Fabian havde ingen real fornemmelse af hvad han lærte i skolen og slet ikke for adelige, for som sagt, havde han aldrig taget afsted. Der havde været for langt, og det havde virket overflødigt, når planen hele tiden havde været at de skulle forsætte med at arbejde på gården. Måske flytte hen til en anden og arbejde der, hvis de fik giftet sig med en datter af en landmand, som ikke havde andre til at overtage. Det havde aldrig ligget i kortene, at Fabian skulle kunne snakke med adelige eller underholde dem. Han følte ikke han manglede det, men han var også glad for at Aldamar ikke lod som om at han var inkompetent pga. sådan nogle småting.
Han havde dog ikke forudset at Aldamar faktisk fik lov til at studere og kende til så mange ting som han selv fandt fascinerende. Stjernerne, de forbandede krybdyr, og vel... ham selv. Eller også var Aldamar bare god til t holde ting hemmelige.

Da han mærkede Aldamar rykke på sig ved hans side, drejede han selv hovedet lidt, så han var mødt med Aladmars ansigt, og et saligt smil gled over hans læber. Det eneste der lyste op var stjernerne og månen helt herude.
Han greb Aldamars hånd, da han virkede til at være begyndt at pille ved den, og flettede deres fingre ind i hinanden, stadig uden at tage øjnene af Aldamar. ”Hvad fik dig til at få denne personlige fascination for dem?” spurgte han. Det føltes rigtigt at spørge ind til Aldamars interesser som de lå her. Han kunne dog ikke vide at der måske lå nogle mindre behagelige minder bag det. 

Hemmelighedsfuld var et karaktertræk man sagtens kunne hive ned over den mørkhårede fyrstesøn, der levede med sin del af personlige interesser, til trods for at han ikke brød sig om at blive mødt med nogle hemmeligheder selv. Personligt ville han kalde det reserveret, eller måske nærmere afholden i forhold til hvem og hvor mange der skulle vide hvad han gik og lavede, udover hvad den fine facade præsenterede.

Hvilket nok også var hvad der fik ham til at smile afværgende ved det opfølgende spørgsmål, hvor at han rystede en anelse på hovedet. 
"De er bare beroligende at observere.. og kønne at kigge på.." kom det (dog) sandfærdigt fra hans liggende skikkelse, da det trods alt ikke var løgn; stjernerne gav ham ro i sind og sjæl, ligeså meget som Fabian formåede at gøre det.
Og den tanke fik ham til at smile en anelse bredere. Drillende trak han hånden op, for at trykke hans knoer ind imod de bløde læber. Øjenbrynene gled samtidigt sigende op i mørket "... ligesom dig. Kønne ting gør mig i lidt bedre humør" tilføjede han i en utrolig nem kompliment, men ligeså meget for at tage fokusset fra selve spørgsmålet væk, ikke helt villig til at grave i hvad der gjorde dem beroligende og kønne i hans øjne. 

Aldamar ville dog ikke lade ham trække hånden til sig, skulle det ske at han prøvede det, men holdt den derimod en anelse fast i nærheden af hans ansigt, stadigvæk tommelfingeren dovent nussende over hans håndryg. Ikke så meget fordi at den skulle være der, og ikke så meget fordi at den kunne gøre særlig meget der. Men bare i en småprovokerende, tavs lille 'leg', hvor at han ikke var helt villig til at give slip, nu hvor han havde den. 
En drillende markering om man ville, og et sats på at det i sig selv også ville være en mere lokkende distrahering end at bore videre i spørgsmålet. 

Det at Aldamar var hemmelighedsfuldt, havde gjort at Fabian havde tidligere været mere påpasselig med hvad han sagde omkring Aldamar og spurgte ind til. Hvis folk ikke snakkede, så var der ofte en grund til det, og sildigere havde det handlet lidt mere om, blot at sørge for at der var en behagelig stemning mellem dem. Nu var han dog nok kommet til at investere sig lidt mere personligt i Aldamar og hans interesser.

Hans hjerte sprang et enkelt slag over, da Aldamar absolut, ud af det blå, skulle komplimentere ham og kysse hans knoer. Det var en anelse urimeligt, men smilet på hans egne læber blev bare bredere, men han havde alligevel behov for en lille tænkepause for at komme på noget han kunne sige tilbage. En del af ham ville bare gerne være flabet, for at få kontrollen tilbage, men den måske lige mere magelige del, ville bare gerne suge komplimenten til sig og flere, hvis han havde lyst til at give flere. I hvert fald var det klart, at Fabian havde været villig til at droppe hvad end spørgsmålet måske gik ud på.
”Du skal endelig ikke stoppe med komplimenterne for min skyld,” spandt Fabian endelig, og begyndte at lege lidt med Aldamars hånd, dog ikke særlig insisterende på at få hånden tilbage. Nej, han havde det fint med at Aldamar beholdt den. 

Eftertænksomt glimtede de mørke øjne i overvejelsen af hans ord, og hans ikke videre kreative sind, gav sig til at finde ud af hvilke komplimenter der ellers kunne kastes i hans retning. Ikke at det var svært, når Aldamar var ærlig overfor sig selv, jah så pressede de på - tanker han havde tænkt før, og små ting han havde lagt mærke til i den tid han havde kendt ham. Træk han brød sig om. 
Men det var ikke noget han uden videre ville lægge frem så hurtigt. Han skulle jo nødigt tro at de bare havde ligget klar, selvom de halvt om halvt, havde det. 
Aldamar's fingre foldede sig så godt som de kunne over hånden da han legende begyndte at hive den tilbage, og han prøvede så vidt som muligt at holde den fast, en tænkende lyd til følge af det eftertænksomme glimt. "Nej, de burde holdes igen for min egen skyld" mumlede han småleende, og rullede om på maven, så han kunne hæve overkroppen op på albuerne, og fange hans underarm lidt bedre under selvsamme, holdt den nede imod jorden under sig. 

Blikket gled over hans liggende skikkelse, og han nikkede for sig selv, øjnene nu let knebet sammen. "Du har en god stemme. Din stemme er velsagtens et af dine bedste våben... så mange forskellige måder at... 'udtrykke' sig på" hvorfor Aldamar hviskede, det kunne han ikke helt forklarer. Men i den natteprægede stemning, jah så føltes det som det rigtige at gøre. 
Han møvede sig en anelse tættere på, strakte overkroppen for bedre at kunne se ned på ham. "I et andet liv, havde du nok været en god historiefortæller... eller skuespiller. Men ak, det ville jo være et helt andet liv"
Han ville ikke benægte at det kunne et eller andet at høre Fabian spinde, hviske, stønne eller le. Måske ikke nødvendigvis for andre, men for ham? Så bestemt. 

Fabian smil blev blot bredere da Aldamar sagde blev holdt tilbage af hans egen skyld. Det kunne Fabian godt forstå, selvom Aldamar altid havde holdt lidt igen med komplimenterne, men det var vel også bare et spørgsmål om tid, var det ikke? Man kunne ikke holde alle de gode ting ude af en samtale for evigt.
Sætningen havde dog kort distraheret ham, og Aldamar fik lagt sig godt oven på hans arm, og som Fabian hev lidt i den, så måtte han hurtig erkende, at selv hvis han virkelig forsøgte nu, så ville det blive en noget strid kamp at få sin arm tilbage.

Han havde også lidt forventet at den stoppede dig, at der ikke ville komme mere ud af Aldamar, men så begyndte han faktisk at tale om hans stemme. Hele hans krop summede, og man kunne se hvordan hans øjne skinnede lidt mere, formegentlig af glæde.
Han rullede lidt mere over på siden, så han bedre kunne se Aldamar. ”Du skulle have startet med den, Baldric,” hviskede han tilbage. At være køn havde altid været noget han havde troet på, men det havde aldrig slået ham ind at hans stemme kunne have sådan en magt. Han vidste det godt når han hørte det, men det var noget andet, og at vide at den virkede så godt på Aldamar var bare prikken over i'et.

Egentlig havde det bare skulle være en af de komplimenter han kunne smide, lade synke ind og så ikke nødvendigvis gøre så meget ved bagefter. En af de situationer hvor at han kunne sig selv have en hvis kontrol over ordende, fremfor at ordende havde en kontrol over ham. Og var det lykkedes, jah så havde det blot været et underholdt smil der havde mødt Fabian bagefter, og måske en allernådigst lille latter kommet til følge. 
Men som det skete ret så ofte, jah så kunne han fornemme hvordan kroppen længselsfuldt lænede sig tættere imod ham da han rullede sig om på siden, og hvordan at en behagelig summen trak læberne op i et mere ukontrolleret smil af de hviskende ord. 

Aldamar nynnede en navnløs lille melodi; "Der var det igen" - han kunne ikke lade værd. En mumlende tanke der gled igennem hans lette stemning i hoved, ideat at han følte sig selv sænke overkroppen en anelse imod jorden, for at lade et blidt kys suge hans læber til sig. Hovedet vinkledes en anelse i den skæve vinkel, og han lå trods alt lige der. 
Han kunne da ikke bare lade værd, kunne han? 

I det her sekund var der intet andet der betød noget, end de to af dem sammen. Den kølige luft, og stjernernes blide skær havde ingen indvirkning på Fabian, som kun havde øjnene for Aldamar. I spænding? Nej, det ville være for voldsomt et ord at bruge. Men der var lå i hvert fald noget under overfladen og summede, og som gjorde at han ikke kunne fokusere på noget andet.

”Hvad var det igen... Baldric?” hviskede Fabian, lidt drillende, men udmærket godt opmærksom på hvad han egentlig gjorde ved Aldamar. Han havde trods alt lige sagt det, og igennem hele dagen, havde han undgået at bruge det mere intime navn for Aldamar. Det havde bare også en helt anden virkning.
Det var dog ikke mere han kunne nå at få ud, før at Aldamars læber mødte hans egne, og lidt stille for sig selv forbandede han lidt væk at Aldamar stadig havde han ene arm som gidsel, så han ikke bare kunne trække Aldamar tættere på sig. Den frie hånd fandt i stedet for vej op til Aldamars mørke lokker. Det var næsten kunne blevet sværere at undgå at kysse den anden mand, som de virkede til hele tiden at blive tiltrukket af hinandens nærvær.

For en stund glemte Aldamar at han var udenfor, da han med et lille smil fornemmede varmen brænde sig igennem hans krop, danse igennem og over den hud der var blottet i natteluften. Hans øjne gled i, under ham fornemmede han hvordan den fangede hånd prøvede at løsrive sig, men Aldamar ignorerede det, imens han krøb den ene af sine hænder med til hans, fangede den i sin førhen at han endelig fjernede vægten en anelse.  
Han følte sig i det øjeblik ikke længere tung nok til at kunne holde på ham hvis han virkelig gerne ville fri, så hellere nuppe den inden den stak af.  Så kunne han i det mindste bare følge lidt med. 

Det betød dog ikke at han selv var hellig når det gjaldt om at holde sin anden hånd i ro, og med en fornøjet brummen kravlede hans hånd hen til sin (næsten) faste plads på ryggen, nok nærmere imod skulderbladet af ham,  så hans nakke blev støttet af armen det næsten krammede ham ind til sig. 
Han havde virkelig haft sine små endorfinbomber omkring ham i løbet af hele dagen, og hans krop var elektrisk af en helt speciel energi.  Selvsamme energi det fik ham til at slippe kysset i en næsten omtåget mumlen af hans navn - han smagte så godt - og med varme i kinderne til at genoptage det. Dog ikke før at han flyttede bygge deres tidligere låste, nu sammenflettede hænder om på den anden side af ham, fandt støtte i jorden ved siden af hans hals. Så han blev drejet om på ryggen, og så det nu var en halvsiddende Aldamar, der havde fået spærret ham inde ved at læne sig ned over ham. 

Det var nok meget klogt at sørge for at Fabian ikke kunne få lov til at lade sine hænder vandre som han ønskede, men måden han blev holdt ned på af Aldamar gjorde ham ikke noget. Han følte sig lidt fanget under kontrollen og vægten Aldamar lagde i det, men ikke på en god måde. Som det var lige nu, så nød Fabian stadig at se hvordan Aldamar ville tage kontrollen, især som han tidligere han indrømmet, at det var noget han tændte på. På længere sigt, så ville Fabian nok stræbe for lidt mere fleksibilitet.
Hele hans krop lænede sig dog ind i Aldamars omfavnelse, og føle sig mindst ligeså omtåget som Aldamar var.

Efter det andet, eller måske var det det tredje kys, der brød de nok til at Fabian kunne sige noget, men fingrene boret ind i Aldamars hår. ”Hvis du bliver ved... er jeg ikke sikker på at jeg vil stoppe igen,” hviskede han, mere for Aldamars skyld end for Fabian, for Fabian kunne mærke lysten vokse i sig selv. Han kunne godt tåle et afslag, men det blev svært, og han vidste også godt at det her nok ikke var de idealle sted for Aldamar, selvom der ikke var nogen folk i nærheden af dem, så hvis han havde det fint med at gøre det under stjernerne på et tæppe, så blev de næppe opdaget. 

... er jeg ikke sikker på at jeg vil stoppe igen.  Ordende vbleb mumlet ud, og Aldamar stoppede kortvarigt sin mission, da han måtte fokusere på at høre dem ordentligt, med den brusen af blod der susede i hans øregang. Hænderne der borede sig ned i hovedbunden og den ømme stemme var ikke modstridende i den mørkhårede mands verden, og selvom det nok blev hvisket for at tage en form for hensyn, kunne han ikke lade værd med langsomt at smile en anelse bredere. Det var sødt, men det var mest af alt en motivation for Aldamar til at fortsætte, da det betød at noget blev gjort rigtig.  Og for at være ærlig,  havde han så selv lyst til at stoppe? 
Nej. Det stille svar det rungede i hans tanker var insisterende i sit faste toneleje, og Aldamar hævede sig efn anelse, mest for at lade Fabian se den gnist han havde fået tændt, blot ved at være den han var, lige her og nu. Igennem halvlukkede, smalle øjne blev hans kønne ansigt betragtet, inden at han endelig følte efn nogenlunde kontrol over sin stemme til at åbne munden.  "Så lad værd" det var næsten en bedende undertone man hørte bagved det spindende svar, og Aldamar's hånd klemte hans en anelse fastere. 

Armen viklede sig dog ud fra under Fabian så han kunne placere den tungt ud fra hans øre i stedet i sin betragtning,  jah betagelse af ham. Den dybere vejrtrækning, det saglige smil og den underliggende spænding i fyrstesønnens øjne bad ham ikke stoppe for hans egen skyld. Udendørs eller ej. 

Fabian kunne have stoppet, selvfølgelig kunne han det, men det var mere et spørgsmål om at ville. Han var i forvejen ikke specielt villig til at give slip på Aldamar, men når de først rigtig gik i gang, så var Fabian lidt bange for hvor opslugt han ville blive af lugten, smagen og følelsen af Aldamar. Han ville i hvert fald være ligeglad med hvem der ville komme forbi at se dem.
Aldamars ord og måden han kiggede på Fabian, var derfor også alt hvad Fabian havde behov for bare at overgive sig til følelsen af lyst, og Aldamar. Det havde været hans sidste barriere for ikke bare at nyde det fyldt ud, og han kunne jo ikke sige nej til en prins, vel?

Alligevel have Fabian bare behov for at ligge og stirre lidt på Aldamar, mens han kunne mærke sin brystkasse hæve og sænke sig, stadig lidt åndeløst. Denne her mand ville have ham, også selvom de ikke lå i en behagelig seng, og med alt sandsynlighed var langt uden for hans komfort zone, hvis Fabian kendte ham.
”Jeg havde vidst også lovet dig en præmie,” hviskede Fabian endelig, inden han lænede sig tilbage op for fange Aldamar i et kys igen, denne her gang mere desperat, som var han bange for at Aldamar ville forsvinde.

De eneste der var vidne til deres akt var stjernerne og månen, og da det endelig blev for koldt for dem, pakkede de sammen, og listede tilbage ind i byen, hvor der stadig var en anelse liv, men ingen så deres vej, heller ikke da de sammen fandt op på et værelse, hvor deres nat i sikkerhed fra kulden og andre blikke kunne forsætte.

Det var med ærgrelsen i maven på Fabian, da de næste dag endelig forlod Lillekilde og eventyret der havde foregået der. Han vidste dog også at når de nåede tilbage til Dianthos, så måtte han se sig selv for første gang i årevis, for Lillekilde og Aldamar havde vækket noget i ham, som han havde ikke havde været forberedt på. 

Stilheden der fulgte efter hans ord var nervepirrende, og han kunne have svoret på at hans blik havde flakket, var det ikke blevet holdt fast af de blå-grønne øjne der kiggede op på ham. Et stirrende blik, men med en forunderlig energi omkring sig, som Aldamar selv kun kunne se sig selv sidde fast i, imens at han ventede. Ventede på et svar, ventede på en reaktion. Måske var det ikke hvad han havde forventet at høre, og selvom den lille tanke var tilfredstillende - mest fordi det betød at han stadigvæk kunne overraske Fabian - jah så var den ikke mere end en hvisken i hans afventende, indre tavshed.
Og endelig reagerede han. 

Ord der fik et sus af fornyet intensitet til at glide igennem ham, og Aldamar's hænder greb hans skjorte idet at han hævede sig selv, for at trække ham det sidste stykke nærmere, og bed mærke i den desperation der fulgte med da deres læber atter mødtedes. Han forstod godt hvorfor, han havde den trods alt ligeså meget i fingerspidserne som ham. 

Da nattens kulde sneg sig ind på dem, var det at de endelig forlod det måneoplyste område for at gå ind. Og da dagen ligeså sneg sig ind over natten, var det at de så forlod den underlige by Lillekilde. Begge i kurs imod Dianthos, og en tur der fik lov til at foregå i relativ stilhed, så man bort fra den gængse kommenteren på landskabet, vejret og dem selv - kommentarer der plejede at fylde luften de befandt sig i, og ikke noget decideret nyt. 
I hvert fald ikke når det omhandlede hvad der blev sagt - noget helt andet var hvad der ikke blev sagt.