Aliana
Beta for Manuel's flok ulve
Det var jo ikke fordi hun ikke ville snakke om Manuel, det var bare hvis det var den samme så kunne Aliana være i større problemer. Især når hun ikke vidste hvad hun kunne regne med. Manuel havde ikke engang fået en grund til hvorfor hun var gået fra flokken i mere end et år. Manuel var sikkert helt ude af den, og det vidste hun allerede, eftersom at nogle fra flokken havde ledt efter hende. Men hun havde altid været det hurtigere og bare valgt at tage væk som hun plejede.
"Hmm.." kom det fra hende og tænkte sig lidt om. Havde Manuel været på rejse uden hun vidste det? Der havde da været et par gange hun havde overtaget styrring af flokken, men om Manuel var taget til Dianthos vidste hun faktisk ikke. Muligheden lå der jo.
Selvfølgelig skulle det være en mand der skulle lege prinsen på den hvide hest, og hvad var bedre end sådan en mand? Det var jo ikke en dårlig ting at man var sådan, og det kunne da virkelig være rart til tider. Men det var bare ikke sådan Aliana så sig selv. Hun var stærk nok til at klare sig selv.
"Jaså" kom det fra hende og satte farten lidt op for at få lidt varme i kroppen, det var jo ved at blive lidt koldere, og hun havde vandret frem og tilbage i flere timer. Hun lyttede lidt til Flick og tænkte sig lidt om. Hvordan forklarede man Manuel bedst?
"Manuel? Ja han er... Han er kærlig og ved hvad han vil. Han er ikke bange for at slå fra sig når det først er. Han kan måske godt til tider være lidt rapkæftet, men over for en kvinde han netop har mødt, så tvivler jeg. Han er måske en anelse nervøs og rolig i kvinders nærvær" kom det fra hende og tænkte sig lidt om. Beskrev det ikke Manuel ret godt? Hun var ikke sikker, og alligevel var det som om hun var blank, også selvom hun havde datet ham længe i sin tid.
"Han er måske også en anelse Rolig i både stemme og bevægelser. Han kan blive meget bekymret for dem han holder af." ja nu havde hun vidst forklaret ham meget godt.
Krystallandet
