Utilfredsheden med Kiles Ordens jerngreb om byen var begyndt at brede sig. Især i de mørkere kroge af Dianthos. Flere huse i Den Nedre By havde fået et forladt udseende - skodderne var lukket til og rummene på den anden side, var begyndt at have et tykkere lag af støv på gulvene. Mange af disse huse havde tilhørt elverfolk eller andre fjender af Kiles Orden, som nu sad i arresten eller var flygtet fra byen.

Mørket var for længst faldet på i Dianthos' gader og udgangsforbuddet trådt i kraft, men denne aften kunne man fornemme en svag flakken fra skæret af et vokslys bag skodderne i et af de forladte huse. Lagde man øret til døren for at lytte, ville man høre en dæmpet lyd af stemmer.
En flok af beboerne i Den Nedre Bydel var samlet i husets store køkken. De havde brugt de sidste par timer på at tale om Ordenen og deres utilfredshed med den. Blandt oprørerne var både almindelige folk, mere lyssky individer, præster fra de andre trosretninger samt et par enkelte elverfolk, der var kommet frem fra deres skjul i byens undergrund. Samtalen havde særligt havde ét emne: hvordan de kunne skaffe sig af med Ordenen.

"Vi angriber dem i gaderne, når de er få." Lød det fra en barskt udseende mand.
"Lad os undgå at spilde blod - Lad os få Lysets Hær og Adelen på vores side" Foreslog en anden.
"Templerne vil hjælpe os. De frygter alle som én Kiles magt." Kom det fra en præstinde.

Og sådan fortsatte diskussionen, ind til en hård banken på hoveddøren afbrød oprørerne. "LUK OP I KILES NAVN".
Alle som én stivnede de. Nogen havde fortalt Ordenen om deres hemmelige møde. Ude på gaden var fem bredskuldrede skikkelser dukket op i Ordenens sorte rober og hvide masker. De havde alle trukket deres sværd, som glimtede i månelyset fra gaden. Inde i huset udbrød panik - Nogle søgte mod bagudgangen, andre mod kælderen for at skjule sig. Andre greb deres egne våben for at bekæmpe Ordensmedlemmerne.
Øjeblikket efter hørtes lyden af splintret træ, idet en tung skulder fra en Kilepræst fik døren til at hoppe af sine hængsler. Præsterne strømmede ind...


Alle der har årsag til at befinde sig i nærheden, kan deltage i tråden, og f.eks. tage roller blandt oprørerne. Det er op til deltagerne, hvad der videre sker. Bemærk, at man risikerer at blive efterlyst, hvis man befører Ordensmedlemmer skade.

Hun vidste ikke hvorfor hun havde været så forbandet dum, endnu en gang at snige sig ind i hovedstaden, men hun var nødt til at se om det var sandt... Om der virkelig var et oprør i gang mod kiles orden. Den sorte kappe med de fine sølv snørkler var trukket godt omkring hende og hætten var trukket ned over ansigtet så hun kun kunne se hvor hun satte sine fødder. Håret havde hun sat tilbage i en franskfletning, kun spidsen kom ud fra hendes hætte. Det løb hende konstant koldt ned over hendes ryg, frygten for at blive opdaget kvalte hende næsten, da det havde formet en stor klump, der nærmest ikke kunne synkes med spyt. Hun knugede sine hænder som hun gik forbi sit gamle hus. Hun mærkese hvordan tårerne begyndte at fylde hendes øjne, hvordan hele hendes krop sitrede efter den nat, hvor hun i teorien selv havde sat ild til hele hytten, for at lade Kiles Orden tro, at der var mindre elvere at bekymre sig om, at de ikke vidste hun levede i bedste velgående, var en anden side af sagen og nu... Var hun fyldt op med had til denne orden...

Hun ankom til forsamlingen af mennesker og stillede sig lidt i baggrunden, men lyttede til hvert ird der blev slynget ud. Da de adelige kom på tale fik hun et smil frem på læberne og trak hætten ned " Jeg er næsten sikker på jeg kan få en adelig med på vores side..." sagde hun stille. Linda vidste at den vampyr hun kendte der var adelig, selv hadede Kiles Orden... Da de var skyld i han ikke kunne se sin datter i Azurien, grundet det latterlige udgangsforbud!

Linda kastede blikket mod døren som der blev hamret på den. Hun var så klar som hun nærmest kunne blive og ville ikke holde tilbage, trods hun vidste at hun sikkert ville blive set mere skævt på end hun allerede blev. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst som hun forberedte sig på kamp. Som præsterne strømmede ind, gjorde hun sit for at undgå deres sværd, men så hvordan andre gav sig til at kæmpe... Linda var ikke specielt god til at håndtere våben af nogen art og hendes evner krævede man var tæt på, men hvis præsterne svingede med deres sværd, blev det en udfordring. Hun knyttede hænderne og mærkede hvordan hun langsomt begyndte at blive varm, hvilket kun kunne betyde hun var ved at være vred. En kvinde slog ud efter hende, men Linda dukkede sig og greb i kvindens klæder og så hvordan flammerne spredte sig " Nej... nej... årh nej..." hviskede hun for sig selv som hun så hvordan kvindens tøj blev slugt af flammerne og hurtigt nåede ind til hendes hud.

Så der var tale om et oprør mod kiles orden, det var for en gangs skyld noget interessant, og noget der han ville elske at være med på, for var der noget han hadet så var det kiles orden. Han kunne ikke fordrage dem, så efter at han havde hørt omkring oprøret var han nød til at tage derhen, og sandt nok da vampyren var ankommet, og stod og lyttede blandt folk der havde forskellige strategier, ideer til hvad de kunne gøre, og hvordan og hvorledes. Enlig var det nogle okay ting de sagde, men Zoltan mente bestemt at de fleste ting ikke ville nytte noget som helst, og at bringe præster ind sagde ham ingenting, generelt sagde hele kiles orden ham ingenting, og hvorfor skulle det også det. Han holdte sig selv i baggrunden lidt, og lyttede med, han stod med armene over kors, og kiggede rundt, der var  da ret mange oprører mod kiles orden, hvilket var et smukt syn for ham at se, han havde selv nogle ideer i hovedet, og ting der kunne gøres, men man skulle så heller ikke forvente at en vampyr ville dukke op, og være en del af det hele. Zoltan tog et kig rundt på de forskellige folk der var der, og lyden af en kvinde der sagde at hun var sikker på at få en adelig på hendes side fik blot Zoltan til at smile lidt større, se det her var blot endnu mere interessant, han vendte blikket mod forsamlingen han stod i, og sendte blot dem et blik, og smil, hvorefter han trådte et skridt tættere på, men stoppede så op igen.

"Jeg er sikker på jeg kan få en eller flere vampyrer med på vores side"sagde han selvsikkert, og kiggede rundt, han kendte nu ikke ligefrem nogle af menneskene der var her, men han var ret sikker på at han godt kunne få nogle vampyrer med på deres side, dog ville det sikkert ikke blive kønt, og dog på den anden side, han var efterlyst i forvejen, så hvis der skete noget der ville få ham efterlyst, ville det blot være spild af tid da han jo var efterlyst i forvejen. Dog var ideen sjov at lege med, men igen det handlede om et oprør mod kiles orden, og det ville blive spændende, om det ville blive planlagt godt var det store spørgsmål. Zoltan smillede bredt, bare tanken om at få nogle vampyrer med på deres side gav ham masser af ideer og planer i hans hoved. Han havde skam også en højre hånd, men han var blot ikke vampyr men varulv, og når der sikkert først var kommet varuvle ind i hele oprør planlægningen så ville det sikkert først gå hen og blive slemt, men morsomt.

Synet af præster der så strømmede ind, gjorde ikke andet end at han blot stod der og næsten sukkede opgivende, hvorfor præster, der var da heller ikke noget der irriterede ham mere, kunne de ikke bare have blevet væk. Der var jo god stemning om planer mod oprøret mod kiles orden, men det undrede ham dog heller ikke at der ville komme præster til. Det var slet ikke hans kop te, og da de begyndte at svinge med sværdene, og han hurtigt kunne se at der var en kvinde der nærmest var sat ild til, smillede han større, og begyndte at grine hånligt, se det var morsomt det her, et interessant syn. Han var hurtig henne ved en af præsterne og greb fat i klingens spids, hvorefter han lod hans øjne glide ned ad manden der bar sværdet"Du kan godt spare dine kræfter, du kan ikke få ramt på en vampyr, der er langt hurtigere end du lige tror"sagde han og nærmest hev sværdet ud ad hånden på manden, hvorefter han pegede klingens spids mod manden. Så stod han der og smillede, præsterne skulle ikke tro at de bare kunne nedlægge ham med et enkelt angreb, de skulle bare fjernes allesammen, så oprørte mod kiles orden kunne gå igang, og blive udført.

Kiles Orden... En lige flok tosser der troede de kunne styre byen med hård hånd. Der var en flok mennesker, elver og hvad end der var i mod ordenen, der var samlet i et faldefærdigt hus, for at diskutere hvad de kunne gøre. Lige i nærheden, nok lidt mere skjult luntede en kæmpe rundt og holdt øje med omgivelserne. Den eneste grund til han var der, var hans herre, Zoltan... Vampyren han egentlig havde lyst til at slagte det meste af tiden, men alligevel ikke, for det var god betaling og al det kød og blod hans lille mørke hjerte begærede. Han kunne tydeligt høre hvad de snakkede om inde i huset, trods han var et stykke der fra, men Anthony selv, havde ingen intention om at deltage, han var her blot grundet Zoltan... Og grundet chancen for at kunne få lov til at kaste lidt rundt med en kilepræst eller præstinde. 

En dyb brummen kom fra ham da han opfangede lyden af stemmer der kom nærmere, nærmest som om de ledte efter nogle. Det måtte være ordenen der var på vej. Zoltan havde bedt ham om at stå på standby til de andreb, for der var ikke nogen tvivl om det var det, der ville ske. Han så på hvordan Kiles Orden hamrede på døren i forsøg på at komme ind og på samme tid kunne han høre de forfærdede stemmer inde i huset. Nogle flygtede, mens andre blev hvor de var. Han kunne snart ikke holde det ud længere... Han havde en eller anden kriller i kroppen der gav ham en voldsom lyst til at flyve direkte i flæsket på dem, men Zoltan... 

Døren fløj op og han så hvordan præsterne strømmede ind. En dyb knurren kom fra ham som han med tunge skridt begyndte at gå mod huset. Skridt blev til løb og han gjorde sig lavere og løb direkte mod en præst. Præsten nåede at vende sig og så den store mand komme flugt imod ham og begyndte at svinge rundt med sit sværd og ramte Anthony på den ene skulder. Ikke så meget som en lyd kom fra ham som han blot rejste sig i sine fulde 2 meter og 5. Manden som netop havde ramt ham, blev nærmest ligbleg i hovedet, men forsøgte stadig at forsvare sig selv. Anthony var ligeglad og greb mandens arm "Shhh... Det gør kun ondt... I kort tid" sagde han som han brummede dybt og bukkede mandens arm i modsatte retning end hvad en arm normalt kunne. En knasende lyd kunne høres og alt Anthony gjorde var at holde ved manden, der vred sig som en orm. 

Stanken af brændt stof og kød fik ham til at vende blikket mod en elverlignende kvinde og han grinede. Et velkendt ansigt.. Han greb om hende og kastede hende over skulderen " Du hører ikke til her" sagde han og løb kortvarrigt ud af bagdøren og satte hende ned "Idiot" sagde han brummende inden han nærmest sprang indenfor igen. 

Det var ikke længe side, at Elmira havde søgt ly for natten, hun var bekendt med reglerne og udgangsforbuddet, men søvnen havde haft svært ved at få ordentligt fat i hende. Hun var bekymret, men hun vidste ikke rigtig hvorfor, der hvilede bare en vis uro over hendes krop, som om der var noget i vejen.  Måske det havde noget at gøre med at hun havde søgt ly i den nedre by del. Det var ikke et rart sted at være, de mange huse, som lå øde hen var ikke en rar fornemmelse. Men det var tydeligvis ikke hvad der vækkede hende.
"LUK OP I KILES NAVN"
Det rungede for hendes ører, som hun spærrede øjnene op og satte sig op i sengen. Lyden var fjern, men hun havde ikke hørt forkert og der gik ikke lang tid før at hun farede ud af sengen mod vinduet, der var rettet mod en gyde. Hun rev gardinet fra og fik hurtigt øje på de 5 præster, som stod foran en dør og hamrede løs. Hun vidste godt, hvem de var. Det gav hende kvalme, sådan som de havde lukket hovedstaden af for elverne. Der skulle være plads til alle og enhver, men Kilepræsterne var ligeglade.

Snart brød helved løs og Elmira bakkede væk fra vinduet, som hun greb sin kappen og slog den om sig. Nok var hun ikke fuldt påklædt, men natkjolen fungerede på samme måde, som de øvrige kjoler hun bar. Den var dog en anelse lysere end hvad hun normalt ville gå rundt i. Hun greb håndtaget og farede igennem den lille krostue og ud. Blikkene var forundret, mange skikkelserne havde placeret sig ved vinduerne for at følge med i hvad der foregik, men Elmira kunne ikke bare se på. Nok kunne hun ikke forsvare sig selv, men noget måtte hun da kunne gøre.
Da Elmira kom ud på gaden og havde vendt sig mod gyden, fik hun hurtigt en fornemmelse af flammerne og ikke mindst støjen fra bygningen. Kilepræsterne havde stormet huset og de mødte modstand indendørs. Elmira så ikke varulven, der allerede var i kamp med en præst. Hendes grønne øjne søgte ofrene for overfaldene, som hun fik øje på en vampyr med et sværd rettet mod en præst. Normalt ville hun have holdt sig fra lignende sammenstød, men snart ville hele byen være klar over, hvad der foregik og så blev det kun værre. ”Slip det!” skreg hun irriteret efter vampyren (Zoltan), som hun forsøgte at gå imellem dem. Hendes ansigt var forgrædt. ”Har vi ikke set nok ødelæggelse allerede?” hun rystede, det samme gjorde hendes stemme, som hun end ikke skænkede præsten en tanke. Hun mærkede dog godt hånden mod sin skulder, men forsøgte at rive sig ud af grebet, blikket var fæstnet mod vampyren i stedet.

Kiles orden havde længe været på dagens program hos Ra dagsorden, men mange andre ting var kommet vejen så havde haft en vigtigere indflydelse i klanens eget bedste, men det betød ikke at Ra ikke fulgte med i alt hvad kiles orden fortog sig, så deres lille aktion inde i den centrale del af byen havde Ra set komme, så Ra havde iført sig sin sorte frakke med hans klans logo bag på, og tager fire af sine vagter med som var iklædt kamp uniformer, på den lettestevis måde for det var det hans klan var kendt for lette og hurtige snigmord, stille og ubemærket havde Ra begivet sig afsted, og ide han kom frem til stedet hvor det hele skete, så han straks fem af kiles ordens præster stå ude foran døren, og lyden der inde fra lød højt som signalerede at der var gang i den der inde.

Ra var sikker på der ville komme flere folk i disse fem som stod ude foran, han viftede kort med hånden hvor efter to af hans vagter forsvandt fra hans side, hvor efter den ene af de fem præster døde, de to vagter skulle blot få de præster væk sådan Ra kunne komme ind, og efter lidt tid gav det en åbning der gjord at Ra kunne komme op til festen, eller hvad det nu var der forgik.

Som Ra kom ind hvor det hele skete nåede han at dufte en meget brændt duns, han stod helt roligt upåvirket og kiggede rundt på det kaos der var, hans vagter søgrede for at ingen vil komme i nærheden af Ra, ikke fordi han ikke kunne klare sig selv men mest af alt fordi han kunne.

 

Linda frøs på stedet da hun så hvem der kom farende ind. Varulven hun havde serveret sit barn til stod få meter fra hende, men så ikke ud til at skænke hende en tanke da han havde grebet armen på en præst og brækkede den. Langsomt begyndte hun at bakke og så vampyren der havde grebet i et af de mange svingende sværd, men kort efter forsvandt jorden under hende. 

Hun så sig svagt over den ene skulder " Slip mig!!!"skreg hun som hun prøvede at vrikke sig fri, men det hjalp ikke, varulven holdte godt fast. Som de kom udenfor blev hun nærmest smidt ned på jorden. Luften forlod hendes lunger og hun så skarpt mod varulven uden så meget som at sige et ord og så på, hvordan han sprang direkte tilbage i kampen. Linda vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv... specielt ikke med den køter i nærheden... nu havde han jo nærmest redet hendes liv? Hun skar tænder og rejste sig op inden hun stillede sig i døråbningen og overvejede hvad hun skulle. Hun havde ikke tænkt sig at flygte! Hun ville kæmpe for at elverne kunne komme tilbage til byen igen uden at blive jagtet.. 

Hun lyttede ikke til varulven... Hurtigt kom hun ind pg fandt et sværd. Hun havde ingen ide om hvordan hun brugte det, men så hvordan præsterne gjorde og forsøgte sig på det samme.. om det endte godt eller skidt...

Hendes øjne faldt på en mand der havde vagter onkring sig, ikke en hun før havde set, men han virkede til at hjælpe dem og ikke præsterne. Linda for mod præsten der kom imod hende og svang sværdet mod ham. Han kom med en beklagelig lyd og endte bag Linda. Med et hurtigt slag med skaftet på præstens sværd til hendes baghoved, blev alting sort og hun faldt til jorden.

Synet af manden der bare stod næsten fortabt uden hans sværd, som Zoltan havde i hånden, og havde vendt spidsen mod manden, og uden at han sagde noget var manden begyndt at tage hænderne op til hovedet, og knælede ned på knæene, hvilket kun var en god idé at gøre, det viste bare at han respekterede Zoltan, og ikke ville dø. Manden kiggede med bange øjne, og næsten et håbfuldt blik, han ønskede ikke at dø, men om det bare var et trick det han gjorde, så Zoltan ville slippe sværdet vidste han ikke, dog stod han og pegede spidsen af sværdet mod mandens hals. Mere nåede han ikke gøre, før han hørte en stemme der var henvendt til ham, en kvinde stemme, han kiggede irriteret hen i retningen af stemmen, og fik øje på en kvinde med grønne øjne, der bare kiggede på ham, og hun havde været dum at stille sig imellem ham og præsten, manden der bare kiggede overrasket på kvinden der var kommet imellem dem. Forbandet kiles orden, og dens folk, det gjorde ham næsten mere irriteret. Han flyttede spidsen fra sværdet fra manden og hen mod kvinden der stod imellem dem, han sendte hende et skævt næsten flabet smil"Har du ikke lært at man ikke skal komme imellem forretning"sagde han og var ikke den type der gad tjekke hende ud, nej han sendte hende skam heller ikke elevator blikket, for hvorfor skulle han.

Kvinden bad ham slippe sværdet, men hvorfor skulle han det, han trådte et skridt tættere på kvinden, og lod spidsen af sværdet glide næsten forsigtigt ned ad kvindens overkrop, mest fordi han sagtens kunne svinge med sværdet, og hun ville blive skadet, medmindre hun undveg, eller gjorde noget. Zoltan havde slet ikke opfanget hvad der ellers skete, han var for travlt med manden og nu en underlig alt for blødsøden kvinde der var kommet til hele opgøret. Måske var det ikke et sted for en kvinde som hende, der var ikke andre kvinder udover en der havde blevet løftet ud, og af hvem vidste han godt, hvilket gjorde at han smillede, se det var interessant, en vampyr, med hans højre hånd en varulv, og ikke en hvilken som helst varulv nej nemlig Anthony, se det var spændende, nu var det som om festen endelig var begyndt. Så rykkede han sværdet lidt, og pegede spidsen mod kvindens ansigt, hvorfor han kiggede på hende med et ligeglad blik, han lagde mærke til at hendes ansigt var forgrædt, men det betød ingenting for ham, manden der bare var på knæ, kiggede på kvinden i håb at hun ville hjælpe ham, men Zoltan grinede flabet, og blinkede til manden"Pas på klingen ikke ramme dit hoved ved et'uheld'"sagde han med tryk på uheld. 

Så kvinden mente at der allerede havde været nok ødelæggelse, han smillede blot stort, og rettede spidsen af sværdet mod hendes ene kind, han prikkede hende ikke, men holdte blikket på hende"Du er modig af dig"lød det så ud ad hans mund med en dyb stemme, næsten interessant men på samme tid irriteret. Han kiggede så væk fra hende, og kunne se Anthony, og en anden kvinde, og han lagde også mærke til der var kommet en anden person der virkede lidt gemt væk(Ra), mystisk dog interessant. Han havde en stærk fornemmelse at der ikke var særlig mange godhjertet væsner og personer i rummet.

Anthony kastede blikket mod den nyankommende(Ra) og sendte ham blot et smil. Han kunne hurtigt fornemme på stemningen, samt det arbejde hans mænd netop havde gjort, at han ikke var lige som den kvinde som var optaget ved Zoltan. Et skævt smil kom frem på hans læber som han hørte elverkvinden komme ind igen, men denne gang havde han ikke muligheden for at slæbe hende ud, ikke lige nu i så fald, for det Zoltan havde gang i virkede meget mere interessant, kontra at få en hjælpeløs klaphat ud af bygningen. En dyb brummen kom fra ham som han med tunge skridt bevægede sig over mod Zoltan og kvinden. Han stoppede et stykke fra dem og så hvordan en præst var fluks på vej mod dem. Lige inden præsten nåede over til dem, satte Anthony af i et spring ham fløj nærmest med manden i luften og fluks ind i en væg der ikke var så langt fra dem. Al mandens luft forlod ham, som han ramte hårdt mod muren. Anthony rejste sig, med manden i en hånd, med et godt greb omkring mandens hals. Manden svævede et godt stykke over jorden og havde tabt sit sværd, da han ville bruge begge hænder, i håb om at løsne varulvens greb omkring hans hals. Anthony sukkede kort "Ja, kæmp endelig imod... Kom nu.. Hold kæft du er ynkelig" brummede han inden han nærmest kastede præsten mod manden i skyggerne(Ra). Han skulle jo også have lidt sjov. 

Anthony kom over til Zoltan og kvinden og stod ved kvindens side og sendte hende et smil, ikke just et kærligt et, hvorefter han så mod Zoltan "En uskyldig... Der vil stoppe dette? Nej hvor fint.. Du kommer forsent lille pus... Desuden..." sagde han og rakte armene ud til siden "Alle er enten forbandede svagpissere alligevel, ellers får de nosser og kæmper mod de ignorante lorte præster" brummede han som han lænede sig tæt på hende og tog en dyb indånding, før han igen trak sig og grinte for sig selv. Var hun hurtig nok, ville hun have muligheden for at klappe ham en, men var det nu også en god ide, nu hvor Zoltan holdt et sværd op foran hendes ellers så kønne ansigt.

Egentlig burde Elmira aldrig have blandet sig i konflikten, men hun havde fået en krop for at kunne gøre en forskel. Det var ikke hendes skyld at væsnerne ikke lyttede. Var de ikke klar over, at de ødelagde alt for alle og en hver? Men de tænkte nok desværre kun på sig selv. Hun var lettere forbavset over at møde denne form for personlighed i hovedstaden, hun havde fået indtrykket af at hovedstaden var under kontrol og at de mørke væsner holdt sig væk. Men de havde vist set chancen for at bryde ind og få en finger med i spillet. Dog stod hun fast ved sin beslutning, som hun henvendte sig til vampyren. Elmira var ikke kommet for at vælge side, hun var kommet for at stoppe blodbadet før at det gik for langt. Et stille smil henvendte sig til præsten, som hun stillede sig imellem ham og vampyren. Blikket blev vendt mod vampyren, hun var irriteret, men bevarede endnu roen. Hun gispede lavt, da han flyttede sværdet mod hende. Forsigtigt bad hun sig i læben for ikke at bakke tilbage. Hun var nødt til at stå fast nu. De grønne øjne stirrede på ham, som hun fnøs. ”Forretning?” hun sukkede opgivende, som hun lod blikket dale mod sværdet. ”Du har vist en anden forståelse for at føre en forretning end jeg” svarede hun roligt. Hun stod fast, om end hendes hænder var tæt knyttet rundt om hendes kappe. Benene rystede under, men man kunne ikke se det, da kappen skjulte alt på nær hendes ansigt.

Elmira kunne høre flere skridt, nogle havde kurs mod hende, andre farede rundt over det hele. Men det eneste hun kunne bekymre sig om lige nu var manden foran hende. Hun havde ikke styrken til at slå sværdet ud af hans hånd og hun havde bestemt ikke tænkt sig at gøre et forsøg. Alligevel strakte hun halsen, som han førte sværdet tættere på hendes ansigt. Hun sank en klump. Hans blik slap hende, som hun hurtigt kunne ånde ud, før at hun blev fast i blikket igen. ”Er du klar over, hvor mange uskyldige væsner, det her går ud over?” spurgte hun frustreret, irriteret og trist. Vampyren tænkte kun på sig selv. Sådan var de vist alle sammen, hvis hun havde forstået det korrekt. Elmira gik tættere på, blot for at lægge et større pres på hans trussel, men som sværdet strejfede hendes kind, dukkede nogle grønlige skæl frem på kinden og blokerede bladet, så det ikke kunne bryde huden.
Hurtigt trak hun sig dog tilbage, som endnu en skikkelse valgte at blande sig. Hun skar en grimasse, som han kom alt for tæt på, hun følte sig nødsaget til at flytte sig væk fra ham, bare nogle centimeter, så hun atter kunne trække vejret. ”Jeg har set nok ødelæggelse, det går altid ud over det forkerte” insisterede hun, som den nyankomne ikke skulle få hende ud af kurs. Hendes blik opfangede ikke den mystiske herre (Ra), fordi afstanden imellem dem var for stor. Elmira rystede let på kroppen, som gulvet under dem begyndte at knirke. Det smuldrede under Zoltans fødder og hurtigt, som træet var gået i forrådnelse. Skællet i hendes ansigt var forsvundet lige så hurtigt, som det var dukket op.

Mange ting skete på dette tidspunkt, men Ra evne gjord ham i stand til at få det hele med, vampyren havde travlt med en kvinde, den anden mand der også var til stede havde travlt med at kaste rundt med præster, og der gik heller ikke længe før en præst blev sendt i Ra’s retning, Ra flyttede sig elegant og roligt til siden som om præsten kom i slowmotion nærmest imod, hvor efter Ra’s to vagter tog sig af ham, Ra selv bevægede tættere på vampyren og kvinde da det tydeligevis var der festen forgik, da jorden begynde at ryste vidste han at det kun var et spørgsmål om tid før det ville kunne medføre skade på ham eller hans folk, så hvilken bedre måde ind at bevæge sig over imod rummets midtbunkt, sådan at de fleste der var i rummet ville miste deres magiske evner.

Han stoppede op få en meter fra kvinden (elmira) og manden (zoltan) hvor efter hans ansigt gjord sig til kende for de to, han kiggede kort på dem inden han selv hev hans sværd frem og rettede hans klinge imod Zoltans, sådan det gav en lyd af klinger der rørte hinanden “ er det ikke uhøfligt at true en kvinde der ikke har mulighed for at forsvare sig “ sagde han med en lettere arrogant tone, hvor efter han blinkede til kvinden med hans helt sorte øjne.

Ra var på ingen måde på hendes side eller vampyrens, men de værd i sær havde noget at tilbyde, og han vurderede at hun havde mest men han kunne jo blive overrasket.

Ra glemte lidt den anden mand hvilke han normalt aldrig ville gøre for Ra ville altid vide alt der var omkring ham, velvidende om at han ikke vidste hvad den anden mand var, eller hvis side han var på.

Linda kunne høre alt der foregik omkring hende, men på en eller anden måde kunne hun ikke åbne øjnene. Hele hendes krop føltes tung, hjælpeløs og ganske enkelt uduelig. Svagt missede hun med øjnene og nåede lige at se en præst der bukkede sig ned over hende og satte en kniv til hendes bryst. Hun sank en klump og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst "Dræb mig... Og det bliver dine sidste tredive sekunder af dit liv" hvæsede hun som hun skar en grimasse. Hun satte begge hænder på præstens arme, men der gik ikke ild i ham? Hvad skete der? Lige for lidt siden havde hun sat ild til en præst, men nu? Hun skar tænder, forsøgte sig igen, men der var intet der virkede. Præsten grinede hånligt af hende som han begyndte at lade kniven glide ned over det tynde stof og fik noget af hendes bryst blottet. Hun skar atter tænder og kunne mærke hvordan blodet i hende kogte og uden så meget som at tænke over det slog hun ud efter præsten, lod sine negle glide over mandens ansigt og over hans ene øje "Fjern dig.., Fra mig..." hvæsede hun og vrikkede sig væk fra præsten og så mod udgangen. Var det nu hun skulle smutte her fra, mens hun stadig kunne? Præsterne ville sikkert sende nogle efter hende, men hun havde stor fordel som delvis elver og delvis dæmon... Hun kunne skjule sig hvor end hun nærmest havde lyst, i så fald hvis hendes familie ville lukke hende ind. 

Svagt bed hun sig i læben inden hun begyndte at bakke mod bagdøren "Und... skyld" sagde hun stille til sig selv, inden hun vendte sig mod bagdøren og løb fra stedet. Hun skulle ikke have noget med dette at gøre, mere end hun allerede havde haft. At have været der i første omgang var dumt, at sætte ild til den præst? Det ville få hende eftersøgt, så nu måtte hun holde lav profil, måske fake hendes egen død? Alt hun vidste var, hun måtte væk!

// Linda is OUT!//

Oprørerne flygtede så hurtigt, de kunne. Mødet var slet ikke gået, som de havde forventet - selv om de var utilfredse med Kiles Orden, var der ingen, der havde lyst til at alliere sig med vampyrer og varulve, for at fjerne dem fra magten. Det pludselige blodbad havde rystet dem - og mange frygtede, at det i virkeligheden ville give Ordenen mere magt. Hvad ville et par Kilepræsters liv betyde, hvis Leoric til gengæld kunne udpege oprørerne som mordere og blodsugere? Hurtigt forsvandt de ned ad sidegaderne, mens de overlod kampen til de tilbageblevne.

Denne varede heller ikke længe. Byens klokker begyndte at ringe og en større, bevæbnet styrke var nu på vej mod det lille, forfaldne hus. Byvagten var blevet hidkaldt og flere Ordensmedlemmer tilføjede til deres styrker. De tilbageblevne ville snart være i kraftigt undertal - og hvis de ikke skulle ende i arresten var tiden kommet til at forsvinde derfra så hurtigt som muligt..

Jeg vælger at afslutte tråden her. I har ét svar til at forklare, hvad jeres karakter gør - hvis de bliver, vil ordensmagten arrestere dem, så det anbefales at stikke af. Efterfølgende lukkes tråden.

Anthony kunne på lang afstand høre klokker der begyndte at bimle, samt lyden af en flok der nærmede sig i stor fart. Det kunne næsten ikke være andre end byvagter og han havde på ingen måde tænkt sig at skulle fanges, ikke endnu i så fald. En dyb knurren kom fra ham som han kastede blikket på Zoltan "Du er en kæmpe klaphat hvis du bliver her... Vi ses på herregården" sagde han lettere irritabel inden han kastede blikket mod døren "Zoltan... NU!" råbte han inden han selv fandt sin vej til bagdøren og satte mod Tusmørkedalen. 

//No way om Anthony skal fanges nu!! OUUUUUUUUT!//

Der var vel ikke noget valg udover at løbe væk, og hurtigt, han skulle bestemt heller ikke fanges, nej ikke tale om. Han hørte hvad Anthony råbte til ham, byvagter der sikkert var på vej, og det var ikke et godt tegn, især når man var eftersøgt i forvejen. Han havde skam ikke tænkt sig at blive hængende længere, det ville kun ende galt endnu mere end det allerede var, selvfølgelig kunne han være ligeglad med det hele, men så igen han havde vel en værdighed, og stolthed overfor sig selv, så han fik et bredt smil på læben, sendte kvinden foran sig et smil, og var allerede hurtigt løbet væk. 

Det var til tider luksus at være vampyr, alle de fordele, og dog så kunne han ikke undgå at tænke på, hvordan det hele havde været hvis der havde været flere vampyrer,  ja tænk hvis han havde blevet her ville det blot ende med at han ville blive fange, og ikke tale om det skulle ske!. Zoltan s smil blev større, og han valgte ikke at råbe noget tilbage mod Anthony"Tåbe...Du burde vide os vampyrer er hurtige til at komme væk, selv under pres"mumlede han lavt, og vupti han var væk, og slet ikke behøvede tænke på at blive fanget, selvom det ville pynte på hans eftersøgnings sedl, men dog var det ikke lige det han var i humør til, byvagter forbandet byvagter... De skulle allesammen bare få tappet alt deres blod, og han skulle med glæde mætte det i sig det var skam intet problem. 

Så Zoltan var forsvundet væk, ret hurtigt, jhvilket var et godt valg.

//Ikke tale om Zoltan skal fanges(selvom det ville være yndigt) I'M OUT//

Det var ikke vampyren, som havde skræmt Elmira mest.. Havde det bare været ham, så havde hun måske ikke haft de store udfordringer, men manden med de sorte øjne var nok hvad der skræmte hende mest. Hun havde hurtigt opfanget, at magien ikke længere flød rundt i hende. Hvilket også havde gjort at Zoltans sværd havde prikket hul på hendes hud. Hendes ubrydelige forsvar var blevet ødelagt, hun havde aldrig før følt det, så hun var letttere forbavset over den skarpe klinge, som prikkede hul i huden. Elmira var godt klar over, at hendes blod ikke var som andres, hvilket var grunden til at hun hurtigt trak hovedet til sig og lagde en hånd over såret for at skjule den sølvlignende væske, som langsomt flød ud af såret. Normalt brød hun selv huden, når hun var alene, men det var farligt at give sig tilkende i blandt oprørerne og hun følte sig tvunget til at trække sig. Forhåbentlig havde ingen set det og hun ville derved kunne forsvinde ud i natten uden at blive opdaget.

Manden med de mørke øjne valgte hun at gå udenom i en stor bue, før at hun forsvandt i mængden, der var lettere forvirret over hvad der nu skulle ske. Hendes lille stunt havde i det mindste forhindret præsten i at blive flået, men hun var ikke særlig stolt over sin præsentation, som hendes hænder rystede. Hele kroppen rystede af skræk. Hun var nødt til at smutte og ikke bare ud af hovedstaden, nej hun skulle hjem og helst før nogen fandt på at følge efter hende. Såret ville heale som alt andet, men det ville tage ligeså langt tid, som havde hun været et menneske. Derfor var det også bedst at trække sig nu. Hun hoppede ud igennem et vindue på bagsiden af huset og strøg ned af gaderne for at tage en omvej mod hendes værelse fra tidligere.. Så kunne hun gå ud af porten dagen efter.

//Out!

Ra valgte at dette ikke var værd at bruge mere tid på, folk var færdig og han ville ikke prøve på mere i denne omgang





//out