Fabian kunne virkelig ikke finde ud af om Aldamar mente det eller han bare drev gæk med ham, selvom han nok mest lænede sig mod det sidste. Der var aldrig rigtig et kompliment fra Aldamar uden en bagtanke, men det gjorde dog ikke noget. Fabian ville ikke lade komplimenter gå til spilde, bare fordi Aldamar virkede til at drille.

Hans hånd, som ellers var blevet ved Aldamars hals, sneg sig længere om i nakken på ham, som skulle han til at hive Aldamar tættere ind til sig og faktisk kysse ham. Så heldig var Aldamar dog ikke. Det var lidt et skråplan, som nok var bedre ikke at komme ud på så hurtigt efter at de lige havde fået en røvfuld for at gøre det. ”Jeg håber det betyder at jeg også får en belønning...” hviskede han og lænede sig bare lige lidt tættere på, inden han trak sig væk og gav slip på Aldamars nakke, med et lidt for selvtilfredst smil på læberne. Han havde nok primært gjort det der for at drille Aldamar. "... Senere," tilføjede han, som efterfølger på den tidligere sætning.
Han gjorde dog ikke meget for at rykke sig væk fra Aldamar, da de sad rimelig tæt, og hans arm tættest på Aldamar fandt hans lår igen, mens den anden greb et af krusene, så han kunne tage en tår af det. Stadig med det forbandede smil på læberne.

Der var en rislen af forventning da hans hånd gled længere imod nakken, og for et kort øjeblik troede han faktisk at han ville gøre det - ønskede nok også at han ville gøre det og følte hvordan læberne ubevidst skiltes en anelse da han kom så tæt på. Men ak, ikke den her gang og Aldamar rystede umærkeligt på hovedet da han trak sig tilbage, en anelse for selvtilfreds over hvor den hjertebanken han havde fået startet hos fyrstesønnen. 
Blikket fulgte ham opmærksomt i kølvandet på hans ord, jah næsten som foregik der en hel indre dialog hos Aldamar, og han først nåede frem til et tilfredstillenede svar såvel som beslutning da Fabian løftede kruset til egne læber. Hvilket ikke var helt løgn - tanker susede igennem ham, overvejelser glimtede i øjnene og i sidste ende, var det et smil med selvtilfredse undertoner der trak over læberne, og han lod blikket glide ud til siden igen. Og greb kruset. 
"Det skal du nok..." tonen havde ikke ændret sig meget, udover at den var en anelse fast. Fordi det var ikke noget han behøvede at håbe på; han kunne knap og nap slippe med den idé Aldamar havde fået sat sig i hovedet. 

Mørkeblå øjne gled over det fakkeloplyste område der sad foran dem, og en anelse betaget betragtede han de mange kønne ansigter der bevægede sig rundt. Måske var det alkohollen der gjorde det hele lidt smukkere, måske var det manglen på sollys der gemte alle de grimme træk. Men nogle af de her bønder så ikke engang forfærdelige ud, en tanke han ikke havde set sig selv tænke førhen. 

Selv da Fabian drak, forblev hans øjne dog på Aldamar, næsten i en forventning om hvad han ville sige eller gøre. Det var jo næppe som om at han kunne vide hvad der foregik, men hvad end Aldamar tænkte på, så var ordene nok til at gøre at Fabian faktisk glædede sig og forventede noget. Han var ikke sikker på hvad det ville være, men nu når de havde snakket om Aldamars ønsker i sengen, så forventede han næsten lidt at han ville åbne lidt mere op for hvad han gerne ville have der, og det kunne sagtens inkluderer noget for Fabian. De fleste andre gaver ville nok alligevel ikke falde i ligeså god jord for Fabian. ”Det vil jeg glæde mig til så,” hviskede han lavmælt, ikke sikker på om Aldamar overhoved ville høre det, og det var nok mere for ham selv.

Til sidst gled hans egne øjen også væk fra Aldamar, og kiggede ud på havet af folk. Mennesker, elvere, halvdyr, og alt muligt andet. Der var virkelig lidt af hvert her, men der var ingen der fangede Fabians blik, men der var heller ikke noget han egentlig havde at sige for nu. Til sidste landede hans øjne på 'dansegulvet', hvor der var flere par og unge der dansede rundt. Under nogle af sangene var der ingen koordination, men når visse kom på, så var det som om at næsten alle var enige om denne specifikke dans.
Efter at have siddet og kigget på dem igennem et par danse, mens han havde drukket af sin øl, kiggede han endelig over på Aldamar, med et lidt undrende blik i øjnene. Ville Aldamar overhoved gide det? 

En behagelig pause strakte sig imellem dem, og i den pause var det at Aldamar følte bedre efter i hvad der foregik, og hvorfor det påvirkede ham på den måde som det gjorde. Der var langsomt faldet nogle brikker på plads i løbet af den her aften... og lige meget hvor god han var til at distancere sig selv - lige meget hvor fantastisk han var til at holde en reserveret facade - så smuldrede den stødt for hver time der havde passeret siden de tog afsted fra Dianthos. 
Havblå øjne betragtede området, men det var øjne der aldrig helt fæstnede sig ved de væsner der bevægede sig rundt på den befolkede plads. Nej, øjne der blev ved med at drage uretfærdige sammenligninger, såvel som interessepunkter, der dansede over hans nethinde. Han havde sjældent ført samtaler med halvdyr, satyrer og hvad der nu ellers bevægede sig imellem menneskerne i den her by. Og selvom det var oplagt lige nu - meget mere end det måske ville være på andre tidspunkter, kunne han ikke lade værd med at ryste en anelse på hovedet (mentalt vel og mærke) over hvordan øjnene hurtigt slap deres interesse ved blot en bevægelse fra Fabian. Selv noget så simpelt som at løfte sit krus imod mundvigerne, fik Aldamar's øjne til at glide til siden, omend hovedet blev fastholdt imod mængden foran dem. At han ikke hørte hans mumlen var et mirakel.

Dansene fascinerede ham ikke ligeså meget som mangfoldigheden, hvilket nok også var derfor han ikke ligefrem så det 'ordenligt' an - deltog sjældent bare for at deltage. Han kendte trods alt sin del i forvejen, under stram oplæring af familiens danselærer. 
Kruset trykkede imod læberne idet at han tog en tår. "Hvorfor var det du stoppede med at tage sådanne steder hen?" et lidt stille spørgsmål der strakte sig helt tilbage til starten. En start hvor at han havde nævnt hvordan at han ikke ofte kom til sådanne fester mere... Aldamar forstod det ikke, når hans øjne i genskæret af fakler, interessseret betragtede menneskerne foran dem begge. 
Kunne man virkelig kede sig her? Sikkert. 

Fabian kunne godt mærke et apr øjne på sig, mens han sad og blot kiggede udover pladsen, men det generede ham ikke. Det var ikke ligefrem som om at øjnene føltes onde, men blot observerende, og han nød ofte opmærksomheden. Især nu nrå hele hans krop var føltes næste let, bare af behag.
Dog blev stilheden brudt mellem dem som Aldamar endelig stillede et spørgsmål, og Fabian fandt sine øjne falde tilbage på Aldamars egne dragne øjne. Spørgsmålet føltes som om at det kom ud af det blå, men som Fabian tog endnu en tår af sin øl, så kunne han godt huske at der havde været noget om det tidligere på dagen. Et underligt tidspunkt at bringe det op på, men det var næppe en af de ting som Fabian havde et behov for at skjule, men hvorfor var det egentligt.

Det havde været en naturlig ting der var sket da han var flyttet til Dianthos, men hans tanker dengang var ikke ligeså klare, som de var nu om dage, hvor han bare ikke bekymrede sig.
En lille rynke opstod mellem Fabian øjenbryn som han tænkte, som skulle han faktisk virkelig overveje hvad det var han ville sige, men til sidst begyndte han trods alt. ”Det er efterhånden mange år siden, men jeg tror det var fordi jeg flyttede til Dianthos, hvor jeg trods alt prøvede at være lidt mere end en bondeknægt fra landet.” Hans øjne kiggede ud på mængden af folk igen, og tonen var overraskende sober og uden kant. ”Og hvor det eneste man kunne se frem til når man boede på en gård var de her fester, så skete der altid så meget i Dianthos, at jeg ikke længere havde en grund til at tage af sted.”
Hans fingre slog let mod kruset i hans hånd, som han overvejede om der var mere at sige til det, men rynken forsvandt ligeså stille, og et mere behageligt smil gled over hans læber. ”Desuden er de her ting sjovere sammen med en,” sagde han og puffede sin skulder ind i Aldamars. Han kunne sagtens finde nogen at bruge tiden sammen med, men når han skulle være mere uformelt sammen med folk, så... ville han bare gerne have lov til at være sammen med nogen som han kunne lide at være sammen med. 

Måske var det den ubevidste dragning af paralleler der bød Aldamar at spørge... måske havde det noget at gøre med den afslappede følelse der fulgte med, at sidde her. En fornemmelse han ikke kunne trække med tilbage til maskeballet på nogen måde. De to ting måtte selvfølgelig ikke sammenlignes til at starte med - alt for mange faktorer var forskellige til at det var en fair sammenligning  - men han kunne ikke lade være med det, sådan som aftenens stemning bølgede og lokkede omkring de mange og spraglede mennesker. 
Alle aftenens begivenheder, blev nok også set i et lidt bedre lys end hvad de måske normaltvis ville, da det i bund og grund handlede om hvad man følte sig underholdt af. Vin, fløjs klæder og elegante adelige, eller øl, lege og larmende gæster. Aldamar havde for lang tid siden konstateret, at selskabet omkring Fabian havde det med at gøre de små (og store) ting bare en anelse bedre end hvad de reelt var. Så han måtte nikke leende ved puffet der fulgte med idet at han gled lidt til siden; leende men dog også i enighed. 

"Jah, det er ikke mange ensomme deltagere jeg har set, heller" smilede han, da næsten hver eneste person han havde betragtet til den muntre musik, havde haft en eller anden form for partner omkring såvel som under armen. Dem der ikke havde, jah det var der måske en grund til. 
Hovedet lænede sig ind imod den høje skulder, ikke ligefrem tungt men en ret tilbageholden form for lille tilfredshed over at han var her. "Jeg er glad for at du kom til maskeballet" hvorvidt det var lidt for kærlig en bemærkning eller ej, var ikke noget Aldamar som sådan lagde mærke til når ordende bare fik lov til at flyde. 
Fordi det var han joh. At han var kommet, til trods for at festerne måske ikke lige var op i hans boldgade, var.... utrolig heldigt for ham selv, i hvert fald. 

En ven eller en partner, det gjorde ikke det store. Der var også massere af vennegrupper der kom for at finde nogen de kunne være sammen med folk, men der var næsten altid nogen man kunne falde tilbage på, hvis det ikke gik. Det var trods alt ofte sådan Fabian var taget til festerne de andre år, især da han var yngre. Eller blot med sin familie, alt efter hvem han kunne hive med.
Denne her gang havde selskabet dog nok trumfet de andre gange, ikke at han ville sige det højt som sådan, men han så ikke nogle af sine barndomsvenner mere, og savnet til hans familie var sjældent særlig stort, mens Aldamar faktisk var en han så frem til at se... hver gang.

Han blev revet lidt ud af sine tanker, som han kunne mærke Aldamars hoved mod sin skulder, og kiggede ned på ham. Mørket var efterhånden begyndt at falde på, men lyset fra en masse lamper ramte dem, selvom det trak lange skygger til steder, og Aldamar... lignede næsten en anden person i det her lys. Gladere og mere tilpas i sin egen krop, som de sad her.

”Jeg er glad for at du kom til maskeballet.”

Ordene, stemningen, intimiteten med måden de sad på, ramte bare Fabian som et lyn fra en skyfri himmel. Eller måske havde der alligevel været lidt overskyet, for han havde godt haft på fornemmelsen at noget var kommet snigende.
”Det er jeg også,” kom det lavmælt tilbage, inden han kunne stoppe sig selv, og han mente hvert et ord. Han følte sig nærmest lykkelig over at han var blevet snydt til at komme med til den fest, og havde gået ud på den balkon. Hvert et øjeblik han havde haft med Aldamar, var øjeblikke han nød og ønskede at trække ud. Han havde aldrig følt sig så meget som sig selv med en kunde og var blevet nødt til at minde sig selv om at det handlede om penge, som når tingene blev lidt for intime. I en eller anden forstand, og han var ikke sikker på hvilken, så kunne han virkelig godt lide Aldamar. Så meget for aldrig at få følelser for kunder... 

En god del af fyrstesønnen, var håbløs naiv omkring det faktum... at Fabian ikke opførte sig sådan her normalt. Joeh, han havde en anelse på det undvigende udtryk der nogle gange gled over ham, som var det uforventet og svært at forholde sig til. Men det var vel ikke noget specielt, og skete en gang imellem, selv for Fabian. 

Han var overbevist om hele den her fornemmelse i ham selv, kom af hvor fandens dygtig han var til at vinde folk over på sin side, hvor fandens god han var til at motivere et vedvarende pengeforbrug. Det var trods alt hans arbejde, og fyrstesønnen var faldet i med begge ben. Vendt tilbage, gang på gang indtil at han med et sug i mellemgulvet måtte erkende at han var lidt for glad for ham. 
De mørkeblå øjne gled opad og mødte hans. 
Aldamar vidste dertil også godt at han burde lade værd med at fremprovokere de følelser i ham, mere end han gjorde... men det var svært at være uselvisk og give slip på ham, når han ikke aktivt gjorde noget for at vælge Aldamar fra. Det var svært at... holde sig for sig selv, og han havde derfor ikke holdt meget igen på trods af at erkendelsen havde sneget sig ind på ham tidligere på aftenen. Det var nemlig en fornøjelse på stjålen tid, og selvom det ville gøre fandens ondt den dag han ikke kunne holde den ved længere... så var det velsagtens at nyde ham, når hans sad så tæt på, lige ved siden af ham. 

Det er jeg også. 
Aldamar's læber deltes med flere ord på spidsen af hans tunge - et spørgsmål der lå og brændte. Men intet kom ud, og stilheden strakte sig i nogle lange sekunder samtidig med at betydningen sank ordenligt ind. 
Hans højre hånd - den væk fra hans skulder - gled i stedet over hans skjorte, greb fat og trak ham ned i et ordløst lille kys, nu hvor at han ikke vidste hvad han skulle sige. 
Med læberne imod hans smilede Aldamar dog, og mumlede noget om en sidste dans for aftenen var på sin plads. Han havde trods alt set Fabian kigge en anelse langt efter de hvirvlende folk, af og til. 

På mange punkter var Fabian heldig at Aldamar nok aldrig rigtig ville kunne vide, hvor atypisk han til tider opførte sig omkring Aldamar, i hvert fald ikke så lang tid at Fabian stædigt ville holde fast i at Aldamar blot var en af hans kunder. Han tænkte i hvert fald ikke, i det her sekund, at han nogensinde ville fortælle Aldamar der var mere hos Fabian end hvad han gav udtryk for. For selvom han vidste at Aldamar potentielt kunne lide ham, han opsøgte ham trods alt, så var det ikke noget han ville ud i. Han gjorde ikke kompliceret ting, ikke hvis han kunne lade vær, og Aldamar var kompliceret.
Alligevel var han ikke helt villig til at give slip på Aldamar, for han burde jo nok slutte det her, inden noget kom i klemme, som han ikke ønskede. Desværre havde han aldrig været god til at give afkald på de ting han kunne lide.

Han var fuldstændig betaget af de mørkeblå øjne, som de fangede hans egne, og han kunne ikke helt lade vær med at smile ned til ham. Kysset gav et sus igennem hans krop og da de brød det, tog det Fabian et øjeblik til overhoved at opfange hvad det var Aldamar sagde. Det gjorde kun smilet større. Han var sjældent en stor danser, men det var en del af oplevelse.

”Så kom,” mumlede han tilbage, og gjorde sig en anelse fri så han kunne komme op, og tage Aldamar med sig. Hans hånd fandt dog hurtigt Aldamars, som han hev ham ligeså stille med ham hen mod de andre dansende folk. De ældre folk var efterhånden brændt ud, så det var primært folk på deres alder der egentligt var tilbage. 

Han havde håbet på et jah, og blev velsagtens også godt tilfreds da det var et jah som han fik. Hvad de dansede herude, se det kunne han ikke helt gennemskue - også selvom han havde betragtet dem i stilhed i  noget tid... men mange af elementerne i dansetrinene genkendte han fra simplere fester i Zircon, hvor at de aftalte skridt og hop ikke defirerede meget fra originalen. Hver eneste by havde selvfølgelig sit eget twist på det. Men der var taget hensyn til at udefrakommende havde det med at dukke op, og som Aldamar blev hevet afsted imod den nu mindre flok af mennesker, prøvede han så vidt som muligt at huske det mest basale. 
Dans i linje, dans i firkanter... de mørkeblå øjne glimtede en anelse leende som Fabian fik placeret dem i rækken, og med et smil fik fyrstesønnen kort nikkede til de mennesker der befandt sig foran ham, og til hans ene side. De virkede utroligt friske, og slet ikke så trætte som man ellers kunne forvente folk blev på det her tidspunkt - men han forstod dem godt. Han var trods alt ikke ligefrem træt selv. 

Musikken startede, og den folkelige lyd af violiner i kamp med lut, trommer, bjælder og andre rytmiske instrumenter bredte sig atter, og fik gang i lemmer og ben. Hoppen, klappen, dansen - der kom en lille latter fra Aldamar da han kort måtte stoppe og se hvilken serie af vilde trin folkene omkring ham præsenterede, inden at han formåede at samle op på det igen, og følge med. 

Fabian havde trods alt været til en fest eller to heroppe i Turmelinien, men det var et stykke tid siden, og man kunne aldrig rigtig huske hvordan folk dansede. Til gengæld havde han igennem sin ungdom danset lidt mere end hvad godt var, og som de faldt ind på line med de andre, begyndte han at danse med. Han så koncentreret ud til at starte med, omhyggelig med at følge trinene, selvom han nogle gange lige var et grin bagud. Men ligeså snart Fabian var faldet ind i rytmen, så lysnede hans ansigt op med et grin. Det var som et genleve hans ungdom, og han kunne ikke lade vær med at sende Aldamar et smil.
Fordelen var en dans som denne her, var at man næppe blev dømt på hvor god eller dårlig man egentlig var. Det var trin der allerede var forudbestemt for dem, så at Fabians kunstskaber indenfor dans ikke var voldsomme gjorde ikke noget.

Der var dog næppe nok luft når de dansede, at de kunne snakke sammen som de dansede, og Fabian så ikke ud til at ville stoppe, så, sådan gjorde de i et par danse, inden tempoet pludselig blev langsommere, og flokken løsnede sig lidt op igen.
”Det her føles som en lidt mere passende sidste dans,” sagde han og kiggede på Aldamar, før han tilbød hans hånd, velvidende om at det ville næsten lidt for intimt, i forhold til hans galoperende hjerte, som ikke kun havde noget at gøre med dansen. 

En kun en dans, og heller ikke kun to, men et par danse gled forbi dem, og før han vidste af det, havde varmen fået arbejdet sig godt igennem den mørkhåredes krop, og vejrtrækningen var blevet en anelse overfladisk af det hurtige tempo. Hans hænder brændte efter et ekstra godt klap, og selv de gange hvor at han selv lige havde måtte stoppe og betragte hvad de næste par trin bestod af, havde det ikke været irriterende. Nej, det var ret fantastisk. Og idet at han mødte mandens ansigtsudtryk i et afspejlende smil, kunne han ikke lade værd med at grine en anelse for sig selv. Han så bare en smule forandret ud, og det var nok ikke på grund af hans evne.

Tempoet skulle dog falde igen, og en anelse overrasket over passagen gled Aldamar's øjne omkring de mennesker der valgte at blive, inden at det fandt Fabian igen da han talte. En passende sidste dans? Smilet der trak læberne op sagde jah, og Aldamar greb hans ene hånd, imens den anden fandt vej til overarmen. 
Det var på sådanne tidspunkter at Aldamar ville ønske at han var en anelse højere, omend man næppe kunne det mærke det på fyrstesønnen, der ikke havde brug for 20 cm. mere for at føle sig helt tilpas. Den kølige aftenluft var behagelig imod den lyse hud, der ikke var særlig forstyrret af aftenens vejr. 
De var egentlig en anelse heldige, sådan som solen havde stået stærkt, og sommnernatten ikke helt formåede at mørke hele området til. Enkelte rødlige skyer strakte sig over himlen når hans øjne gled forbi Fabian og op, hvilket dog ikke var ofte. 
"Det har været en ret så underholdende aften. " mumlede han en stille imens at han kiggede op, og lod tommelfingeren fraværende nusse overarmen hvor at han havde fat. Om det var henvendt til ham eller blot ham selv, det kunne han ikke helt vurderer. "Jeg håber dog at det ikke er sidste gang du byder op til dans. Du var ikke helt forfærdelig" tilføjede han en anelse mere henvendt. 

Fabian havde følt sig fri, men han syntes også at han havde set samme udtryk på Aldamar, som selv havde virket som om at han faktisk bare... nød det. Ingen af dem slog sig nok så løs, som de nogle gange havde behov for, og Fabian følte sig selv være glad for at han havde kunne give det her til Aldamar. En mulighed for bare at føle sig som et normalt menneske, uden nogle krav, og bare nyde øjeblikket.

Nu når tempoet faldt, kunne Fabian også bedre få lov til at forsøge at dæmpe vejtrækningen og hjertet. Vejtrækning blev snart normal, men hjertet forsatte. Heldigvis burde det ikke være noget Aldamar ville kunne mærke, selv ikke da Fabians frie hånd fandt vej til Aldamars liv og træk han tæt på.
Han var normalvis ikke en for de langsomme danse, men han havde overrasket sig selv flere gange i dag, og det føltes mere passende, end den anden dans måske havde været.

Hvis Aldamar havde ønsket at være den høje, så kunne han bare have spurgt, men siden ønsket ikke blev sagt, så kunne Fabian ikke vide det, og han havde det trods alt fint med at være den høje, som de begyndte at danse ligeså stille til den behagelige musik i baggrunden.
”Formegentlig er du også blevet bedre næste gang,” sagde Fabian lidt drillende tilbage, selvom smilet på hans læber var mere mildt. Tanken om at det her ikke var den sidste gang, gjorde også at det ikke var så bittersødt at stå her og danse med Aldamar. Så lang tid Aldamar var villig til at forsøge at finde tid til at se Fabian, så gjorde det ikke noget at han snart skulel giftes. En tanke der ikke havde været på tankerne af Fabian mange gange i løbet af dagen. 

Han vidste ikke hvordan det hele kom til at hænge sammen de næste par måneder. Det kunne gå i mange retninger og mange veje, så det var bestemt ikke en garanti at der overhovedet kom en næste gang, kunne han mærke til hans egen bitre ærgelse. Det var en realitet der lurede i kanten af de omstændigheder han ikke helt kunne bestemme over. Men at tage sorgerne på forskud var noget han gjorde ofte, og noget han ikke ønskede at gøre her nu. Nej, fordi hvis det kunne undgåes ville fyrstesønnen prøve at gøre det, til en forandring fra et ellers bekymrende sind. 
 
Og det var nemt - eller i hvert fald bare lidt nemmere - at skubbe væk når han bare fik lov til at stå her. 
De svajede til den langsomme musik, og samtidigt var det en noget tilfreds følelse der spredte sig fra midten af hans bryst, da han blev trukket nærmere; Aldamar lod hovedet falde en anelse tilbage for med et drillende smil at ryste på hovedet over hans ord. 
"Bedre?" han var en ret så god danser, ville han selv mene. At det så ikke var kommet til syne her til aften, havde selvfølgelig noget med de omgivelser de befandt sig i, at gøre! Bondelandet var noget andet end balsalen.  
Dog legede Aldamar villigt med, og følte hvordan pege og langefinger på hans overarm begyndte at 'gå' op imod skulderen, som han med et lille klem lod den stoppe ved. "Jeg skal nok gøre en indsats for at møde dine høje standarder" hviskede han en anelse mere lavmælt, et sagligt smil om læberne til følge. 

Fabians arm gled lidt længere rundt om Aldamar, måske et diskret forsøg på at have ham helt tæt på sig, eller også bare fordi han måske ikke var ligeså vant til denne her slags dans. Han holdt dog øjenkontakt med Aldamar, og ignorerede bare alt andet omkring dem. Selv de andre par der dansede, eller de råbende teenagere der stod ved kanten af dansegulvet.

Det var ikke så meget at Fabian tvivlede på at Aldamar var en nydelig danser i den rette sammenhæng. Det var vel noget man lærte alle adelige nu om dage? Det var heller ikke fordi han havde været dårlig, men han havde lige skulle bruge lidt tid på at fange trinnene, selvom i sidste ende, så var det også mere dril end noget andet. Fabian selv havde trods alt heller ikke været perfekt, og rusen der kom med dansen, var det vigtigste, om man så kludrede undervejes var underordnet.
”Det er godt, det skulle næppe være pinligt at blive set med dig,” hviskede han tilbage, med funklende øjne. For hvis der var en ting som Fabian ikke blev, så var det pinlig, og slet ikke over andre folk. Han kunne le eller rulle med øjnene af dem, men aldrig så pinligt berørt at han ikke ville kendes ved dem. Hvis han ikke lod sig kende ved folk, så stak der ofte noget mere kompliceret under end det.

En varm latter måtte glide over hans læber, og fyrstesønnen nikkkede langsomt. Ak jah, tænk hvis det blev en pinlig affære at have ham hængende omkring sig, se det ville jo ikke være godt. En tanke der fik ham til at himle en anelse selvvigtigt med øjnene, Aldamar flettede sine fingre ind imellem hans i stedet for at have dem over håndfladen; han kunne ikke helt stoppe sig selv
Og så slet ikke som han blev trukket det sidste stykke nærmere, og kunne praktisk talt mærke hver gang Fabian's lunger trak vejret ind og pustedet det ud. Føle varmen under hans fugtige skjorte. Hvis han havde haft en skarpere hørelse, havde fyrstesønnen  nok også kunne hører blodet bruse hurtigere, selvom det nok blot var noget han forestillede sig, som tingene var nu. 
Hvad end der foregik af tilråb eller blikke gik for døve ører og tom opmærksomhed, og meget bevidst blev blikket holdt på ham idet at de snurrede en lille omgang mere rundt, og Aldamar's greb om skulderen stremmedes en anelse i tyngdekraften der blidt prøvede at trække ham tilbage - ikke tale om. 
"Hvornår er du blevet så kræsen... er jeg endelig begyndt at smitte lidt af på dig?" et drillende toneleje, og et enkelt, sort øjenbryn fulgte med idet at han hævede det en anelse. 

Hånden der var flettet ind i hans, løsnede sig nu en anelse. I stedet for at blive omkring hans talje, fulgte hånden nu den modsatte hånds eksempel, og sneg sig op af overarmen - op hen til skulderen, hvor at de begge i stedet fandt vej til hans nakke. 

Fabian lod fingrene flette ind i hinanden, mens han grinede lidt stille af Aldamar, der virkede lidt mere dramatisk om ordene, end hvad kunne være seriøst. Han havde heller ikke ligefrem forventet at det ville fornærme Aldamar. Forhåbentlig var der intet der kunne ødelægge stemningen mellem dem. Den var dragende, en smule skræmmende, men bare... så god.

Da Aldamar gav slip på hans hånd, var han ligeså hurtig til at lade den falde ned og ligeledes lægge sig om livet på ham. Han kunne ikke hive den anden mand tættere på sig, så i stedet lod han sit hoved bøje sig lidt mere, så han bedre kunne se på Aldamar. Deres højdeforskel var til tider markant, men han kunne ikke brokke sig, når det føltes som den rette forskel som de stod og svajede her.
”Det må det være,” indrømmede han, stadig med sin drillende tone. ”Men man får jo lidt smag for den pæne livsstil, når man er for lang tid omkring dig.” Det var en løgn, mest fordi Fabian altid godt havde ønsket at bo bedre, men også fordi det ikke føltes som om at det handlede om hvor pæn Aldamar var, eller hvor mange krystaller han kunne give Aldamar i slutningen af dagen. Hans smag havde ikke ændret sig pga. Aldamar, men måske nogle af hans prioriter var blevet lidt anderledes, især når det kom til hans arbejde.

De bløde fingre nussede ham en anelse hen ad nakken, og fik her og der fat i enkelte lokker af blondt hår, som nåede ned fra toppen af hovedbunden. Den glatte tekstur var meget ulig hans egne krøller, men så igen, så var der mange ting der var meget langt væk fra Aldamar og hans hverdag og virkelighed. Alligevel havde det været - og var det stadigvæk, et ret så fantastisk eventyr at være kommet med til. Det føltes som om at han havde set en lille del af hvordan Fabian havde levet, og han havde sagtens kunne genkende flere små træk i de mennesker han havde observeret i løbet af aftenen. 
Intet kunne dog sammenlignes med den rigtige vare, der tårnede sig et godt hoved højere end ham, foran ham. Så fin.
Smilet blev en anelse bredere, omend det fik en lidt selvtilfreds kant omkring sig - den pæne livstil simpelthen? Han havde altid været en tilhænger af pænt tøj og velklædte mænd, det var en forfængelighed der gennemsyrede hans garderobe og valg af tøj. Og smittede bare en lille smule af det af på Fabian, ville han bestemt ikke brokke sig, trods det ikke var at forvente. Gamle vaner ændredes ikke så nemt, nemlig. "Smag for det?" i mørket glimtede øjnene en anelse, og han kunne i baggrunden høre hvordan musikken var ved at falde en anelse ud. Det var alt for hurtigt. 

"Hmm... jeg kan vel ikke være bekendt at brokke mig, når du prioritere  de gode manerer og den velklædte krop. Kan jeg?" smilet blev en anelse bredere, og Aldamar følte tungen kort glide over læben ved den lille løgn. Joeh, det kunne han så sandelig. Og det var en fin kant omkring ham, et forfriskende pust at det ikke altid var høflighedsfraser der fulgte med. 

Fabian var hverken bekymret for at Aldamar uglede hans hår, eller fandt det irriterende når der blev pillet ved hans hår, så han nød blot pilleriet der foregik i hans nakke hår. Formegentlig ville håret falde tilbage på plads, når Aldamar var færdig, da han nu altid havde haft overraskende fint hår. Et held når han havde rodet rundt med gud og hver mand, da det gjorde det nemt at ligne en der ikke havde gjort det.

”Mmmh..” kom det lidt bekræftende fra Fabian. Han havde nu aldrig haft noget imod at se på velplejede folk. Det var bare noget andet at se på og være sammen med, men han ville nok aldrig have den forfængelighed omkring sig selv. Han vidste han var en smuk mand, men at gå op i tøj og pleje faldt ham bare ikke ligeså naturligt, især ikke når det kostede så meget det gjorde. Der var ting han hellere ville have, selvom noget nyere og måske bedre kvalitet tøj, alligevel havde fundet hans garderobe efter han havde lært Aldamar at kende. ”Nej, tænker jeg også,” sagde han grinende og hans øjne blev kortvarigt fanget af tungen der vidste sig mellem Aldamars tynde læber.
Endnu engang begyndte han at kunne mærke sit blod suse rundt i kroppen, og han ville ønske han kunne sige at det var fordi han var opstemt over noget. Desværre var det næsten for uskyldigt for det. Han håbede så også bare at Aldamar ikke kunne mærke hans hjertebanken, nu når de stod så tæt. 

Musikkens toner faldt langsomt ud til et stop, stilheden sænkede sig i godt 5 lange sekunder omkring dem, derefter. 5 sekunder kunne ikke forekomme som meget, men det føltes lidt som om at hele området og alle dets gæster lige... pustede ud, efter hvad end der havde grebet folk under den rolige musik. Nogle stod som dem selv og vuggede en anelse videre til en musik der ikke spillede længere. Andre viklede sig løs af hinanden, pinligt bevidst om at de faktisk ikke var så alene som de måske havde troet. Og de sidste 'typer' var ikke sene til at forlade danseområdet, og forsvinde ud i skyggerne. 
Aldamar betragtede ham en anelse ordløs, og kunne ikke lade værd med at takke folkene omkring dem da de efter de fem sekunder endelig begyndte at tale igen, og småsnak såvel som latter spredte sig som ringe i vandet rundt omkring dem. 
Hvad var der med den forbandede varme? En varme der strakte sig igennem hans krop og vener, og en gnist der fik hjertet til at banke hurtigere. Havde det ikke været for mørket, ville en rød kulør havde danset henover de kantede kindben idet at Aldamar's tanker ikke kunne lade værd med at kredse om ham. 

Ganske blidt lænede han sig ind imod ham, men ændrede retning i sidste øjeblik til hans hals; hænderne gled ned af ryggen på ham i samme bevægelse. Læberne fandt hulningen  under hans kæbelinje utrolig nemt, jah næsten hjemmevant, og duften af ham skyllede ind over ham - igen. Der gik dog ikke lang tid inden at læberne i små flygtige kys flyttedes op imod hans i stedet, bare som en... afslutning på den lille dans de havde delt. Det føltes rigtigt.