Så snart hun sagde hans navn, kunne han godt høre på tonen i hendes stemme, at hun kunne se hvordan han havde det lige nu. Det fik ham til at føle sig blottet for alt. Som om han havde et problem, han ikke kunne kontrollere!? Bertram rømmede sig, og kiggede overvejende på hende, som hun... delvist og egentlig ret modvilligt, tilbød at hjælpe ham. “Du skal IKKE-” Han afbrød sig selv, inden han nåede at hæve stemmen alt for meget “...Det går ikke. Jeg lovede dig, at jeg ikke ville bide dig”. Det var tidspunkter som disse, der gjorde ham meget bevidst om, at hans vampyrliv var en forbandelse, ligeså meget, som det havde sine goder. Hvad nytte havde evigt liv og ren råstyrke, hvis man drak blod fra dem, der ville ham det godt?

Da hun pludselig skubbede sig ud af væggen, maste Bertram sig selv kejtet og tæt op ad murstensvæggen bag ham, endnu engang som et skræmt dyr, der ikke havde nogen vej væk. Hun stod stille? Igen kunne han geare lidt ned, for hun sneg sig ikke ind på ham, uden at han var forberedt på det. Hans blik scannede hende hurtigt for at fange hendes reelle intentioner... I modsætning til ham selv, var hun noget sværere at tyde. Ville hun virkelig lade ham bide hende? Hun burde vide, at så snart hun tilbød det, så ville han ikke kunne undgå at sige ja tak. Hendes blod var trods alt af den helt rigtige type, hvor mærkeligt det end lød... “Kom”. Han rettede sig forsigtigt og kontrolleret fra væggen. Umiddelbart havde han skiftet mening med det samme. Han virkede allerede en smule mere som sig selv igen, så snart han havde affundet sig med det ansvar han fik, ved at takke ja. Hvis altså ikke hun havde nået at komme til fornuft inden.

Hans hånd rakte ud efter hende i en modtagende gestus.  

Hun stolede på ham. Bertram kunne ikke tro det, selvom han kunne mærke hendes hånd, som rakte ud efter ham. Han var meget forsigtig omkring hende, som han trak hende ind til sin favn. “Jeg skal nok være forsigtig” Lovede han, men ikke mens han så hende i øjnene. Hans blik fokuserede kun på hendes hals, som blev blottet første gang. Han smilte derfor heller ikke igen, men som han havde det med det, ville han sikkert heller ikke finde det oplagt at smile. Det var alt for alvorligt og skamfuldt, det han gjorde ved hende. Tilbage til da han bed Zirra første gang, havde han ikke meget blod at køre på. Men siden den aften, havde han sørget for at jage lidt mere aggressivt, selvom det var mod hans principper, så han ikke skulle bringe Zirra i fare igen, når og hvis han skulle møde hende igen... 

Bertram strøg hendes hals og mærkede hvordan hun var en smule ru, omkring hullerne, som han havde skabt på hende... Healeren havde vist gjort et godt arbejde for at få de til at gro sammen igen. Han havde det ikke super godt med, at have ødelagt hendes hals, og nu skulle ødelægge den igen. Han gjorde hende en lille tjeneste ved, at placere tænderne samme sted igen, for ikke at give hende en drabelig hals at se på. Forsigtigt tyggede han igennem hendes halsmuskel, og ramte som altid præcist ind til åren. Han holdt om hende, i et tæt kram, og trods smerten han forvoldt hende i halsen, var han så kærlig, som han overhoved kunne blive. Han aede hendes ryg blidt, og sugede ikke spor voldsomt. Hun skulle jo gerne have en så behagelig oplevelse, som overhoved muligt... Han vidste fra sine sædvanlige piger fra bordellerne, at nogen endda havde lært at nyde det. Eller måske var det en del af deres service? 

Bertram tog ikke meget, men det var nok til at svække hendes tilstand. Som han fornemmede, at det var bedst at stoppe, trak han forsigtigt tænderne ud og kørte tungen forsigtigt op ad hendes hals, for at rengøre hendes sår. Han havde noget stof med, til at forbinde med. Det havde han tit, for at undskylde overfor de uheldige mennesker, der blev udsat for hans overgreb. Men først løftede han hende op, og sank dem begge ned at sidde, ved at støtte sig til muren og glide roligt ned. 

Han rømmede sig en smule, for ikke at være alt for stille. Hans hænder søgte ind under inderlommen, hvor han havde sin forbinding, hvorefter han gav hende det på, og afsluttede med en nål. Et tyndt lag stof var nok, siden han havde været så forsigtig med hende som overhoved muligt. Hans blik undersøgte hende derefter omhyggeligt, og særligt prøvede han at tyde hendes ansigtsudtryk, for at se, om hun var okay, eller vred på ham. Hun havde tilbudt det selv, men man vidste aldrig, om hun ville have haft, at han havde været stærk nok til at sige nej.

“Det var pænt af dig... Jeg håber ikke du er svimmel” Hans blik søgte lidt ned i skam, mens han legede lidt fraværende med kanten af hendes sorte overdel.  

"Der bliver ikke en tredje gang” Forsikrede han med det samme, som han stresset gned sin pande med hånden. Ugh... han brød sig virkelig ikke om, at hun nævnte første gang, men selvfølgelig var det ikke noget de kunne undgå at snakke om. Han havde behandlet hende meget dårligt, men selv dengang havde det været meningen, at han ville holde ud til næste nat, hvis ikke han på en eller anden måde, fik hende overtalt til at give ham blod frivilligt... Men tingene ændrede sig, så snart hun kyssede ham, og så snart han endte i hendes seng sammen med hende.  

Bertram bemærkede, at hun skænkede gaden et blik, men han bekymrede sig ikke selv. Han havde ikke gjort noget forkert, og hendes hals var ikke længere blottet. Han kyssede hende ømt, og smagte en smule af blod. Han tænkte lidt over hendes spørgsmål, og lænede sig tilbage, så han kunne se på hende.

“Hmm, det er et svært spørgsmål... Det afhænger af mit aktivitetsniveau, men jeg er som regel meget aktiv, efter at have ventet på at solen går ned en hel dag...” Han strøg hendes platinblonde hår, og begyndte at flette hendes hår op, så det i stedet bølgede løst ned over hendes skulder “Cirka hver anden eller tredje nat søger jeg blod, men... hvis nogen kommer til skade, og jeg kan fornemme blod indenfor en hvis afstand, så kan jeg ikke holde mig væk...”. Han fortalte Zirra det med stærk modvillighed. Der var intet galt i, at hun gerne ville lære ham bedre at kende og forstå ham, men hun skulle ikke begynde at blive til hans omvandrende blodpose... Der var mange vampyrer derude, der udnyttede deres kærester, eller generelt ensomme mennesker, som handlede på deres medmenneskelighed og omsorg. Nogle gjorde det endda for måske at blive vampyr en dag, og få et evigt liv. Men den slags mennesker kunne umuligt have sat sig ind i de konsekvenser, der fulgte med. 

Da hun sagde hans navn med en hvis fasthed i hendes toneleje, kiggede han fokuseret på hende, mens han lyttede. Det lød umiddelbart som om hun havde set bort fra, at han havde lovet ikke at gøre det igen. Hun regnede ikke med, at han kunne kontrollere det? Indtil videre havde han også kun bevist alt andet. Han skævede til siden i utilfredshed. “Jeg har jo sagt...” Prøvede han insisterende, men opgav straks. Det var hans problem, og ikke hendes. Hvis der kom en næste gang, ville han ikke lade hende give sig selv til ham på den måde. Han rystede på hovedet “Det sker ikke igen! Jeg ønsker at behandle dig med værdighed... Du er jo ikke bare en kvinde jeg har elsket med for én enkelt nat, jeg nyder også bare at være omkring dig”. Bertram var lidt sparsom med sandheden. Han nød ikke bare hendes selskab, men han tænkte også hele tiden på hende, til et punkt, hvor hans sædvanlige kammerater havde bemærket, at han virkede komplet ufokuseret og fraværende. At han var blevet ramt af Amors pile, ville ingen dog have gættet. Bertram rendte ikke rundt og forelskede sig i hvem som helst, og da slet ikke siden hende den sidste, som han blev set rende rundt sammen med. 

Han sukkede over sine egne tanker, der havde ledt ham hen til hans håbløse kærlighedshistorik. Der var jo så meget andet at tænke på lige nu. Zirras farlige arbejde, for eksempel. Efter hvad han havde set i dag, var han pludselig blevet en smule mere skeptisk omkring, at hun udsatte sig selv for den slags hver nat. “Virkede det ikke som om, at han var forberedt på at blive skygget? Han styrede dig lige i retning af sine to bevæbnede kammerater...” Spurgte han eftertænksomt.  

Bertrams bekymring for hende var tydelig at læse på hans stirrende ansigtsudtryk, som hun delte sine tanker med ham. Tænk at hun stadig kunne tage af sted hver dag, på trods af, at det ikke var første gang, at hun var blevet kidnappet? Var hun mon selvmordstruet? Hun lod jo også bare en vampyr drikke fra hende, selvom hun ikke kendte ham så godt. Så snart hun bad ham holde sig fra at prøve på, at holde hende fra hendes arbejde, skiftede han over og blev lidt hårdere i betrækket. “...Jeg bestemmer ikke over dig, men hvis du er interesseret i at høre min ærlige mening, så bare sig til...”. Eftersom at hun rettede sig en smule fra ham, tog han det næste skridt og rejste sig op. Men han var ikke afvisende over for hende, men trak hende i stedet med sig op, ved at hive hende op at stå i armene. “Uanset hvad, så bør altid have en kollega i nærheden...” Tilføjede han. Hans hånd sneg sig om hendes talje, og begyndte at føre hende i retning mod gaden. Han vidste ikke hvor han ville tage hende hen. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig, at lade hende slippe fra i aften. 

“Natten er stadig ung... Hvad med at vi finder på lidt sjov?” Han gav hende for første gang i aften et smil, som var bredt nok til at afsløre hans hugtænder, og det fik ham til at fremstå, som en bankrøver, der lige havde foreslået at tage hende med til det næste kup. 

“Bare følg med” Sagde han hemmelighedsfuldt, som han straks fik en ide til hvor de skulle hen, og begyndte at gå væsentligt hurtigere. Dog stadig så Zirras lidt kortere ben kunne følge med. I aften havde han ikke lyst til, at tilbringe sin tid på en tilfældig bar og lade som om, at andre mennesker interesserede ham. Han ville være alene med hende, og selvom hun lige havde doneret lidt blod til ham, så følte han stadig, at hun skyldte ham sin tid, eftersom at hun efterlod ham i baggården til Hankatten. Han havde været overbevist om, at hun ville have ham, men alligevel havde hun sagt nej til ham. 

Gaden var nærmest mennesketom, og de eneste nysgerrige blikke, som rettede sig efter dem, havde ingen ide om, at Bertram var en vampyr, eller Zirra var en spion. Måske misundte de dem, da de begge virkede unge og tiltrækkende, og det faktum, at de havde tiden og overskuddet til hinanden. En ting som mange fra underklassen ikke havde råd til. En ung mand, eller nok nærmere dreng, der flyttede rundt på nogle kartoffelsække, afbrød sit arbejde kortvarigt, for at beskue dem. Bertram bemærkede hvordan hans blik var rettet specifikt mod Zirra, og det fristede ham til at smalle øjnene og smile grumt til ham. Da drengen så, at kvindens lodne og rævelignende fyr havde opdaget ham, skyndte han sig skamfuldt at arbejde videre med at få flyttet sækkene. Indeni hoverede Bertram for sig selv.

Han førte Zirra videre igennem byen, og nærmest i retning af hendes hjem, men også hendes gade passerede de. Det ville ikke vare så længe, før de passerede mellemklassesblokkene, og fik udsyn til de smukkere og mere fornemme rigmandsboliger. I denne bydel var der væsentligt flere byvagter, der patruljerede gaderne, så Bertram begyndte at sænke farten lidt, og være mere påpasselig med, at ligne en, der var ude på noget. Han knyttede Zirra tættere ind til sin krop, som han stillede sig ved et hjørne, og kiggede ned ad en af gaderne. Her var der roligt og lyst op af gadefakler, og hver bolig havde en grøn forhave og gitterporte ind til deres baggårde. 

Han havde ikke forventet, at Zirra skulle opdage, hvad der var foregået mellem ham og den uerfarne dreng med kartoffelsækkene, men på den anden side havde han ikke gjort noget for at skjule det. Drengen skulle jo gerne opfatte hans signaler som en form for advarsel. Nok havde Bertram givet udtryk for, at han havde det fint med, at hun så andre mænd, men inderst inde plagede det ham nok, til at puste sig op overfor eventuelle modstandere og andre mandlige konkurrenter. 

Lige nu havde Bertram ingen bekymringer. Han nød blot at hun var der. Hans blik var opslugt af en af bvagtens nakke, som han patruljerede gaden og drejede af til en sidegade, for derefter at forsvinde bag en bygning. Hovedgaden var nu ubevogtet, men Bertram havde ingen anelse om, hvor lang tid de havde frit spil, til at snige sig ind et sted. “Heh...” Lo han kækt, og skævede om til hende og smilte. Zirra lød slet ikke kritisk, som hun spurgte ham hvad de havde gang i, og det opmuntrede ham til at gennemføre ideen med at bryde ind et sted, så de havde et værelse at tilbringe nogle timer på. “Jo vi er, men vi efterlader ingen spor... Jeg finder os lige et hus, som er tomt” Lovede han, og kiggede op og ned ad hende. Hans hånd kørte ned ad sin mave, og følte på de nye knapper, som hun egentlig havde lovet at sy på for ham, efter hun havde flået hans skjorte op på en ret så desperat, men temmelig sexet måde. Han måtte dog erkende, at det havde været mere ophidsende, hvis ikke det havde været fordi han ikke fik noget med hende efterfølgende, og hvis ikke det var fordi, at han selv måtte sy knapperne på!

“Kan du lide dem?” Bertram flyttede sig fra sit skjul ved væggen og lænede sig helt tæt mod Zirra, og greb om hendes talje. Han klemte lidt hårdt til, for at vise hende lidt af hans styrke “Du kom jo aldrig og syede dem på for mig, som du ellers havde lovet”. Smilet som naturligt bredte sig på hans ansigt viste, at han ikke bærende nag over det, trods hans ord næsten kunne lyde sådan. “Zirra” Hviskede han kælent og rykkede den ene hånd op fra hendes talje, op for at tage i hendes lille hage. Han stjal et kys fra hende, før hun overhoved fik lov til at svare ham, og slap derefter hendes hage igen og kiggede på hende med det blik, der ikke sultede efter blod, men efter hende.  

Hendes hænder legede med hans overkrop, og selv udenpå stoffet, fik han en følelse af, at hun tog noget af magten fra ham. En smule målløst åbnede han munden svagt, mens han kiggede ned på hendes mund, hvor hun bed sig i læben og overvejede det hele, og da hun pludselig bad ham følge med, og hev ham afsted, fulgte han spændt og nysgerrigt med. Nu var det pludselig hende, der bestemte hvor de skulle hen? “Hm?” Lød det forvirret fra ham, og kiggede forvirret omkring. Det lød jo som om hun kendte stedet? Hvad var chancen lige for det? “Øh, hvem taler vi om? Kender du nogen herfra overklassen?”. Han måtte indrømme, at han var overrasket. Zirra kendte måske folk fra overklassen, og samtidigt hang hun ud på steder som hullet, for at fiske efter rødhårede vampyrmænd, når hun endelig havde en fridag for sig selv. 

Han fulgte naturligvis med hende, og stolede på, at hun havde styr på, hvad der ventede dem indenfor. Hvis han selv skulle vælge et hus, ville han først være nød til at gennemgå alle vinduerne, og derefter tjekke det efter indenfor, før han ville hive Zirra med ind i sit indbrud, men dette her var jo langt nemmere. Han smilte tilfreds ad hendes indsats, og trådte derfor indenfor, og så til, mens hun lyste hele lokalet op. Dette var vist første gang han havde set hende bruge hendes evne, til andet end at distrahere ham eller andre med. Det var faktisk ret smukt, og det var først nu, at det gik op for ham, at hendes lyskilder tog form som ildfluer. “Ildfluer? Huh?” Mumlede han undrende for sig selv, lige inden, han mærkede at hendes fingre trak i hans skjorte. Det fik opmærksomheden fra lysekronen væk, og i stedet fandt han Zirras blå øjne. “Heh!” Hans smil vendte endelig tilbage igen, og lod hende afklæde ham. “Jeg vil gøre noget, der får dig til at holde dit løfte til næste gang!”. Da hun fik knappet hans skjorte helt op, smed han den af på gulvet, og i en fluks bevægelse, begyndte han at hive hendes overdel op, denne gang uden at tænke på, at snørre den op. Hendes overdel fløj af ret hurtigt og landede nede på gulvet, sammen med Bertrams sorte skjorte. Hans arme greb om hende, og løftede hende op, pressede hende mod sin egen nøgne krop, så han kunne mærke hende helt, hvorefter kyssede hende, samtidigt med, at han gik i vildledelse i retning af, hvor han mente at sofaerne stod placeret i rummet. Kysset emmede af savn fra alle de dage, hvor han ikke havde vidst, hvor hun befandt sig, eller om hun var okay. Han hadede hvor sårbare mennesker kunne være, og hvordan de havde det med at komme til skade og dø på de mærkeligste måder. Særligt når de var venner med Bertram, eller generelt vampyrer og dæmoner. 

Vaklende snublede han ved kanten af marmorbordet, men ubekymret lod han dem begge vælte forover og ned i sofaen. Zirras landing blev måske lidt hård, da en halvelver var over hende, men Bertram selv landede blødt. Han slap kysset for at slippe en latter, og han gav hende et lusket blik, der lovede hende ballade. Han havde hende for sig selv, denne gang, og hendes kollegaer kunne umuligt komme forbi og genere dem nu. Spændt bed han sin læbe, og lod blikket kigge ned ad hende, før han rettede sig op og satte sig på hende, for at åbne hendes bukser. 

Hvor var hendes latter dejlig. Det mindede ham om da han mødte hende i baren, og hun levede sig ind i rollen, som en almindelig kvinde med et almindeligt arbejde, og hvor de digtede historier sammen om han kære, intetanende klanmedlemer. Denne gang virkede hendes glæde til at komme dybere inde fra, og denne menneskelige, dødelige glæde smittede af på ham. “Mmmh Zirra!” Nåede han lige at sukke opstemt, inden han imødekom hendes legen med tungekysset. Det var et skønt navn at stønne, og kom til ham helt naturligt. Bertram forsøgte imens at får sit eget bælte spændt op, og fumlede med det, mens han varierede kysset i takt med hendes. Hendes varme og dunkende krop pressede ihærdigt mod hans, og han lod sig bare dumpe tilbage, indtil han mærkede armlæned mod sin ryg, og slap hendes kys.  

Bertram kunne dårligt bære synet. Hun var bestemt ikke genert, og hun virkede ufattelig erfaren, som hun toppede ham og leede flirtende til ham. Hans øjne var blændet af hende, og han fremstod helt beruset, når hun rørte hans krop. Hans brystkasse hævede sig, og fremstod nærmest realistisk, når han blev opstemt og hård. Han lod sin hånd vandrede ned ad sit eget bryst, og neglene kørte en tur igennem striben af den ildrøde kropsbehåring, og fortsatte ned, for at løsne sine bukser og trække dem af. De var helt nøgne sammen nu, og med hendes små ildfluer, der dansede omkring hende, kunne han se langt mere af hende, end første gang! Bertrams hænder greb om hendes smalle talje, hvor han kunne følge hendes mindste bevægelser. “Har du savnet mig?” Hans læber skiltes ad, og voksede til et varmt smil, der holdt i nogle sekunder, før hans mund lukkede sig igen. Han sukkede dybt og opstemt gennem næsen. Det var svært at holde tilbage. Mellem Zirras baller, hvilede han sin penis mod hende, som den allerede havde reageret på hendes nærvær, så snart hun ledte ham an, ind i rigmandslejligheden. “Jeg har aldrig mødt nogen som dig... Tror jeg” Hviskede han “Jeg har lyst til at være hos dig”.