hun tager fat i sine hale, og sætter sig ned, hun aewr forsigtigt halen, spm var det et lille dyr..

"søde.. søde hale.." mumler hun, og smiler nu lidt... hun ser op og begynder så at snakke ud i den blå luft
"det.. er godt jeg har.. dig.. så er jeg ikke bange for noget.." siger hun med et bredt smil.. (hun har en fantasi ven O.o)

hun rejser sig, og slipper halen, rækker så handen ud, som om hun holder nogen i hånden, og går derefter væk..

En skikkelse kom langsomt listende igennem mørket, med en hvid kappe omkring kroppen og ansigtet, beskyttende for regnens dråber. Nogle små rødlige totter afsløredes dog i farten på vej hen imod porten, hvor den bevidst blev stoppet af nogle vagter. Personen hævede ganske roligt blikket, mens den bedømmende betragtede vagterne, for at finde ud af, hvilket de i virkeligheden var i stand til. Nogle råb skar igennem den triste regn, og porten blev ikke åbnet, som hun måske havde håbet på, men det måtte vel også være svært.
,,Jeg har et errinde for Mørkets Lord," lød en kvindelig stemme, som svar på deres råb, men hendes stemme var i forhold til deres mere stilfærdig og rolig. Vagterne så et øjeblik mistroisk på hende, og hun nåede kun hurtigt at tænke over hvor godt det egentligt var, at hun ikke havde taget Lysets Kriger uniformen på, for ikke at vække for meget opmærksomhed.
Porten gled op med en knirken, og nogle enkelte vagter dukkede op ved hendes side, mens de ustoppeligt visiterede hendes krop for våben, før de efter et stykke tid stoppede. De måtte vel være fuldstændig sikre. De udvekslede nogle små nik med hinanden, inden de lukkede hende indenfor porten. Hun sukkede lettet, da porten igen gled i bag hende, og derefter begav hun sig ind på borgen.

En skikkelse kommer løbende. Vagterne udveksler ordre på borgmuren, og nogle vagter kommer strømmende mod Damia. Som bier om honning. Flere bjæffende kommander bliver givet og inden længe er Damia omringet af tæt bevæbnede vagter. De kredser om hende, som gribbe. Tirre hende med deres blikke. Damia havde ikke kræfter til at kæmpe imod dem, så hun valgte at forsvinde ned i jorden, tids nok til at se vagterne springe mod hende. Der lød et højt bump da alle vagterne drattede ind i hinanden. De så sig spørgende omkring, men pigen var forsvundet ned i jorden og borte.

//out

Et velkendt ansigt kommer langsomt til syne, da det bliver stukket frem foran døren, med et lettere nervøst blik. Det lader langsomt blikket glide rundt, for at sikre sig, at ingen vagter syntes at lægge mærke til det. Det var måske heller ikke særlig mærkeligt, da personen var klædt nøjagtigt som de andre vagter. Bag uniformen er det såmænd ingen andre end Naíshca, som prøver at stikke af fra Midnatsborgen. Det var endnu ikke rigtigt gået op for hende, at hun havde trukket i en af vagternes uniformer, og på den måde kunne snyde dem til at stikke af derfra. Hendes lange røde hår var gemt op under en mørk hat, som var trukket godt ned i panden, så hendes grønne øjne ikke længere var synlige. Med en lav knirken fik hun døren skubbet op, hvorefter hun stoppede op på stien, på vej hen til porten, og lod den friske luft indtage hendes lunger på ny. Hvilken herlig følelse.. Bag hende blev døren skubbet op, og nogle enkelte vagter kom ud og skubbede hende brutalt af vejen, så nu nær var væltet. Hun hørte kun en svag mumlem fra nogle af de bagerste, om en ny vagt, hvilket jo nok var vagten som tilhørte uniformen, hun havde på.
Hurtigt rystede hun tankerne bort, før hun troppede op lige bag vagterne, og på den måde kom ud af porten. Da de drejede til venstre, for at tage en runde omkring muren, fortsatte hun ligeud med langsomme skridt. Jo længere væk derfra hun kom, jo hurtigere blev farten sat op, indtil hun til sidst forsvandt helt i løb.
//out.

Lyden af Ethelihns trin på den kolde stentrappe op til murens top rungede i væggene. Det ville være fuldstændigt umuligt at snige sig herop uden at blive hørt; med mindre man kunne svæve selvfølgelig, tænkte halvt tilfreds, halvt irriteret. Det var en temmeligt simpel alarm, hvilket gjorde den genial. Men det fik også Ethelihn til at lyde tung og klodset; to ord hun foretrak ikke at blive forbundet med.

Hun satte højre fod på det sidste trin og kom op i lyset i på den anden ende af muren. Det var da muligt, at lyset var sparsomt, men der var en verden til forskel fra dunkelheden på trappen. Hun stod lidt og stirrede ud i luften, mens hendes hår, der nu gik hende til midt på ryggen, flagrede livløst i vinden. For de fleste ville det se helt normalt ud, men hvis man havde set hende før, var det noget andet. Normalt bevægede hendes hår sig efter hendes humør. Men lige nu var det lige så tamt som normalt hår - ligesom hendes nuværende fornemmelse. Hun kedede sig bragt og følte hverken irritation, legesyge, glæde eller lysten til bare at slå en eller anden ihjel. Der var intet som helst. Og hvad gør man så? Man går op til vagterne... for at hjælpe med at lave ingenting. Da hun tænkte den tanke, kiggede hun på Feanor. Hun vidste, her var nogen. Det var her altid.

Hun smilede meget svagt, en smule lusket. Hun tog det som en kompliment, at han havde stået og gloet lidt. Men hun regnede også med, at hendes uventede tilstedeværelse heroppe havde en del af skylden. Hun fortsatte et øjeblik med at se sådan på ham, uden at skifte ansigtsudtryk. Det lod til, at han ikke havde noget imod lidt selskab.
På den anden side så han også lidt for håbefuld ud. Hun havde en fornemmelse af, at nok ville stille det samme spørgsmål som de andre vagthavende gjorde, når hun dukkede op. Det sådan set ikke fordi, hun kom herop ofte. Faktisk havde hun kun kedet nok til at gøre det to gange. Men begge gange havde man stillet hende det samme spørgsmål.
"Nej, jeg er her ikke for at skifte dig ud," svarede hun med et suk og et lidt større smil, men mindst lige så lusket. Hun holdt meget af at kunne forudsige situationer på den her måde.

Hun nejede sarkastisk. "Jeg takker ydmygst for den venlige gestus," svarede hun igen en mule legesygt måske? Hendes hår blev igen grebet af vinden, men denne gang passede hårets rytmiske bevægelser ikke helt med vindens tilfældige pust. Det havde allerede hjulpet på hendes humør bare at snakke med nogen. En anden ting, hun holdt af, var at drille folk - nogle nærmere tirrende bemærkninger end venskabelige morsomheder. Lige nu så hun god nok ingen grund til at tirre. Han ville måske bare blive vred, og det havde mindre lyst til. For det første, var han en anden af mørkets krigere, for det andet var hun simpelthen bare ikke i humør til den slags pjat, og for det tredje gad hun ikke vandre ned ad trapperne gennem borgen og op ad trapperne på den anden side bare for at finde en anden vagt at snakke med. Feanor så i øvrigt også ud til lidt bedre at kunne tage lidt spydigheder.
"Hvad har du gjort galt siden, du er endt heroppe?" spørger hun uden egentlig at regne med, der faktisk er en grund til, at Feanor var der. Hun blev jo også selv smidt herop en gang imellem, og hun mente da ikke, hun gjorde noget forkert.

Hun smilede. Selvfølgelig havde han lavet en bommert. Men hun var nu lige så ligeglad med det som han - så længe hun slap for at rydde op efter ham vel at mærke.
"Ja, jeg kedede mig - overraskende nok, " svarede hun sarkastisk. Hun vandrede hen til rækværket, støttede sig til det med den ene hen og lænede sig ud over for at ned på jorden. Lige umiddelbart var der ingen ting på smadret mur... eller ubudne gæster for den sags skyld. Hun ville faktisk næsten ønsker, at noget forsøgte at bryde ind - men skete stort set aldrig. Jo, hun havde engang fanget Cazador nede i spisekammeret. Lige fanget var måske så meget sagt. Men det var noget af et chok for en af os. Hun kunne aldrig bestemme sig for, om hun elskede eller hadede de åndssvage ordspil. Nu hun tænkte over det, ville hun næsten ønske, at han dumpede ind igen. Hun havde stadig ikke fået gjort kål på ham for at have kappet hendes dyrebare hår.
Hun placerede sig med armene over kors foran brystkassen og lænet mod rækværket. "Må man spørge, hvordan den mur blev smadret?" spurgte hun nysgerrigt uden at se på Feanor. Hun ville næsten beskrive den her samtale som hyggelig.

Hun vendte hovedet mod Feanor. Hendes øjne var muligvis lidt større end før, muligvis. "Imponerende..." Denne gang var hun ikke sarkastisk. Af og til kun hun godt acceptere, at hun ikke var den bedste til noget. I dette tilfælde havde hun ikke en chance for at overgå Feanor, så måske var det derfor. Muligvis kunne jeg vinde med hurtighed.... Men der vanker åbenbart ekstra slag, hvis man bliver ramt bare én gang. Hun fik pludselig et listigt glimt i øjet. Hvad nu hvis man kunne få ham til at nakke Cazador... Nå, det må vente.
Hun holdt en lille pause. Var hun egentlig stødt på Feanor før? Nej, ikke sådan rigtigt. Hun vidste ikke ret meget om, hvem han var. Hun vidste bare, at han havde været her længere end hende... eller det mente hun i hvert fald.
"Hvad er dit navn egentlig?"

Solens sidste stråler forsvandt ned bag det mørke landskab, hvilket slog an til en handling, en handling mange ville se som tåbelig, men som ikke destro mindre var nødvendig. Efter at have været væk i et utal af måneder manglede han nu information, vigtige information, som vedrørte mørkets hær. Da han tog afsted havde verden været stabil, men nu var noget gået galt, og han ville vide hvad. Det nyttede ikke noget at spørge omkring, for den officiele undskyldning var sjældent den rigtige, nej man måtte gå direkte efter kilden, hvilket i dette tilfælde var et af verdens mest livstruende punkter. Mørkets borg.
Sandet gled lydløst gennem luften med den rødhårede mand siddende på hug. Det røde hår blafrede i vinden i takt med han bevægede sig op langs muren.
Lige inden han nåede toppen af muren samlede hand sandet lige under sig og satte af. Der lød et kort sus inden han fløj op over kanten og landede på kanten, hvorefter sandet rejste sig bag ham.
Det lyseblå øjne faldt straks på de to skikkelser foran ham og et opgivende suk undslap hans læber. Dårlig placering han havde udvalgt.
"hej" Sagde han med et roligt ansigtsudtryk, hvorefter sandet skød frem bag ham, direkte mod de to skikkelser. Han havde ikke råd til at tage chancer.

Godt nok havde Ethelihn selv bedt om at få Feanors navn, men nu viftede hun afværgende med hånden. "Klap i!" hvislede hun uden at lyde vred. "Vi har selskab." Hun smilede nu sit sædvanlige, lumske smil, mens hende hår vippede rytmis, legesygt fra side til side. Hun havde fået øje på en mus på et flyvende tæppe af sand. Men inden hun kunne nå at overveje at tage springet ned til ham, var han oppe bag dem.

Ligesom Denaro tog hun heller ikke nogen chancer. Men det var nu mere fordi, at man havde overtrådt en grænse. Så kunne det være ligegyldigt hvorfor og om han overhovedet ville slås. Per refleks svingede hun en af sine kasteknive afsted. Lidt for sent kom hun i tanker om, at man så ud til at være lavet af sand. HUn vidste ikke var meget af ham, der var sand.

Denaros blik var helt roligt da angrebene satte imod ham. På trods af de ringe odds 2 vs 1, lod han ikke til at blive påvirket af presset, men sprang i stedet baglæns ud over kanten. Under ham var et dødeligt fald, men han lod ikke til at tage interesse i den slags, tværtimod lagde han sig vandret i luften og lod sand samle sig i en lodret plade bagham. Med en indøvet bevægelse satte han fødderne på pladen og trak det voldsomme spyd fra ryggen af inden han stødte fra. Med voldsom hastighed skød han direkte mod Feanor og rettede spydet mod modstanderens bryst.
Sandet fra hans åbningsangreb ændrede pludselig vinkel og skød direkte mod Ethelihn, for at omklamre hendes krop med en gyldenbrun kappe af småsten, der ville klemme sig til hendes krop og forhindre bevægelser.
Angrebet var ikke ment til at fange hende, men blot forhindre hende i at støtte Feanor i dette andet angreb.

Hendes kniv fløj to millimeter over Denaro, da han lagde sig vandret. "Pokkers!" Ikke at hun rent faktisk var ægte generet. Ikke det mindste faktisk. Der var kommet liv i hende igen - for ikke at nævne hende der føg livligt rundt som var det lavet af slanger. Hun trak sit ene sværd, det lette af dem, hendes eget sværd, og tog skridt til at spidde Denaro. Men trods sine gode reflekser var hun ikke hurtig nok. Pludselig stod hun med sand som en enorm lænke omkring armene.
Hun forsøgte at brydde det men forgæves. Det generede hende - bare ene anelse. "Næh nej, det får du ikke lov til." Hun begyndte at knitre, mens små gnister løb op og ned ad hende. Hun slap sit sværd. Det kunne hun få fadt i senere. Så spændte hun de muskler hun nu havde og sendte en tordenkile lige mod Denaro.

Denaros fødder plantede sig solidt i de hårde sten, der udgjorde borgmuren under dem og han mærkede hvordan sandlænker sprang da de elektriske ladninger fór gennem den mørke luft. Af ren refleks kastede han sit spyd mod Ethhelihn, men måtte øjeblikket efter se det blive retuneret henover sit eget hovede da den stødte imod tordenkilden.
Over ham lød suset af vinger og hans blik blev derfor tvunget mod himlen, hvor Feanor allerede var på vej ned mod ham. Ubevæbnet måtte han derfor træde til hans eneste våben, sandet. Med en præcis bevægelse slog han hånden direkte mod mod spydet og straks skød sand frem fra hans ærme. Ikke meget, men en passende mængde til formålet. Det føg dog udenom selve spydet, men samlede sig bag grebet, hvor det dannede en pil, der var rettet direkte mod Feanors nedfarende skikkelse.
Spydet var dog stadig et problem og ved at slå kontra havde han spildt vigtige splitsekunder, så for at undgå at blive gennemboret af det kraftfulde våben måtte han spring til siden og rulle henover den hårde grund.
Han var dog hurtigt oppe igen.

De var bedre end forventet, begge besad de store evner indenfor kamp, men ikke nok med det holdt de et konstant pres på ham. Selve kamppladsen var heller ikke nogen positiv ting, så lang over jorden var mængden af sand begrænset, skulle han bruge mere var han nød til at nedbryde sten fra muren, men det krævede mere energi end han ønskede at bruge. Faktisk krævede selve kampen i sig selv langt mere energi end han ønskede og varmen blev allerede pumpet gennem hans krop. Han måtte finde en udvej. Enten en retrete og vende tilbage senere eller finde en måde at adskille dem fra hinanden og tage dem hver for sig. Han ville foretrække sidste mulighed.
Han havde dog også et tredje valg, men brød sig ikke spor om det. Hvertfald ikke her!

Spydet der var blevet skudt væk han nu fri svævende i luften nogle meter fra borgmuren. Det blev holdt oppe af sandet våbensmeden havde fyldt i den. Hvordan det var gjort vidste Denaro ikke, men han kunne føle sandet inde bag det hårde metal. Sandet var dog ikke det eneste der gjorde spydet specielt.

Det første, Ethelihn så, da hun åbnede øjnene igen, var et spyd, der fløj gennem luften i modsat retning - mod ingenting. Hurtigt tænkt rødtop... Den lille ballademager havde åbenbart afværget hendes lyn med sit spyd, der så måtte betale prisen. Hun børstede lidt sand af sin ene skulder. Rødtoppen var temmeligt god. Hun brød sig absolut ikke om at indrømme det, og hun havde ikke tænkt sig at sige det højt, men det var han. Men det betyder ikke, han har så meget som en lille chance for at vinde. Åh, hvor var hun glad for, han var dukket op - og for at han ikke bare var et eller andet skvat, man kunne puffe ud over muren.
Mens Denaro var beskæftiget af Feanor, så Ethelihn sit snit til at foretage en hurtig manøvre. Hun greb det sværd, som hun for et øjeblik siden havde smit på stenblokkene, der holdt dem oppe, og for mod Denaro klar til at hugge ud efter hans knæhaser. Han ville få mere en problemer med at gå, hvis hun fik lov at snitte. Han var nødt til at flytte sig, og når han gjorde det, ville Ethelihn være klare til at give hans arm et 'lille' snit.

Angreb fra oven og fra siden efterlod ham med kun en udvej. Ud over kanten. Han måtte prøve at slippe væk fra borgmuren, dette sted var simpelthen ikke lavet til at han skulle kunne kæmpe her. Med et hurtigt afsæt sprang han væk fra sværdet der huggede mod hans fod og håbede at Feanors angreb vil forsætte lige ned i hovedet på Elthelihn, der nu havde overtaget hans plads på muren.
Han nåede dog ikke langt nok væk til at undvige til andet angreb hans tøj blev revet i stykker af den lille kniv, samt et par dråber blod fløj ud i luften efter ham. Såret var dog ikke dybt, men alligevel flød blodet.

Denaro havde ikke mere sand indenfor rækkevide og faldt derfor frit ned mod jorden. Hans ansigt forholdt sig dog roligt, for efter ham fløj spydet.
Med en rolig hånd greb han skaftet og straks brød et voldsomt lys fra han skikkelse, men det var dog væk øjeblikket efter. Til gengæld hang Denaro frit i luften med et par enorme hvide vinger baskende ved sin side.
Hans krop var muteret og musklerne var tydelige gennem tøjet. Håret var blevet sort som kul og hang løs ned langs hans ansigt. Henover huden løb et par hvide linier der lyste svagt i mørket. Såret på hans skulder var ligeledes lukket igen. (ny krop)
De to var for stærke til at klare blot med sand, så han måtte drage til andet stadie. Nu var det tid til modangreb.
med et sidste svagt bask landede han roligt på jorden og forventede at Feanor kom flyvende hvert øjeblik det skulle være. Elthelihn virkede mere tilbage holdt og ville formodentlig også skulle finde en anden vej ned fra muren, hvis hun ville forblive i kampen.

"Nå, hvis han ikke kan stå stille..." må man jo følge med, ville hun have sagt. Men da hun så i den retning, hun ønskede at følge efter Denaro i, fik hun øje på Feanor, der kom drønene som en heks, der havde mistet kontrollen over sin kost. Hun dukkede sig så hurtigt det nu kunne lade sig gøre og mumlede en masse ting, der var fuldstændigt umulige at skille ad. Men ud fra tonefaldet, var der ingen tvivl om, at hun slyngede om sig med diverse eder. Hun fulgte Feanor med øjnene, rejste sig da hun kunne komme til det, og greb ud efter Feanors fødder for at bremse ham. Normalt ville det rage hende en høstblomst om han dundrede ind i endnu en mur og fik en vagttjans til, men lige nu skulle hun bruge ham.
"Feanor! Du flyver mig derned, og det lidt hurtigt!" sagde hun højt, kommanderende, med en bismag af legesyge. Hendes øjne gnistrede stadig. Hvis der var noget, hun nød, så var det en god slåskamp. Det kunne godt være, at hun ikke havde sit rustning, men hun havde stadig sine evne, sine to kortsværd, sit lange sværd og sin lille souvenir.
Det var også et sværd, men det var tungt og klodset. Ikke som hendes andre skarpe genstande, der var lette skar gennem luften. Det tunge kunne til gengæld give nogle voldsomme slag fra sig. Apropos kortsværd... Hun fik øje på det af dem, hun havde kastet af sted tidligere og skyndte sig at stikke det i bæltet. Før hun vente opmærksomheden mod Feanor igen.

"I burde ikke være fulgt efter mig" Denaros stemme var følelsesløs og hans øjne synes ikke engang at ænse skikkelserne foran ham. Han så som en blind mand ud i luften mellem de to skikkelser. "Hernede har jeg fordelen"
Om det var bluff eller ej var umuligt at sige, men med en rolig bevægelse huggede han spydet ned i jorden ved siden af sig. Han behøvede den ikke. eller nærmere, den vilel være i vejen for hans nuværende form.
Fra jorden under ham fløj små sandkorn op i luften og dannede en svævende ring rund om hans mave, som ringen rundt om Saturn.
Omkring hans håndled og fødder blev der dannet lignende, dog mindre ringe og mere sand sagde sig over jorden omkring ham.
"Flyv tilbage nu, eller det bliver mig der tager offensiven."
Hans blik ændrede sig ikke. hans stirrede blot mellem de to skikkelser og ventede på en reaktion. Han tvivlede stærkt på de lod sig skræmme, hvilket var grunden til han klargjorde sig til kamp. Han kunne ikke infiltrere borgen nu, men samtidig kunne han ikke flygte. Ikke før han havde skabt en afledning af en art.