En dårlig person krævede også mere end hvordan Aldamar opførte sig. Han kunne selvfølgelig have valgt at maskere det, men det virkede ikke som at Aldamar skjulte hvem han var, når han var sammen med Fabian. Ikke som de kunne hygge sig det ene øjeblik, og nærmest bide hovederne af hinanden i et andet øjeblik.

Vinden der kom forbi, hev lidt i Fabians blonde lokker, men den lagde sig ligeså hurtigt som den var kommet. Fabian selv kiggede ind i Aldamars øjne, og han kunne mærke lidt en skuffen over at Aldamar var stoppet med at nusse ham. Derfor forsøgte han i stedet for at komme ind til Aldamars egen barehud. Det var forsigtige, men trænede hænder, der begyndt at forsøge at løsne skjorten lidt fra bukserne, så han kunne snige en hånd ind under og nusse videre på hans lænd. Han var i hvert fald ikke helt villig til at lade Aldamar bare smutte videre.

”Du virker også næppe som en dårlig person,” indrømmede Fabian ærligt. Han havde set mange dårlige mennesker og hvis en af dem ville være det, så hældte Fabian mere mod at det var ham selv. Forhåbentlig var hans stemme nok til distrahere Aldamar fra at protestere mod hvad han havde gang i med skjorten. 

Aldamar kunne ikke lade værd med at smile en anelse da forsigtige hænder greb den beigefarvede skjorte, og prøvende trak en smule i den. Skuffelsen kunne han ikke se eller aflæse - så godt kendte han ham slet ikke endnu, men noget i bevægelsen hviskede til ham, at han ikke helt skulle glide af ham endnu. Selv hvis Aldamar havde gjort antræk til at gøre det alligevel, jah så stoppede den tanke ved lyden af hans ord. Ordende lød og virkede ærlige, og Aldamar kiggede et øjeblik bare ned på ham - stadigvæk smilende - men dog også taknemmelige for det. 
Nogle gange kunne det være nemt at se ens egne dårlige vaner. Men han ville næsten vove at påstå, at Fabian havde set nogle af hans dårligere sider på overraskende kort tid. "Godt" et ord han dog mente - det var godt at han ikke virkede som en dårlig person. 

Imens havde en hånd fået sneget sig ind omkring lænden, og med en tilpas brummen begyndte den cirkulære nussen om mandens kæbe igen. "Men jeg har også folk omkring mig, til at gøre mig bedre" pointerede han derefter, selvom Fabian nok ikke nødvendigvis vidste hvad han mente. Men det var en vigtig tilføjelse, og dertil nok mere en tilføjelse som mindede ham selv om, at han næppe ville være kommet 'så langt' foruden familie og venner. 

De havde alle deres dårlige vaner, men hvis man behandlede folk ordentlig, så var man vel et godt menneske. Aldamar var måske arrogant, men selvom han havde det hårdt med Fabians erhverv og hvem han var som person, så havde han næsten ikke behandlet Fabian skidt. Selvom Fabian nok havde levet med det, hvis han havde. Der var naturligvis intet så intimt mellem dem, at Fabian ikke ville kunne abstrahere fra det, og ignorere at Aldamar nogensinde havde eksisteret hvis det var tilfældet.

Fabian hævede lidt et øjenbryn og så undrende på manden over ham, mens hans fingre forsætte med at nusse den bare hud på Aldamars lænd. Den var blød og varm, hvilket lidt fik Fabians fingerspidse til at kilde en lille smule. Imens var det også svært for ham ikke blot at læne sig ind i nusningen mod kæben. Hele hans krop summede behageligt, og hvis det ikke var fordi Aldamar havde gjort antræk til at han ikke ønskede mere til aften, så ville Fabian gerne have stjålet mere af hans hud og varme.

”Hvordan bedre? Mere lærd?” spurgte Fabian. Selv var han da også blevet påvirket af dem omkring sig, men til at blive et bedre menneske? Det var han knap så sikker på. Hvor meget der var miljøet, og hvor meget der blot var indfødt ind i hans personlighed, vidste han ærligtalt ikke. Han var ikke den filosofiske tænker, det måtte Aldamar godt have for sig selv, hvis det var det han ønskede.

Mere lærd? En leende brummen gled fra Aldamar, der et kort øjeblik gik ud fra at han jokede med ham. Det var ikke hvad han havde ment, men at være mere lærd var bestemt en ud af mange måder at blive et bedre menneske på, i Aldamar's til tider ret så sorthvide verden. Alt for få tog sig tiden til at uddanne sig, og en god del af adelsmanden ønskede at det blev langt mere almindeligt at kende til de forpligtende love og regler som der fandtes i landet. Så ville man måske også have nemmere ved at bruge dem.
Det gik dog ret så hurtigt op for ham at det faktisk havde været oprigtigt, og med et udglattende smil, rystede han derfor på hovedet. "Nej... eller joh, også mere lærd. Men jeg taler om.." kort rynkede han brynene, idet at han overvejede sin formulering.
Hvordan forklarede man det?

"Et bedre menneske. En bedre person?" adelsmanden smilede en anelse bredere. Selvom det faktisk var et emne han ikke helt følte sig sikker i, holdt det ham faktisk ikke fra at svare, den her gang. "Du ved, men lærer vel af de mennesker man omgår sig med? Og jeg har mange mennesker omkring mig, som er gode til at sige når jeg er... træls" eftertænksomt betragtde han Fabian's blå grønne øjne. Heriblandt dig, tydeligvis - ord der ikke forlod hans mund, men nåede han nåede frem til desto mere han vendte det. 

Fordi for at være sådan en person, krævede det at man blev lyttet til af Aldamar. Og det blev han vel, på mange punkter. Aldamar lyttede, selvom han sjældent var enig. 

Fabian havde ikke set det fantastiske ved at uddanne sig selv. Det virkede overflødigt i langt de fleste tilfælde, i hvert fald alt det skriftlige, som ingen alligevel læste. Han vidste dog godt at man satte en væsentlig højere status på det i adelen, og dermed var spørgsmålet kommet. Aldamar var vel heller ikke storsindet nok til at give fortjenesten til andre folk i hans liv, vel? Han var jo altid tilbageholdende med komplimenterne.
Han ventede derfor også troligt på at Aldamar fik færdiggjort sine tanker og sine sætninger, så Fabian faktisk havde noget at tage sig af.

Der var ikke meget at læse i Fabians ansigt, andet end lidt undren og nysgerrighed, men da Aldamar var færdig med at snakke, kom der et eftertænksomt udtryk i hans ansigt, som han lige gnaskede lidt på ordene. Hånden var dog stadig i gang nede ved Aldamars buksekant, men det var ikke noget han længere tænkte på.
Man skulle tro at der kom et seriøst svar på det, med hvor eftertænksom Fabian så ud, men kun et øjeblik inden han åbnede munden, var det drillende glimt i øjet tilbage. ”Er det derfor du er blevet så storsnudet?” spurgte han drillende, allerede klar på at Aldamar måske ikke ville tage det helt så pænt. Selvom der måske også var en anelse af sandhed i det han sagde, så var det ikke noget der generede ham for det meste, og det næppe omdrejningspunktet for Aldamars personlighed. 

For et kort øjeblik virkede det som om at han blev taget overraskende seriøst, men det skulle vise sig at være for godt til at være sandt. Et drillende glimt luskede sig ind i hans blå-grønne øjne, og før han vidste af det, sad manden der og kaldte ham storsnudet. Storsnudet? Aldamar løftede et uimponeret øjenbryn idet at han så ned på Fabian. "Storsnudet simpelthen?" gentog ham, med en tone der bestemt understregede at han ikke ville kalde sig selv storsnudet, men samtidig med skyggen af et smil, der bestemt understregede at det ikke var værre end alle de andre ting Fabian syntes at han var.

"Det er derfor jeg har en standard" rettede han, og lod den ene hånd glide under hans hage, for at skubbe hovedet lidt fra side til side. Et vurderende blik over ham, som om at han 'målte ham op' i bedste adelig arrogance. "Kan dog se at den er blevet lavere og lavere, desto mere jeg vælger at bevæge mig omrking hernede" Aldamar klikkede skuffet med tungen, men kunne ikke skjule det drillende glimt han betragtede Fabian med, i sin vurdering af ham.

Det var ikke kun udseendet der fungerede for Aldamar, men så bestemt også den drilske personlighed, var dragende på ham på både godt og ondt. 

Det var svært ikke at gøre smilet bredere, som det gik op for Aldamar at det i den grad ikke havde været seriøst, for ikke at nævne at Fabian også have fornærmet ham direkte til hans ansigt. Aldamar havde dog hidtil ikke vist sig for at have en voldelig tendens, heldigvis.
”Ja,” bekræftede Fabian lige for at gnide lidt mere salt i såret, selvom Aldamar heller ikke så ud som om at han tog det seriøst. Det ville være en lidt trist note at afslutte det hele på.

Fabian lod Aldamar bevæge hans hoved fra side til side, mens han studerede ham, som var han ikke andet end en slave der skulle bedømmes til hvor meget han gik fra. Ikek at han vidste hvordan slavemarkedet i Balzera egentlig var, men han forstillede sig at det var lidt ligesom det her.
”Ja, det må man nok sige,” sagde han. ”Inden vi ved af det, så tager du hvad end der kommer gående forbi, bare for en lille tur.” Der var virkelig nogle af skøgerne der ikke var meget værd. De havde enten gjort det så mange år, at de var blevet udslidte, eller også havde der ikke rigtig været noget til at starte med. De var dog ofte de billigere, og Fabian vidste godt at han selv hørte under dem der var lidt dyrere. Hvis man skulle tage en, så ville Fabian selv mene at han var et godt valg. 

Aldamar's øjne glimtede i tavs latter, og adelsmanden nikkede langsomt ved hans ord, idet at han valgte at køre videre på joken, selvom den fik varmen til at sprede sig en anelse hurtigere i hans ansigt. Han kunne - bare for at være ærlig - nok sagtens finde noget der var bedre end Fabian, ligesom han velsagtens også kunne finde noget, eller faktisk nogen, som var værre end ham. Han havde bare aldrig ledt, eller haft grund til det. 
Havde han ikke mødt ham til maskeballet, jah så ville historien nok se meget anderledes ud, og hans opførsel overfor Fabian nok været meget anderledes. Og det samme gjaldt for den blonde mand, der aldrig havde fået lov til at sige sådan noget til Arys prinsens ansigt. Men den relation - eller hvad det nu end var - som han havde fået bygget op... jah den gav Fabian lov. Og med et lille smil, slap Aldamar hans hage. "Det er jo næsten til at begræde" smilede han endelig, og hænderne hvilede på hans skuldre i stedet. "Fortællingen om hvordan prinsen af Arys, endte i selskab af rakkerpak og andet gøgl" Aldamar's ene mundvig sitrede, og han tiltede hovedet en anelse vurderende på skrå. 

"Sikke en hovedrolle du ville spille" forsatte han, og kunne ikke lade værd med at lade tommelfingrene fraværende følge mandens kraveben. 

Det var rent held at de to af dem havde mødt hinanden under de omstændigheder. Chance havde nok haft en fest den dag, da hun så hvordan tiden foldede sig ud mellem dem. For Fabian ville aldrig have forsøgt med en fyrstesøn, hvis det ikke var fordi at lige den aften, der havde han intet at tabe. Der var der ingen der vidste hvem han var, og en del af tiden vidste han ikke engang hvem Aldamar var. Nogle gange fortjente Chance en lille mønt, hvis man alligevel var i tempeldistriktet.

Fabian grinte kort og lydløst, mens hans øjne funklede mere i latter. Rakkerpak var nok ikke så galt at sige om sådan nogle som ham, selvom han næppe var nogle af de mere udstødte. Adelen nød trods alt stadig at tage på bordel og hygge sig på siden generelt. Fabian var bare ikke så ofte en af dem, fordi han ikke var en del af et bordel.
”Mmmhh..” kom det tilfredst, som han mærkede fingrene glide langs hans kraveben. ”Jeg har aldrig haft en hovedrolle før, men hvis det er den slags historie, så tror jeg gerne jeg vil være med til at spille. Med mindre historien stopper inden den bliver rigtig god?” det var lidt spørgende, men også drillende og lavmælt, som var det en hemmelig kun mellem de to af dem. Det var lidt som om at det havde givet et sus gennem Fabian, og han havde lyst til at læne sig frem og tage hvad han havde gjort tidligere på aftenen. 

Som en tilfreds lyd fulgte med den rolige nussen, gled Aldamar's ene hånd  - næsten trukket af lyden og synet af ham - atter op imod hans kæbe. Den her gang var det dog for at holde bedre fast, og med et lille 'heh', følte Aldamar sig glide endnu nærmere. Havde han kunne folde sine ben omkring hans talje uden at bænkens ryglæn kom i vejen, havde han nok næsten også gjort det, idet at han nikkede. "Alle gode historier stopper før det kan ende eller blive rigtig godt. Tragedier er hvad holder os nede på jorden. De minder os om virkeligheden" hviskede han en anelse flyvsk men hørbart i den lille afstand imellem dem.
Hvilket ikke var helt løgn. Tragedier var nu engang en bittersød process at skrive såvel som at se, og Aldamar havde set sin del i løbet af tiden. Det havde altid fascineret ham en anelse, hvordan at død altid syntes at være svaret når man ikke kunne få den man gerne ville - det var en drastisk beslutning at tage, og forfatteren af hver enkelt tragedie gjorde det alligevel. Intet var så nemt at det blev rigtig godt.

Men indtil da, så byggedes den prikkende følelse af forventning op, og Aldamar trak endelig, prøvende Fabian's hoved til sig; det her var heldigvis ikke en tragedie for en af landets forfattere at skrive. Nej, han kunne så vidt som muligt være med til at bestemme retningen, indtil den dag hans moder kom med en eller anden tøs der skulle giftes ind i familien.
Så at bestemme retningen, det gjorde han. Eller, han prøvede i hvert fald.

På mange måder var det her ikke det mest idealle sted de sad. Der var ikke samme frihed som ved en seng, og for ikke at nævne at det ikke var fuldstændig privat her heller. Til gengæld var luften frisk, og det var en god barriere for at Fabian ikke bare var begyndt på at pille tøjet af Aldamar, bare fordi han foretrak hud mod hud.
Hans anden hånd sluttede sig til den anden  under Aldamars skjorte, selvom de gik lidt mere i stå, og blot spredte sig ud på den bare hud, og sørgerede for at holde ham lige der, så han ikke bare forsvandt, eller gled ned.

Det var som om at energien mellem dem byggede sig op, og Fabian kunne næsten høre hvordan hans eget hjerteslag blev højere, og som Aldamar begyndte at gøre antræk til at det var ved at være tid, så kunne han ikke lade vær med at få en sidste ting ud. ”Jeg gør mig ikke så meget i tragedier,” mumlede han. Hvordan kunne det mellem dem også udvikle sig til en tragedie. En tragedie var vel kun når man valgte at stoppe inden det blev godt igen, og Fabians erhverv var bygget på en virkelighedsflugt.
Han rykkede sit hoved det sidste stykke vej mod Aldamars, før at han fangede hans læber i et dybt kys. Fabian havde ingen grund til at lade det gå sødt og sobert til sig, for det var ikke stemningen han følte mellem dem. Det var som kraftig energi, som blot sugede dem tættere og tættere sammen, hvilket blot afspejlede sig i Fabians eget kropssprog.

For en stund, jah så havde Aldamar glemt at det her var en del af den offentlige verden, da det slet ikke føltes sådan lige nu. Der var så stille, og dertil også utrolig forladt. Der var ikke gået nogle forbi i flere minutter, og i kraft af manglen på andre, jah så kunne man i sin iver glemme at man ikke nødvendigvis var alene.
Aldamar kyssede ham dog som var de alene da han lukkede øjnene, og følte hvordan hans hånd krævende greb fat i en lille håndfuld af det blonde hår, da Fabian gjorde kysset dybere. Vejrtrækningen blev tungere, hjertet bankede hurtigere og endnu et sus fulgte med idet hele hans krop bare tænkte 'jah'. Jah, det her var hvad han ville! Lugten af ham, smagen af ham, følelsen af ham. Og dertil hastige følelse af ild der strakte sig fra hændernes placering over lænden, og fulgte ham op af ryggraden - alt sammen noget som Aldamar og særligt hans krop ikke kunne lade værd med at sukke dybt efter, og det var næsten svigfuldt, sådan som at han på et tidspunkt begyndte at mangle luft. Ikke fordi at Fabian fik lov til at have sine læber længe for sig selv, idet at Aldamar kun trak sig - kiggede hurtigt på ham med øjne glimtende af en forræderisk lyst til manden - for derefter insisterende at trække ham tættere igen, i en næsten frustreret knurren over hvor pæn han var. 

Det var meget godt de var udenfor. Fordi den spænding der havde bygget sig op i den kontante flirten, havde en impulsiv effekt på Aldamar. Hånden der ikke havde fat i hans hår begyndte at fumle med Fabian's skjorteknapper - han formåede faktisk at få åbnet den ene, inden at han fik stoppet sig selv. 

Det virkede nemlig ikke helt fair, sådan som han for måske kun en time siden havde været på den anden båd hvad det emne angik. 

Selv for Fabian var det nemt at glemme hvor de sad, men han var lidt mere vant til at holde sin lyst lidt igen, og forsøge også at fokusere på andre ting, selvom det var svært lige nu. Det var bare som om at Aldamar var så overvældende på så mange punkter, at Fabian ofte var lidt overrasket. Han erindrede ikke at det kunne være så svært faktisk at holde sig tilbage, men der var i hvert fald noget i Aldamar, som talte til ham, helt ned til det dyriske i ham åbenbart.

Hans hænder kørte længere op under blusen, for at holde ham mere fast, mens han vinklede hovedet for bedre adgang. Da Aldamar kort lod dem begge trække vejret, sugede han det til sig, for blot at dykke tilbage ned med Aldamar. Han var ikke villig til at være den der måtte trække sig, og det havde ikke engang noget med dominans at gøre. Han ville bare have mere.

En enkelt skjorteknap var dog endnu ikke nok for Fabian til faktisk at sætte en bremse i hvad de havde gang i. Så blufærdig var han alligevel ikke, og det føltes stadig uskyldigt nok, og hans hjerne havde endnu ikke opfanget, hvor dårlig en idé det måtte være lidt nu. Hvis Aldamar ville have, så ville Fabian med glæde give ham alt lige nu. 

Hænderne kærte længere op under skjorte, og Aldamar fornemmede hvordan at ryggen krummede sig en en anelse med bevægelsen. Både for at kunne læne sig mere ind over ham, men også fordi det var rart, og det var værdsat. Kontakten, den fysiske forbindelse Aldamar følte ved de lidt ru hænders berøring var noget han ønskede han altid ville kunne trække i langdrag. Han kunne mærke hvordan kuldegysninger som næppe stammede fra kulde spredte sig over hans arme, og knæene pressede en anelse insisterende ind imod hans hofter idet at Aldamar ligeså lidt som ham var villig til at være den der trak sig, eller blev trukket væk.

Men han kunne ikke bare sidde her, og råsnave den blonde mand. I hvert fald ikke på den måde som han gerne ville, hvilket fik adelsmanden til frustreret at åbne øjnene en anelse, hvor at den næsten febervarme lyst til ham stadigvæk glimtede i nattemørket. Det var virkelig lang tid siden Aldamar havde følt det så voldsomt, faktisk nok ikke siden Fillipe. Og selv der var det en anden sammenligning at tage højde for.
Hans anden hånd gled langsomt og overvejende over den anden skjorte knap, men uden at gøre mere end blot at være der. Så tæt på, og så alligevel så langt fra. Atter måtte de dog trække vejret, og den her gang, greb Aldamar en anelse hårdt fat i skjorten da hans læber slap Fabian's, og han trak ham tættere på - han måtte ikke læne sig tilbage, bare fordi at han slap kysset. "Jeg..." det døde i munden på ham, og Aldamar's kæbemuskler spændtes.

"Du er lidt af et problem" mumlede han, øjne betagede af hans ansigt og måske endda helt uopmærksom over at tankerne blev sagt højt. Men han var et problem han selv opsøgte hele tiden, og derfor kunne han kun beskylde sig selv. Men hold nu op... han kunne i det mindste være mere ucharmerende at se på, eller være omkring. Eller ikke reagere så fandens tiltrækkende på Aldamar's berøringer. 

Følelsen af Aldamar mod Fabians egen krop var... overvældende. Det var som om at Aldamars krop insisterede på mere, og Fabian havde lyst til at give ham det. Lige her og lige nu. Hans pupiller var blevet store og lysten lyste ud af ham, som et fyrtårn i nattens mørke.
En del af ham ønskede ikke at Aldamar stoppede der, og han havde da næsten håbet på at Aldamar knappede skjorten mere op, men fyrstesønnen formåede åbenbart alligevel at stoppe sig selv. Hvilket faktisk også fik Fabian til at stoppe op, som Aldamar trak sig selv lidt væk fra ham, og han prøve at få lidt ro i sindet, så han ikke følte sig fuldstændig opslugt af følelserne af primært lyst.

Deres ansigter var dog stadig tætte, og Fabian kiggede lidt undersøgende ind i Aldamars øjne, mens han prøvede at stabilisere sin vejrtrækning og sit hjerte bare en smule.
Et smil gled over hans læber, oprigtig i sig selv. Det varmede ham at Aldamar gav ham den slags kompliment, også selvom det næppe lød så charmerende som det var. Hans øjne gled lidt ned og fangede den mærkbare bule der efterhånden var kommet til Aldamar, og så kunne ordene bare ikke stoppes. ”Du har lidt af et problem,” væltede det ud af ham, med et drillende smil, som han kiggede op igen.
Det var nu ikke fordi at Fabian var fuldstændig upåvirket af situationen, men den var ikke ligeså mærkbar hos ham, hvilket var den ene ting han kunne glæde sig over, og Aldamar var næppe vovet nok til at prøve at se med egne hænder hvis det var.

Aldamar's øjne glimtede en anelse idet at han betragtede Fabian, og måske havde han et sted i baghovedet forventet noget sødt. Eller noget sensitivt i en eller anden dur, selvom det ikke ligefrem var Fabian's stil. Men nej, Aldamar fik sjældent komplimenter fra den blonde mand, og det skulle heller ikke vise sig at det kys de lige havde delt, skulle være incatiment nok til det. I stedet gled blikket ned, og så op. Og så kom kommentaren.
Aldamar følte hvordan han spærrede øjnene en anelse op over de vovede ord, og uden at vide hvad han skulle sige til det, var det en ordløs men åben mund der nogle sekunder prægede hans ansigt. Så han havde lidt af et problem?
Aldamars knyttede hånd - den der holdt fast i skjortens - strammedes en anelse mere, og med et lille smæld lukkede Aldamar munden igen. De bløde fingre krængede sig ind under for at røre den varme hud under, hvor at Fabian's stadigvæk hurtige hjerteslag vidnede om at han alligevel ikke var helt alene om det. Adelsmandens øjne blev smalle idet at de så på ham, men ikke fordi at han var vred eller irriteret. Han var modig, sådan at påpege noget han var frustrerende bevidst om. Modig, flabet og tirrende.
Et eller andet sted, fandt Aldamar hans flabethed foruroligende tiltrækkende. 

"Det ser sådan ud" indrømmede han, og lod hånden i hans baghoved, roligt nusse hans hovedbund. Aldamar's stemme blev en tand dybere. "Er det sådan, at problemer er til for at blive løst?" en sætning formuleret som et spørgsmål, og Aldamar's ene mundvig sitrede en anelse idet at han kort lod tungen fugte læberne. 

Fabian var godt klar over at han trådte lige lovlig tæt på grænsen. Det kunne have ødelagt hele stemningen mod dem, hvis Aldamar ikke fandt det så sjovt, som Fabian selv, og derfor var det også med spænding han ventede på en reaktion. Eller den reaktion der kom efter at Aldamar havde overvejet hvad præcist der var sket. Fabian var næppe kendt for at være en kujon, når det kom til stykket.
Tingen var dog, at Fabian havde en forventning om hvad Aldamar ville sige, og hvordan han ville gøre. Ikke specifikt, men generelt. Aldamar ville blive forlegen, og måske sige noget igen. Måske kysse ham for at få ham til at tie stille, men intet kunne forberede ham på det Aldamar endte med at sige.

Et sug gik igennem Fabian, og hans øjne blev en anelse større, som pludselig hele hans krop føltes som om at der gik ild i den. Den glødende lyst der havde været i ham, brændte helt op, og det var som om at alt det blå-grønne forsvandt i hans øjne, som ordene gled over Aldamars tunge.
Der var ingen tvivl i Fabian, og derfor var der heller ikke en pause, som Fabian besvarede Aldamars ord. ”Det er det helt bestemt,” hviskede han, dybt og gennemtrængende. Han rørte gled sine hænder længere ned af lænden igen, mod buksekanten, selvom alt han kunne tænke på, var at få bukserne af Aldamar, og så ville Fabian vældig gerne vise Aldamar hvordan man løste sådan et problem. 

En ting måtte man give Fabian, og det var at han var god til at aflæse adelsmanden. Uhyggelig god, i forhold til at Aldamar ellers var nok så god til at skjule sine tanker og holdninger. Men med tiden, jah så kunne man ikke undgå at selvsamme analyse af person og dertil også personlighed, gik den anden vej. Og så slet ikke undgå det, når manden han havde valgt at være sammen med var Aldamar - analyser af andre var hvad meget af hans liv havde handlet om. Derfor overraskede det ham ikke, da det blå-grønne blev erstattet af de store pupiller, der med sin sorte farve syntes altopslugende. Altopslugende, og villigheden omkring ham var til at bide sig i læben over. 

Stemmen var dybere, mere gennemtrængende, og Aldamar følte hvordan hænderne gled længere ned igen. Selv smilede han en anelse bredere; jah selv slap han ikke den øjenkontakt han følte sig fuldstændig fanget i, og adelsmanden trak beslutsomt i trøjen for at hive ham det sidste stykke op til ham, for atter at fange hans læber imens en forventningspræget gysen gled over hans arme. Men inden. "Og du var ret så kvalificeret, var du ikke?" hviskede han forsat, og løftede et kritisk øjenbryn i panden, med et drillende antræk i stemmen. 
'Ret så kvalificeret var ikke den pæneste måde at sige det på, men han hverken kunne eller havde tid til at komme op med noget bedre, sådan som hjerterytmen steg en anelse mere. 

Hvis Aldamar vidste hvad han gjorde ved Fabian lige nu, så ville han nok være lidt mere selvglad over det. Det havde jo været en konstant ting, at Aldamar havde haft svært ved at tage Fabian med bukserne nede, men lige nu, ja, der var det Aldamar der var i total kontrol over Fabian. Han havde ikke forventet at mere ville ske i aften, ikke efter det tidligere, men nu der tydede tingene på noget lidt andet, og Fabians hele krop og væsen kunne ikke lade vær med at se frem til det.

Han fugtede sine læber, som han så forventningsfuldt på Aldamar, men inden han kunne sige noget til hvad Aldamar sagde, så blev han hevet tæt på ham igen, og deres læber bevægede sig mod hinanden.
Et kort øjeblik glemte Fabian også at der var mere på spil, end blot kyssene, men da han skilte deres læber ad, bare en anelse, så kunne han endelig få ordene ud. ”Det vil jeg mene ja... skal jeg løse... problemet?” hviskede han tilbage. Han ville gøre det lige her og lige nu, hvis det var det Aldamar ønskede, men med alt sandsynlighed, så skulle de nok holde lysten lidt inde, hvis det endelig var. Aldamar var gået helt ned med flaget sidste gang de havde været på nippet af at gå den vej i en gyde. 

I den korte pause som Aldamar gav Fabian, der formåede han at hviske et svar tilbage. Ord der i sin ærlighed var ganske fristende, og for en kort stund lod han helt være med at svare, imens at han i stilheden blot betragtede ham. Fingrene nussede stadigvæk fraværende de steder de kunne komme til, men Aldamar var faktisk nænsom med ikke at bevæge dem meget længere op eller ned.

"... nej" en hvisken der endte ud i et smil, og Aldamar kunne ikke skjule den drillende undertone i det simple svar. Nej, han skulle ikke løse noget problem her, og så slet ikke et han selv havde startet og påpeget. Han måtte hjertens gerne vide at det var der, og havde de befundet sig derhjemme, havde slut situationen måske have været anderledes. Men Aldamar ville for det første, aldrig bare kunne smutte ind i en gyde, eller blive siddende her. Og for det andet, var det en prikkende og smålig hævn, som prinsen med et smil præsenterede hans blonde ven for. Så kunne han bare lade værd med at sige sådan nogle... flabede ting til at starte med. 
Det var dog ikke et nej helt uden hjerte. Og selvom Aldamar med et næsten forventningsfuldt smil, primært betragtede  ham for at se hans sande reaktion - den kunne han faktisk ikke helt regne ud - jah så hørte han tankerne klart og tydeligt afslutte sætningen for ham. Nej, ikke endnu, og fyrstesønnens krop sitrede kort i en lille gysen. 
Det var også blevet for sent, hvilket var et andet godt argument.