Fabian burde have vidst det, men det var svært at holde skuffelsen helt af ansigtet, som nej'et forlod Aldamars mund, og det var klart at had Aldamar havde sagt tidligere stadig holdt. Lidt havde Fabian håbet på at Aldamar ville have haft det lidt mere løst med det, nu når de var i gang, men adelige havde standarder, og selv blot for Fabian at tage hånd om Aldamars problem, var nok for tæt på sex, til at han ville acceptere det.

Det var dog hurtigt at Fabian forsøgte at maskere skuffelsen, men et drillende smil, selvom han kunne mærke hvordan hans krop stadig pulserede med ubrugt lyst og energi. Der var dog intet han kunne gøre ved det. Et nej var desværre et nej, uanset hvor meget Aldamars krop måske viste noget andet end hans hoved.
”Du bliver min død,” hviskede Fabian, lidt åndeløst, før han kørte en hånd længere op af hans ryg for at skubbe Aldamar lidt frem og fange hans læber i endnu et kys. Hvis han ikke måtte få hvad han virkelig ønskede, så måtte han jo tage noget der var næsten ligeså godt, selvom det virkelig havde en tendens til at opstemme ham blot fra de blive berøringer.

Med så tæt de sad, så var Fabian også sikker på at Aldamar måtte kunne mærke hvordan Fabians eget hjerte gik helt amok.

Skuffelsen vidste han ikke helt hvad han skulle gøre med, andet end at smile en anelse mere og villigt lade sig skubbe frem af hånden imod hans ryg. De hviskende ord fik adelsmanden til at ryste en anelse på hovedet, men ikke fordi at han tvivlede på det som sådan. Nej, Fabian vidste det og blev alligevel ved; han kunne ikke andet end at beundre det. 
"Mmmh... måske..." mumlede han med latter i kanten af sin stemmer, inden at Aldamar's buede læber mødte hans, og øjnene lukkedes i et smilende suk. Idet at han lænede sig frem, lænede Aldamar sig  ind imod Fabian - så langt som han kunne komme... han ville bare gerne nærmere, føle mere, være omkring mere. Han kunne næsten ikke komme tættere på ham, sådan som han vinklede hånden imod hans nakke, og med den pulserende varme fra hans krop, havde tøjet ikke en chance for at skjule den hjertebankende forventning der hvilede i og over den blonde mand. 

Og igen, skuffelsen havde været til at se så tydelig at det næsten havde føltes pinligt et eller andet sted, for Aldamar. Og selvom han gerne ville erstatte den med noget andet, vidste han ikke hvad det skulle være. Så Aldamar kyssede ham i stedet blidt. Prøvede med en rolig hånd at stryge ham langs ryggen, og lagde ikke skjul på hvor fantastisk hans nærvær føltes for den unge aldessøn; prøvede at møde det savn han også sansede i ham. 

Det var nok meget heldigt at Aldamar ikke havde set Fabian omkring andre kunder, for så ville han nok opdage hvor stor forskel der egentlig var på Fabian når han var sammen med Aldamar, frem for de andre. Det var ikke så markant en forskel at Fabian selv var bevidst om den, men for dem omkring ham, så var det nemmere at spotte med det blotte øje. Aldamar sugede bare Fabian ind, som ingen anden havde været i stand til at gøre indtil videre.

Fabian var lidt overrasket over hvor blidt Aldamar gjorde det, men han var hurtig til selv at sætte tempoet ned. Hvis det ikke var meningen at noget skulle ske, så ville det her nok være bedre. Det gjorde det dog næsten blot værre med Fabians hjerte, eller det føltes værre, fordi Fabian så kunne blive mere opmærksom om sin egen krop og ikke bare køre på instinkt.
Den primære fordel var dog at Fabian nu også kunne mærke Aldamar tæt på sig, som han havde presset sig tættere på. Det var svært at bedømme hvilket hjerteslag der hørte til hvem, men Fabian kunne mærke det mod sit bryst og den rolige strygning ned langs ryggen var behagelig, dog ikke nok. Der var ikke nok bar hud mod hinanden.

Som Fabians hjerteslag begyndte at falde bare lidt, sammen med tempoet, trak han sig også lidt tilbage, kun med hovedet, for at få lidt luft. Selvom luften stadig var kold omkring dem, så var han dog meget varm. For en gangs skyld vidste han ikke rigtig hvad han skulle sige, og det nemmeste ville nok være bare at dykke tilbage ind og kysse Aldamar, men i stedet for kiggede han blot med sine blå-grønne øjne ind i Aldamar. Et ulæseligt udtryk i hans ansigt, selvom man næsten kunne forveksle det med hengivenhed, hvis man skulle vælge noget. 

Da tempoet blev sat ned, var det med et nydende suk at Aldamar's anden hånd nussende fandt vej op over skulderen igen, og lod dens rolige cirkler være hvad der primært satte tempoet an for dem begge. Han havde egentlig  ikke helt forventet at det virkede - nogle gange kunne man se hvordan den blonde mand helt selv kørte sit eget form for show - men man kunne sagtens overraskes. Fordi hjerterytmen faldt, åndedrattet blev roligere. Aldamar følte ikke nattekulden der havde sænket sig omkring dem i omfavnelsen med Fabian - han følte ikke engang hvor hurtigt tiden var gået, selvom natten talte sit for at minde dem om at det faktisk var sent. Meget sent.
Fyrstesønnen vidste at han snart skulle hjemad, men det var svært at abstrehere fra noget andet end personen foran ham.

Da han trak sig, kunne man af erfaring forvente en eller anden kæk kommentar om hvor kontaktsøgende Aldamar lige nu var, eller en drillende bemærkning om hans utroligt uglede hår - det var også lidt af en royal skandale i sig selv. Men ingen af delene kom, og tavst mødte Aldamar hans blå-grønne øjne; ikke helt i stand til at sætte ord på hvad han så derinde.
Det holdt ham dog ikke fra at studere det, og armene foldede sig omkring hans nakke idet at Aldamar åbnede munden... og lukkede den igen. Han følte at han ville ødelægge et eller andet, hvis han talte lige nu, fordi hvad var der egentlig at sige? Han var begyndt at holde foruroligende meget af Fabian's selskab; især når han kiggede sådan på ham, som han gjorde lige nu. Det var svært at se andet foran sig. 

Udmattet over aftenen, men også en anelse summende over de intense øjne, lukkede Aldamar kortvarigt sine egne blå, og lænede panden imod hans skulder med en tilfreds men rolig brummen. Næsten taknemmelig i sin dybe tone. 

Hvor Aldamar måske havde noget han skulle nå, der var Fabian mere fri. Han havde sat natten af til Aldamar, men hvis Aldamar ville skilles veje med ham tidligere, så ville han acceptere det, for det var ikke ham der var den travle af de to af dem. Det ville dog blot være endnu en skuffelse at lægge oven på aftenen.
Han var dog også klar over at selvom han selv havde haft en forventning om hvad der ville ske, så var det ikke nødvendigvis den samme forventning som Aldamar havde haft. Deres aften havde også ændret sig markant fra da de sad på kroen, selvom de lidt havde nået til det samme udgangspunkt, inden de klamme mænd havde stirret på dem.

Stilheden strakte sig mellem dem, men den var ikke akavet eller mærkelig. Den var der bare, og det føltes lidt som om at der var noget usagt mellem dem, uden Fabian helt vidste hvad det var det måtte være. Det føltes bare som noget mere.
Et smil gled over hans læber som Aldamar lænede sin pande mod skulderen. Han tog en af sine hænder, og viklede den ud fra under Aldamars trøje, for at række hen og skubbe lidt hår af vejen for Aldamar, mens den anden arm blot holdt lidt mere fast på Aldamar. Han brød dog ikke stilheden endnu.

Tilgengæld var hans ben begyndt at blive ømme. Aldamar havde brugt en del tid oven på ham, uden at skifte vægten særlig meget, og det var Fabian begyndt at kunne mærke, og der var ikke ligefrem nogen diskret måde at forsøge at få lidt blod til benene igen, selvom han prøvede.

En fornøjet brummen forlod Aldamar, da han mærkede edn forsigtig hånd stryge noget af alt det sorte hår væk.  Måned panden imod Fabian's skulder, var det noget utroligt beroligende ved den lille gestus, og førhen han vidste af det, jah der drejede Aldamar hovedet en anelse, for med endnu et lille suk at plante et kys på tags hals. Det fortsatte forsigtig op imod hans kæbe, indtil at han følte en lille bevægelse under sig.  Oh? 
Man kunne roligt sige, at han for en stund havde glemt lige præcis hvor længe han havde siddet sådan her. Om det var 10 minutter, 20 minutter ellert måske endda helt oppe ved 30? I hvert fald længe nok til at et tegn på ubehag i benene, blev samlet op af Aldamar, det som reaktion kortvarigt så en anelse forskrækket ud. Gjorde det ondt? 

"Shit, undskyld Fabian" mumlede han en anelse urolig over ikke at have taget hensyn,  og placerede sine støvler på jorden igen med en svag klikken af såler imod sten. "Det var ikke med vilje" forsatte han, og gjorde antræk til at fjerne sig,  hvis det ville være rarest for Fabian.  
Han burde have mere opmærksomhed på tiden, men en selvisk del af ham - en selviskhed som syntes at blive dyrket mere og mere omkring den blonde mand - blev ved med at minde ham om at han sagtens kunne strække den lidt.
Det var langt til næste torsdag...

Det var en lille gestus fra Aldamars side af, og selvom den burde snakke til en lidt anden del af Fabian, så lænede han blot hovedet lidt til siden og nød det. Selvom de halvdøde ben nu alligevel var en smule distraherende, hvilket Aldamar desværre også opdagede. Hvis Fabian bare lige kunne have strukket dem lidt mere, så var han sikker på at det nok skulle gå men når det først var opdaget... ja, så var der ikke så meget at gøre ved det.

”Det er okay,” sagde Fabian, selvom han pludselig kunne mærke sine ben, da Aldamar begyndte at gøre antræk til at flytte sig. Det havde ellers været behageligt at sidde med ham, desværre var kroppen bare noget man skulle tage hensyn til. Hvilket desværre også var derfor Fabian ikke prøvede at stoppe Aldamar i at rejse sig.
Han trak i hvert fald sine hænder til sig, men lagde i stedet for en arm hen over bænkens ryglæn, en tydelig opfodring til at Aldamar dermed kunne sætte sig ved siden af ham, og så kunne de sagtens forsætte hvad de havde startet. ”Jeg skal bare have lidt blod tilbage i mine ben, så kan du godt komme op igen,” tilføjede han og strakte lidt sine ben. Det var nok meget godt at de ikke vidste hvor lang tid Aldamar realt havde siddet på skødet. 

Med hvad der mindede om modvilje fik Aldamar af Arys rejst sig, og svingede det ene ben af Fabian, så han kunne dumpe ned ved siden af ham. Bænken var kold og hård i forhold til det lune sæde den blonde mand havde været, og en lidt misfornøjet trækning fik ham til at læne sig søgende op af ham. 
Hvis nogle kom gående forbi, ville de næppe genkende arys prinsen, alene ud fra det faktum at han lå - eller måske nærmere lænede sig - som han gjorde.  Almindeligvis, jah så gjorde han sig ikke i de tætte omfavnelser, men af og til kom det skam. 
"Mmmmh, det kunne godt være jeg skulle holde dig op på det tilbud" kom det smilende fra Aldamar, hvis blå øjne gled til siden selvom hovedet var vendt fremad. ""Hvis jeg da ikke vejer for meget" tilføjede han med et lille, leende smil. Selvom man næppe kunne kalde Aldamar tyk, var han bestemt ikke slank. Eller tynd for den sags skyld. Ikke udover ansigtet, det uden skægget nok godt kunne fremstå en anelse skarpt og kantet. Men selv det betød ikke det store, da han ikke ligefrem havde haft de store grunde til at gøre noget ud af sin fysik. Men af flere grunde kunne han nu fristes til det - en tanke der på det seneste var begyndt at fylde mere og mere. 

Fabian var hurtig til at lægge armen godt om Aldamar. Han kunne selv mærke på skødet, at den kølige luft ikke ligefrem var at foretrække, men det hjalp lidt med en person ved sin side, især en der sad så tæt som de gjorde. Selvom Aldamar måske ikke var meget for tætte omfavnelser, så havde det ikke ligefrem virket som et problem mellem de to af dem. Det var også nemt at slå barrierne ned, når den anden part alligevel virkede ret villig.

”Du skal være velkommen,” sagde han, med et kæmpe smil på læberne. Hvis det var der Aldamar fandt bekvemt, så ville Fabian i den grad gøre hvad han kunne for at Aldamar kunne sidde der, også selvom ha ikke var den tyndeste. Han var næppe den tykkeste Fabian havde været med, men han kunne alligevel godt mærke forskellen på når det var en som Liliana, og så Aldamar. Man måtte også spise lidt godt når man var fyrstesøn. Selvom man også skulle tro at Liliana havde mere fedt på benene, men hun var en meget lille dame. ”Og det gør du ikke... sagde jeg ikke at jeg sagtens kunne have løbet med dig i mine arme?” spurgte Fabian drillende. Det var rigtig nok at han havde sagt det, selvom han nok ikke kunne i sidste ende. Vægten på hans ben var dog nem at forholde sig til, og det var mere fordi Aldamar havde siddet stille på ham i en længere periode, at blodtilførslen lidt var stoppet.

”Men det var absolut ikke min mening at vi skulle stoppe med hvad vi havde gang i,” kom det lidt mere mumlende fra Fabian, og han begyndte at stryge Aldamars sorte krøller lidt væk fra ansigtet igen. 

Et mistænksomt blik blev sendt imod Fabian, der atter hævdede at han da sagtens havde kunne løbe afsted med Aldamar i sine arme. Selvom en lille del af ham godt kunne se det være realistisk - Fabian var en stærk mand, ingen tvivl om det, jah så tvivlede han stadigvæk. Dog ikke nok til at modsige ham, men valgte derimod at lade blikket tale for sig selv. Det måtte han så bevise en dag, nu hvor det atter blev nævnt.
Fokus skiftede dog fra mistænksomt til opmærksomt da han mumlende drejede sig en anelse imod ham, og Aldamar lænede sig tilfreds tilbage imod armen som nogle af de sorte krøller blev fjernet fra hans ansigt, og lukkede øjnene. "Nej?" kom det spørgende fra Aldamar, selvom det nok nærmere var en konstatering.

Armen tættest på Fabian listede sig ind bagved ryggen, hvor at hånden med rolige bevægelser, kørte neglene en henover stoffet på hans ryg, i en lidt mere kløende form for nussen. De blå øjne åbnedes samtidigt igen, imens den anden hånd fandt frem til hans lår, der heldigvis var ved at leve op igen.
"Hvad var så din mening?" smilede han, men holdt sig med en drillende energi omkring sig, en anelse på afstand af hans fine ansigt, bare for at se hvad han så ville gøre. Eller sige, for den sags skyld. 

Fabian håbede at han aldrig nogensinde skulle bevise at han kunne løbe med Aldamar i armene. Det betød nemlig at Aldamar endelig ville have en ordentlig grund til at grine af Fabian, og Fabian foretrak lidt at at han havde magten, på sin vis, mellem de to af dem. Aldamar måtte godt dominere og kontrollere det seksuelle, men lidt stolthed havde man vel som en mand. Især en mand der måske var lidt mere flabet end hvad godt var.

Selvfølgelig var Aldamar også tilbage til at drille ham, nu når stilheden ikke herskede over dem mere, hvilket blot fik Fabian selv til at få et mere drillende blik i øjnene. Der var nok en grund til at samtalerne så ofte flød med lethed mellem de to af dem.
”Min mening var ikke at dræbe mine ben. Du ved, de skal bruges igen, og selvom jeg kan meget, så kan jeg ikke gro nye ben,” sagde han grinende, og lænede hovedet lidt længere ind mod Aldamar. Ikke for at få et kys, selvom han ikke ville sige nej, men blot for at mindske afstanden. Jo mere han kunne være i Aldamars bobbel, jo bedre var det. Fabian gik trods alt ikke ind for at holde afstand med dem der købte ham, og da slet ikke nogen der var interessant som Aldamar.

Aldamar's blik gled ned på de heldigvis ikke dræbte ben, og med et lille smil gav han låret hans hånd hvilede på et enkelt klem. Det ville måske gøre ham en anelse ukomfortabel hvis Fabian havde evnen til at regenerere sine legemsdele, og selvom det var en evne som Aldamar i sine yngre dage ofte havde fundet spændende, var det primært når evnen tilfaldt krybdyr. Mennesker burde ikke kunne det. 

"Mmmmh... du ville ikke se ligeså godt ud benløs, det kan der være noget om" gled det over hans læber, og Aldamar lod en varm hånd vandre op af låret, op over maven og fjernede til sidst nogle af de blonder lokker der havde lagt sig over hans pande. "Selvom du selvfølgelig nok ville være mere medgørlig, når du ikke selv bestemmer hvor og hvor hurtigt du kan gå omkring" en eftertænksom tone, som overvejede han virkelig at det kunne være en fordel.
Udseendet eller føjelighed - hvad var egentlig bedst?

Et svar der slet ikke skulle overvejes, og med et glimt i øjet lod fyrstesønnen hånden svæve en anelse omkring ham, inden at han knyttede den og lod den sidde omkring Fabian's stadigvæk semi-åbne skjorteåbning, bare for at have et eller andet sted at placere den. 

Det ville være en praktisk evne, men nu kom Fabian ikke ligefrem ud for situationer hvor han havde behov for det. Han kunne nu også meget godt lide sine nuværende ben, især som Aldamar klemte lidt om det ene. Det sendte i hvert fald en summen igennem han krop, og han kiggede med smilende øjne på Aldamar.

”Ja ikke, benene er en del af charmen,” kom det kækt tilbage og strakte også lige sine ene ben for at vise det. Det var egentlig ikke fordi at han nødvendigvis havde bedre ben end så mange andre. Desuden var de ofte gemt bag bukser, der måske godt kunne have siddet lidt strammere.
Til trods for den kække tone, så gik der dog alligevel lidt af et sug igennem ham, som hånden vandrede, selvom han godt vidste at den ikke var på uanstændig vandretur.
Dog var de næste sætninger nok til at Fabian lige hev lidt i Aldamars skulder, godt nok mod sig selv. ”Er det virkelig det du tror?” udbrød han med smalle øjne, selvom smilet og den drillende tone ikke var at skjule. ”Så ville jeg da bare stille højere krav til dig, og så var det pludselig ikke mig der skulle bære på dig, men omvendt!” Og hvis Fabian skulle være helt ærlig, så var han ret sikker på at Aldamar ikke kunne bære ham. 

Aldamar udbrød en lille latter idet at Fabian fik grebet fat om hans skulder og med glimtende øjne nikkede han hurtigt, ingen rigtig pause fulgte med, da det ikke var noget han skulle tænke over. Måske var det virkelig det han troede? Hvis det var, så var han dårlig til at se særlig overbevisende ud, hvad det angik.
"Pff, højere krav?" mumlede han med en leende skepsis i stemmen, og Aldamar's hånd viftede afværgende en smule foran ham. Han havde ikke oplevet Fabian stille særlig mange krav endnu, hvis han da overhovedet havde stillet nogle overhovedet - det var lidt svært for Aldamar selv at definere. Så højere krav lød nærmest mere spændende en afskrækkende, hvilket var hvad der fik en nysgerrig glød til at følge med den påtagede skepsis i stemmen, og Aldamar lod den viftende hånd falde ned på hans knæ, for at nusse det i stedet. Måske en anelse insisterende efter et svar, da han endelig talte.

"Og hvad ville det så være? Du virker ikke som en person med mange krav" pointerede den mørkhårede adelsmand, der bestemt ikke fandt det særlig negativt. Tværtimod, så var det forunderligt for Aldamar, at se hvordan han nogle gange syntes at... bare glide med strømmen eller stemningen han befandt sig i; en evne man nemt kunne misunde selvom han ikke var villig til at prøve at gøre det, selv. 

Krav fulgte bare lidt med hans livsstil. Eller, havde i hvert fald fulgt med indtil nu, han vidste ikke om det nødvendigvis var en selvfølge, selvom det føltes sådan. 

Det ville også være underligt at Fabian som skøge begyndte at stille krav til ham der købte ham for natten. Det var noget Fabian havde lært meget hurtigt, og med tiden var han begyndt at kunne lide det, og han var faktisk ikke sikker på at han ville vide hvad han skulle gøre, hvis han pludselig skulle stille krav. Det ville føles mærkeligt, for han var ikke vant til at det faktisk handlede om ham selv.

Fabian placerede sin hånd på Aldamars hånd, der var knæet, og kiggede ham overvejende ind i øjnene. ”Vil du da gerne have at jeg stiller flere krav?” spurgte han drillende. Han kunne da godt finde på nogle absurde, men det lå ham ikke ligeså naturligt, ikke mere i hvert fald. Hvad kunne han overhoved stille af krav? Han begyndte allerede at prøve at lede sit hoved igennem for idéer, for det opfølgende spørgsmål kom nok snart, især med den måde Aldamar kiggede på ham og hvordan spørgsmålet egentig havde handlet om hvad det ville være.
Hvis det gik helt galt, så var Aldamar heldigvis ikke så svært at distrahere, men Fabian havde endnu ikke haft en samtale med Aldamar, der kunne have været interessant nok til ikke blot at lade sig distrahere af et kys eller en berøring.... udover deres skænderier. 

En drillende tone men et overvejende glimt i de blå-grønne øjne, Fabian formåede faktisk at snige sig uden om spørgsmålet, og Aldamar fik lidt en fornemmelse af at det ikke var første gang det var sket. Hvorvidt det var fordi, at han specifikt havde spurgt ind til Fabian's præferencer personligt, og Fabian så talte uden om, eller om det var fordi at han bare hellere ville vide noget om Aldamar - det kunne han ikke sige. Men Aldamar's øjne blev en anelse smallere, idet at han med et halvmuntert smil rystede på hovedet. Det var ikke hvad han havde spurgt om. 
"Jeg... jeg ville ønske det, nogle gange..." kom det alligevel med et kort smil, og Aldamar greb hånden han havde lagt over sin egen. "Det ville undre mig hvis du slet ingen havde" tilføjede han en anelse eftertænksomt, men rystede derefter hurtigt på hovedet. Fordi det var ikke hvad han havde spurgt om, og adelsmanden flettede sine fingre omkring Fabian's, med en enkelt tommelfingre til fraværende at nusse håndryggen. Og grinede.

"Og apropo 'mig'... stop med at dreje samtalerne over på mig" kom det småleende fra ham, da han ikke kunne lade værd med at føle det var med vilje; han ville også gerne snakke om andre end sig selv, lige meget hvad han ellers kunne udtrykke, en gang imellem.
Faktisk, ville han meget gerne.... bare vide sådan nogle ting om andre. 

De fleste lagde ikke mærke til det når man forsøgte at ændre fokus på den måde. Langt de fleste elskede at tale mere om sig selv end faktisk at lytte til andre, og Fabian var vant til det. Det gjorde at tingene ikke blev for personlige, men han havde da også en interesse i at kende til Aldamars præferencer og hvad der foregik i hovedet. Han var lidt af et mysterium, for han var meget ulig de andre Fabian ellers havde lært at kende.

Et snert af overraskelse kom over Fabians ansigt, ved det Aldamar faktisk indrømmede det, på en næsten blid måde. Han kiggede ind i Aldamar, mens han selv legede med Aldamars hånd, som Aldamar gjorde, og endte med at spejle hvad Aldamar gjorde, med et nusse hånden med tommelfingeren.

Dog fik han ikke noget ud, inden Aldamar pointerede at Fabian skulle stoppe med at dreje emnet væk fra sig selv og over mod Aldamar. Et lille grin undslap ham. ”Kan du ikke lide at snakke om dig selv?” spurgte han drillende, før han rystede på hovedet. ”Krav er ikke noget der lægger til mig.” Især ikke i en situation som denne. ”Men jeg har da mine præferencer,” indrømmede han, selvom Aldamar nok ville falde ned af bænken hvis han hørte om dem. Folk kiggede altid mærkeligt på ham, når han fortalte om det, især i kredse der ikke ligefrem så de store lidt dyriske racer som noget værd at snakke med, og da slet ikke at være sammen med. 

Det var ingen hemmelighed at Aldamar - som så mange andre adelige, næppe fandt det helt forkert at tale om sig selv, sin familie, sin slægt eller sine bedrifter. Opmærksomheden der fulgte med, jah den talte til et blødt sted i mandens til tider selvfede arrogance, og det var et udemærket trick at bruge hvis man ville henlede hans interesse til noget andet. Fabian havde måske bare gjort det lidt for ofte, til at Aldamar ikke længere bare forsatte ud af samme tangent. Det, eller også var hans nysgerrighed omkring ham kun blevet større, hvilket betød at høflige spørgsmål nok var mere oprigtige i deres spørgende del, end man skulle tro.
Det var ikke længere bare en samtale for Aldamar, der faktisk prøvede at finde ud af nogle nye ting om den blonde mand, hver gang han så ham. At han så ofte ikke engang behøvede at spørge, men nogle gange kunne nøjes med at observere, se det var en anden ting. Fyrstesønnen smilede en anelse triumferende da han valgte at svare.
"Joh da, jeg elsker at tale om mig selv" lo han sagte, og måtte nikke en anelse overvejende, da han nævnte at krav ikke lå til ham. Fordi hvad gjorde så?

Adelsmandens nysgerrighed trak nådesløst i ham ved den bemærkning, og Aldamar's nussen stoppede kortvarigt. "Hvilke præferencer?" kom det selvfølgelig fra ham, da man ikke bare kunne sige sådan noget, uden at uddybe. Det ville være ligesom at han sagde; han godt kunne li' bøger, uden at specificere hvilke - der var alt for mange 'præferencer' at holde det op imod! Næsten umærkeligt rykkede Aldamar dertil tættere på, som at hvis han kom tættere på, så ville Fabian være mere tilbøjelig til at dele ud af sine hemmeligheder. 
Det var sjældent sådan det fungerede, men man kunne vel håbe. 

Det var nemt at lade som om at man kendte den anden, når man han havde været sammen med personen i længere tid. Derfor var der masser af kunder der 'kendte' Fabian, til trods for at de intet egentlig kendte til ham. Det var bare ikke nogen grund til at dele personlige oplysninger når man kunne undgå det, desværre virkede det til at Aldamar nu havde sat sig for at han i hvert fald ville kende lidt på Fabians præferencer.
Det var ikke fordi at Fabian nødvendigvis havde et problem med at nævne sine præferencer, men han var godt klar over at Aldamar næppe ville kunne forstå det. For ikke at nævne at sidste gang Fabian havde talt om det, der var det maskeret i dril, så han var ret sikker på at Aldamar ikke havde opsnappet det.

Som Aldamar bare rykkede sig nærmere, sørgerede Fabian også bare for at gøre at hans greb var mere om Aldamar, så de blev presset lidt tættere sammen, og det ville egentlig ikke være helt nemt hvis Aldamar pludselig ville væk.
Han overvejede et kort øjeblik hvordan han skulle formulere det, men ellers så begyndte han, siden han næppe ville kunne komme ud af det. ”Jeg kan godt lide når det er lidt sjovt og spændende. Gerne lidt groft.” Okay nogle gange meget groft, hvis det var det han var i humør til. ”Om jeg er den der modtager eller giver, er egentlig lige meget for mig.” Han kiggede afventede på Aldamar, da han ikke var helt sikker på hvordan prinsen egentlig ville reagere. 

Et lille sus gik igennem den mørkhårede mand, da han følte et lidt stærkere greb holde ham mere fast, hvilket han ikke gjorde noget for at stoppe. Både fordi at han brød sig om det faste greb men også fordi det var ikke ofte han følte Fabian markere særlig meget - han var en ret så flydende personlighed ifølge Arys prinsen - og derfor var det et lidt overrasket øjenbryn der røg i vejret, da han brugte ordet 'groft'. Hvad skulle 'lidt groft' mene, kunne han li' at blive... kastet rundt? Aldamar's bryn blev tænkende knebet mere sammen imens han vendte informationen i hovedet. Groft som i negle? Hans referenceramme var måske en anelse uskyldig til sammenligning med Fabian's egen, men det var ikke ubehag man så hos fyrstesønnen ved den, eller rettere de, ord som der forlod hans mund.
Nok nærmere undren; Aldamar havde aldrig forstået hvorfor omend han havde hørt nogenlunde samme ord hos nogle af sine andre venner og bekendte, når snakken faldt på damerne i Dianthos. Og undrende som han var af natur, bød det ham at grave videre; han måtte vide mere. Og for at være ærlig, så var Aldamar alt andet end grov at være omkring eller røre ved, så det hang ikke sammen, gjorde det?

Aldamar's nussen begyndte igen imens at han tænkte. "Spændende?" gentog han, og kiggede kort ned af hans bryst - som om at definationen på spændende ville stå malet på hans skjorte. Det gjorde den ikke.
"Så du kan godt li... det uventede?" kom det tøvende fra ham da han kiggede op, øjne interesserede.

Selv kunne han da godt forstå at det kunne være spændende ikke at... jah, vide hvad den anden ville gøre, eller lagde op til. Men et eller andet sted, så var et nok en forkert version af spændende Aldamar umiddelbart havde fat i,