Asith havde gjort sig selv komfortabel imod den kølige væg og imens Selmy vågnede, havde mørkelveren nærmest lyst til at lade sig falde hen igen. Da han dog til talt til, satte han sig atter op med et ryk! Han havde ellers prøvet at være stille omkring det. Ikke at det gjorde den store forskel - måske syntes han bare at Selmy fortjente at være den dovne denne morgen. 
Som svar til knægtens spørgsmål trak Asith på sine benede skuldre og lavede en henkastet bevægelse imod døren. "Stod der da jeg vågnede." Hans stemme var lav, søvndøsen og forfærdeligt markeret af at han havde kæften fuld af lindrende urter. Ikke at det smagte synderligt godt, men han havde fået en langt mere bitter morgenmad før. 

Asith havde aldrig været køn i morgentimerne, og i dag var bestemt ingen undtagelse; Fletningen der nærmest havde klædt ham dagen før var nu en pjusket gnaverhale, der tjavset hang over den ene skulder. Hans øjne havde på en eller anden måde formået at se endnu mindre og mere stikkende ud og hvad der var tilbage af en allerede sølle kropsholdning lignede nu allermest at hans rygrad havde smeltet indefra. Trods han var et sølle syn, var der ikke mange kvaler at finde i hans tone eller attitude. Han virkede blot udmattet - som om han nemt kunne sove endnu en fuld dag uden problemer.

"Du ser veludhvilet ud." Noterede den trætte mørkelver med stilken af en rod stikkende ud fra sine mørke, skarpe læber. Det lød nærmest anklagende, men det skyldtes sikkert blot misundelse... Men trods han langt fra følte sig vågen, så kunne han ikke have beklaget sig over sporadisk søvn. Tvært imod, så havde han ikke sovet så tungt i lang tid. Ikke engang når han havde følt sig på sit sikreste i sin seng med en ny lås på døren.

"Du gjorde ret i at bede om endnu en dag." Tilføjede Asith og med en smule besvær fik sig rejst op igen. Denne gang tog han bakken med sig og bevægede sig tilbage til deres improviserede dobbeltseng. "Det føles som om Kile har forsøgt at trække mig igennem gulvet i løbet af natten." Lidt dramatisk måske, men når man var vant til at sove med et øje åbent, kunne man nemt frygt at sove lidt for tungt.
    

 

Kommentaren om deres nattelige deling af varme fik kort mørkelveren til at stoppe op i sin færden med et undrende udtryk i fjæset og en tænksom rynken på munden. Han så ikke direkte fornærmet ud, men nærmere overvejende. Undringen var ikke specielt sejlivet og kun et kort øjeblik efter Selmy's flabede svar, lignede Asith atter en som ikke regnede med andet. Han trak på skuldrene og lænede sig for at sætte sig på pladsen der blev budt ham. 

"Du burde efterhånden vide at jeg kommunikerer alene via brok." Forsvarede han sig selv med et træt smil og syntes sikkert nok at han selv var ganske kløgtig. "Krystaliansk kan være sååådan et svært sprog at lære, så jeg dækker helst bare det mest nødvendige." Tilføjede han og kvaste med vilje sin tykke accent bare for at lyde så pompøs og skide-irriterende som muligt. Hans lyserøde tunge stak dernæst ud på barnagtig manér inden han placerede bakken fra sig og genopfyldte nu begge lerkrus. Selmy skulle jo ligeså kunne tage del i det kolde vand, specielt med den bagende hede nu åndende i deres nakker. 
Med et lettere forpustet suk efter en lang og grådig slurk blev kruset igen stillet fra ham og Asith lænede sig dovent tilbage, tværs over begge senge for at stirre op i myggenettet hvor et par få insekter havde begået overtrædelser i nattens løb. Deres døde kroppe hang nu i de minimale huller imellem de hvide tråde og det var nok kun et spørgsmål om tid før spindlere fandt frem til dem eller endnu større flaksende ådsels ædere.

"Jeg prioriterer at tørre de få ting jeg fandt i går, som skal gå til pulver." Svarede han hæst, stadig ikke helt overbevist af hverken Selmy eller hans egen fandens til krop til blot at hvile. Hvis han bare kunne gøre sig en smule nyttig inden de skulle rejse ud igen, ville han kunne hvile med langt større tilfredshed. Da gled de stikkende røde øjne fra de stakkels små ådsler i nettet og tilbage til Selmy, tankefyldt hvis han havde fundet sig en midlertidig blind vinkel. 

Selv nu om dage var der lektioner i almen høflighed at lytte til fra Selmy's side og af en eller anden grund var de ikke længere irriterende. Asith lå blot der i en solstribe fra vinduet og smilede som en fed kat der var mæt af mælk og lyttede til Selmy's harmløse fornærmelse givet ord.

"Hvis blot mit omdømme var så simpelt." Svarede han småkækt og strækkede sig som den lange grå-lilla slange han nu engang var. 'Brokkehoved' virkede ikke som et helt forfærdeligt omdømme når man var vant til titler der både dækkede Dianthos generelle had for hans slags og specielt af den mindre reelle del af arbejderklassen. Dovne tyveknægte, snydere og hælere var nogle af de mest populære, hvilket var ironisk taget i betragtning hvor mange man fandt i de gamle gader og stræder der havde arbejdet sig selv ihjel - enten af udmattelse eller via en forsmået 'kollega'. 
Bare tanken om at være produktiv i dag var en plage, hvilket var en abstrakt tanke at have. Asith kunne sjældent sidde stille uden at have noget imellem fingrene, specielt begrundet en indædt vane der tit lagde arbejde og trusler i samme kurv. Og i dag? I dag havde han allermest lyst til at forblive her over de to senge og med en hed linje sol hen over brystet. Selv om varmen truede med at bage ham, så så han stadig ikke megen grund til at rykke sig til en skyggeplads.  
Mørkelveren gav et lille muntert grin fra sig over Selmy's kommentar. "Men ak, så lad da gå. Jeg er dig evigt taknemmelig over du beskyttede mig imod nattens kulde." Noterede han endelig, stadig med en grad af teatralsk morsomhed og sendte knægten et sigende blik og et bredt smil, som lovede unoder. "Men ser du; Lige nu er jeg overophedet. Du har vel ikke også noget kulde du kan dele ud af dig?" 

Gætterier var der nok af og Narissa virkede hverken enig eller uenig i Selmy's iagttagelser. Faktisk virkede hun generelt lidt uinteresseret i mossens effekter og herkomst - hun ville blot have den forebygget på bedst mulig vis. Man kunne åbenbart godt være ejer af en have med en så gennemført og hårfin biodivergens men stadig have begrænset interesse for de bebladede rovdyr iblandt dem. Efter at have overrakt urtekniven, tørrede hun atter sine hænger af i sin beklædning og knejsede nakken imod hendes eventuelle næste gøremål. Nok var der at lave og Selmy havde hende ikke hængende over nakken særligt længe. Det tog kun et par enkelte minutter før hun atter samlede sig om sit næste skridt og passerede dybere ind i haven så hendes iværksættende gæst kunne pusle som han havde lyst. Inden hun dog forsvandt helt, meddelte hun sit sidste:
"Jeg arbejder på akvædukterne i dag, så hvis du skal finde mig, følg vandet. Komposten samles bag ruinernes østside-" Hun pegede i retningen, så Selmy kunne få en bedre idé om hans funds' endelige hvilested. "-og hvis du beslutter dig for at skrive, kan du lægge dit post på bordet ved hoveddøren."
Og med det var hun væk og Selmy havde al tid i verden til at greje sin lille, besynderlige problemstilling. Rigtigt nok var der små 'betændte' dele af mange af de omgivende planter, men selvom det virkede som en aggressiv slags mos, så så det ikke ud til at planterne led synderligt af det.. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, og i et skrøbeligt lille økosystem var det vel nok bedst ikke at introducere noget så fremmed som dette. 
Dagen gik og groede sig godt hed i timerne hvor solen hang på sit højeste, men vandene i haven forblev kølige og indbydende. Som dagen før var Selmy tilladt at improvisere sine måltider, for frugt og grønt var der nok af, og med deres modne, farverige skind og voksagtige overflader, lignede de næsten store juveler som de hang der i træerne, glinsende af solskin og fugt. Der gik heller ikke en djævelsk lang tid før en velkendt, lang og grå-lilla mørkelver forvildede sig udenfor for en kort bemærkning, lokket af selv samme juveler. Trods Asith lignede at han havde den ene fod i graven og allerhelst ville forblive i sine kølige og skyggefulde forhold, havde han dog nok liv i sig til selektivt at vælge sig et halvt dusin frugter til eget forbrug inden han igen gik i dvale.  

Selvom den unge healersøn havde grønne fingre og trivedes i sit rette element, var det hårdt at have knæene og hænderne i jorden hele tiden, og i så mange timer, fordybet i sine mange tanker. Han blev først mindet om at tage en pause, da han endelig fik rettet sig op og strækket sig, siddende på hug. Han opdagede først Asith på hans vej tilbage fra rov, og fik derfor heller ikke kaldt ham hen til sig for at sludre eller høre ham om råd til sit arbejde… Han kom i tanke om at han havde lovet at bringe ham mad. Men selv havde han glemt alt om det under sit arbejdsfokus.

Narissa virkede ikke til at være en kvinde man blot lige forstyrrede, men Selmy opsøgte hende alligevel inden han trak sig tilbage, for at fortælle hende at han havde gjort hvad han kunne, for at bekæmpe bestanden af mos-sorten, og takkede hende atter engang for den hjælp hun havde gjort for dem. Han og Asith skulle jo rejse i nat, når der var mest køligt, og hvem vidste om Narissa havde tænkt sig at vinke farvel til dem i en rørende afsked.

Det sidste han gjorde, var lige at rulle den sidste trævogn med kompost hen til kompostbunken, og sørge for at der var ryddet op, så man ikke kunne finde spor fra hans arbejde. Herefter slæbte han en stor kande vand med sig tilbage til værelset, hvor han regnede med at finde en forhåbentligt sovende Asith. Han listede sig mod døren og skubbede den åben med hoften, da armene bar på kanden. Han forsøgte at stille den ved døren så stille han kunne, og tittede ind i det rodede kammer med sit blege hoved. Hvis han kunne komme ind uden at vække den formodede hvilende elver, ville det næsten være første gang.

En følelse af at være gået forkert opstod i den trætte Selmy. Hans blik havde søgt hen mod sengen som noget af det første, og selvom sengene var slået sammen og myggenettet slået ud om begge møbler, virkede det fremmed. Asith lå ikke derinde, og heller ikke henne ved det lille bord, hvor Selmy havde haft i tankerne at liste hen og sætte sig til at skrive sine breve hjem til familien. Hans hjerteslag slog ham hårdt indvendigt, da det gik op for ham, at noget var helt, helt galt. Asith var væk…! Deres ting var væk…! Eller nærmere… Kun Asiths ting var væk!? Selmy havde overhoved ikke sit livsværk i tankerne til at starte med, lige nu var han i chok over at hans rejsekammerat var som forsvundet fra eksistens. 

Asith var rejst, lød hans eneste tanke. 
Han kunne ikke få det til at passe med hans forestilling om hvem Asith var og hvilket venskab der var kommet ud af deres rejse sammen.

Som han trådte ind i værelset, skælvede det i hans krop. Ikke på grund af overanstrengelse fra dagens slid, men på grund af den ængstelige, ubehagelige følelse der sad i marven på ham. Og han kom til at gå ind i vandkrukken, så den faldt til gulvet og knustes i store skår. Han måtte gennemsøge lokalet for… Selmy var ikke sikker på hvad… En farvel-note eller et eller andet, hvilket var det mindste Asith kunne gøre! Selmy vidste at han kunne skrive! Men alt han fandt i sin forhastede søgen var hans egen rejsetaske, der lå fladt på gulvet, tom for tegninger og… Bedstefars… BOG.

Værelsesdøren sprang op endnu engang og Selmy stillede sig ud i rummet og kaldte hans navn, så hans stemme blev båret igennem den intakte del af ruinbygningen ”ASIITH!” Hans lungers kraft fik ordet til at knække over. Han var vred. Og han var ikke mindst rædselsslagen.
Hvor længe havde han lige været alene? Tomheden af gangen mindede ham om at han hverken havde set Narissa eller Asith i timevis. Narissa havde bedt ham om at finde hende, hvis der var noget, men hun var jo ikke der hvor hun sagde. Selmy havde ikke været ked af det over, ikke at møde hende endnu engang, men han havde da forsøgt at gennemsøge haven overfladisk, for at støde på hende, inden han gav op og begyndte at søge tilbage til Asith.

Pludselig var han bange. Pludselig… bekymret for hvad der virkelig var sket her… Hans hånd søgte uvant og rystende ned at hvile ved den mørkelviske daggert han havde på sig. Den som han havde glemt alt om indtil nu. ”…Nariss-” Han kvalte sin egen stemme. Bange for at lyden af hans oprørte stemme skulle lade nogen… eller noget… vide hvor alene han var.
Han forlod området udenfor værelset. Klamrede sig næsten til skyggerne ved væggene og så sig flygtigt omkring sig. Han måtte mod udgangen, hvor hans hest… Den eneste hest her… burde stå endnu. 

Hvis blot Selmy kunne se at hesten stadig var her, så måtte Asith vel også være her!?

Til Selmys store rædsel var hesten og alle beviser for dens overhovede eksistens borte. Drivkraften i Selmys trætte og forpinte krop byggede på det eneste, sidste og spinkle håb, at den forbandede hest stadig stod hvor den skulle, og nu... nu skælvede hans krop og hans ben kunne ikke mere. Hans knæ og ene hånd landede magtesløst ned i sandet. Hans fingre spredte sig i det og lukkede sig indtil sandet rindede ud mellem hans lukkede fingre. Akkurat ligesom med hans evne til at holde fast i Asith.

Hans frie hånd søgte op til ansigtet, og tørrede de begynende tårer væk med fingrene. Han mindedes de gange han havde snerret af Asith og virket afvisende. Havde han ikke behandlet Asith godt nok, siden han nu var rejst? Eller havde han lugtet den råddenskab der gemte sig dybt indeni ham. Den råddenskab der gjorde ham underlig og anderledes fra alle andre. Det var klart at Asith var rejst! Hvor havde Selmy dog været blåøjet at tro, at han kunne forføre en mand som Asith. At tvinge ham til overhoved at blive være hans ven... Bevids om hvor alene han var blevet, og hvor nyttesløst alting var, fik tårerne lov til at få frit løb.

Men allerede da den første dråbe landede i sandet, blev hans øjebliks svaghed afbrudt af svært-identificerede lyde. Det fik ham til at stoppe med at græde på stedet, og hans snøft lød mere forvirret end sønderknust. Med røde øjne kiggede han forvirret rundt om sig og forsøgte at finde kilden. Men det blev tydeligt, at de brummende, uhyggelige lyde kom nedefra? Selmy stivnede på stedet og lyttede indtil han ikke længere kunne høre mere.

Aldrig i livet at han ønskede at opsøge den slags, hvis han havde været sammen med Asith eller derhjemme med sin familie. Men hvis lydene kunne lede ham i retning af Narissa... Han stolede ikke på hende meget længere, for hvordan kunne han overhoved stole på nogen som helst længere? Hvis nogen vidste noget om Asiths forsvinden, måtte det være hende. Om hun var medskyldig eller ej, vidste han ikke. Men han kunne ikke lide den måde hun var forsvundet på... Han måtte ned på en eller anden måde... Selmy mindedes at han var gået forbi en trappe ned et par gange. Det havde aldrig interesseret ham at finde ud af hvad der var dernede, før nu.

Han ønskede stadig ikke at blive hørt, så han placerede sine fødder varsomt en efter en, mens han befærdede sig i rummene. Hvis han var heldig, kunne han fange Narissa eller hvad end der ventede ham nede under jorden, uopdaget. Den eneste sikkerhed var daggerten... skønt han ikke vidste hvordan man brugte sådan en til selvforsvar... Men måske var han blevet følelsesmæssigt ustabil nok til at turde slynge den mod en modstander, hvis det blev nødvendigt...