Tara nikkede forstående til det første han sagde, ikke at hun havde et behov for at genre fangerne, men hvis man havde en dårlig dag ville det jo altid være meget sjovt.

Dog stivnede hendes ansigtsudtryk da han proklamerede at der var en mørkelver med i banden, Tara og hendes slægt havde altid jagtet dem og slået dem ihjel, ikke fordi at deres familier lå i krig, ikke fordi at der var sørgelige historier med familiedrab indblandet, men sådan var det bare, mørkelvere var ikke en ren race, men afskum der ikke havde retten til livet, desuden var der også altid noget klamt og skummelt ved dem. 230 år med jagt og drab af mørkelvere, og nu skulle hun leve sammen med en af dem. Ufatteligt.
"I så fald ..." begyndte hun tøvende, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller mene om sagen, den havde bestemt kommet bag på hende "kan han vel bare holde sig fra mig!" sagde hun bestemt og så indgående på Samson "Og omvendt naturligvis" sluttede hun kort efter og lænede sig tilbage. Bare de dog ikke havde fået værelse tæt på hinanden, i så fald ville det være en katastrofe.¨
"Han kan vel indlogeres i kælderen, der føler han sig sikkert også hjemme, og ingen vil alligevel bemærke ham hvis han lukker øjnene dernede!" sagde hun så med lidt hån i stemmen, hvis det dog havde stået til Tara blev det sådan

[Beklager ventetiden, jeg mistede lige nettet for en stund]

Samson smilte blegt. Han vidste udmærket godt, at der ville blive skabt slænger i banden med disse to. Dog kunne han se fordelene mere tydeligt med at have disse to personer i banden, så det var det der vægtede mest. Ellers, måtte han som leder, simpelthen bare tage skraldet og få styr på tingene hvis de kom op at toppes. Han havde jo gjort det før.
Han blinkede dog - med lukkede øjne i længere tid end normalt, og dermed anerkendte, at sådan måtte det være, angående at de måtte holde afstand til hinanden.
Dog blik hans blik strengt at se på, men alligevel morede han sig lidt over hendes had, men han måtte forholde sig seriøs. Hvis det var en af hans egne fjender, så havde han moret sig ved tanken over racen, og at vedkommende ikke ville blive set i et sådan sted som krypten.

"Han er et medlem her, ligesom alle andre, og har derfor lige så mange rettigheder, som alle andre. Dermed udelukker jeg, at han får en plads dernede. Nok behager det dig ikke, men det bliver du nødt til at indfinde dig med, Tara. Du skal ikke prøve at angribe ham heller, det er slet ikke tilladt at skade hinanden, men hvis du overhovedet bare forsøger dig med et angreb, så har han et stærkt våben, så det er heller ikke en god idé hvis man ser det på den måde. Giftpile, det er hvad han har, og han har flere af dem og de er små. Svære at undgå hvis man ikke har de rette evner til at afvige med, eller hvis man slet ikke er opmærksom. Det er dog klart at man skal være opmærksom i en hvilken som helst kamp." Samson lænede sig tilbage i sin stol. Han havde ellers for en kort stund lænet sig frem, så han kunne "advare" Tara, og på de tidspunkter at han synes at det var vigtigt at hun lyttede helt og aldeles efter hvad han havde at sige.
Han håbede så sandelig ikke, at Kravenoh havde problemer med elvere. Han kendte ikke til, om konflikten kun var den ene vej, eller mellem nogle af dem, som stammer. Mon ikke, at han på et tidspunkt fandt ud af det?

Tara så bestemt på Samson, det lød som om at han allerede tog Kravenohs parti i denne sag, dog gik hun ud fra, at det mest af alt bare var for at advare hende. Det kunne godt være at Tara selv havde nogle stærke evner, men det var mentalt, den eneste fysiske fordel hun havde var, at hun var en ekstrem dygtig fægter, sikkert en af landets bedste, hvis hun selv skulle sige det. På trods af det lød det som at Kravenoh kunne sine teknikker, og for den sags skyld kunne aflive Tara til hver en tid. Dog var Tara selv ikke helt dum, og havde også sine tricks.
"Så længe han også holder sig fra mig!" snappede hun bestemt af Samson, hun skulle nok selv holde sig fra den sorte satan, men hvis han begyndte på noget kunne hun jo i 'selvforsvar' komme til at tabe en spand kogende vand ned i hovedet på ham, eller få hendes ørn til at rive ham i småstykker, eller læse hans tanker, og bruge hans værste minder imod ham. Hvis hun blev dygtigere til sin evne ville hun sågar blive istand til at plante en fobi, eller en sindssygdom i sindet på ham.
Mens hun sad og filosoferede gled der langsomt et roligt smil over læberne på hende, det var vidst meget godt at det ikke var Samson som var tankelæser i dette selskab.
"Men vi er enige om, at han får værelse så langt fra mit som muligt, ikke sandt?" Tara hævede øjenbrynene og så bestemt på Samson, der var visse ting man ikke skulle prøve at overbevise Tara om!

Samson kom med et tungt suk. Han var ved at være træt af at høre på hvor meget hun hadede sortelvere, og hvordan hun skød det hele over på Kravenoh, netop fordi han var en af dem.

"Jeg kan ikke altid kontrollere det. I skal jo se hinanden, før I ved hvem hinanden er, og at I skal holde afstand." Sagde Samson. Han kunne lige forestille sig den første gang hvor de stødte på hinanden, hvor Tara sikkert ville have en indvendig kamp for ikke at gøre noget forkert og Kravenoh der ville finde ud af nogen ting omkring hende, fordi han ikke havde noget imod sortelvere - dog vidste Samson ikke, om han havde noget imod sortelvere eller ej, så det var lidt svært at se det ud fra hvordan han ville kunne reagere. Han valgte så at kaste tanken ud af hovedet igen.

"Ca. så langt væk som muligt, han skal stadig have et godt værelse jo og ligeså skal du, samt det også skal være et ledigt et af slagsen. Jeg skulle mene, at han endnu ikke har fundet sig et fast værelse." Sagde Samson, som om at det var en advarsel til, at han ikke kunne bestemme hvilket værelse han helt nøjagtig valgte til at starte med, men det var klart, at han ville have noget at sige, hvis det ikke lige passede med beliggenheden.

"Jeg skal dog gøre det der står i min magt, så jeres værelser ikke er alt for tætte på hinanden. Nu vil jeg gå ud og sørge for, at du får dit værelse. Jeg smider hende ud, som er der i forvejen, og om inden længe, faktisk i dag, har får du muligheden for at flytte ind på værelset." Samson rejste sig. Tara havde fået alt det at vide, som var nødvendigt, og nu måtte han se at komme udenfor. Han var blevet træt af at være indenfor, som han jo havde været langt det meste af dagen.
Han nikkede kort til Tara som et slags "velkommen til" og gik derefter ud af salen.

//out

Tara nikkede indforstået, og rejste sig ligeledes inden hun igen kastede et blik rundt i rummet og gik derefter efter Samson ud af salen, men vendte derefter ned af en lille gang for at kigge sig lidt rundt på borgen.

// Out

Ompries havde nu været på borgen i nogle dage men havde ikke rigtig udforsket noget. Han havde været træt og stort set sovet for det meste. Han havde vågnet nogle gange men det havde blot været for at spise noget mad. Nu stod han i en stor sal og kiggede rundt. Der sklle studeres hvert en enkelt lille krog af borgen, og ikke mindst udenfor borgen også!
Han gik hen til et vindue og kiggede ud af det med sine klare blå øjne. Han blinkede nogle gange med øjne og satte sig op i vindueskarmen. Han kløede sig lidt på næsen og gik ned af vindueskarmen igen og bevægede sig med stille skridt over til noget stof der hang på væggen. Han kiggede lidt på det og begyndte at studere lidt over hvorfor det hang der. Men det var jo egentlig også lige meget hvorfor det var der, han ville ikke delægge det, for det var jo sikkert Samson der havde sat det op. Han vendte sig om igen og kiggede på bordet. Tja det var vel egentlig bare et bord med nogle stole. Han grinte lidt for sig selv og gik og til vinduet igen hvor han satte sig i vindueskarmen. Han lagde hovedet ind på ruden for at se noget mere end hvad man egentlig kunne.

Tara var efter nogle måneder på borgen begyndt at føle sig hjemme. I hånden havde hun et æble som hun spiste af, hvor køkkenfolkene fik fat i så store friske æbler på denne tid af året undrede hande, men det var altså lykkeds, og nu kunne hun nyde årets første frugt.
Hurtigt strøg hun en tot af det lange røde hår om bag det ene spidse ører, før hun skulle tl at smutte op ad trappen til øverste etage hvor hun havde hendes værelse, da en tanke slog ned i hende.
Hun havde faktisk ikke været i salen siden hun havde holdt sit første mødt med Samson, hun trak på skuldrene og gik hem imod de store solide trædøre ind til dn store sal, inden hun skubbede dem op, som hun tog en bid af æblet, og fik med det samme øje på .... mini Samson?
Hun rynkede kort de slanke øjenbryn inden hun trådte ind i salen, hun havde aldrig set nedkommende før, men han lignede ganske vidst Samson skræmmende meget, dog sagde hun ikke noget, da hun gik ud fra t han måtte være en gæst, og dermed introducere sig først.

Ompries trykkede hovedet længere og længere ind imod ruden men kunne ikke se mere end hvad han kunne før. Da døren blev åbnet vendte han hurtigt hovedet hen imod dem. Han fik nogle lidt smalle øjne og holdte blikket stift på gvem der kom ind. Han vidste ikke hvem det var, han anede jo ikke ret meget om hvem der var her på borgen. Han rettede lidt på sit pande hår så det gik lidt længere ned over hans højre øje. Nok lignede han Samson ret meget og selv i personligheden. Men han var godt nok sin egen i alle mulige forskellige måder.
Han gik ned af vindueskarmen og lænede sig op af den istedet for. Armene lagde han over kors og lod sine klare blå øjne vile på hende. "Hvad vil du?" sagde han hårdt og koldt. Hasn øjne var stadig smalle og kiggede på hende. Men han kiggede ikke ind i hendes øjne da han ikke vidste hvad der ville komme til at ske. Hvis Tara prøvede på at få øjenkontakt med ham ville han gøre alt for at kigge den andne vej.

Tara kiggede undrende på Ompreis, han mindede skræmmende meget om Samson, det kunne man ikke komme udenom, og slet ikke nu hvor han kom tættere på. "Hvad jeg vil?" snappede Tara en smule småfornærmet, hun havde regnet med at få i vide hvem han var, eller han i det mindste spurgte indtil hende, men næh nej, her var tilsyneladene kun plads til store armbevægelser.
"Jeg bor her og har højst sandsynligt lige så meget ret til at være her, som du har unge mand, hvis ikke lidt mere!" sagde hun bestemt og lagde armene over kors, endnu tyggende på en bid af det store æble.
Ærlig talt syntes hun ikke Ompries virkede af særlig meget, hun lagde meget mærke til hans kropssprog og bevægelser, da hun var mentalist kunne hun som regl læse en del på den måde.
"Hvem er du overhovedet?" spurgte hun så, med et lettere hævet øjenbryn

Ompries kiggede lidt på hende og lavede et fnys. Hans skridt var stille da han gik frem imod hende. Da han stod nogle meter fra hende lagde hun hænderne over kors. "Du behver bestemt ikke og gentage hvad det er jeg sige. Jeg ved godt hvad det er jeg siger, jeg er ikke dum, nok er jeg ikke så gammel. Men gammel nok til at forstå alt." sagde han hårdt og koldt. Han kunne godt høre at hun var fornærmet hvilket var en rar følelse. Så var der da nogle som blev fornærmet over noget af det han sagde.
Han lod sin ene hånd gå op imod sit pandehår hvor han fjernede det fra sit øje. Først nu kunne man se hans modermærke som gik skråt ned over øjet. Det var noget som Samson ikke havde og det som skildte ud fra ham. "Mere ret til at være her? Du må da have spist noget du ikke kunne tåle som det frugt der. Jeg er Ompries Orchans Oceans søn af Samson China Oceans. Jeg er nok den der har mest ret til at være her end du har. Du bor her under in faders tage. Men når du bor her så må du jo være en del af bande. Min fader ser dig åbenbart som noget vigtigt hvilket jeg virkelig ikke kan forstå. Du burde lære at holde din mund når du ikke engang ved hvem du taler til. Knyt sylten og prøv og find ud af noget indne du lukker munden op" sagde han og i et hårdt toneleje. Han holdte blikket op på Tara og forsøgte at få øjenkontakt med hende, blot for et kort øjeblik inden han vendte hovedet væk fra hende og hen imod bordet.

Tara lagde hovedet tilbage og lo helhjertet og varmt, det var tydeigvis en hån af knægten der stod forean hende, selvom det var Samsons søn, ville hun vædde med at Samson ikke ville grille hende, for at sætte knægten lidt på plads.
"Kør her knægt, hvis jeg var dig ville jeg få lidt hår på brystet inden jeg begyndte at lægge mig ud med alle og enhver, det kan godt være at du er gammel nok til at forstå talens brug, men jeg vil vædde med at der er mange ting du endnu ikke har lært at livet!" sagde hun, og lod blikket falde på hans modersmærke, det skilte ham gevaldigt ud fra Samson som hans ellers lignede på en prik.
Godt nok så Tara Ompreis i øjnene, men det så ikke ud til at påvirke hende det mindste, måske havde hun ikke engang bemærket effekten endnu.

Ompries kiggede på hende da hun snakkede. Denne gang søgte han direkte hendes øjne for at stire stift i dem. Hun snakkede tilbage til ham, hun var endda grov i mundne. Bange af sig var hun jo heller ikke, hvilket var noget han faktisk godt kunne lide. Hun var da ikke en lige som Zidiac som bare adlød hver en ordre, men så igen hun var jo også slave det var hende her jo ikke. Men hun var jo under Samson så lidt respekt burde hun da have. Men det tvivlede han nu på at hun havde.
Et smil bredte sig på hans læber, det var langt fra et sødt smil, men mere hen i noget skummelt som om han fik en ide. "Nok har jeg ikke lært alt hvad der er af vide, men hvad tror du min fader er her for. Ikke mindst så er han her også for at lære mig omkring de evner jeg har." sagde han og holdte blikket stift på hende. Han vendte ryggen til hende og gik hen i vinduet. "Hvad er det min fader ser i dig siden du er her?" sagde han blort i samme tonefald. Han lod en hånd gå om i nakken hvor han kløede sig, og førte hånden tilbage for at sætte pandehåret tilbage, over øjet så man ikke kunne se modermærket.

Tara virkede ikke til at tage sig af knægten ellr hans ord, faktisk lignede det, at de prallede af på hende, og ja, faktisk morede hende en del. Elveren var meget tøvende, hun tænkte meget over tingene, men på hendes ældre dage var hun så sandt som det var sagt begyndt at blive en anelse mere flabet, på trods af at hun var en ret ung elver, var hendes trodsighed kommet sent i livet.
"Knægt, jeg frygter ikke folk som der gemmer sig i skyggen af sine forældre, eller forfædre for den sags skyld. Hvis du vil indgyde noget respekt omkring dig er du nødt til at stå på egne ben, og ikke true med at pusse Samson på folk. Der er en grund til at din far har opnået det rygte, og det gjorde han sgu ikke ved at hænge i sin morders skørter!" sagde hun så bestemt, og så Ompreis direkte i øjnene, faktisk var hans øjne ganske, fængende?
Dét forhindrede hende dog ikke i at sige sin mening, så det gjorde hun, godt nok kendte hun hvcerken Samson særlig godt, eller hans fortid for den sags skyld, men hun vidste godt hvad det krævede af folk, for at komme dertil, hvor lederen var nu.
"Desuden tror jeg din fader foretrækker at have lidt hjerne i banden, ikke kun ren rå muskelkræft!" sluttede hun af, med en lille latter, godt nok var Tara ualmindelig dygtig med to sværd, men hun var baseret på sine evner, det var sikkert

Ompries kiggede på hende og holdte armene over kors og kiggede blot på ham. Han lagde hovedet lidt på skrå og vendte sig om. Han tog nogle skridt og og gik over imod vinduet. "Hvem siger at jeg pudser min fader på dig? Jeg har aldrig brugt de ord. Jeg kan godt klare mig selv, bare fordi at jeg har en fader der er magtfuld så betyder det ikke at jeg ikke kan klare mig selv. Bare fordi du tror at jeg står og gemmer mig bag min fader. Du tager helt fejl. Min fader er blevet blød bare på den korte tid jeg har været her. Jeg forstår ikke hvordan han er blevet sådan, men det skal der rettes op på, det er den eneste udvej." sagde han og vendte sig endelig om. Han lagde hænderne om bag ryggen og kiggede hårdt over på hende.
"Hjerne, dig have en hjerne? det tvivler jeg på at du har, for lige nu så er det eneste jeg høre noget som ikke stemmer." sagde han blot stadig hårdt og holdte blikket på hende, han forsøgte ikke at kigge hende i øjne selvom han nok ville komme til det alligevel. Dog var han egentlig lige glad med det hvis han gjorde, hun kunne jo gøre hvad hun ville, hvis hun overhovedet kunne noget. Godt hun ikke kendte noget som helst til hans evne, så ville hun nok løbe skrigende væk.

"Her her knægt..:" begyndte Tara med et hævet øjenbryn, inden hun satte sig henslængt i en af salens mange stole "uanset hvor meget du puster dig op vil det ikke hjælpe dit rygte..." fortsatte hun så, inden hun tog endnu en bid af æblet. Egentligt virkede hun som om at Ompreis bare var en lille lus der kunne råbe og skrige så meget den ville, uden det ville påvirke hende det mindste "jeg er da fløjtende ligeglad hvor meget du gør, du er stadig bare et barn!" Knurrede hun så imod ham, dog uden at hæve stemmen, det ville hun slet ikke nedværdige sig til.
"Desuden knægt, ville jeg passe på med at undervurdere folk, det er du slet ikke i position til at gøre!"
Tara trak på skuldrene, inden hun lænede sig bagover i stolen med et langt gab, hun havde ikke sovet meget, da hun generelt sov uroligt, heldigvis for hende påvirkede det hende efterhånden ikke mere, det var en tilvendingssag, og for Tara, havde hun haft mere end et århundrede til at blive vant til det

Ompries kiggede på Tara og rystede lidt på hovedet. Godt nok var han ikke gammel men han var klog nok til at kunne sige hvad han ville. Han var endda også klog nok til at kunne forstå det meste, så hvor ville hun egentlig hen med alt det der? "Jeg behøver ikke at puste mig mere op end hvad du mener jeg gør. Jeg er et rygte nok i sig selv. Hvor mange løber næsten ikke skrigene væk fra min fader bare ved at han viser sig eller han siger sit navn?" sagde han og kiggede stadig hårdt på hende. Han var egentlig lige glad med hvad hun lavede har, men han ville jo vide hvorfor. Han fik jo aldrig noget af vide på nogle måder. Hans fader havde jo heller ikke haft tid til at træne noget som helst med ham. Så hvorfor var denne her pige her egenligt? Eller pige var hun vel ikke, men det var sådan set også lige meget hvad hun var. Hun var dum at høre på lige nu! Han gad ikke engang at nævne noget som helst om at han stadig var et barn, nok var han det men han var da også voksen i sig selv. "Jeg kan sige lige havd jeg vil, det skal du jo ikke bestemme. Det kommer der jo heller ikke noget som helst godt ud af alligevel. Så var din mund." sagde han hårdt og koldt. Han holdte blikket på hende som sagde noget helt andet. Noget i retning af at hun var magtfuld, men hvilken måde vidste han ikke.

Tara lænede sig tilbage i stolen med et suk og et par himmelvendte øjne, miden insisterede utroligt nok på at fortsætte med at bruge Samson som skjold. Diskret drejede hun det store æble i hånden, inden hun vendte de brune øjne imod knægten og slog så en latter op.
"Rygte? Ha, det eneste rygte du har er måske at der et sted på Topalis Isla hopper en sikade rundt og praler med sin farmand!" snappede hun så efter ham med et køligt blik, der ikke ænsede så meget som noget der mindede om frygt for den unge Ompreis.
"Og ja, igen, folk løber skrigende væk fra din far, flot. Det gør de sgu ikke fordi han har en skrigende møgunge siddende på borgen!" brummede hun så og virkede igen mere ligeglad en egentlig irriteret på ungen.
Igen tog hun en bid af æbletog tyggede langsomt mens han fik skabt sig færdig, inden hun lagde benene op på bordet "Årh gider du da holde mund, det var da hysterisk at skulle høre på, du mener om chihuahua der desperat prøver på at få ens opmærksomhed!" Sagde hun så med en småirriteret mine, faktisk overvejede hun et øjeblik om hvorvidt hun overhovedet gad bruge tid på Ompreis, men så igen var det vel bedre underholdning end slet ingen

Portene åbnede sig før monstrets fingrespidser rørte dem. Varmen fra borgens indre ramte ham i ansigtet, varmede hans kolde ansigt og krop, imens han vandrede længere og længere ind. Og længere ind. Og lidt længere endnu.
Klokken var langt over midnat. Det var knap en uge siden det hele var sket. Det var seks dage siden. Seks dage havde han vandret alene; seks dage havde han ikke turde sove rigtigt. Seks dage havde han ikke gjort andet end at se sig over sin højre skulder. Også sin venstre.
Rød og sort – det var det første der nåede hans øjne. Så salens størrelse, lugte og til sidst lyde. Det gamle gulv knirkede ganske let under hans fødder, imens han bevægede sig hen over det. Da han nåede rummets midte, placerede han sig på rummets midtpunkt; han placerede sig på det runde egetræsbord. Ganske let satte han sig på kanten. Fingrene, hænderne slæbte han yderligere indover træpladen. Da deres arbejde med at slæbe monstrets krop stoppede, lagde han sig til sidst. Hans ben hang stadig ud over kanten, da bordet hævede sig fra det gamle trægulv. Op, op, op, op, op fløj det. Måske næsten tre meter, så standsede det. Han kunne næsten kysse loftet, imens han svævede over jorden. Det var lige før han sov, før han hørte sig selv synge. [url=http://www.youtube.com/watch?v=Luirzce0UF8]Stemmen[/url] var ubeskrivelig, hverken var den glædesfuld eller fyldt med sorg. Måske fredfuld? Eller blot udmattet.

Samson var egentlig gået til ro, men der var ikke gået mange øjeblikke før han vidste af, at der var ankommet en uventet gæst. Han stod ud af sengen og iførte sig sine sorte bukser og intet andet end det. Med bar overkrop og bare fødder gik han ud gennem gangene, hvorefter han stoppede op. Døren havde allerede været gået op, og forbavset så han sig mistroisk omkring sig. Hele stemningen virkede anderledes, det kunne han godt mærke nu.
Instinktivt nærmede han sig nu salen, og der gik heller ikke lang tid før han fik øje på, at døren til salen stod på klem, som ellers plejede at være lukket.
Trin for trin nærmede han sig salen. Fødderne blev ikke engang halvkølige af de kolde sten som gulvet var bygget op af, men Samson var nu også endnu engang altid varm.
Samson kom nu omsider til døråbningen og skubbede den let op. Forbløffet nok var det første han så, det flyvende bord hvor en.. mand lå på. Morgoth lå lidt udover bordet, så han kunne genkende det blege ansigt og det sorte hår. Der var ikke noget at tage fejl af.
Samson trådte et skridt ind, og lukkede døren bag sig ved brug af magnetismen. En klik lyd hørtes herefter, døren var blevet låst.

"Pænt af Dem at banke på..." Brummede Samson med en lettere hævet stemme og gik ind i det forholdsvise store rum. De nu hvide øjne gled kort hen over væggene med de mange røde bannere med bandens symbol.
Han lagde sine arme over kors, så det blot spændte hans muskler yderligere. Det lange sorte hår var ikke nyredt, det var tydeligt at se, og alligevel var han temmelig vågen at se på.
Siden deres sidste møde havde han været igennem et par healinger for alle de sår han havde fået fra sidst. Han var ikke typen som beholdt ar.

Men her var Morgoth, inde på fjendens territorium. Utroligt nok havde han våget sig ind blandt borgens vægge.

"Utroligt at De tør at bevæge Dem herind, Morgoth, som om De intet har at frygte" Samson smilte let, og forsøgte at få bordet sænket i en forholdsvis stor fart, indtil det var så tæt på jorden, at det fortsatte i lavt tempo, så det ikke ville runge gennem hele borgen af en kolosal larm her fra salen.

Stemmen stoppede. Lyden af en klikkende lås, fik den til at stoppe. Fuldstændig. Han holdte vejret, åbnede hverken øjne eller mund imens Samson talte. Han lyttede blot, til hans stemme og hans hjerteslag. Slog hjertet hårdt, blidt? Slog det langsomt eller hurtigt?
Hvis det ikke var fordi han anså det som en umulighed, ville han sværge at deres hjerter slog i takt. Romantisk? Næppe. Nærmere ironisk.
Han overvejede situationen; scenariet, hvor Samson pænt ville åbne Borgens hovedport og byde den tidligere regent indenfor. Han forstillede sig et blidt smil på Samsons læber, øjnene der kneb sig sammen på grund af den vidt opspillede mund der blottede de hvide tænder. Det så helt forkert ud; opklistret og falskt var det. Det ville aldrig ske, han ønskede aldrig det ville ske. Han ville brække sig af det syn.

Han åbnede øjnene, gav slip på det svævende bord under sig da han mærkede de svage trækninger der blev skabt, da Samson gjorde sit for at trække bordet tilbage hvor det hørte til. Og dertil kom det da også, med halv dæmonen placeret pænt på dets bordplade. Han havde sat sig op, placeret sine øjne direkte imod den yderst bredskuldrede bandleder. Renderne under hans øjne indikerede hans tilstand. Han var træt, trættere end han længe havde været. Synd, at det netop skulle ske nu. Nu hvor han netop burde være allermest på vagt. Men så på den anden side, her havde han intet at frygte, havde han? Han havde intet at frygte.
”Hvad skulle jeg være bange for?” han besvarede Samsons smil, med sit eget umærkelige. Han kneb øjnene sammen, rynkede brynene spørgende, imens han trak sig selv op i en stående stilling. Og spørgsmålet var så: hvad var der at være bange for?
”Hvis du ønskede mig af vejen, var vi ikke alene nu – og du ønsker tilsyneladende at være alene, siden du har låst døren, ja?”
Han bevægede sig imod kæmpen, slæbte fødderne hen ad gulvet imens hans armen hang slapt ned langs han sidder. Hans kropsholdning var afslappet, lige så rolig som hans vejrtrækning. Øjnene var vidt opspærret, munden klappet i som en østers. Men det var også kun for en kort stund.
”Hør her, Samson,” han standsede mindre end en meter fra ham, med øjnene borende direkte ind i hans. Han havde ikke blinket en eneste gang, siden de havde dannet kontakt, deres blikke. Ikke en eneste gang.
”Nu foreslår jeg det, som du foreslog for godt to år siden,” han mærkede hvordan latteren boblede op i hans hals. Det var latterligt, var det ikke? Helt igennem latterligt og komplet sindssygt. ”- Og før du siger noget: bære jeg nag? Nej, ikke spor, jeg er tværtimod taknemlig,” latteren kunne ikke tilbageholdes, lagde sig over hans tonefald som en svag klukken. Det var en galemands tale, var det ikke?
”Du var med til at gøre mig til en fri mand, helt og aldeles en fri mand” latteren ville ikke stoppe, end ikke da han placerede en hånd imod sin hikstende brystkasse. Han knyttede næven, omfavnede trøjens stof for ikke at svinge hånden. Han ønskede at fyre den direkte i fjæset på krystallianeren overfor ham, slå løs indtil der ikke længere var et ansigt at se. Gid han ville tørre det forbandede smil af hans fjæs.
”Og jeg er oprigtig når jeg siger, at du er det største røvhul jeg kender,” han nærmede sig ham, flyttede hånden fra hans brystkasse, lagde den imod Samsons kind og klappede ham blidt derpå, ,,Men hør her, nu når vi alligevel har kastet fløjlshandskerne – hvad med at lave en aftale, hm? Slå pjalterne sammen; indgå en pagt?” han fjernede sig fra ham, mærkede hvordan spidserne på hans fingre kildede efter at flå i den mørke hud de for få sekunder siden havde berørt. Eller var det bare skægstubbene, der havde kildet hans følsomme hud? Det var vel det samme, konkluderede han uden at røre sig en millimeter efterfølgende.
”For det er jo det, du har villet hele tiden? Du vil have mig, Samson,” og latteren, smilet, det hele forsvandt totalt. Vanviddet var til at spore i hans øjne, mens alvoren havde malet hans ansigt totalt stift.
”Så nu foreslår jeg dig dette: jeg hjælper dig, og du holder dig fra dem, der har med mig at gøre,” han behøvede ikke at nævne personerne. Samson ville udmærket være klar over hvem halv dæmonen talte om. De havde trods alt ført deres kampe, på det grundlag.