Det tog et stykke tid at løbe den gamle køter forvirret blandt illusioner og tak skæbne for at det trods alt var et gammelt kreatur, for den virkede ikke synderligt observant så snart der var noget imellem den og hvad den jagede! Asith, i skyggen af sine falske træer, fortsatte efter Selmy, som havde forsvundet i krattet ved udkanten af landmandens frugthave og imellemtiden løb hunden fortsat forvirret imellem illusioner af træer, som blev ved med at poppe op hver gang Asith lagde blikket tilbage imod den. Et hovmodigt smil spredte sig over elverens tynde læber inden han ligeså forsvandt ind i buskadset og forsvandt fra både hundens synsfelt, men også landet, som den var trænet til at beskytte. Nu handlede det bare om at finde knægten igen inden han formåede sig at vade for langt væk. Heldigvis havde Asith været heldig med sin retning!
Asith bragede næsten ind i Selmy, halv-blændet af det tætte krat, og fik næsten sendt dem begge ned i skovbunden, havde det ikke været fordi han var så djævelsk hurtig på fødderne. Han måtte dog bremse på en lettere akavet måde så de for et øjeblik stod meget tæt og Asith næsten mistede balancen. Det dinglende inventar, som Asith havde til at hænge på sin person lykkedes næsten i at svinge ham ind i Selmy, men de undgik det på et hængende hår. "Ah!" Han fik sine hæle sat i igen og tog et skridt baglæns for at skabe lidt afstand igen. Han lavede et hæst, kort grin, som han næsten ikke havde luft nok til. "Det var jo-" Pust. "- ikke så slemt!" Han kunne mærke adrenalinen pumpe, specielt i hans sår og det tillod ham at ignorere smerten for en stund. Var luften dog ikke lidt tynd her? Han lagde tingende i sine arme fra sig, lænede sig forover og tog sig kort til knæene for at få vejret igen. I baggrunden kunne man høre en meget forvirret vagthund, som sikkert havde observeret samtlige falske træer forsvinde ud i det blå og derefter løbet tilbage over bakkende med et forvirret piv.