Det var ikke unormalt at se ukendte sjæle i Dianthos Helbrederhus. Men når den ukendte sjæl var et barn, en ung pige, og ingen var kommet for at hente hende eller havde meldt hende savnet... så var der noget galt. Der var ganske rigtig kun gået få dage, men Dhalia, lederen af Helbrederhuset, havde stadig bedt folk spøger rundt.
Nogen måtte kende pigen. Det var trods alt ikke så tit man mødte nogen med gyldent, lysende hår.

De havde undladt de grumme detaljer om pigens tilstand og hvordan hun var kommet ind. De havde blot bedt folk der måske kendte hende, eller viste hvem hendes forældre var, møde op ved Helbrederhuset. Der var ingen grund til at skræmme folk unødigt.

Dhalia selv var i rummet med pigen, og to byvagter der var ankommet for at se pigen også. Andre der ankom ville blive mødt af en yngre healer, og blive vist ind i et 'venteværselse', der virkelig blot var en bred gang med bænke langs begge vægge, og blive tilbudt te, med besked om at Dhalia ville komme ned snarest muligt.

Spike var kommet en dags rejse ud af byen for skyldfølelsen begyndte at gnave og skyld var ikke en følelse han var vant til. Noget havde ændret sig, og selvom det ikke var første gang at han sårede folk mod sin egen vilje, var det første gang han havde det dårligt med det. Halvvejs inde i den anden rejsedag, instruerede han ulvehunden i at vente på ham, spændte sit sværd fast til dyret og vendte om. Jake lod til at forstå instrukserne, men hvorvidt sværdet var der nå han kom tilbage var ikke til at sige. Han var nød til at tjekke op på pigen, og når man ikke havde et valg var der ingen grund til at slås imod det.
Vejret var gået fra koldt og tørt til frysende og vådt. Halvfrossen sne faldt fra himlen i ustoppelige horder, men Spike var en mand med en mission, og nægtede at sænke tempoet fra den bryske march han havde opholdt siden han vendte omkring. Udenfor syne af rejsende ændrede han sit udseende til det af en ung kvinde med langt rødt hår, for at mindske muligheden for at blive genkendt. Hans øjne beholdt den isblå-grønne farve, og tøjet var det ikke noget at gøre ved - det var de samme forfaldne, sammenlappede trøje og bukser som på dagen hvor overfaldet havde fundet sted, og hans kappe den samme falmede grøn. Det var vanskeligt at bibeholde sin krop i en form der ikke faldt ham naturligt, men det var et problem til fremtiden. På mirakuløs vis havde han dårligt fået noget blod på sig selv. Blodet var knapt synligt på de i forvejen lurvede klæder.

På vejen til huset kunne han høre at de ikke havde identificeret pigen, og at de havde udsendt en bred formodning om nogen kendte til hende - noget der spillede til hans fordel. Med held kunne han komme ind og tjekke op på hende uden at vække opsigt, og så undskylde sig med at det var en anden pige. I døren blev han mødt af en ung kvinde, der ledte hende ind i et venteværelse da han sagde at han var kommet for at se pigen. Han kunne ikke få sig selv til at se helbredersken i øjnene, og ventede med nedslået blik på at nogen skulle sætte ham videre i processen. Han havde ikke tænkt sig at vække mere opsigt end nødevendigt.

Stakkels Gortrosh havde ikke fået så meget som et pip som afsked fra stjernen, da hun var løbet ud af Kyklopens dør og ud på gaden i det nedre bydistrikt. Allerede dér måtte det have stået stjerneklart, at nogen ikke var helt ved det normale ved hende, for hun plejede altid at både hilse og sige farvel til den robuste ork, når hun enten kom tilbage eller forlod kroen. Et andet tegn var at finde i hendes beklædning. Den sædvanlige tunge kappe sad ikke omkring hendes krop. I sin hast havde hun fuldkommen forkastet sin fornuft og havde ikke så meget som grebet ud efter den, inden hun var på farten.

”Har du hørt om den ukendte tøs, de har fået samlet op henne i Helbredshuset? Lysende hår og det hele. Må have været svært for hende at lege gemmeleg, hah!”

Mia var langt fra vant til at løbe, men hun var blevet betydeligt bedre til det, som tiden havde gået. Det flade underlag i hovedstadsområdet var også en del anderledes fra de stenede strande nær Lazura, så helt galt var det heller ikke. Hun havde dog ikke løbet med sådan en fart igennem gader før denne gang. Hendes korte lokker flagrede efter hende og flere gange havde hun nær været ved at snuble i sin brune kjole, når skørtet viklede sig for meget omkring hendes ben. Selv hun fandt det som et mirakel, at hun endnu ikke var faldet så lang hun var. Kulden var bidende, særligt uden kappen, der normalt tog det meste af den, og som hendes vejrtrækning blev mere hivende blev hendes ånde mere og mere som uigennemsigtig hvid tåge.

Da hun endelig ankom til Helbredningshuset, var hun lige ved at drætte om. Hvorfor hun havde skyndt sig så meget, kunne hun ikke svare nogen på. Det måtte have været den pludselige panik og adrenalin ved genkendelsen. Det lykkedes hende dog at holde sig oprejst, til trods for at hun lige var nød til at gå pusten. Hendes egen kropslige glød sank og steg i takt med hendes vejrtrækninger. Hun havde gjort intet ved at holde den nede. Både fordi hun ikke havde haft tiden, men noget sagde hende, at det ville kunne overtale, hvem end der sørgede for Sofie, til at lade hende se hende.
Måden hvorpå bekymring var så tydeligt at se i Mia’s ansigt sammen med de klarrøde kinder og forpustede brystkasse, gav kort den unge healer, der kom frem grund til at tro, at der var noget galt med hende, og at hun var kommet for sig selv, men som stjernen faldt ordentligt til ro, kom der en forklaring over hendes læber.

Nu meget roligere bevægede var Mia blevet dirigeret ned ad den brede gang, hvor hun efter et par skridt med dybe indåndinger satte sig på  en af bænkene, hvilket hendes sitrende knæ nød sig godt af. Hun løftede først blikket, da en ny ankom til venteområdet. Kvindens røde hår var fangende, men måden hun ikke så meget som så op, fik stjernen til at fjerne sit blik fra hende kort efter.

Der gik ikke længe inden den unge kvinde kom igen med to dampende krus beroligende te. Hun satte kruset på bænken ved siden af den vildt udseende, men fattede kvinde, med et lille "Værs'go" inden hun vendte over til den forpustede pige. Hun rakte pigen kruset med et beroligende smil "Her". Hun så mellem dem "Jeg skal fortælle i er kommet. Det er vist planen at vægge hende snart" hun så lettet på dem hver især "Det er så rart i er kommet. Vi var virkelig bange for ingen ville kendes ved hende!" hun så lidt på Mia "Du må være hendes søster? Er der andet af familien der kommer? I vil selvfølgelig komme ind først, så snart Dhalia mener det er forsvarligt"

Lort. Lort, lort, lort. Hvis pigen vågnede, ville hun sandsynligvis genkende ham udfra hans tøj og øjne. Hun havde set nok til at vide at han var formskifter. Hans, eller skulle man hellere sige hendes, hænder famlede nervøst omkring hinanden. Det hele havde udviklet sig til en brøler af episke proportioner. Han burde have fortsat sin rejse, og holdt sig langt væk fra byen. Han tog imod koppen, og som varmen spredte sig igennem hans arme faldt han til ro. Situationen var ikke uredelig - at hun var ved at vågne betød sandsynligvis at hun havde det okay. Når hun havde fortalt dem det samme som hun fortalte ham, omkring hendes hår, ville han ikke være bedre stillet til at hjælpe alligevel, og så kunne man sige at hans mission med at vende tilbage var fuldført. Han ville lyve høfligt, drikke sin te og når kvinden efterlod dem igen, ville han smutte. Var pigen et problem, ville han håndtere det som det kom.
Han prøvede at smile, men det blev kun til en sammenbidt grimasse. Ingen grund til at bryde ind i samtalen og trække opmærksomhed til sig selv, når ikke han blev tiltalt direkte. Hans stemme burde matche hans udseende, men det var mange år siden han havde påtaget sig en kvindelig form. Han formente sig selv tavst for ikke at tjekke om stemmen var korrekt på vejen derind.

At få det dampende krus imellem sine hænder var til stor glæde for Mia. For en gangs skyld bar hun beklædning med lange nok ærmer til, at de nåede ned til håndleddene, men det hjalp ikke meget på hendes stakkels fingre. Hun havde automatisk åbnet sin mund for at ytre sin taknemmelighed, men så snart det gik op for hende, at hendes stemme ikke accepterede det, blev det i stedet til et lille nik i stedet, inden hun løftede kruset op. Bare det at puste ned i teen løftede varme op omkring hendes frosne næsetip. Men beroligende, ville hun ikke beskrive det.

Noget overrasket fløj hendes blik dog tilbage op på kvinden foran sig, inden hun kunne nå at tage sin første slurk. Søster? Det gav vel god mening. De lignede hinanden næsten ualmindeligt meget på visse punkter, hvis man så bort fra deres hårfarver, der vel blot kunne forklares væk med, hvordan Sofies lyste op og Mias ikke gjorde. Men igen havde stjernens krop reageret før at fornuften var trådt ind, og endnu en gang nikkede hun bekræftende for først derefter at indse, hvilken fejl hun kunne have taget. Roligt, men åbenlyst så hun mod den anden ankomne i et par sekunder. Med så lidt Mia egentlig vidste, kunne denne kvinde ligeledes være i familie med halvmennesket. Et sandt familiemedlem.

”Jeg har ikke set noget til Sofie siden starten af je-…siden februar, så jeg mistænkte, at hun var flygtet ud på havet lige som hendes mor.” sagde hun endelig, da hun vendte tilbage til healeren. Kruset havde hvilede hun i sit skød og kørte usymmetrisk sine pegefingre op og ned af dets varme overflade. Hun havde bevidst undladt at direkte tiltale Sofies mor som sin egen, men hun havde ofte overhørt lignende blive gjort hos andre familier. Det var ikke fordi, at hun havde et problem med at lyve, men hvis hun kunne komme uden om det, var det for det bedste.
”Men er hun okay?!” Straks så var bekymringen i hendes ansigt en tand mere panisk, som hun søgte efter svar i healerens øjne. Godt nok havde hun ikke kendt pigen længe. Overhoved. Men hun bar en vis empati for jordens væsner, og Sofie var da heller ikke en fuldkommen fremmed for Mia. ”Jeg kom her så hurtigt jeg kunne.” med de her jordiske ben. Hun var konstant nød til at bide sig selv i tungen.

Den unge healer nikkede empatisk til Mia og lagde beroligende en hånd på hendes arm i sympati. "Det lyder også skræmmende. Men jeg kan forsikre dig for, at vi gør alt hvad vi kan for Sofie" healeren rettede sig langsomt op igen, og skulle til at tiltale den rødhårede, da den lysende pige talte igen. Healeren bed sig en smule i læben "Jeg kan ikke fortælle jer så meget, men... vi er ikke helt sikre" hun flyttede lidt nervøst vægten fra den ene fod til den anden, splittet mellem at fortælle disse folk deres kære var okay, og den nåde mindre behagelige sandhed.

"Dhalia kan fortælle jeg mere når hun kommer ud dog! Og så længe hun vågner, så skal hun nok klare sig" forsøgte hun at berolige dem. Hun rømmede sig en smule "Hvor kender du så Sofie fra?" spurgte hun den rødhårede pige. 

Spike forsøgte at give kvinden et undskyldene smil, mest af alt for at berolige sig selv. Han havde altid været bedre tilpas når han havde en maske på, og i dette øjeblik var masken hans ansigt. Pigen havde det dårligt, lød det som om. Man kunne tydeligt høre at helbredersken ikke ville give dem falsk håb, og det tydede normalt ikke godt. Han tvang sig selv til at falde til ro, missionen igen klar for ham. Det lod til at han er den eneste der vidste hvad der var sket, og hvis ikke pigen kunne vågne op, var han den eneste der havde hørt hvad hun fortalte ham. Den anden lysende pige, hendes søster lod det til, kunne måske også regne det ud, men hun vidste næppe hvilke hår der skulle fjernes. Når han tænkte tilbage på den dag, kunne han ikke være sikker på at han havde fjernet dem alle, da det hele var sket så hurtigt. 
"Min søster forsvandt for . . . Fire år siden," løj han med en undskyldene halvsmil. Stemmen var klar og feminin, og sikkerheden med hvilken han leverede sine replikker beroligede ham yderligere. Hvad de hørte var en løgn leveret med en fortrolighed opnået efter et livs erfaring med bedrag. "Vi har ikke det store håb om at hun dukker op igen, men hendes hår lyste. Plejede at kalde hende stjerneskud . . ." Hans stemme var tyk med tristhed, han på ingen måde følte. Historien var det pureste opspind, og forhåbentligt kunne han undskylde sig med at det ikke var hende, når han havde set til Sofies tilstand. 
"Hun hed Emma," Spike kiggede Mia, "men hun kan godt have givet et falsk navn . . . Hvis der er en chance for at det kunne være hende, er jeg nød til at tjekke."
Han afsluttede med beslutsomhed i stemmen, og for første gang siden han kom ind i bygningen var det ikke en løgn.

Rofus havde ikke tænkt meget over at Sofie ikke var kommet hjem, det var sket før at hun havde listet ind og ud igen så uden han havde opdaget det. Men da han havde hørt nogle mænd snakke om at der var en pige med lysende hår på helbreder huset, og at de ledte efter nogen der kendte hende, havde det taget al den kontrol han kunne fremtvinge for ikke at smide manden ud af byen, da han ikke kunne sige hvad der var sket hende! Så I stedet havde Rofus løbet hele vejen igennem byen mod helbredelseshuset.

Stakåndet og prustende smækkede han døren op. Hans sorte hår dryppede af sved, imens at hans mørkebrune øjne for rundt i lokalet indtil at de faldt på den unge helbreder. "Hvad er der sket med Sofie?!?!" for det ud af ham, med den sidste rest af luft han havde tilbage. Hans ord var tydeligt bekymrede, og med den snert af afmagt. Han bukkede sig forover og hev store mundfulde luftindenbords så det rev i hans lunger der slet ikke have fået nok luft under turen.
Da han endelig havde fået pusten fik han øje på de sidste to i rummet. Den ene var en rødhårdet pige med en mørk sjæl, ikke et godt tegn. Den anden var nok Sofies søster hvis sjæl nærmest lyste ud af hende. VENT Sofies søster?!?

Den unge healer så medlidende på den rødhårede pige og havde det lidt skidt med at have tænkt skidt om hende før. Hun var jo bare bekymret! Og hvis pigen var hendes søster Emma forsvundet for 4 år siden, så ville det i sandhed blive en god dag!
Healeren nåde dog ikke andet end at åbne munden for at svare, før døren blev smækket op.
Healeren vendte sig med et sæt og så på den nyankomne. En ung mand denne gang!

Healeren nærmere sig en kende varsomt, men lange en beroligende hånd på hans skulder "Træk vejret ven, kom, sæt dig ned her" hun forsøgte at diagere ham til bænken overfor Mia "Hun sover lige nu, men forhåbentligt vågner hun snart!" healeren så lidt rundt på de tre unge mennesker, og indså det her var mere end hun kunne håndtere selv "Jeg henter Dhalia, så kan hun forklare det hele for jer!" fastslog hun og hvis ingen af de tre stoppede hende, ville hun forsvinde ned af gangen.

((I kan fortsætte uden mig lidt hvis i vil))

Mia’s øjne lagde sig straks mere direkte mod den rødhårede kvinde ved sin side, da hun begyndte at snakke om hendes søster. Endnu en med lysende hår, hvilket tydeligvis kom bag på hende. Den reaktion hun havde fået fra diverse mennesker og væsner, da hun var kommet til Jorden, havde ellers givet hende indtrykket af, at det ikke var normen at folk afgav lys på måden hende og Sofie – og tilsyneladende også denne Emma – gjorde. I det mindste kunne stjernen vel trøste sig med, at denne fremmede ikke var et sandt familiemedlem, så hendes løgn stod stadig på nogenlunde fast grund, hvilket var ganske beroligende at tænke på.

Mia faldt lidt mere tilbage på bænken, lænede ryggen op ad væggen og løftede smidigt sit ene ben op til sig under hagen. Kjolens skørt var heldigvis blødt nok til at falde på en måde, hvor der ikke blev afsløret noget af det, der gemte sig under, så længe hun beholdte benet i den korrekte position. Hun foldede sine arme omkring benet for at presse det yderligere ind til sig og hvilede hovedet på knæet, inden hun atter pustede tungt ud. Luften havde knap nok forladt hendes lunger, før endnu et udbrud skød igennem gangen, som automatisk fik hende til at løfte hovedet og stirre forskrækket i retningen af stemmen. Og på ny skød en panik op i hende. Både ved synet af den mørkhårede dreng og ved hans ord. Han[/] kendte Sofie. Og ikke nok med det, men som hun så mod ham, så han samtidig mod hende med hvad hun antog som værende lignende overraskelse som, der var at finde i hendes ansigt. Lettere desperat gik hun igennem al det hun kunne huske vedrørende. Hvem var han mon?

Sikke befolket venterummet var blevet, siden han først var kommet. På gaden havde det lydt som om der var gået flere dage hvor ingen havde kendt til pigen, så han var mildt overrasket over at der var kommet så mange, og at de var kommet netop nu var noget af et ulykketræf. Og måden drengen kiggede på ham forstærkede hans dårlige fornemmelse. Sandt at sige var der mange steder han heller ville være lige nu.
Den interne stridighed han følte over om han burde blive eller gå kom frem på overfladen som nervøsitet. Han lænede sig op af væggen, og lod sin hænder beskæftige sig med hinanden. Før han kunne komme til en beslutning, ville han falde i et med væggen og ikke trække mere opmærksomhed mod ham selv. Ved at observere disse to fremmede, der tilsyneladende kendte pigen, kunne han danne sig et klarere billede af hvorvidt der var behov for ham her, eller han burde forsvinde inden hun vågnede.

// OOC: I kan bare springe mig over indtil det giver mening for mig at joine igen ;)

Rofus valgte at ignorere den rødhårede pige i første omgang, hun var der sikkert bare for at se en eller anden. Han nikkede som helbrederen snakkede, Dhalia plejede at have styr på tingene så det ville være godt at hun kom og fortalte hvor dragkisten stod! 
Hans øjne blev dog ved med at flakke en til den brunhårede pige. Kunne det være hende Sofie havde snakket om? Han trak kort på skuldrene, det gjorde nok ikke situationen værre. Han vente sig mod pigen med den lysende sjæl, og rømmede sig kort "Er det dig der er Mia? Sofie har snakket en del om dig" Egentlig burde han være ellevild over at møde en stjerne, men det at der måske var sket Sofie noget kunne han næsten ikke bære... Han brude så meget have taget ud og lede efter hende! Ved guderne hvor var han en nar.

Nervøsiteten forduftede som dug fra morgensolen og efterlod derfor kun forundring i Mia’s ansigt. Hun kunne ikke undgå at bare stirre på drengen foran sig. Hun ville nok have reageret noget anderledes havde det ikke være for tonen i hans stemme eller måden han spurgte indtil hende. Hun hørte ingen bebrejdelse eller andet der kunne indikere, at han så sig forkert på hende. Men han kendte hende, lød det til. Problemet var bare, at hun ikke genkendte ham, så det var en mærkværdig oplevelse. Anderledes fra når folk blot genkendte hendes tilstand som lysende ildkugle på himlen.

”Du ved hvem jeg er?” spurgte hun helt automatisk uden at fiske efter et bekræftende svar. Hun blødte lidt op igen, nok til at et forsigtigt smil endelig brød igennem den bekymrede maske. Så Sofie havde snakket om hende? Det varmede lidt indvendig. Beroligede hende. Så det besynderlige halvmenneske huskede hende. Hun slap sit ben og fjernede det fra bænken igen for ikke at virke uhøflig og alt for lukket. I stedet greb hun om bænkekanten med begge hænder og sad en smule lænet fremover. ”Jeg håber da, at hun har talt godt om mig.”
Det var nu rart at få dirigeret sine tanker et lidt andet sted hen for stemningen i helbredshuset var i forvejen tung og klamrende nok til at give hende dårlige nerver. ”Det er vel ikke for uhøfligt af mig, at spørge hvem du er? Sofie har fortalt mig om andre men ikke nok for mig at få et klar billede af dem.”

Rofus kneb øjnene lidt sammen som han studerede Mia. Jo hun mindede da egentlig om Sofie, hvilket var ret spøjst da Sofie ikke havde nogle søskende! Deres smil var dog ret forskellige. "Hun var vildt glad for at havde mødt dig, hun syntes ihvertfald at det var sejt at møde dig!" svarede han med et skævt smil.
Han havde egentlig ikke forventet at møde nogen her, men at møde en stjerne var ret sejt, ikke at hun lignede en stjerne. Vent hvordan så sådan en egentlig ud? Måske lignede de også unge piger? Hans mor havde snakker om at hans storesøster var blevet en stjerne på himlen, måske var Mia sådan en?

"Øh nej nej slet ikke!" Rofus viftede lidt med hænderne forand sig, hvorefter han lænede sig frem og rakte hende sin hånd "Mit navn er Rofus, træls at vi skal mødes her" hans tanker faldt tilbage på Sofie og hans hår hang nærmest trist ned fra hans hoved. Ved Isari han håbede at hun var i god behold...

Spike var kommet til en beslutning. De to børn i rummet lod til at kende pigen godt, eller i hvert fald godt nok. Bedre end han gjorde, med sikkerhed. Reelt var den eneste grund til at han stadig var her, det lille stykker information, der kunne være vigtigt. De ville uden tvivl vide det med mere sikkerhed. Han rejste sig lydløst op, og bevægede sig over mod døren ud med lette, nonchalante skridt. Hans gang var affekteret, men med så stor ekspertise at han kunne falde i et med sine omgivelser, selv i et tomt rum. Han ville ikke være overrasket hvis de to andre personer i rummet ikke lagde mærke til ham, før han hævede sin stemme.
"Kig efter sølvfarvede hår." Han ventede ikke et øjeblik - ikke for at se om de havde hørt ham, eller om de havde forstået - før han forlod bygningen. Så snart hans fod ramte brosten satte han i løb ned af en af de tilstødende gyder. Han kendte denne del af byen ind og ud, som bagsiden af sin hånd. Der ville ikke gå langt tid før en efterfølger ville miste sporet.
Han håbede aldrig han ville være nød til at se nogen af de personer igen.
\\ Out

Mia prøvede ikke at se forlegen ud over, at høre hvordan Sofie tilsyneladende havde talt om hende. Pigen kunne trods alt godt lide at snakke, så det burde ikke komme bag på stjernen, at hun ligeledes var blevet nævnt. Hendes eksistens havde også allerede været forbi andres læber før. Nogle – og heldigvis mindretallet – mere fanatiske end andre. Men lige denne gang varmede det en smule om hjertet, at halvmennesket havde husket hende nok til at dele positive ord om hende. Og så endda med Rofus.
Vent. Rofus? Hun kunne ikke skjule, hvordan brikkerne faldt på plads i hendes hoved. Hendes kæbe faldt en smule fra sin opspændte stadie, og hun nedtonede ikke måden hun stirrede på ham i de første par øjeblikke. Så dét var Rofus! Personen af det andet køn, som hun havde hørt små fortællinger op. Hun skubbede fra sig ved bænkens kant og rejste sig i en glidende bevægelse. Tøvede ikke med at træde måske en tand for tæt på ham, hvor hendes opmærksomhed kortvarigt gled op mod hans bevægende hår og så tilbage til hans ansigt, hvor hun i stedet for at bredt og muntert smil præsterede en forsikrende antydning i mundvigene. ”I deler vist flere ligheder, end hvad jeg havde hørt om.” sagde hun og afslørede at han ikke var den eneste der var blevet fortalt ting og sager fra Sofie.

Den pludseligt hævede stemme fra lidt nede af gangen, sendte et svagt set igennem Mia, og hun svang straks sit hoved i samme retning. Hvad kvinden havde sagt gav ikke alverdens mening for hende. Hvor vidste hun fra, hvad de skulle kigge efter? Og hvorfor gik hun inden, det var blevet bekræftet af det ikke var søsteren hun ledte efter? Et idyllisk roligt udtryk spredte sig i hendes ansigt sammen med forvirrede folder hist og her, mens hun stadig så mod døren, som kvinden netop havde forladt.
”Besynderlige menneske.” Var hun her ikke for sin søster? ”Hvorfor virkede luften omkring hende idét jeg formoder at hun passerede, at smage ..metallisk?”

Nede af gangen var den unger helbreder, Kit, nået døren hun søgte, og havde åbnet den på klem. Ikke noget besynderligt, indtil der pludselig lød tumult fra rummet. Et lavmælt udbrud efterfulgt af noget der blev ødelagt eller skubbet til?
Kit nåde knap selv at opfatte hvad der lige var sket, før hun snublede tilbage fra døren med et overrasket udbrud som en lille kanin spænede ud fra rummet, og ned af gangen mod Rofus og Mia.

Kaninens pels var is mismatch af farver. En let lysende, gyldne farve var dominant ned af kaninens ryg, men det ene øre var en mørk brun med massere af krøl, mens halen var en blålig platinblond og den ene pote rødlig. Ned af næsen lå der en grå-brun bliss, og dens store øjne var blå.

Sofie var ikke noget mere end et par hob ned af gangen før hun indså at det nok ikke havde været den smarteste løsning at forsøge at stikke af på den måde, i den form, i hendes tilstand. Hun blev dog fyldt med håb igen da hun så hvem der stod længere nede af gangen.
M-Mia? og Rofus!!
Sofie genkendte let den lysende skikkelse af Mia, og som Mia flyttede sin en anelse havde hun fået øje på Rofus. Han var der faktisk! Han var kommet! Uden tanke satte den lille kanin af fra gulvet, i et hob der normalt ville have sendt den på kollisionskurs med hans knæ. Men halvvejs igennem hobbet var det som om tyngdekraften holdt op med at være relevant, og den lille pelsboldt fortsatte mod Rofus favn, med de blå øjne spærret vidt op.

Rofus blinkede et par gange, først af Mia der tabte kæben for derefter at være oppe i hans ansigt. Hans hår vendte tilbage til at hænge normalt, mens han instinktivt trak sig lidt tilbage fra Mia, der var kommet lige lovligt tæt på. "Øøøh! Hvad mener du med det?" spurgte han lettere forvirret, med hænderne sat frem i mellem dem, for at skabe lidt plads. 

Den rødhårede piges pludselige udbrud kom som noget af en overraskelse, men det hun havde sagt fik det til at løbe koldt ned af Rofus ryg. Se efter sølvfarvet hår. Ork pis og elver lort! Hun kendte til Sofies evne!
Han for op fra bænken der nu truede med at vælte bag ham, og gjorde klar til at sætte efter den rødhårede løgner. Han ænsede kun lige akkurart Mias ord da han tod første skridt mod døren. For så at blive stoppet af lyden af tumult fra enden af gangen. Var der mon sket Sofie noget! Med et sæt drejede han hovedet mod lyden, og så så verdens mærkeligste kanin komme hoppende i hans retning, det var vildt mærkeligt at dens pels var et mismask af farver, og en den let lyste. VENT Lyste?!?! Som krystallen endelig faldt inde i hans hoved sprang kaninen op i hans favn og han knugede Sofie beskyttende ind til sig."Jeg har dig Sofie" sagde han stille med tårende løbende ned af kinderne. Han havde ingen anelse om hvad der var sket, men han var sikker på at det nok skulle gå, nu hvor at de var sammen igen. 

En større, grålig og meget mere pelset kanin sprang efter den lille kanin der var et væld af farver. Han var langt mere komfortabel i sin kaninform efterhånden, og var heller ikke langsom til at indhente hende. Han kunne se hvad retning hun tog og fulgte efter, trods han ikke var helt komfortabel med at skulle følge med, derop. Han mimrede med næsen

Bigwig sagnede farten og stirrede op på den sorthårede knægt med et stærkt utilfreds udtryk i sin ansigt. De brune øjne væsnede sig på kaninen, men han gjorde ikke antræk til at hoppe op. Han satte sig derimod ned og fortsatte med at stirre på den nu grædende teenager og skævede til siden til den lysende pige. Hvad var der med folk og lyse for tiden? Men så længe Sofie befandt sig der, var der ikke flugt på spil. Lige nu. Begyndte knægten derimod at løbe ville han blive forfulgt og tilpas angrebet af en vildkanin af anseelig størrelse, der lige nu så alt andet end tilfreds ud.