Tid: Tidligt på natten
Vejr: Ikke så koldt, men med silende regn
Dagen var sådan set startet rimeligt godt, han havde sneget sig ind i hovedstaden som han plejede, udenom vagternes åsyn, så de ikke fik sjove idéer med at skulle smide ham i arresten. Han havde brugt dagen på at gå rundt i byen, få en smule mad for nogle krystaller, han nakkede fra en eller anden rigmand, der ikke passede ordentligt på sin pung. Lige for næsen af en dum, snottet gadeunge, der havde rakt tunge af ham. Randall var ikke mere voksen, end at han havde rakt tunge tilbage.
De resterende krystaller kunne han så vælge at bruge på bordellet, men hans lyst til damer havde ikke været ret stor det sidste stykke tid. Så han var endt på en kro i Skumringskvarteret, hvor han var startet nogenlunde blidt ud, men som dagen var blevet til aften, var han gået om bord i den ene kande efter den anden.
Og som øllen var gået ind var forstanden gået ud, så til sidst havde han været ved at ende i en slåskamp, hvor han tydeligvis var for fordrukken til at ramme noget som helst, men det var lige meget, han skulle bare slås! Indtil krofatter var kommet trampende og havde samlet ham op i hoved og røv og smidt ham ud på gaden. Ud i en stor vandpyt midt i regnen.
Randy var for fuld til at rejse sig, han var knapt ved bevidsthed, som han lå og rodede rundt i vandet og blev gennemblødt. En utydelig mumlen lød fra ham og til sidst endte han på ryggen i pytten og så op i mod himlen, blinkende mod dråberne, der ramte hans ansigt. Han gad ikke mere. Hvorfor kunne han ikke bare dø? Hvorfor ville livet ikke slippe ham? Forbandet være den forbandelse, der var lagt over ham! Han ville bare have fred, han var gammel nok til at have levet et helt liv. Et trist og forfærdeligt liv fyldt med druk, kællinger og vold, men et helt liv. Han ville bare gerne dø helt og slippe for at føle så meget smerte, både i kroppen, men også i sindet. Han sov jo næsten ikke mere på grund af drømmene. Han slap mest for dem, når han drak sig selv bevidstløs, hvilket også var grunden til, at han næsten ikke lavede andet end at drikke, når han havde muligheden for det.
Han havde lyst til at give op, som han lå der og var våd ind til skindet, men livet ville bare ikke lade ham. Træt og uden sammenhæng i sit ødelagte hoved, lukkede han øjnene og ventede på... intet. Han vidste jo godt, hvad der ville ske, skulle han dø her. Han ville bare vågne op et andet sted, ædru og med endnu en død at drømme om.
Krystallandet