Sted: I udkanten af Dunkelskoven mod øst
Tid: Tidligt på natten, men efter fuldmånen er kommet frem
Vejr: Få skyer og svagt blæsende. Småkoldt som vinteren er ved at være på vej

Mørket var dybt i mellem træerne, kun få steder trængte månens lys klart ned i mellem træernes kroner, der var bladløse i den tidlige vinter. Der var ikke så koldt endnu, men små hvide skyer ville have stået ud foran Sobeks ansigt, havde han været så skødesløs. Det var han ikke, hans underansigt var dækket af et stykke klæde, så hans ånde ikke afslørede hans tilstedeværelse. Den kæmpe store mand sad fuldstændigt ubevægeligt, godt gemt i mellem nogle buske, der stadig holdt godt fast på deres blade. Hans tøj var sort som natten og det eneste, der kunne ses af ham, var hans lysegrå øjne og huden rundt om dem.
Han var på jagt. Efter varulve.

Dette stykke af den store skov, det stykke folk kaldte Dunkelskov, virkede til at tiltrække dem, så det var her han søgte hen ved hver fuldmåne for at jagte dem. Der havde også været varulve i Kzar Moras skove og han havde også jagtet dem der. Deres skind, tænder, knogler, ja selv nogle af organerne, var eftertragtede i visse kredse, og de var mange penge værd, fordi de var så svære at få fat på. Så Sobek gik troligt ud i skoven den ene gang om måneden og jagtede de forbandede væsner. Han var ligeglad. Så havde han da noget at lave.

Hans jagtmetode var simpel. Find et egnet sted, hæng en flået kanin op og vent. Lugten af blod tiltrak bæsterne fra lang afstand. Det krævede noget tålmodighed, men det var bedre end at gå skoven rundt og være et mere synligt mål. Dog var det også farligt at sidde så stille, som han gjorde nu. Hans lugt kunne afsløre ham eller noget kunne snige sig ind på ham bagfra. Varulve var overraskende lydløse. Rovdyr hele vejen igennem deres forbandede kadaver. Han havde taget sine forholdsregler. For at skjule sin lugt, havde han en kappe på, der lugtede kraftigt af jord og råd efter at have ligget i et hul i jorden i lang tid. Og på jorden bag ham, havde han sørge for at sprede ekstra tørre pinde, så han ville høre noget knække, blev der tråd på noget.
Trods det, var han stadig voldsomt opmærksom på sine omgivelser og hele hans krop var klar til at gå i kamp, også selvom hans ben sov en smule.

Noget fangede hans blik. Først næsten umuligt at se i mellem træerne, men snart blev det klart for ham. Nogen gik rundt med et lys i skoven. Han kvalte en svag banden, så ikke nogen lyd forlod ham. Han rørte sig stadig ikke, men betragtede lyset komme nærmere mod lysningen, han havde placeret kaninen i og som han selv sad i udkanten af. Lysning var måske så meget sagt, den var ikke mange meter i diameter og det var ikke fordi, at der kom ret meget månelys ned igennem kronerne. 
Han spærrede øjnene en smule op, da det gik op for ham, at det ikke var et lys, men en person, der lyste. Hvad i... den unge mand trådte ud i lysningen, men Sobek fik ikke tid til at tænke mere over det. En bevægelse fangede hans blik og uden at tænke spændte han buen, han havde siddet med i hænderne og skød en pil af sted. Den fløj med ikke mange centimeter rum forbi den lysende mands hoved og direkte ind i kroppen på en varulv, der havde sneget sig ind på det så tydelige, lysende bytte. Et brøl af smerte skar igennem den stille nat og Sobek var på benene før pilen ramte. Kappen faldt til jorden, mens han sprang frem, skubbede drengen til side og med den store jagtkniv sprang direkte ind i favnen på monsteret, der nåede at komme sig nok over pilen, til at forsøge at slå Sobek væk. Varulven var stor, men det var Sobek også, og han trådte kun et enkelt skridt til siden, inden han plantede en knyttet næve i varulvens ansigt og samtidigt forsøgte at få kniven i den. De dansede lidt rundt og det så næsten ud til, at varulven ville vinde, men et højt klynk vidnede om andet, inden bæstet gled ned på jorden og åndede ud for sidste gang.

Sobek rettede sig op. Han havde tre ridser ned over den ene kind efter nogle kløer og han blødte fra den ene skulder, der var fyldt med tandmærker, hvilket dog ikke kunne ses igennem det mørke tøj. Det bekymrede ham ikke, han var en dæmon og kunne ikke få forbandelsen, der hvilede over disse stakkels væsner. Han ville få feber og en smule kvalme, men det var ikke mere end hvad en periode med søvn ville klare.
Langsomt vendte han sig mod den lysende person, stadig med ansigtet halvt dækket af tørklædet, men uden at sige noget. Han betragtede ham bare med de grå øjne, der ikke udtrykte nogen følelser.

Avior havde ingen fornemmelse af, at det han havde gang i, ikke var den bedste ide. Han var kommet op at skændes, næsten slås, med en mand på kroen han havde boet på, om hvorvidt varulve var noget man skulle undgå eller ej. Manden havde sagt, at de var farlige og kunne slå et menneske ihjel uden besvær, og Avior havde påstået at han selv var mindst lige så farlig og selv kunne slå både mennesker og varulve ihjel uden besvær - og at han syntes at manden foran ham skulle gå ud og lade en varulv dræbe ham med det samme, hvis han alligevel bare havde tænkt sig at leve resten af sit ynkelige liv i frygt.

Så det var med et blåt øje, der spredte sig i lilla og grøn helt ud til hans kæbe, at Avior selv havde begivet sig ud mod Dunkelskoven. Han havde vundet slåskampen, for manden manglede en hånd nu, men han ville også vinde diskussionen, så nu ville han finde en varulv, dræbe den, og bringe den med sig tilbage til kroen. Han havde dog aldrig så meget som set en varulv før, så han gik rundt på må og få i mørket, oplyst af sin egen glød, der nægtede at lade sig dæmpe, fordi han stadig var ophidset fra diskussionen.

Han gik stadig og tænkte over, hvordan han skulle have eksploderet mandens hoved af, fremfor hans hånd, da noget skød lige forbi hans hoved, og han vendte sig pludseligt, da et skrig af smerte gennemtrængte skoven bag ved ham. Som i slow motion gik det op for ham, at det var en varulv. En varulv, ramt af en pil. Han trådte et skridt væk fra den, men var for langsom, og øjeblikket efter blev han skubbet længere væk af en stor, massiv hånd. Han væltede et par skridt bagud, inden han fik balancen mod en træstamme.

Takket være hans glød, var det nemt, selv i mørket, at følge med i kampen imellem mand og bæst. Avior heppede lydløst på varulven. Overlevede den, kunne han selv dræbe den og slæbe den med sig tilbage. Dræbte manden den, ville han være nødt til at finde sin egen.

Derfor blev han også tydeligt skuffet, da varulven udåndede for sidste gang og manden vendte sig imod ham. Avior rettede sig straks op - han skulle ikke være mindre ved siden af en nogen end højst nødvendigt.

"Bliver du også varulv nu, eller hvad?" spurgte han og pegede på de sår han kunne se på manden. "Jeg skal bruge et varulve-lig, og jeg er ligeglad med om det er dét der eller dig, men det ville være meget fedt med en advarsel, hvis du har tænkt dig at forvandle dig."

Det skuffede udtryk på den lysende mands ansigt var tydelig. Hvad var den af? Var han skuffet over at være blevet reddet? Noget over den måde han rettede sig op på, fandt Sobek underholdende, hvilket dog ikke kunne ses på ham. Og da ordene kom ud af munden på den fremmede, mærkede han et stik af noget andet. Vrede. Knægten var tydeligvis ikke taknemmelig over at være blevet reddet og lød endda til, at han ønskede sig liget af bæstet. Et let brum af, hvad man kunne tolke som morskab kom fra den store mand, inden han i et hurtig bevægelse var trådt nærmere og slog en stor knyttet næve i ansigtet på ham. I modsat side af den allerede eksisterende, tydelige skramme.

"Du burde udvise noget taknemmelighed  knægt, jeg har lige reddet dit liv." Hans dybe stemme havde et svagt spor af vrede  men var ellers neutral. Som om, at han ikke anså den lysende mand for en fare, hvilket han heller ikke gjorde, vendte han ryggen til ham og gik hen til liget af varulven. Lyset fra knægten havde ødelagt hans nattesyn, hvilket ellers havde været godt efter flere timers stirren ud i mørket. 
"Og nej, jeg forbandes ikke." En venlig information, han ikke havde behøvet at give. 

Han satte sig på hug og begyndte at undersøge ulven. Desværre kunne han ikke nøjes med pelsen, så han skulle have det store døde dyr med hjem. Tungt, men ikke et problen. Med den blodige kniv løftede han lidt op i dets læbe og blotlagde tænderne. Pæne og intet knækket. Godt. 

Avior blev tvunget et skridt bagud af mandens slag, snublende over en rod, og faldt på røven i den tørre skovbund. Han havde på ingen måde forventet et slag, for selvom han ofte kom i slåskampe, var det som regel ham selv der startede den, på den ene eller anden måde. Det var det måske også her, men han havde ikke selv kunne se hvor provokerende han havde været, selvom Ember havde forsøgt at lære ham at opføre sig pænt. Det gik ikke ligefrem godt for hende. Tværtimod syntes Avior selv, at han havde mere indflydelse på hende end omvendt.

Avior brugte ikke tid på at ømme sig, men kom på benene imens hans kæbe stadig sved af smerte, og marcherede direkte hen til manden og varulven, hvor han placerede sin ene støvle på varulvens hoved. Det var et par gode læderstøvler han havde snubbet fra et lig. At det var fra en mand han selv havde dræbt indlod han at nævne overfor nogen.

"Det her er min ulv. Fingrene fra den, gamle mand." Avior talte med al selvsikkerhed i verden, som om han var vant til at få sin vilje i alt, og det var han efterhånden også. Han havde lært at bruge både trusler og vold og mord til at få, hvad han ville have, og havde lært intet om at bede pænt, eller om konsekvenserne ved at tage ting, der ikke tilhørte ham.

Langsomt trak Sobek kniven til sig og så op på den lysende unge mand, der så selvsikkert erklærede varulven for sin. Jaså. De grå øjne blev kort knebet sammen, inden Sobek løftede den frie hånd op og trak ned i tørklædet, han havde over underansigtet, hvilket afslørede hans lige næse, de lidt indsunkne kinder og skægget, der tangerede i både sort og sølvgråt. Roligt rejste han sig, noget der fik ham til at være et hoved højere end den lysende knægt, men nok nærmere dobbelt så bred. Knivens blad var tydeligt at se i lyset, der strålede ud fra drengen, undtagen der, hvor blodet dækkede. Han havde ikke tænkt sig at bruge den mod den yngre mand, det vidste han allerede. 

"Og hvor har du så tænkt dig at slæbe den hen?" Øjnene gled ned over ham, tydeligt sigende, at Sobek ikke regnede med, at han kunne slæbe det store bæst helt alene. Sobek selv, som var noget stærkere end de fleste væsner på hans vej, fandt varulve tunge og besværlige at slæbe rundt på. Han rystede let på hovedet og lod ham blive stående der med "sin" varulv, inden han vendte rundt og gik tilbage til sit tidligere gemmested, hvor han samlede sin kappe, bue og pilekogger op. Tilbage ved varulvet stak han sine ting ind i favnen på knægten og samtidigt skubbede han ham væk fra ulven. Uden et ord bukkede han sig ned og fik det store tunge døde dyr slynget over sine brede skuldre med en næsten lydløst grynt. 

Uden et ord begyndte han at gå, men han stoppede dog op efter et par skridt og så mod knægten.
"Kommer du eller vil du blive stående der, til resten af skovens varulve har set dit fine afslørende lys?" Hans dybe stemme var brummende og hans ene øjenbryn svagt hævet. Og som havde guderne overværet samtalen, lød der et ulvehyl i det fjerne. Et forvrænget, alt for kraftigt ulvehyl. Sobek drejede hovedet igen og begyndte at gå. Der var et stykke hjem i sikkerhed, men han var ikke i tvivl om, hvilket vej, han skulle. Trods at han lige havde afleveret nogle af sine ejendele til en fremmed, gjorde han sig ikke det besvær at holde øje med ham. Han virkede opsat på, at varulven var hans, så han skulle nok følge med. Han var tydeligvis for dum til at være bange for at være alene ude i en mørk skov omgivet af varulve, mens han lyste op som en stjerne på nattehimlen.

Avior var ikke vant til at være mindre end andre, slet ikke så meget mindre end andre som han var mindre end manden foran sig lige nu, men han lod det ikke gå sig synligt på. Hans selvsikkerhed var stærkere end noget andet - han var fuldstændig overbevist om, at han kunne slå manden ihjel hvis han ville. Det var trods alt kun et menneske og Avior... Avior var så meget mere. 

Avior fnøs som svar, da han blev spurgt hvor han ville slæbe varulven hen. Han havde ikke haft tanker om at slæbe den hele, bare dens hoved. Det ville trods alt være mere end nok til at overbevise enhver om, at han havde nedlagt den. Om det var sandt eller ej gik Avior ikke så meget op i, så længe folk frygtede eller respekterede ham, og hovedet på dét dyr ville få folk til enten det ene eller det andet, det var han slet ikke i tvivl om. 

Derfor kom det også bag på ham, da han blot fik stykket våben i hænderne. Han så dem an i tavshed, ledende efter noget usædvanligt eller værdifuldt, men kom frem til at det hele så helt almindeligt ud. Ikke at han var ekspert, men han følte sig selvfølgelig selv som én. 

Ved mandens ord fulgte Avior efter ham, men kun fordi han ikke var sikker på, hvilken vej han var kommet fra. "Jeg er helt seriøs, gamle mand. Jeg skal bruge et varulvehoved. Ser du, jeg kom til at sprænge en mands hånd af, da han påstod at jeg ikke ville kunne klare en varulv, og nu, i stedet for at undskylde, vil jeg foretrække at bevise for ham, at jeg sagtens kan klare en varulv. Og dét der hoved. Det er mit bevis. Jeg nægter at blive i kulden længere end højst nødvendigt, og hvis det bliver nødvendigt, sprænger jeg dit hoved af fra din hals, hvis ikke du giver mig, hvad jeg vil have." 

Avior snakkede helt roligt, imens han fulgte efter den store mand, som var de blot to handlende der var i gang med at lave en forretningsaftale, men der var en lyst eller blod dryppende fra hans stemme, og han var ikke bange for at lægge skjul på, at han lige så gerne ville dræbe for at få fat på varulven, som han ville forhandle sig til den. 

Et ganske svagt smil spillede i Sobeks mundvige, da den lysende unge mand valgte at følge efter ham. Han så ikke bagud mod ham, men han var ikke ligefrem stille, som han gik igennem skovbunden. Trods Sobeks anseelige størrelse, var han næsten uhørlig mens han gik. Han havde brugt hele sit liv i skoven og det var mange år siden sidst, han bevidst havde spekuleret på at passe på sine skridt. Og så var der lyset, der fik nattens skygger til at bevæge sig omkring ham. Det var lidt et problem, de kunne ses på alt for langt afstand. Den store dæmons blik gled over skovens mørke og hans sanser forsøgte at opfange trusler derude. Men lige nu var der fredeligt.

Tavst lyttede han til den andens snak. Sprænge en mands hånd af? Det var det mest interessante ved hele talen, han registrerede knapt nok truslen om at miste hovedet. Knapt nok, det ville komme tilbage og bide den yngre mand i røven senere.
Men sprænge nogens hånd af. Enten var det en ganske brugbar evne eller også var der blevet opfundet noget nyt af en eller anden alkymist. Sobek fulgte ikke rigtigt med i verden, men han mente nu alligevel, at han burde have hørt om noget så specielt på den lokale kro. Så en evne. Han skrev det sig bag øret. Forsigtighed lød som en god idé.

Lysten til at dræbe gik ham dog ikke forbi. Det var ikke ligefrem et indtryk af en dræber han havde fået, da de havde stået front mod front lige før, nej, bare en arrogant knægt, der manglede noget forståelse for livet. Adelig måske. Spøjst. Sobeks nysgerrighed var efterhånden vakt. Det skete ikke så ofte, men den her unge mand var vist ikke noget, man kunne støde på til hverdag. Han vidste allerede, at den lysende mand ikke ville komme videre fra hans hytte, ikke som en fri mand i hvert fald. Der var nok en slavehandler, der ville blive lykkelig for at få et lysende væsen. Sobek vidste ikke, hvem der modtog slaverne i den sidste ende, han handlede med mellemmænd og han havde faktisk en aftale om at mødes med en om et par uger. Og han havde ikke fundet andet interessant ude i skoven endnu, så denne dreng kom som kaldet.

Der kom ikke nogen respons fra ham til al drengens snak, han var koncentreret om at gå og holde øje med deres omgivelser. Det var ikke ligefrem fordi, at han havde lyst til at blive overrasket af endnu en varulv, hans skulder gjorde ondt endnu og blodet klistrede en smule under tøjet, selvom han ikke blødte slemt. Til gengæld efterlod varulven et fint blodspor på jorden, men det bekymrede ikke Sobek så meget. Det havde kun ledt andre varulve til hans hjem få gange før, da de ikke virkede interesserede i hinandens lig.

Det var en rimeligt lang gåtur, men Sobek stoppede på intet tidspunkt op for at tage en pause, trods den massive vægt på hans skuldre. Det var bedst at komme hjem så hurtigt som muligt. Det ville have været bedre at lade hesten slæbe, men den kunne ikke deltage i en jagt. Og den var mere sikker hjemme i skuret en nat som i nat. Men snart begyndte omgivelserne at være meget bekendte og den mørke skikkelse af en bygning dukkede op foran dem. En lille hytte med en sidebygning, alt bygget i træ, med en base af kampesten. Han havde selv bygget hytten fra bunden, måske ikke et kunstværk, men væggene og taget holdt kulde og vand ude og var samtidigt robuste nok til, hvis en varulv eller noget af samme størrelse skulle prøve at komme ind.

Døren blev åbnet og Sobek fik bugseret sig selv og varulven ind af den store dør. Der var overraskende højt til loftet, han gad ikke gå foroverbøjet i sit eget hjem. Det var ret tydeligt, at han normalt ikke slæbte døde dyr ind i det ene rum, hytten bestod af, men der var en dør ud til tilbygningen, som han gik hen og skubbede op. Derude stod et stort bord med en god, tyk bordplade, der hang knive og andre skarpe redskaber på den ene væg, pelse hang frit og spændt op og en sød lugt af blod og kød hang i luften. Endnu en dør ledte videre til en anden del af tilbygningen, men den var lukket. I forhold til, at det var her han skindede dyr, var der overraskende rent. Den døde varulv blev smidt af på bordet, inden han gik tilbage til sit hjem. Gløderne ulmede stadig svagt i pejsen, der var bygget op af sten, og sammen med Aviors lys, var det tydeligt at se indretningen. I den ene ende stod en tung seng fyldt op med skind, der var et mindre spisebord og et par stole og en stor stol ved pejsen, dækket med skind. Alting var minimalistisk, men svagt hyggeligt. Det passede ikke helt med Sobeks lidt skræmmende udseende, som han stod der midt i rummet, der pludseligt virkede meget mindre. Han var en stor mand, hvilket indretningen af hans hjem også afslørede.

Med blikket på den fremmede trak han sin hue af og viklede tørklædet fri fra halsen. Det afslørede hans lange sorte hår og hans hylsters alder. Ungt var det ikke, men det passede meget godt til Sobek og han passede rimeligt godt på det.
”Luk døren efter dig,” brummede han, inden han gik op for at smide brænde på gløderne.

Avior holdt først op med at snakke om manden, han havde været uenig med tilbage på kroen, da de nåede frem til hvad han gik ud fra var Sobeks hjem. Ude i tilbygningen lod han sit blik glide over genstandende derinde, tilfreds med at se både det ene og det andet redskab på væggene. De ville være nyttige, når han skulle adskille dyrets hoved fra dets krop. Han kunne godt bruge sin evne på det, men det var udmattende og desuden ville det blive et værre rod, med både blod og kød sprængt ud til alle sider. Han ville klart foretrække en stor kniv.

Han tøvede lidt, da Sobek efterlod varulven i tilbygningen, og skævede også efter den i flere sekunder, inden han endelig fulgte med den store mand indenfor i hytten. Han kunne altid hente ulven senere. Det hastede ikke, Ember ville vente på ham, eller finde ham med sin evne.

Avior så utilfredst til, da Sobek afslørede sit ansigt. Hans nakke var bred og Avior ville, ligesom med varulven, ikke så nemt kunne adskille hans hoved fra hans krop, selvom han havde truet med det. Helt uden at tænke sig om, vendte han sig om for at lukke døren. Normalt adlød han ikke ordrer, men der var noget over Sobeks stemme, der fik ham til det, og det var først, da han allerede havde lukket døren, at han stoppede op og undrede sig over det.

"Du må få resten af den, jeg skal bare bruge hovedet," sagde han, da han vendte sig imod den store mand igen. Han følte sig gavmild - han skulle trods alt ikke bruge kroppen til noget. 

Det var tilfredsstillende at knægten lukkede døren uden brok, måske han alligevel ville blive en god lille tjener for nogen. Det var ikke ligefrem slaver, Sobek havde gjort det mest i igennem tiden. Så var der en mund mere at mætte, hvilket da var dumt, når man kunne gøre det hele selv og sikre sig, at alt blev som det skulle. Han havde haft sin søn boende i mange år, men mere uduelig idiot skulle man lede længe efter, så hans oplevelse af den slags, var ikke så god.

Igen med hans krav om varulven. Sobek flyttede blikket til ham, mens han rettede sig op fra pejsen, der allerede var ved at sende slikkende tunger af ild op af det nye træ. 
"Og hvad vil du give for det?" En enkelt sætning, der gjorde det klart, at han ikke fulgte den lysende unge mands position om, at ulven var hans. Han havde været et godt lokkemad, men havde ellers ikke gjort noget for at dræbe dyret. Og det man dræbte, var ens til at eje. Varulven var Sobeks.

Han knappede sin tykke, hjemmelavede jakke op og gik forbi den fremmede, før han hev den af og hang den op på en knage til formålet. Inde under jakken havde han en tyk ulden trøje, et af hans ejendele, der var købt. En trøje, der bar præg af hans møde med varulven, da der var blodpletter på den ene skulder. Han gik forbi drengen igen, inden han hev trøjen over hovedet og afslørede en massiv, muskuløs overkrop med et par kraftige overarme og tydelige mavemuskler. Bidemærket havde blødt, men det var ikke ret slemt, da jakken havde taget det meste af tændernes længde.

Sobek vendte sig mod ham igen og betragtede ham med sine halvdøde grå øjne.
"Jeg har ikke set dig lægge en hånd på dyret, da det var i live. Jeg dræbte det og reddede dit liv. Du er en utaknemmelig lille unge." Konklusionen blev udtalt, næsten som fortalte han ham, at solen havde skinnet tidligere. Uden følelse og uden nogen form for provokation. men det var lidt en provokation, han ville se, hvordan drengens temperament var.

Avior så fornærmet på manden, da han gav udtryk for at forvente betaling for varulvens hoved. Avior betalte ikke for noget, han tog det. Der var ikke noget der tilhørte andre - alt tilhørte den stærkeste person, der ville have det, og Avior var vant til at være den stærkeste, eller i det mindste dén, der var villig til at gøre mest for at få sin vilje. Komme i slåskampe, stjæle, myrde - så længe Ember ikke så det, eller kunne blande sig, var der ikke noget, Avior ikke var villig til at gøre, for at få alt til at forløbe efter sit hoved.

Men han var også vant til at folk ikke kunne se ham, på hvor langt han ville gå for at få sin vilje. Den krop, han havde fået da han landede på jorden, var ikke en krop, der ligefrem udgød frygt hos folk. Hans ansigt var pænt; symmetrisk, med en lige kæbe og ren hud. Hans øjne var mørkebrune og fik ham til at ligne en dådyr, når han faldt i staver. Det tøj han havde hugget sig til var dyrt, jakken han havde på nu mere blød og fornem end den var varm eller praktisk. Han lignede en adelig, der aldrig havde oplevet den hårde virkelighed, lige så meget som han lignede en ung dreng.
Men når han ikke dagdrømte sig væk til nattehimlen, var der mord i hans blik, og det var der også nu.

"Jeg havde ikke brug for din hjælp," snerrede Avior, én fornærmelse mere fra at miste sit temperament fuldstændig. Han kunne stadig mærke sin hud sitre, hvor et blåt mærke var ved at tage farve efter Sobeks slag. "Jeg er ikke et barn og jeg er på ingen måde ufarlig. Giv mig ulvens hoved, eller du er en død mand."

Sobek kom med et enkelt brum af morskab, da knægten sagde, at han ikke havde haft brug for hjælp. Varulven havde været sekunder fra at bide hans hoved af, kunne han virkeligt ikke se det eller var han bare så arrogant?
"Så siger vi det." Han vendte rundt og smed trøjen over ryggen på en stol, inden han gik over til en lille hjemmelavet kommode, og trak en skuffe ud. Med den brede krop blokerede han udsynet for den unge mand, så han ikke kunne se, hvad han lavede. Den ene hånd trak en læderrem med en gul sten på størrelse med et tommelfingerled i op. Den anden tog en klud, som han lagde over remmen, så han ikke ville opdage den.

"Nej. Ulven er min." Han drejede langsomt rundt med kluden i den ene hånd. Hans blik stirrede på den arrogante knægt, provokerede ham til en reaktion. Var det farligt? Ja uden tvivl, men man kom ikke langt i livet, hvis man ikke tog chancer. Og nok var det tydeligt, at Avior var arrogant, men Sobek kunne på visse områder måle sig med ham. Han var den stærkeste i rummet, den der havde alle kortene på sin hånd. Der var ingen tvivl i hans sind om, at han ville vinde denne kamp. Alene med sin størrelse og sin styrke.

"Du er en lille arrogant møgunge og du befinder dig i mit hjem. Udvis noget respekt eller det ene slag var blot en forsmag på, hvad der venter dig." Hans stemme blev dybere, da han udtalte truslen. Han mente det, han ville banke ham halvt ihjel, hvis han prøvede på noget. Eller udføre sin anden plan, det kom an på, hvordan situationen udfoldede sig. Begge dele ville ende med den lysende unge mand i hans varetægt, og det var sådan det skulle være. 
Sobek rettede sig lidt op, hvilket gjorde hans muskler i maven endnu tydeligere. Hans krop var skabt til hårdt arbejde og kamp, nordboen han havde taget den fra, havde været lidt som ham. Eneboer og hårdtarbejdende for at overleve i det barske landskab oppe nord på.

Selv da hans vært begyndte at tage sit tøj af lag for lag, beholdt Avior sin jakke på, på trods af hvor varmt det var ved at blive i den. Han åbnede knapperne, men nægtede at gøre mere - han ville ikke blive i den her hytte længere end nødvendigt, og hvis det nødvendige var indtil solen stod op, så var det bare sådan, men det havde Avior endnu ikke besluttet sig for om det var. 

Avior så med hævede øjenbryn på manden, da han igen, hårdnakket, påstod at ulven var hans. Var han døv eller dum? Avior havde tænkt sig at modbevise ham på den ene eller anden måde, og indtil videre tænkte han ikke ligefrem højt om manden. 

Dråben faldt, da han blev kaldt en møgunge. Han fandt sig ikke i fornærmelser af nogen som helst slags - en blanding af at han følte sig bedre end alle andre og have et behov for at bevise det, samt et alt for kort temperament. Han lod sig heller ikke skræmme af Sobeks muskler eller størrelse. Godt nok kunne hans evne ikke sprænge igennem så store ting, men han kunne skade ham godt nok alligevel, og desuden havde Avior både høje tanker om sig selv og gav samtidig ikke sig selv tid til at tænke over sine handlinger.
Han handlede bare; trådte i få, lange skridt helt op til manden, og samtidig med at han nåede op til ham, lagde han en hånd over mandens overarm. Det var nemmere at sprænge en arm af end et hoved, men kun hvis man gjorde det rigtigt.

Avior så ud af sin øjenkrog manden bevæge sig, og i sin hast efter at være den første til at gøre skaden, aktiverede han sin evne inden hans hånd nåede helt ned at røre ved hans hud. Hans hånd blev straks slået væk fra manden af rekyllen fra evnen, der ikke havde været tæt nok på til at gøre rigtig skade da den blev aktiveret, men som uden tvivl ville efterlade et stort mærke, eller måske endda havde været tæt nok på til at flå noget af huden op, men Avior havde ikke tid til at tjekke - han vidste at manden også bevægede sig, og at han ikke havde lang tid til at gøre sit andet forsøg, så hans anden hånd var allerede på vej op mod hans hals og han havde ikke tænkt sig at fejle denne gang. 

Sobek kunne se på drengen, at han ville angribe, før han gjorde det. Så han var sådan set forberedt, da Avior kom i mod ham, men han havde ikke forudset hans evne. Hvordan kunne han, selvom han var så gammel som han var, havde han aldrig oplevet noget lignende. Han havde løftet en næve for at slå drengen, da smerten eksploderede i hans arm. Det kunne næsten sammenlignes med at få et træ ned over armen, og så alligevel ikke.
Men han sagde ikke noget, faktisk reagerede han utroligt lidt på det og han lod armen med den knyttede næve fortsætte, så den smadrede ind i den yngre mands ansigt, næsten som en nævestor sten. Derefter greb han fat i håret af ham og smadrede hans ansigt ned i sit knæ. Splitsekunder senere var den lysende mand lagt ned på gulvet og Sobek sad på ryggen af ham. Med en hurtig bevægelse fik han viklet læderremmen om halsen på ham og hold den hårdt samlet i hans nakke, næsten som om, at han ville kvæle ham. Lyset fra drengen blev dæmpet, men forsvandt ikke helt. Virkede stenen som den skulle? Sobek tøvede lidt, men besluttede sig for, at det måtte han finde ud af senere.

Men ellers skete der intet. Han løftede op i drengens hoved med et greb i hans hår. Bevidstløs. Et grynt af tilfredshed kom fra Sobek, der lod hovedet falde til gulvet igen, inden han bandt en løs knude på læderemmen og derefter gav sit til at undersøge sin arm. Den dunkede tungt i smerte, men huden var ikke blevet brudt. I stedet var der allerede et stort blodunderløbent mærke. Det ville komme til at være ømt længe. Lidt stædigt spændte han op i musklerne et par gange, inden han rejste sig og gik tilbage til kommoden. Snart sad han igen på ryggen af drengen. Læderremmen var skåret over et passende sted og den tykke nål blev presset igennem, så han kunne sy de to ender sammen. Det ville gøre det meget sværere for drengen at få det, der nu var et halsbånd, af. Det ville kræve noget skarpt og det burde han nok kunne forhindre ham i at få fat på.

Da det var ordnet, lagde han hånden mod hans nakke og mærkede ham. Det efterlod en sort plet lidt større end en mønt midt i hans nakke, kun let gemt under hans hår. Så ville Sobek altid vide, hvor han var henne.
Han lod ham ligge på gulvet, mens han selv tog kluden fra før og gik hen til en spand vand, der stod vej ildstedet. Med rolige bevægelser begyndte han at vaske blodet af sin skulder. Sårene var holdt op med at bløde og blodet var størknet, men med tålmodige bevægelser blev hans skulder alligevel ren. Ud af øjenkrogen holdt han øje med drengen.

Avior indså at slaget ville komme inden han selv kunne nå at få fat på mandens hals, men det gik ikke op for ham, hvor hårdt slaget ville være. Slaget han havde modtaget ude i skoven havde været hårdt, men det havde heller ikke gjort meget mere end at skubbe til ham og efterlade et mærke på hans ansigt. Det her slag fik hans ben til at bukke efter under ham, og prikker til at danse for hans øjne. Han kunne mærke sig selv falde og kunne ikke gøre noget for selv at stoppe det, da han blev grebet i håret. Derfra registrerede han ikke længere noget.

Det første han bemærkede, da han kom til sig selv, var en kildende følelse i næsen og Avior rakte en hånd op for at gnide over den. Det tog et øjeblik inden han registrerede at det var blod. Det trillede dog ganske langsomt ud af næsen på ham, og han var ikke synderlig generet af det, udover den ubehagelige fornemmelse, og han tværede det straks mere ud, indtil det var op af hele hans håndryg og ud over hans kind.
Så satte han sig langsomt op. Han følte sig stadig lidt ør i hovedet og da han kom op at sidde på knæ gik det op for ham, at han også var svimmel.

"Store... svin..." mumlede han, uden omtanke for et overraskelsesangreb på manden. Han vidste, at han bevægede sig så klodset lige nu, at det alligevel ville være umuligt. Og så, med ét, sprang en hyletone op i hans ører, sammen med en gennemborende smerte i hans hoved, og han bøjede sig forover med sammenknebne tænder og lukkede øjne, hivende efter vejret. Han var aldrig blevet slået så hårdt før, og selvom han godt kunne lide at tro, at han var vant til lidt af hvert når det kom til vold, så skulle han lige vænne sig til effekten.

Han havde endnu ikke bemærket læderet om sin hals, fordi smerten optog det meste af hans opmærksomhed endnu. 

Sobek var færdig med at vaske blodet af og var ved at tørre hænderne af i et stykke klæde, da den lysende dreng begyndte at bevæge på sig. Han kunne mærke feberen begynde at komme snigende, hvilket ikke hjalp på hans humør. Men han ville lige være færdig med drengen, inden det var tid til at fortrække til pelsene i sengen, hvor han kunne svede virussen ud resten af natten. Der var mere tid i morgen til at finde ud af, hvad han kunne bruge ham til, hvis overhovedet noget, eller om han skulle sidde i buret til mødet med slavekøberen.

Det så ud til, at han havde slået ham en smule for hårdt, men knægten ville overleve. Måske med en mindre hjernerystelse, men det var sådan set ikke Sobeks problem. Så måtte han lære at opføre sig ordentligt og holde sig i ro.
Apropos. De to ord nåede ham og hans ansigt trak sig kort sammen i en advarende grimasse, Avi nok skulle lære at kende som tegn på, at nu ville der falde brænde ned.
I et par lange skridt, var Sobek henne ved drengen og med et fast greb i hans hår, trak han ham op at stå.
"Du mangler at lære noget respekt, dreng." Han slog ham i maven med en knyttet næve og han holdt kun en smule igen. Det var en dejlig følelse, det når næven gled ind i en blød mave og bankede lungerne tomme for luft. 

Han stirrede bryskt ind i hans ansigt for et øjeblik, inden han skubbede ham fra sig med et udtryk, der nok kunne tydes som afsky. Endnu et svageligt, ligegyldigt væsen. Havde det ikke været for hans evne til at skinne og måske hans anden evne, havde han slået ham ihjel på stedet. Nok var krystallerne fra slavehandlerne gode, men han kunne leve uden, så han tog kun væsner ind, når han var i humør til det. Specielle væsner. Og denne unge mand var speciel, det var han ikke i tvivl om. For ham var det lige meget ud over hvad det betød for de krystaller, han ville få for ham i sidste ende.
"Din tid her kan blive mere eller mindre behagelig. Det er op til dig." Det var sandt. De fleste af dem, han fangede, skete der ikke så meget med, men ud over de regelmæssige flugtforsøg, var der sjældent nogen, der angreb ham. Nok mest fordi han ofte var dobbelt så stor som sine gæster. Størrelsen skræmte de fleste. Og hans næver, dder ikke var blege for at slå.

Det var ikke første gang Avi hørte, at han skulle lære om respekt - faktisk nød Ember at fortælle ham det højt og ofte, og han var ærlig talt lidt træt af det. Han forstod knap nok ordets mening. Men vold, dét forstod han. Og han forstod den endnu tydeligere, når den blev brugt mod ham selv. 

Han gispede efter vejret, da han blev slået i maven, og allerede inden luften vendte tilbage til hans lunger, var han begyndt at række ud efter Sobek med alle intentioner om at myrde ham, men inden han kunne nå ham, blev han skubbet væk og han kæmpede for at beholde balancen, imens han snublede baglæns. 

"Jeg er ligeglad med 'behag'," snerrede Avior, ligegyldig med om han talte som et lærd menneske eller ej. Alle mennesker var alligevel dumme børn i hans øjne. "Alt jeg vil have er ulvens hoved." Han havde genvundet sin balance nu og i to lange skridt stod han igen direkte foran manden, der havde taget hans bytte, og med hurtige bevægelser lagde han en hånd imod hans hals, hvor han sørgede for denne gang først at aktivere sin evne, da der var hudkontakt. Sobeks hals burde sprænges op, hvor Aviors håndflade rørte ham; burde afsløre kød og muskel, burde få blodet til at sprøjte ud i kraftfulde stråler. Men intet skete.

Avior hørte det ikke selv, men han skreg, da han fjernede hånden og prøvede igen på mandens arm - først med hudkontakt, derefter uden. Uden havde det virket for et øjeblik siden, men nu skete der ingenting, og da han tjekkede, kunne han også se, at hans glød næsten var ikke-eksisterende. 

"Hvad har du gjort?!" Råbte han og så fra Sobek og ned på sine hænder, hvor han igen og igen prøvede at lave en eksplosion. 

Sobek holdt sin egen naturlige reaktion tilbage, da drengen kom i mod ham. Den lille gule sten burde virke, så han slog ham ikke væk for at forsvare sig selv, for der burde ikke ske noget. En stor chance at tage, især når han var så glad for dette hylster. Men intet skete. Et tilfreds smil kunne kort ses på hans ansigt, da den lysende knægt skreg og forsøgte at bruge sin evne igen, denne gang på en arm. Stadig intet. Stenen virkede. Lidt forundret måtte han konstatere, at det svage lys måtte fungere på en anden måde end regulære magier. Interessant!

Drengens frygt og frustration gav Sobek en varm følelse i maven. Ja, den gjorde ham ligefrem i bedre humør.
"Jeg har forhindret dig i at bruge din magi. Vi kan ikke have, at du ødelægger ting, mens du er her." Han sagde det som om, at det var ren logik. At han endnu ikke havde forklaret sin gæst, at han ikke skulle nogen steder de næste par uger, det var ikke så vigtigt.
Han trådte roligt frem til ham og greb fat i halsen på hans trøje, for at begynde at slæbe ham ud i tilbygningen til den døde varulv. Men han stoppede ikke ved bordet, nej i stedet slæbte han ham hen til den lukkede døre, som han skubbede op. Bagved den, var et rum fyldt op med skind, kranier, knogler og redskaber. Og midt i det hele stod der et stort bur. Knægten her var ikke hans første gæst, hverken på to eller fire ben.

Lige meget, hvor meget knægten kæmpede i mod, slæbte han ham hen over gulvet og trak buret op for at smide ham derind. Det var højt nok til, at han kunne stå op, men ingen af siderne var lange nok til, at han kunne ligge udstrakt. Så meget plads var der heller ikke behov for. Lige nu var det tomt og rent. Temperaturen i rummet var kold nok til, at når vinteren ville sætte rigtigt ind, ville man kunne se sin egen ånde herude. Hvorfor varme et opbevaringsrum op?
Hvis der ikke var problemer med at smide ham ind i buret, ville Sobek smække lågen i og dreje nøglen i låsen, inden han han lædersnoren om halsen, så nøglen hvilede mod hans bare, behårede brystkasse.

Idet Avior fik at vide hvad der foregik, gik det også op for ham at manden foran ham på ingen måde kunne vide, hvor meget han provokerede ham lige nu. 'Vi kan ikke have at du ødelægger ting'. Han kunne ikke have sagt noget, der ville få Avior til at ødelægge flere ting, end dét.

Det lå ikke mange ting i mandens hytte, men så snart Avior blev slæbt af sted sparkede og slog han ud efter alt hvad han kunne nå - han væltede stole og slæbte et bord en hel meter efter sig, han kastede ting mod ildstedet og, da der ikke var flere ting han kunne få fat på, borede han sine fingre ned i de bidemærker manden stadig bar på skulderen. Han havde ingen omtanke for Sobek, kun ønsket om at skade ham, og han borede dem ned i såret med så meget kraft at man kunne mærke, at han ikke havde nogle hæmninger når det kom til vold. Hvor andre ville have tøvet med noget så voldsomt handlede Avior uden andet end vildskab.

Men intet stoppede dem og da de kom forbi ulven slap Avior mandens sår for i stedet at gribe fat om varulven. Avior kunne ikke både gå og slæbe ulven, så han lod Sobek om at slæbe dem begge, og det var først, da han blev smidt ind i et bur, at Avior for første gang selv bar ulven og selv da gjorde han ikke andet end at smide den ind bag sig i buret, med sig selv stående som skjold imellem den og manden.

"Ulven er min," knurrede han og med en hånd om en af tremmerne på hver side af sig, løftede han et ben, klar til at sparke manden væk hvis han prøvede at modsatte sig.
Avior var allerede ved at hyperventilerer bare ved tanken om at stå i det lille bur han var i, og det var ikke en god kombination med den hovedrystende han uden tvivl også havde, men han blev ikke desto mindre stående hvor han var. Han kunne alligevel ikke komme forbi det store bæst.

Sobek blev på den ene side lidt træt, men det var nok den begyndende feber og kvalme, der talte, for på den anden side morede han sig lidt over drengens krigeriskhed. Det skulle nok blive spændende at få banket noget af det ud af ham. Egentligt ikke noget, han behøvedes, men han hyggede sig altid med at knække folk lidt, inden han overlod dem til en af slavekøberne. 
At han greb fat i ting og kastede med ting, gad Sobek egentligt ikke gøre noget ved lige nu. Han vidste, at om meget kort tid, ville han ikke være fysisk i stand til meget andet end at ligge i sengen og svede under pelsene, så han havde en smule travlt med at få knægten stuvet væk i buret. Selv ikke da han greb fat om hans skambidte skulder, kom der en reaktion fra ham. Sårene var ikke så store eller dybe, at det var andet end ubehageligt for den store mand.

At han pludseligt slæbte på både knægten og den ret så døde varulv, var dog næsten for meget, men han havde egentligt regnet med, at drengen selv ville slippe den. Men nej, Han slæbte den ved Zaladin helt ind i buret. Og erklærede den for sin.
Med et lidt træt og noget mørkt udtryk så Sobek lidt på ham med et dødt blik, inden han trak let på den ene skulder.
"Fint. Men kom ikke og piv, når bæstet begynder at rådne og du synes, at der er for lidt plads. Du kommer ikke ud og jeg fjerner den ikke." Han tog fat i lågen til buret og begyndte langsomt at lade den glide i. Han var klar til et angreb, for hvem ville lade sig selv frivilligt bure inde, og så med et dødt væsen?

Truslen var kun halvt sandt, for han havde ikke planer om at lade ulven ligge til den rådnede. Lugten ville sprede sig, sætte sig i pelsene omkring ham og forstyrre ham i hans hjem. Men han ville ikke gøre noget for at fjerne den før i sidste øjeblik, medmindre han blev bedt om det. Men måske han skulle indgå en lille handel, for der var mange krystaller og meget arbejde i det døde væsen.
"Men du kan lade mig få ulven tilbage og jeg gemmer hovedet til dig." At drengen slet ikke ville få muligheden for at komme derfra med hovedet, var en anden ting.

Avior kunne på ingen måde klare tanken om at være buret inde. Måske hvis han havde masser af plads, men han syntes jo ved Zaladin at selv et hus var lidt for småt. Han skulle helst ikke have et tag over sit hoved, hvis han kunne undgå det, og nu stod bæstet her og truede ham med, at han skulle være i et bur indtil ulven rådnede op.

Avior blev både rasende og skræmt. Og så endnu mere rasende, fordi han ikke ville finde sig i at blive skræmt.

Han skubbede sig selv op imod lågen, da den langsomt blev lukket i og satte også en fod for. Det var sandsynligvis umuligt at få manden til at flytte sig, han var jo et halvt bjerg, men Avior nægtede at lade ham lukket buret.

"Du kan få kroppen, hvis du lukker mig ud herfra. Jeg brækker alle dens knogler, jeg flår dens pels op, om jeg så skal gøre det med hænderne, jeg flår den fuldstændig fra hinanden, din gamle stodder, hvis ikke du lukker mig ud!" De tre sidste ord blev nærmest skreget, med tydelig desperation og raseri, og da der ikke med det samme blev reageret, kastede han sig mod tremmerne i et forsøg på at skubbe døren mere åben.

"Jeg er ligeglad med, om du binder mig fast til et træ udenfor, jeg skal bare ikke være herinde!!" Denne gang skreg han ikke, men stønnede det, imens han med store kraftanstrengelser forsøgte at få døren helt åben.

Han havde stadig sin jakke på, men selvom det var koldt her, så var det koldere udenfor, og alligevel ville Avior til enhver tid foretrække at være udendørs fremfor at være spærret inde.