Sted: En lille kro ved Den gamle landevej
Tid: Eftermiddag
Vejr: Pænt, dog vinterkoldt

Der var ikke så mange væsner i kroen, måske var vejret godt nok til, at folk sparede krystallerne og overnattede ude. Måske var det bare lidt for tidligt til, at folk søgte mod mulige overnatningssteder og varme gryder. I hvert fald sad Samael mutters alene i hjørnet af krostuens varme rum med en skål med en god stuvning og et krus varm te foran sig. Eller, helt alene var han ikke og for lige nu var maden glemt. En sjæl holdt til i kroen og Samael var i en lettere hviskende samtale med den i et forsøg på at få den til at rejse videre. 

Det vejrbidte ansigt havde foldet sig i nogle lidt mildere træk, da sjælen var af en lille pige, der var død i en ulykke. For mange år siden, krofatter var hendes lillebror, men han var ikke længere et barn, nej han var en granvoksen mand med sine egne børn og så vidt Samael havde spottet på en kvinde, også snart barnebarn. 
Børn var svære, mest fordi de havde svært ved at give slip på deres familie og kæreste ejendele. Og det var også problemet nu. Tid var en sær størrelse for fortabte sjæle og hun forstod ikke, at hendes forældre var døde. Og staldkatten. 

Men efter lidt diskuteren frem og tilbage, lykkedes det og hun forsvandt med et lille glimt, kun synligt for hans øjne. Et sjældent smil spredte sig kort om hans læber, inden han vendte sin opmærksomhed mod maden, der var ved at blive kold. Det gjorde ikke så meget, han spiste den med glæde. Teen havde holdt varmen lidt bedre og var også fornøjelig at drikke. Det var vist et stykke tid siden, at han havde fået mad sidst, han kunne ikke helt huske det. Det var ikke noget, han holdt så meget styr på. Sjælene fyldte for meget.

Han havde efterladt sin jakke og sin kappe på det værelse, han havde betalt sig til, og sad iklædt en sort skjorte og de tykke vinterbukser, samt de robuste, varme støvler. Der var ingen våben at se på ham, da han havde efterladt sit sværd med sin oppakning oppe på værelset. En oppakning, der passede til en hest, men ingen hest havde været i syne, da han var ankommet til kroen. Ingen grund til at skræmme de lokale med den specieltudseende hest han red på - og evnen med at få den til at forsvinde som dug for solen. Lige nu hvilede den som sjæl i den lille træhest i hans pung i hans bælte.

Lidt mere tilfreds med tilværelsen løftede han skeen til munden og spiste en mundfuld, mens hans tanker drejede sig om den lille pige. En skam, hun havde været sød. Men nu havde hun forhåbentligt fået frem og roen kunne sænke sig over kroen og familien, der boede der.

 I mangel på, hvad Daphnie skulle bruge hendes fridag på, havde hun valgt at gå en god, lang tur. Det var altid godt at få sig rørt, og selvom hun gik meget frem og tilbage mellem bordene på arbejde, så var det bare ikke helt det samme. En gåtur langs landevejene var også altid god til at få ryddet lidt op i tankerne, og for Daphnie havde de været et stort rod det sidste stykke tiden. Siden Jaris havde været og overnatte hos hende, havde tankerne oftere og oftere sneget sig over i urene baner og vækket nye og ukendte følelser i Daphnie. Følelser hun ikke var vant til, og ikke vidste hvordan hun skulle håndtere eller forstå. 

 Efter at have handlet ind til aftensmad, og ordnet et par småting, havde Daphnie begivet sig ned af Den Gamle Landevej. Det var et meget bevidst valg at det i hvert fald ikke skulle være Sydvejen, for vidste hun godt hvad vej tankerne ville ende ned af, og det var netop det de ikke skulle. På turen hen af den lange vej, havde Daphnie mange forskellige samtaler med sig selv, i et forsøg på at finde hoved og hale i det hele, andre gange gik hun bare og nød naturens lyde og tog hver detalje af omgivelsernes smukke udseende ind. 
 Opslugt i tanker og betagelse, gik hun i sin egen verden ind til et ordenligt brøl på mad fra hende mave, hev hende tilbage til virkeligheden. Hun skar en grimmasse og lagde hånden lidt på den.
 "Jaja okay... " mumlede hun lidt og lod blikket glide lidt rundt, inden det landede på noget lidt længere fremme, der kunne være en fin lille kro. Et tilfreds smil fandt vej til hendes læber, som hun en smule lallende bevægede sig mod den. 

 Det var med et roligt skub til døren, at Daphnie trådte ind i kroen. Hun så lidt rundt. Man kunne ikke prale af, at det var en fyldt kro. Hun foldede læberne lidt, og gik op for at bestille noget mad. Mon der var en grund til her var så tomt? Var der noget farligt eller snusket over den her kro? Med et svagt, næsten usynligt træk på skulderne over sine tanker, sendte hun et venligt smil til krofatter, og bestilte en portion suppe. 
 Mens hun ventede på at suppen blev klar, tog hun tørklædet hun havde viklet om hovedet for ikke at fryse om ørene af, og afslørede de lidt vilde, brune krøller, der nu stod ud til alle sider. Daphnie kørte hænderne lidt ned over dem, for at få dem til at lægge sig lidt, men det gjorde dem bare elektriske så de stod endnu mere ud til siderne. Hun sukkede tungt over dem. Håbløst!

Maden smagte godt og varmede i hans gamle kadaver sammen med teen. Han måtte huske at komplimentere krofatters kone, hvis han stødte på hende. Den smagte af noget og havde godt med fylde.
Han var nået halvvejs igennem skålen, da døren gik op og en ung kvinde kom ind. Ikke noget han skænkede den store opmærksomhed, da de levende ikke interesserede ham, men han fulgte hende da med øjnene, da der ikke skete så meget andet i kroen. Af en eller anden grund morede det ham lidt, at hun havde problemer med det flotte hår, men det var også det. Hans blik vendte tilbage til maden, for kvinden var ikke en, der havde døden hængende over sig, og Samael havde ikke behov for at skulle hende noget.

Det var et ensomt liv at være ham, men han valgte det selv. Lavede ikke andet end at rejse. Han havde engang haft et lille hus oppe nord på, men han havde været forbi så sjældent, at sidste gang, han havde været der, var taget faldet sammen og murene var begyndt at smuldre. Tiden gik så hurtigt for ham, syntes han. Flød sammen. Folk forsvandt omkring ham hurtigere end han kunne huske at besøge dem, og derfor kendte han ikke rigtigt nogen. De eneste faste elementer i hans liv, var hans tre søskende. Og selv dem så han så sjældent. Sjovt nok så ham Pest mest, selvom de på ingen måde kunne sammen. Men manden var selv ude om det, sådan som han opførte sig.

Den sidste skefuld af maden blev skrabet op, og af ren høflighed rejste han sig og gik op til baren med skålen. 
"Du må sige til kokken, at maden smagte vidunderligt." Han sendte et svagt smil til manden bag baren.
"Det vil hun blive glad for at høre," svarede den store mand, mens han stillede en skål på den glatslidte træplade, en skål med suppe til den unge kvinde. Samael nikkede og vendte rundt for at gå ned til sin plads igen.

 Handskerne, der skulle beskytte hænderne mod kulden, blev taget af, mens Daphnie lod blikket glide lidt rundt på de tomme borde. Der var fri mulighed for at sætte sig, hvor man havde lyst. Hun lod blikket følge den eneste i kroen, ud over hende, som han gik op for at aflevere sin skål. Et venligt og kækt smil var placeret på hendes læber, i tilfælde han skulle se mod hende, så hun ikke bare stod ligende en der var sur. 

 Daphnies suppe blev stil på baren, og hun trådte hen for at betale og tage den med sig. I et øjeblik stod hun og overvejede hvor hun skulle sætte sig, pladser var der jo nok af! Med et tænkende brum, drejede hun sig lidt, og valgte at gå over til bordet, hvor manden sad helt for sig selv. 
 "Du ser så ensom ud, som du sidder her helt alene! " Daphnie satte skålen på bordet, og lagde hue og vanter ved siden af, men hun holdt blikket på manden med et skævt smil. Hun tog jakken af og hang den hen over stolen, så hun ikke ville komme til at svede og derved ende med at fryse når hun skulle uden igen. 
 Det faldt hende slet ikke ind, at manden måske slet ikke ønskede selskab, og det faldt hende slet heller ikke ind at hører om det var okay hun satte sig. Hun gjorde det bare, og lod blikket betragte ham lidt, og rundt om ham. Det var med et lettere tænkende udtryk at Daphnie åbnede munden.
 "Det er ikke meget overtøj du har med... " Hun foldede læberne lidt. Enten var han ligeglad med kulden, eller også havde han overtøj et andet sted. Blikket blev vendt ned på suppen, som dens varme dampe bragte en dejlig duft op til Daphnies næse. Hun pustede lidt på den, så den kunne blive lun nok til man ikke brændte sig på den.

Der gik ikke mange øjeblikke fra, at Samael havde sat sig til, at den unge kvinde fra baren kom ned og fandt sig en plads ved hans bord. Med et lidt interesseret blik så han på hende, svagt smilende. Det gjorde ham ikke noget med lidt selskab, og hun virkede nu meget sød ved sit blotte udseende.
”At være alene er ikke det samme som at være ensom.” Det var sandt. Han tilbragte det meste af sin tid alene, men han var aldrig ensom. Han fandt ro i sit eget selskab, og hvis han følte sig lidt for alene, fandt han frem til et sted at være social. Om det var fortabte sjæle eller levende væsner gjorde ham ikke så meget.

Tavst betragtede han hende tage overtøjet af, og han mødte roligt hendes blik, når hun så på ham.
”Jeg har efterladt mit overtøj på mit værelse, der er en god varme her i krostuen.” Hans svar var venligt, selvom hendes ord havde virket en smule naive.
Han sad afslappet tilbagelænet på bænken, der stod op af væggen, med det halvlune krus te i hånden.
”Hvad hedder du?” Hun virkede ganske tilforladelig og siden hun nu havde valgt ham som bordfælle, kunne han lige så godt spørge lidt mere ind til hende.

Hendes sjæl virkede glad og tilfreds og der var ikke noget for ham at komme efter. Endnu. En dag ville hun nå sin dødsdag og enten ville hendes sjæl forsvinde videre uden hjælp eller også skulle han træde til og guide den af sted. Så lige nu snakkede han med hende, bare for at få lidt selskab denne kolde vinterdag.

 Hænderne gned Daphnie lidt mod hinanden for at gå lidt mere varme i dem, inden hun kom til at tænke på at hun kunne varme sig lidt på suppen mens den kølede ned. Hun lyttede til hvad manden sagde, og sad lidt og tænkte over det. Hun kunne selvfølgelig godt se at man ikke nødvendigvis var ensom, bare fordi man var alene. 
 " Det kan du selvfølgelig have ret i.. " Kommenterede Daphnie en smule eftertænktsom. Med hænderne om suppen pustede hun lidt i den. 

 Da hænderne var ved at være varme, slap hun skål, for at tage i skeen i stedet, og løfte en skefuld op til munden og puste lidt på den, inden hun tog den i munden. Et tilfreds udtryk gled over hendes ansigt da det både smagte godt, men hun var tydeligvis blev mere sulten end hvad hun regnede med. Desuden varmen den også godt. 
 "Det er der helt bestemt! " Hun nikkede lidt til. Der var virkelig en god varme i krostuen, og det var meget rart. Hun tog endnu en mundfuld suppe op til munden. Lidt af suppen sneg sig ud af hendes mundvige, og hun tørrede det væk med håndryggen. 
 " Mh.. Jeg hedder Daphnie! Men du kan bare kalde mig Daffe. " Sagde hun og sendte ham et kækt smil.
 "Hvad med dig? " Hun lagde hovedet en anelse nysgerrigt på skrå. 

Samel nikkede let, da pigen gav ham ret i, at man godt kunne være alene uden at være ensom. Der var mange, der ikke kunne skelne mellem de to, hvilket var en skam, får man kunne få meget ud af at være alene. Tid og plads til at tænke og føle.
Han betragtede hende spise og drak lidt af den lunkne te. Måske han burde gå op og bede om en ny kop, men det gjorde ham ikke så meget.

”Jaså. Daffe.” Han smagte lidt på navnet. Det passede meget godt til hende. Derefter smilede han let til hende.
”Mit navn er Samael.” Han drak endnu en lille tår af teen, inden han lagde hovedet en anelse på skrå.
”Hvad laver du et sted så langt ude i ingenting som her?” Der var ikke andet end let nysgerrighed i hans tonefald. Han var blot nysgerrig og havde ingen bagtanker med sit spørgsmål. Hun virkede ikke som en, der burde være for sig selv et sted som her, rejsende alene. Der var mange farer ude i verden, især for en, der virkede så uskyldig som denne unge kvinde.

 Daphnie nikkede lidt da manden foran hende fortalte sit navn. Hun synes det lød meget fornemt. En skefuld suppe blev ført op til hende mund, hun pustede på den og tog den efter følgende i munden. Hun sad et øjeblik og tænkte over hans spørgsmål. 
 "Jeg var ude og gå en tur.. Og så blev jeg vidst lidt opslugt i mine tanker, og gik noget længere end jeg havde planlagt.. " hun lagde den ene hånd i nakken og grinte lidt. Det var egentlig tit hun blev væk i tankerne og endte steder der ikke var mening. Det var nogen gange lidt af et problem, når hun endte steder hun ikke helt vidste hvor var. 
 "Og så var jeg blevet sulten, og tænkte det var en god ide at komme her ind og få varmen og noget mad, inden jeg begynder at gå tilbage til byen.. " Hun sendte han et venligt smil og spiste lidt mere af suppen.
 
 "Hvad med dig? Hvad laver du ude i ingenting? Er du her bare for at være alene, eller? " Hun smilte drilsk og lagde nysgerrigt hovedet lidt på skrå.

Et smil viste sig på Samaels ansigt, da hun fortalte, hvad hun lavede så langt væk fra byen. Han kendte det godt, det med at falde hen i tanker og pludseligt være et sted, man ikke havde regnet med. Det skete nu mest på hesteryg for ham og somme tider i flere dage i træk, hvilket ikke var et problem for hverken ham eller hesten.
”Jamen så var det godt, at dine ben havde taget dig med til en kro.” Hun kunne være endt mange værre steder end her, tænkte han, og drak den sidste slurk af sin lunkne te. Måske han skulle bede om et krus mere. Han sad lige så godt, det var rart at komme indendørs og være imellem mere levende væsner.

”Jeg er meget sjældent helt alene.” Nogle kryptiske ord, han ikke uddybede. Der var ingen grund til at skræmme pigen med, hvem han var. I stedet fortsatte han med at give hende et mere forståeligt svar.
”Mit arbejde har ført mig hertil. Jeg rejser meget rundt.” Han så ned i sit tomme krus og sukkede, som han kom på benene.
”Øjeblik.” De smalle ben ledte ham op til baren, hvor han bestilte et nyt krus. Og snart sad han på sin plads igen med et lille smil til pigen.

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.