Nyssa havde fået nys om en torturmester, hun havde før hørt om personen. Hun havde blot aldrig gjort bekendtskab med personen. Derfor i denne tid hvor missioner tog lidt længere tid på grund af forbuddet imod magi i Dianthos. Det var derfor også tiderne til, at være kreativ, samt at forny sin viden med muligheder for at få sine ofre til lide. Samtidig kunne det også bare generelt være interessant at møde sådan en personlighed.

Nyssa var derfor taget til Fæstningen Kzar Dûn i håb om at løbe ind i ham, hun havde taget en tæt siddende sort kjole på, med blonde korset, som kun var gennemsigtig ved maven og gik elegant ned til jorden. Hertil havde hun en ulvejakke om sig for at holde varmen. Nyssa gik roligt rundt spejdede efter en, som kunne være torturmester. Det var vel ikke ligefrem det man gik rundt og spurgte om. Så Nyssa, så faktisk en anelse fortvivlet ud, som hun gik rundt. Hun vidste han nok holdt til i fangekælderen eller deromkring, men der stod ingen skilte eller lignede rundt omkring. Så hun måtte blot følge sit instinkt om hvor fængekælderen befandt sig.

Der kunne høres få hviskende stemme som kom bag de mange tremmer som var i fangekælderne, alle stemmer hviskede noget om nogle personer der vandrede rundt som ledte efter fangekælderen, og som ledte efter Azaic. Han kunne tydeligt godt høre alt de hviskede om, han sad blot på en stol i midten af hele fangekælderen, med hans trofaste slanger Zap og Zith, som så altid var slynget sig rundt om Azaic s arme, og han nød kontakten som altid, han havde ikke bedt dem om noget endnu, men de kunne sagtens handle på egen hånd, for han behøvede slet ikke bede dem om noget, han kunne sagtens tænke noget, og de ville gøre det. Det var farligt, men det vidste dem der havde set hans slanger og tortur også godt, og det var ikke kun slangerne der gjorde hele arbejdet, nej Azaic havde skam rigeligt metoder og handlinger ved egen vilje.

Stemmerne fortsatte med at hviske, og han sukkede lidt, men kiggede så ned mod hans fødder, hvor der lå en fordrukken mand, som holdte rundt om hans ene ben, fordi han gad ikke give slip, han forgudede næsten Azaic, men de fleste fangere og slaver som var fanget, vidste godt at han ikke burde røre Azaic, man skulle virkelig være modig hvis man turde det, og man skulle være heldig hvis man ville få lov til at beholde ens eget liv. Slangerne hvæsede og langsomt slyngede lidt rundt om armene, de var tæt på at slynge sig ned ad armene, og ned mod jorden, men det gjorde de ikke. Azaic lod blikket stirre næsten tomt ud i luften, hvorefter han satte en fod under mandens hage, og sparkede manden hen mod døren til fangekælderen"Se efter hvad det er der laver den larm"lød det fra ham koldt, og uinteresseret. Manden nikkede og rystede overalt på kroppen, men han vidste godt at han ikke skulle trodse Azac, han vidste godt at det ende med at blive hans død, hvis det ikke allerede var tæt på. Men han åbnede døren, og råbte ud til de folk der vandrede rundt som ledte efter fangekælderen og ledte efter ham. Han ventede med at vende tilbage , før han var sikker på der var nogen der havde set ham kalde på dem, og bringe dem ned i fangekælderen.

Fæstningen var bestemt noget andet end hos De sorte dæmoner, hun følte sig næsten på fremmed land. Dog vidste hun også at trods det var respektere af andre, primært på grund af hendes forældre gøre og hendes egen inden hun selv valgte at stå på egne ben. Det var dog ikke udelukket for Nyssa at på et tidspunkt i hendes liv, at vende mod Mørkets rige.

Nyssa hørte en stemme blot kalde på hende, personen ville have hun skulle komme. Det kunne vel kun være en håndlanger eller en anden brugelig person for torturmesteren. Nyssa vurdere dette da stemmen lød ikke handlekraftigt nok til at kunne være den person. Sad Nyssa selv på den post, ville hun ikke løfte en fingre. Derfor gik hun også roligt med stemmen og så endelig den person som havde kaldt efter hende. Personen så kvæstet ud, både knækket men også forslået. Hun smilede blot, det generede hende ikke at han så sådan ud eller var bange for sit liv. Manden førte hende hen til torturmesteren, Nyssa vidste med det samme, at det kun kunne være ham. En rank på en større stol nærmest at sidde og nyde sin position. Af kutyme bukkede hun for ham og sagde ”Goddag Herren” hun smilede roligt, som da rejste sig. Hans ansigt han så ældre ud end hende, det fik hende blot til at tænke på hvor gammel han egentlig var og hvilken race han var, det mest naturlige ville jo være en dæmon. ”Jeg hedder Nyssa Takács” forsatte hun. Nyssa følte at hun ikke bare kunne udbryde hvad hun egentlig var kommet for, det skulle vel komme naturligt? Hun havde jo aldrig gjort sådan noget her før.

Denne kvinde der var kommet blandt en lille gruppe af folk som stod helt henne ved døren til fangekælderen, fordi de turde bestemt ikke træde tættere på, så det var bedst for dem at de holdte sig i baggrunden, og nærmest lod kvinden stå og gøre hvad hun nu ville gøre, og sige. Azaic stod og kiggede lidt på hende, med slangerne slynget rundt om armene, han sagde ikke noget til at starte med, betragtede blot denne kvinde, hun var den første der enlig havde kaldt ham herre, hvilket allerede gjorde at han fandt hende interessant og spænende, han ville bestemt ikke bruge tortur på hende, medmindre hun self prøvede på noget, men hvad det lige havde set ud til som hun talte så virkede det ikke til at han ville få brug for at udføre hans gale og sindssyge tanker, og ideer.

"Frøken Takács jeg hører fra denne stakkels vanklende mand derhenne, at du søger mig"lød det fra ham i en dyb tone, helt neutralt ansigtsudtryk. Manden der havde hentet hende, samt resten af gruppen, stod og vaklede på benene, han var bange, og rystede en smule, men det var forstående, han vidste ikke hvad der ville ske for ham, men gode ting var det ikke. Azaic kiggede på kvinden der hed Nyssa lidt, og lod blikket falde hen mod døren til kælderen"Jeg ser at du har taget en gruppe mennesker med dig"sagde han med et tomt blik, og et lille smil på læben.
Han trådte så nogle skridt hen mod kvinden, så han stod lidt fra hende, hans hænder hang ned ad siden på ham, men slangerne hvæsede højt, og var næsten snart på vej ned ad hans arme, men det bekymrede ham ikke, og tænkte han ikke over"Navnet er Azaic"fik han så kort præsenteret sig. 

Nyssa gav ikke mange blikke, til gruppen hun pludselig befandt sig i. De var vel slaver og dermed ikke interessant. Det hun ville have, var ham. Hun stod roligt betragtede ham, hun kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der mon var sket med hans ansigt. Måske hans forældre, søskende, en tidligere herre. Ja mulighederne var mange, men om hun ville få det at vide næppe. Alligevel var der noget tiltrækkende ved ham, var det var kunne hun ikke helt sætte fingeren på. 

”Det er korrekt herre” svarede hun med et blidt smil, en anelse lumsk ikke fordi hun var ude på noget, men fordi tanken om tortur og smerte tændte hende. ”Jeg er yderst interesseret i herrens arbejde – jeg håbede at herren ville have lyst at vise mig rundt” svarede hun roligt.

Nyssa blev dog en anelse forvirret, havde hun bragt dem dertil? ”Jeg troede de var dine herre, jeg ved desværre ikke hvor de kommer fra” sagde hun roligt, det kunne ikke høres på at hun var anelse forvirret over situationen. Hun rørte sig ikke ud af stedet, som han kom nærmere selvom hun fandt ham intimiderende lod hun sig ikke vise det. Selv da slangerne hvæsede rørte hun sig ikke. De var yderst specielle, men hun var også klar over at hun aldrig ville få muligheden for at røre ham. Trods at det kunne være yderst spændende at få hans følelser, så var det ikke værd at blive bidt af. ”Glædeligt at møde Dem Azaic” svarede hun med et kærligt smil.

Så hun var interesseret i hans arbejde, godt nok havde han mødt nogle der var det, og det var forstående, så han havde bestemt ikke noget imod det. Han kunne også tit tænke over hvad det var folk var så interesseret  indenfor hans arbejde, om det var generelt torturen, eller om det måske var de metoder han brugte, eller alle de fantastiske og uhyggelige redskaber der var. Han betragtede kvinden lidt som var resten af gruppen ligemeget, enlig tænkte han faktisk ikke så meget over gruppen, for det eneste der gik igennem hans hoved, var alle de ideer, og planer han havde for hver af dem, og han fik et lille skævt smil frem på læben. Kvinden var interesseret  hans arbejde, så ville det sikkert også betyde at hun ville se noget, og det ville der skam også blive masser af mulighed for. 

Som han stod og kiggede lidt på nogle af fangerne, og kunne høre hans slanger hvæsede mere og mere, valgte han ikke at svare kvinden med det samme. Men han havde skam hørt hende, han valgte bare med vilje ikke at svare hende med det samme, så efter lidt gik han hen mod hende, og holdte blikket fast på hende"Jeg ved heller ikke hvor de kommer fra, men fanget det er de"lød det fra ham ret koldt, og ganske neutralt, helt uden at ændre på hans ansigtsudtryk, og mens han bare stod der, faldt hans blik hen på hans slanger, som så ud til at slynge sig hen mod gruppen der mere og mere så ud til at ryste, og nærmest ville ønske de kunne forsvinde væk fra fangekælderen, men det kunne de ikke.
"Hyggeligt at møde dig også"lød det mens han sendte hende et enkelt blik.

Nyssa smilede, det var bestemt fascinerende at folk blot var kommet hertil uden, egentlig at vide det. Pludseligt kom en ide frem i hendes hoved og sagde roligt, men en anelse drillende tone ”Det svar kan de måske selv svarer på eller tvinges” afsluttede hun med et lumsk smil, især ved det sidste. 

Det kunne tydelig ses på hende, at hun nød at andre fik smerte. At se dette sted, var hun utrolig beæret over. Det var yderst fantastisk, det var jo næsten som om, hun havde helt julelys i sine øjne. De blev kun større ved, at dem omkring hende begyndte at ryste. De frygtede garanteret for deres liv.

Nyssa var nok den eneste som stod stille og fattet, draget af ham og hans bevægelser. Nyssas blik fulgte ham som han kom tættere på hende. Det blev kun mere og mere spændende, hun kunne næsten ikke vente til, at se hvad der skete, måske en af slangerne ville bide, en af disse folk! ”Tak” svarede hun roligt. Nyssa havde næsten lyst til at spørger hvornår de skulle gå på opdagelse, blot fordi hun var så spændt! ”Må jeg tillade mig, at spørger hvor længe Herren har haft denne plads?” hun spurgte roligt, hun følte ikke spørgsmål var krænkede imod ham og hans status – hun var blot nysgerrig på hvilken type han var og hvad han var. Dæmon eller noget andet? Tiden måtte vise hvad hun fik at vide, men spændende var det i hvert fald.

At denne kvinde her virkede interesseret i at vide mere, var ikke noget han normalt opdagede, eller havde set før. Men det var noget han godt kunne lide, især når andre vidste samme interesse som ham selv, det var nemlig noget han aldrig oplevede, så når det endelig skete var det helt klart noget at smile over. Han fik derfor et bredt smil frem, og han kiggede mod hans slanger, og de stakkels fanger der rystede bag tremmerne, det var ikke fordi han følte medlidenhed med dem, de havde selv valgt at være der, fordi alle havde gjort noget for at være der, så enkelt var det.

Hendes spørgsmål gjorde at han valgte at træde lidt tættere på hende, uden at fjerne blikket på hende, hvilket gjorde at hun endte med at stå op ad muren i nærheden"I mange år"svarede han på hendes spørgsmål, og lod blikket glide ved siden af hende hen på en mand der sad klistret sammen i et hjørne. Han frygtede Azaic, og han frygtede slangerne, han ville slet ikke i kontakt med nogle af delene, godt nok kunne han ikke komme udenom. Han kiggede på manden, knipsede med fingrene, og hurtigt slyngede slangerne sig ind imellem tremmerne, og hen til manden"Arbejdet her i fangekælderen er befriende"sagde han og sendte hende et blik, hvorefter han trådte bagud, og gav hende plads.

Nyssa betragtede ham som han kom helt tæt på hende, hun havde lyst til at røre ham, men det var næppe en god ide. I hvert fald ikke endnu, hendes blik lå i hans øjne, de sorte øjne. Det så ikke menneskeligt ud. Nyssa havde ikke set nogle mennesker med sorte øjne, men derimod havde hun med en del dæmoner. Hvorefter hun konkluderede at han måtte da være en dæmon. Det undrede hende dog, at han sagde mange år. Det lød nemlig ikke af meget, eftersom hun nærmede sig de 3.000 år. Eller måske tiden her, blot følelses som en anden. Hun skulle ikke til at belærer ham. ”Er det for hurtigt at sige jeg finder Dem yderst interessant” kom det roligt ud af hende, al imens hun løftede hendes hånd og skulle til at berører hans kind, men hun rørte ham ikke – kun af respekt, for han skulle lade hende gøre det.

Hånden faldt dog roligt på plads igen, eftersom han trak sig tilbage. Nyssa smilede som slangerne begyndte at bevæge sig imod en mand. Hun vendte sig roligt imod ham for at se hvad der ville ske. Hun var dybt fascinerede af dem og var så spændt på at se deres egenskaber. ”Det kan jeg forestille mig, men jeg må indrømme det er noget helt andet at være her” svarede beæret over, at stå her sammen med ham. Trods at ikke alle fandt fangekælderen lige interessant, så kunne det næsten ikke blive bedre for Nyssa. 

Hendes ord fik ham til at tilte hovedet på lille smule på skrå, og han fjernede ikke blikket fra hende. Noget ved hende gjorde at han bare stod og lyttede efter, hvad hun sagde. Han kunne høre flere og flere fangere begynde at ridse i tremmerne, og prøve på at grave i jorden. Alle de forsøg på at slippe fri, som slet ikke virkede ja det var næsten synd for fangerne, men så igen Azaic skænkede dem ikke en tanke. Hans trofaste slanger var fuld igang med at slynge sig rundt ved stolen på gulvet, før den ene begyndte at slynge sig op ad en af tremmerne ved en fange der havde hovedet ud imellem tremmerne. Tydeligt at se at fangen ville ud, hvem gad ikke det, det var et helved at være fanget her i fangekælderen, men det var hyggeligt nok for Azaic, han kunne godt lide det, nød altid den dejlige larm af fanger der råbte på hjælp, og som prøvede at slippe fri. De kunne ikke komme fri, der var heller ikke nogen der kunne hjælpe dem fri, de ville aldrig få chancen for det. Han kiggede rundt en smule, og havde lagt mærke til at hun ville røre ved hans ansigt og det gjorde ham intet, han sagde ikke noget til det. Han var dog ikke vant til at nogle ville røre ved ham, de fleste turde slet ikke nærme ham med god grund. 

Den anden slange nærmede sig manden, hvorefter den hurtig bed sig fast i manden hals, og Azaic kiggede kort hen mod den anden slange der var stirrede på fangen, hvis hoved var ind imellem tremmerne. Det så ud til at hans hoved sad fast, og det fik et bredt smil frem på Azaic s læber, han kiggede mod kvinden"Det er ganske interessant at være her"lød det fra ham, og han stod kort med armene over kors, hvorefter han lod blikket glide ned over hende. Mens slangen der havde bidt sig fast i mandens hals, var den anden igang med en fanger, hvis hoved sad fast, men hurtig kunne slangen fornemme og mærke på Azaic at den skulle hen til den anden slange. Det gik hurtigt før at den var henne ved den anden slange, så nu sad begge slanger fuld igang med at slynge sig rundt om mandens hals, og bide ham rundt omkring halsen"Det er ikke hurtigt sagt at du finder mig interessant"kom det fra ham med en dyb hæs stemme, og han gik hen mod hende, rakte en hånd frem mod manden som havde slangerne rundt om halsen"Kunne du være interesseret i at dræbe enten manden der, eller den anden hvis hoved sidder fast"fløj det nærmest ud ad munden på ham.

Kvinden her virkede som om hun var en dæmon, en ond en af slagsne, men han vidste det ikke, så derfor havde han spurgt ind til det. Der var lidt mere spænding over at lade en anden nyde det sjove i at torturere og dræbe. Mens han ventede på at hun ville svare, kiggede han blot på hende med et bredt smil. 

Som Nyssa betragtede ham, så overraskende rolig ud ved hendes bevægelse og derfor tog hun da også modet til sig og placerede hendes hånd på hans kind. Hendes hånd var rolig og varm, blot få sekunders berøring ville hans følelser strømme ind i hende. Udover blot at røre ved ham, så var hun lige så spændt på at se hvilken type han var. Selvfølgelig ville han minde om hende, det var hun ikke tvivl om, men mon der lå mere. Nyssa kærtegnede kun hans kind og sagde ”De er næsten til at springe på” sagde hun roligt, med et lumsk smil. Nyssa lage ikke skjul på, at hun intet ville have imod hvis hun havnede i seng med ham eller hvor det nu passede. Hun fjerede da hånden igen, den mest morsomme for hende var nok fangerens reaktion. De troede med garanti at om lidt døde hun, men endnu stod hun her stålfast og kynisk. De burde som med ham, frygte at møde hende.

”Bestemt” gav hun ham blot ret i. Det var noget andet end blot at dræbe. Her kunne man ligefrem nyde deres pinsler og se der tiggende ansigter. Noget Nyssa kun kunne drage nytte af i enkelte minutter før hun ville være tvunget til at ende deres lidelser. Ellers ville hun blive opdaget, her her var det meningen. Nyssa betragtede blot situationen udvikler sig samt var hun glad for at han ikke synes hun gik for hurtigt frem. Nyssa slikkede sig om munden ”Det ville være mig en ære” svarede hun glad. Nyssa gik hen til tremmerne til manden vis hoved sad fast. Som ingenting var hun var på den anden side, Nyssa havde ingen problemer med at transportere sig selv på så kort afstand. Samtidig gjorde hun det også for at imponere ham. Herefter kom en kniv til syne i hendes hånd. Nyssa gik på siden af manden, det var tydeligt at han var nervøs og han nærmest ikke vidste hvilken vej han faktisk skulle flygte. Nyssa skar tøjet væk fra siden, hun var tættest på. Hvorefter hun placerede hånden på hans ryg. Hendes berøring fik manden til skælve, men blev en anelse rolig da det blot var hendes hånd. Hun grinte og satte så kniven i siden og skar ned ad. Såret var nok et par cm dybt. Ingen indvolde flød ud, kun blod, masser af blod. Nyssa smilede af manden skrig og frygt, som hun kunne mærke igennem hendes berøring. Blodet flød hurtigt og han blev mere og mere bleg. Nyssa stoppede dog ikke her. Hans hænder som holdt fast i tremmerne, blev da også spiddet af kniven, der var absolut ingen grund til at gøre dette hurtigt. Hun nød et hver smertefuld lidelse han slap. Nyssa fremskaffede også to glas og fyldte det med hans blod. Da de var fyldt, transportede hun sig tilbage på Azaic side og rakte ham det ene. Nyssa selv løftede glasset og hældte det ned. Det som ikke kom i munden på hende, flød udover hende. Hun så smilede på fangen der blot mobbede. Det var også det sidste han så, da han så døde af blodmangel.  Nyssa smilede blot selvtilfreds og næsten fyldt med ny energi. Hvor var dette fantastisk!

//Afsluttes grundet min inaktivitet, dog kan vi aftale tråde når jeg får lavet mit comeback ^^ <3 //