Spyddet havde næsten givet hende et hjertestop, da det pludselig borede sig ned i gulvet lige ved siden af hende. Det var ikke bare i nærheden af hende, nej, hun var millimeter fra at blive spiddet af den skarpe spids. Al farve havde straks forsvundet fra hendes ansigt, og hun var da også med det samme stoppet med at bevæge på sig. Fuldkommen paralyseret af chok. Det var ikke engang nødvendigt for spyddet at stikke hende til gulvet i kåben, der ikke engang var ordentligt op hende til at faktisk holde hende fast, for i den tid det tog Onelyas at hale ind på hende, havde hun vitterligt ikke kunne flytte sig ud af flækken.
Det var først da hans store figur faldt ned på knæ foran hende, at hun vendte tilbage. Lige tids nok til at blive revet i håret endnu en gang. Hvor heldigt. Hun ville ende med at blive skaldet, hvis det fortsatte.

Ahra skar straks en smertende grimasse, som hun blev tvunget til at se på ham. Han nød det sikkert. At skabe øjenkontakt med hende, når han snerrede af hende. ”Hvad havde-..Urg!” var det eneste hun nåede at knurre tilbage af ham, før hendes hoved faldt tilbage ned på gulvet, som var det fyldt med bly. Hun vred sig skamfuldt og besejret på gulvet. Ømmede sin krop. Gulvet havde ikke været et blødt underlig at falde så brutalt oven på, hvilket også bare gjorde det endnu mere skræmmende – skræmmende, ikke imponerende – hvordan spyddet var blevet kastet med sådan en styrke, så det havde penetreret det.

Men til trods for at hun nu kendte til, hvor langt den sorte mands evner indenfor spydkast lå, så gjorde hun nu alligevel et forsøg på at komme væk igen. Løftede sig om i armene igen og skulle netop satte en pote i gulvet for at give spring til endnu et løb, men i det samme øjeblik, at hun bøjede et ben faldt hun nærmest sammen igen under et smertestøn. Som forventet var hendes knæ blevet skrabet, men også hendes ene lår var blevet offer for flisernes kanter og blussede rødt.
Det kunne ikke passe! Ikke én eneste gang havde det lykkedes hende at komme væk fra Onelyas. Hver eneste gang var hun mødt af en usynlig mur og blevet sendt direkte tilbage i hænderne på ham. Den ene gang mere ynkeligt tilredt en den anden. Det kunne umuligt være hendes skæbne. Hun nægtede at tro det.

Ahra vejede rigtig nok ikke meget og var sikkert ingen problem for en stærk mand som Onelyas at løfte rundt med, som han ville, men hun gjorde det ikke helt nemt for ham, at bære hende tilbage til værelset. Så snart han havde taget hende i sin favn, havde hun påbegyndt at vride og dreje og skubbe sig fra ham, ligeglad med om hun ville falde hårdt mod gulvet igen. Måden han bar hende var for kærlig. Ikke et match for situationen.
Men hun måtte have gjort det alt for blidt, til trods for at hun ikke mente, at hun havde ladet sin krops ømhed og svien stå i vejen. Hun havde i hvert fald blot bidt smerten i sig denne gang. Og alligevel, før hun vidste af det, blev hun mødt af sengen. Og hun var tilbage i værelset. Igen. Det var altid der hun endte i sidste ende. Som et dyr tilbage i sit bur.

Så snart hun var blev smidt på sengen, satte hun sig ordentligt op i den, for så at kravle bagud. Så langt tilbage – og dermed væk fra Onelyas – som hovedgavlen gjorde det muligt. Kåben var åben og hang låst om hendes nøgne, stadig fugtige krop som intet andet end et sjal. Havde hun ikke været hurtig til at trække den mere omkring sig, ville der fortsat have været fuldt udsyn til hendes kvindelige barm. Ikke at det ville ændre meget. Han havde allerede fået et nogenlunde kendskab til den.

Hun sank besværet og tungt nok til at hun kunne fornemme halsbåndet, der sad stabilt om hendes hals. Havde det blot været et bånd af stof, ville det have været mere behageligt. Forsigtigt bøjede hun sine ben god halvvejs op til sig. Sørgede instinktivt for at klemme sine lår mod hinanden og lukke af for et hvert udsyn, han muligvis kunne have, fra hvor han stod. I hendes hoved var han ikke meget andet end en brunstig mand. Selv i sit raseri.
Lige meget hvor meget hun ønskede at undersøge sine skader, tog hun ikke blikket fra Onelyas. Hun var i forvejen ikke for at efterlade mærker på sin krop. Hun havde altid taget sig af den for at undgå ar. Så det var næsten skamfuldt at have skrabet sig rå på den måde. Ynkeligt. Knæene var værst. De eneste der faktisk havde antydninger til små blødninger, der havde stoppet sig selv ved hurtigt at have dannet skorpe. Men skrabningen af låret var størst og sveg uden tvivl også mest, hvis det skulle komme i kontakt med andet. Stadigvæk intet i forhold til Onelyas’ blødende mund. Forhåbentlig ville han tænke en ekstra gang, når han ønskede at have hende kysse ham.

Ahra kunne ikke skjule, hvor overrasket hun blev, da healeren blev lukket ind på værelse. Hun havde forventet at se en mand af samme afstamning, som alle andre, hun havde set siden hendes ankomst. Topalis. Men denne mand var blegere i huden end hende selv, og han stod derfor i en bizar kontrast. Havde det ikke være fordi, hun havde været en del af slaveindsamlingen, ville det have været så uvirkeligt at støde på en lyshudet i samfundet hernede. Det eneste der fik healeren til at falde ind sammen med de andre mænd i lokalet var hans højde. Hun ville såvel gå så langt til at mene, at han var højere end Onelyas selv. Elver.
Men hvad der overraskede hende mest var lænkerne. De klare tegn på, at han ikke var andet end en lavtstående slave. Hun havde altid forestillet sig, at man som slaveherre ikke ville gå på kompromis med sin healer. Der ville altid være en risiko ved at give en slave ansvaret for ens helbred og tilsyn af skader. Var hævntørsten høj nok, tog det ikke andet end en forkert behandling.

Per automatik pakkede Ahra sig endnu mere ind, for hun havde ikke brug for at blive beskuet af tre mænd i hendes skøgelignende tilstand. Én var mere end nok. Til, hvad hun kunne forestille sig, Onelyas’s fryd forblev hun stum på sin plads på sengen. Hun nøjedes med at observere. Der var et par spydige kommentarer, hun sagtens kunne kaste af sted, nu hvor hendes ’herre’ var i et så sårbar en tilstand, men hun var hverken i humør til at spytte dem ud eller ønskede at gøre meget ekstra opmærksom på sig selv. Det var i forvejen akavet, hver gang ting skete omkring hende, uden hun på nogen måde var involveret – udover at have gjort det nødvendigt for healeren at komme forbi – men samtidig ikke kunne gøre andet end at sidde og se pæn ud.

Hun betragtede, hvordan elveren begyndte sit arbejde og følte noget stramme omkring halsen jo mere det gik op for hende, at Onelyas’ tunge muligt ville være så god som ny inden alt for længe, hvis denne ’mest effektive healer’ var, hvad der blev påstået.
Dog mest af alt betragtede hun selve elveren. Selvom hun ikke ligefrem var påklædt på daværende tidspunkt, så var hun en kontrast til ham som slave. Hendes eneste lænke var omkring hendes hals og holdte hende ikke fast eller begrænset.

Efter lidt tid gled hendes blik videre omkring på værelset. Og hun stivnede. Al blod forsvandt fra hendes ansigt endnu engang. Forhåbentlig sad Onelyas i en vinkel der ikke lagde mærke til, hvor stift hun så mod staven. Det havde været der hele tide?!

Først var det bare selve opmærksomheden rettet mod hende, der fik Ahra til at forskrækket rive blikket væk fra rubinscepteret i frygt for, at hun blev tiltalt fordi, det var blevet opdaget, at hun så lidt for åbenlyst mod et redskab, der nok egentlig ikke måtte ende i hendes hænder, hvis der skulle være håb om, at hun aldrig ville kunne flygte fra tempelsamfundet. Men derefter var det skovelverens valg af ord til at beskrive hende, der rettede det dødbringende blik direkte mod ham. Ingen skulle kalde hende skøge! Og da særligt ikke Onel-..!

Ikke den mindste planlagt snerrende eller knurrende eller hvæsende lyd nåede over hendes læber, før en kniv pludselig havde boret sig ind i den spidsørede healer og erstattede alt andet, der sad klar på stemmebåndet, med et højlydt gisp. Det var sket så pludseligt, at hun ikke havde den mindste anelse om, hvorfor det var sket, før Onelyas åbnede sin mund. Gav hende en smagsprøve på, hvordan hans lappede tunge virkede, som den plejede. Hun havde såret ham, men skaden havde ikke varet længe, hvilket gjorde den… unødvendig.

Med ørene lagt ned med det samme, havde Ahra også per refleks skubbet sig endnu mere op ad sengens hovedgavl og trykket benene bare en smule tættere op til sig. Det spiddende blik, hun før havde givet fra sig, havde ændret sig meget brat til en form for skrækslagenhed og overraskelse. Forskrækkelse, igen, vel og mærket. Øjnene opspilet af chokket. Fluks skiftede hun over til at se mod Onelyas, selveste manden der havde stukket sin egen healer ned – slave eller ej. Og for hvad? For at have kaldt hende hans skøge? I normale omstændigheder ville det nok have placeret ham på den bedre side af ham, men dette var ikke normale omstændigheder. Så det var et skarpt blik der mødte ham, da hun lige så skarpt havde drejet hovedet mod ham. Man skulle tro, at hun var forfærdet over, at han havde været ubehøvlet ladet blod spilde foran hendes øjne.
”Spar hellere på din healers energi i stedet..” Man vidste aldrig, hvornår han skulle bruge elveren igen.

Det var dog ikke lang tid, at Onelyas kunne bade i hendes blik, før hun kort derefter så tilbage mod elveren, og hun blev mindet om slaven, hvis arm var blevet hugget af uden tøven. Var det sådan slaverne herunder blev håndteret? Hun knugede om, hvad end pelsdække, hun kunne knuge fingrene omkring. Og hendes brystkasse afslørede vejrtrækningerne, der opstod af hjertet, der bankede hurtigere end normalt. Hendes tunge virkede tørre end ellers.

Der var kun gået et par dage i det tvungne selskab med Onelyas, men Ahra vidste allerede præcis, hvornår hans øjne lå på hende. Hun kunne mærke det meget skarpere end når andre omkring hende havde kigget i hendes retning. Hun kunne afskille hans blikke så nemt som ingenting. Det gjorde det også sværere for hende at ignorere ham i de øjeblikke, for det var stadig en konstant konflikt mellem at lade ham vide, at hun vidste, at han så på hende og at ikke give ham den tilfredsstillelse ved at anerkende hans tilstedeværelse. Det var frustrerende. Han var frustrerende! Der havde hidtil ikke været ét eneste øjebliks fred fra hverken det ene eller det andet. Og det udmattede hende. Det var sikkert også derfor, at hun havde været uopmærksom og havde væltet midt i sin flygt.

Denne gang havde han vundet hendes rubinrøde øjne tilbage mod sig. Men kun for en kort stund, da hun pludselig fik kastet elveren mod sig, voldsomt nok at det lykkedes at forskrække hende og al opmærksomhed straks var rettet fremad. Uønsket havde hun givet et mildt spjæt fra sig og benene havde trukket sig længere op – minimalt godt nok, men det var nok til at gøre hendes udstråling en del mere lukket af. Selvom hun gjorde alt for ikke at virke påvirket, så var hun tydeligvis lige på kanten. Spændt op som en fjeder.
Og øjnene der mødte hendes hos healeren, havde nær fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Han så ikke for godt ud. Afkræftet men hadet stod tegnet så klart, som når hun så på Onelyas. Den eneste anden faktor var, at hun havde en god grund til dét, mens elvermanden da bestemt ikke havde det! Hun var ikke grunden til, at han var hvor, han var nu. En slave. Hun havde ikke engang været den, der havde ført kniven mellem hans ribben.

Så som den standhaftige kvinde, hun var, veg hun ikke væk fra hans skulende blik. Hun sendte endda bare ét af samme kalibre tilbage til ham, for han skulle ikke skyde skyld over på hende. Hun ønskede ham ingen smerte, specifikt, men samtidig var hun bange for at vise åbenlys medlidenhed med ham. Det ville bare kunne blive endnu en svaghed, som Onelyas potentielt kunne bruge mod hende.
Selvsikkert, som var hun ikke nervøs over, hvad elveren ville kunne finde på, så hun atter tilbage på Onelyas. ”Jeg sætter pris på, at du bekymrer dig sådan om mig, men skrabninger vil hele fint af sig selv. Så længe man ikke rør for meget ved dem,” sagde hun hårdt tilbage. Dette var igen, det eneste hun kunne gøre for at skåne slaven. Halen havde ikke meget frihed, sådan som hun sad lænet godt op ad sengegavlen, men spidsen kunne lige skimmes til at vifte arrigt frem og tilbage. ”Desuden ønsker jeg ikke at en mand lægger sine hænder på mig.” Igen var det ikke problemet her, men hun havde da opfanget, hvordan Onelyas havde det med dét, så det blev mest sagt for at minde ham om, hvad det ville indebære for elveren at bruge sin magi på hende.

Hun drejede hovedet tilbage på elvermanden, før hun afsluttede. Stadig til Onelyas. ”Og hvis du absolut ikke kan dy synet af dem på mig, kan de heles en gang i morgen. Der er ingen garanti for, at han vil kunne gøre et ordentligt stykke arbejde med den tilstand, han er i.”

Til trods for at elverens udstråling havde skreget ’trussel’, så om det stadigvæk som en stor forskrækkelse, da han i sidste ende sprang til angreb. Ahra havde været overbevist om, at han hverken havde energien efter kniven i hans side og brugen af hans evne eller var dum nok til at gøre alvor af hans vrede og hævntørstighed i selskab med både en vagt og Onelyas i et aflukket værelse. Men hun havde også været overbevist om, at hun havde forstået Onelyas’ tankegang, men selv dét havde vist sig at være forkert, for havde hun været rigtig på den, ville hendes ord kunne stikke hårdere i ham, end de havde gjort.

Egentlig var det vagtens opråb der fyldte ud det meste af hendes forskrækkelse og dermed fik gjort hende opmærksom på den livstruende fare, hun pludselig befandt sig i. For et splitsekund før flugt-instinktet satte ind, føltes det som om, at hun blev kvalt, da musklerne i hendes krop havde stivnet op og tvunget luften, hun havde haft i lungerne, ud.
Hun hørte sig selv hvine skræmt idét hun kastede sig selv til siden lige før sammenstødet mellem elveren og vagten skete. Hun kunne mærke en skarp vind suse ind mod hendes side et lille stykke under hendes højre armhule, som kniven skar et snit igennem både kåben og hud. Men den eneste smerte hun blev mødt med var ømheden i hendes skrabede ben, da hun med smidighed lidt mindre elegant en ellers fik rullet om og op at stå i sengen. Halen var hævet per automatik, og selvom hun var vel vidende at dens effekt var blokeret afholdte det hende ikke fra at desperat forsøge at tænde halespidsen. Havde hun ikke mulighed for at løbe var det trods alt hendes eneste forsvar. Og det var blevet taget fra hende.

”Ugh!” Nu stående op og med chokket dalet en smule, som hun stod og så på elveren der blev holdt nede af vagtens erfarende tag, skød smerten fra siden ind. Straks pressede hun en hånd ind mod og blev mødt af endnu en forurolighed, da hun stødte på noget vådt og varmt. Det gjorde blot mere ondt at røre ved det, og dét sendte hende ud af balance, og hun valtede et par skridt bagud. Det var et mirakel at hun ikke væltede, da hun trådte af sengen, men bakkede bare nogle flere usikre skridt mod Onelyas. Hele situationen havde ikke givet hende tid til at vælge at kaste sig mod siden, der ville føre hende længst væk fra ham. Desværre.
Kåben havde hun heller ikke overskuddet til at bekymre sig om. Den var i forvejen svøbt sjusket om hende og stod åben. At den dækkede de øvre dele var til takke for faldet af det kvalitetsfulde silke.

Det var udelukkende smerten og chokket der gjorde det muligt for Onelyas at holde om hende og have hende faktisk tage imod hans hjælp. Ahra gjorde i hvert fald ikke nogen modstand. End ikke da hans hånd tog overfor hendes. Han lagde et langt bedre pres ind mod såret end, hvad hun kunne præstere i sin allerede svækkede tilstand og noget akavede placering af snittet. Det sveg tilmed endnu mere, og hun sugede skarpt luft ind igennem sine sammenbidte tænder da det skete. Hun prøvede ikke at tænke for meget over det eller over hvordan, hun egentlig stod en smule lænet op ad den sorte mand for støtte. Når alt kom til alt så var det jo hans skyld at hun var blevet angrebet. Lige som alt andet også var hans skyld. Men hun var overraskende hjælpeløs nu. Så da hun blev løftet var det også en lettelse for at ikke skulle bruge energi til at stå op.

Turen de kom på var dog alt andet end behagelig – selv hvis man så bort fra, at hun befandt sig tilbage i armene på manden hun hadede. Hun fattede ikke, hvad der foregik, men efter lidt tid genkendte hun vejen, de var på vej imod, og hendes hjerte faldt. Hun havde nok nået at mærke et hint at lettelse over at komme du af værelset og mod, hvad hun havde forventet var en langt mindre morderisk healer, taget i betragtning af Onelyas’ forhold til hendes tidligere skader. Det forsvandt alt sammen i takt med at forfærdelige lyde fyldte hendes sarte ører.
I modsætning til ham var Ahra’s øjne stift rettet mod de beskidte hænder der rakte ud af tremmerne de passerede. At hun ikke kunne skimme meget andet af personerne fik det kun til at løbe endnu koldere ned ad ryggen og ufrivilligt faldt hendes ører tilbage for at matche følelsen af frygt. Havde han tænkt sig at smide hende ind sammen med dem?! Efterlade hende i en kold celle. Hun forstod ikke. Blødende og såret, var hun ikke længere noget værd for ham?! Paniske tanker fyldte hendes hoved og hendes lille hjerte galopperede i brystkassen.

Og så blev der stille. Alt for stille. Gulvet hun blev placeret på var koldt, ja næsten isende mod hendes hedende hud. Opvarmet af både badets varme vand og optøjerne efterfølgende. Det var næsten lindrende for afskrabningerne, mens snittet stadig sveg som noget, hun aldrig havde prøvet før. For sandheden var at hun aldrig havde oplevet værre smerte end fra almene hverdagsskader. Nogen havde aldrig fået en kniv ind på livet af hende.
Ørene strittede straks op og hendes blik fulgte trop for at skanne rummet. Automatisk, fordi Onelyas vandrede omkring med den eneste lyskilde i rummet, fulgte hun ham. Den modbydelige lugt havde ikke gået hendes næse forbi, men det var som om at dét at få et visuel på sine omgivelser, gjorde lugten ti gange værre. Så siddende med den ene, nu blodindsmurte hånd lagt tilbage på såret, fløj den anden tilbage op foran munden idét opkastfornemmelsen vendte tilbage. Der kom dog intet op. Bare refleksen.
Hendes bryst hævede og sank panisk og ørene havde lagt sig ned endnu engang. Kun blikket hun sendte ham, da al lys var tændt lagde sit sædvanlige dække for skrækken, hun egentlig følte. Der her var bestemt ingen hospitalsfløj.

”Hvad er det her for et sted?” kommanderede hun at få at vide. Det bedste hun kunne gøre var at trække vejret igennem munden for ikke at få stanken fra rummet ind igennem næsen. Som hun talte spændtes muskler omkring såret, og hun skar endnu en grimasse.

Blod dryppede og dominerede over alle andre lyde. Lyde så sagte, at det ikke var andet end fantasiens hvisken. Vejrtrækninger. Feminine. Hendes. Hivende og paniske. Ahra… Øjne stirrede så intenst. Violette af farve, men samtidig fuldkommen farveløse. Farveløse men aldrig uden følelser. Besættelse. Lyst. Hunger. Anger. Ro. Jeg hjælper os. Kroppen vred sig på det isnende gulv uden evnen til at komme nogle vegne. Kroppen blev holdt nede. Tvang hende til at lide igennem det. Ryggen svajede. Fingre i krampelignende greb om ingenting. Blod flød og mødte andet blod. Bandt sig til blodet, og han trængte tættere ind på hende, end han eller nogen anden havde nogensinde været før. Det var ikke intimt.

Savl sivede markant fra mundvigen skabt af de dyriske – nej, menneskelige – nej… tænders stramme bid. Skrigene kom derefter, selvom de ellers havde kommet før, da pinen var sat i gang. Der var ingen system eller rækkefølge. Ikke herinde. Ikke som da det var sket. Ahra.. Ordet nåede aldrig en forståelse men bar kun med sig lyden af længsel, der nagede et sted helt bagved. Rødt! Rødt lys. Rødt blod. Røde tårer? Et smukt billede af en velkendt kvinde, nøgen på gulvet. Vand tørret fra håret, erstattet med sved. Lokkerne spredt som en vifte om hendes hoved.
Et sort ansigt, hvis navn var uforglemmeligt nu. Han smilede. Nej, han smilede ikke. Han var så tæt på. Nægtede at forsvinde fra indersiden af bevidstheden. Kroppens skælv og vrid gentog sig som før. Armens flænge blev skåret og blodet dryppede. Landede på den nøgne hud og gled som en dråbe af vand. Tegnede en rød streg.
Ahra

Hun vågnede ved et gisp så voldsomt, som havde selveste livet vendt tilbage til hendes krop. Det rev i halsen og smertede i både lunger og brystkasse, men lige netop i dét første sekund blev det balanceret ud af følelsen af lettelse, der skyllede henover hende, som hun lå der tilbage i sengen igen. Hun måtte manuelt tvinge sig selv til at blinde og dermed væde sine øjne ordentligt, for noget inde i hende nægtede at lukke dem i i frygt for at genopleve alting. Igen. Bevidstløsheden havde ikke befriet hende fra ritualets modbydelige effekter. Den havde bragt med sig genfortællinger og forfærdelige fokuspunkter. Hun havde set sig selv og oplevet det på samme tid. Og mest af alt havde hun set ham.
Gispet udviklede sig hurtigt til tørre host, der automatisk fik hende til at dreje kroppen halvt om på maven, så hun bedre kunne møve sig lidt op i sine arme. Hendes krop var øm. Hun kunne stadig fornemme den unaturlige bevægelse af blodet under huden.

Det lykkedes hende at møve sig videre op at side på en måde, der fik den overlæggende arm til at glide af hende helt automatisk. At den tog tæppet med gjorde ikke noget. At kunne mærke sit eget hår kærtegne hendes hud var behageligt og forsikrende, at hun var i live. Hun tøvede med det, men førte alligevel en hånd hen til snitsårets placering og blev mødt af en tynd stribe af skorpe. Det var derfra han var trængt ind. Og efterladt lidt af sig selv. Hun kunne mærke det. Men såret havde lukket sig af, hvad end han havde gjort. Hun ønskede ikke at tænke over det, men det ville efterlade et ar ligemeget, hvad hun plejede området med. Hun vidste det bare.

Duften af mad – svag og næsten ikke længere eksisterende – fik Ahra’s mave til at snore sig sammen. Hun havde ikke spist meget, siden hun var ankommet, og hun havde nægtet at spise på rejsen dertil. Selvom hun ikke havde nogen fornemmelse af, hvor mange dage det drejede sig om, var hun godt klar over, at det var for længe siden, hun sidst havde givet sin krop den næring, den havde brug for. Væske havde hun med uvilje taget imod på rejsen, eftersom hun alligevel ikke var stolt nok til at drage igennem ørkenen med solen bagende over sig uden. Og var hun blevet tilbudt vand i stedet for at skulle have spurgt pænt efter det, ville hun nok også have bukket under der. Hånden ved det helende sår gled af en sti ned over maven, men fortsatte så videre ned på sengen i takt med, at hun forsigtigt drejede sig for at kunne se sig over skulderen mod ham.
Hvad havde han gjort ved hende?!

Det var surrealistisk at se ham sove så trygt. Det var direkte sygt! Hendes hånd knugede sig arrigt omkring en af pelsene, der gav sengen den smule ekstra komfort at ligge på, og helt af sig selv begyndte den at sitre. Det var ikke helt ubevidst, for hun kunne sagtens selv mærke det, men hun kunne intet gøre ved det. Synet af ham vækk-… ”Harh!..” I en skarp og hurtig bevægelse blev pelsen sluppet for at hånden i stedet kunne gribe hendes hoved, da det hele vendte tilbage til hende – igen – og hun måtte krumme sig sammen. Hun følte sig så omtåget, at det selv det halve ville være mere end nok.

Hånden faldt, som billederne forsvandt igen, og hun løftede hovedet på ny. Og som kaldte den på hende, faldt de røde øjne på staven. Rubinen for enden genspejlede fakkellyset, der afholdte værelset fra at være fuldkommen mørklagt. Stadig så tæt på og nem at tage. Det var på grænsen til at være en hån!
Listende gled hun helt ud ad sengen. Mere end før vidste hun, at hun kunne blive. Hun ønskede ikke at blive offer for blodmagiens tyranniske overgreb en gang mere. Hun måtte væk. Nu. Og dette var hendes chance. Dette var ikke hendes skæbne. Så uden at hun overhoved vidste, om hun kunne bruge stavens magi – for selvfølgelig kunne hun det! – gik hun på listepote over gulvet og over den til. Staven stod bare fremme, klar til at gribe, gættede hun på. Og det var præcis, hvad hun gjorde, da hun nåede den. Lukkede fingrene omkring den og løftede den. Eller så langt nåede hun ikke engang, for hendes hånd strøg blot igennem den og røg dansede der, hvor illusionen var blevet brudt. Ahra’s hjerte sank så abrupt, at hendes ben også gav efter, og hun faldt halvt sammen. Stirrede bare på staven, som den blev hel igen. Selvfølgelig.

Lyden af hans stemme kom helt bag på hende. Hun havde ikke længere været ved bevidstheden, da ritualet endelig var overstået, så denne døsige og tydeligt svækkede Onelyas havde hun ikke vist eksisterede før nu. Alligevel spændte hendes krop op. Han var vågnet. Og hvor meget havde han nået at overvære? Havde han været vågen lige fra starten? Hendes egen tilbagevendelse havde ikke just været lydløs.

Ahra sagde ikke noget det første stykke tid. Alt, hvad han kunne se fra sengen var heldigvis kun et virvar af bølget hår, der dækkede det meste af hendes ryg, så han sad ikke på forreste række til, at hun var nød til at samle sig. Selv med hans attitude og energi så langt nede var der den samme magt i hans stemme, som der havde været det sidste første gang hun havde hørt ham tale i hendes nærvær. Hun måtte også komme sig over nederlaget. Hvis han ikke på havde set hende i hendes færd med staven, så ville hun da ikke servere det til ham på et sølvfad. Det ville være som at skrive under på sin meget død.
”Hvad gjorde du ved mig?” brød hun til sidst stilheden med. Et krævende spørgsmål ytret med genfundet selvsikkerhed. Ryggen rankede hun tilmed, for at bedre kunne snige et blik over skulderen mod ham. Og selvom hun frygtede at vække minderne igen, tøvede hun ikke med at se ham direkte ind i øjnene med et stålfast udtryk i et ansigt plettet af plamager af størknet blod lige som på Onelyas’ egen krop. De så sikkert begge lige vilde ud. Intet som hvor fine og polerede de havde set ud til ceremonien. Eller i hans tilfælde; før ceremonien.

Hun så væk igen og kæmpede for at komme på benene igen uden at afsløre den sande mængde af besvær det indebar. Hun blev stående med ryggen til ham. ”Hvordan er jeg stadig i live, efter hva-…” Hendes ord blev stoppet af en pludselig klump i halsen, og hun bed frustreret tænderne sammen. ”Du har gjort… et eller andet. Jeg kan mærke det.” Hun lagde armene over kors, så tæt at hver hånd kunne gribe omkring den modsatte arms overarm. Og sådan holdt hun om sig selv. ”Jeg føltes forkert.” Ude af den. Hun kunne stadig opfange smagen af hans blod på sin tunge.