Log ind Opret bruger
Sofie Sirenesang
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 15 år

Skaber: Dragonflower

((Ønsker du at deltage i tråden, så kontakt Erforias eller Dragonflower. Tråden er for karakterer der er eller ønsker at gå imod Kiles orden, og være en del af rebellerne. Tænker du det kunne være noget for din karakter så kontakt en af os INDEN du skriver i tråden))

Det havde ikke været svært at finde en forladt bygning i Skumringskvarteret. Der var så mange efter Kiles Orden havde taget magten, at selv de hjemløse ikke havde kunne fylde dem alle. Mange havde tilhørt de forviste elvere, men en god del stod tomme af andre årsager. Folk var flygtet, arresteret, eller forsvundet sporløst i natten, eller ved højlys dag. Det gjorde ingen forskel, ikke for Ordenen. Det var tydeligt nu at de ikke ønskede folkets eller landets bedste, men alt de ønskede sig var magt. Det var tydeligt, efter det var blevet opdaget at den Lysets Dronning der nu sad på tronen og viste sig for folket, var falsk, en kopi med en ond sjæl..

Nu var det bare et spørgsmål om at overbevise folket om at de var blevet ført bag lyset.

Sofie bed sig i læben og kiggede rundt på de forsamlede folk fra under kåben. De fleste havde valgt at skjule deres ansigter og identitet på den ene eller anden måde. Det var forståeligt, især efter hvad der var sket sidste gang en folk rebeller havde forsøgt at mødes. Et møde hvor en dæmon og en vampyr havde forvandlet mødet til et blodbad. Kiles Orden havde selvfølgelig givet rebellerne skylden, men det var tydeligvis Kiles Orden selv der havde iscenesat det, for at sætte sig selv i bedre lys!
Det havde taget lang tid, og hårdt arbejde at genvinde folks tiltro, at få dem til at indse det alt sammen var en del af Ordenens plan, men det var lykkedes, og nu var folk endelig samlet!

Sofies blik faldt på Rofus, hendes medsammensvorne i alt dette, hendes partner, hendes... kæreste.
"Tror du der dukker flere op?" spurgte hun, lidt håbefuldt.

((Til afklaring, da det ikke fremgik tydeligt af min oprindelige post: Mødet foregår i et baglokale til en forladt butik.

OBS! Hvis du ikke ved hvad du skal svare, eller din karakter ikke lige har noget at byde ind med, så skriv "Står tænksomt" og tag den næste! Vi er rigtig mange mennesker i tråden, og det er bedre vi kommer videre hvis din karakter ikke lige gør/siger noget!

Svarrækkefølge:
Sofie
Alicia
Selmy
Éir
Nobacy
Dinah
Rofus

Tagges ind senere:
Alle er tagget ind!))
Nobacy
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Ørkenelver
Alder: 1784 år

Skaber: Loyalpeanutbuter

Nobacy havde haft en meget kedelig uge. Faktisk havde der ikke sket noget som helst, det her år. I hvert fald af interesse for hende. Men hun vidste at hvis noget skulle ske, så ville det snart ske. Efterhånden havde hun lært at være hvor konflikter trapper op. Og det var i den grad ved at ske. Flere elvere blev smidt ud. Og der bliver ved med at komme nye regler. Hun må ikke engang bruge magi mere! Hvor åndsvagt er det? Hun bryder den religiøst. Siden at der altid er en fantomvind omkring hende. Hun er blevet nød til at prøve at få vinden til at blæse samme vej som vejret vil. Og det har været virkeligt træls. Hun overvejede virkelig bare at vise sig foran et hold vagter, bare for at få lidt spænding.

Hun kiggede på nogle vagter. Overvejede mulighederne. Hun sukkede. Det ville alligevel ikke være det værd. De var langt fra hendes ligemænd. Så hun gik videre. Normalt var hun fuldstændig ligeglad med hvem der havde magten. Men det var tydeligt at den ikke burde tilhøre Kiles orden. I hvert fald ikke på den måde de holdt magten på. Hun kiggede sig omkring. Der var mange forladte bygninger. Befolkningen forsvandt lidt efter lidt. Folk var ved at have en fornemmelse af at det her var ved at gå over geled. Men egentlig var hun ligeglad. Fuldstændig. For hendes skyld kunne landet falde sammen i hovedet på hende. Hun ville overleve. Det gjorde hun altid. Det betød intet for hende.

Det var altid dejlig med noget varmt mad, syntes hun. Også selvom at værtshuset hun sad og spiste ved var billigt. Meget billigt. Men bedre end den mad hun selv kunne lave. Og så var det varmt. Det var efterhånden en sjældenhed. I hvert fald for hende. Dejligt mæt efterlod hun nogle ekstra penge til en tjenerpige, inden hun forlod værtshuset. Hun sukkede. Det hele var så frygteligt meningsløst. Hendes tidsfornemmelse gled på is. Det føltes som om at timerne skred uendeligt langsomt fremad, og alligevel blev hun overrasket over at det allerede var fredag.

Ude på gaden gik en lille familie, en far, mor og et barn. De alle huer på. Nobacy skulle til at gå videre, da hun hørte et par magtsyge byvagter opdagefamilien. "Stop der! Har i ikke hørt om hueforbuddet? Ingen må have huer på!" Han var dybt seriøs, og den anden grinede ondt. "Aflever jeres huer omgående!" Familien stod stille. Hvilket gjorde vagterne arrige. De stampede over mod familien. "AFLEVER JERES HUER OMGÅENDE!" De afleverede deres huer. Under dem viste sig tre sæt spidse øre. Uden at tøve slog de forældrene ned. Nobacy spurtede over på den anden side af gaden med trukne sværd. Hun prøvede ikke engang at skjule noget. Vagterne trak selv deres sværd. Nobacy snurrede rundt et par gange og afvæbnede dem begge uden meget besvær. Hun kiggede truende på dem. "Glem mit ansigt, ellers lander der en kniv i jeres ryg. Eller jeres elskede." Det var ikke engang en tom trussel. De gik sikkert den samme rute. Hun kunne godt finde det her sted, og hvis hun blev nød til det ville hun vente i meget lang tid. Vagterne stormede af sted, væk fra hende. Hun vendte sig om mod pigen. "Jeg kan ikke få dine forældre i sikkerhed..." Hun stak hånden ned i sin lomme og trak hendes pung frem.
Hun gav den til pigen. "Det er ikke meget, men nok til at du kan overleve et par dage. Prøv at finde nogle som skal til elverly. Stol        ikke         på          mænd." Hun sukkede. Pigen kiggede med vrede op på hende. "Du er stærk. Det er uretfærdigt. Fix det!" Pigen vendte sig om og gik væk. Nobacy blinkede et par gange. Hun lød som en fremtidig reagent... Hun kunne ikke gå imod den uskyldiges ordrer. Hun var nød til at sørge for at kiles orden ikke havde samme magt. Hun ville gå imod magterne. Men hun kunne ikke gøre det alene. Hun skulle finde en gruppe rebeller. De ville sikkert mødes i denne. Måske endda for første gang. Og hvor ville de mødes? I en af de forladte bygninger. Hvor ellers. Hvor var der være flest forladte bygninger? I Skumringskvarteret. Hun løb af sted. Med en klar destination.

Der var mange forladte bygninger. Nobacy havde ikke rigtigt nogen ide om hvor det skulle være. Så hun gennemsøgte den et efter et. Hun havde ledet i et par dage. Hun havde slet ikke tænkt på at give op. Og endelig havde hendes søgen båret frugt. To skikkelser i en bygning. Hun sad på taget. Hun hoppede ned og lavede et rullefald bag dem. "Er jeg god nok?" Nobacy kunne ikke afgøre om der var flere i bygningen. Hun vidste godt at der nok ikke ville være noget blodbad, men et løfte var et løfte. Hun ville i hvert fald følge den ordrer hun havde fået.
Selmy
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 20 år

Skaber: Blæksprutten


Det var et sjældent syn at møde Selmy i disse kanter af byen, for han holdt sig for det meste indendørs, når han faktisk var hjemme i det centrale område i hovedstaden. Og ikke ude på en af sine lange månedlange rejser rundt i Krystallandet.  

Selvom der, ud fra folks påklædning, ikke kun var skumle, fattige folk til stede, som han havde forestillet sig, så kunne han alligevel se, at der var finere folk iblandt. Han kendte ingen af de få, der havde valgt at vise deres ansigter, men i frygt for at vise sit eget, var han en af de flere, der havde valgt at tage hætten oppe. Han stod tæt på Sofie og Rofus, to unge mennesker han knapt nok kendte, men som havde været så elskværdige, at inviteret ham til dette møde. De havde åbenbart vigtige oplysninger, som skulle deles med resten af befolkningen, uden at det passerede de forkertes ører. Kiles Orden... 

Han blev henne ved væggen, for at være mørklagt af skygge, for hvis hans far hørte om det her, skulle han nok få en stopper for hans planer om at bidrage til at standse Kiles orden... Han og hans mor ville ikke miste deres eneste søn til endnu et blodbad.

Han forblev tavs og alvorlig, og gav de meget unge ordstyrere sin fulde opmærksomhed, da der trak op til at skulle ske noget.



Éir Ó Coileáin
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 15 år

Skaber: Derag

Éir kiggede sig bekymret omkring. Den fattige bydel havde aldrig været glamourøs, men diskriminerende love og fremmedhad havde forvandlet skumringskvarteret til en spøgelsesby, indbygget af samfundets fattigste og værste. På trods af drengens almindelige optimisme blev han nervøs hver gang han så en skikkelse ud af øjenkrogen, selvom de alle havde ladet ham passere uden problemer.
Han havde klædt sig selv til at falde i et med omgivelserne i klæder, der var mere lapper end stof. Hans ansigt var halvt skjult under den tunge hætte af hans halvkappe, med enkelte oprørske hår strittende ud under toppen.
”Er du sikker pá at det er her?” spurgte han nervøst, mens han ønskede at han havde misforstået noget.
”Lige fremme,” svarede den legemesløse stemme fra et sted inde i hans hætte. ”Jeg har set dem, de er allerede samlet.”

Han havde først hørt ånden i sidste uge, og den var ikke stoppet med at tale siden. Stemmen fortalte ham om et oprør og et morderisk plot, om hvordan han var blevet forrådt, besejret og begravet. Den bønfaldt ham om at gøre noget, nogle gange for hævn men mest for retfærdighed. Éirs historier havde trænet ham hele sit liv til at genkende et kald til eventyr, og da spøgelset fortalte ham at tiden var inde til det næste møde, kunne han ikke blive hjemme. Men skumringskvarteret var ikke hvor han havde forestillet sig at heltene ville møde. Det var alt for. . . Skummelt.

Han fandt ind i bygningen per spøgelsets instrukser og satte sig ned. De fleste holdt deres ansigter skjult, og han kunne genkende ingen ud fra deres kropsbygninger. ”Hold øjnene åbne og var klar til at flygte,” hviskede spøgelset, selvom Éir var den eneste der kunne høre ham, ”forræderen kan være her igen i aften.”
á = [a'i], ó = [oi], ä = [aih]

Rofus
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Erforias

En let tappen men den ene fod afslørede Rofus utålmodighed, det blandet med nervøsiteten for at de faktisk havde gjort det! Hvad der jo blot havde været en tanke til midsommerballet var faktisk blevet til virkelighed.
Sofie og ham havde faktisk fundet folk der var villige til at gå imod Kiles Orden og få retfærdighed tilbage til Krystallandet, inderst inde var han bange for hvad fremtiden ville bringe dem, hvad nu hvis mødet gik så galt som det andet der var endt i mord og brand? 
Rofus rystede tankerne ud af hovedet og gav et Sofies hånd et klem,og hans blik gled gennem baglokalet de var samlet i. Det var ikke tid til at have var nervøs nu, de andre var afhængige af at ham og Sofie kunne holde hovedet koldt og kunne få sat gang i det hele. 

"Jeg ser lige om de sidste er på vej"
kom det for den høje knægt, indhyldet i en kappe der var en håndsbrede for kort til ham. "Går du med?" spurgte han mod Sofie der nikkede og fulgte med ind i hovedrummet i den forladte butik. Stille kiggede han ud på de mørklagte gader gennem en sprække i skodderne hvor det lignede at der gik nogen, men det lignede hverken en vagt eller et ordensmedlem. THUMP lød det som nogen rullede ind af døren ved siden af ham i ren og skær overraskelse stampede han i jorden for at fange den rullende snigmorder i et tyngdefelt. "Hvem i gudernes navn er du?!?!" udbrød han i ren og skær overraskelse, og først der ramte spørgsmålet ham "Er jeg god nok?" 
Rofus blinkede et par gange som han så på den mørklødede person, hun var som sådan ikke god, men heller ikke ond. Egentlig var hendes sjæls lys mest af alt noget værre rod!
- Regler følgers når de giver mening, og brydes når de ikke gør

Sofie Sirenesang
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 15 år

Skaber: Dragonflower

Sofie sendte Rofus et beroligende og opmuntrende blik da han klemte hendes hånd, en ro hun ville ønske hun følte helt igennem selv. Men Rofus var der sammen med hende, og hun tog det som en sikkerhed på at det hele nok skulle gå. Hvad de havde set til Midsommerballet var svært at tro, men ikke til at benægte, og det havde ledt dem hertil, og samlet alle de folk der nu var omkring dem.
Sofie fulgte med Rofus ud foran uden indvending og stod med ryggen til døren da nogen pludselig rullede ind af dem. Sofie fløj rundt og sprang tilbage ved siden af Rofus, klar til at bakke ham op, hvis hans tydefelt ikke var nok til at holde vedkomme. Ikke at hun nogensinde havde set nok - eller noget - det ikke kunne holde.

Sofie stirrede med store øjne på den indtrængeren, "God nok til hvad?" spurgte hun indgående, og først der lagde hun mærke til kvindens ansigt.

"Hey, du er sku da en elver, er du ik'?" Sofie lagde en behandsket hånd på Rofus arm "Hvis du er her for at gå imod ordenen.. sååå" Sofie grænskede personen, og hvis kvindens svar ellers var tilfredsstillende, ledte Sofie vejen for elveren og Rofus tilbage ud bagved, så de kunne starte mødet.

((Hvis Nobacy ikke gør sig selv super mistænkelig bliver hun sluppet og kan følge med ned, så vi kan fortsætte. I det tilfælde tagger du Dinah Va Levona.
Hvis Nobacy er super mistænkelig tagger du Rofus igen. Vi vil dog foretække hvis 'introduktionen' ikke trækker ud, da vi er mange mennesker i tråden, og gerne skal være færdige i år! :D ))
Nobacy
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Ørkenelver
Alder: 1784 år

Skaber: Loyalpeanutbuter

Nobacy fulgte efter dem. Hun vidste at de ikke stolede på hende. Så hun måtte give sit bedste indtryk... Eller... Hun skulle give dem det indtryk de forventede af en oprører de kunne stole. Hun blev nød til at finde ud af hvad de ville have. Og forventede. Og vidste. Men alle de ting ville ikke komme på en gang. Desværre. Hun blev nød til at gøre sig fortjent til de informationer.
"Du spurgte om der var nogen. Så jeg svarede dig." Hun smilede skadefro til Sofie. Nobacy håbede virkelig ikke at Nogen spurgte ind til hendes ar. Det ville være en svær situation at klare sig ud af. For hun havde kæmpet for begge sider. Men denne gang ville kampen ikke bestå i at dræbe. Nobacy vidste ikke hvor organiseret denne oprørsgruppe var. Det skulle hun også finde ud af. For et oprør kræver meget mere end at sige sin mening. Især hvis dem man gør oprør imod er mere eller mindre ligeglad med befolkningens mening. Det følte Nobacy at hele styret var. Ligeglad med befolkningen.

"Jeg har mange færdigheder..." Hun kunne dræbe. Og hun havde lyst til det. Hun var ved at kede sig. Der var ikke rigtig sket noget endnu. Hvis nogen så hende i øjnene nu, vidste hun ikke hvad de ville sige. "... og jeg kan skaffe dig alt hvad du vil have. På den ene eller den anden måde." Hun skulle til at tilføje: for en pris, men hun havde en opgave foran sig. Og betaling skulle ikke styre hende væk fra hendes mål. "Desuden har jeg et... kendskab til ukendte gange, hvis i virkelig skulle... bruge vigtige informationer..." Hun vidste ikke hvilket indtryk de ville have af hende. Så måtte virkelig slå igennem at de godt kunne bruge hende som en forbundsfælle.
"Jeg kender også de første skridt et oprør burde tage, eller i hvert fald... hvilke skridt andre oprør har taget." Og den sidste ting hun virkelig skulle sørge at slå igennem. At hun ikke ville stikke dem i ryggen. Medmindre der blev brug for det. "Og så er jeg træt af at Kiles orden spreder kaos ved at splitte elvere og mennesker. Vi stod sammen da vi slog mørket tilbage. Og nu er vi åbenbart fjender..." Hun løg ikke engang. Hun var bare ligeglad. Hun spillede så overbevisende som muligt. Hun håbede de købte den. Der var ikke meget andet hun kunne give. "Så jeg spørger en gang til, er jeg god nok?"
Dinah Va Levona
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 19 år

Skaber: Chilitoke

Inde i forsamlingen kiggede en af de diskrete kutter lidt til den ene side så til den anden.
Den skilte sig underligt nok ret meget ud, selv om den blot var iført en diskret brunlig kappe, kappen virkede dog så normal, hvad lavede en person der blot gjorde sin daglige plig et sted som dette?
Skikkelsen hostede nervøst ned i et ærme, og skiftede vægten fra en fod til den anden.

Dinah havde aldrig været god til at vente og bestemt ikke i en situation så tilspisset som denne.

((Skriver blot for at vise at jeg er her, og for at sige at i ikke behøves at tagge mig ind før end i vil have min konkrete reaktion på noget, indtil da står Dinah blot og ser diskret med i baggrund, skjult af sine 'meget normale kappe'
Rofus
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Erforias

Rofus blev mest af alt mere og mere forvirret over den mørklødet elvers svar, Sofie havde da ikke spurgt om der var nogen? Under alle omstændigheder slap han tyngdefeltet, som det var lige nu havde de ikke tid til at finde ud af mere om hende. Det måtte komme med tiden. "Det er fint at du kan en masse ting, men det må altså lige vente lidt" Han sukkede kort "For hvis du kan være så heldig at finde os helt tilfældigt så kan andre også" kom det let opgivende fra ham, det var ellers gået så godt med de andre, men lige nu galt det om at få det bedste ud af situationen."Det må du jo bevise"
Hurtigt gennede han den nyankomne ind i baglokalet sammen med ham selv og Sofie, jo før de kom i gang jo bedre.  

Rofus så rundt for forsamlingen, der var flere end han havde ventet, men færre end han havde håbet, hvis det her skulle lykkes så skulle de have flere af folket med. "Såå, er der nogen der har nogle idéer til hvordan vi for resten af folkene til at se sandheden? De adelige kan ikke hjælpe så meget da Ordenen bestikker en del af dem og afpresser en del af de andre" På trods af knuden i maven på ham var han rolig som han talte, for nok var han bevist om at de var på dybt vand. Kort skævede hans blik til Sofie, men heldigvis havde han en havfrue ved sin side. 
- Regler følgers når de giver mening, og brydes når de ikke gør

Sofie Sirenesang
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 15 år

Skaber: Dragonflower

Sofie hævede bare et halvt øjenbryn over Nobacys kommentar og skadefro smil. Det havde sikkert været en fin kommentar at spille smart med... hvis Sofie faktisk havde spurgt om der var nogen. Flere kække kommentarer blev filtreret fra i Sofies sind, som hun blot lod Rofus føre ordet. De havde en del vigtigere ting at tage sig til end at mundhugges med en elver der havde sit ego for langt oppe i røven. Rofus kommentar om hvor 'let' de var blevet fundet hjalp hende også med at fokusere umådeligt hurtigt. Potientielt havde de ikke meget tid. Hvis elveren kunne finde dem, kunne andre også.. og hvis elveren var lige så diskret i sin færdsel generelt som i sin ankomst, så havde de måske meget snart et problem på hænderne.

I baglokalet valgte Sofie en plads væk fra dørene, som for at vise de andre der ikke var noget at være bange for.
"Der er flere derude der kender sandheden, men som stadig er for bange til at møde op.. Men de ved det, og vil garanteret hjælpe hvor de kan" delte Sofie med den lille forsamling, efter Rofus spørgsmål. De var nok få samlet i baglokalet, men de var ikke alene.
Alicia
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Engel
Alder: 78 år

Karakteren er efterlystSkaber: Karanu (Karen)

Alicia havde tålmodigt stået og ventet bag masken, hun havde brugt, da hun var på job med Shrade. Egentlig ville hun bare have beholdt den som souvenir, men lige til det her formål passede den mere end perfekt. Ansigtet var totalt skjult. Ikke engang de let lysende øjne var synlige i halvmørket grundet maskens form. Yderst havde hun en kulsort kappe med hætte på. Sidstnævnte var trukket op for at skjule det ellers ildrøde hår. Under kappen var hun ligeledes klædt i sort på nær de mørkebrune læderstøvler med metalspænder, der dog lige nu var skjult af kappen. Hun kunne dog ikke undgå at blive genkendt af eventuelle bekendte, lige så snart hun åbnede munden, men dette var vigtigere. Hun ønskede at tage del i diskussionen.

Alicia trådte et skridt frem for at antyde, at hun gerne ville svare både Rofus og Sofie. ”Min opfattelse er, at mange er trætte af Kiles Orden, men de er for bange til at gøre noget ved det, fordi de tror, de er alene om det. Der skal dog kun en gnist til at starte en brand. Det ville selvfølgelig også hjælpe, hvis vi fandt den rigtige dronning. Jeg regner heller ikke med adelen. Det vigtigste er dog ikke at lade det gå ud over uskyldige. Vi skal vise os som de gode, og det sker ikke, hvis vi går amok. Vi er nødt til at være målrettede. Og helst undgå byvagterne. De har en temmelig... besværlig magi kastet over sig, når de er på vagt. De er generelt ikke rare at støde på. Vi er nødt til at være snu og undgå unødig kamp” sluttede hun og pustede resten af luften ud ad sine lunger. ”Det er i al fald min mening” tilføjede hun og bed sig i underlæben under masken, mens hun inderligt ikke håbede på, nogen havde opdaget det strejf af nervøsitet, der lå i hendes stemme. Hun trådte et skridt tilbage igen for at vise, hun var færdig med at tale.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?

Selmy
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 20 år

Skaber: Blæksprutten

Selmys opmærksomhed rettede sig efter Rofus og Sofie, som endelig henvendte sig imod den samlede flok, for at få samlet deres ideer. Han havde nu ikke planlagt at byde ind med noget, for han var selv en af dem, der først nu havde fundet ud af, at det var Kiles orden, der måske havde sendt mordere ud for at myrde modstanden første gang. 

Skikkelsen ved sin side begyndte at tale, og det var først nu det gik op for ham, at det var en kvinde, der havde gemt sig bag en maske. Hun var virkelig godt skjult, men til gengæld var det også ganske farligt at give sig til kende og tale fra hjertet. Han blev overrasket over at høre hende nævne, at den rigtige dronning skulle findes. Dette var en nyhed for ham. Tænksomt nikkede han til hendes forslag.

“Jeg er helt enig. Jeg er ikke interesseret i at bruge vold... Vi bør fokusere på oplyse folk og samtidigt forblive anonyme” Tillod han sig selv at tilføje. Det lignede ham ikke at deltage i nogle debatter, men han ville ikke kunne deltage i dette, hvis det kom til enighed om, at der skulle en blodig borgerkrig til. “Hvor meget ved vi om denne... falske dronning og den rigtige dronnings forsvinden?”.

Éir Ó Coileáin
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 15 år

Skaber: Derag

Han stod bagerst i lokalet, et skridt bag kvinden der var den første til at svare de to. Det gav et sæt i ham da han indså at han genkendte stemmen. Det var Alicia! Han kunne ikke holde et smil tilbage ved tanken om at hun også var her, men smillet forsvandt hurtigt da han kom i tanke om at hun var byvagt. Lettelsen han havde følt blev hurtigt til gru - kunne hun være forræderen? Grunden til at det første møde var endt i blod?
Han tog en kontrolleret indånding, og skubbede sig frygt til siden. Alicia havde lovet at beskytte ham og alle i byen. Hun ville aldrig stå for at byens borgere blev myrdet på den måde, skyldige eller ej. Det var sikkert grunden til at hun var her i aften, i protest af ordensmagten! Han nikkede selvsikkert til ingen. Sådan måtte det hænge sammen.

Han vendte tilbage til hvad hun havde sagt, og indså først nu at Alicia havde kaldt den siddende reagent for falsk. Dronningen!? Drengen kiggede diskret på folkene til højre og venstre, for at se om andre var ligeså chokeret som han var, men de skjulte deres følelser så effektivt at han kun kunne konkludere at de havde vidst det på forhånd. Det virkede som et rimeligt stort stykke information at være gået glip af, hvor meget mere var der han ikke vidste?
Han var generelt enig med personen der talte efter Alicia, og byggede hurtigt modet op til sige: ”Er der nogen beviser? Pá at dronningen er väk?” Han spørgsmål var både motiveret af nysgerrighed og praktiske overvejelser. Det ville være nemmere at overbevise andre, hvis de havde mere end blot deres ord til at bakke op om anklagerne.

”Tale er sølv, tavshed er guld,” sagde ånden der havde vist ham vej til mødet. ”Hvis du vil leve, hold lav profil.” Éir lod som om han ikke hørte det. Det sidste han havde lyst til var at oprørerne skulle tro han hørte stemmer. Tavsheden provokerede et grynt fra spøgelset. ”Jeg kigger udenfor. Hold dig i live.” 

Stilhed var det eneste tegn på at ånden havde forladt lokalet.
á = [a'i], ó = [oi], ä = [aih]

Nobacy
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Ørkenelver
Alder: 1784 år

Skaber: Loyalpeanutbuter

En af stemmerne lød bekendt. Hun kunne ikke sætte ansigt på hvem det var, men en ting kunne hun huske omkring denne stemme. Hun havde sådan en smuk gnist flammende i hjertet. Men det lød som om der var en snert af nervøsitet i hendes stemme. Kilden kunne hun dog ikke bestemme. En forsvunden dronning? Hvad skulle det betyde. Lysets dronning? Hun åbnede munden for at spørge, men vidste at det ville lyde meget mistænkeligt; En kvinde kommer tilfældigvis dumpende ind, og spørger om oprørets største hemmelighed. Nu hvor hun tænkte over det gav det faktisk ret god mening. Det med dronningen. Og siden at nogen sikkert havde et øje på hende sagde hun i stedet:

"Lysets dronning arbejder sammen med kiles orden? Det er første gang at de to guder har arbejdet sammen. Desuden passer det desuden virkeligt godt sammen at kiles orden fik meget magt da Isari's krigere vaklede." Valget af ord var helt bevidst. Hun havde ingen respekt for ledere som drager i krig fordi de mener de er "belyst" af deres gud eller gudinde. "Men lad være med at kigge på mig for reelle beviser." Det var informationer som alle havde adgang til. Det var i hvert fald hendes opfattelse.
Dinah Va Levona
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 19 år

Skaber: Chilitoke

Dinah rystede på hovedet under sin hætte, det her lød mere som en samling tosser nede ved floden end folk med en plan. Hun havde så inderligt håbet på at det her møde kunne give svar og ikke bare været et sted hvor folk luftede deres tossede ideer.

To unge mennesker der stod for mødet snakker om sandheden [Rofus og Sofie]


”Sandheden?” Pippede hun op i en stille stund mellem påstande og udsagn. 
”Sandheden er vel at Kiles Orden findes, og har glemt hvad deres formål er?” Forslog Dinah forsigtigt. Snakken om falske dronninger og andre tossede ting kunne hun ikke helt forholde sig til.

En velklædt herre maner til ro og besindighed [Selmy]


Dinah gik i retning af en person hvis tråde var af ganske fin kvalitet
”Det lyder som den rette indstilling, lad os hjælpe folk med at komme til bunds i sagen, i stedet for at se fjender alle vejne”

En iltre kvinde snakker om åben kamp og oprør [Alicia]


Dinah løftede en hånd i retning af kvinden i sort der havde talt tidligere
”Gnist, Brand, gå amok? Hvad er du kommet for? Vi bør ikke snakke om vold og død men derimod om at hjælpe de der er tabt” Forslog hun en mere moderat retning.

En elver fremsætter en sammensværgelse [Nobacy]


Dinah snurrede i retning af elveren og kunne mærke varmen i hendes kvinder, hvad bildte hun sig ind?
”Jeg ved ikke hvor du har været den seneste tid, men folk faldt til drageild og dæmon plager”.
Dinahs vrede var ved at tage over og hendes tale var blevet hurtigere og mere præget af hendes syngende accent.

Rofus
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Erforias

Et dybt suk undslap Rofus læber, det har var ikke lige sådan han havde håbet at hele situationen med dronningen ville være blevet brag op. Men sket var sket, og der var ikke meget andet at gøre end at rulle med det. En dyb indånding fyldte hans lunger, det var tid til at ligge nogle kort på bordet.
"Kiles orden er korrupte, ledet af en mand med en sjæl sort som natten, der er folk med der mener at de gør Kiles gerning, for nogle af de ting de gør er som sådan fine. Men ordnen afpresser folk, især dem med stemmer som folket normalt ville følge."
Sandheder alle til stede her nok havde indset på egen hånd.
"Dronningen... Dronningen hun er falsk, en ond kopi sat på tronen for at lade Leoric stramme sin stålnæve om landet, beviset på det. Kommer fra en magisk drik der lader en se godheden og ondskaben i folks hjerter. Jeg ved at det lyder magisk og utroligt, men vi har folk der kan læge sår ved en håndspårøring, folk der spyr drage ild og så meget mere! Det er en sandhed jeg er villig til at risikere mit eget ve og vel for." håbet rang klart i teenagerens stemme, han håbede at de ville tro ham, hvor hvis de ikke gjorde hvordan skulle de så kunne overtale resten af Dianthos, og derefter landet?
- Regler følgers når de giver mening, og brydes når de ikke gør

Sofie Sirenesang
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 15 år

Skaber: Dragonflower

Sofie skævede til Rofus som han talte, og nikkede anderkendende. Hun kendte hans evne og havde set hvad han havde med sine egne øjne, allerede før alting var gået helt til hundene.
"Vi så det første gang til sommerballet, men hvor længe det har stået op ved vi ikke" indrømmede Sofie. Det passede selvfølgelig med Dronningen var blevet rask, men det var for spekulativt til Sofie selv ville nævne det. Men det var besynderligt hvordan dronningen havde ligget syg siden Leoric var kommet til, og var blevet svagere og svagere for hver gang folket havde set hende, for så pludseligt at være rask og frisk uden videre.

Sofie tog en flaske frem fra under kappen og holdt den ud så de andre kunne se den. Flasken var intet særligt i sig selv, en mindre ler flaske man ville forvente at finde i et køkken "Vi har forsøgt at vise hvad vi har set til andre, til folk der bærer lyset i deres hjerter. Det er også derfor vi har samlet jer her" Sofies blik flakkede kort mod den spontant ankomne ørkenelver. Undtagelsen.
"Hvis i ikke tror os, så tag flasken og se det med jeres egne øjne. Jeg har flere med. Kig på jeres ligesindede her, eller tag den med og kig på Kiles Ypperstepræst, kig på dronningen selv hvis i får muligheden, og se det med jeres egne øjne."

((Hvis nogen tager flasker, hiver Sofie en ny frem. Der er nok til alle deltagere, minus 1. Drikken smager af æblemost med bittesmå stykker hår i. Drikken giver evnen til at se folks tilhørsforhold på god-ond skalaen. Ser man folk i øjnene kan man også se retmæssig-kaotisk skalaen. For mere info om sjælesynet, se Rofus Magiske Evne))
Alicia
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Engel
Alder: 78 år

Karakteren er efterlystSkaber: Karanu (Karen)

Alicia lyttede tålmodigt til de andres svar, men under hjelmen hævede hun det ene øjenbryn over en (hvad det lød som på stemmen) kvinde, der tilsyneladende havde misforstået, hvad Alicia mente. Hun skulle måske havde været mere forklarende. Hun rettede blikket på skikkelsen (Dinah). "De misforstår. Jeg mente det i overført betydning, ikke bogstaveligt. Folk er bange og ja, selvfølgelig skal vi hjælpe dem. Det jeg mente var, at hvis folk får at vide, at de ikke står alene i deres overbevisning er de mere tilbøjelige til at hjælpe." Hendes stemmeføring var ganske rolig og fattet, men det blegnede lidt, da hun hørte en velkendt stemme. Det var uden tvivl Éir under den ene hætte, og hun kunne ikke lade være med at smile bag masken. Hans spørgsmål var dog reelt. "Jeg nægter at tro, Lysets Dronning frivilligt ville gå med til dette. Enten er hun underlagt en eller anden form for hjernevask, ellers er hun byttet ud. Jeg kan ikke fremlægge beviser for det, men det er efter min mening de to mest logiske muligheder" svarede hun og trippede lidt, fordi hun godt vidste, at sidst hun snakkede med Éir, var hun byvagt. Hun havde meget at svare for, og hun ville gerne have slået en ting fast med det samme. "Det har taget overhånd. Jeg har ingen beviser for, at sagen ligger, som den gør, men alt har ændret sig. Det er svært at hjælpe elverne, når man er jaget under jorden, men i mine øjne er der ingen grund til at skære alle elvere over i en kam, fordi en gruppe har gjort noget galt. Det er forkert at jage alle elvere ud af byen, synes jeg, og jeg kan ikke længere leve med den tilstand tingene står i nu, hvilket vel er derfor, vi alle er samlet her nu." Hun sukkede efter sine ord. Det var ikke meningen, hun ville holde enetale, men alle stillede tilsyneladende spørgsmålstegn ved netop hendes intentioner.

Alicias opmærksomhed blev dog rettet mod den lyshårede pige, da hun begyndte at tale og fandt en flaske frem. Hun lyttede nøje til ordene, men hun rørte sig ikke ud af stedet. Hun havde ikke behov for den. Hun stolede fuldt på alle i rummet, men hun kommenterede ikke på emnet heller. Hun havde sagt rigeligt allerede.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?

Selmy
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 20 år

Skaber: Blæksprutten


Der var virkelig ved at ske noget med debatten, og flere var begyndt at deltage. Selmy fornemmede at sagen rørte nogle personer herinde mere end andre, og det var måske derfor de var mere tilbøjelige til at blive vrede på hinanden. Han ville gerne tagen sagen alvorligt, men han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Alicia fik en løftet pegefinger af Dinah. Han skjulte det bag en handskebeklædt hånd.

Han rettede straks opmærksomheden tilbage på det yngre par, der havde fortalt dem om det magiske indhold i flaskerne. Han sprang nærmest frem, som om han gerne ville først, men i virkeligheden var det bare hans nysgerrighed der drev ham. ”Må jeg have lov?” Spurgte Selmy høfligt til den unge Sofie, og ventede ikke på svar, før han tog den op for sig og kiggede på indholdet. Han havde faktisk sluppet godt fra alle de gange, han havde prøvet at drikke magiske drikke. Det var ikke fordi han ikke stolede på Sofie og Rofus’ intentioner, men dette var alligevel deres første møde, siden han blev introduceret til dem. Desuden virkede indholdet lidt beskidt? Var det mon… hår?

”Interessant…” Mumlede han med en grimasse, men smilte efterfølgende beklagende. ”Jeg vil meget gerne se virkningen med mine egne øjne. Tro mig. Men jeg vil meget nødigt være testperson”. 



Éir Ó Coileáin
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 15 år

Skaber: Derag

Der var et utal af grunde til at gå i et med folkemængden og lade en anden træde frem, men selvom faren ved at være en del af et oprør burde have været det første han tænkte på, var det Mors ord drengen hørte i sit hoved: Tag ikke imod underlige ting fra fremmede. Som han rettede ryggen og trådte frem, kunne han ikke lade være med at forestille sig hvor skuffet hun ville være. Han havde ikke mange færdigheder der kunne være til gavn for et oprør; Hvis alt han kunne gøre var at agere mundskænk for vigtigere personer, jamen, så var han en mundskænk. Éir sank en klump, rakte ud efter den nye flakse. ”Skál” sagde han med et skævt smil, opsat på at skjule sin nervøsitet.

Éir havde forventet at eliksiren ville smage af medicin, og blev positivt overrasket. Hvis ikke det var fordi der var nogen der havde kommet hår i væsken, ville han måske endda have nydt den. Det tog ham et øjeblik at opbygge viljen, men det lykkedes ham at drikke flaskens indhold, hår og det hele. Han kiggede rundt på de andre i rummet. Det dunkle rum forblev det samme, fyldt med kutteklædte skikkelser. Nu hvor han stod ved den anden ende af rummet kunne han se Alicias maske, men før et spørgsmål kunne danne sig, begyndte eliksiren at tage effekt.
Det var som at de andre begyndte at lyse, men på samme tid ikke; selvom han tydeligt kunne se et skær danne sig omkring hver person, gjorde det intet for at lyse det dunkle lokale op. Auraerne – for det var det mest passende ord Éir kendte – var blandinger af hvidt og sort – eller var det lys og mørke? Hans blik vandrede fra person til person, og beundrede indtrykket de efterlod. De tilstedeværende var overvejende ’lyse’, med mønstre af mørkere nuancer vævet ind i sig. Den eneste undtagelse var elveren, der lod til at være en voldsom blanding af dyb mørke og kraftigt lys. Hans blik vandrede videre til skikkelsen der havde taget den første eliksir, og trak på skulderen som for at sige ”jeg er ikke død endnu?”

Det nye syn var en kende overvældende, og han følte de øvrige tilstedeværendes forventninger presse på ham. Efter at have taget et skridt til siden så han ikke stod i vejen, rømmede han sig. ”Smager glimrende!” tilføjede drengen skælmsk i et forsøg på at bryde den tykke stemning der havde sænket sig over forsamlingen. Hans usikre toneleje hjalp næppe. 
á = [a'i], ó = [oi], ä = [aih]