her noget, hendes sind bildte hende ind for at afskærme hende fra en traumatisk oplevelse. Men lyden af de to mænd, der løb imod hinanden, suset da Pax undveg orkeren og sprang op af muren, deres kollision med den hårde jord, og den gurglende lyd da orkerens hals blev sprættet op. Det var ikke noget, hun forestillede sig. Det var Pax. Han var der virkelig. Han havde reddet hende. Hun var okay.

I hvert fald næsten.

Hun gav slip på sine bukser nu da farren var overstået. Smerterne hylede stadig inden i hende, og det gjorde det svært for Freya at fokusere. Men synet af Pax, der satte sig på hug ved hendes side gjorde, at en bølge af lettelse strømmede igennem hende. Hun kiggede op på ham, og i et kort øjeblik, mens hendes øjne prøvede at fokusere, var der to af ham. Alt hvad hun kunne fremmønstre var et skævt smil til ham. “Hej... alfa...” Stolthed og glæde. Det var det, hun ønskede. Men lige nu var hun kun en skygge af sig selv.

Freya bukkede hovedet ned igen med et støn af smerte. Hun var nødt til at prøve at komme op at stå. Nok kunne hun bære Pax, men Pax kunne ikke bære hende. Skælvende fik hun langsomt hænderne placeret under sit bryst, så hun kunne løfte overkroppen fra jorden. Hun kæmpede for at rejse sig, men som en mishandlet hund med en knust hofteskål, ville hendes underkrop ikke lystre, og hun faldt hårdt til jorden igen. “Jeg forlod dig,” hulkede hun ynkeligt med en skinger stemme og gemte sit ansigt væk i sit ene albueled, pludselig ude af stand til at opretholde nogen som helst form for kontrol eller evne til at kigge på ham. Knækket, rystende, og magtesløs. Hun skammede sig over, at hun ikke havde kunnet klare sig selv. Skammede sig over, at hun ikke havde håndteret det bedre, da Pax havde fortalt hende sandheden. Hun tog en skarp indånding og løftede igen sit ansigt i et forsøg på at møde Pax' stålgrå øjne. Det var det mindste, hun kunne gøre. “Jeg skulle være blevet hos dig”.

Pax hvæsede stadig, påvirket af kampen og sulten, der havde tæret på hans krop vinteren over. For et langt øjeblik tog han Freya i nærmere øjesyn, det så karakteristiske kalkulerende gnist spillende i alt det mørkegrå. Omsider trak han lidt på den ene skulder og kravlede på sine knoglede knæ, hen imod halvorkerens forslåede skikkelse på jorden.
”Jeg vil ikke prædike om, hvad folk burde og ikke-”, lød det anstrengt, i det Pax’s stærke hænder greb om Freyas arme; dem, som ikke var tynde som de fleste andres kvinder. ”- og du - Freya, op at stå!”, lød det dernæst prustende, i det Pax stak sit hoved ind under den ene af Freyas arme, således at hun kunne støtte sig til hans tynde skikkelse. ”Hvorfor… hvorfor kan du ikke være et lille nips som mig…”, brummede Pax sarkastisk, i det han satte vægten i sine fødder og forsøgte at hive dem begge op. ”Du kan græde senere. Lige nu – lige nu skal vi have fart i skosålerne.”

Det var først, da de to udmattede og forslåede skikkelser, nåede ud af gydens mørke, at Pax indså, at han ikke var sluppet fra sammenstødet uden egne sår; instinktivt vidste han dog, hvad der var galt. I det at han havde udnyttet orkerens egen kraft og snurret rundt i luften, måtte han have forvredet eller tilmed brækket et af hans ribben. Der var ganske enkelt ikke anden forklaring på den smerte, som han følte, skreg under den tynde hud og ulig orkeren, var Pax ikke bygget af hårde muskler, der kunne beskytte de sarte menneskeknogler.
”Jeg kender en”, lød det forpustet, som bandelederen og halvorkeren vaklede hen af gadebilledet; Pax selv lænet næsten skråt væk fra Freya, for at gøre op for deres forskellige vægt. ”Han fikser dig. Du er okay nu”, forsøgte han dernæst at trøste, dog med en hæs stemme der var alt andet end varm. Aldrig havde Pax vidst, hvordan man gjorde folk bedre tilpas, hvis de ikke vel og mærke var det i forvejen, eller selv formåede at ændre i deres følelsesregister. I det øjeblik var andet heller ikke tilfældet og Pax kunne tilmed heller ikke i sandhed sige, at han bebrejdede halvorkeren at gå. Havde det ikke været for sammenstødet i gyden, ville deres bekendtskab øjensynligt have gledet ud i sandet, for Pax havde forstået hintet. Det var i hvert fald, hvad han antog.

Pax førte Freya igennem Dianthos snoede gader, prustende og svedende, til det omsider nåede en mørk dør. Med sin frie hånd hamrede han forsigtigt og til begges store held, blev døren hurtigt åbnet på klem.
”Pax”, lød det fra en gammel og hæs stemme, i det et rynket ansigt dernæst tittede frem i det spæde lys fra gangen. Den ældre mands øjne hvilede dog ikke længe på de to skikkelser og straks gik døren ind. ”Sikke en glædelig overraskelse!”
”Hold kæft og hjælp!”, svarede Pax i en skinger tone, stadig prustende og ikke så lidt vantro. Ikke mange øjeblikke efter var Freya placeret på tykke tæpper og Pax selv – ja, han kollapsede på gulvet… 

Pax affejede hendes ord, og måske havde han også ret. Dette var ikke det rette tidspunkt. Pax' stærke hænder tog fat om hendes muskuløse arme for at prøve at hjælpe hende op. Kom så Freya, nok er han stærk, men du bliver nødt til at hjælpe til, sagde en stemme til hende. Hendes ben begyndte at spjætte, mens hun prøvede at finde fodfæste under sin krop. Pax' fysiske støtte hjalp hende, og til sidst fik hun rejst sig op. Et lille nips som ham, hah. En ukarakteristisk tør latter undslap hendes læber. “Jeg æder dig levende... senere,” stønnede hun som de kom ud af gyden.

Freya vidste ikke, om den høje mand prøvede på at trøste hende. For så var han i hvert fald rgtig dårlig til det. Men hvad havde hun regnet med? En bandeleder, der havde haft en traumatisk barndom... Det var jo ikke ligefrem opskriften på at være god til at trøste folk. Sammen gik de med meget besvær igennem gaderne, i retning af den mand, Pax mente kunne hjælpe dem. Selv kunne Freya ikke andet end at kæmpe for at følge med og holde sig oprejst. Turen derhen foregik som i en tåge for hende på grund af hendes forslåede krop, og gjorde det umuligt for Freya at memorere vejen.

Pax bankede på en dør, der gik op og afslørrede det rynkede ansigt af en gammel mand. Da den ældre herre så hendes tilstand hjalp han hende ind at ligge, og aldrig havde en hård madras været så velkommen som nu. “Hvad hedder du min ven?” spurgte den gamle mand i en rolig tone, mens Pax kolliderede med gulvet. “Freya,” hviskede hun og mærkede, hvordan det stak i såret ved hendes venstre hofte. “Godaften Freya, mit navn er Edward. Jeg er ked af, at vi ikke har fået lært hinanden bedre at kende først, men jeg kan se, at vi hellere må få tøjet af dig,” sagde han med et lille smil. Det var dog ikke i nærheden af de grumme smil, hendes overfaldsmænd havde givet hende for kort tid siden. Han prøvede blot at være en vittig healer. Og havde hun været ved sine fulde fem havde hun nok sat pris på det. Men lige nu var hun bare... udkørt...

Han hjalp hende med at komme af med tunikaen og hoserne, så hun kun sad i underbukser og det sædvanlige klæde omkring hendes barm. Edwards øjne og ansigtsmimik mindede hende om en blodhund, og hans hænder var blide og vante, mens han hjalp hende. Hun følte sig ekstra sårbar efter nattens hændelser og rystede flere gange – hvis ikke af smerter, så af frygt. Men hans hænder var forsigtige, og hans berøringer blide. Det var noget helt andet end de fire mænd, der havde angrebet hende, så hun gjorde sit bedste for at stole på ham, så han kunne gøre sit arbejde. Også selvom Edward var nødt til at trække helt ned i hendes underbukser, så han kunne rense hendes sår på hoften. Derefter smurte han noget salve på såret og lagde et klæde omkring hendes lår og underliv, så såret kunne få lov til at heale. Imens skjulte hun halvdelen af sit ansigt i de bløde tæpper, mens hendes bevidsthed begyndte at drive bort, ligeglad med hvor meget Pax så af hende.

Derefter hjalp Edward hende op at sidde, så han kunne tage sig af resten af hendes skader og undersøge hendes knogler for brud. Hun ømmede sig ofte, mens hun siddende i sengen med fødderne på gulvet lod ham mærke efter, trykke, og rense hendes skrammer. “Du har nogle stærke knogler, Freya. Nogle trykkede ribben, men det kan vi snildt klare,” sagde den multirynkede blodhund og fandt flere bandager frem, som han begyndte at vikle rundt om hende, så hendes ribben kunne få støtte.

“Ngh,” Freya trak sig nervøst væk fra den fremmede mand, da han rakte op for at lade sine hænder undersøge hendes hals. Som en mishandlet hund, der kun er vant til at se hånden, når den skal til at slå. Det gjorde hende pludselig bange, at hans hænder ville røre ved det sted, hvor hun tidligere var blevet kvalt. “Sch, bare rolig, min kære. Jeg vil jo bare hjælpe dig,” sagde den gamle mand med en rolig stemme. Det tog lidt tid, hvor Freya kiggede på ham med store øjne, der frygtede det værste, og hendes blik flakkede et par gange over til, hvor Pax lå på gulvet, men det rationelle vandt til sidst over Freyas frygt, og hun lod sig slappe af, så Edward bedre kunne undersøge hende og smøre noget salve på hendes hævede hals.

Den gamle healer gik hen til sit arbejdsbord og fandt frem til en flaske med noget væske i som han tog og rakte til Freya. “Her, drik det. Det vil få din krop til at heale hurtigere”. Hun kiggede lidt på den blålige væske, kiggede så igen lidt mod Pax, og besluttede sig for at indholdet måtte være godt nok. Hvad som helst for at slippe for smerterne og den hovedpine, der galoperede af sted i hendes hoved.
Hun drak væsken så hurtigt hun kunne. Men det var bittert, så bittert, og det var svært at tvinge hele flaskens indhold ned. Da hun rakte Edward den tomme flaske svømmede hendes øjne, det vendte sig i hendes mave og-

Den gamle mand nåede lige præcis at sparke en spand i Freyas retning, da hun brækkede sig, så det ikke endte ud over hele gulvet. “Nej, nej, det var ikke godt nok... hmm, det burde jeg nok have tænkt mig til... halvorker...” mumlede Edward til sig selv, mens Freya fortsat tømte sit maveindhold i spanden og prøvede at holde sin fletning væk fra galskaben. Hvis hun ikke havde været grøn i hovedet før, så var hun det i hvert fald nu. Snart kom Edward med en ny flaske til hende, denne væske svagt lilla. Freya gav ham et blik, der kunne have slået ham ihjel, hvis ikke det var fordi hun lignede en hængt kat, men hun tog alligevel flasken og tømte dens indhold. Denne væske var sødere, lidt ligesom honning, og flasken var derfor hurtigt tom. Det hjalp også gevaldigt på den dårlige smag i munden.

“Hvad skete der?” spurgte Edward med en helt blid stemme, da han var færdig med at tage sig af hende. Hun kiggede væk fra ham og bevægede instinktivt sine ben tættere på hinanden. Hvilede instinktivt sine hænder i sit skød for at dække for sit køn, selvom hun stadig havde underbukser på. Den ældre mand nåede knap at rynke brynene i medfølelse, før hun reagerede på det. “De fik mig ikke,” sagde hun så koldt, at luften omkring hende kunne fryse til is. Hendes blik var stift rettet mod gulvet, stadig ikke i stand til at kigge på den ældre mand. “De får mig aldrig,” hviskede hun og kravlede derefter ned under et af tæpperne for at dække sin halvnøgne krop. Langsomt, meget langsomt, for ikke at fremprovokere flere smerter end hun allerede led.

Som Edward begyndte at tilse Freya, forlod Pax lydløst den lille stue. Stadig dækket af orkerens sorte blod og med den pulserende smerte ved hans ribben, skridtede bandelederen mod et tilstødende badeværelse, hvori han fandt rene klude og sæbe – sæbe der ikke duftede af lavendel, ja, som ikke i grunden duftede af noget. Siden Pax og Freyas første møde havde han ledt efter sådan en sæbe, for det havde virket vigtigt for ham af årsager, som Pax stadig ikke kendte til, eller brød hovedet særlig meget med at finde ud af.

Pax var lang tid om at afklæde sig sine lasede klude og dernæst vaske sin nøgne krop ren. Så lang tid, at da han vendte tilbage til køkkenet, fandt et par bukser på en massiv træbænk – og ikke mindst Edward selv, der sad placeret med en kop dampende varm kaffe imellem sine rynkede hænder og betragtede ham med finurlige øjne.
”Hun er da ikke en af dine, er hun vel?”
Pax rystede på hovedet, i det han trak bukserne op og strammede snoren, så de ville forblive på hans smalle hofter.
”Såeh… hvordan går det til, at Ulven selv kommer slæbende med en smuk halvorkerkvinde? Du er jo ikke just kendt for… ja, skal vi kalde det kvindelige bekendtskaber af en sådan kaliber?”, tilføjede den gamle og i det at Pax’s stålgrå øjne kolliderede med Edwards egne, måtte den gamle mand klukke velvidende. ”Aha. Så… Ulven har fundet sin mage. Det er slet ikke dårligt, Pax. Slet ikke dårligt endda”, lød det, næsten indsmigrende, men i hvert fald særdeles morende; en tone og en gnist der ikke forlod helbrederen, selvom han blev mødt af Pax’s stålgrå, urokkelige blik.
”Det er ikke sådan.”
”Ser man det, ser man det…”
”Jeg tilbagebetaler blot en gæld.”
”Jovist, jovist…”
Pax måtte knytte sine næver og vendte sig mod Edward, hvis smil blot var blevet større. Forinden at Pax mistede besindelsen, forbarmede den ældre mand sig dog over ham og med en hurtig hovedrysten, svandt det drillesyge smil ind. Atter blev Edward gravalvorlig, præcis som Pax kendte ham, og med et tungt suk sagde han; ”hun har det skidt, den arme pige. Mon ikke hun har brug for noget selskab?”
Selvom Pax ikke just var ferm til hentydninger, fangede han dog Edwards og for et øjeblik flakkede hans mørke øjne hvileløst; som vidste han knap, hvorhen han skulle bevæge sig – som en vild tiger der pludselig befandt sig bag tremmer. Edward betragtede ham et langt øjeblik, før han sukkede tungt. ”Jeg mener, selskab som i… selskab. Hun sagde noget med, at de ikke ville få hende. Aldrig ville få hende. Det lyder mærkeligt, synes du ikke? Ja, hvad ved jeg… folk der oplever grusomheder på den måde, de har godt af at snakke med andre, som også har været igennem det. Der er simpelthen bare en anden forståelse, tror du ikke?”
Bandelederen stod for blot et øjeblik og syntes at være i dybe tanker, men omsider nikkede han langsomt; jovist, han troede, at han forstod, men for Pax var dette ganske enkelt et nyt territorium, så han kunne ganske enkelt ikke vide sig sikker endnu. Desuden havde Pax svært ved at forestille sig, at Freya havde brug for ham af alle. Ikke desto mindre forlod Pax snart efter køkkenet og skridtede tilbage til halvorkeren, der lå gemt væk under alskens tæpper.

Velvidende, at han stadig kun var iført bukser, men også at det intet betød – han var ikke en mand, kvinder kiggede efter – lagde han sig ved Freyas side. Dernæst sænkede tavsheden sig – eller, i hvert fald omkring dem, for bag Pax’s egen pande larmede alskens stemmer i desperate toner.
”Det er okay at være ked af det”, lød det stille og tøvende, i det Pax drejede hovedet så de stålgrå øjne kunne betragte hendes smalle nakke. Indvendig forbandede han dog sig selv – det var okay at være ked af det, gentog en forræderisk tanke vantro, som en anden rystede på hovedet og illustrerede, hvordan Pax hurtigst muligt måtte finde en klippeafsat og hoppe i sin død.
Pax rømmede sig og drejede dernæst hele vejen rundt, så han lå på siden mod halvorkeren. ”Jeg mener… det er fint nok et stykke tid –” tanken himlede med øjnene og alle stirrede de forbløffet på ham, som forstod de heller ikke, hvad han havde gang i; der var i hvert fald ikke nogen af dem, der ville stå ved at styre hans ord i det øjeblik ”- men… det er vigtigt, at det kun er et stykke tid. Du kan ikke lade mænd som ham gøre dig skamfuld. At de er beskidte og rør ved dig, gør ikke dig beskidt. Du er stadig… helt perfekt.”

Hun måtte være døset hen. For da hun åbnede de mørkebrune øjne igen, var hun alene i det lille værelse, hvor Edward havde tilset hende. Hendes hoved havde det lidt bedre, og hun kunne mærke en underlig snurren i sin krop, som hun ikke genkendte. Måske var det hendes krops måde at fortælle hende på, at den var udmattet efter slåskamp, tæsk... og frygt. Freya havde ingen ide om, hvor længe hun blot lå og stirrede ud i luften, mens hun tænkte på alting og ingenting på samme tid. Selv hvis hun ønskede det, så nægtede tårene at komme frem. Der var kun tomhed. Rummet var oplyst af et lille ildsted, der glødede i baggrunden, næsten ude af Freyas bevidsthed.

Freya reagerede knap nok, da døren åbnede sig bag hende. Hun hørte lette fodtrin og mærkede så, hvordan madrassen bevægede sig, da den anden person lagde sig ved siden af hende. Mens stilhedens larm voksede imellem dem, bredte følelsen af skam og nederlag sig i Freyas sind. Det var Pax, der brød tavsheden imellem dem. Freya lyttede til hans ord uden at sige noget, selvom en lille del af hende havde lyst til at rive hovedet af ham. Sådan var det i hvert fald til at starte med.

Det var som om det krævede en kæmpe styrke for hende at frembringe et lille, kortlivet smil. Men... Helt perfekt... Det var da meget sødt. Hun sank den klump, der var vokset i halsen på hende og knugede så et af tæpperne tættere på sin barm, som kunne hun finde tryghed i det. Så tæt at man skulle tro hun prøvede på at blive ét med tæppet. “Jeg er vred på mig selv...” hviskede hun ud i halvmørket, da Pax var færdig med at tale. Det var som om en massiv port med adskillige hængelåse på åbnede sig inden i hende, da ordene formede sig på hendes læber. En port hun ikke var klar over, var begyndt at bygge sig op inde i hendes sind. “En mand kaldte på hjælp... han virkede så hjælpeløs, så jeg gik ind i gyden for at hjælpe ham... det var først, da jeg så tegnet på hans hals, at det gik op for mig, at det var en fælde,” sagde hun fjernt og mærkede, hvordan sårbarheden blottede sig for Pax, der stod med nøglebundet i hånden. Freya løftede og drejede sit hoved så meget hun kunne, for at få et lille glimt af Pax', inden hun var nødt til at ligge hovedet tilbage på puden igen. Han havde ingen skjorte på. Det mindede hende om den nat, hvor han havde overnattet hjemme hos hende. I et kort øjeblik smilte hun lidt ved tanken. Det var rart med en lille bid af et minde, der kunne tage pladsen fra de grimme tanker.

Men mindet forsvandt alt for hurtigt, og det var som om den grimme følelse inden i hende tog til i styrke. Som var den vred over at være blevet ignoreret. Hun var nødt til at fugte sine læber, inden hun kunne fortsætte. “Det er ikke kun, at jeg føler mig beskidt,” mumlede hun. “Hvis nu jeg ikke var gået hjem alene... hvis nu jeg ikke havde været så godtroende... hvis nu-” hendes stemme var ved at knække over, så hun var nødt til at tie. Hun bed sig selv i læben i et forsøg på at få kontrol over sin skælvende krop, og gemte ansigtet ned i puden.

Pax lyttede i stilhed til Freyas fortælling – og selv længe efter, at hun holdt inde, forblev han tavs. Han forstod ikke denne selvbebrejdelse men samtlige af hans tanker kommanderede, at han for blot et øjeblik rigtig ville tænke dem; forsøge at sætte sig i halvorkerens sted og sande, at han øjensynligt ikke kunne fjerne hendes smerte. Den var trods hendes egen at bære. Da Pax dog omsider besluttede at bryde tavsheden omkring dem, måtte han dog rømme sig forinden, i håb om at genfinde hans hæse stemme.

”De fulgte efter dig fra stenbruddet af”, begyndte han at fortælle, i en tone der ikke umiddelbart lod sig definere; som sådan var den ikke andet end konstaterende, men den afslørede også noget andet – nemlig, at Pax vidste, at han nu ville afsløre en væsentlig detalje, han i grunden havde ønsket at holde skjult. ”De udså sig dig fra start. Om du havde reageret på mandens tilråb eller ej, det betyder ikke noget, for det som skete i gyden. De ville bare have fået dig på en anden måde. Desuden –”, hastede Pax hastigt videre, i håb om at Freya ikke ville bide mærke i, hvad han i grunden tilstod til.

”Du gjorde det godt. Jeg så noget af det og du har virkelig en god teknik. Havde orkeren ikke været der… du ville jo have haft dem så. Du kunne ikke have forhindret… og du gav dem kamp til stregen! At være vred på dig selv er som at pisse i bukserne. Lad være med det. Det tjener ikke noget formål”, fortsatte Pax i samme logiske deduktion som tidligere, velvidende at han øjensynligt var ved at grave sin egen grav. ”Og hvis det sker igen… spil død. Bliv liggende. Lad være med at kæmpe. Lad som om, at du kan lide det. Voldtægt handler ikke om sex eller lyst, det handler om magt – så tag det fra dem. Mænd og kvinder der voldtager... de får et kick ud af det, hvis du stritter imod. Det er det, som tænder dem.”

Pax var stille i noget tid, mens han lyttede til hende. Det var rart, at han gav hende plads, men det var endnu bedre at høre ham bryde tavsheden. Høre den grove, hæse stemme sende en dyb klang ud i rummet. Selvom hans stemme var konstaterende, så nød hun blot hans dybe røst. Det fik Freya til at føle sig tryg, og hun ville ønske, at han bare ville fortsætte med at snakke, indtil hun faldt i søvn – men så var han en idiot og gik over grænsen.


“Ugh, Pax!” hun sukkede tungt, opgivende. “Du skulle bare være stoppet efter at have sagt jeg havde gjort et godt stykke arbejde med dem,” mumlede hun gnavent og overvejede, om det mon var nu hun skulle æde ham levende. Hun havde ikke kræfterne til at give ham en lammer, så i stedet sneg hendes hånd sig mod ham for at nive ham i maveskindet, hendes fingre i ly af de mange tæpper. “Jeg kunne aldrig lade som om jeg nød berøringen fra små uslinge som dem,” knurrede hun så kraftigt, at hovedpinen skreg bag hendes pande. “Har en mand ikke fortjent mig, så skal han holde sig væk,” brummede ulvinden resolut og skuttede sig under tæpperne. “Jeg kunne ikke komme væk... jeg ville have kæmpet til det sidste,” mumlede hun fjernt og endnu en skælven gik igennem hendes krop.

Hun prøvede at grave sig endnu dybere under tæpperne, mens hun i stilhed tænkte lidt mere over Pax' ord. Hun havde kæmpet det bedste hun kunne, og det var på en eller anden måde rart at få det anderkendt af Pax. At hun havde gjort det godt. Og måske havde han ret i, at de ville have lokket hende i en fælde uanset, om hun var gået ind i gyden eller ej. Men hvordan kunne han vide...

“Vent lige lidt. Hvordan vidste du, at de fulgte efter mig fra stenbru-” hun havde prøvet på at sætte sig op, så hun kunne kigge på ham, men måtte nu opgive, da smerterne i hoften protesterede voldsomt. “Avavava-avnmm...” hun måtte give op og endte med at dumpe ned på madrassen, nu liggende på ryggen. Hun tog en dyb indånding, og kiggede så hen imod Pax, da smerterne igen var til at overkomme. “Har du holdt øje med mig?” spurgte hun uforstående med letrynket pande. “Jeg troede du ville hade mig... fordi jeg gik...”

Pax spjættede, i det Freyas fingre greb om hans hud, og med øjne der slå lyn, satte han sig op. ”Du er tydeligvis ikke ved dit fulde fem”, mumlede han, næsten irettesættende, i det han lod sin tynde ryg hvile op imod stuens ene nordvendte væg – og rev en af tæpperne til sig. Sensationen Freyas fingerspidser havde efterladt Pax alene tilbage med, var ganske ulig nogen anden han længe havde følt. Faktisk, hvis Pax tænkte for blot et øjeblik, kunne han end ikke huske hvornår, at hans hud havde rørt en andens.

Ikke, at Freya lod ham dvæle ved det faktum for længe. Hendes skingre jamren fik ham omgående på andre tanker og med en let rynke mellem de brede øjenbryn, lagde han en hånd på hendes pande. Gestussen var hverken kærlig eller venlig; kun beordrende. ”Lad være med at bevæge dig”, lød det mumlende, i det hånden atter forsvandt og i stedet landede i hans skød, hvori også den anden lå.
Et svagt bump hørtes dernæst, i det Pax lod sit våde baghoved hvile mod trævæggen. Han skævede ned til Freya, som realiteten snart efter gik op for hende, hvorefter han trak på skuldrene. ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg burde hade dig”, svarede han sandfærdigt, for Pax havde aldrig selv tænkt i samme baner. Hvordan kunne han? ”Vi er vel en slags venner efterhånden… og jeg forstår godt, at du gik. Det ville have været mærkeligt andet… tror jeg.”

Pax lod sit blik vandre fra ingenting til Freya, og selv i det lette lys var de ulæselige. ”Jeg har bare fulgt dig hjem. Du var ked af det. Det virkede som det rigtige at gøre.”

Selvom det ikke var en blid gestus, så nød Freya på en måde alligevel at Pax lod sin hånd hvile på hendes pande i et øjeblik. “Du ved godt, jeg er min egen. Jeg tager ikke imod ordrer fra dig,” smålo hun drillende. Så meget som hendes forslåede krop nu ville tillade hende.

Det stak i hendes bryst, da Pax oprigtigt sagde, at han ikke vidste, hvorfor han skulle hade hende. Og følelsen lod ikke til at være en smerte, der stammede fra overfaldet. Faktisk var følelsen mere en slags... lettelse? Han hadede hende ikke. Var det sommerfuglene? Hun var ikke helt sikker på at hun lige nu var i stand til at kende forskel på alle de følelser, der strømmede igennem hende. Kun hendes hovedpine var en fast faktor.

Hun plejede at kunne aflæse Pax lettere, end hun kunne denne nat. Men det skulle ikke undre hende, hvis det var på grund af de tæv hun havde måttet modtaget tidligere. Nok havde Edwards evner allerede hjulpet hende gevaldigt, i forhold til da Pax slæbte hende gennem gaderne, men der ville nok gå nogle dage før hun var helt ved sine fulde fem igen.

“En slags venner,” mumlede hun fjernt og kiggede op i det mørke loft. Hun vidste ikke helt, hvordan hun havde det med den sætning. “Du ved,” sagde hun eftertænktsomt, og da hun drejede hovedet for at kigge på Pax, spillede der sig et gavtyvagtigt smil på hendes læber. “Jeg har aldrig haft 'en slags ven' før. Men,” tilføjede hun med så blidt et smil som hendes tilstand tillod hende “Det er godt at vide – jeg har din ryg, og du har min”. Freya havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at den bryske, kalkulerende hanulv ville have tænkt på hendes følelser, efter hun havde vendt ham ryggen. Men det havde han. Og det varmede. Det varmede rigtig meget for Freya, og på en helt anden måde end hele verdens tæpper og pejse var i stand til. “Tak fordi du bekymrede dig om mig Pax. Og tak for at du hjalp mig... Tak for at følge mig hjem,” sagde hun og kneb øjnene sammen en gang for at skjule de tårer, der pressede sig på. Var hun ked af det? Nej. Det var ikke det. For på en måde, som hun ikke rigtig kunne beskrive, så var hun hjemme. Her, ved siden af Pax. Hun strakte sine arme over hovedet, men måtte igen snart indse, at der var en grund til, at hun lå her med bandager og salve på i en fremmed mands hus. “Av, avav,” klynkede hun utilfredst, men kunne heller ikke helt lade være med at grine over sin egen dumhed, mens en uidentificerbar tåre trillede ned ad hendes kind.

I ly af sin siddende position betragtede Pax, hvordan Freya atter jamrede sig og hvordan, salte tårer forlod hendes kønne øjne. Usikker på hvorfra de var kommet, lod Pax sin hånd finde vej tilbage til halvorkerens pande, men denne gang var gestussen mindre beordrende; måske endda grænsende til venlig. ”Lad nu være med at bevæge dig”, mumlede han irettesættende men ikke hårdt, og for blot et øjeblik betragtede bandelederen, hvordan hans lyse hud stod i en skarp kontrast til Freyas grønne.
”Vi er i hvert fald venner for nu. Når du bliver oberst i Lysets Hær… For Zaladin selv, jeg skal have rykket hele Flokken op og lokaliseret dem på ny”, lød det dernæst men ligeså konstaterende tonen var, ligeså drillesyg var den også. Det var trods alt en bekymring til senere og hvem vidste? Mange ting kunne nå at ændre sig. Pax var måske end ikke at finde i Dianthos til den tid…

Langsomt lod Pax sin hånd glide henover Freyas bløde hår. Det havde været en indskydelse, et instinkt, der efterlod ham forsvarsløs og for blot et kort øjeblik, ikke indbød ham til andet end at gøre netop, hvad han gjorde. Pludselig meget bevidst om hans kærtegn, rev Pax hånden til sig og lænede sig frem, så hans arm i stedet kunne hvile på hans ene, oprejste knæ. Det efterlod også hans rødlige kinder bag skjul, hvormed Pax besluttede, at det var bedst at ignorere… hvad end det var, som var sket.

”Hvorfor har du grædt så meget den sidste uge?”, lød det efter et kort rum af tavshed mellem dem.

Pax rørte igen hendes pande, men denne gang lidt blidere end sidst, og Freya tog gladeligt imod gestussen. Han drillede hende med lysets hær, og hun gav ham et lille smil. Hun tvivlede på at en halvorker som hende kunne komme så højt op i rang, men det var da en meget sjov vittighed. Et lille suk undslap hende, da Pax lod sin ene hånd glide igennem hendes kraftige, mørkebrune hår. Hun nød hans kærlige berøring. Gestussen var kort, og Pax trak hånden tilbage til sig, som om han ikke selv vidste, hvad han havde gang i, men den havde betydet meget for hende. Kunne det passe, at hun ikke var den eneste, der havde sommerfugle i maven?

Freya fik ikke tænkt ret meget over det, før et spørgsmål undslap Pax' siddende skikkelse. Spørgsmålet overraskede hende. Havde han ikke forstået, at hun havde frygtet, at han hadede hende? Havde han ikke forstået, at han var vigtig for hende? Men... Havde hun overhovedet selv forstået, hvor vigtig Pax var for hende? “Jeg har... savnet dig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville se dig igen,” hviskede hun som om ordene kunne få ham til at forsvinde.

Hun mærkede den protesterende hovedpine. Men også træthedens mørke, der begyndte at indhylde hende. Måske trætheden især var kommet til hende, fordi hun lå så godt her. Ved siden af Pax. “Bliv hos mig i nat,” bad hun blidt og rakte ud efter hans oprejste knæ med en træt bevægelse, som om det var nok til at holde ham i sengen. Hun vidste ikke, om hun overhovedet nåede ham. Hun vidste ikke, om han overhovedet havde mulighed for at blive. Han havde jo sin flok. For mere nåede Freya ikke at registrere, før hun måtte overgive sig til besvimelsens dybe, drømmeløse søvn.





Fjernt i sin bevidsthed hørte hun døren til rummet gå op. Skridt på gulvet. Noget, der hoppede op i sengen. Lagde sig ved siden af hende. Faktisk, lagde sig meget tæt op ad hende. Hun puffede fjernt til den store krop, der pludselig syntes den også havde en plads i sengen. “Mishaaa, du fylder,” brummede hun søvndrukkent og gav kroppen endnu et puf. Men det var til ingen verdens nytte. Misha var en skødehund på godt og vel 40 kilo, og af en eller anden grund ville hun altid ligge og putte. Normalt elskede Freya det, men lige nu... “Misha, der er ikke plads til dig. Skrid.” Freyas stemme fremkom meget mindre kommanderende, end hun havde ønsket sig, mens hun vendte sig om imod Pax' skikkelse og gemte sit ansigt ind imod hans krop. En lille stemme inden i hende undrede sig over, at hun pludselig kunne ligge på sin venstre side, men Freya var for træt til at lade tanken fæstne sig.

Et vådt slik i nakken fik hende dog til at rulle om på ryggen igen i en utilfreds mine, men det gjorde kun situationen endnu værre. “Ugh, nej, stop, okay jeg er vågen-” hun satte sig ufrivilligt op i sengen i protest “- tak! Det var så-” hun tørrede hundesavlet af med sin ene arm “-absolut hele mit ansigt”. Hun blinkede med øjnene et par gange for at kunne fokusere og blev mødt af et meget muntert hundeansigt. Den lod til at være meget stolt af sin egen bedrift. “Åh. Du er ikke Misha,” mumlede hun, og hunden gøede højt en enkelt gang. Han var en korhåret, rødlig blanding af en mastiff og en jagthund, hvilket stod i skarp kontrast til Mishas fyldige, hvide og lysegrå pels.

“Jeg kan se i har mødt Trofast. Han har det med selv at åbne døre,” sagde Edward, der nu pludselig stod i døråbningen med et smil i de blodhundeagtige folder han havde i ansigtet. “Kom, lad os se på dig, min pige,” sagde han og trådte ind i værelset med en flaske af den lilla væske, hun også havde fået i nat. Trofast sprang ud af sengen, og med en tøven fulgte Freya trop og kravlede forsigtigt over Pax. Hun fik drukket den lilla væske, og Edward lod til at være tilfreds med, hvor meget hendes hævelser allerede havde fortaget sig. Hovedpinen var stort set væk. Snitsåret i hendes hofte havde det også meget bedre, men Edward smurte for en sikkerheds skyld noget mere salve på og lagde en ny forbinding. Dog noget mindre denne gang, nu da såret ikke blødte så meget mere. “I skal være velkomne til at blive. Freya, jeg så i hvert fald gerne, at du blev her, tidligst til i aften. Du skal ikke tænke på dit arbejde, det har vi taget os af,” sagde Edward, og Freya opgav med det samme at spørge, hvad han – og måske Pax, havde gjort for at ordne hendes arbejdssituation, eller generelt hvem 'vi' var. Kunne hun stadig blive overrasket? Med et lille smil og et nik vendte Edward sig om og gik ud af døren igen, med Trofast travende efter sig, og lukkede døren.

De var alene igen.

Freya blev pludselig meget bevidst om, at hun kun stod iført undertøj. Foran Pax. Og uden nogen tæpper omkring sig. “Faktisk, er du ret køn.”, “...helt perfekt”, Pax' lange, tynde fingre, der langsomt strøg igennem hendes mørkebrune hår. Tankerne larmede inde bag hendes pande, mens hun langsomt drejede hovedet for at kigge på den høje, tynde skikkelse i sengen. Det her var anden nat, de havde sovet sammen. Og hun havde sovet utrolig godt ved hans side. Det føltes rigtigt. “De fik mig ikke...” At få. At tage. Eller at give. Hun kunne give sig selv. Og hun kunne give sig til hvem, hun end havde lyst til. "Har en mand ikke fortjent mig, så skal han holde sig væk". Og Freya vidste lige præcis, hvem hun syntes, der havde fortjent hende.

Med langsomme skridt gik hun tilbage til sengen, mens hun betragtede Pax' halvnøgne, arrede skikkelse. Det halve brændmærke på hans bryst. Arrene og det halve brandsår i hans ansigt. Han var helt ren. Han måtte have vasket sig i går. Og det gav hende kun endnu bedre mulighed for at betragte ham. Freya havde ikke helt planlagt, hvad hun egentlig havde gang i, før hun gav ham et skævt, drillende smil og kravlede op i sengen igen. Men hun kravlede ikke over Pax for at ligge sig på den anden side. I stedet stoppede hun, støttende på knæene og hænderne, lige over Pax' muskuløse krop. Udemærket godt klar over, at hun havde valgt en taktisk placering, hvor Pax havde frit udsyn til hendes kavalergang, og at han med hende i denne position kunne røre hende, hvor end han måtte have lyst. “Godmorgen alfa,” spandt hun kælent, mens hun kiggede ham i øjnene. “Har du travlt i dag?” Hun følte sig blød og varm, selvom hun havde været væk fra tæpperne. Selvsikker, tiltrækkende, og hun nød Pax' halvnøgne, muskuløse skikkelse under sig. Hun vidste pludselig, hvad hun ville have. Men med Pax' fortid kunne det være, at de skulle gå langsomt frem. Og hvis han ville afvise hende, enten fordi han ikke ønskede hende, eller fordi hun kom for tæt på, så ville hun også lade ham gøre dét. Hun ville flytte sig, hvis han ønskede det. I dag var heller ikke dagen, hvor hun ville gå hele vejen, men hun ville lade Pax vide, hvad han kunne få.

Jeg har savnet dig. Bliv hos mig i nat.

Ordene blev ved med at give genlyd bag Pax’s hvide pande, selv længe efter, at Freya omsider faldt i en dyb søvn – og han blev siddende, som en loyal vagthund, indtil søvnen omsider også lagde sine klamme hænder om ham selv.
Forinden var der dog ting der måtte gøres; ting der måtte ordnes og efter at have konsulteret med Edward over et måltid mad, blev de begge enige. Det var vigtigt, at Freya fik hvile og hendes arbejde i stenbruddet, var ikke just det, hendes krop afkrævede, hvormed det hastigt blev konstateret, at der måtte sendes besked til udgraveren selv. Pax havde ingen skrupler ved at lyve, og efter at have set ind i Ulvens stålgrå blik, havde Edward pludselig heller ikke, hvormed bandelederen atter kunne skridte tilbage til sengen, hvori Freya lå og sov tungt. Der var noget betryggende ved at placere sig ved siden af hende, men Pax tillod ikke sig selv at dvæle ved det faktum for længe. Det er bare et spørgsmål om tid, før Freya og hans egne veje måtte skilles.

- - -

Det var først og fremmest lydene af hunden og Freyas brok, der omsider vækkede Pax. Det tog ham mindre end et øjeblik, at genkalde sig episoden fra aftenen før, og med døsige øjne, der ikke afslørede, hvad hans tanker bestod af, betragtede Pax, Edward tage Freya i nærmere øjesyn. Igennem natten havde Pax lagt ubevægelig på ryggen, for hans egne smerte tillod ham ikke, at vende eller dreje sig som han fandt det behageligt. Det var nu ikke et faktum, han ønskede, at drøfte med den gamle mand, hvormed han holdte begge læber samlet.
I hvert fald indtil de atter var alene og Freya stirrede på ham med øjne, han ikke kunne genkende…

”Hvad er der galt?”, lød det hæst, i det halvorkeren satte i bevægelse og dernæst lagde sig på alle fire over ham. De mørke øjne veg ikke fra Freyas egne; aldrig havde de været ligeså urokkelige, som i det øjeblik og Pax stivnede under det varme tæppe. Ikke, at det var ubehageligt; snarere ukendt og Ulven selv anede ikke, hvad kvinden over ham forventede. Det var i sig selv nok til, at Pax blot lå og betragtede hende intenst, selv længe efter at Freya havde spurgt indtil hans dags begivenheder – i en ganske særlig tone, Pax på en og samme tid, ikke genkendte men som heller ikke var fremmet. Den prikkede uforløst til et instinkt i ham, han ikke vidste, at han besad.

De stålgrå øjne gled langs Freyas hals, til de nåede hendes dybe kavalergang, der på en eller anden måde var… tillokkende i sig selv, uden at hun behøvede gøre særlig meget andet, end at smile ned til ham, som hun gjorde netop i det øjeblik. Og dernæst skete der noget, der fik Pax til at brumme, ”øøh…” og dernæst løfte op i tæppet, for at betragte den hårde bule under buksernes tynde stof.
”Det… det gør den ikke normalt…”, lød det hastigt, næsten skingert fra den uerfarne unge mand, i det han satte begge hænder i madrassen og forsøgte at hive sig baglæns. Hvad det dog resulterede i, var, at de for et øjeblik kun kom tættere på hinanden; Pax med røde kinder og ulæselige øjne, der stadig på intet tidspunkt, syntes at kue under Freyas eget.

Hendes smil blev kun endnu bredere, da Pax' mørke blik urokkeligt mødte hendes. Det lod til, at hun havde fanget hans interesse. Desværre rørte han ikke ved hende, men frøs derimod helt fast i noget tid. Var hun mon alligevel gået for vidt? Skulle hun fjerne sig nu? Hun havde ikke lyst til at rykke på sig, for han gjorde ikke mine til at skubbe hende væk. Så hun valgte at blive over ham, for nu bevægede hans blik sig ned ad hendes krop ligesom hun havde håbet på. Pax kom med en brummen, der fik ham til at lyde helt overrasket, og det gjorde straks Freya nervøs for, om der var noget galt. Hun rykkede derfor lidt på sig, så hun kunne følge Pax' blik som han fjernede tæppet om hans krop. Oh. Det var åbenbart bulen ved hans skridt, som han reagerede på.

Afsløret, tænkte hun tilfredst.

Freya kunne ikke skjule selvtilfredsheden i sine øjne. Så det var ikke noget, hun bare håbede på. Ulven selv fandt hende rent faktisk interessant. Mere end dét kunne man måske sige, og sommerfuglene spredte sig i hendes bryst. Hendes tilfredse smil blev dog erstattet med et lettere undrende blik, da Pax fjoget prøvede at bortforklare hans voksende lem. Og hans forsøg på at bakke væk fra hende mislykkedes på sin vis, da det kun gjorde, at deres ansigter kom endnu tættere på hinanden, end de allerede var. Den ellers så urokkelige ulvs stemme havde knækket over i en skinger lyd, og nu stirrede hans stålgrå øjne fast på hende i et ulæseligt blik. Men han havde allerede givet flere tegn på, at han ikke nødvendigvis havde noget imod hendes nærvær, så Freya besluttede sig for ikke at rykke sig væk fra ham. Desuden var den tiltagende farve i hans ellers så blege kinder også et tegn på, at hendes tilnærmelser var velkomne. Uventede, men velkomne.

Et lille smil dansede frem på hendes læber som de lå der, ansigterne kun få centimeter fra hinanden. Pax' nervøsitet fik en lille tanke sat i gang inden i hende. En tanke, som ikke havde strejfet hende før overhovedet. Havde Pax mon taget imod en kvinde før? Han styrede egenrådigt den største gruppe af kriminelle, der befandt sig i Dianthos. Han kunne snige sig uset rundt. Få folk til at vige for ham med et enkelt blik. Han kunne slå andre mennesker ihjel. Men her, i sengen under hende, virkede han meget usikker. Pax havde aldrig slået hende som værende en skørtejæger, men som mand i så magtfuld en position som hans, så var hun overrasket over, at det lod til, at han aldrig havde været sammen med en kvinde før.

Så måtte hun jo bare føre an.

“Jeg tager det bare som en kompliment,” sagde hun med det lille smil stadig dansende på sine mørke læber, mens hun drejede hovedet en anelse, så det lå på skrå imod hendes ene skulder, så det så ud som om hun var genert. Men hendes øjne fortalte en helt anden historie. Ganske langsomt lænede hun sig lidt ind over Pax. “Og jeg elsker komplimenter” hviskede hun i hans øre, inden hun trak sig væk igen, så hun igen lå på alle fire over ham. Freya nød at se Pax' lyst, for den stemte overens med hendes egen. Varmen, der strømmede igennem hendes krop, og fik det til at kilde i hendes underliv. Hun var slet ikke i tvivl om, at hendes krop gerne ville gå hele vejen, men i dag var ikke det rette tidspunkt.

“Jeg ville bare give dig noget,” sagde hun kælent og håbede på, at Pax fandt hende spændende. Hun vejrede let med kroppen, som blade der reagerer på sommerbrisens lune pust. I et håb på at hanulven igen ville tage hendes krop, hendes dybe kavalergang, hendes brede hofter, i betragtning. Og som en invitation til, at han gerne måtte røre ved hende, hvis han lystede det. “Her-” sagde hun i et let åndedrag og lænede sig igen langsomt ind over Pax' tonede krop. Denne gang kom hendes ansigt helt tæt på hans, da hun langsomt lod sin tunge give Pax' mundvig, hans brandsår, et slik. Det var en langsom, dyb, lysten gestus, der fik en skælven af begær til at sitre igennem hele Freyas ellers så stærke krop. Det var utrolig svært for hende ikke bare at give sig hen og omfavne Pax i et dybt, lidenskabligt kys lige nu, lige her. Derfor kunne Freya heller ikke trække sit ansigt væk fra Pax igen. I stedet blev hun. Med deres ansigter, deres læber, ufatteligt tæt på hinanden, i håbet om at alfahannen ønskede mere fra den strejfende hunulv.

Pax frøs fast til sengetæpperne, som Freya smilede til ham og dernæst kælent lænede sig nedover ham. Bag hans tynde brystkasse hamrede hans hjerte i en vild galop, og for blot et øjeblik stod verden stille. De arrede hænder knugede om halmmadrassen under dem, for det var Pax’s eneste holdepunkt midt i alt det ukontrollerede; følelserne, der fik hans lem til at pulsere, og ikke mindst de gys, der gik igennem hans krop ved den nære kontakt. Stadig lå de stålgrå øjne urokkeligt i Freyas egne mørkebrune; som kunne bandelederen finde alle svar på hans spørgsmål i hendes blik alene, eller som var Freya selv både hans bøddel og skytsengel.

For Freya var i sandhed hans bøddel. Så meget vidste han nu. Halvorkeren måtte blive hans undergang, der var ganske enkelt ingen anden vej udenom, i det Freya aflagde den sidste afstand mellem dem og slikkede hans mundvige kælent.

Alting gik i stå – det var det sidste Pax nåede at registrere, forinden at han faldt, ned i en dyb afgrund omringet af fortidens spøgelser. Hvad der skete næstfølgende skete på blot et øjeblik; Pax satte fra med hænderne, og skubbede sig med al den kraft, han besad, og endte med et hårdt bump på gulvbrædderne. De stålgrå øjne var store og hvilede på Freya, men han så ikke længere halvorkeren; han hørte ikke længere sit hjerte springe slag over i indestængt panik og ej heller, hvordan hans åndedrag blev overfladisk og forhastet. Pax end ikke mærkede kollisionen med gulvet, selvom hans statur fornægtede ham og hans baghoved dernæst kolliderede med stuebordets hårde træstolpe.
Stadig fortsatte han sin kravlen henover gulvet, til han omsider støttede mod et gammelt klædeskab og dernæst ikke kunne komme videre. Det blev registreret et sted i baghovedet, at dette var hans sidste hvilested, for straks efter hev Pax sine tynde ben til sig og samlede sine armen omkring dem.

”Mit navn er Pax. Jeg er seksogtyve somre. Jeg er født den 3. juni. Min mors navn var Esmaralda Fletcher. Jeg er okay”, hviskede Pax sin ukuelige remse, nærmest i en sang, og stadig med sine øjne hvilende på Freya, selvom han aldrig så hende – kun alskens mænd, der stirrede sulten tilbage på ham. ”Mit navn er Pax. Jeg er seksogtyve somre. Jeg er født den 3. juni. Min mors navn var Esmaralda Fletcher. Jeg er okay… Mit navn er Pax. Jeg er seksogtyve somre. Jeg er født den 3. juni. Min mors navn var Esmaralda Fletcher. Jeg er okay.”

Det gik helt galt. Intet ville have forberedt hende på den situation, der udfoldede sig foran hende. Pax, der som et skræmt dyr fløj væk fra hende med alle de kræfter, hans krop kunne mønstre, ignorerede sammenstødet med gulvet, kravlede hen ad de ujævne brædder, krøllede sig sammen ved det gamle klædeskab, og spyttede en remse ud som havde han mistet forstanden. Om og om igen gentog han den, og der lod ikke til at være nogen ende på galskaben. Hans øjne var store i vildskab, mens han kiggede på hende og klamrede sine arme omkring sine knæ. Som var det, det eneste, der holdte sammen på hans eksistens.

Freya frøs i et øjeblik. Men så gik det op for hende, at hun ikke kunne spilde tiden. Hun kunne ikke bare sidde og se på mens Pax, den normalt så kontrollerede hanulv, gled tættere og tættere mod afgrunden. Hun vidste, at hendes første skridt i denne proces kunne risikere at skræmme Pax yderligere, men det var den eneste plan, hun havde.

Med samme beslutsomhed som skulle hun til at indfange en vild hingst, rejste hun sig fra sengen, fjernede afstanden mellem hende selv og bordet, hvor hun trak en stol ud. "Vi skal have styr på den vejrtrækning," sagde hun med en stemme, der var lige så fast som et bjerg, hvor hun sekundet efter bukkede sig ned efter Pax. Som en hund, der prøver at trøste sin ejer, tog hun fast men blidt fat under Pax' ene arm, samt en arm omkring livet på ham, så hun kunne løfte ham op og hjælpe ham over at sidde på stolen. Stadig med den faste, førende attitude, der hentydede til at hun var her for at hjælpe, pressede hun sin hånd imod den øverste del af Pax' ryg, for at få ham til at læne hovedet ned mod benene. Så han kunne få blod til hovedet. Undgå at besvime grundet hans angstfyldte vejrtrækninger. Hun prøvede at være blid, men bestemt, i hendes bevægelser som hun tog sig af ham. Som en mand, der skal føre an for ham selv og hans partner under en vals.

I en glidende bevægelse satte hun sig ned på knæ på gulvet foran Pax' paniske skikkelse, stadig kun i underklæder, med en tung hånd hvilende på hans skulder for at give Pax den jordforbindelse, han så ud til at have brug for. Og for at kunne holde øje med hans vejrtrækning gennem de impulser hans krop overførte til hende. "Følg min vejrtrækning-" sagde hun med en stemme, der var ment til at være lige så tiltalende som en hypnotisør, der beder dig om at fokusere på et vuggende ur. Hun fyldte sine lunger med luft gennem næsen i en dyb vejrtrækning, holdte det et halvt sekund, hvorefter hun pustede ud via munden. Sådan fortsatte hun, i håbet om at Pax snart ville komme til sig selv igen.

Pax registrerede kun svagt, at nogen nærmede sig ham og per instinkt forsøgte han at kravle væk; lige meget hjalp det dog, for klædeskabet stod stadig i vejen.
Blinde fingre lagde sig omkring ham og pludselig så de stålgrå øjne, hvem skikkelsen tilhørte. Freya. Hendes stemme nåede hans øregang, hendes beordring dernæst. Hans vejrtrækning. Men – hvad var der galt med den? Stadig kunne han ikke høre den, heller ej de melodiske og lavmælte ord, der stadig undslap ham i en evig remse. Han fulgte dog med hende, for Freya gav ham ikke megen valg og dernæst, endte hans hoved mellem hans ben. En tung hånd lå et sted på hans baghoved og langsomt, begyndte han at gøre, hvad han fik besked på. 

Dybt ind, dybt ud… og så igen, dybt ind og dybt ud…

Til sidst kunne Pax ikke længere tale, og ordene forstummede til fordel for vejrtrækningsøvelsen, der sikkert og stødt bragte ham tilbage til virkeligheden. Langsomt fandt Pax’s egen hånd op til Freyas og han tog fat i den i en fast greb, for at guide den ned til hans ene kind, hvorved han pressede den mod. Han svedte, så meget kunne han mærke, og hans ben dirrede under ham. Hvad var der sket? Freya havde… Freya havde nærmet sig og hvad derefter? Han syntes ikke at kunne finde hoved og hale i alt det fragmenterede, og med en brummende lyd, snerrede han mod gulvet.

Skammen fulgte derefter og den kolliderede med hans tynde skikkelse, så Pax spændte i kæben og skar en grimasse. ”B-beklager…”

Pax' remse ophørte. Hans vejrtrækning begyndte at følge hendes egen. Så det virkede. Godt. Freya kunne mærke lettelsen begynde at strømme igennem hendes krop. Som en lille bæk, der begyndte at tø op grundet solens stråler efter en kold vinter. Lettelsen fik hende til at kigge ned på de ru gulvbrædder og drage et lettelsessuk. Det var overstået. Og hun havde været i stand til at gøre noget.

Hun kiggede op igen, da hun mærkede Pax' hånd på sin egen. Som tryllebundet lod hun ham føre den til hans blege, næsten sultindsunkne kind, hvor han lod den presse ind på hans hud. Hans krop var svedig efter den stress, den havde været igennem, men Freya ænsede det knap nok. Hun veg lidt i skyldfølelse, da alfahannen snerrede mod gulvet, selvom hun inderst inde godt vidste, at han ikke snerrede ad hende. “Du skal ikke undskylde Pax. Du har ikke gjort noget,” hviskede hun og kiggede på ham igen. Langsomt og blidt lod hun sin tommelfinger nusse hans kæbeparti en enkelt gang, i håb om at få ham til at slappe af i spændingen. ”Men det har jeg. Jeg gik over din grænse. Kan du tilgive mig?” spurgte hun, mens hun lagde hovedet lidt på skrå i håb om forsoning.

Pax vidste et øjeblik ikke, hvad han skulle sige. Til trods for hans vejrtrækning, der nu var normal, følte hans brystkasse stram og uregerlig; som lå der et særligt, usynligt pres over den, han ikke kunne slippe af med. Stadig kom de forfærdelige billeder, men nu som glimt bag hans pande, og ikke som illusion i virkelighedens verden; den, hvori han befandt sig ved overfra Freya, med hendes kind mod hans skarpe kæbe.

”Glem det”, brummede han, ude af stand til at lade deres blikke mødes, i det han omsider satte sig op. Ordene var ikke hårde, til trods for at deres karakter måske indbød det. Snarere fraværende for skammen var ganske ulig nogen anden, Pax nogensinde havde følt; denne fik hans krop til at gøre ufrivillige spasmer, som havde han ikke selv kontrol over den og for den kontrollerende Ulv, var det i sandhed noget af en sensation.

”Der er ikke noget at tilgive. Den medicin… den må have gjort dig liderlig som en hund”, sagde han dernæst, hvorefter han forsøgte at sende hende et drillesygt smil; det var dog påtaget og nåede aldrig hans stålgrå blik, der stadig flakkede hvileløst. ”Ellers ville du aldrig have gjort… sådan”, resonerede Pax videre, overbevist om sin egen logiske deduktion, i det han lænede sig tilbage i stolesædet.