Det var ensomt at rejse uden Fayne. Han havde altid været der, og gjorde de lange ture mere håndgribelige, men der var intet til at gøre det bedre denne her gang. Så hun gik i sin egen stilhed, og undgik de fleste folk, for ikke at nævne hendes gamle klans territorium. De havde nok ikke fået udryddet sig selv, så vidt hun vidste.
Hun var ikke helt sikker på hvor hun var på vej hen, der var ingen spor af Fayne hun kunne gå efter, men af en eller anden grund var hun endt her i hvad hun selv ville kalde tågens land. De officielle navne havde hun aldrig lært, men overalt hun så, kunne hun se en tung tåge ligge over det. Ikke nok til at hun ikke kunne se, men det skabte en lidt ubehagelig stemning.
Det var længere hen på dagen, tid til at slå sig ned, men hun var ikke helt klar på det, som hun vadede igennem noget skov der lå. Hendes taske med sovegrej og lidt tørret mad hun stadig havde tilbage, hang over hendes skuldre, mens hun havde to knive i sit bælte, og en bue og et kogger med pile over sin skulder. Det var nemmere at fange vildt med det, og mindre traumatisk fra hendes side. At se ind i et dyrs øjne mens man dræber det, var ikke ligefrem højest på Kaseys liste af ting hun nød.
Et par grene knækkede under hendes støvler, men der kom ikke en lyd fra dem, men til gengæld hørte hun noget længere væk fra hende, der kom nærmere. Noget bevægede sig, og hun kunne ikke lade vær med at spænde buen til. Det kunne være vildt, et menneske eller noget der rent faktisk var farligt, og hun ville helst være sikker på at være på forkant.

Krystallandet