Som tiden var gået, havde Nianna været rundt i store dele af landet. Aldrig blevet længere end en dags tid de forskellige steder, altid på farten for at nå at se mest muligt inden hun blev alt for syg af hjemve. Hun havde allerede oplevet dage hvor det havde været slemt, hvor hun havde haft lyst til bare at løbe og løbe, og først stoppe når hun nåede hjem, men så hver gang stødte hun på en lille ting, der gjorde at hun endnu ikke kunne rejse hjem og slutte sit eventyr, som det så havde været en ny plante eller et nyt bekendtskab. Hun havde lært fra sin rejse at mange personer faktisk kunne være flinke nok, så hun ikke behøvede frygte alle på samme måde, som hun havde gjort hele sit liv, men et enkelt bekendtskab havde også lært hende at være varsom, altid mærke efter i sit stille sind, så hun aldrig mere ville møde nogen som vampyren Dimitri. Hendes skader fra mødet var heldigvis healet, men fra hendes venstre øje ned over hendes kind og kæbe, helt ned til hagen havde hun det fineste tynde rosa ar, det var stadig frisk men endelig healet op, så hun ikke behøvede frygte en infektion længere.

Hun stoppede da hun nåede et skovbryn, hendes kontakt til naturen havde altid været større end hendes lyst til menneske, så hun hvilede for en kort stund panden imod det første træ hun nåede, trak vejret dybt ind og lod alle duftene falde til ro i hende. Hendes skuldre sank let ned, som hun lod blikket vandre rundt ved skoven. Hun havde mistet en del af sit overblik over hvor henne hun befandt sig, men vejret var mildere end det havde været førhen, så hun måtte have bevæget sig nedad i landet, samtidigt med foråret også nærmede sig med hastig skridt for hver dag der gik. Hun så lidt ned af sig selv, hun havde været heldig at finde en ganske lille sø hvor hun havde kunne vaske sig, og få sit skind tøj renset for det værste skridt, men hendes fødder var stadig som altid bare. Hun havde aldrig ejet et sæt fodtøj, men hun var blevet så vant til at undvære at hun sikkert aldrig ville kunne vende sig til at skulle bruge det. Hun lod skindsækken hun bar over skulderen falde ned på jorden, inden hun satte sig ned med ryggen imod den store træstamme bag sig, mens hendes blik spejdede ud over terrænet med ro i blikket og et lille smil om hendes læber. 

Lianna havde været i skoven i nogle dage nu, på jagt efter noget, der kunne lede hende på sporet af hvad der var sket med Alf, hendes ældste bror. Han var forsvundet på en jagttur med sin gruppe, og ingen vidste hvad der var sket eller hvor han var nu. Alf var den af Liannas brødre, som hun havde det bedst med, på trods af at der var 10 år imellem dem så lod han til at være den der forstod hende bedst, måske lige med undtagelse af deres søster, Freydis. Hun var dog blevet gift nu og flyttet fra gården, så det var efterhånden ikke særligt ofte de så hinanden mere. Lianna savnede sin søster, hun syntes godt det kunne være hårdt at være ene pige nu blandt 5 brødre, der alle så hende som den irriterende lillesøster der ikke rigtig kunne noget. Hun håbede derfor, at denne rejse hun nu var taget på, kunne bevise overfor hele familien, at hun var meget andet end bare en lille pige. Hun var også næsten voksen nu! Så det var noget pjat at blive ved med at kalde hende lille, syntes Lianna. 

Hun havde fulgt nogle spor i skoven i et par dage, men hver gang havde det ledt hende på vildspor, så hver gang var hun vendt tilbage til det sted, jægergruppen havde udpeget som værende hvor de sidste havde set Alf. Det var også der, hun nu var på vej hen. Hun havde markeret små pejlemærker til sig selv, så hun ikke farede vild på vej tilbage, men altid små, ubetydelige ting som kun hun selv ville lægge mærke til. Da hun nåede udkanten af skoven, bemærkede hun en ung kvinde, der kom imod hende, og hun så hende hvile panden mod et træ, for derefter at sætte sig ned. Lianna bemærkede kvindens lyse hår og hud, og tænkte at hun lignede en, der måtte komme nordfra. Hun gik hen til kvinden, og med et smil på læberne sagde hun
”Du ligner en der kommer langvejs fra, du er ikke faret vild, vel?”
Hun smilede stadig, og gjorde alt for at udstråle venlighed og hjælpsomhed i sine ord.

Det gav et sæt i Nianna, da hun pludselig hørte en kvindes stemme i nærheden af sig. Hun havde slet ikke observeret hende, eller hørt hende nærme sig før hun var kommet faretruende tæt på. Hendes første indskydelse på ordene var dog en mild latter, det var ikke første gang hun var blevet mødt med de ord, om hun var faret vild, og lige som sidst kunne hun ikke lade være med at tænke på om det overhovedet var muligt at fare vild, når man ikke havde nogen bestemt destination man sigtede efter. Hun strøg let et tot af de vildfarende lyse lokker om bag øret, så hun bedre kunne se den unge kvinde der pludselig stod hos hende. Hvis ikke hun vidste bedre lignede de næsten nogen der var jævnaldrende, måske med et par års mellemrum. 

"Nej, det tror jeg ikke.." svarede hun med et smil om læberne, hendes sprog var bestemt blevet forbedret på hendes rejse, for hun havde pludselig fundet sig i så mange uvante situationer, hvor krystalisiansk pludselig var blevet en bidende nødvendighed. Mennesker, eller nærmere alle væsner så sig åbenbart dybt afhængige af den måde at kommunikere på, trods hun havde klaret sig hele livet uden at have brug for at ytre et eneste ord til en anden person.

Hun skævede lidt rundt, for at forsøge at forsikre sig selv om kvinden var kommet alene, hun havde ikke lyst til at sidde på jorden, hvis der var flere i nærheden, for hendes tillid var ikke den største når det kom til fremmede. Hun lagde hænderne på stammen bag sig, inden hun skubbede sig op fra jorden og kom lidt usikkert på benene. Hendes fødder var stadig ømme af den lange tur, og hver gang hun hvilede, om det så blot var et par minutter, var det nok til smerten blev lidt værre indtil hun igen kom i bevægelse og fik det arbejdet lidt væk. Da hun havde sikret sig, at der ikke var andre i en umiddelbar nærhed, hvert fald hvad hun kunne se, sank hendes skuldre lidt sammen som hun blev en anelse mere rolig, før hendes blik vendte tilbage til kvinden foran sig. 

Lianna havde godt fornemmet den anden kvindes svage forskrækkelse, da hun havde talt til hende, hvilket også var grunden til, at hun gjorde mest muligt for at fremstå venligtsindet. Hun bemærkede at kvinden så rundt, som for at se om der var andre end dem i nærheden, så Lianna sagde:
”Bare rolig, der er ikke andre. Jeg er alene.”
Et stykke derfra begyndte et par fugle at kvidre, og hvis man lyttede godt efter kunne man svagt høre den sagte rislen i bækken lidt længere inde i skoven. Lianna havde været i skoven i nogle dage nu, så hun var så småt begyndt at kunne finde rundt, om end hun stadig havde brug for sine små pejlemærker hist og her for ikke at fare helt vild.
Hun så på kvinden igen, og bemærkede at hun var lidt usikker på benene da hun rejste sig.
”Er du okay? Har du ondt eller noget?”
Lianna var meget hjælpsom af natur, og hun havde lært fra helt lille, at man altid skulle hjælpe hvor man kunne, så hvis nogen så ud til at have brug for hendes hjælp, sprang hun gerne til. Hun kendte blandt andet en del til de forskellige planter, og vidste hvordan man f.eks. kunne lindre ømme fødder, fremskynde sårheling, og fjerne betændelse med forskellige urter og planter.

Nianna vidste ikke helt om hun kunne stole på kvindens ord, men hun måtte dog indrømme at kvindens ord virkede sandfærdige, for hun kunne ikke få øje på nogen andre i nærheden. Det var først nu hun bemærkede at kvinde, faktisk udover at de så jævnaldrende ud, lignede hun faktisk også blot et menneske. Et smil tegnede sig om hendes læber, som hun betragtede hende mere indgående, men hun fandt ingen horn, vinger, hugtænder, hun var heller ikke grøn og gigantisk, for ikke at nævne hendes øre var ganske normale. Hun lod tænkende den ene hånd stryge let hen over kæben og munden, inden hun til sidst gjorde et lille nik til kvindens ord. Hun valgte at tro hende, at hun rent faktisk var der alene, men hvorfor? 

Hun bukkede sig stille ned, da hun først var kommet op og lod hænderne glide let masserende over benene mens hun lyttede til kvindens ord. Hun rystede let på hovedet inden hun rettede sig op. "Bare øm.... Gået meget langt.." forsøgte hun at forklare, men hun havde stadig meget at lære når det kom til at snakke med fremmede personer, men hun var selv overbevist om at hendes ord havde været tilstrækkelige denne gang til at forklare situationen. I stedet lagde hun hovedet let på skrå mens hun så på kvinden. "Menneske... Ikke?" spurgte hun overraskende direkte, hun var ikke bekymret for at det kunne såre hende, hvis hun havde taget fejl, for hun følte sig så sikker på det var, hvad kvinden var.

Lianna fornemmede en svag skepsis fra kvinden, men ikke en decideret fjendtlighed på nogen måde, bare almindelig sund fornuft overfor fremmede. Det var altid en god ide ikke bare at stole blindt fra fremmede uden videre, men Lianna havde altid været meget venlig og hjælpsom af sind, så for hende faldt det naturligt at snakke med andre på sin vej, og hjælpe de, der måtte have brug for det.

Hun bemærkede kvindens let masserende bevægelser på benene, og nikkede da hun hørte hende snakke. Kvinden var øm i benene, ganske som Lianna havde antaget, da hun havde besvær med at komme på benene lige før. Hjemme på gården havde Liannas mor lært hende om de forskellige helende urter og planter, og deres virkning. Hun vidste derfor, at en blanding af mos og brændenælde havde en god effekt på ømme ben.
”Hvis du vil, kan jeg lave noget til dig, der kan hjælpe på ømme ben?”
Hun så på kvinden og afventede hendes svar, inden hun nikkede, og svarede på hendes andet spørgsmål.
”Ja, menneske ligesom du, går jeg ud fra?”
Hun kunne ikke se hverken spidse ører eller andre tegn på, at kvinden foran hende var andet end menneske, så hun håbede ikke hun tog fejl.

De fleste af urterne som Nianna havde fundet undervejs på sin rejse, kendte hun ikke effekten af, så et tilbud som dette var svært at takke nej til, trods hun ikke var helt sikker på kvindens intentioner. Lettere tøvende, endte hun dog med et nikke ganske let, inden hun forsøgte at mønstre et smil til kvinden, for der var ikke nogen umiddelbar grund til ikke at forsøge at åbne op. Hun havde egentligt set frem til et langt hvil, hvor hun måske havde kunne lukke øjne lidt, for de sidste mange dage havde hun fået byttet helt rundt på døgnet, da hun gik når energien var der og hvilede når hun følte for det, uden en egentligt plan var det hele bare langsomt skredet for hende. 
"Jo, os menneske..." svarede hun, som smilet voksede let omkring hendes læber, det var næsten helt betryggende at vide, hun for en gang skyld blot var stødt på et menneske, der var så mange væsner hun ikke kendte til før hun begav sig afsted, så at støde på så mange ting virkede overvældende.
"Dit hjem?" spurgte hun og pegede let imod skoven bag hende. Måske hun også var opvokset i skoven, selvom hun havde lidt sin tvivl, hun virkede mere fortrolig med andre personer, og havde tydeligvis et bedre sprog end Nianna selv.

Lianna nikkede blot, da kvinden havde bekræftet hendes tanke om, at hun også var menneske. Hun smilede lidt, da hun hentydede til skoven som Liannas hjem, men rystede så på hovedet.
”Nej, jeg kommer fra en lille landsby nord for skoven her.”
Hun bemærkede at kvinden virkede træt, så hun tog sin taske af, bredte sit skind ud foran et stort træ, og så på kvinden med et smil.
”Du ser træt ud, sæt du dig og hvil dig lidt, mens jeg finder de urter jeg skal bruge.”
Lianna gik herefter lidt ind i skoven igen, og inden længe kom hun tilbage med lidt mos og nogle brændenælder. Hun lagde planterne fra sig i græsset, tog sin taske og fandt det lille træskærebræt, samt en rund sten der var omtrent på størrelse med en knyttet barnehånd. Herefter satte hun sig i skrædderstilling i græsset, lagde skærebrættet i skødet, og begyndte at mose planterne mellem stenen og skærebrættet. Efter lidt tid tog hun sit vandskind frem, og dryppede nogle dråber vand på blandingen, inden hun igen kværnede det med stenen. Da blandingen var blevet som hun ønskede, lagde hun forsigtigt alt pånær skærebrættet med blandingen på fra sig, og gik hen til hvor kvinden sad.
”Nu skal du se, om lidt er dine ben slet ikke så ømme mere.”
Forsigtigt løftede hun lidt op i kvindes beklædning, og begyndte at smøre blandingen ud på hendes ben.

Lettere ængstelig fulgte hun kvindens bevægelser, mens hun lyttede til hendes ord. Så hun boede altså ikke i skoven men i nærheden, i en by? Hun nikkede tankefuldt for sig selv, inden hun gjorde som kvinden havde instrueret. Hun lod sig glide ned på skindet og lænede sig imod træet bag hende, med blikket rettet op imod kvinden. 
"Tak... Hvad er.... ehm... dit navn?" spurgte hun lidt forsigtigt, som hun forsøgte at finde ordene undervejs som hun udtalte dem. Hun lagde hovedet let på skrå, inden hun vendte blikket ned til sine ben. Hun vippede let med de bare tæer inden et svagt suk slap over hendes læber, helt afslappet i kroppen. 

Da kvinden forsvandt, så hun efter hende, spændt på hvad det var hun havde ment, hvilke urter der mon kunne hjælpe på ømme muskler. Hun kendte til flere der kunne lindre smerter og endda heale sår, men ikke noget som kunne hjælpe på ømme muskler i benene, så da kvinden kom tilbage med mos og en plante, så hun nysgerrig til, hun havde aldrig forestillet sig at de to kunne virke sammen, for hun vidste at plante kunne være ganske ubehagelig at røre ved, især bladende kunne efterlade en virkelig frygtelig svie og kløe. 
Da hun begyndte at kværne tingene sammen i en let grødet masse rettede hun sig lidt frem for bedre at kunne følge med i processen hun havde gang i. Hun kunne dog ikke lade være med at trække sig let, som hun kom nærmere med den masse hun havde fået lavet, og da kvinden skubbede nederdel lidt op, blev hun tydeligt forlegen og stivnede en smule i kroppen, men som hun smurte det på hendes ben, løsnede hun let op i kroppen og lod blikket hvile på hendes ben. Det var allerede begyndt at prikke lidt, men intet ubehageligt eller smertefuldt. Hun gjorde et lille nik til kvindens ord, spændt på om det nu også kunne være sandt, men jo længere tid hun sad jo bedre føltes det faktisk i hendes ben, som dulmede det de mange spændinger i hendes ben der gjorde dem så ømme. "Tak!" lød det glad fra hende, som hun sendte kvinden et stort smil.

Da kvinden spurgte til hendes navn, grinede hun svagt.
”For dælen da, jeg har helt glemt at præsentere mig! Jeg hedder Lianna”
Hun smilede, og afventede om kvinden ville fortælle hende sit navn.

Lianna fornemmede, at kvinden var lidt forlegen og utilpas ved situationen, så hun gjorde hvad hun kunne for at være forsigtig og nænsom, og da hun var færdig med at smøre blandingen på hendes ben, trak hun nederdelen ned på plads igen. Hun så på kvinden, smilede og satte sig ned ved siden af hende, i en passende afstand så det ikke virkede ubehageligt for nogen af dem.
”Velbekomme, nu håber jeg det virker, så dine ben snart føles så gode som nye!”
Hun sad i tavshed lidt, og så op på himlen. Hun vurderede solens stilling, det var omtrent først på eftermiddagen, så der ville stadig være en del timers dagslys endnu at gøre brug af. Hun mærkede en følelse af begyndende sult i maven, så hun tog sin taske og fandt en skive brød frem.
”Er du sulten?”
Hun så på kvinden, og afventede hendes svar. Hvis hun var sulten og ønskede det, ville Lianna gerne dele lidt af sin mad med hende, men hun vidste jo ikke om kvinden måske selv havde noget mad på sig. Hun lignede en der var vant til at klare sig i skoven, tænkte Lianna, så hun havde nok også tænkt over at have noget at spise på sin rejse. 

Niannas udtryk blev tydeligt overrasket, da kvinden fortalte sit navn, inden en pludselig latter gled over hendes læber, hjertelig og høj. Inden hun holdt sig for munden og virkelig tog kvindens ydre til sig, betragtede hver en lille detalje hos hende. "Nianna..." lo hun mildt, inden hun til sidst fik sig selv under kontrol igen, og betragtede kvinden imens hun blev færdig med at smøre massen ud.

Hun tog sig friheden at rette lidt på sin nederdel, inden hun vendte blikket tilbage imod Lianna, hun virkede mere rolig ved situationen nu, måske hun ikke var så slem alligevel, men hvis ikke hun boede i skoven, hvad lavede hun så her på disse kanter nu? "Hvad... ehm... skal du?" spurgte hun lidt tøvende, og gjorde et nik imod skoven, i håbet om hun måske ville forstå hvad hun prøvede at sige. Hun håbede dog at kvinden havde ret, at massen ville virke, og hun snart ville være på benene igen uden besvær. Hun gjorde et ganske lille nik med et smil, imens hun betragtede hende da hun satte sig ned. Fulgte hver lille bevægelse ganske nøje med hovedet ganske let på skrå.

Hun var oprigtigt ved at blive sulten, og da hun så det var brød kvinden tog frem, slog hun øjne helt op inden hun vendte blikket væk for at beherske sig selv lidt. Det var så sjældent hun fik muligheden for at smage brød, hun havde kun de ting hun selv kunne dyrke fra jorden, og ingen krystaller at købe ting for. "Ja lidt..." svarede hun stille, som Lianna spurgte om hun var sulten. Hun vendte blikket lidt tilbage imod hende, og til brødet. 

Lianna kunne ikke lade være med at le, da kvinden havde fortalt hende sit navn. Det var da for sjovt, at deres navne lå så tæt på hinanden!
”Hvor sjovt, vi hedder næsten det samme!”
Hun betragtede Nianna mens hun spurgte hende om noget, og tøvede lidt med at svare.
”Mener du, hvad jeg laver i skovene, når jeg ikke bor der?”
Hun var ret sikker på, at det var det Nianna havde ment, så hun fortsatte lidt efter.
”Jeg er ude for at lede efter min ældste bror.”
Hun mente godt hun kunne stole på Nianna, i hvert fald nok til at fortælle hende, at det var hendes bror hun ledte efter.

Lianna bemærkede med det samme kvindens reaktion på brødet. Gad vide om hun ikke var vant til at få brød? Lianna havde aldrig tænkt særligt meget over, at der fandtes folk som aldrig fik brød. For hende var det en lige så naturlig ting som kød, grøntsager, frugt og bær. Hjemme på gården dyrkede de korn, og sammen med de andre gårde i landsbyen kværnede de alt kornet efter høsten, og fordelte mellem sig sådan at alle familier havde mulighed for at bage brød.
”Vil du have? Jeg har mere i tasken.”
Hun rakte brødskiven ud mod Nianna, og smilede.

Nianna kunne ikke lade være med at smile bredt, hun havde mødt en del efterhånden, men ingen hvis navne hovedet kom i nærheden af hendes eget, og her sad hun nu ved en skov langt fra sit hjem, med hjemve og ømme ben, og selskabet hun finder sig, var Lianna. Hun nikkede lidt for sig selv, det var et navn der var til at huske og til at udtale.

Da hun valgte at følge op på det spørgsmål, hun virkelig havde forsøgt at formulere tidligere nikkede hun igen ganske let, det var hvert fald det hun havde forsøgt at komme frem til. "Ja...." understregede hun igen, med et nysgerrig glimt i øjne. Men da hun fortsatte og klarede det om sin bror, rynkede hun let i panden. Hun var stødt på ordet bror før, det var noget med familie, to ting hun ikke vidste meget om da hun altid havde været alene. "Hvor er han?" spurgte hun stille, selvom svaret nok burde give sig selv, for hvis Lianna rent faktisk vidste det, hvorfor ville hun så lede efter ham? 

Duften af brødet, var ikke til at tage fejl af, den hang let i luften, lokkende og vidunderlig. Hun havde svært ved at tage blikket fra det, selvom hun skammede sig over sin egen opførsel. Hun nikkede dog ivrigt da hun tilbød en skive af det, og hun tog imod uden at tøve. Hun løftede det let op til sit ansigt og trak vejret dybt igennem næsen. Det var stadig blødt, ikke tørt og hårdt som det kunne blive, duften var frisk som var det lavet for nyligt. Hun vendte blikket imod Lianna og sendte hende et strålende smil. "Tak!" lød det glad fra hende, inden hun tog et bid af brødet, der smagte mindst lige så godt som det havde duftet. Hun måtte virkelig finde ud af hvordan brød blev lavet, så hun måske selv ville kunne lave det også, ellers måtte hun finde en måde at skaffe krystaller på, så hun kunne købe det i byen, hvis hun nogensinde blev modig nok til at søge derned alene.

Lianna smilede da kvinden spurgte, hvor hendes bror var. Det var tydeligt, at hun ikke var vant til andre mennesker, men det gjorde nu ikke noget for Lianna, hun fandt det faktisk ret sødt på en måde.
”Det er det jeg ikke ved, han forsvandt mens han var på jagt. Ingen ved, hvor han er og hvad der er sket.”
Lianna håbede inderligt, at hun snart ville finde noget, der kunne lede hende på sporet af Alf eller opklare, hvad der var sket med ham. Trods han var 10 år ældre end hende, var han den af hendes brødre hun havde det bedst med, og som forstod hende mest, og hun kunne slet ikke forestille sig et liv på gården uden ham.

Hun kunne ikke lade være med at le en smule af Niannas reaktion på brødet. Det var nu tydeligt, at hun ikke var vant til brød. Lianna gav hende skiven, og fiskede en ny op af tasken til sig selv.
”Det var så lidt.”
Hun begyndte at spise sit brød, og efter et par bidder spurgte Lianna
”Du er vist ikke helt vant til brød, hva? Hvad plejer du at spise?”
Hun spurgte i ren nysgerrighed, og smilede for at vise, at det var venligt ment, ingen bagtanker eller noget. I grunden mindede Nianna hende lidt om en lille, sød kanin. Vagtsom og forsigtig, ikke vant til menneskelig kontakt, men alligevel nysgerrig og nem at blive venner med.

Nianna brummede ganske dæmpet, mens hun rynkede sin pande en smule ved Liannas ord. Hun vidste ikke om hun var til nogen hjælp overhovedet, for hun kendte hverken Lianna eller den bror hun ledte efter, så selv hvis hun havde mødt ham, ville hun hverken kunne forklare det eller vise hende på vej. Hun gjorde i stedet et ganske lille nik som respons. "Håber du.... finder ham?" lød det lidt usikkert fra hende, inden hun forsøgte sig med et lille smil om læberne. 

Som hun sad med brødet i hænderne, tog duften og smagen til sig, drejede hun blikket imod Lianna som hun talte. Var det så tydeligt? Hun rødmede ganske let i kinderne, inden hun sænkede sin hånd med brødet i, for at ryste ganske let på hovedet. "Meget sjældent.." lo hun dæmpet da hun havde fået tygget af munden. Hun lod blikket glide ned på brødet i hendes hånd. Det kunne nok kun tælles på et par hænder de gange hun i sit liv havde fået brød, det var noget hun måtte stjæle, hvilket hun slet ikke brød sig om.

Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt, hun fandt sin lille skindpose frem og gravede lidt rundt i den. Til sidst fandt hun hvad hun ledte efter, et ganske lille frø frem fra posen. Hun rykkede lidt på sig, gravede et ganske lille hul i jorden, hvori hun lagde frøet inden lagde hånden over. Ganske langsomt begyndte frøet at spire i jorden, og op kom en fin busk, hvor små sorte bær skød frem på, blå bær, de største og sødeste hun endnu havde fundet i landet. Hun plukkede et par stykker og rakte dem til Lianna. "Alt muligt.." lo hun fornøjet, hvis det kom fra jorden, så kunne hun gro det og leve af naturen på den måde.

Lianna smilede da Nianna prøvede at svarede hende.
”Det håber jeg også.”
hun var oprigtigt bekymret for, at der var sket Alf noget frygteligt. Han var ikke typen, der bare sådan forsvandt eller gik på opdagelse alene, han værdsatte trygheden i at være flere sammen, der kunne holde øje med hinanden og hjælpe hinanden, og i værste fald fortælle det videre hvis der skete en af de andre noget. Derfor havde hun meget svært ved at tro på jægernes tanke om, at han var stået op om natten og bare vandret ud i skoven. Der måtte være sket noget andet, og hun håbede på snart af finde ud af, hvad det var.

Lianna smilede ved Niannas reaktion på brødet, og hendes ord. Hvor så hun sød ud, når hun rødmede og blev genert. Lianna var først blevet bevidst om det nu, men hun fandt Nianna smuk. Hendes uskyldige udtryk, det lange lyse hår der indrammede hendes ansigt, med alle de fine detaljer og de lysegrå, eventyrlige øjne, der på en gang var både hemmelighedsfulde og dragende. Og den fine, helt lyse hud, der så så blød ud. Hvorfor følte hun en pludselig, dragende trang til at røre den, mærke om den virkelig VAR så blød, som den så ud? Hun blev bevidst om, at hun måtte have stirret på Nianna i lidt for lang tid til at det kunne undgå at føles ubehageligt, så hun slog blikket ned, og nu var det hendes tur til at rødme. Hun forstod ikke rigtig, hvad der lige var sket, sådan havde hun aldrig tænkt om nogen andre før. Hun håbede bare, at Nianna ikke havde bemærket det.

Da kvinden begyndte at rode med en lille skindpose, så Lianna nysgerrigt op. Wow, hun havde aldrig set noget lignende! Kvinden foran hende havde lige manipuleret med naturens almindelige gang, og på få sekunder fået et frø til at spire, blive til en busk og frembringe bær. Hun tog imod bærrene, og puttede dem i munden, helt mundlam. Hvor smagte de godt! Da hun havde tygget af munden og sundet sig lidt, så hun på kvinden og sagde
”Wow, det var helt utroligt! Har du altid haft den evne?” Magiske evner fascinerede Lianna meget, selvom hun ikke selv havde nogen, i hvert fald ingen hun kendte til endnu.

Nianna rynkede ganske let i panden, som Lianna svarede, for der var noget over hendes ord som gav hendes en tydelig følelse af hvor påvirket hun måtte være over tabet af sin bror. Hun rakte tøvende en hånd over imod hende, og hvilede den ovenpå hendes arm, med et lille smil til følge, i forsøget på at muntre hende en smule op, måske endda give hende troen på det nok alt sammen skulle gå, selvom det kunne være meget at håbe på, inden hun tog hånden til sig igen og lod den hvile i sit skød.

Hun bemærkede ikke det blik som lå på hende, før efter lidt tid hvor de varme røde kinder havde blusset godt op, men stemningen der var noget imellem dem som føltes anderledes, hun vendte sit ansigt over imod hende, så der blikke mødtes, og den rødmen der før havde været der kun blev varmere og næsten brændte i hendes kinder. Hvorfor så Lianna sådan på hende? Hun bed sig forsigtigt i underlæben, som hun mærkede hendes hals snore sig sammen, og gjorde det svært overhovedet at trække vejret, hendes hjerte der slog hurtigere. Til sidst blev det for meget, hendes generthed skinnede igennem som hun slog blikket ned og i stedet fokuserede på noget andet, på den busk der stod ved siden af det skind de begge sad på. 

Hendes ord kom næsten som en befrielse, da det hjalp hende til at fokusere på noget andet. "Ja.." udbrød hun måske en smule for hurtigt, som hun vendte blikket lidt væk. Hun strøg fingeren hen over en gren og fik kun den ene til at vokse, sprede sig ud fra busken og sno sig hen over jorden. Det var sådan hun havde overlevet, ved at manipulere naturen omkring hende, så hun kunne overleve igennem de kolde vintre ude i  skoven.

Da Nianna lagde en hånd på hendes arm, gik der en uvant følelse igennem Lianna. Det var på en gang rart, at kvinden havde set hendes bekymring og forsøgte at berolige hende lidt, men samtidig var det blandet med en anden, uvant følelse, som Lianna ikke kunne genkende eller placere. Det var på en gang rart og ubehageligt, og hun blev på samme tid både lettet og skuffet da Nianna rykkede sin hånd igen. Noget inde i hende havde lyst til at tage Niannas hånd og forhindre hende i at trække sig væk, men Lianna gjorde ingenting, hun blev bare siddende og smilede forsigtigt.

Lianna bemærkede at kvindens kinder var blusset op i rødme igen, men hun kunne ikke få et ord over sine læber. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, hun anede ikke engang hvad det var, der foregik. Da deres blikke mødtes var det som om der ikke eksisterede andet, i det sekund var det kun Niannas øjne, de smukke, lysegrå øjne, fulde af eventyr, der nærmest lokkede hende til at komme nærmere. Lianna vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, hendes håndflader blev helt svedige, som hun sad og pillede nervøst ved kanten på skindet de sad på, for at beskæftige hænderne med et eller andet, og hun fik fremtvunget et lille, nervøst smil, inden deres blikke igen skiltes og hun så ned i jorden foran sig.

Niannas ord brød hele den intense stemning, og Lianna så igen op på den lille busk. Det var i sandhed fascinerende, at hun kunne manipulere naturen på den måde.
”Vi kunne godt have brugt sådan en som dig hjemme på gården, når høsten ikke gik som planlagt.”
Hun smilede prøvende, det var vidst gået for denne gang at skifte emne, men resterne af den intense stemning mellem dem hang stadig i luften, og Lianna turde næsten ikke se på Nianna af frygt for, at det hele skulle blusse op igen. samtidig følte hun en uforklarlig, brændende lyst til at finde ud af, hvad det her var, for selvom det var akavet, uvant og intenst, var der også noget rart og spændende over det.

Noget imellem dem havde ændret sig drastisk, hun kunne mærke det helt dybt inde i sig, men kunne ikke forklare hvad det var, eller hvad det betød for dem, som de begge sad i stilhed og knap turde se på hinanden. Hun bed sig lidt i læben, som hun gav sig til at pille lidt ved det brød hun sådan havde glædet sig til at smage, men som hun ikke længere kunne få sig selv til at spise, fordi hendes hals føltes så sammensnøret. Hun strøg en vildfaren tot hår om bag øret, inden hun vendte blikket lidt imod Lianna. Kunne hun også mærke det? Vidste hun hvad det var? 

Hun bed sig forsigtigt i underlæben, som hendes blik gled hen over hendes ansigt. Hun virkede så nervøs, som hun sad og pillede ved skindet rastløst. Hendes mørkebrune øjne, så dybe og det var først nu hun bemærkede det røde skær i dem, det var svagt men det var der og brændte som en flamme. Hendes hår der var let flettet, hun var køn, virkelig køn! Hun sank en klump inden hun sænkede blikket for at få sine tanker under kontrol, hun håbede virkelig ikke at Lianna måtte føle på samme måde, for hvad betød det?

Lettelsen var dog ikke til at tage fejl af som hun indledte en samtale igen, Nianna næsten sukkede af lettelse som hendes hals åbnede sig op nok til hun kunne trække vejret dybt ned med en dirrende vejrtrækning. "Kunne i?" spurgte hun stille med et forsigtigt smil om læberne. Hun havde aldrig følt sig nyttig for andre før, da hun altid havde klaret sig selv. 

Lianna var meget forvirret over, hvad det var der var sket mellem dem, men noget havde i hvert fald ændret sig drastisk, den underlige stemning hang stadig i luften, dog ikke så tykt og intenst som før, men det var tydeligt at den stadig var der. Hun havde ingen anelse om, hvad det var eller hvad det betød, hun havde aldrig været særligt tæt på andre end sine søskende, og så nogle af de andre børn i landsbyen, men det var mere da de var små og rendte og legede med dyrene og den slags. De seneste par år var hendes brødre blevet meget overbeskyttende overfor hende, og ingen fik længere lov at komme særligt tæt på Lianna, især ikke mænd af en eller anden årsag. Hun forstod ikke helt hvorfor, men det havde egentlig aldrig generet hende heller. Hun kunne rigeligt få tiden til at gå med at hjælpe til på gården, og dyrene var alligevel ofte nemmere at snakke med end andre mennesker.

Hun bemærkede at Nianna betragtede hendes ansigt, og hun blev kun mere forlegen og nervøs ved det. Hvis det ellers kunne lade sig gøre, rødmede hun endnu mere nu, og da Nianna sænkede blikket blev hun en smule lettet. Hun trak vejret dybt, og bemærkede nu at hendes hjerte galoperede derudaf. Hvad betød alt det her?

Da Nianna talte så Lianna igen op på hende, og smilede svagt. Varmen i kinderne havde lagt sig en smule, og så længe de snakkede om noget andet mente Lianna at hun kunne holde det under kontrol.
”Ja, det havde været en god evne at have med, hvis kornet nu ikke ville gro eller noget i den stil.”