Flick smilede stille og nærmest lidt undskyldende "Han har faktisk fortalt mig det" sagde hun betryggende. Hun nævnte det bare ikke med det samme, for hun var jo ikke sikker på at det var den selv samme Manuel de kendte. Og ikke alle kunne lide varulve. 

Hun smilede "Du kan kalde mig Flick eller Feli" sagde hun roligt efter hun lidt smagt på navnet. "Tak, selvfølgelig, men vi alle skal starte et sted" svarede hun betryggende. Flick kunne allerede lide stedet, men hun kom også fra gaden, alt andet end det var bedre.

"Tak, det har jeg også. Øhm jeg har levet på gaden de sidste års tid. Der lærte jeg en ting eller to" sagde hun roligt og anelse skamfuldt. Hun var ikke stolt af at boet der så længe. Det havde slet ikke været planen at det skulle tage hende så lang tid og alligevel var hun ikke fri. Nu boede hun hos Zane. Der bestemt ikke ville hende det godt. 

Et beroligende udtryk faldt over hende. Hvis manuel havde sagt det til hende, så måtte hun være til at stole på. Hvilket fik hende til at slappe en smule mere af. “Godt” kom blot fra hende og så var det emne uddebateret. For hvis manuel stolede på hende så kunne hun vel også? Bortset fra at manuel ikke sagde den hemmelighed til alle og enhver. Så Feli måtte have gjort noget positivt eller også havde manuel bare været den hjælpsomme sjæl der ville alle det bedst. Præcis som han plejede.

“Hvis jeg skal kalde dig noget kan du kalde mig Ali. Det er det kælenavn Mannie altid bruger. Eller undskyld jeg mener Manuel.” Hun smilte lidt til Feli og lagde hovedet på skrå for at vurdere hende. Hun kunne stadig ikke helt komme over at manuel havde sagt han var varulv til en vildt fremmed. Men så igen hun vidste jo ikke hvor mange gange han havde set hende her. “Selvfølgelig skal vi det. Men før eller siden må jeg tage hjem og se faren til barnet i øjnen. Fortælle ham det er hans, og se om jeg er velkommen… og hvis ikke, ja så flytter jeg nok længere nord på” hun trak lidt på skuldrende, hun ville ikke flytte, og hun håbede at manuel ville acceptere både hende og deres fælles barn.

“Levet på gaden siger du? Det må være lige så slemt som at være slave for en.” Hun vidste hvad det ville sige at være slave, hun havde været det mange gange og haft mange forskellige herskere. Men hun havde aldrig levet på gaden i flere år. Faktisk var det kun en kort periode hun boede på gaden og det var efter hun ikke var slave mere.

Feli smilede, det var næsten også nemmere at huske Ali. Feli var ikke verdens bedste i at huske navne. Hun har hørt så mange fra sin kunder, men de betød ingenting. Nu levede hun livet og mødte folk der gjorde indtryk Ali eksempelvis. En mor der elskede sit barn. Det var tydeligt og nok for Flick. Det var langt mere end hvad hendes egen mor havde gjort for hende. Feli bemærkede ikke rigtig at hun sagde Mannie, alle havde kælenavn. Dog havde Manuel aldrig fortalt det til hende også holdt hun også mere af at sige Manuel.

"Sandheden kan gøre ondt at høre, men nødvendig nogen gange" sagde hun roligt. Det var en meget lille trøst i det, men hun vidste hellere deres historie og hvad Ali havde af forventninger. En ting vidste hun, det var ikke hendes bord at spørger. 

"Slave er værre, min stedfar solgte mig og han solgte mig videre til prostitution, på gaden er jeg da trods alt min egen"  uden helt at spekulere på hvad hun mon ville tænkte, men Feli havde så meget nemmere at åbne sig for kvinde end mænd. Undtaget Manuel. Ellers så hade hun de mænd. Derfor var det også bare lettere at fortælle hendes historie, dog i korte træk til Ali. 

Egentlig fortrød Aliana lidt ikke at sige sandheden til Feli. Egentlig burde hun sige ‘Ja barnet er Manuel’s men han ville ikke have børn’ men det kunne hun ikke finde på at sige lige nu. Uanset hvor ondt det gjorde. Sandheden var nogen gange bare ildehørt, og som Feli selv sagde vrsandheden det bedste lige meget hvor ondt det gjorde. Hell Amir havde ledt efter hende længe og hun havde lugtet ham op til flere gange, heldigvis havde hun sit barn til at forvirre Amir en smule. 

”Du har ret, og måske burde jeg ikke lyve, ikke engang over for dig. Jeg er ikke opdraget til at lyve” det var ikke løgn alle de gange hun var blevet solgt som slave havde hun formået ikke at lyve. Bare for at være et fast sted, desværre var det aldrig sket, ingen havde k7nne håndtere hendes ulve gener uanset hvor meget de havde fået af vide af hende. Selv Orcus måtte have været træt af hende til sidst efter alle de gange hun blev solgt tilbage, eller man krævede sine krystaller tilbage kort tid efter. Alle hendes brændemærker fortalte en historie for sig selv.

Da Feli nævnte at hun havde været slave blev hun vred, rigtig vred! Hvordan kunne man stadig sælge sin familie?! Hendes forældre havde gjort det ognu også Felis! Det var forrykt! ”Familie var? Jeg er ked af din skæbne. Jeg har selv et tidligere liv som slave….” hun ttrak op i ærmet på sin pels og trøje for at vise tatoveringerne og brændemærkerne på hendes krop. Kort tid efter trak hun ned i sin trøje og fremviste nogen af dem der sad ved hendes barm, men det var ikke alle der kunne ses. ”Jeg hader slavehandlere!” kom det vredt fra hende og slog ned i et stykke træ der lå ved siden af hende. 

Feli så med rynket bryn, havde hun løjet overfor hende. "Det vil lette din sjæl at sige det" sagde hun roligt. Selvom Flick ikke helt var glad for at hun havde løjet og om hvad. Hun begyndte at spekulere, kunne barnet være stjålet eller måske var Manuel far og den samme de kendte? Feli vurderede at det måtte være det sidste. Barnet kunne ikke være stjålet og slet ikke når Ali kunne amme. Manuel far. Puha, hun kunne aldrig få børn, men hvilken slags relation til dette lille væsen. Så sød og uskyldig. Hun var ikke vred Ali, en anelse skuffet, men hun forstod det godt. 

"Min mor var et monster, aldrig elsket eller bekymret sig" Feli havde aldrig forsøgt at finde hende eller sin stedfar, de kunne rende hende et vis sted. Flick blev chokeret over at se alle hendes mærke fra livet. Hendes mund var åben, i chok over de voldsomme mærker, hun havde ingen. De var alle indvendige. "Også jeg!!! Jeg er ked af at se din krop så, ja" afsluttede hun med et suk. Da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun følte næsten skam at hun var så skånet, for de mærke har gjort så ondt. Feli så ned i jorden og sagde stille "mine er kun indvendige"

Det var rigtigt det Feli sagde. Det ville bestemt lette hendes hjerte. Om end at det ikke burde være hende der fortalte det. Men så igen hun kendte ko ikke helt relationen til Feli og Manuel ud over at han havde redet hendes liv. "Jeg... Burde ikke fortælle dig det. Men hvis vi kender den samme Manuel... Så ja.. Så er han far til barnet. Han ville slet ikke have børn og vupti så skete det alligvel..." hun savnede Manuel noget så frygteligt at det ikke kunne beskrives. Men ærlig talt hvad skulle hun sige til det ellers? Hun hadet at være gået fra flokken og Manuel. De havde haft noget o fortiden, og senere var det bare sex. "amen som sagt ville han ikke have børn.. aå jeg tog væk da jeg opdagede at jeg var gravid.. det er kun takket være Elise at fødslen gik som den skulle" Hun var den eneste i flokken der vidste hvor henne Elise var henne. Sådan skulle det også blive ved med.

"Det er jeg ked af. Mine forældre solgte mig da jeg var 14. Ved rent held var jeg kun slave i 6 år... Men ja det har kostet meget. Alle de herskere jeg fik der ikke kunne kontrollere mig fordi jeg er varulv..." hun sukkede lidt og kiggede ned I jorden og så over på sit barn. Faktisk ville hun hade hvis det skete for hendes barn. Men hun ville ALDRIG  sælge sin egen datter så hellere hende selv!
"Det er aldrig sjovt at være slave... hvordan kom du ud af det?" spurgte hun lidt forsigtigt og bed sig I læben. Hun havde allerede sagt for meget omkring hende selv og den del at hun var varulv. 

Feli havde gættet rigtigt, hvis det var den samme Manuel de kendte. Først var hun en anelse stille, mon det ville betyde noget for hende i forhold til ham. Åh bare ingen ville forvente for meget af hende. "Er det den samme, er jeg sikker på han tilgiver dig, så snart han ser den smukke lille pige" Feli var faktisk i tvivl om barnet også automatisk var varulv når de begge var. Hun kendte ikke nok til racen til at vide det, men hvis barnet var det forstod hun godt holdningen til det, Ali havde selv sagt de fanger i deres egen krop. Det nok det han ikke ønsker at give videre og ikke livet i det fineste form.

"Det er jeg ked af Ali, jeg kan slet ikke forstå handlingen, så næsten hellere bare smide en på gaden" selvom livet på gaden var hårdt også, så var der frihed ingen herskede over en. 

Flick tog nervøst en hånd i nakken kløede sig, det var bestemt ikke noget hun var stolt af, hun var lettet over at sluppet fri, men ikke måden det skete på. "Bordelejeren fandt ud af at jeg havde hemmeligt lager af krystaller, i håb at købe mig fri. Han blev rasende og ville gøre skade, jeg kom til at give ham stød, så meget han besvimede også løb jeg" Svarede hun en anelse lavmælt. Hun fjernede hånden fra nakken og så mod hende "hvordan kom du fri?" Spurgte hun kærligt og en anelse nysgerrig.

Feli havde gættet rigtigt, hvis det var den samme Manuel de kendte. Først var hun en anelse stille, mon det ville betyde noget for hende i forhold til ham. Åh bare ingen ville forvente for meget af hende. "Er det den samme, er jeg sikker på han tilgiver dig, så snart han ser den smukke lille pige" Feli var faktisk i tvivl om barnet også automatisk var varulv når de begge var. Hun kendte ikke nok til racen til at vide det, men hvis barnet var det forstod hun godt holdningen til det, Ali havde selv sagt de fanger i deres egen krop. Det nok det han ikke ønsker at give videre og ikke livet i det fineste form.

"Det er jeg ked af Ali, jeg kan slet ikke forstå handlingen, så næsten hellere bare smide en på gaden" selvom livet på gaden var hårdt også, så var der frihed ingen herskede over en. 

Flick tog nervøst en hånd i nakken kløede sig, det var bestemt ikke noget hun var stolt af, hun var lettet over at sluppet fri, men ikke måden det skete på. "Bordelejeren fandt ud af at jeg havde hemmeligt lager af krystaller, i håb at købe mig fri. Han blev rasende og ville gøre skade, jeg kom til at give ham stød, så meget han besvimede også løb jeg" Svarede hun en anelse lavmælt. Hun fjernede hånden fra nakken og så mod hende "hvordan kom du fri?" Spurgte hun kærligt og en anelse nysgerrig.

Hun sukkede lidt, hun hadet at lyve, men ærlig talt så havde hun bare tænkt mere på sig selv frem for Manuel. Han ville ikke have børn, og i håbom at hun måske forsvandt kunne han glemme hende. Men det var ikke tilfældet, ikke efter som at Amir allerede havde ledt efter hende, og hun havde kunne dække sin duft lidt med sit eget barn. Det havde blot fået Amir til at løbe i cirkler når hun havde formået at løbe væk. "Jeg ved ikke... Han ville ikke have børn, og dette var bare en... Upser, men jeg vil ikke undvære hende for noget. Hvis ikke Manuel kan acceptere at det er hans barn... Så har jeg ingen grund til at være i flokken længere." kom det lidt usikkert fra hende og sukkede kort tid efter. Hun ville gerne blive i flokken, og hun vidste mere og mere at hende og Manuel var fortid, det var bare ikke så nemt at erkende.

"Hvad skal jeg sige... Mine forældre solgte mig, og under min førse slaveherre blev jeg bidt en mørk aften. Livet har ikke været det samme siden" det var sandt som det var sagt. Hun hadet hendes forældre. Især den dag da hun havde opsøgt dem og de bare forkastede hende ud til højre. Grundet hun var varulv og alle hendes slave mærker. Men de havde jo selv solgt hende, så hun kunne slet ikke forstå dem på det punk.

Hun sukkede lidt men hørte efter Feli's ord og knyttede kort en næve. "Jeg hader slavehandlere! Men de Felicity er heldig. Uanset om du er en undsluppen slave eller de har køb dem fri" svarede hun kort og kiggede lidt svagt op på hende, inden hun bukkede sig ned og smed lidt brænde på bålet der så småt var ved at gå ud. "Jeg købte mig fri i en alder af 20. Jeg havde en god herre til sidst der gav mig krystaller for ernær. Det varede dog længe før jeg kunne købe mig fri og opsøge min familie" tanken om hvad hendes forældre opgav nu om dage var ikke til at forstå. Men hvad skulle hun gøre ved det. De havde allerede skåret hånden af hende.

Det strejfede svagt hende, at Manuel måske ønskede et forhold med denne kvinde. Hun havde mødt ham et par gange, hvor de efter sigende havde levet i folk sammen længe. Hun true dog ikke at spørger ind til det. "Nogengange vil man ikke have noget før, man har det" Svarede hun med et lille smil og hun uddyb "ligesom en partner, nogengange ønsker vi ingen og alligevel kan det slå benene under en" Feli følte præcist sådan overfor Manuel. Han var manden. Alle andre kunne rende hende. 

"Der er ikke meget mere at sige" sagde hun blidt. Hun forstod hende udmærket. De ville nok aldrig helt forstå deres forældres ønske eller behov for at give sit blod og kød fra sig, på den måde. 

Flick så lettere forbløffet på reaktion, hun forstod hvor den kom fra, Feli var bare af natur mere rolig. Hun hade dem også, men slå på noget ændre ikke faktum at de er der ude og forsætter deres ækle erhverv.  Hun nikkede. Hun var heldig og heldig at han ikke havde fundet hende. Hun havde ingen ide om han overhovedet ledte efter hende. "Heldigt. Jeg aner ikke om min bære nag eller endda leder efter mig" sagde hun kort imens hun så ind i ilden og forsætte "men nu har du din egen lille familie. Jeg kan tydeligt mærke kærligheden, selvom jeg selv ikke har modtaget den" sagde hun kærligt. Flick følte sig en anelse misundelse, dels fordi det var ikke var hende muligt at få børn og dels fordi hendes mor aldrig havde givet hende kærlighed, men hun var glad på Alis vegne. Efter at dømme havde hun fortjent noget lykke i sit liv.

Aliana lyttede til Feli's ord og nikkede svagt. Hun kunne have ret, men hun kendte også Manuel. De var gået fra hinanden fordi de ville hver sit her i livet. Men alligevel lod han hende være Beta for flokken når hun var i den. Hvordan han kunne betro noget på den måde til hende forstod hun ikke. Alligevel kiggede hun op på Feli fra jorden af og sukkede svagt. "Jeg håber du har ret" svarede hun og havde et inderligt ønske om at hun havde ret. Manuel vidste bare ikke hvad han var gået glip af her i livet. Dette her var et stort ønske fra hendes side af, at det var blevet med Manuel havde været en fejl og var egentlig bare sådan det var sket. De havde haft sex så mange gange før uden der var sket noget, og lige pludselig var skaden sket og den kunne ikke rettes op på.

Hun nikkede lidt igen. Der var ikke ord for hvad forældre kunne finde på, men en ting var sikkert. Hun ville ALDRIG lade noget gå ud over barnet, og hun frygtede den dag en anden varulv bed hende en ulvenat, og hun håbede ikke at det ville blive hende. Derfor sendte hun hende også væk til et ældre ægtepar når fuldmånen nærmede sig. Det var nemmere at håndtere og lyve sig til at hun skulle noget andet, frem for at fortælle hun var varulv.

"Hvis han en dag leder efter dig, og det er den samme Manuel vi kender. Så kom til mig" hun havde et temperament uden lige, og det var ikke et Manuel ejede. Ikke et hun havde set i hvert fald. Men hun skulle nok klare den sag og sørge for at han ALDRIG ville lede efer Flick igen. Ikke at hun ville slå ham ihjel. Nej der var andre metoder der var mere humane, og hun var ikke en morder. Hun satte sig op på stuppen igen og kiggede ned på barnet som sov lige så fint. "Ja, jeg håber bare at Manuel vil kendes ved hende... Ellers må jeg rejse et andet sted hen. Men jeg ville virkelig ikke undvære hende for noget andet her i livet." et smil kom frem på hendes læber ved tanken. Det var skønt at dele en hemmelighed med en.

Hun smilede svagt. Selvom hun kunne mærke en følelse nervøsitet, om mon Manuel i sidste ende ville blive nødt til at vælge. Det var svært når hun ikke kendte deres historie. Et ting vidste hun, hun ville aldrig forsøge at blive en anden mor for barnet. Den plads ville aldrig forsøge at tage. Manuel hun kendte ville nok ikke andet end at vise omsorg for barnet, som en enhver anden normal forældre ville.

Hun kom væk fra tankerne og blev helt glad over Alis omsorg for hende. "Tak" Svarede hun varmt. Feli ville dog helst ikke være til besvær, hvis det skulle komme så vidt. 

Hun smilede varmt. Udenfor var det begyndt at blive markere. Feli måtte snart vende hjem til Zane, inden det blev for mørkt og ikke til at finde rundt. Hun ville nådig være tvunget til at krølle sig sammen og vendte til morgnen, selvom det var hyggeligt at sidde her. "Jeg bør komme hjem, men jeg så glad for at have mødt dig, og måske vi ses igen" sagde hun varmt. Gik hen til Ali og omfavnede hende. Hun smilede og som hun gik ud i luften. Den var frisk og lettere kølig. Der var et stykke at gå, men hun ville lige kunne nå det inden det blev al for mørkt.

Hun smilte svagt og kiggede på Feli, og nikkede kort. "Pas på dig selv Feli" komdet blot sikkert fra hende inden hun rejste sig op for at følge Feli lidt ud af lejeren inden hun bevægede sig tilbage til sit barn og sine egne tanker om hvad der nu skulle ske, og om hvornår hun skulle lugte sig frem til lejeren på ny.