Tusmørkedalen... et sted som Zane havde kaldt for sit hjem i en længere periode. Det var også stedet hvor det endelig var lykkedes ham, at få fingre i de specielle kræfter han besad, og som havde velsignet ham med de mystiske, let glødende, lilla øjne...

Det var rart at være her igen, og især når nu vejret var så godt!
Selv her i den evige skygge fra de enorme bjerde som omkransede dalen, var varmen til stede... ikke på den stegende, bagende måde som når solen skinnede direkte på én, men mere som en behagelig skygge på en meget varm dag.
Varmt, men ikke for varmt.

Så der sad han, i en lysning ved det lille bål han havde bygget, og hvis flammer nu knitrede lystigt - og i øvrigt kun tilføjede mere til varmen.
Han var klædt i en sort skjorte, mørkegrå bukser samt et par lettere slidte støvler i læder.
Rejsekappen med den dybe hætte hang fra en gren lige i nærheden, og de to langsværd hvilede i deres skeder i våbenbæltet, som kun var en enkelt håndrækning væk fra der hvor han sad.

Mens han stirrede ind i flammerne, tænkte han på hvordan han skulle få aftenen til at gå... skulle han jage lidt? Eller skulle han bryde op og finde vej til kroen, bare for at risikere lidt ballade?
Det var et uvigtigt spørgsmål lige nu... for lige i dette øjeblik, hyggede han sig egentlig bare i den varme stilhed, som kun blev afbrudt af bålets knitren...

Beklædning + ligene udseende - Tøj/Udseende




Turen var gået fra Amazonitskovene og havde nu bragt hende til Tusmørkedalen. De fleste ville ha taget den lange omvej, men ikke Skylin. Den korteste strækning til Elverly, var igennem Tusmørkedalen, fra hvor Amazonitskovene, dog krævede det også at hun gjorde stop og hold i Tusmørkely, eftersom hun stadig var iført tøj, der passede bedst på de lettere varmere omgivelser, men indtil da, måtte den grå kappe være nok for nu. Indenunder var hun iført et blåt stykke stof, der var bundet rundt om hendes barm, til et stykke over navlen, sådan så hun let kunne have adgang til sine vinger, i form af fare, samt hun bar et langt stykke guld smykke, der matchede hendes guld farvede øjne, samt en læder beskyttende arm handske, med et læderarm bånd rundt om. Hendes lange sne hvide hår, havde fået lov til at hænge løst i den ene side en smule, dog var det nået sådan en længde, siden hendes sidste klipning, at hun var nød til at sætte det sammen, hvilket hun havde gjort halvt til den ene side. Bukserne var af et billigt stof, samt det røde stof var viklet rundt om hendes læder taske, der var rundt om hoften på hende, så den ikke var tydelig. Noget hun havde lært på den hårde måde, efter at ha været en tur tilbage i Dianthos, som hun slet ikke havde kunnet genkende.

Hendes støvler sad stramt og var af godt holdbar læder, samt hendes bue og pilkogger var trukket godt hen over de smalle skuldre, samt sad mellem den fyldige barm. Hun gik lidt i sine egne tanker, mens hun kiggede ned mod kompasset, der syntes hele tiden at ville have hende mod syd. Hun måtte erkende, at sidst hun havde gået sådan en lang tur alene, havde ikke været det rareste. Hun lukkede svagt sine øjne og prøvede at lade vær med at tænke for grundigt omkring hvad der havde været sket mellem hende og Sol for en kort stund, inden hun satte farten ned og gik på hug. " Arrgghhh!. Jeg finder det ALDRIG! ". Hun havde været i Tusmørkedalen før, men det var som om hun ikke kunne genkende noget som helst omkring hende. Hun var da ikke så forfærdelig langt væk fra kroen, var hun virkelig?.

De glansfulde øjne så sig kort rundt, i forvirring omkring hvilken retning hun skulle fortsætte. Solen hjalp heller ikke direkte på det, eftersom hendes hud var ret så sart, fordi den var så bleg. Nogen ville kalde den ivy og andre kalde den for porcelæn, men hun havde jo også været en hvid pyton, inden hun fik sine vinger. Hun stoppede dog kort op, da hendes næse ramte duften af. * Lugten af bål?.. *. Hun begyndte så småt at følge duften, eftersom hun ikke rigtig havde et andet valg. Hun vidste at med hendes blod, var det både farligt og risikabelt, at gå nær nogle hun ikke kendte, men hun tog nu alligevel chancen. Da hun endelig nåede frem til duften af bål, mødte hendes øjne hende noget, hun aldrig havde set før. " Waaaauuuwww ". De sorte pupiller udvidede sig en del, i takt med at hun trådte langsomt frem mod den fremmede, hun bukket sig en lille smule ned, før hun bøjede i knæene og næsten kravlede hen over skovens bund, hen mod den fremmede og prøvede at holde sig skjult så godt i kanten af skoven. * Hvad er han?... *. Hun havde aldrig nogensinde set en med så mørk hud, eller.. måske en der lige kunne være i nærheden, men med det hår. Den kontrast det gav ham. Hun hørte kort en lyd bag sig og så en smule bagud, før hun kiggede mod den fremmede igen, som hun havde prøvet at liste sig hen imod, i nysgerrighed og fascination.

Som han sad der i skovens stilhed, fandt Zane en fred som han sjældent fandt andre steder.
Her var roligt og behageligt, ufarligt (for ham) og stille... og ingen veg fra ham eller trak deres våben så snart de fik øje på hans hudfarve.

Ikke at han som sådan hadede at sætte den slags folk på plads... men en gang imellem var det nu meget rart med en smule fred og ro.

Som jo så blev afbrudt nu.

Han smilede skævt og vendte blikket hen imod det buskads, vor Skylin havde gemt sig.
Nok kunne han endnu ikke se hende, men...

"Jeg har hørt dig for længe siden. Træd frem, hvem end du er." sagde han roligt.
Han var beredt, for det ville ikke være første gang en snigmorder eller dusørjæger forsøgte på noget...

Et kort suk kunne høres, før den lyse klang, af en meget feminin og veltalende stemme, gled ud mellem de fyldige læber. " Øv altså.. jeg vist ikke så god til at snige, som jeg troede ". Et lille uskyldigt og undskyldende udtryk, kunne anes over det porcelæns blege ansigt, hvor de guld farvede øjne, så glansfuldt, så mod den fremmede, før hun trådte frem fra buskaset, uden at rive sig på grenene alt for meget. Hun betragtede den fremmede med et nysgerrigt blik i sine øjne nu, før hun tøvende spurgte " Så hvornår præcist hørte du mig? ". Hun grinte en lille smule og stod blot lidt, før hun svang en smule med sine arme, dog på en stille og rolig måde, så han ikke troede at hun var på vej til at gør noget.

Forsigtigt trådte hun hen af mod ham. Hun vidste at hun skulle passe på fremmede, men der var blot denne legesyge, samt nysgerrige sjæl indeni hende, hun ikke kunne holde tilbage og det var netop sådan tidspunkter, den tittede frem. " Så?.. jeg ved godt dette kunne lyde virkelig forkert, men.. hvad er du? ". Hun så nysgerrigt på ham og afventede lidt et svar, dog stod hun stadig klar, til at træde bagud, vis han nærmede sig hende. " Altså det blot, jeg har aldrig nogensinde set noget med sådan en fascinerende hudfarve før, så jeg kunne ikke undgå at være en smule betaget af dit udseende, samt den måde dit hår står i kontrast til din hud ". Hun lod sine pegefingre blidt møde hinanden, i form af hun stod og så en smule flovt ned, eftersom hun vidste, at de fleste måske ikke ville tage det så pænt. Det lange sne hvide hår, lå ned af skulderen af hende og kappens hætte var trukket ned, så hendes ansigt stod klart i lyset´s skær. Man kunne ane små lidt lange hjørnetænder i overmunden af hende, fra hendes tid som halvdyr, inden hun var død, de lignede ikke vampyr tænder fulstændig, men havde dog lidt en lighed, dog var de blot smallere i det.

Skoven omkring dem, syntes at give en blid lyd fra sig, som vinden blidt berørte bladene rundt om dem, samt engang imellem, kunne man da også høre fuglenes liv, hist og her, i form af kald og samtaler, de førte med hinanden på deres sprog. Skylin havde altid fundet sig hjemme i skove. Der var blot en helt anden fred og ro, end der var i en by. Som at føle sig i et med naturen. 

Han hævede ganske kort det ene øjenbryn da hun talte, og så lettere overrasket på hende da hun trådte frem.
Her havde han forventet en eller anden lurvet, arret dusørjæger... og så var det i stedet en køn pige med et lettere specielt, på en positiv måde, udseende.

Hendes påklædning undgik naturligvis heller ikke hans opmærksomhed.
Især ikke når nu hun var så venlig at vise den del af sin krop frem... en meget tiltrækkende, flad og ganske sårbart udseende mave.

Fristende.

"Jeg hørte dig for et par minutter siden." sagde han og sendte hende et let smil.
Han blev siddende hvor han var, afslappet og ikke længere helt så meget på vagt.

Hendes spørgsmål og uskyldige udtråling fik ham til at le kort.
En gang imellem var det hændt, at han var stødt på en person som ikke kendte til mørkelvere - eller som havde hørt om dem, men aldrig mødt én.

"Jeg er en mørkelver. Det er også derfor jeg opdagede dig." sagde han og drejede hovedet lidt, så hun kunne se hans spidse ører.
"Jeg tager dine ord som en kompliment."

Hun gav et suk fra sig, da det var han svarede, at han havde hørt hende fra et par minutter siden."  Ugh, det så typisk ". Hun havde ikke jaget i noget der kunne ligne en evighed for hende, hvilket svaret til 4 måneder, så selvfølgelig skulle hun lige ind i rytmen igen, ved mindre. " Du skulle vel ikke ha super hørelse, eller andet i den stil? ". Vis han havde, så havde hun muligvis ikke mistet sin skarpe kant, men vis han ikke havde, så skulle hun især til at stramme op igen. Hun rettede en smule på den grå kappe, der lå over hendes skuldre, dog halv åbnet, eftersom alt andet ville være alt for varmt. Hun lagde mærke til hans smil og gengælde det, før hun lyttede opmærksomt til hans ord.

" Ah, en sortelver ". hun havde aldrig nogensinde hørt om sortelvere, dog var hun heller ikke en der havde fået lov til at gå meget rundt omkring, dengang hun var barn og slet ikke da hun blev ældre, grundet hendes specielle duft, der kunne duftes flere meter væk. Hun troede dog også først, at det var det der havde afsløret hende, eftersom duften altid var anderledes fra person til person, dog havde hun stykket det sammen til, at det måtte være en evne hun havde, men hvad den kunne, anede hun dog ikke.. andet end at afsløre hende, når hun prøvede at være snigende, samt også at ændre sig efter hvilken duft personen mest var til.

Hun så hans øre da han drejede hovedet lidt, dog det der nok fik hende til mest at spærre sine øjne en smule op, var hans øjne. " Wauw, dine øjne ". Hun så flovt på ham, da ordene blot var gledet ud af munden på hende, før hun kløede sig en smule i nakken og så undskyldende på ham, inden hun sagde " Det beklager jeg.. nogle gange kan jeg ikke stoppe ordene, før de allerede er rullet over tungen ". Hun gav et lille grin fra sig, inden hun trådte en smule til siden og gik hen nær hans bål, før hun gjorde tegn til, om hun måtte sætte sig, samt joine ham. Vis hun måtte, ville hun tag den grå kappe af og sprede ud på skovens bund, før hun ville sætte sig på den, i skrædderstilling, med sine ben foldet, noget så smidigt. " Så vis du en elver, er du så fra Elverly? ".

"Superhørelse kan man på sin vis godt kalde det... alle elverfolk har skarpere hørelse end, for eksempel, mennesker." svarede han. 
Det var spøjst at møde en, som vidste så lidt om hans race.
Men okay, der var et væld af forskellige racer i denne verden! Det ville kræve meget at kende til sådanne detaljer om alle væsener.

Han nikkede til hende da hun virkede spørgende om, om hun måtte sætte sig.
Naturligvis måtte hun det... uanset hvad der skete, ville det her blive interessant.

I hvert fald for ham.

"Hah, det gør intet. Jeg kan gdt lide folk, der bare lader ordene komme... Lilla øjne er ikke normalt for hverken mørkelvere eller andre racer. Og desuden... du har selv nogle ret så specielle øjne. Det er ganske kønt."

Lige i samme sekund som hun spurgte om han var fra Elverly, ramte hendes mystiske duft ham.
Som en forhammer.
Den var blevet holdt i skak af lugten fra bålet indtil nu, men vinden havde skiftet i et par sekunder - og Skylin var hermed blevet endnu mere tiltrækkende end før.

Hvad i alverden var det for en duft...?

"Elverly? Ikke just... de er ikke specielt begejstrede for min slags."

Da han gjorde tegn til hun godt måtte sætte sig, tog hun da også den luksus, at gøre netop det. Hun tog fat foran i snoren, der var om den lille sølv knap, før hun elegant tog fat om kappen´s krave og svang den af sine skuldre, inden hun lod den glide hen over skovens bund, før hun satte sig ned i skrædderstilling, med sin front rettet mod manden. " ah, det ville give mening ja ". Det var tydeligt en hentydning til det med hans hørsel og ørene. Hun var altid glad for at møde andre racer, både for at blive en smule klogere på dem, men også hvor de kom fra, samt deres kultur og skikke, ligeså også at møde andre der ikke var som hende.

" Så jeg skal bare tale før jeg tænker ". Hun gav et drilsk smil fra sig og grinte lidt, inden hun betragtede manden foran sig, med stor fascination. " Jeg har dog set en med lilla øjne før, men ikke nær så kraftige som dine. Og tusind tak ". Hun gjorde et kort buk med hovedet, da det var han komplimenterede hendes øjenfarve. Da det var han forklarede at Elverly ikke kunne lide hans slags, så hun undrende på ham, i det hun svarede " Men du er en elver, ikke sandt?. Hvorfor skulle de ikke kunne lide dig så? ". Hun havde aldrig rigtig set verden opdelt i farver eller dømt folk ud fra deres forskelligheder, så for hende, var det utrolig ukendt.

"Det kan du roligt gøre. Jeg finder det forfriskende, i stedet for at alle altid holder sig tilbage." sagde han, og mente det.
Halvfems procent af det her lands befolkning var forsigtige med deres ord.
Naturligvis gav det ofte god mening - men det var nu alligevel så kedeligt, og man kunne aldrig regne med at de faktisk talte sandt.

Det var noget andet med personer som Skylin.

Da det uundgåelige spørgsmål kom, overvejede han kort at lyve - men på den anden side havde han selv lige sagt at hendes ærlighed og hurtige tunge var forfriskende.
Så han valgte sandheden:

"Elverly er for skovelvere og andre i den dur. Ser du... mørkelvere har det med at være en del mere... hmmm... ondskabsfulde, kan man vel sige. Og så er der jo også den lille detalje med, at de fleste af os har en eller anden for for sadistisk tendens." 
Hans stemme var rolig, og han sendte hende et lille smil da han havde sagt disse ord.

Gad vide hvordan hun ville reagere...

Hun nikkede bekræftende til ham og svarede " Det kan jeg godt forstå ". Hun havde selv været ret så tilbageholdende, dog havde hun rykket sig en del, personlighedsmæssigt, ville hun mene. Hun lod sig dog også føre mere af sin nysgerrighed i dette øjeblik, så det var måske også derfor, hun ikke holde sig så forfærdelig meget tilbage. Da det var at han valgte at dele ud af hende, med hvorfor det var mørkelvere ikke var velkommen i Elverly, så hun lettere chokeret på ham, før hun sagde " Det kan de da ikke bare!?. Bare på grund af man er født som mørkelver, eller at nogle har en tendens til at være.. sadistiske. Ikke alle fødes med samme natur. Selvfølgelig kan der være visse træk, men jeg mener nu stadig, at det er ens omgivelser, samt folkene man omgås, der skaber den person man er. Ikke hvad race man er eller hvilken farve eller udseende, man end må ha måtte eje ". Hun gav et blidt smil fra sig.

Hendes smil falmede en smule og sagde " Det må være ret hårdt, at ha sådan en racisme rettet mod sig. I sidste ende, er vi jo alle væsner af dette univers.. ". Hun så med blide øjne op mod manden og sagde " Nårh ja, mit navn er forresten Skylin. Men du kan blot kalde mig Sky ". Hun gav et glædeligt smil fra sig, så man kunne skimte de perle hvide tænder, før hun fandt et mint blad frem, fra hendes taske af, inden hun lagde det på tungen af sig selv og begyndte at sidde og tygge en smule i det. Det var godt for helbredet, samt fik ens ånde til at dufte godt, samt det hjalp også lidt på vis man var halv sulten, som hun var. " Jeg er også lidt i en mærkelig grå periode.. fordi jeg er en engel.. men har dog stadig mit udseende, minus arene selvfølgelig.. fra dengang jeg var halvdyr ". Hun grinte kort og så mod bålet for en stund, med de guld farvede øjne, der afspejlede bålet i dem.

"Det er pænt af dig at sige sådan, men sandheden er at vi heller ikke bryder os om de andre elvere. Der er al for meget dårlig energi imellem vores racer, og vi vil altid ende i konflikt med hinanden. Sådan er begge racers natur."
Han lyttede til hendes ord, og fandt det interessant at hun var engel - det var en meget speciel race, som kun de færreste fik chancen for at opnå.

Måske det også var forklaringen på hendes skønhed og uforklarlige duft...?

"Sky..." sagde han og nikkede kort. Det var et specielt navn, men ganske pænt - og umiddelbart ret passende.
Han havde fortsat ikke en klar fornemmelse af hvad dette ville ende ud med, men lige nu var det også helt okay bare at sidde her.

"Mit navn er Zane." sagde han så.

Hun betragtede Zane, med de nysgerrige øjne og nikkede anerkendende, da han fortalte omkring racerne og de stridigheder samt konflikter de havde. " Så der har altid været dårlig energi.. det jeg ked af at høre ". Hun kunne ikke helt sætte sig ind i det, eftersom hun aldrig havde oplevet at blive dømt ud fra sin race eller udseende, men hun kunne forstille sig, at det skabte en del ubehag, samt pres på ens skuldre.

Da det var at han sagde hendes kælenavn, smilede hun blot venligt. " Det mig en glæde at møde dig Zane ". Hun sagde hans navn en smule langsommere, eftersom hun gerne ville ha lov til at smage på hans navn lidt, samt hun ville også være sikker på, at hun udtalte det rigtigt til at begynde med, så hun ikke opfangede en eller anden dårlig vane og endte med at kalde ham noget forkert. " Så hvor du på vej hen af, vis jeg må vide det selvfølgelig ". Hun gav et lille grin fra sig.

"Det skal du ikke være. Det er ligesom med hunde og katte... det er helt naturligt." sagde han med et smil.
Sikke en sympatisk pige han var stødt ind i her...
Endnu en sjældenhed.

"I lige måde, Sky." sagde han, og overvejede lidt hendes spørgsmål.
Hvor var han egentlig på vej hen...?

"Tjah... der hvor jeg nu føler for at tage hen, når morgendagen kommer." sagde han så og trak på skuldrene.
Han vandrede ofte, selvom han havde både hus og penge nok...
Det var bare sådan han var.

"Hvor er du selv på vej hen?"

Hun sad en smule og tænkte på hans ord, før hun svarede med et smil " Dog hunde og katte, kan godt vokse op side om side og elske hinanden´s selskab ". Men hun forstod udemærket hans synspunkt. Desuden så kendte hun heller ikke så meget til mørkelver og deres kultur og ligeså heller ikke med elver fra Elverly, hvilket også var derfor at hun var på vej der til, for at opleve det, dog var der en god dags vandring der til stadig, måske nogle dage? før hun ville være der.

Hun kunne ikke lade vær med at sidde og betragte ham en del, med dette fascineret udtryk fra de gyldne øjne. Hun gav et blid smil fra sig og svarede " Tusmørkely hedder det vist?. Jeg har været der en gang før, men jeg tænkte at jeg kunne overnatte på deres kro og så købe noget stof ved deres skrædder og sy mig noget, til at tage på til Elverly, eftersom jeg har hørt at klimaet er lidt svingende der, men nu må jeg se.. ".

Hun kløede sig en smule i nakken og gav et smittende grin fra sig, i det hun svarede lidt flovt " Dog.. mit kompass ser ud til at være gået i stykker, så jeg har faktisk gået en del i ring, i et godt stykke tid.. så det var egentlig også grunden til jeg søgte hen mod duften af bål. Jeg tænkte at der måske var en, der kunne pege mig i retning mod kroen til tusmørkely ". Hun gav et smil fra sig og berørte kort sit lange sne hvide hår.

"Tusmørkely?" sagde han.
Han vidste selvfølgelig godt hvor det var, og et eller andet sted ville han også godt fortælle hende det - men på den anden side, var han ikke specielt interesseret i at hun gik sin vej.

Og hvis de begge to tog til Tusmørkely, og det hele endte med at han... tjah... gav efter for sin lille tendens... så ville det muligvis kunne skabe problemer - hvorimod ingen ville ane uråd herude... og ej heller komme hende til hjælp.

Dog...

"Det ligger omtrent to og en halv time stik i dén retning." sagde han og pegede.
Lidt nåde kunne han vel godt vise en gang imellem.
Selvom det var et godt stykke tid siden han havde givet efter.

Hun nikkede ivrigt og svarede " Ja, kender du til det? ". Da det var hun sad og ventede tålmodigt, kunne hun dog ikke lade vær med at betragte ham lidt. Det var som om hun havde set ham et sted alligevel, det unikke udseende, ansigtet. Hun kom dog lidt tilbage til virkeligheden igen, da det var at han pegede mod en retning og sagde hvilken vej det lå. Hun rejste sig så småt op, i det hun tog fat i den grå kappe, før hun begyndte at tag den på, inden det pludselig faldt hende ind, hvor hun havde set ham før. " Du.. ". Hun stoppede kort i sin sætning, før hun spærrede sine øjne en smule op.

Hun huskede tydeligt at ha gået igennem Dianthos gader, hvor hun havde set nogle papir hist og her hænge, med efterlyste folk, samt skitser af dem. Hun huskede især, at ha stoppet op foran en, hvis udseende var ret så unikt, i forhold til andre personers. Hun så kort mod ham med et undskyldende blik, før hun vendte ryggen til ham og forsigtigt rakte hånden ned i sin taske og tog en halv foldede stykke pergament frem, før hun foldede det ud og så på billedet. Det var en dusør seddel, samt billede af en person. 15 Diamanter!. Hun så på prisen, hvorefter hun kiggede sig kort over ryggen og krøllede det sammen. Hun havde dog ikke billedet fordi hun havde tænkt sig at indsamle dusøren, mere fordi hun havde faldet lidt over det unikke udseende og havde tegnet lidt af hans udseende i sin skitse bog, som lå i hendes taske, med kul.

Kidnapning og tortur... Hun så tøvende på ham og sagde med en lidt usikker stemme " Har du.. j.. ". Hun kunne ikke helt få ordene over gled. Han ville aldrig sige sandheden, men kunne han virkelig ha tortureret nogen?.. kidnappet personer, samt mord. Hun gav et undskyldende smil fra sig, i det hun gav et kort buk, før hun sagde " Nårh, jeg må vist hellere komme ind til byen, inden det når at blive aften.. med den sted sans jeg har ". Hun gav et kort grin fra sig, før hun sagde " Men det var dejligt at møde dig Zane ".

Zane var mange ting, men én ting han ikke var, var uempatisk.
Nogle ville kalde ham for psykopat, men det var langt fra virkeligheden... for psykopater ville ikke kunne sætte sig ind i andres følelser og væremåder. Ikke rigtigt.

Det var Zane dog ganske god til... og da hele Skylin's holdning pludselig ændredes, fik han en anelse om hvorfor.
Denne anelse blev bekræftet da han hørte lyden af papir, der blev krøllet forsigtigt sammen.

Hun vidste hvem han var.

"Jooh... eller du kan blive og fuldføre din sætning." sagde han, stadig ganske roligt.
"Har du måske... svært ved at forestille dig, at jeg kunne finde på at være modbydelig over for folk?"

Lige nu, syntes han det ville være mest interessant hvis hun faktisk blev... men hvis hun forsøgte at stikke af, ville hun helt sikkert blive endnu et af hans ofre.

De gyldne øjne, så nervøst på Zane, mens hun prøvede at virke så naturlig som overhovedet muligt, men vis der var en ting hun havde lært, så var det, at i nogle situationer, der skulle hun IKKE blive og høre folk ud, eller tage chancen. Det lød til at han havde en fornemmelse omkring, at hun genkendte ham. En der var eftersøgt for så meget, måtte sikkert være en del forsigtig men måske også paranoid. Det ville hun i hvert fald ha været, vis det var hendes hoved, der kunne fås så meget for. Hjertet begyndte så småt at banke hurtigere og hendes stemme lød mere usikker end før. Hun var så småt allerede begyndt at gør klar til at sætte i løb, indeni.. " Nårh nej, det skam ikke nødvendigt. Desuden så har jeg også en jeg lovede at mødes med og jeg vil så nødigt komme for sent ".

Hun knugede kort sin hånd, i det hendes indre skreg af hende, at hun skulle flygte. Hun havde før ikke lyttet til sine indre alarm klokker, men DENNE gang, ville hun ikke begå samme fejl. Hun drejede hurtigt om på foden, i det hun begyndte at sætte i løb væk fra Zane af. Nok havde de haft en meget civiliseret samtale, samt han havde skam også været så venlig at pege hende i retning, vis det overhovedet var den rette retning til at begynde med, hvilket hun håbede inderligt, fordi det var der hun var på vej til.

Eftersom han var en mand, så ville hun automatisk tag højde for, at han sikkert var langt hurtigere end hende på det lange løb, så hun prøvede så godt hun kunne, at glide sig mellem træer, så adræt hun nu kunne, i tilælde af vis han satte efter hende.

Zane smilede lidt for sig selv, da hun satte i løb væk fra ham.
Fjollede pigebarn... troede hun vikelig at hun kunne løbe fra en elver... i en skov?
Han rejste sig op, vendte blikket i den retning hun var løbet... og så satte han efter hende.

Han var hurtig, og i stand til nærmest at sno sig mellem træstammerne.
Han trådte eller hoppede legende elt hen over buskads og faldne grene - han kendte denne skov, og det var nok Skylin's største ulempe lige nu.

Trods hun var ganske hurtig, tog det ham ikke lang tid at indhente hende, og da han gjorde, satte han i sprint, strøg forbi hende, vendte sig og skred baglæns et par meter... og resultatet var at han nu stod foran hende.
"Giv op..." sagde han.
"Du dør ikke."

Hun løb så hurtigt som hendes ben kunne bære hende, dog var hun ikke den der var bedst til at flygte, eftersom hun ikke var så forfærdelig meget i løbe træning. Hun prøvede så elegant og smidigt hun nu kunne, at zigzagge mellem træerne, der stod, dog var det svært, eftersom træerne desværre ikke var så tætte her, så hun havde næsten en fornemmelse omkring, at han blot fik nærmet sig hende hurtigere ved dette. Hun så sig kort bagud, mens hun strøg igennem skoven, med det lange sne hvide hår efter sig, før læder båndet om det, gik op og lod de lange lokker slippe fri.

Hun mærkede dog en gren få fat i snuden af hende støvle og før hun vidste af det, lå hun på skovens bund, med Zane stående næsten direkte foran hende. Hun så lettere nervøst op, i det hun forsigtigt trak sig op og gik en smule bagud og holde armene oppe, i det hun svarede " Hør, j-jeg vil ikke sige til nogen at jeg har set dig, okay... ". Hun tog forsigtigt fat i kappens krave foran. Vis hun kunne slå sine vinger ud.. hun kiggede kort op, men slap så kraven. Det ville gør mere skade end gavn, at prøve at flyve her inde mellem træerne.. samt træ toppene.. de ville forhindre hende i at stikke af. Hun så nervøst på Zane foran sig og mærkede sit hjerte hamre mod sit bryst, mens hun prøvede at fortsætte bagud.