Det var med et lille smil at den væmmelige væske blev overrakt til Fabian, der mildest talt så en anelse skeptisk ud. Han endte dog med at smage, og ikke overraskende, gjorde smagen ikke hans udtryk blidere med sin bitre efterkant af urter og medicin. 
Sengen knirkede fjedrede en anelse idet at han satte sig ned på sengekanten, og et mere drillende smil blomstrede frem på mandens læber, ved de misfornøjede ord. Om han prøvede at dræbe ham? Hånden børstede noget ikke eksisterende snavs væk fra hans ene knæ, som var foldet over det andet idet at han havde sat sig, inden at han vagt rystede på hovedet. "Hvis jeg ville skaffe dig af vejen, ville jeg ikke bruge gift" pointerede han med et hemmelighedsfuldt lille smil. 

Blikket faldt tænksomt til loftet, som skulle han lige genoverveje hvad det egentlig var han ville benytte sig af, førhen at han nikkede for sig selv - gift ville ikke være løsningen. Ikke fordi at han nogensinde havde taget et liv, men skulle han absolut, ville han... desværre, og lige så det passede ind til Fabian's lille stereotyp af ham, betale sig fra det. Det var noget med, at der fandtes professionelle til den slags uhyrligheder. 

De mørkeblå øjne faldt tilbage på Fabian, og han lænede sig langsomt en anelse tilbage - lod hænderne ramme madrassen på den anden side af Fabian's tværgående ben, så han ikke behøvede at sidde så rank lige i det her øjeblik. "Jeg tror der skulle hårdere midler til værks. Ukrudt forgår ikke let, har jeg hørt" tilføjede han med et fornøjet glimt i øjet, og nikkede opfordrende til at han da bestemt skulle tage endnu en tår af den varme drik. Blev den først lunken, var den endnu værre end når den bare var varm. 

Til trods for at de sad og snakkede om hvordan Fabian ville dø for hænderne af Aldamar, så var det også et fornøjet smil der havde fundet vej til Fabians læber. Han havde en mening eller to om hvordan han gerne ville dø, hvis han skulle, men samtidig var han også godt klar over, at skulle det gøres, så var det nok ikke Aldamar der gjorde det. Han var for blød, og det havde ikke engang noget at gøre med om han selv ville udføre det.
Alligevel kunne der da godt komme et par observationer ud af samtalen. ”Jeg håber det er den slags hvor man bare sover ind? Jeg ville hade at være i forfærdelig smerte lige op til det øjeblik jeg dør. Det er ikke min stil,” sagde han kækt, men tog alligevel en tår mere af drikken, selvom den ikek smagte godt. Hvis den smagte så skidt, så måtte den jo også være godt for noget.

Han sendte nu alligevel et skarpt blik mod Aldamar over koppen, da kommentaren om ukrudt kom på bordet. ”Jeg synes da fornærmelserne glider let over dine læber i dag, prins,” sagde han, men der var intet ondt ment i det, ligesom der heller ikke havde været det i Aldamars ord. Det tidligere skænderiet påpegede trods alt, at ønskede de at skade hinanden, så var det nogle helt andre ting der blev bragt op. Ting de ellers normalvis ikke tog op. 

Et grin der ikke kunne stoppes i sin lille 'heh' lyd kom fra Aldamar, der skyldig som bare pokker, endte med at vippe hovedet tilbage så det med et lidt for muntert smil, kunne kigge på noget andet end ham da han sagde det. Krøllerne, som efterhånden havde nået en god længde gled med en lille kilden som en ravnsort kaskade imod sengen i den bevægelse, og Aldamar prøvede kortvarigt at stoppe sit smil, men endte i sidste ende med at give efter for det. Fornærmelserne kom let, når det lå lige til højrebenet. 

Aldamar drejede endelig hovedet tilbage imod Fabian, og da det stadigvæk var lænet tilbage, var det en bevægelse der skævede over den ene skulder imens. "Du kan velsagtens altid håbe" smilede han vindende, førhen at et mere skråsikkert glimt fik ham til at læne sig en anelse frem, eller rettere sidelæns, imod ham igen, hvor at en kunstpause lige talte til 3 sekunder, inden at læberne skiltes. 
"... og det er jo kun fordi der ikke er noget... nogen til at lukke dem" hvilket var selvfølgelig hans smalle læber, der i selvsamme krængedes en anelse opad idet at han lige sørgede for at holde øjenkontakten med et skæmtende glimt til sig. 
Bagved ham spredtes fingrene ud i den bløde madras, og det var en anelse fristende bare at lade sig dumpe ned. Godt nok ville han ligge på tværs af mandens ben, men det kunne velsagtens altid løses på den ene eller den anden måde. Han havde bare ventet så længe på at han ikke længere lignede en der faldt fra hinanden. Og så da det endelig var kommet dertil, var skænderiet blusset op som olie i en ulmende pejs. 

Det generede ikke Fabian det mindste at Aldamar var i gang med at lægge sig over hans ben. Han kunne stadig mærke en smule ømhed i kroppen, hvilket dog også var de primære efterladenskaber fra de tidligere skader, og magien der havde hjulpet med at få hans krop tilbage på plads. Det kunne vel ikke gøres uden at man bare kunne mærke det lidt. Den varme drik var dog ikke begyndt at hjælpe endnu, men som han tog den sidste store tår af den, så han kunne sætte den væk, så var han nu forhåbningsfuld nok omkring det. Ellers måtte han jo sove videre. Der havde været noget med overvågning ikke? Bare ærgerligt hvis han ikke måtte sove i sengen han plejede.

Han rakte fremad for at nå de mørke krøller med sin hånd og lod den glide lidt igennem den. ”Hmmm... det ville jo betyde jeg belønner dig samtidig, kan vi virkelig have det?” spurgte han drilsk tilbage. Nej, så måtte Aldamar kravle herop til ham, så han havde en ordentlig vinkel til at kysse ham fra.
Det krævede selvfølgelig at Aldamar ikke var bange for at de ville blive afbrudt midt i det hele og nogen kom ind af døren. Det kunne selvfølgelig være at denne her dør heller ikke kunne låses, for at holde ubudne gæster ude. Fabian vidste at det var en tryghed Aldamar havde behov for, men nogle gange, så var det virkelig deprimerende. 

Et næsten skeptisk øjenbryn blev løftet ved den kommentar, der på den bedste måde insinuerede at Aldamar ikke fortjente en belønning, og hvis ikke en belønning, så i hvert fald fortjente nogle smuthuller i hvordan sådan noget normalt fungerede. Fordi det var jo ham, hmm? Alt sammen gjort med en indvendig lille latter, og overvejende.... jah, med en ret så seriøs og overvejende mine, gled de mørkeblå øjne over skøgens siddende skikkelse, imens at han tænkte. 
Han tænkte så det knagede, og mærkede hvordan at han næsten lænede sig en anelse bagud for rigtigt at føle hånden i håret. Nu havde han jo trods alt sat koppen fra sig. 

Om det var dumdristighed eller troen på at han kendte husets regler, som motiverede Aldamar til det næste han gjorde, det var ikke helt sikkert. Han kunne godt lide tanken om at han havde overvejet alle de muligheder der var for at det kunne gå galt, og hans ræsonnering føltes skudsikker. 
De eneste der følte sig berettiget til at gå ind på et andet værelse uden at banke på, var Fyrstinden selv, og måske hans lillesøster. Af de to muligheder, var... burde den ene i hvert fald være i Zircon, og den anden, kendte til hvem Fabian var, i forvejen. Aldamar's mørkeblå øjne glimtede en anelse idet at et "Selvfølgelig kan vi det" skråsikkert og insisterende gled over hans læber. Det var der da ikke noget spørgsmål om at de kunne. 
På den akkord, var det at Aldamar faktisk hev sig op i sengen, placerede sig selv overskrævs på lårene uden at sætte sig ordentligt og trak ham ind til et lidt dybere og mere længselsfuldt kys end det flygtige han havde fået før, næsten lænet ind over ham i sin ekstra højde. Begge hænder søgte hans ansigt for at holde det tæt, den ene omkring nakken og den anden ved baghovedet; han havde virkelig savnet ham, og kom ikke til at give slip på ham igen lige foreløbig. 
Selvom... han nok ikke ville blive hængende længe i den her stilling, desværre. 

Det var ikke som om at Fabian fik meget mere at sige i det her øjeblik, og ærlig talt? Han kunne lide når Aldamar tog kontrol af situationen. Allerede da han så Aldamar tage beslutningen, man kunne se det i hans øjne, der gjorde Fabian sig klar, og han blev ikke ligefrem skuffet, også selvom betænkningstiden alligevel burde være blevet skåret lidt ned. Han var glad for at de ikke skulle gå på listefødder hele tiden mens han var her.

Hans hænder var hurtig til at lægge sig mod Aldamars hofter, inden han følte sig selv blive hevet lidt nærmere den varm krop, og han lænede sig ind i kysset. Længselsfuld, og en kommentar på alt hvad de havde savnet. Det var ikke engang fordi de nødvendigvis havde ventet så lang tid på hinanden denne her gang, men med Fabians tilstand og skænderiet, så føltes det næsten som om at der var gået uger siden de sidst havde kunne være tætte. Fabian var ikke engang fokuseret på at få noget seksuelt ud af det.

Hans finge prøvede at komme lidt under skjorten, bare for at føle huden lidt, inden at han skulle trække sig lidt væk for at få noget luft. Dog ikke længere end han stadig kunne mærke Aldamars åndedræt mikset med sit eget. ”Okay... vi kan godt have det... bare en lille smule,” hviskede han. Når man selv også fik lidt ud af det, så var det ikke så skidt. 

Resterne af den bitre smag lurede stadigvæk på Fabian's læber, men det var ikke noget han kunne brokke sig over, da han endelig fik ham ordentligt i hænderne igen. Hænder der kunne gribe fat om ham, uden at være bange for at en sammenbidt, smertefuld vejrtrækning ville følge med, en krop der kunne lænes ind imod hans egen, uden at noget irriterende prøvede at minde Fabian om at trække sig væk. Hænder der møvede sig en anelse und under skjorten, og Aldamar der fornøjet opmuntrede, da han med et lille grin slap for at få luft igen. 
Hænderne gled op til mandens kæbe, foldede sig en anelse ind over hans ører og kørte på ny synkront over de kortklippede sider for at flette sig sammen i nakken på ham. 

Nå så det kunne de alligevel? Aldamar's grin var en anelse skadefro i sin tilfredshed over at de kunne det, og måske også en anelse i rusen over at gøre noget så vovet, uden interesse i at få det hurtigt overstået. Det var ikke noget han var vant til, og selvom det var ganske uskyldigt, var det ganske... forunderligt, den her sejr over at han gjorde det alligevel. "Godt... jeg ville næsten tro at du havde slået hovedet hårdere end da du faldt om, hvis du havde ment andet, lige nu" mumlede han, og skubbede sig selv tættere på til endnu et kys, lidt kortere men mindst ligeså ivrigt. 
"Uhelbredelig skade" fulgte han drillende op med, og missede en anelse imod ham igennem de halvlukkede, gnistrende øjne. 

Det føltes fantastisk at have Aldamar hænder på sig igen. Næsten udforskende, og der var intet der gjorde ondt som der blev presset, kun lidt inde i hovedet, men rusen fra kysset og Aldamar gjorde i hvert fald sit for at lade smerterne forsvinde lidt for lidt. Eller også var drikken begyndte at virke bare lidt.

Til trods for den gode stemning, eller måske på grund af den gode stemning, så havde Fabian lidt lyst til at lægge en hånd op for at fjerne det skadefro smil fra Aldamars læber, men nåede aldrig så langt før endnu et lille kys fandt vej til hans læber. ”Mmmhhh... det er vel en nem måde at se om jeg er fungerende eller ej,” sagde han drillende, og fik endelig hevet Aldamars skjorte lidt op af bukserne så han kunne komme til, inden hans hænder lagde sig mod Aldamars lænd og hev ham lidt tættere ind, dog uden at gøre så Aldamar mistede balancen. ”For hvis jeg ikke har lyst til dig, så ville der være noget galt.” Ord der faldt så let fra Fabians mund, som var det vejret han snakkede om. Der var andre ord, som måske var mere passende, men som han aldrig ville have ligeså nemt ved at sige. Lyst var nemt.
Til trods for at han egentlig ingen planer havde om at tage den hele vejen lige nu, så fandt hans ene hånd alligevel buksekanten at pille ved, inden han lænede sig ind for at kysse Aldamar igen. Han skulle lige have opfyldt sine behov inden de kunne gå tilbage til bare at snakke. 

Der var stadigvæk en hvis nænsomhed omkring ham så snart han lod den ene hånd glide en anelse længere ned og indover brystet på Fabian, men da han ikke blev mødt med modstand, eller tegn der kunne tyde på at det ikke var ligeså rart som han følte at det var, jah så blev det mere sikkert, at han fumlede en anelse med den øverste knap på den lånte skjorte. Bare en lille smule hud, bare en lille smule kontakt. 
Fordi i takt med at Fabian selv gjorde plads til sine hænder - deres kølighed fik et lille gys fra fyrstesønnen da de gled imod lænden - prøvede han også diskret at få plads til sine egne. 
Ikke fordi at der skulle være mere, ikke fordi at der skulle være mindre... bare fordi. 

Læberne gled op imod hans pande imens at han fumlede, og med en lille latter, kunne Aldamar lægge øre til en teori han brød sig ganske godt om. "En genial måde at se om du er dig selv på" gnækkede han lavmælt. Og han kunne ikke være mere enig; hvis Fabian en eller anden dag ikke havde lyst til ham, ville det være ganske foruroligende... og på en helt anden hånd, ville det være forfærdeligt, meget forfærdeligt.  
Det betød dog ikke at han skulle have lyst til ham lige nu, og Aldamar tøvede en anelse med at rykke ned til den næste skjorteknap, da han fornemmede hvordan at hænderne nu også begyndte at pille ved hans bukser. Vær ikke i tvivl, Aldamar tøvede ikke, fordi at han syntes det var tillokkende at stoppe nu. Men han... det virkede ikke helt optimalt, at han fortsatte. Hvad nu hvis...
En bekymring der ikke lov til at komme ud idet at Fabian sørgede for at lukke hans mund med endnu et kys, og Arysprinsen smeltede fuldkommen ind i det; han genoptog sit arbejde med knapperne, et nydelsespræget lille brum til følge. 

Han ville gerne bare have den en anelse af, han ville gerne have den åbnet nok, så den kunne krænge den ned omkring overarmene og han tilfreds kunne konstatere, at Fabian ikke længere lignede et blåligt maleri af skader. 
At sørge for at han havde det godt, behøvede jo ikke at tage lang tid. 

Det kunne godt være at de ikke ville vare evigt. Der var mange ting der stod i deres vej, skulle det her være et forhold der holdt i årevis. Fabian havde ligeså mange tvivl om at Aldamar ville forsætte med at holde af ham, som han havde om sine egne følelser. Ville det kunne holde når den første rus havde lagt sig? Fabian var ikke en mand til forhold, og følelser virkede altid til at være flyvske, men... nogle gange måtte man også bare nyde hvad man havde, og tænkte på fremtiden en anden dag.
Hvilket var hvad Fabian gjorde, som han holdt lidt mere fast omkring ham og udforske den iklædte Arys prins.

Det var heller ikke som om at han ikke så hvordan Aldamar tøvede, eller nærmere mærkede det, men det virkede til at han bare skulle have et lille skub i den rigtige retning, for at de kunne forsætte hvor de slap. Han var dog heller ikke sikker på hvor langt Aldamar ønskede at tage den lige nu, men det tog de også til den tid.
En lignende brum kom også fra Fabian, som Aldamar endelig fik arbejdet de sidste par knapper op, så Fabian var i næsten bar overkrop. Der var ikke rigtig nogen hentydning til at der havde været noget galt med overkroppen, udover at der var den svageste hævning, hvilket blot gjorde at han virkede lidt mere blød end normalvis. Fabian selv kunne ikke mærke det.
Endelig brød han dog også kysset, blot for at begynde at kysse Aldamar langs halsen, og han blev også nødt til at tage en hånd op, for lige at se om han kunne få åbnet skjorten bare lidt. Ellers var der ikke så meget plads. 

Det var med underliggende tilfredshed at Aldamar kunne krænge skjorten ned omkring hans overarme, og konstatere at han ikke længere lignede en gennemtæsket mand, men derimod lignede sig selv. Lige præcis som han skulle være, og Aldamar's fingre fulgte det glatte bryst - gled ned omkring hans ribben, hvor at der ikke længere var blåsorte og violette plamager i stedet for solbrun og blød hud. Længere nåede han han ikke førhen at hovedet skubbedes opad idet at halsen blev det næste sted Fabian gjorde krav på, og med en sorgenfri lille latter lukkede kan atter øjnene, og lod fingrene i stedet gribe fat i det nyvaskede, blonde hår. 
Det her blev han aldrig træt af. At der skulle have været et tidspunkt i foråret hvor at han havde været foruden, forekom fjernt og overraskende mørkt.  

På mange måder var der kommet lys ind i hans liv, sammen med Fabian.... fordi skulle man være romantisk anrettet, var han er lyspunkt imellem en kedelig og rutinepræget hverdag.  Hans fremmede spontanitet og energi, arbejdede - i hvert fald lige nu - ufatteligt godt med Aldamar's mere gråtonede men luksuriøse hverdag. Han ville ikke tilbage til at være alene. 

Nogle gange kunne han dog godt glemme at det ikke kun var dem, når tingene begyndte at tage fart. 
Aldamar følte skjorten løsnede sig, og lod villigt dens åbning glide en anelse ned af armene, så der var mere plads for Fabian og den køligere luft kunne kærtegne den hvide hud. Selv, lod han fingrene slippe hovedbunden for i stedet at trække sine runde negle en anelse ned af den stærke ryg - hans egen ryg bukkede sig ind imod Fabian og med et lille smil - tættere på - så... 
... som havde skæbnen en ironisk vinkel på deres delte liv, kunne han høre nogle trække ned i dørhåndtaget.  Aldamar's krop stivnede, han ville umuligt kunne nå at rykke sig væk førhen at døren ville åbnes, så i stedet løsnede han med overraskende ro grebet omkring Fabian's ryg, for at kunne se hvem der kom ind over den blottede skulder. 
Hvor at der sidste gang havde været skam at finde i Aldamar's øjne, var der i det her øjeblik irritation - hvorfor nu! Og dertil også en påtaget myndighed, så hvem end af tjenestefolkene der åbnede, ville forestå at det ikke var en afbrydelse der tegnede godt for hans syn på dem.  
Var det nemlig fyrstinden endnu engang, ville ingen skam i verden redde ham fra den reprimande der unægteligt måtte komme - åh gud hvor han ikke håbede det var fyrstinden, igen.  

Der havde været meget bekymring i Arys-huset efter braget fra Fabians krop blev hørt, og også Arya havde gået og figurativt bidt negle, ikke at hun nogensinde rigtig ville gøre det, men det havde været nervepirrende. Hun var naturligvis bekymret for Fabian, selvom hun ikke kendte ham godt, og derfor havde hun også været nede omkring værelset op til flere gange for liiiiige at tjekke.
Det her var ligesom alle de andre gange, men denne her gang havde hun fået at vide, at Aldamar faktisk havde bevæget sig udenfor gæsteværelset, hvilket tydede på at Fabian måske havde det bedre. Hun vidste godt at hun ikke kunne tage alt tiden fra dem, men bare lidt? Hun ville så gerne lære denne Fabian bedre at kende, og hvis hun kendte Aldamar ret, så ville han også forsøge at gøre for at de aldrig rigtig mødtes.

Hendes fingre havde tøvet lidt da hun stod foran døren, men da hun ikke umiddelbart hørte nogle snakkende stemmer indenfor rummet, så pressede hun forsigtig ned i dørhåndtaget inden hun skubbede den op, for at blive mødt af noget af et syn. Arya lignede et kort øjeblik en der var blevet fanget på fersk gerning, med øjne der var store og hendes læber der skilte sig en smule.
Sjovt nok var det dog også som Aldamars ansigt gik tilbage til at være irriteret, som lige sparkede hende bag i, og et smil gled over hendes læber. ”Jeg kan se at Fabian har fået det godt,” sagde hun, og gik ind for at lukke døren. Hun virkede overraskende ligeglad med de to halvnøgne mænd i rummet. Aldamar var hendes bror, og Fabian var hendes brors elsker. Der var ikke meget at lyste efter. 

Det var et sentiment de kunne deles om. Fabian ønskede heller ikke være alene igen. Uanset hvor meget han holdt af sit arbejde, og være sammen med et hav af forskellige folk, så måtte han alligevel overgive sig til at skjaldene måske havde ret i noget, når de sang om kærlighed. Det føltes i hvert fald altid anderledes når de var sammen, og det var en anden oplevelse bare at ligge med ham, og bare... nyde tiden.

Han tog også sin tid som kyssene vandrede ned af halsen, næsten som skulle han smage på ham, selvom han var forsigtig om ikke at efterlade mærker hvor man kunne se dem.
Han var dog heller ikke ligeså opmærksom på at døren gik, i hvert fald ikke på døren, men i stedet for på at Aldamar satte sig op og kiggede mod den, og selv kiggede han undrende mod den, og så kom Aryas lyse hoved til syne.

Han blinkede et par gange og kiggede så op på Aldamar som ikke så ud til at finde det her spor morsomt, før han kiggede over på den smilende pige. ”Ja, langt bedre, mange tak,” sagde han, en smule grinende og gemte sit  hoved lidt mod Aldamars brystkasse så han ikke kunne se det kæmpe smil der var på Fabians læber. Det var så typisk at de blev afbrudt, men det her virkede trods alt som et bedre alternativ til Fyrstinden. 

Irritation og myndig afvisning ændrede sig til overraskelse da han genkendte det lyshårede ansigt, der lignede en der var blevet fanget med fingrene i kagedåsen, hvilket... ikke var helt forkert. At det nok nærmere var blevet ham der endnu engang skulle opleve sin familie og deres tilhørende mangel på manere, det så man lige bort fra. Hvornår og hvorfor stoppede folk med at banke på! 
Det tog få sekunder for Aldamar at finde tilbage til den irritation hun var blevet mødt med i døren, men i løbet af det var det allerede for sent, og Arya lukkede med et lidt for bredt smil, døren bagved sig idet at hun gik ind. 

En forsinket lille bølge af varme skyllede igennem ham da hun så endrlig åbnede munden, og han bed hurtigt fast i den lunefulde tone hun tog med sig ind, som Fabian reagerede prompte på - åh selvfølgelig grinte han en anelse. Det var dog også en lettelse at det bare var Arya, og efter bedste forsøg rømmede Aldamar sig 'voksent', og lod den ene hånd rykke lidt bestemt i en tot af den blonde mands hår, inden at han lidt afslørende kom til at læne hovedet ned imod Fabian's, til et flygtigt lille 'årh, lad dog være' kys, muligvis skjult af hans ryg "... søvn kan åbenbart gøre underværker" mumlede han imod hovedbunden,  og rankede sig derpå ordentligt. 
En anelse stift, stift i den grad som en mand der prøvede at skjule sin lettere akavethed, møvede Aldamar sig af hans lidt for afslørende position på lårene, og krængede Fabian's skjorte på plads, dig stadigvæk åben. Og også hans egen.  

Arya lignede en der bevægede sig imod stolen, så Aldamar placerede sig på sengekanten, med en hånd der en anelse snigende prøvede at lukke de åbne bukser - han havde helt glemt at de var åbne! 
"Hvad er der med jer, og ikke at banke! Hvornår stoppede folk med det?" Kom det i stedet en anelse anklagende fra ham, som for at lede samtalen hen på noget helt andet end hvor godt Fabian virkede til at have fået det, og hvad det medførte af aktivitet. 

Ganske rigtig var Arya på vej mod stolen, især nu når Aldamar også så ud til at forsøge at komme af Fabian og få deres skjorter på. Hun så dog også godt kysset. Til trods for irritabel Aldamar så ud, så havde hun alligevel ikke nogen tvivl om at han havde fundet noget specielt her. Det var nok også kun fordi hun havde tvunget sig en plads i hemmeligheden at han turde gøre det foran hende i det her øjeblik, og hun håbede bare, at Aldamar aldrig følte at han ville have behov for at skjule det overfor hende. Hun var virkelig glad for at han havde fundet Fabian, også med den begrænsede mængde viden hun havde om det.

Hun trak lidt op i kjolen som hun satte sig, inden hun kiggede lidt morende mellem de to af dem, og med lidt større øjne, da det lød til at det ikke var første gang at Aldamar og Fabian var blevet fanget i det. ”Er I blevet opdaget af andre, Leosin?” spurgte hun, allerede små grinende, noget der desværre passede lidt for godt til grinet hun også kunne se Fabian havde henne i sengen. ”Måske et værelse med en lås kunne sørge for at det ikke sker?” tilbød hun, velvidende om at Aldamars værelse havde en lås. Primært fordi hun havde prøvet at gå ind af den dør, og så fundet ud af at hun ikke kunne, til hendes store skuffelse. Men så var der i det mindste styr på Dina og Hallie, og at de ikke kom i nærheden af hinanden. 

Fabian lænede sig op i kysset, stadig lidt smågrinende, men lod ellers fyrstesønnen kravle ned af hans skød, dog med en sidste berøring mod lænden. Ej, hvor ville han gerne have forsat bare lidt endnu. Det ødelagde dog ikke det gode humør, og måske var det godt at de lige blev mindet om at teknisk set kunne enhver have kommet ind og set dem. Måske en dag ville det være lige meget. Hans øjne gled over på Aldamar, et lille smil i mundvigen. Hvornår var han blevet så zalans sentimental og romantisk?!

Han hev skjorten lidt bedre op, og begyndte at knappe den igen, så han ikke sad i halvbar overkrop overfor prinsessen han nu delte rum med. Hvor havde tiderne ændret sig.
Hun skar dog også lige igennem Aldamars forsøg på at ændre samtale emnet, og han kunne bare ikke holde grinet væk, selvom han for nu overlod samtalen til Aldamar, mens han selv fik sat sig tilrette i sengen igen. Heldigvis virkede hovedpinen efterhånden til at være ulmet en del. Ikke at han havde bemærket den da han havde haft armene fyldt med en prins. 

Oh... i et fatalt sekund havde han glemt at Arya selvfølgelig ikke havde fået den detalje med, og hans lille fejltagelse fik nu sine konsekvenser. Det betød dog ikke at hun behøvede at vide at det var mor der have afsløret dem, og med et lille fnys himlede de blå øjne, førhen at han begyndte at knappe sin egen skjorte op også. 
Han var dog ikke kedelig nok til ikke at kunne se det sjove i det, og nu hvor at hun alligevel var her, var det svært at være decideret afvisende, eller på anden vis lade den første fornemmelse i hans krop, glide ud imellem fingrene grundet en så fjollet ting som stolthed. Hun havde trods alt aldrig været spydig omkring det, og en eller anden dag, ville Aldamar nok værdsætte at hun faktisk blandede sig. Hun var jo bare nysgerrig.  

Aldamar smilede derpå en anelse opgivende, og nikkede 'modvilligt. "Nu ikke så bagklog! De fleste her i huset har manerer og pli nok til at lade værd med at brase ind" Kom det med et lille bestemt nik fra ham, og han kastede et stjålent blik imod den forbandede dør, men lod det hurtigt finde vej tilbage til Arya. "Og bare vent til det en dag bliver dig. Selvom jeg..." blikket gled en anelse ned over hendes fine skikkelse i sin fine adelige kjole, og Aldamar smilede en anelse mere drillende. "... helst foretrækker ikke at gøre dig kunsten efter" han havde intet behov for at vade ind på Arya og hendes fremtidige ægtemand. Specielt ikke hvis de få rygter han havde opfanget havde et gram af sandhed i sig, og det måske blev en ganske nær ven, der endte med at dele seng med hans søster. 
Fristelsen til at rykke nærmere Fabian var kun lige akkurat lagt på køl, da fornemmelsen af ham stadigvæk sad lidt for godt i fingrene. Men lidt mådehold havde man dog.

Der var ikke på mange punkter at Arya var specielt genert mere. De fleste af tingene var ligeså stille gledet ud i sandet, da hun havde opdaget sin passion for erotiske noveller, og havde fundet nogen at snakke om dem med. Dog havde hun aldrig set sig selv eller forstillet sig i sådan en position, og derfor kom der alligevel lidt røde kinder op. Tænk hvis hendes egen bror fandt hende i sådan en position. Ej, det var mere end hun kunne klare, også selvom hun nogle gange havde lidt svært ved at være den søde lille pige i familien.
”At du kan foreslå det,” udbrød hun, men til trods for at kinderne var røde, og smilet kort var forsvundet af overraskelse, så var det tilbage, og med en let tone.
Dog var der også den lidt mere centrale del af at hun ikke forventede at det skete. Hun havde aldrig haft lyst til at lægge med en anden. Hun havde hørt sine veninder snakke om det, men aldrig rigtig selv oplevet den. Hun skulle nok kunne klare at være der til at skabe arvinger, men mere end det virkede unødvendigt.

”Men det er ikke engang sikkert at vi bor sammen, når det bliver tid, jeg har trods alt ikke planer om at ligge med nogen udenfor ægteskabet,” sagde hun drillende, og kiggede mod Fabian. Ville han ikke skulle rejse langt når Aldamar boede i Zircon? Det føltes dog ikke som en ting hun kunne få lov til at spørge om, men mon... hun ikke skulle høre Aldamar senere. Det var alligevel noget af en distance, med mindre han tog sin 'ven' med derned. 

Det var ikke tit at Fabian fik lov til at være omkring et søskendepar, og selv så han ikke sine søskende særlig meget. Sif var nok det nærmeste han ville komme for det, og der var tingene nok stadig lidt svære. Det var dog opløftende, og han havde svært ved at brokke sig over at Arya var her og forstyrrede dem, også selvom han ikke havde Aldamar at røre ved mere, selvom han nok godt kunne slippe afsted med det.

Smilet blev på sine læber, men han fik dog aldrig rigtig indført et ord, eller rørt Aldamar, da Arya pointerede at det ikke var sikkert at de boede sammen når hun endelig blev gift. Han kiggede lidt mellem dem, selvom smilet falmede lidt. Hvad? Skulle hun ikke blive boende? ”Hvorfor det?” spurgte han, dog stadig i et forsøg på at holde tonen let, og mest fordi han var forvirret. Det var dog heller ikke Arya der primært fik blikket, men derimod Aldamar. Det var nok primært ham der kunne svare på det, og som han ville have til at svare på det.
De havde aldrig rigtig talt om at Aldamar faktisk skulle flytte, selvom det dæmrede noget, som havde de været inde på emnet bare ena nelse. Han havde dog aldrig regnet med at det ville blive så snart. 

Ah, så lidt generthed var der trods alt, Aldamar betragtede med et tavst lille smil hvordan at lige dét billede skød blodet op i de lyse kinder, og han lænede sig lidt mere afslappet tilbage, endnu engang med hænderne som støtte bagved sig imod madrassen, for at han ikke skulle sidde og anstrenge sig for at være her. 
At han kunne foreslå det? Det var ikke så meget et forslag som en lille 'nu skal du passe på hvad du siger', selvom han ganske ligesom hende, havde sine tvivl. 
Mange kvinder var ikke sammen med andre, førhen den store nat... havde han hørt. Om det var grundet frygten for at blive gravid eller den generelle stigmatisering han havde set rundt omkring.. det kunne han dog ikke sætte en bestemt finger på; det forekom dobbeltmoralsk at Adena ikke måtte have været sammen med nogle før ham. 
I hvert fald bare indtil de var gift...

Aldamar grinte derfor en anelse for sig selv som svar, og nikkede derpå. Nej, det var meget sandsynligt at de ikke boede sammen, og... 
Fabian's stemme brød ind i hans tanker, og overrasket kiggede han tilbage på ham, da han spurgte hvorfor det. Aldamar's øjne blev en anelse forlegne på sin søsters vegne - man spurgte da ikke en dame om hvorfor hun ikke lå med andre udenfor ægteskabet, og tøvende flakkede hans blik imod Arya, førhen at den ene hånd eftertænksomt kløede hovedbunden. "Joh, eh... det er et godt spørgsmål - " Aldamar var dog ikke sen til at tage en mulighed, og kiggede efter sin momentære forlegenhed, mere  drilskt på Arya. " - jah hvorfor ikke ligge med en anden? De hellige løfter?" 
Ikke at hun behøvede at svarer, men! Han var skam ikke den eneste der var sat op til spørgsmål, når hun blandede sig - så gik det også den anden vej rundt, og hun ville blive stillet nogle spørgsmål af den ublufærdige mand Aldamar havde fundet. 

Det var ikke gået op for ham, at han spurgte ind til hvorfor de ikke boede sammen, til den tid.