Randall så hendes smil og det gik op for ham, at han stod med en af de der syge individer, der elskede at give andre smerte. Hendes udtryk fortalte i hvert fald alt og han skar ansigt. Fantastisk. Typisk hans held. Virkeligt typisk. 
"Vi er vist ikke helt enige om, hvad en hyggelig nat går ud på." Det gjorde ondt at tale og han forsøgte kort at nå kniven, men han var ikke smidig nok til at kunne få fat i skaftet. Den sad godt, havde ikke ramt hans lunger, men han var ikke i tvivl om, at for store bevægelser og han ville begyndte at hoste blod. Forbandet, sådan en dum kælling. Nu havde han lige en god aften. Nå, det var vel hans egen skyld, han havde drukket for meget til at kunne se faren på afstand.

Endnu en kniv dukkede op fra ingenting og kvinden greb den, for at kaste den efter ham. Det kunne for Randall være lidt lige meget om den ramte eller ej, men han reagerede alligevel instinktivt og nåede lige at flytte sig, så den fløj forbi ham. Men det var den bevægelse, der skulle til og en punkteret lyd kom fra ham, som kniven i hans ryg flyttede nok på sig til at skære hul i hans ene lunge. Blodet, der strømmede ind, fik ham straks til at hoste og smagen af den røde væske fyldte hans mund, hvilket fik ham til at spytte en klat ud på jorden foran kvinden.

"Du lyder som en ganske normal person..." Egent ville han gerne sige mere, men han havde ikke rigtigt luft til det og han skar ansigt igen. Selvfølgelig havde hun ikke været en engel og slået ham ihjel på stedet, neej, han skulle stå der og lide. Egenligt kunne han ende sin egen lidelse ganske hurtigt, fratage hende fornøjelsen ved at se ham dø langsomt. Tanken fik ham til at lidt fumlede at få en kniv ud af bæltet. Det ville ikke være første gang, at han havde begået selvmord for at dø lidt hurtigere.

Nyssa smilede næsten uskyldigt og svarede ”Åh, det beklager jeg” hun endte næsten i et grin, da hun fandt det lettere komisk ”Du troede måske, du ville ende i seng med mig” spurgte hun. Dog uden at forvente, at hun fik et svar da hun trods alt var remilig sikker på, at det havde han fundet som en langt sjovere aften. 

Nyssa smilede tilfreds, så han havde lidt kræfter at give af lidt endnu. Desværre for ham kunne han jo ikke holde til at bevæge sig så meget. Nyssa grinede blot og sagde ”Åh lille ven, du skal passe på” grinte hun forsat.

”Ja ikke” svarede hun blot drillende. Hvorefter hun gik imod ham tog hårdt fat i hans kæbeparti ”Noget siger mig, at det ikke er første gang du har fået en kniv i kroppen?” spurgte hun roligt stadig med et smil. Uanset om fik et svar eller ej, så morede dette hende. Han kunne vel næsten ikke snakke, som blodet rasede i hans krop. Nyssa fik en stor tilfredsstillede ved at se ham og dufte blodet. Hun lage en hånd på hans bryst og kørte det roligt ned af ham, hvorefter hun ud af ingenting gav ham en knytnæve ind i maven, med stor kræft. Hun betragtede ham, i håbet om at han ville falde til jorden.

Hendes spørgsmål fik ham til at skære ansigt. Ja, han havde lige set sig selv som heldig og ryge i kanen med en veldrejet kvinde som hende. Havde han kendt til hendes blodige lyster, var han fortsat ud i natten i stedet for at hygge sig på kroen med hende. Men han var jo ikke ligefrem synsk, vel?
Hans vejrtrækning larmede, peb og raslede. Følelsen af at være halvt ved at drukne sad i ham og næsten usynlige dråber af blod forlod hans mund, hver gang han smertefuldt åndede ud. Trangen til at hoste sad i ham, men han kæmpede i mod, det ville bare gøre det værre.

Hun kom nærmere, men Randall flyttede ikke på sig. Måske han skulle sætte sin kniv i siden af hende, men han gjorde det ikke. Hendes greb om hans hage fik ham til at møde hendes blik. Hun ville ingen frygt se i hans øjne, bare smerte, irritation og opgivelse. Hvorfor kæmpe, han var død alligevel.
Hendes spørgsmål fik dog et smil frem på hans ansigt. Nej, det var langt fra første gang, at noget stak ham ned. Heller ikke i ryggen. Og det var lige skide ubehageligt hver gang.

Han reagerede ikke, da hendes hånd gled ned af ham, ikke bevidst, men han spændte lidt op i kroppen. Hvad hun ville, vidste han ikke, hun kunne have en eller anden syg evne, der ville gøre ondt, så han forberedte sig til lidt af hvert, stadig med blikket låst fast i hendes. Slaget var hårdt og reaktionen voldsom nok. Luften blev slået ud af hans lunger, sammen med en masse blod, og hans krop krøllede sig sammen. Han gled ud af hendes greb om hans kæbe, da hans ben gav efter under ham og han gled ned på knæ. Han tabte kniven, da alt blev sort for ham et øjeblik, mens luften forsøgte at komme tilbage i hans krop. Han gispede desperat, halvt kvalt i sit eget blod. Det første han gjorde var at famle efter kniven, men den var heller ikke faldet så langt, så hans fingre stødte snart på skæftet, hvilket han hurtigt greb. Det var vist på tide at slutte den her leg.

Nyssa havde ikke engang ondt af den kære mand. Hun nød at gøre det især med mænd som ham, griske lumske mænd. Der fortjente ikke mere end hvad han fik, selvom hun var yderst dømmende. Han kunne være hvem som helst, en god husbond eller handelsmand. Nyssa havde jo ikke ligefrem brugt tid på at finde ham. Det gjorde hun ved alle hun fik til opgave, forskellen var blot at han ikke var en opgave. Han irriterede hende blot. 

Det undrede Nyssa en anelse over han ikke reagerede mere, han var anderledes, det virkede til at han frygtede døden, måske han var dødende havde dermed accepteret sin skæbne før hun tog den. Heldigvis kunne hun stadig nyde hans smerte eventuelt hans blod.

Nyssa nød at hun trods det faktum, at der ikke ville ske og ikke kunne ske noget imellem dem. Gav hendes berøring en vis effekt. Et større smil bredte sig på hendes læber, som han faldt til jorden. Hun så også hvordan han hånd fik fat i kniven, hvad mon ville. Afslutte dette eller give hende igen? Uanset så ville han ikke få muligheden. Nyssa gik hen og satte sin fod på kniven ”Hvad forsøger du nu på” grinte hun svagt. Det kunne vel være en af de to muligheder. ”Bare rolig, det er snart slut” smilede hun og sætte sig på hug og så i hans forpinte ansigt, hvorefter hun kærtegnede det. Nyssa tog sin hånd mod kniven, hun pressede til med sin fod til han ville slippe, så hun selv kunne tage kniven. Da hun endelig havde den sætte hun sig overtværs på ham og skar i halsen, så blodet ville flyde. Nyssa grinte mens hun samtidig så på hans ansigt. Hun ville se hans øjne forsvinde.

Åh pis, hun så hans famlen rundt efter kniven. Hendes fod lagde sig på bladet og Randall kom med et utilfreds lyd, da hans fingre blev mast og han blev tvunget til at slippe. Lort, den hurtige død så ud til at være ude af billedet. Et vådt host lød fra ham, det med at trække vejret var snart ikke muligt mere. Smerten var næsten ligegyldig, det var følelsen af blodet i lungen, der var værst. Han hadede at drukne. Det tog så lang tid, eller sådan føltes det i hvert fald!
Hendes berøring af hans ansigt fik ham til at skære ansigt, mest fordi det gjorde han arrig. Ha  flyttede hovedet en smule, men var begyndt at mistre kræfterne i kroppen. Hans muskler ville ikke helt lystre.

Det var derfor ikke et problem at få ham halvt ned at ligge og han gjorde intet for at forhindre hende i at skære hans hals over. Det gjorde ondt som en i Zaladins røvhul, men i det mindste ville det være overstået på få øjeblikket. Inden verden blev helt sløret, så han hendes forventning til hans død, hvilket fik et smil frem på hans læber og noget der skulle minde om et grin fik det til at rykke i hans krop, blodet til at vælte ud af hullet i halsen og hans øjne til at vende det hvide ud ad, mens han gurglede en sidste gang og endeligt kunne forlade den ødelagte krop. Slapt faldt han sammen, endnu en gang død, blodigt og ubehageligt.


Med et gisp og en trang til at hoste hårdt og længe, satte han sig op med en hånd ved halsen. Der var mørkt. Hvor var han? Han blev siddende lidt, fik sin krop til at slappe af og sin hjerne til at fatte, at han ikke længere blødte og havde ondt. Med en banden kom han på benene og begyndte at famle sig rundt i mørket.
Et par timer senere kom han ud af grotten og kunne se stjernerne. Tusmørkebjergene? Nå, det var da ikke så galt! Nu skulle han bare... En lyd fik ham til at trække sit sværd og vende sig. Åh pis!

// Out

Nyssa smilede blot over hans grimasse, idet hun berørte ham. Det hele morede hende, blodet lugten. Det eneste som manglede, var en større frygt i hans øjne, det kunne da tænkes at han accepteret sin skæbne meget hurtigt. Det var trist, for Nyssa elskede at se frygten i øjnene få følelsen ind i kroppen, men det fik hun ikke. 

Han smilede, han var vel glad over at det endelig var overstået? Eller havde hun overset noget. Uanset var det for sent nu, da det ikke var muligt, at spioner på i over længere tid. Blodet der flød over hende og ned på den kølige jord gav hende en stræktilfredsstillelse. Hun smilede og bukkede sig ned over ham og slikkede en anelse af blodet i sig, dog kun imens det var varmt. Koldt blod smagte ikke nær så godt igen. 

Nyssa rejste sig, med blikket mørkt og efter kort koncentration havde hun teleporterede ham til Tusmørkebjergene, skulle nogle finde hans lig der, ville det nok ikke undre nogen.

Nyssa fik sig transporteret hjem for derefter at tage et langt bad og komme af med al blodet.