Tilfældighedernes vigtighed

Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 31.01.2018 21:08
Sted: Labyrinthaven ved en mindre dam
Tid: Eftermiddagen
Vejr: Stille vejr, med langsomt dalende sne

Renly havde været specielt ondsindet denne gang. Hans forretninger i Azurien var gået dårligt, oven i at han skulle rejse hele vejen til hovedstaden med det i mente. Han var fuld da han dukkede op, og fortsatte uden tvivl med at drikke nå snart han vågnede. Sådan var han. Og sådan ville han altid være. Helena havde set det gang på gang, og vidste også hvad der ventede som Renly nåede frem om formiddagen. Sjældent gik han efter ansigtet, for det kunne folk se. Men andre gange var han ligeglad. Dette var en af de gange, hvor Helenas hals og ansigt bar præg af hvilket ægteskab hun befandt sig i. Mærkerne på hendes ene kraveben og side af halsen var begyndt at tage til i farve, ganske kort tid efter, og hendes ene øje afslørede at han havde ramt rigtigt.

Helena havde ikke ytret meget mere end afdæmpede lyde der ikke kunne forhindres. Hun havde ventet til han var faldet i søvn og snorkede højlydt før hun forlod værelset. Den eneste måde hun kunne flygte, selvom det kun var for en stund. En kort stund i frisk luft, fri natur. Eller så tæt hun kunne komme på det i denne del af landet. Helena havde varmt tøj på, der passede til eftermiddagens vejr. Hun bar tørklæde over hovedet, for at forhindre den blidt dalende sne i at falde ned i hendes hår, og nok mere vigtigt, forhindre folk i at kigge for længe på de blå og røde mærker, hvis de overhovedet opdagede dem.

Der var noget befriende over at sidde der. På en bænk et sted i labyrinten, hun lige nu ikke spekulerede på om hun kunne slippe ud af. Med blikket rettet mod en kunstigt fremstillet dam, der på en eller anden måde formåede at vokse ind i et mere naturligt udseende. Der var ingen blomster på denne årstid, men det ganske tynde lag af sne der lå omkring vandet gav det hele et roligt udseende. Sne der fortsat dalede ned og lagde sig nu ned på hendes mørke hår, som hun havde fjernet tørklædet. Hun havde ikke bemærket om nogen var fuldt efter hende, men var ikke i tvivl om at nogen øjne måtte havde set hende gå derind. Paladset var måske et sted hun kunne slippe lidt væk, men der var altid mennesker. Helena havde hænderne hvilende i skødet, afslappet, omend nok mere opgivende, mens de grønbrune øjne betragtede det isklare vand.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 01.02.2018 12:36
Vreden murrede i Karkhos gamle krop, som han drejede ud af en dør og ud i Labyrinthaven. Han havde haft en diskussion med Morpheus og som det skete, havde den yngre mand slået sit adelige titel igennem og taget en beslutning, Karkhos ikke var enig med ham i. Ikke altid en problem, men når det kom til handel og diplomatiske forbindelser, havde Karkhos mere erfaring. Bare lidt, trods sin baggrund som soldat og ikke adelig.
Det var som om, at den yngre Atillian var begyndt at gøre ting, bare for at være i mod ham. Det var hans ret at holde på sin adelige status overfor Karkhos, han var trods alt stadig kun en tjenestemand, en soldat, men på det seneste havde han lagt mere vægt på det. Øget distancen i mellem dem. Og selvom Karkhos hele sit liv havde været under den familie, under så mange andre, var dét at blive talt ned til af drengen, han sommetider næsten anså for at være en form for søn, en grim følelse. Det var sjældent, at han blev vred nok til at føle for at slå på noget, men han havde måtte holde sig selv tilbage fra at slå en knyttet hånd i væggen.

Sneen dalede udenfor og gav haven et hvidt lag, men Karkhos lagde ikke rigtigt mærke til skønheden. I stedet travede han ind i labyrinten. Han havde været her en del gange før igennem årene, når han også havde været her med den ældre Atillian. Et passende sted at søge ro fra alt det politiske bavl.
Han lagde ikke mærke til, hvor hans fødder bar ham hen, men pludseligt stod han i et åbent område med en lille dam og et par stenbænke. Det gik op for ham, at der sad en kvinde på den ene bænk, og han var nær vendt om, da han genkendte hende. Helena. Det var kun en uges tid siden, at han var stødt på hende ned på markedspladsen, også tilfældigt.
Det første hans blik fangede, var mærkerne efter vold på hendes ansigt og det han kunne se at hendes hals. Det kom ikke som nogen overraskelse, han vidste godt, at han slog på hende, hendes mand. Det var ikke overraskende, at hun var blevet gift væk til ham, han passede godt ind i familien. Kile tage dem alle sammen, den forbandede familie!

Men det var ikke noget, der angik ham. Hendes liv havde intet med ham at gøre. Han havde sine egne problemer. Og han burde gå. Lade hende være alene med sin smerte. Men et eller andet fik ham til at nærme sig, roligt for ikke at forskrække hende og inden han kunne nå at fortryde, åbnede han munden.
"Lady Argyris? Er de..." Det var et dumt spørgsmål og han ændrede det. "Har De brug for hjælp?" Hans stemme var overraskende blid og bekymret i forhold til hans normalt bistre udseende og toneleje. Hun virkede så fortabt og det ramte et ømt punkt ved ham. Han anså ikke sig selv for at være en god mand, men den ældre kvindes mærker gjorde ondt at se på. Han ønskede oprigtigt at høre, om hun havde brug for hjælp.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 01.02.2018 12:55
Helena fjernede ikke blikket fra vandet, trods hun kunne høre sneen let knirke under støvler. Hun vidste at hun ikke længere var alene, og selvom hele hendes opdragelse og natur bød hende at bevæge sig og skjule de forpinte ansigt, gjorde hun det ikke. Hun var træt. For træt til hele tiden at havde sine fasader oppe og konstant dække. Hun kunne altid lyve - det var hun i forvejen god til.

Det var først da hun genkendte stemmen, at hun reagerede. Det havde ikke været mange dage siden hun havde hørt den sidst, men der var noget mindre formælt over den denne gang. Næsten forvirret drejede hun hovedet og så på ham. Stirrede nærmest, som reaktion af det bekymrede toneleje. Det var ikke hvad hun havde forventet at høre, ikke fra ham.

Helena slog blikket ned igen, fokuseret tilbage på søen og holdte sine hænder tættere ind til sig igen, og vidste i et par sekunder slet ikke hvordan hun ville svare. Det var altid nemt når det var fuldstændig ukendte, men han kendte til familien. Kendte til deres tendenser, så det var svært at finde den rigtige løgn at fortælle. "Jeg.." svarede hun først, lukkede sine øjne og klemte om sine hænder mere sammen. Hun var bange for at han gik igen - noget af hende havde ikke lyst til at være alene, selvom det var nemmest, men hvorfor skulle hun også ville have at han blev. En soldat i hendes brors tjeneste. Hvad kunne han overhovedet hjælpe hende med. "Ja" hendes stemme var stille, næsten hviskende. Som var hun bange for rent faktisk at sige det højt. Men styrken til at opretholde en fasade var der ikke. Han vidste alligevel hvad der foregik, så hvorfor lade som om verden så anderledens ud.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 01.02.2018 13:38
Hendes reaktion på hans tilstedeværelse virkede nærmest chokeret og han blev pænt stående nogle skridt borte med hænderne samlet på ryggen. Soldat. Men det let bekymrede udtryk i hans ansigt forsøgte han alligevel ikke at skjule, selvom han normalt var som hugget i sten. Det varede et øjeblik, inden hun ellers reagerede og han ventede tålmodigt på, at hun fandt ud af, hvad hun ville. Hendes tydelige ubehag fik hans kæbemuskler til at arbejde let, som vreden væltede op i ham igen. Forbandede familie. Men han skubbede vreden ned, lod den fryse i sneen. Det hjalp ikke at være vred, det ændrede ikke noget.

Så snart hun udtalte sig svage ja, bevægede han sig med meget rolige bevægelser over til hende, som var hun et skræmt dyr. Først satte han sig på hug foran hende og forsigtigt tog han ved hendes hage for at dreje hendes hoved, så han kunne se hendes skader. Det var ikke første gang, at han vurderede skader, langt fra og han kunne hurtigt konkludere, at hun ville overleve. Det var blot slag. Blå mærker, der ville være lidt om at forsvinde. Uden at sige noget, kom han op at stå igen, det ene knæ gav et let smæld, da det blev strakt ud, og han satte sig på bænken ved siden af hende. 
"Hvordan har Deres ribben det?" Hans ord afslørede det, han havde set, da de havde mødt hinanden på markedet. Hendes stive bevægelser. Det kunne lige så godt have været hendes ryg, men han var instinktivt klar over, at det var hendes ribben. 

Der var intet akavet over hans gerninger og ord, han opførte sig mest som om, at de snakkede om noget så ligegyldigt som vejret. Og dog, for han havde en bekymret undertone, en tone der fortalte, at han var interesseret i hendes velbefindende, også selvom han ikke burde være det. Det var ikke fordi, at hans ansigt eller øjne var oversvømmet med følelser, hele hans liv havde foregået bag en følelsesløs maske og trods den svage bekymring, der skinnede igennem, lod han den ikke falde. Han kendte hende ikke godt nok, hun kunne lige så godt sladre til sin bror om den besynderlige soldat, der skulle passe på hans arving. Men det troede Karkhos nu ikke ville ske. Dog var han påpasselig. Hun var adelig og han var under hende. Det glemte han ikke i et eneste øjeblik. Men derfor kunne han godt tilbyde hende hjælp. Støtte. Hun så ud til at have brug for det.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 01.02.2018 14:06
Helena kom ikke med nogen indvendinger som han satte sig på hug foran hende og rørte hendes hage for at kigge. Det var ikke en bevægelse hun var ukendt med. Det var alt sammen så umådelig genkendeligt fra hvordan hendes tjenestepige nogengange havde gjort, når det havde været rigtig slemt, og de skulle vurdere hvorvidt en healer var nødvendigt. Der var noget afslappende ved at det var så velkendt, selvom Karkhos på mange punkter var ukendt for hende. Hun kendte ham af navn, af position og det faktum at han bare altid havde været der et sted i baggrunden.
Hun kiggede ned på hans øjne, der gled over hendes træk, vurderende af skaderne, let noterende sig at hans øjne var brune. Noget hun aldrig havde lagt mærke til før, men han havde heller aldrig været så tæt på hende før nu, ikke hvor hun bevidst kiggede ham i øjnende i hvert fald.

Et bekymret træk gled over hendes ansigt ved det lavmælte smæld, hun ikke var sikker på hvor kom fra, andet end fra Karkhos. Hun sagde intet, men hun havde hørt det. "Ømme, men ikke brækkede" Det var imponerende hvordan en samtale omhandlede noget så brutalt som skader forvoldt af en person der burde være en af de mest dyrebare personer i ens liv, kunne blive omtalt som snakkede de om vejret. "Jeg tror nogen af dem er bøjede, men intet over det sædvanlige" hendes stemme var ikke engang bitter, men blot trist konstaterende.

Helena var taknemmelig for at hun kunne høre antrækket af bekymring, at han rent faktisk ikke kun spurgte fordi det var forventet. For det var ikke forventet af ham at have nogen form for interesse. Det gav en menneskelig følelse, at man var et menneske og ikke bare en genstand. "Tak" Hun drejede sit blik fra vandet og kiggede til siden, hen på ham i et par sekunder, inden hun langsomt drejede hovedet tilbage. Bare at han sad der, var en hjælp, for hans tilstedeværelse var ikke generende.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 01.02.2018 14:39
Karkhos forsøgte at holde blikket på hendes skader, men endte alligevel med at møde hendes øjne en enkelt gang. De havde en køn grønbrun farve og et trist udtryk, der stak ham i hjertet. Hurtigt flyttede han sit blik igen og skubbede følelser og tanker fra sig, som han begyndte at føle en underlig forvirring. Det lignede ikke ham.
Bænken var koldt at sidde på, men han regnede ikke med at komme til at fryse. Nok havde han ikke sin store kappe på sig, som han egentligt skulle være indendørs med Morpheus hele dagen, men han var trods alt vant til noget barskere vejr end dette. Hun så heldigvis ud til at være klædt godt på og han var derfor ikke bekymret for, om hun skulle fryse. 

Tonen og sikkerheden i hendes svar over hendes ribben kunne måske være overraskende, men Karkhos var nok klar over, at det ikke var første gang, at hun havde ondt. Det var mange år siden, at hun var blevet givet bort til sin ægtemand og at han slog på hende, var nok ikke noget nyt. 
Han burde foreslå hende at se en healer, men gjorde det ikke. At hun ikke havde gjort det endnu fortalte ham, at hun heller ikke ville gøre det, medmindre det var strengt nødvendigt - og det var en tankegang han kunne genkende fra sig selv. Ikke at han ofte endte ud med uvillige skader, men træningen kunne være hård ved ham. Han var en stolt mand og han brød sig ikke om at gå til en healer hver eneste gang, der var noget. Og han var ved at blive gammel. Skaderne syntes at øges for hvert år, der gik, småting som forstrakte  muskler, voldsomme blå mærker og en ryg og knæ, der ikke længere kunne følge med. 
Selvom det ikke var det samme, kunne han sagtens forstå hende og han brummede bare let som tegn på, at han havde hørt hendes svar. Han var ikke en mand af mange ord.

Hendes tak overraskede ham lidt og han mødte kort hendes blik, inden hun så væk igen, ud på dammen. Hans blik fulgte hendes, tavs, som han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han var ikke en meget talende mand og talte sjældent uden at have tænkt godt over sine ord. Hvis han ikke havde noget vigtigt at sige, sagde han intet. Og han havde ingen anelse om, hvad han kunne sige til denne kvinde. Det eneste han havde at tilbyde var sit tavse selskab. Trøste kunne han ikke, som han var realist. Hun skulle bo med denne mand til en af dem drog til Kile. Og der var ikke noget at gøre ved det. Som han selv skulle tjene, til hans krop gav op og derefter ville han være ubrugelig for verden. En tanke, der gjorde ondt, men som han havde kendt hele sit ældre liv. I det mindste havde kvinden ved hans side sine børn. Han havde ingen.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 01.02.2018 15:01
Helena satte på mange måder pris på kulden. Det var ikke en skærende kulde som ofte var at møde i norden, men den var behagelig, trods hun sørgede for at dække kroppen ind i varme. Men hun følte sig ikke nær så udsat når den var her. Af flere årsager. I kulden var det forventet at dække kroppen og dermed mindste chancen for at visse ting blev opdaget. Dertil var der friskheden der syntes at komme ned i lungerne.

Helena kunne ikke rigtig længere vurdere om smerterne blev værre eller tydeligere med årerne. Men de var trods alt blevet færre. Hun lærte. Lærte hvornår det var bedst at tie og hvornår det var bedst at tale. Det samme med at gå eller komme. Selv ikke Helena kunne ramme rigtigt hver gang, og andre gange, ja så var der ikke anden udvej. Men hun følte sig mere skrøbelig. Om det var varige men eller blot fordi hendes krop var blevet ældre, spurgte hun ikke efter. Hun vidste blot at så hun en healer for tit, blev der stilt spørgsmål. Spørgsmål hun ikke kunne besvare. Hun tilhørte sin ægtemand. Hun var hans. Og han havde gang på gang fortalt hende at han kunne gøre præcis hvad han ville med hende, og gjort det.

Stilheden faldte over dem. Han var ikke en mand af mange ord, man kunne nærmest se det på ham, og Helena.. Helena havde ingenting at sige. Lige nu, nød hun helt ærligt blot at der sad en ved siden af hende. Hvor lidt trøst andre ville sige det kunne give, var det nogen gange hvad hun havde brug for. Ingen spørgsmål, ingen der lovede at det nok skulle blive bedre, eller gøde falske håb. Bare en, som sad der, vidste at verden var uretfærdig, at man ikke kunne gøre noget ved det, andet end bare.. at være der.
Der var nok gået nok ti minutter eller mere, før Helena igen drejede hovedet og kiggede på ham "Var De på paladset?" Der kunne sagtens være gået længere tid i total stilhed uden det havde generet hende. Faktisk ville det også havde passet hende godt, men den pudsige tanke om hvordan det dog kunne være han befandt sig lige her, lige nu, lige præcis som hun rent faktisk havde brug for det. Den tanke var nok til at hun var nødt til at tale, inden hun fik for mange tanker.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 01.02.2018 17:21
Stilheden lagde sig i mellem dem. Selvom de sad, hvor de gjorde, var der ro omkring dem, som om de sad i deres egen lille lomme af virkelighed. Hvis der var noget, Karkhos var god til, så var det stilhed og han nød den i fulde drag, som han sad ved siden af denne lettere fremmede kvinde. Han vidste uden tvivl mere om hende end hun om ham. Han kunne huske, da hun blev født. Set hende vokse op. Hørt Scaralin fortælle om hende med bekymring og varme i stemmen, for selvom hun hadede sin mand, havde hendes svigerinde været hende mere nær. Om Helena nogensinde ville blive klar over dette, vidste han ikke, men alt dette var nok grunden til, at han nu sad her og ikke bare havde vendt hende ryggen, da han havde chancen. Hun var en del af den familie, han var født til at passe på også selvom hun nu var gift ud i en anden familie, der ikke kom ham ved. Men det var ikke hans opgave at sige noget til hendes familieliv. Han kunne ikke gøre noget ved det alligevel.

Hænderne blev samlet i skødet af ham, som han sad rank på bænken og så på den lille dam uden rigtigt at se den. Hans tanker gled ret hurtigt tilbage til diskussionen med Morpheus og de bekymringer, han var begyndt at få om deres forhold. Måske var det bare fordi, at han havde prøvet noget andet med pigen, han trænede med i al hemmelighed. Det fik hans øjne lidt op for, hvad der kunne have været. Gjorde ham klar over det, han ikke havde. Hvad han måtte undvære.

Tankerne var ved at hive ham med ned i mørket, da kvinden ved hans side stillede ham et spørgsmål. Det tog ham et øjeblik at fange, hvad han blev spurgt om og endnu et øjeblik at finde ordene til et svar.
"Ja. Morpheus har pligter på paladset." Og Karkhos fulgte med. Egentligt burde han stå bag Morpheus som en tavs skygge lige nu, men det lod jo til, at han ikke havde brug for ham alligevel. "Der er... ikke behov for mig i øjeblikket, så jeg valgte at få noget frisk luft." En halv løgn, der ikke var at spore på ham. Hun behøvede ikke at vide, at de havde været uenige. Han var en soldat, han havde ikke retten til at skændes med sin elev. En elev, der ikke længere ville undervises, så Karkhos' opgave efterhånden blot var det, han var. Soldat. En livvagt. 
Han rømmede sig let og vendte blikket mod hende. Høflighedssnak var ikke hans stærke side og hans hjerne var tom for ting, han kunne sige til hende.
"Går det godt med Deres datter? Hun så ud til at være oppe over." Faktisk havde Karkhos ikke så meget erfaring med gravide kvinder, det var bare et gæt, da hun i hans øjne havde set stor ud.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 01.02.2018 17:54
Stilheden der havde været imellem dem så længe, gjorde også at man fordybede sig i tanker. Og de blev kun afbrudt for Helena var bekymrede over sine egne, og ikke lod dem tænke færdig. Det var nemmest når hun bevægede sig ind på urealistiske områder. Realismen gjorde at hun aldrig havde mere håb i kroppen end nødvendigt til at overleve.

Svaret han kom med, kom egentlig ikke bag på hende. Hun huskede at han havde fortalt hende at Morpheus var sendt herhen. Hun bemærkede ikke pausen i hans ord, eller også var det fordi hendes tanker havde sat sig andet steds. Det var ikke så underligt hvis en soldat ikke var nødvendig at have bag sig hele tiden, når man befandt sig her i paladsets beskyttelse.

Helena fik en trækning i læberne der kom frem som et lille smil. Både fordi hendes datter blev omtalt, men der var også noget andet under. Forståelse. Hun kunne godt høre at denne form for høflighedssnak ikke var hans stærke side. "Ottende måned. Men hun tager det meget solidt" Hun havde i hvert fald været mindre syg og gangbesværet end Helena selv var da hun ventede sin første. Aldersforskellen fra dengang havde måske også noget at skulle havde sagt.
"Det er i orden ikke at snakke" der var en forsikring over hendes stemme, en forståelse for at det ikke var hans stærke side, og at han ikke behøvede sige noget hvis han ikke ville. Hellere stilhed der var komfortabel end stilhed forårsaget fordi man desperat forsøgte at finde noget at sige, men inden ideer havde. Hun drejede blikket tilbage til omgivelserne, stadig med den lille antydning af et smil på sine læber.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 02.02.2018 11:58
Karkhos nikkede let til hendes ord om hendes datter. Som sagt vidste han ikke så meget om graviditeter, de eneste han havde fulgt på nærmere hold, var de to Scaralin havde haft og det var mange år siden. Det næste hun sagde fik ham lidt at løftede hovedet og se mere direkte på hende. Et kort oprigtigt smil viste sig på hans ansigt for et øjeblik. Der var ikke mange, der forstod, at han blot var en tavs mand. De fleste antog ham for at være gnaven og uvenlig, men han var bare en mand uden ret mange ord i sig. Og hendes forståelse sendte et stik af glæde igennem ham, for det var rart at blive accepteret. 

Så han rettede tavst blikket mod dammen igen og lod stilheden vende tilbage. Hun virkede til at finde sig tilpas med tavsheden og det var også en rar fornemmelse. Mange væsner kunne ikke nyde den del af livet, der skulle altid ske noget. Om det så bare var en ligegyldig mængde af ord, der skulle presses frem for at udfylde det tomrum, mange anså stilhed for at være.

Hans blik forlod dammen og gled til siden for at skæve lidt til hende et par gange. At hun var en Atillian var svært at forstå, men så igen, Karkhos havde kun oplevet stor forskel på mændene og kvinderne i den familie. Scaralin havde været godhjertet som noget. Hans tanker begyndte at glide over i et gammelt spor - han vidste, at hun var død, hans evne havde vist det for ham i et mareridt. Men gad vide, hvor Jocasta var? Forhåbentligt havde hun en godt og sikkert liv. 

Optaget af den tanke skævede han atter til Helena. 
"De har næseblod." Som han sagde det, stak han hånden i lommen og hev et rent lommetørklæde frem. Ikke noget specielt, bare en gammel klud, som han rakte til hende. Hans stemme var rolig og konstaterende og hans blik venligt. Igen var det bare som om, at han snakkede om noget, der ikke handlede om mishandling og vold, men mere som om solen var dækket af en sky eller ej. Han havde ikke tænkt sig at tage hendes værdighed fra hende ved at gøre noget ud af det. Det var ikke nødvendigt.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 02.02.2018 13:46
Selvom det var kort, var hun ikke i tvivl om smilets oprigtighed. Ingen mænd var ens, og selvom Helena oftest havde været i nærheden af de mere højlydte, og det tilsvarende arrige mænd der hellere slog først og spurgte bagefter, var hun ikke blind for de mindre iøjefaldende der bevægede sig. Ikke alle var som mændene i Atillian familien, eller Argyris familien heller, som virkede til at fremavle mænd af samme temperament. Forandringen ved at Karkhos var langt mere tavs og på ingen måde frembrussende, var afslappende.

Helena tog naturens afslappethed ind, og glemte for en stund at hun befandt sig i en storby. At hun befandt sig bag høje mure, et sted hvor folk var opdelt på godt og ondt. Hvor soldater, krigere og byvagter patruljeret gader, huse og områder. Hvor børn løb med bare fødder i gaden og tilegnede sig føde for at overleve. Alt det forsvandt langsomt væk, men hun i stedet lod fokus være på vandets lette bevægelse, sneen der smeltede så snart den kørte vandets overfalde, planternes lette bevægelse af selv den mindste vind og hvordan enkelte fisk engang imellem sneg sig op til overfladen, brød overfladen og forsvandt ned i dybet igen.

Hendes tanker, eller manglen på samme på blev afbrudt ved hans ord. Hun løftede hånden, mærkende under næsen og ganske rigtigt. Den våde klistrede fornemmelse af blod ramte hendes pegefinger, og gav en stærk kontrast i farve som hun kiggede på det, i forhold til det mere grå og hvide omkring dem.
"Ja.. det har jeg vidst" hun tog imod den gamle klud, der havde et mere rug stof end hun var vant til, og tørrede sig under næsen, for til sidst blot at holde kluden der. Der havde næsten været underlag af morbid morskab i hendes stemme. For det var ikke sjovt, det var mere. Typisk. Desuden var det rart at der ikke blev puslet om hende. At han ikke gjorde et større nummer ud af det, end hvad det var. Blod. Blod, der måske ikke hørte sig til, men mere var det ikke. Helena kiggede let til siden, selvom det var svært at se hun smilede ganske let, mest fordi kluden dækkede det meste, men der var et let glimt i de grønbrune øjne. Nogen gange var det svært at bestemme sig for om man skulle grine eller græde.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 02.02.2018 14:49
Hendes fingre rørte hans som hun tog lommetørklædet. En lille ting, Karkhos normalt ikke ville reagere på, men af en eller anden grund satte den lille berøring spor i hans sind. Han trak hånden til sig og betragtede hende, som hun tørrede blodet bort og smilede til ham bag stoffet, et smil, der kunne ses i hendes øjne. Og atter fik et svagt smil frem på hans ellers altid alvorlige ansigt. Langsomt flyttede han blikket og drejede overkroppen på plads igen, så han atter så på dammen. Det var ganske sært at sidde her ved siden af en kvinde af en anden byrd end ham og føle sig så... sikker. Rolig. Og afslappet. Det var ikke noget, han havde oplevet i mange år og han nød det til fulde. Mere end han havde troet, han ville kunne. 

Det var lige før, at han ville forsøge at starte en samtale med hende, men inden ordene havde fundet vej ud af ham, var der en, der råbte hans navn. Morpheus. Et stik af irritation gik igennem ham og kunne kort ses i et trækning på hans ansigt. Pligten kaldte og han måtte hellere følge den. LIdt stift kom han på benene og vendte sig mod hende for at bukke, som der blev forventet af ham.
"Jeg må desværre forlade Dem, Lady Argyris. Der er brug for mig igen." Han rettede sig op og så lidt på hende, inden han gik. "Jeg håber vi mødes igen." Med de ord vendte han om på hælen og begyndte at gå igennem labyrinten, som han ingen problemer havde med at finde ud af og mod indgangen, hvor Morpheus havde kaldt på ham.

Resten af dagen var kedsommelig og hans tanker havde svært ved at slippe kvinden på bænken. Vreden murrede i ham, vreden over at verden var et uretfærdigt sted, hvor nogen så yndig som både Scaralin og Helena lå under for mænd som Ciprian og Renly. Men han vidste også, at han intet kunne gøre ved det og for et øjeblik gjorde det ham endnu mere vred, inden han fandt sin egen opgivelse over sin egen position i livet. Nej, han kunne intet gøre ved det og det ville ikke ændre sig. Så han lukkede vreden inde i en kasse i sit indre og lod sig selv glide ind i den følelsesløshed han havde fået opbygget fra barnsben af. Han var en soldat og havde intet at sige. Hans blik gled til Morpheus og trætheden meldte sig.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 02.02.2018 18:16
Helena drejede hovedet efter stemmen hun ikke genkendte. Nok genkendte hun den ikke, fordi hun ikke havde set Morpheus i lang tid, og når hun endelig gjorde, snakkede de ikke sammen. Men hun var ikke i tvivl om at det var ham. Hvem ellers skulle kalde efter Karkhos på den måde, end en som forventede at hans ansatte kom som trænede hunde. Hun lod sin hånd sænke sig, og næsen blødte ikke på nogen måde voldsomt nok til at nyt blod kom frem lige med det samme. Hun mærkede medfølelsen som hun kiggede på Karkhos, hun tillod at bilde sig selv ind at han ikke havde lyst til at gå, men kunne ikke svare på hvorfor hun desideret håbede på at det var sandheden.

Helena bukkede hovedet let tilbage til hans buk og smilede et lille smil. "I lige måde" svarede hun sandfærdigt og så efter ham, som han gik gennem labyrinten igen. Helena blev siddende, men ikke længere opmærksom på dammen og omgivelserne omkring den. Så pludseligt som vejret kunne skifte disse tider, følte hun sig ensom igen, mere end før og henlagde sin opmærksomhed på det gamle lommetørklæde. Helena ventede et par minutter, til hun var sikker på at blodet ikke længere ville løbe, inden hun rejste sig med en beskyttende hånd hen over nogen af sine ribben for at mildne bevægelsen.

Hun havde end ikke bemærket hvor lang tid der var gået, før hun kom tilbage til huset, hvor hendes tjenestepige var ved at gå ud af sit gode skin. Hun havde været væk længe nok til at bekymringen var slået ind, og derefter panikken. Det endte aldrig godt for nogen i husstanden hvis Renly fik den ide at hun var stukket af. Ellers forløb dagen, som man kunne forvente de plejede. Hun holdte sig tilbagetrukket og var heldigvis ikke af megen interesse efter Renly havde sovet, og i stedet valgte at tage videre til andre forpligtelser. Engang imellem kiggede hun ned på lommetørklædet. Hun havde vasket det værste blod af, men havde haft en stærk modstand om at aflevere den til sin tjenestepige. Hun lukkede sine hænder om den og fik et svagt smil på sine læber. Han havde ingen forpligtelser haft til at hjælpe hende. Ingen forpligtelser haft til at holde hende med selskab. Men det havde han. Og hun savnede det tavse selskab jo mere hun tænkte over det.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

0 0 1


Trådnomineringer:



Nomineret af: Hobbit
Nomineringsårsag:
“Jeg kunne nominere samtlige tråde med Helena og Karkhos. Men hvis jeg skal vælge, er den her faktisk den vigtigste brik i et stort plot der kom frem uden at det til en start var planlagt. To gamle mennesker, der hele deres liv er blevet behandlet som genstande, finder pludselig en accept og forståelse ved hinanden, uden at mange ord bliver ytret. Starten på en voldsom omgangs følelsesporno der bare er, yas!”

Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Blæksprutten, Muri , Mong
Lige nu: 3 | I dag: 10