Sted: Den sydlige landevej et godt stykke uden for Dianthos.
Tid: Midt på aftenen.
Vejr: Stjerne- og måneklart. En blid brise kan mærkes en gang imellem.

Det var altid svært at finde gode slavehandlere, fordi Lyset havde forbudt det. Man skulle jo til Rubinien for at finde noget ordentligt, og det var en ganske lang tur for de fleste i Kzar Mora.
Det var derfor, da Lykke hørte om en, der solgte slaver nær Dianthos, at hun var taget afsted med det samme. Hun manglede en slave til de huslige gøremål. Eller... hun manglede egentlig ikke en, det ville bare være belejligt med en at gøre tingene for sig. Hvis det ydermere var en, der så nogenlunde ordentlig ud, ville det nok heller ikke gøre noget. Så var der i det mindste noget at kigge på.

Lykke kendte ikke manden personligt, men hun havde hørt, at han gik under navnet Oswald. Han havde et temmelig godt ry blandt nogle af de andre i mørkets hær, så Lykke havde besluttet at tage chancen.

Hendes ånde skabte en mild tåge, som hun gik på landevejen. En strudhætte var trukket op over hovedet, så ansigtet og øjnene henlå i skygger. Det var dog tydeligt selv med hætte på, at hun havde horn, for disse strakte sig længere end hovedet. Hun var iført en kjole i mørkelilla stof med røde broderier. Den sad stramt om overkroppen, men var ganske løs fra livet og ned. Den stoppede lige over klovene, der tydeligt kunne ses i månelyset. Vingerne var foldet, så det så ud som om, det bare var en læderkappe, hun havde hængende på ryggen. Halen var møjsommeligt foldet langs rygsøjlen, så den ikke kunne ses udefra. Hun havde ikke sit sværd med sig, men hun brugte det alligevel aldrig. Desuden indbød hendes tøj ikke ligefrem til, at hun lignede en, der burde gå med våben. Lige nu kunne hun dog gå for at ligne en minotaur. Det var en ret god ting at kunne forklæde sig, når man nu ikke kunne skjule sine horn og sin hale, og Lyset var altid på jagt efter dæmoner.

Hun nåede en herregård, der passede til beskrivelsen af, hvad hun havde fået at vide, og satte kursen derhen. Hun bankede på hoveddøren, og da der blev åbnet sagde hun: "Godaften. Jeg søger Oswald."

Den stjerneklare aften, gav en anledning til meditation. Ude på landet, hvor lysene var minimalle. Kunne man virkelig nyde skønheden ved natten.

Oswald sad ude på pavillonen, hvor han var igang med en afklarende meditation, før at han skulle tilse en slave som var i træning. Omkring ham hang diverse løse sten, svævende i luften. Hver gang når han fortog sig dette, var det for kontroller de telekinetisk felter omkring ham. Oswald var en de dæmoner der havde skæmmende magiske evner, som kun blev kontrolleret ved stor selvkontrol.

En tjenestepige gik til hoveddøren for besvare lyden af bank på døren, normalt blev hun bedt om at afvise folk som der ikke havde forretning med Oswald. Specielt fordi han ikke tog imod gæster efter bestemte tider på aften. Kvinden kiggede ud og blev overraske over synet som mødte hende. "Herre Oswald, tager normalt ikke imod besøg på denne tid. Har de it særligt ærne med ham?" spurgte hun. Tjeneste pige ville ikke kunne tillade sig at forstyrre sin herre uden en god årsag, hun vidste godt at han fred betød meget for ham og at der var regler for hvem han ville se.

Oswald trak sig stille og rolig ud af det meditative stadie, de mange sten lande blidt på jorden, som Oswald rejste sig op for at gå indenfor igen. Selvom det var forår, var det stadig ikke super varmt i den centrale del af landet, specielt ikke når man tit rejste til ørken for handle slaver. Oswald hørte den unge tjeneste pige tale til en person der var dukket op udenfor hans dør, han gik op og trak hende til side, men han med dæmpe stemme spurgte om hvem det var som der stod udenfor. Pigebarnet fortalte at det var en dæmon, men ikke en de normale dæmoner som kom hans gård for at handle. Oswald sende hende afsted før han selv lukkede døren op.

"Jeg hørte at du søgte mig?" sagde han kort mens han kiggede på kvinden, dæmonen. Hun havde mere dæmonisk udseende end han selv, det eneste synlige tegn som Oswald havde, var hans øjne som var sorte som natten, mens resten af ham lignet en dødelig mand. Dertil var han ikke synlig ung, tvært imod, alderdommen kunne ses på hans fysiske krop. Det mentale var dog et helt andet sted. Oswald var tydelig iført noget mere afslappet tøj, efter hel dag med tilsyn af slaver og andre folk på gården, var faktisk klar til trække sig tilbage for natten. Slikke skjorten som han havde på var i en vine røde farve, den sad løs mens to knapper ikke var lukket til ved toppen af brystet, dertil var par løse bukser og varme sokker af uld.  

Oswald tog sig selv i at stirre på den anden dæmon. "De kan komme indenfor" sagde han, som han trådte til side for døren kunne åbens sig mere op. Oswald var allerede på vej ind stuen, hvor der tændt ild i den store pejse.

Lykke hævede et bryn, da hun blev afvist. Hun overvejede kort at snerre af pigen, men på den anden side gjorde hun bare sit arbejde, hvilket Lykke egentlig ikke kunne fortænke hende i. Hvordan pigen til gengæld vidste, at hun var dæmon, kunne Lykke ikke sige, for hun havde gjort meget ud af at skjule netop det faktum. Var pigen mon selv dæmon? Eller vampyr? Havde hun skærpede sanser?

Lykke stoppede sin tankestrøm, da en mand kom til syne i døren, og hun nikkede til hans spørgsmål. "Det gør jeg. Mit navn er Lykke" svarede hun høfligt, men hun fortrak ellers ikke en mine. Følelser var ikke vante for hende, så hun viste dem sjældent. Desuden kendte hun ikke manden, så det var mere fordi, hun ikke ønskede, at han skulle afvise hende, at hun ikke var sit vante jeg.

Lykke nikkede som tak, da han bød hende indenfor. Hun trak hætten fra ansigtet og bredte kort sine vinger, inden hun lod dem glide ind i ryggen. Slidserne i kjolen afslørede den blege hun under. Halen strakte sig lidt ud, men blev ellers hængende med spidsen opad. "Jeg undskylder den sene ankomst, men jeg er først lige ankommet til området" begyndte hun, som hun lod sit blik hvile på Oswalds sorte øjne. "Jeg søger en slave."

Døren som de gik fra, blev hurtig lukke af Oswalds evne. For ham var magi en leg, med flere år til at træne sig selv var de mindste ting, nemme at udføre. Oswald gjord tegn til de to stole nær ilden, han lyttede til hvad Lykke sagde før han satte sig ned.

Han vidste godt at der var meget omtale omkring ham, hans slaver var blandt de bedste, selvom der meget mystik og hemmelighed over hvor at de blev gemt. Oswald kunne trods alt ikke have et normalt liv, hvis der var upassende mennesker som vidste at han holdte slaver på sin herregård.

I normal forstand ville Oswald aldrig tage imod en kunde, selv ikke en dæmon. Han var udmærket klar over hvor mange væsner der var ude efter finde hans slaver, men som hun havde talte syntes han ikke at hørte løgn i hendes ord. "Du er kommet til den rette, selvom jeg normalt ikke ville sende en slave med dem på denne tid," sagde Oswald, han rette hånd op under hagen som sat stille i stolen. "Men jeg villig til handle med dem frøken Lykken, det skal blot kunne vente til imorgen. Men for nu, kan de fortælle mig hvilken slags slave de søger?" jo mere information han havde, jo bedre var chancen for at han kunne finde den rette slave til hende. Oswald var godt til finde slaver ud for de beskrivelser som han fik, det gav os en bedre politik, eftersom han helst ikke tog slave tilbage, når de først blev købt.

Som Oswald sad i stilhed, ventede han på at hun ville svare. I mellemtiden kunne han studere hendes udseende, helt klart mere dæmonisk, men interessant. Han blev optaget af hende øjne, og der efter kroppen. Han havde endelig aldrig set sig selv som kræsen omkring kvinder, eller mænd for den sags skyld. Hvis man tilbad ham nydelse, ville han sige ja til den, lige meget formen. 

Lykke gik hen til stolen, der var blevet udpeget til hende og satte sig. På grund af halen sad hun dog lidt længere fremme, end så mange andre nok ville gøre, men hun kunne trods alt ikke gemme den af vejen. Hun lyttede interesseret til hans ord, og hun nikkede anerkendende. "Det var heller ikke, fordi jeg behøvede at have en med det samme. Vi er trods alt forholdsvis tæt på Dianthos, så jeg kan sagtens forstå Deres påpasselighed" svarede hun høfligt og sendte ham et smil. Hun havde absolut intet imod, at han betragtede hende. Hun var dog ret sikker på, at han ikke var menneske, men om han var dæmon eller andet, kunne hun ikke sætte fingeren på. Hun flyttede det ene ben oven på det andet og rykkede sig lidt til siden i stolen. "Er det muligt at overnatte her? Jeg har ærligt ikke lyst til at tage ind til Dianthos." Hun viftede lidt med halespidsen for at gøre hentydningen til hendes ret så åbenlyse dæmoniske udseende tydeligere.

Hun kunne ikke lade være med at bemærke at på trods af, at manden så ud til at være oppe i årene, var hans krop rimelig velholdt. Hun kunne se de svage muskelmarkeringer gennem åbningen i skjorten. Hun kunne selvfølgelig ikke vide om resten af kroppen var ligeså velholdt, men hun gik som udgangspunkt ud fra det. Hun var dog helt sikker på, at han ikke var menneske nu. "Må jeg spørge Dem om, hvilken race De er?" Hun lød oprigtig nysgerrig, og det var hun egentlig også. Hun havde dog gransket det til dæmon eller vampyr. Hun sendte ham et nysgerrigt blik, som hun smilede til ham.

"Altså det skal være en til at tage sig af husholdningen, men også gerne en, der er værd at se på, så helst ikke en fuldt afpillet en. Måske en elver?" foreslog hun. Hun vidste ikke, om han havde nogle elvere, men væsnerne havde altid fascineret hende.

Lykke selv var stor tilhænger af nydelse, men hun ville langt hellere have det tilbudt end at tilbyde det. Hun ville ikke krybe for at få det. Folk måtte komme til hende, hvis de ville have det. Noget andet var, hvis det var en ordre, så havde hun på ingen måde i mod at bede om det. Hun kunne være ret dominerende, men det afhang i høj grad også af modparten. Hun ville dog intet have med kærlighed at gøre. Det stads kunne folk godt holde for sig selv.

Lykke havde kommet med hans eget forslag for han selv kunne sige det. "Der er flere gæsteværelser til rådighed, jeg skal søger for at der bliver et klar til dem" sagde han med lille smil, nej han skulle nok lad være med sende hende tilbage den slags mand var han ikke. Han afviste ikke sine gæster uden en god årsag.

Oswald længende sig en smule frem. "Virker jeg så menneskelig at det svært at gætte?" sagde han kort med en lidt drillende tone. Hans talent for kunne falde ind i mellem mennesker var ganske øvet, men kom man tæt på ham ville man hurtigt kunne se at der var et eller andet ved hans øjne, som ikke var menneskelig. "Jeg er en dæmon som dem selv, men jeg har altid fortrukket at holde en linje af skuespil. Derfor har jeg aldrig brugte mit dæmonisk udseende" forklaret han. I over to tusind år, havde Oswald set utrolig menneskelig ud. Bortset fra dusørjæger og dæmonjæger, blev Oswald næsten ikke genkendt af mennesker. Mennesker var race der levet med frygt for alt hvad der ikke var menneskelig, specielt i disse dage. Dianthos havde ikke mange magiske beboer udover dem som der gode til holde en maske af menneskelig udseende. "De frygter os for meget, mennesker. De vel selv hvordan det er ikke sandt?" sagde Oswald kort.

Der var kort stilhed der efter, da Lykke fortalte ham om hvilken slags slave hun ville have tænkte Oswald sig om. Han havde elver men han vidste ikke om de var smart at have som slaver i Dianthos. Men han ville ikke stoppe hende, måske advare hende en smule om hvad der kunne ske hvis en elver blev set eller opdaget i Dianthos. "De er klar over at Dianthos har udvist alle elver og at have elver som slave kan være problematisk, hvis ikke at de skjuler deres øre?" det var bare bagtanken om at hvad der kunne ske. Oswald havde set nok af Dianthos had for magiske væsner og selv var han ikke vild med opholde sig i byen uden en god årsag. Husholdnings delen var dog ikke et problem, det blev alle hans slaver trænet i. Selv de tjenestefolk der var her på gården var slaver, ikke alle. Men en lille del blev holdt i træning, ad gangen.

Oswald længende sig tilbage i stolen, han lukkede sin øjne ganske kort. Han lod tankerne flyve i den korte stilhed i mellem dem. 

Lykke nikkede anerkendende, da han tilbød et værelse. "Tak" svarede hun og sendte ham et svagt smil. Det var rart ikke at skulle hele vejen til Dianthos på denne tid af døgnet for at finde en seng.

Hun hævede et bryn over hans spørgsmål, inden hun svagt rystede på hovedet. "Nej, jeg har regnet ud, at De ikke er menneske. Jeg har dog indsnævret det til to muligheder, og jeg er mest af alt nysgerrig" forklarede hun alvorligt, men høfligt. At hun ikke havde ret meget til overs for andre racer, valgte hun dog at holde for sig selv. Det ville nok ikke være hensigtsmæssigt at proklamere foran en, man var ved at handle med, hvis det skulle vise sig ikke at være dæmon.
Hendes læber trak dog op i et skævt smil. "Ak ja, selv er jeg ikke i stand til at skjule mine træk andet end mine vinger. Det ville dog være rart at kunne." Det havde ikke rigtigt været nødvendigt heller, mens hun var indespærret i Kzar Mora, men det kunne være meget nyttigt nu om dage. "Det er derfor, jeg gør meget ud af en forklædning, når jeg er udenfor."

Lykkede igen et bryn, da Oswald snakkede om Dianthos. Hun grinede dog mildt, da det gik op for hende, at han havde misforstået noget. Det var en temmelig humorforladt latter, der nok ikke var super rar at lytte til. "Så er det godt, den skal med til Kzar Dûm" svarede hun. Lykke var udmærket klar over, at en elverslave i Dianthos ikke ville gå ubemærket hen.

Hun betragtede ham lidt, som han sad med lukkede øjne, inden hun åbnede munden for at spørge: "Er det okay, hvis jeg invitere mig selv på en drink? Det har været en lidt lang rejse."

Det var den mindste ting han kunne søger for, nu hvor hun havde gået den lange tur fra hovedstanden.

Oswald lavet et lille smil, ja han havde det med være svær at gætte, først var der vampyrerne som han godt kunne ligne en smule, men han havde ikke den samme kolde sans, og for sige det lige var han ikke begejstret. Han kunne lige frem lide blodsugeren, de var så besværlige at tilfredsstille, når de søgte slaver. Dertil var deres natlige natur, et problem at håndtere, eftersom at de var farlig for hans tjenestefolk, hvis de var sultne.

"Jeg er nem at forveksle, eller det der mange der siger. Ikke at jeg tager det så personlig, jeg har hørt den slags i mange århundred nu" sagde han med en rolig stemme. Han følte sig på ingen måde provokeret eller irriteret over spørgsmålet. Han kunne trods alt være mere tydelig med hvad han var, frem for hvad han udgave sig for at være.
Oswald havde en forståelse for hvor svært at det måtte være at leve uden mulighed for falde mere ind. Lykke havde et unik udseende, det ville han selv sige. De blege øjne fik ham nemt til tro at hun var blind, men det var dog ikke sagen. "Jeg syntes de gøre demselv interessant ved ikke ligne os andre for meget, tror mig det kan blive kedelig at lege menneske for lang tid af gangen" ind i mellem kunne han god se sig selv dæmonisk udseende, men fordi at han var opvokset i klan, hvor den dæmonisk del af ham blev holdt nede fra en tidlig alder, var han aldrig komme i lære med hvordan at han kunne skift sit udseende. I sted, så hans familie ned på den slags. Der var dog en meget dæmon natur i hans familie.

Ah, han havde tænkte sig helt frem til at de skulle tilbage til Kzar Dûm. Selv kom han der kun når der slaver som skulle afleveres til deres nye herre eller herskerinder. "I den forstand, blive det ikke et problem" sagde han med lille smile.

"Naturligvis, lad endelig som om at de er hjemme" sagde Oswald, han ville holde en gæst tilbage fra nyde sig selv. Det var ikke hans plan, kun hvis de drak for meget, så tog han dem dog i øerne og sende dem i seng, eller ind i en celle hvor de kunne sove natten ud. 
 

Lykke betragtede Oswald, som han talte, inden hun nikkede. "Ja, hvis De har brugt lang tid på at øve Dem, er der jo heller ikke noget at sige til, at det ikke er åbenlyst" svarede hun og sendte ham et svagt smil. Hun selv havde på ingen måde haft brug for at øve sig i at skjule sine dæmoniske træk, og hun havde nok heller ikke tænkt sig at starte nu. Hendes forklædning havde ladet hende passere mange steder i forvejen, så hun så ingen grund til at lave om på det. Hun kunne dog ikke lade være med at komme med en latter, da han kaldte hende interessant. Den var stadig ganske humorforladt, men hun kunne godt lide at få komplimenter. "Tak. Det er dog som sagt ikke altid af eget valg, men det er da godt, at nogen finder mig interessant" svarede hun og smilet voksede en smule.

Lykke nikkede som svar til Oswalds næste ord. Halen bag hende svajede stadig langsomt fra side til side, og det var tydeligt, at hun fandt sig godt tilpas lige nu. "Det var det, jeg tænkte. Jeg undskylder dog, hvis jeg misledte Dem til at tro, at jeg skulle tilbage til hovedstaden." Hun sendte ham et nyt smil og lagde det ene ben over det andet. Hun drejede sig samtidig lidt til siden, så hun kunne læne sig tilbage og stadig lade halen være fri. Det var ikke altid nemt at have en ting på to meter stikkende ud fra sit haleben, men nu var hun efterhånden oppe i årerne, så hun havde haft rigeligt tid til at vænne sig til den, så det var ganske naturligt for hende at finde måder, hvorpå den ikke kom i klemme.

Lykke var ikke ligefrem svagdrikker, men hun drak på den anden side sjældent alkohol. Hun kunne dog sagtens nyde det en gang imellem, og hun blev ikke fuld lige med det samme. Hun nikkede igen taknemmelig og hendes smil voksede atter. "I så fald, kan De byde på et glas vin?" spurgte hun interesseret. Hun kunne sagtens drikke andet, men hun havde fået en forkærlighed for gode rødvine, efter hun var sluppet ud af Kzar Mora igen.

Han gengave smilet, mens han lyttede. Han var måske lidt mere interesseret end hvad han vidste på fysisk plan, jo mere tid han tog i at kigge på hende, jo flere detaljer opdagede han. Ikke at stirrede, men han skiftede med kigge og væk for ikke at virke uhøflig. "Alt kan blive interessant i øjnene på den rette person" sagde Oswald, mens smilet blev en smule større på hans læber. Oswald havde aldrig holdt sig tilbage, hvis han syntes at folk kunne fange ham. Dog skulle der meget til før at Oswald blev betaget af folk. Alle havde en unik skønhed i hans verden, og det var den skønhed som tit tiltrak ham.

"Intet problem" sagde Oswald som svar, han kunne bare selv have været mere opmærksom. Han var dog en smule træt efter en lang dag, og derfor var han en smule langsom med at opfange ting. Oswald rejste sig stolen, i hjørnet af stuen var der en stor hylle med forskellig vine, som han endnu ikke havde en anmodning til at drikke, eller også ventede han på at de blev modne. Man kunne godt sige at han selv var som en flaske vin ind i mellem, det havde taget ham tid at finde det sted, hvor han vidste hvem han var, og nu hvor han var der, følte han sig mere fri i livet.

Oswald valgte en af flasker som han selv havde været igang med, en ældre årgang som han havde fået af en kunde som tak. Han tog flasken ned og fyldte to glas op, før han vendte tilbage til Lykke. "Værsgo" sagde han rolig mens han holdte glasset ud til hende. 

Lykke havde ikke på noget tidspunkt fundet manden uhøflig, men det var ganske interessant, at han ikke blev ved med at kigge på hende. Han virkede nærmest flov over, at han kiggede på hende? Det var lidt sødt, men Lykke selv havde intet imod, at han betragtede hende. Ved hans ord blev hendes blik dog en kende udfordrende, og hun rejste sig for at dreje en omgang, ganske langsomt så han kunne nå at se det hele. "Og ville De kalde mig interessant?" spurgte hun igen med hvad der næsten kunne lyde som en drillende undertone, inden hun igen satte sig og lagde det ene ben på det andet. Hun holdt sit blik på de sorte øjne med et skævt, svagt smil på læberne, men ellers fortrak hun ikke en mine. Hun lod dog pegefingeren på den højre hånd køre frem og tilbage over armlænet på stolen.

Lykke tog imod glasset og nikkede til ham. "Tak" svarede hun og tog et prøvende sip af glasset. Den var virkelig god, og hendes ansigtsudtryk viste tydeligt, at hun kunne lide den. Det var sjældent, hun fik lov at smage vin, der havde ligget i flere år, så når hun gjorde, var det for hende en ganske spændende oplevelse. "Den er virkelig fantastisk" sagde hun og nikkede mod sit glas for at vise, hvad hun hentydede til.

Hun flyttede rundt på sine ben, så det nu var det andet, der lå øverst, inden hun for alvor gav ham et vurderende elevatorblik. Hun lagde dog ikke skjul på det. Han måtte lidt synes om det, hvad han ville. Hendes ansigt udtrykte dog ikke ret meget andet end en smule mere interesse.

Han tænkte over sit svar til hende. Hendes tone havde et eller andet drillende ved den, ikke at han blev genret af det. Hans svare kunne vel overraske hende. "Ville de blive fornærmet hvis jeg sagde ja?" han vidste godt at det kunne blive en farlig leg, hvis man fornærmet en dæmon. Derfor var han altid varsom med hvad han sagde til folk.

Oswald tog plads igen, i den anden stole, kort kiggede han på den rubin røde væske, for han selv tog en stille tår. Smagen var udsøgt, men nu havde flasken os fået de år som den skulle have på hylden. "Det bedste er altid det som mange venter på i mange år" sagde han mens han kiggede på glasset i hendes hånd. Oswald var ikke mange der drak meget, eftersom han fortrak alkohol der havde år på sig, frem for alt det mere poplær, ikke at han ikke kunne nyde et glas mjød, men han var helt klart mere til de fine vine.

Han tog endnu en kort tår, for lade glasset vare så længe som mulig.

Lykke hævede et bryn over hans spørgsmål. Fornærmet over at få et kompliment? På ingen måde. Hun sendte ham et smil og rystede hovedet. "På ingen måde. Det er altid rart at få komplimenter" svarede hun og hævede glasset mod ham, inden hun tog en lille tår. Ligesom han selv kunne hun bedst lide at nyde drikken. Hun kunne bestemt også nyde andet alkohol, men hun var klart til dem, der havde lagret længe. Hun betragtede ham lidt, som hun sad i sine egne tanker. Hun fandt det en kende spøjst, men bestemt også interessant, at en mand med en krop i hans alder kunne passe den så godt. De fleste mennesker, der så ud til at have samme alder som Oswalds krop var bestemt ikke lige så gode til at holde den. Hun spurgte dog ikke ind til det, men det var tydeligt, at hendes blik undersøgte ham nøje.

Hun sendte ham et smil og nikkede bekræftende til hans ord. "Kunsten er ikke at blive utålmodig" svarede hun med et svagt smil og slet skjult hentydning til, at hun ikke snakkede om alkohol lige nu. Hun kastede dog selv et blik på sit glas, inden det igen fandt de sorte øjne, og hun lod kort sin nysgerrighed tage over: "Har De boet her længe?" Hendes smil voksede en smule, og hun tog endnu et sip af glasset. Lige nu var hun som sådan ikke træt, men hun sov generelt heller ikke nær så længe, som mennesker gjorde. Desuden nød hun selskabet, også selvom det mest bare var small-talk lige nu, hvilket hun normalt ikke brød sig om. Det gjorde det dog væsentligt nemmere, at han var godt selskab.

Oswald lavet et smil, han sat behagelig tilbage lænet i den bløde stole. Hans drejet kort ansigt mens han kiggede ind i mange flammer, der var så mange små farver som mange ikke kunne se, men Oswald så let mange af disse farver i ilden. Han blik kom tilbage på Lykke da hun talte, og han holdte sig selv stille. Lykke havde ret, det var en kunst.

Han vidste at der var en double betydning bag disse ord, men selv havde han nok kontrol til at give efter for de mere upassende tanker der let kunne danne sig, når der sad et interessant væsen overfor ham. "Og hvad gør de væsner der lader deres tålmodighed forsvinde for hurtigt?" Han ville elske at høre en forklaring, som han sad der. Han kunne på måde læse at der var et eller andet i hendes blik som fik ham til tænke over hvad hun kiggede på, hans krop havde modtaget stor træning igennem tiden, både mentalt men også psykisk. Mentalt var han ikke en mand som bare lige kunne knæk over i to, det ville kræve mange timer eller dage.

Oswald lænende sig frem. "Gården blev min før for et par år siden, før det var jeg nød til skjule min slave operation, bedre end hvad jeg gør nu. Det ikke ligefrem fordi by vagterne kommer her ud og tjekker mig på samme plan som i Dianthos" han huskede tydelig de få år, hvor han havde haft sin slaver skjult i hans andet hjem. Det var blev til flere problemer med de lokale byvagter, men nu var der mere ro på. Det var kun lystets kriger som var et problem her ude. Og selv de kom ikke meget ud ved hans gård.

Lykke så tænksomt ud i luften et godt stykke tid. Hun brugte en god rum tid på at tygge lidt på hans ord, inden hun igen rettede blikket mod ham og trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke? Tager forskud på goderne?" svarede hun lettere spørgende. Hun havde ikke fantastisk meget viden om utålmodige væsner, så hun kunne ærligt ikke udtale sig om det. Hun var ikke selv som sådan utålmodig anlagt, men på visse punkter (specielt det at blive ridder) kunne hun alligevel ikke vente. Hun anede dog ikke, om Oswald havde opfattet hendes hentydning eller ej, men hun gik stærkt ud fra det, og hun sendte ham et svagt smil, inden hun tog endnu et sip af vinen. "Personligt foretrækker jeg dog en årgang, der har lagret ordentligt" svarede hun med samme hentydning som før. Hun hentydede ikke nødvendigvis kun til Oswald, men mere til dæmoner generelt.

Lykke lyttede interesseret til hans fortælling om gården, og hun nikkede lettere anerkendende til ham. "Ja, jeg kan godt forstå, hvis det har været svært at drive slaveri fra Dianthos. Det er dog imponerende, at det lykkedes Dem at skjule det" svarede hun oprigtigt imponeret. Hun havde ikke selv meget forstand på slaveri, men hun kunne sagtens forestille sig, hvordan det ville være at have vagter rendende 24/7. Hun så lidt tænkende på sit glas, inden hun nærmest vågnede op igen og tog et nyt sip. "Jeg går til gengæld ud fra, De har mange kunder? De er i al fald vældig populær."

Lykke havde ret, selv om hendes svar nok ikke var enes med hans eget svar. Ikke at han ville sige hende imod, sådan var han ikke, han lod alle have sin mening, selv hvis den ikke var den samme som hans. "Muligvis, eller de tager hvad de vil have, selv om de må vente på få det?" sagde han kort. Han kom til klukke, ja han var nok os selv sådan. Jo mere tid der gik, jo bedre blev smagen, hvis man skulle sige det. Oswald lændende sig igen frem i stolen. "Min kære, man lære mange trick igennem tiden," sagde han med lille smil. Et var et godt skuespil, den anden del var at kunne holde beviserne under kontrol. Han vidste at hans kunder kunne vende sig imod ham til hver en tid, og at han derfor var varsom med hvem at han handlede med. Det ikke at der pluslig stod en gruppe kriger eller andet udenfor hans gård, uden at han vidste del. "Det, og tiltro, hvis jeg selv skal sige det. Der mange kunder som jeg aldrig har lukke ind i mit hjem, af den årsag at de opdagede at mine slaver blev holdt i mit eget hjem. Jeg har altid solgt dem på de sort marked i syden. I teorien, er de den første der ved at der findes slaver på denne ejendom," sagde Oswald. Havde han tiltro nok til at hun ville holde på hans hemmelighed, muligvis. Om ikke andet, stod der altid en ny ejendom klar et andet sted, hvor at han kunne flytte sine slaver hen.
Oswald tænkte over hendes næste spørgsmål, det var ikke alle af hans kunder som han havde ansigt til ansigt kontakt med. Men de betalte hvad de skulle for at få de slaver som de gerne ville have. Det var et fint puls i bogen, og hvis de virkelig havde problemer havde de nok kommet til ham. "Jeg har aldrig hørt den store brok, men nu ved heller ikke hvor mange væsner der modig nok til vække en dæmons vrede, ikke at jeg ikke tager kritik, det gør jeg skam med åbne arme, men jeg tager bare ikke imod den slags der ikke er konstitutiv" han satte sig stille tilbage i sin stol, hvor efter at han tog endnu en tår af vinen. 

Lykke så lidt tænksomt på Oswald. Hun kæmpede med at få det til at give mening i sit hoved, men det lykkedes ikke rigtigt, så hun endte med at svare: "Er det ikke lidt selvmodsigende? Man kan vel ikke tage, hvad man vil have og samtidig vente på det?" Hun vidste ærligt ikke, om hendes egen udtalelse var sand, men det var hvad der for hende gav mest mening. "Det tror jeg gerne. Man lærer dog knap så mange ved at være spærret inde i 2000 år" svarede hun ærligt men med et svagt smil. Hun havde lært et par tricks inden, men det var for hende tydeligt, at hun havde været afskåret fra civilisationen i lang tid. Der var stadig nye ting, hun skulle vænne sig til, og det var ikke alt, der var lige nemt.
Lykke var tydeligt overrasket over, at hun var den første, der rent faktisk vidste, at han holdt slaver her. Det havde hun ikke ligefrem forventet. Hun vidste det som sådan ikke til at starte med, men hun havde gået ud fra, at Oswald havde dem i nærheden, så man ikke skulle rejse for langt efter dem. "Er der virkelig ikke andre, der ved det?" spurgte hun stadig overrasket. Det kom tydeligt bag på hende.
Hun nikkede til hans svar, men hun havde som sådan ikke noget at tilføje, så hun valgte ikke at sige noget. Til gengæld strakte hun sine vinger en gang. Hun formåede dog ikke at ramme noget eller vælte nogle ting ned, men i et øjeblik var det gevaldige vingefang fuldt synligt.

Jo måske var det en smule selvmodsigende, "Måske efter nok tid er placeret?" sagde Oswald kort. Som han lyttede til hende, kom han i tanke om at han faktisk ikke kendte meget til det dæmoniske rige. Han havde været der et par gange efter at det var blev åbnet, men som sådan var der ingen der vidste hvem han var. "Jeg kender ikke det dæmoniske rige som sådan? Det lyder måske underlig, men min familie kommer ikke officielt derfra, vi levede udefra. I syden, så vi kom ikke dertil. Jeg hørte kun tale om det, da jeg var ung" fortalte han kort. Han havde aldrig levet med nysgerrighed nok, til læse op på hvor at han familie kom fra. Det var alle ældre dæmoner som havde levet utrolig længe i Krystallandet. Eller længe nok til at der ikke var fast spor at tale, hvis man læse familie stamtræet.
Oswald lavet et ryst med hoved, nej der var ingen der vidste hvad der forgik på gården. "Slaveri er jo ulovlig med mindre at man lever nede i syden, Rubinen er det eneste sted der ikke har en lov imod det, og det derfor normalt der, hvor at jeg tager mine slaver med hen for tjene penge" det var en farlig rejse, at tage til syden med vogn fuld af slaver. Hovedvejen var ikke den mest optimale vej, fordi der var chancer for at man kunne møde vagter eller andre væsner som ville sladder, hvis de så en vogn med slaver. I sted måtte Oswald finde andre veje til få hans slaver til syden, uden at det blev set af for mange mennesker.  

Lykke så lidt tænksomt på Oswald et stykke tid efter hans svar, men hun endte med at nikke. ”Det kan der selvfølgelig være noget om” svarede hun stadig eftertænksomt. Hvad der egentlig havde startet ud som en leg var nu blevet et lettere alvorligt emne, og Lykke overvejede kort, om det mon var hende, der var skyld i det.
Lykke tog et nyt sip af sit glas, som hun lod Oswald forklare, og da han var færdig, nikkede hun ”Det tilhører jo også mere eller mindre Mørkets hær nu, så det er meget få, der bliver lukket ind” svarede hun ærligt og sendte ham et nyt smil. Der var nok heller ikke så meget at se i Kzar Mora, men Lykke følte sig nu alligevel ganske hjemme der, og hun fandt det ganske pænt. At mennesker nok ikke ligefrem ville være enige, tog hun ikke så højtideligt.
Lykke nikkede igen til Oswalds ord. Hun kunne godt se, at det kunne volde problemer at skulle have slaver transporteret derned. ”Hvorfor har De så ikke slået Dem ned i Rubinien i stedet? Det virker som langt mindre besvær” svarede hun lettere undrende. Det virkede langt mere sikkert og meget mindre besværligt i hendes hoved, end at han skulle transportere dem derned og derfor risikere at blive opdaget. På den anden side havde hun nok ikke fået glæden af at nyde hans selskab, hvis det bare var en shop, hun var trådt ind i.

Da der var stilhed i mellem dem, kiggede Oswald igen på den røde farve i glasset. Han tænkte sig kort om, mens længde sig tilbage i stolen. 
Lykke havde ret, ikke fordi at han selv var ret meget politik interesseret i den krig som der stadig forgik ind i mellem, krig var krig, og der ingen kunder at komme efter. Derfor holdte han sig neutral, selvom han nok ville være mere på mørkes side, med de ting som han udført igennem tiden. "Jeg kan godt forstille mig det ikke er let at komme ind, den dag, idag" sagde han kort.

Oswald overvejede kort hvor meget at han skulle fortælle om sine familie, der var meget mystisk om han aldrig selv helt havde lært, eller ville komme til at lære.

"Familie stridighed," svarede Oswald kort. "Jeg kunne flytte derned, men der vil være for mange komplikationer med andre dæmoner fra min familie. Ser de, jeg ikke en sand søn en min familie, min far havde en kort tid en elsker, og hun blev gravid med mig, eftersom at min far havde titel af passe, og fordi at det ville se dårlig ud på hans ry, hvis et af hans børn blev opdaget udenfor familien, dræbte han den kvinde der var min mor, og der efter voksede jeg op mere isolatet" Han ville dykke ned de stor detaljer omkring hvordan at han halv brødre, havde forsøgt at dræbe ham op til flere gange, fordi de mente at han var et værdig medlem i familien.

Oswald tog en tår mere af sin vine, før at han sagde mere. "Hvis jeg nu var smart nok til flytte hele min operation derned, ville der nok bare ske en ny stridighed. Det er aftale sådan at holder mig væk fra syden, udover hvis jeg skal gøre forretning. Men hvis jeg slå mig permanent ned, skal der nok blive en krig om hvem der slå mig ihjel først. Desuden, det betaler ikke at blive en slave for en anden dæmon, alle i min familie kender hinanden navne, og kan nemt misbruge den magt" han havde brug for at der skulle blive udført mordforsøg på ham, selv ikke hvis det ville blive svært. Dæmoner var ikke lette at dræbe, men heller ikke umulige at dræbe.