Jah, det var nok hvad det var. Et eller andet sted, kunne Corinth ofte få malerierne til både at ånde og danse, og tanken om at med et vip af hånden, sådan at kunne besværge galleriet, gav vel en følelse af magt. Men at fange helheden, var en helt anden følelse af magt. 
Det krævede en anden type vedholdenhed. En af den slags, som magi og magelighed ikke kunne fremtrylle. Det krævede stædighed. Det krævede en vision, arbejde sig igennem det grimme og ukorinte, for til sidst at mestre evnen, at fremtrylle det man så et ideal om.
Nogen havde engang nedfældet, at definationen på sindsyge var at gøre den samme ting igen og igen, men samtidigt forvente et andet resultat. Men som nogle af de få, kunne kunstnere vel frigøre sig fra idéen om at have ét resultat i mente. Gøre den samme ting igen, og igen, men aldrig for at nå et bestemt mål - simpelthen bare fordi de nød det. 

Som var han i sin helt egen zone, gik Viktor ind i den eksplorative fase af maleriet. Antog han, men det kunne næsten anes i farverne, da han trak den mørkere pallette frem - så meget i bevægelse, at han endda kom halvt op og stå, på den mindre skammel. Blikket flakkede til hans spørgsmål, og Corinth nikkede, det flød ud imellem sprækkerne, og var en god samling af alt det de ikke havde, der hvor han selv kom fra. "Jeg havde nogle år, hvor jeg fik muligheden for at komme rundt. Rubinien, de varmere egne af midterlandet, den slags.." Viktor kiggede ikke engang op. Havde nok fået lagt så meget af basen ned, at han nu kunne gøre sig fri. 

Corinths øjne fulgte ham stilfærdigt imens han arbejdede. Kunne ikke se hvad, men fulgte med i farveskiftenes spil. Knyttede hånden og lænede hagen imod den, ikke sky for den observerende stilhed han vidste fulgte med hans afslappede observans. Han kunne li at se ham arbejde. Metodisk, en helt anden proces end hans egen. 
I den lyse hånd fremstod kullet han samlede op, næsten altopslugende sort og koldt. En skarp kontrast til hans tidligere valg, som var tanke konstateret uden at tænke for meget over det. Fordi i det næste sekund, var der et dump, tungt sug i maven, over tungespidsen der nu tittede frem. 
For at bløde det op? 
For at mildne det. 
For at få noget andet frem? Mange tanker, men Corinths blik var fæstnet, tryllebåndet ved de forsigtige bevægelsers rytme. Hvordan det tværede mere og mere af den følsomme pigment ud i hans lyse fingerspidser, og satte sit aftryk, både på lærred og hånd. Og pande. 
 
Det dæmpede grin blev skjult i en tår mere af vinen. 

Brynene bevægede sig let til Corinths ord - et lille nik, et løft, som viste, at han hørte efter, selv midt i sin koncentration. Fingrene lagde det sidste kærtegn på den drømmende gengivelse af Corinths hænder, som nu næsten smeltede sammen med lærredets tågede, romantiske toner.

"Hmmm," lød det lavt, næsten tænksomt, som en rest af hans opmærksomhed blev hængende i det sagte om Rubinien. "Der har jeg aldrig været." Ordene blev hængende mellem dem, som et fravær, han først nu blev opmærksom på. Det ville heller ikke blive på denne rejse. Dannelsesrejsens sidste stop blev her. I denne varme bolig. Og hvis han kendte sig selv ret, med alt for meget farve under neglene og i ansigtet, når det var slut. Men han glædede sig til det hele. 

Der var noget ved stilheden, der strakte sig mellem dem, som fik ham til at rette sig en smule. Ikke anstrengt - mere som en ubevidst refleks. Som når nogen så på én, og man ikke ville skuffe dem. Og selv hvis han forestillede sig det - selv hvis det var ren indbildning - så blev han lidt rankere. Hagen løftet,  grebet om penslen lidt mere yndefuldt. Bevægelserne blev næsten... dansende. Og det var først da han mærkede det lille smil vokse i mundvigen, at han løftede blikket fra lærredet og sendte Corinth et blik.
"Nu keder du dig vel ikke?" spurgte han tørt, med et strejf af grin i stemmen - ikke helt undskyldende, men alligevel taknemmelig over at han sad der endnu.

Blikket gled straks tilbage til farverne. Hvor længe havde han stået der? 20 minutter? 40? Alt havde opløst sig i farve og puls. "Jeg tror også..." begyndte han, tøvende, som om han talte mere til billedet end til Corinth. Han lagde penslen fra sig og fugtede sine læber, lod dem derefter samle sig i en stram linje, mens han trådte et skridt tilbage. Øjnene glimtede i vurdering - ikke kold, ikke kritisk - bare søgende.

"Ja, jeg tror det er færdigt." Panden rynkede sig svagt. Ikke utilfreds, bare... ømt. Som om han ikke helt var klar til at give slip på det. Som om processen havde været vigtigere end resultatet. Han lagde armene over kors og skævede til Corinth. Noget afventende, der ikke krævede, men inviterede. 

Og han voksede også gradvist under de røde øjne, selvom det var træk så små, at det nok kun var på grund af den ubrudte opmærksomhed, at Corinth rigtigt så dem. Endnu en tår, og i et ryk gled blikket tilbage til Viktor, en dæmpet latter i ordene da han svarede. "Nej-nej, ikke endnu" og ville nok heller ikke komme til det. 
Det spillede op til afsluttende streger i det slanke fingrer, som om at dansen snart var ved at være ovre. 

Et skridt tilbage, og Corinth lagde hovedet lidt lyttende på skrå, samme tålmodighed som da han startede det her lille projekt, glimtende i de mandelformede øjne. Omend et skud af nysgerrighed kælede for udtrykket, da han endelig fik lov til at læne sig frem, for at gribe invitationen. 

Hvad der mødte ham, overraskede. Tændte et glimt af betagelse da han krydsede armene, og tog maleriet ind, vægten lænet på den ene hofte. Det var rigtig nok hans hænder, men med pulserende liv vævet ind i de kolde farver, der ellers (syntes han) normalt fik huden til at se død ud. 
Grå var blevet til lavendel, sart rose kærtegnede de steder af knoerne hvor skyggerne ikke strakte sig hen, og mørkeblå chancerede til sort nede omkring fingerspidserne. Som en nattehimmel. Og for en, der nok være mere vant til at se sine hænder afbildet med andet (omend mere sande motiver), kunne han godt li' den her version af sandheden. Det var en sart skønhed omkring det. 
"Det er så..." smukt, æterisk, drømmende. ".. jeg føler at du har fanget et lille univers i alt mørket" og Corinth ene finger tappede en anelse fraværende imod vinglasset i hans hånd, tæt ved albuenm imens han smagte op ordene. Fraværende, da hans blik fangede den måde hænderne vendte sig ind imod hinanden på i maleriet. Rituelt næsten, som samlede det alle trådene, af de samtaler der flød ud imellem dem. 
"Jeg kan li' din streg" og han fandt endelig tidspunktet at kigge tilbage på, en arm på hans skulder ved de rosende ord.

Pulsen steg for hvert skridt han tog - som om kroppen tilføjede et ekstra hjerteslag for at holde ham stående. 
Corinth stod ved siden af ham, betragtede den sandhed af farver, nu afsløret for verden. Viktors blik søgte den anden i små, næsten skjulte glimt. Bare for at fange reaktionen. Bare for at se om noget i ham bevægede sig. Måske så han forkert, men... var der ikke en blødhed omkring øjnene, der ikke havde været der før?
Betagelse? Anerkendelse? Han kunne ikke navngive det, men det slog ham ud af kurs.

Den passionerede koncentration fra før blev skiftet ud med en stille uro. Huden prikkede, og et lille sug samlede sig dybt i maven. Som før et fald. Som før et kys, han ikke turde tænke færdigt. Hvad nu hvis han hadede det? Bare tanken trak et stramt bånd hen over kæben.

Jeg føler at du har fanget et lille univers i alt mørket. 

Brynene løftede sig et overrasket hak.
Corinth så det. Fangede hans vision. Så… ham. Luften blev lettere at indånde; spændingen fra kæbelinjen løsnede sig. Men, Viktor kunne stadig mærke en klump samle sig i halsen. Tung og besværlig at synke. Stadig på vagt; kritik kunne jo følge efter når som helst. 

Jeg kan li' din streg.

"Mener du det?" Ordene slap ud, for hurtigt, næsten i et åndedrag. Hovedet drejede sig mod Corinth. Den unge Alryss havde aldrig vist sine evner til en anden kunstner. At få den ros fra en professionel... en med årrækker af erfaring, satte sig i ham, som smeltet sukker, tungt og sødt og umuligt at holde på plads. Hånden på skulderen der fulgte efter, fik komplimenten til at synke endnu dybere - ikke skarpt, bare... insisterende, en karamelliseret varme der ville blive siddende i lag. Hjertet slog, men ikke uroligt denne gang. 

Viktor fugtede læberne igen, følte sig tør i munden før han fandt et lille strejf af charme, der krøb langs læberne. Han lod sit blik glide efter Corinths, tilbage til lærredet. Delte oplevelsen i stilhed, fordøjede det hele.  Et kort pust undslap ham. 
"Jeg er glad for, at du forstår visionen… det var præcis det, jeg forsøgte at fange.” 

Han kunne sige så forfærdeligt mange ting som han ikke mente - men lige det her, det mente han. Det var smukt, og der var en skrå selvsikkerhed bagved de lange fingre, noget uvant og anderledes i spejlet der mødte ham, når han betragtede farverne der havde sneget sig med. 
"Så kommunikere du også tydeligt... hvad er det man siger. Maler med hjertet?" og han gav skulderen et sidste klem. Ros var ikke svært at vriste fra Corinth. Især hvis man imponerede ham - og Viktor havde mange sider af sig selv. Den her, legede på et niveau ikke langt fra hans eget, og var nok vigtigt, talte man det langsigtede syn med. Det er, kunne arbejdes med. 
Det var romantisk, og på sin egen, forskruede måde, var det et sprog Corinth forstod. 

Et minde fra havnefesten slog som et tydeligt ekko af et minde igennem ham. Dunkede i fingerspidserne, da hans egen kommentar sank ind, som et flygtigt fuglehjerte. Det havde slået hurtigt og levende, bange, men ikke bange nok til at trække sig. Mon det var det samme nu? Blikket skrånede tilbage til Alryss sønnen, og han måtte minde sig selv om at lade hånden glide op, i stedet for ned. Holde det ovenvande, selvom en del af ham ville grave dybere, spørge lidt mere ind til hvor smukt det var. Hvorfor. Komplimenter for en narcissist, en anden type dog, for det var en han kunne trække Viktor med ind i. Hans billede sagde mere end han måske ville indrømme. Eller også læste Corinth stjernebilleder der hvor de ikke fandtes, men det føltes godt at blive flirtet med. 

Med et underholdt smil gled fingerspidserne langs kinden, op til panden, for at samle lidt af farven op. Det gjorde det næsten kun værre, og Corinth grinte sagte. "Du har noget heroppe" man kunne ikke se det på hans egne spidser, og lidt hengivent, fik han rettet den krølle der havde været skyld i kullet, tilbage på plads. Det havde vidst sit eget liv de krøller. 

Det lille klem fra Corinths fingre forseglede det hele. Drev opmærksomheden tilbage til det lyse ansigt, til skæret i de mørke iriser - de hviskede deres beundring direkte ind i hjertet på Viktor. Maler med hjertet. Han mærkede den samme gnist, ligesom ved klaveret dengang - klapsalven, opmærksomheden og anerkendelsen - han drak af det, som tørre planter tørstede efter vand. 

Han ville have mere af det. 

Blikket gled væk igen. "Ja..." istemte han dæmpet, efterfulgt af et spædt kluk. Det var en pæn ros. Hans fascination af tekstur, varme, skygger - var vel bare et forsøg på at fange en følelse, før den forsvandt. Forevige den i farveforløb, og få det hele til at smelte sammen i perfekt uperfekthed. Hjertet gav kunsten stemme. 
"Og.. hm, du sagde jo, at du gerne ville se dig selv gennem mine øjne... så," han skævede til Corinth, "..værs'god." Øjnene havde den dér blide krusning; en stille fornøjelse, han ikke helt gav sig selv lov til at vise.

Hvor forsvandt Corinth hen, når han blev stille...? Viktor fik ikke tænkt tanken til ende.

Gåsehud fulgte de blide strøg fra Corinths fingre, over kind, videre... op til pande. Efterlod sig et spor af varme, og en svag blussen under huden der blev rørt. Viktors første indskydelse var at trække sig; som om hans ånd hoppede bagud, mens kroppen blev stående, og så det hele udefra. Lårene spændte op, og Viktor, der havde så mange dansende udtryk, havde svært ved at beslutte sig for ét at gå med. Du har noget heroppe, "Oh... nåh," grinte han lidt forsinket, selvfølgelig vidste han, at det bare var dét Corinth prøvede at fjerne. "Hvornår skete... det?" stemmen døde ud. Småforvirret, hjertet anspændt, da han mærkede de blide fingre rette hans krøller. Mere gåsehud. Viktors nøddebrune øjne hægtede sig fast på hengivenheden der blødgjorde Corinths træk.. Længsel, mærkede han pludselig. Et stik af hjemve efter arme, der aldrig havde holdt ham. 

"Hah." Han tvang et smil frem, og løftede sine hænder for at gnubbe sig i panden og i samme vending bukke hovedet så Corinths hånd sandsynligt ville ryge ud af håret. "Min første dag tilbage, og jeg har allerede farve i ansigtet," lo han moret, "Er det væk?" Hvis han ikke havde trukket sig i tide… ville han måske have lænet sig ind. Uden at tænke.
Og dét… gik ikke.

Adelsmanden virkede til at spænde lidt op under hans hænder, hvilket i og for sig var... forståeligt. Hvis man havde en hang intime berøringer, ville man som et lille unikum, stortrives i Corinths nærvær - han delte altid ud af dem. Og når det var upassende, var det måske der han følte dem bedst - der hvor man vidste, at man ikke burde følge op på dem. Og så alligevel gjorde det. 
Alt kunne dog pakkes ind i andre hentydninger eller nye grunde - så længe der var en mening med dem - virkede de fleste modtagelige. Hvis han kunne finde nok grunde til hvorfor han rørte sådan ved Viktor, ville han måske få lov at forsætte. Bare en til, og en til, indtil der ikke var flere gode grunde at finde. 

Rykket fik Corinth til at trække hånden til sig, og den fandt i stedet hans hofte idet han trådte tilbage. Latteren hang i blikket, da han konstaterede at det næsten kun gjorde det værre, og Corinth rystede lidt på hovedet. "Uforbederligt af dig, antager jeg på din tone?" og han tog en lidt længere, næsten kølende for nerverne, tår af vinen, inden han tilføjede; "Det er kun blevet værre. Vent, her - lad mig..?" og han trådte et skridt nærmere, uforbederligt af ham, for med en lille bevægelse at aktivere magien i de mørke hænder. 
Hvis han tillod det, ville den forsigtigt - som var det forbudt røg - løfte kullet fra hans grålige ansigt. Sort sand havde de engang kaldt det derhjemme. Hånden gled med en sagte svirren, dog lidt mere tøvende også henover Viktors fingerspidser, dyppet i mørkt støv. Tøvende, fordi de lignede en mildere grad af hans, og en lille del af ham brød sig lidt for meget om det, inden han gjorde antræk til at også at ville fjerne det. 

Så det ikke kom for meget på hans fine tøj. Corinths smil blev lidt mere internt, lidt mere indadvendt, da han sagte tilføjede. Så det ikke var for tydeligt, hvor han havde brugt en god del af sin dag. 

"Én af mine mange uvaner, velsagtens," rettede han med en fåret grimasse. Fingrene forsatte sin nyttesløse færd med at gnide sig i panden, bare for at gøre et eller andet med sine hænder. Corinths adamsæble bevægede sig i en langsom bølge, op og ned… op og ned, og Viktor måtte tvinge sit blik væk. Han kunne nærmest høre... hvordan vinen kælede halsen. 

Øjnene flakkede, vent - her, lad mig? "Hm?" hørte han sig selv brumme midt i det, uden helt at kunne afvise det der skete. Hans hænder sank og blev erstattet af Corinths. Rummet føltes pludselig ikke større end Corinths tilstedeværelse. Og selvfølgelig... lige i øjenhøjde til at betragte den lyse hud der tittede frem fra silke. Tæt nok, til at se kravebenenes skarpe fremspring og uddybning. Han lukkede øjnene hårdt sammen, holdt vejret. Det var svært at beskrive fornemmelsen af magi der hev støvets pigment fra huden. Fjerlet, måske, blidt. Han kunne ikke bedømme om det kildede, eller om han bare forestillede sig det. 

Da Corinths hånd sænkede sig til hans egne, åbnede han øjnene, først på klem, og derefter helt. Skævede ned mod deres hænder. Næsten så ens i deres udtryk, og vidt forskellige. Han syntes... eller hvad? - at Corinths hånd tøvede et hjerteslag længere end nødvendigt. Måske så han det også...? De mørke partikler dansede efter skyggefingrene, lignede mørke ildfluer, før de forsvandt og efterlod Viktors fingre rene. Han knugede hænderne i små ryk i et forsøg på helt at forstå, at det kunne lade sig gøre. På et tidspunkt ville han nok vænne sig til det. Når han så det nok gange. 
"Tak.." han spredte fingrene igen og gav dem et sidste blik, før han distræt pillede ved sine seler. Gned læderet mellem fingrene. Han trak ud i mundvigen i noget der lignede et smil. 

"Og - nu hvor vi er ved uvaner..." begyndte han, "..en anden er, at jeg kan være ret krævende og.." et skævt smil krusede frem. Han slap selerne, før han fortsatte og mødte Corinths blik: "mens jeg bor her… vil jeg gerne have dig som min mentor. Så jeg kan udvikle mine kunstfærdigheder." En lille alvor prikkede i det brune, selvom han forsøgte at holde det let. Rank ambition malede det fregnede ansigt, og han forsøgte at ligne en, der aldrig havde hørt ordet ‘nej’.

Der var en stilfærdig dans i det sorte kul, doven igennem luften. Nogle gange følte han, at det lignede de store stæreflokke, når de lettede. Samlede sig i en union af mørke, for at sprede sig over aftenhimlen - som levede det i virkeligheden - og trak vejret med dem, med ham. I et lille sekund, følte Corinth ham selv holde det inde. Se de sidste rester løfte sig, og vidste ikke helt om han forestillede sig det, når Viktor åndede ud med ham. 
Men det dæmpede tak rev ham tilbage til nuet, så de rødlige øjne fandt den lidt lavere skikkelse. De stod for tæt. Han trak tiden imens han talte hjerteslagene, uden helt at trække sig, men lænede sig i sidste ende en anelse tilbage, ved de efterfølgende ord. for at forstå hvad han mente. 

En af hans mange uvaner. Ord der ekkoede fra før, og Corinths bryn røg lidt overvejende op. Havde han set en krævende side af Viktor? Ikke endnu, tanken, den var lidt spændende. 
Med en dæmpet bevægelse, en registreret i udkanten af sit fokus, så han selerne der roligt faldt til jorden under dem. Da han så op igen, var det nogle store, insisterende øjne - og der det gik op for han. Ah. Der var det. 

Krævende var i hvert fald én måde at beskrive det blik, og Corinth grinte dæmpet. Kunne ikke lade være, ganske smigret i sin sorte sjæl. "Og du tror simpelthen at jeg kan lære dig noget nyt?" tanken føltes ikke... forkert, ordet menter var dog frygtelig formelt. Ikke at han afviste det alvorlige glimt - så lad os da forhandle. "Hvad ville det så helt konkret indebære?" fulgte han derfor op med. 
Æsken med genopfriskninger til piben fangede hans fokus, og Corinth skridtede hen for at fylde den på ny, imens at han talte. Gjorde klar til salgstalen, hvis Viktor havde forberedt en, og satte ny ild til mixet af nymåneblade og tobak. Et blik på chaiselongen, og et inviterende klap hen ved siden af ham, så de kunne sidde. Så han kunne lytte, 

Brynet løftede sig vurderende. Det overraskede ham, det Corinth sagde. 
"Ja," svarede han uden tøven. Han malede måske med hjerte, men Corinth kunne lære ham meget mere. 

Men, det ville også være for nemt, hvis Corinth bare sagde 'okay' og gav hånd på det. "Jeg ser ikke nogen grund til blot at være en husgæst." Erklærede han forsigtigt, med den der lille flig af stædighed i kæben. 

Viktor bukkede sig i et glidende svup efter sit forsømte vinglas. Rummet syntes at strække sig igen, med hvert skridt Corinth tog til chaiselongen. Der var noget i den bevægelse… ikke en afvisning. Bare en rolig opmærksomhed. Det gav ham modet til at fortsætte. "Jeg vil gerne lære, forstå og mærke teknikkerne." Han så hen på kunstneren, der på ny tændte tobakken. Atmosfæren mindede om de mange forretningsmøder hans far deltog i. 
"...Have nogen der kan lære mig at se, hvordan jeg udvikler min streg. Finpudser den." Remsede han op og tog et par lange skridt hen Corinth. Blikket faldt til hånden der klappede hynden, før det løftede sig til den stille opmærksomhed i det rødtonede blik. Han fulgte invitationen.

Med et dæmpet bump satte han sig, men holdt vinen lige netop så den skvulpede, men ikke over kanten. Corinth ville have noget konkret.. ikke blot passion, så Viktor sank, satte sig bedre til rette, med kroppen vendt så han kunne se på den anden. Men mistede ikke sin ranke facon. 
"Helt konkret  - bare nogle timer om ugen." Panden rynkede let. Han vidste godt, at det måske var meget at bede om, men havde Corinth ikke selv tilbudt en sommer her? 

"Jeg er selvfølgelig taknemmelig for din gæstfrihed, at jeg må bruge atelieret. Men jeg har brug for mere.
Jeg kan ikke udvikle mig uden modstand. Uden at nogen.. skubber mig til at blive bedre." Han knugede let om glassets hals. 

"Tænk bare... med din ekspertise, ville jeg kunne... " han så frem for sig for at finde ordene. Brynene gled op i en blød bue. "Stråle." Han så det for sig, og antydningen af et smil gav et ryk i hans mundvige.

Han drejede hovedet igen, læberne sammenpresset. Hjertet slog nogle hårde slag i det unge adelige bryst, for Corinth gav ikke meget fra sig. Andet end et par bap på piben. Viktors blik flakkede fra ham til sin vin, og han tog en hurtig slurk af den bitresøde væske. 

"Jeg er lærenem - du vil ikke fortryde at have mig under din vinge, Corinth." 

Og en salgstale kom der. Blikket gled henover ham imens han talte, imens han overbeviste ham, en lyttende opmærksomhed over sine vurderende øjne. Lyttende, men nok for at se hvad Viktor ville have ud af det, bagved de store, velassorterede argumenter - gode ord. Og de kunne sikkert skrive en fin bog, men der måtte være mere, end trangen til at lære. Forbedre sig og sigte efter god teknik. Fordi han var virkelig ikke alles kop te, og havde set sig selv nyde Viktors selskab. Ville han risikere at overgøre det? Spørgsmålet var forkert. 
Ville han risikere at se ham så meget? Henover tid, ville flere sider end han selv ville foretrække, unægtelig sive ud. Ville Viktor se mere end glansbilledet. 
Ligesom røgen, der langsomt sivede ud imellem hans læber, et dulmende pust af nikotin og nymåne i hans årer der hjalp med at mane den ufrivillig, indvendige spænding to ro. Den der fulgte med tankerne om forslaget, når han visualiserede det for sig. 

Stråle. Som en lille stjerne? Som solen? Corinth vidste ikke hvor meget de to mindede om hinanden i virkeligheden, og hvis han skulle vælge, var han joh villig til at gå hele vejen. Se, føle, mærke, om det var natten eller dagen han tilhørte - så uvidende om at man kunne være begge. 

Et øjebliks stilhed, hvor blikket af Viktor, lidt usikker på hvordan han ville blive bedømt, satte sig i adelsmandens minder. Til senere. Lod med et sidste pust også røgen forlade lungerne, og nikkede. "Nogle timer om ugen... du kan få 4, fordele dem som du vil" og han tøvede et kort øjeblik, et overvejende, tænksomt blik ud i ingenting. Men tilføjede så: "- jeg har tidspunkter, hvor jeg vil være væk henover sommeren. Nogle af dem, der måske er lidt længere end et par dage. Men jeg overvejede joh, om du også var åben for at komme med der, hvis det kunne lade sig gøre?" Nok en uges tid, måske mere, men det kunne de vende tilbage til. Nok mest af alt også for også at se hvad.. jah hvad han forventede; og mange (undtagen hans egne) spørgsmål var heldigvis blevet besvaret. 
Så måtte Chance tage sine odds og kaste terningerne for resten. 

Stilheden krøb ind under huden. Hvis han sagde nej… hvad så? Skulle Viktor så prøve igen, senere?

Han glemte at trække vejret, mens hans nøddebrune øjne flakkede over det lyse ansigt. Øjenkontakten kom - og Viktor veg ikke. Et glimt af uro malede hans træk, lige før Corinth nikkede. Og da den endelige accept kom, slap luften ud af den unge junker. Skuldrene faldt, og hjertet slog roligere; akkompagneret af en ivrig summen, han måtte holde i skak.
“Fire timer… det er alt, hvad jeg behøver.” Han sank, tør i munden. Alt det alvorlige i hans drengede træk blødte op i et lille, taknemmeligt smil.

"Tak, Corinth." Hans hånd løftede sig - et instinkt, en taknemmelighed, måske noget mere - og før han nåede at styre det, hvilede den let mod Corinths lår. 

Et åndeløst sekund. 

Ah. Så indså han, hvad han gjorde, og trak hånden væk igen, tøvende, men smilet blev siddende. "Jeg ser frem til at lære fra dig, virkelig." 

Viktors bryn gled op, da han så Corinths tanker glide et andet sted hen. Væk henover sommeren, sagde han. 
Smilet mistede lidt af sin varme. Han ville være væk? Panden trak sig i en opmærksom rynke. Viktor havde ikke tænkt på at være alene her. Det gav selvfølgelig meening, at Corinth ikke ville hellige sin dyrebare tid på Viktor alene. Men at bo her i huset, uden ham? I flere uger? 

Men næste ord fik hjertet til at snuble: Om du var åben for at komme med.
“Ja?” hvis det kan lade sig gøre. Han blinkede, et lille lys i øjnene. “Det ville da være… hvor skal du hen?”

Den lille berøring bragte en lun fornemmelse af varme med sig. En som virkede til at blive siddende, selv efter Viktor havde trukket hånden til sig, og endda så hurtigt. Det havde ikke været mere end et øjeblik. Og i lyset af hvem han var, og hvordan han kæmpede mere og mere, med at holde fingrene for sig selv.. så så han allerede frem til det næste pust af flygtig varme - hvor kort det så end måtte blive. 
Og med tiden se, om de kunne blive hængende lidt længere. Altid på jagt efter lidt mere - og mere fik han også, da Viktor svarede jah. 

Hans reaktioner var så ærlige. Strålende øjne, strålende smil, og Corinth kunne ikke lade være med at grine dæmpet, da han selvfølgelig også ville vide hvorhen. Som for at sætte scenen lidt, gled hænderne ud i en halvbue over dem da han svarede. "Rubinien.." han havde altid elsket varmen. Men det var ikke sydens sol, som trak Corinth afsted - det var hvad den ville skinne på, når den ramte til højsommer-zenit. "Der er en type krystaller, ildrøde og næsten glødende i Runiniens sol..." og Corinth antændte piben der var gået ud igen, et nysgerrigt blik på ham, henover kanten af træet, for at se hvordan han tog det. Det var joh ikke nødvendigvis alles.. foretrukne destination. Men skabt af guldsand og brændende varme; selv han havde ikke set det her før. Og der var noget smukt i stadigvæk at finde nye, magiske strejf af magi, i et land han ellers syntes at kende så godt. 

"Jeg har en ven, som vil huse os. Men vi skal finde en guide, så hvis du oveni det kender nogle fra området, må du lige sige til" mere planlagde han sjældent til ture som dette. Og desuden. Så var der nogle dele af planen, som nok ikke behøvede at involvere Viktor... selvom det pirrede ham lidt. 
Tanken om at se Alryss sønnen presset - idéen om at få et indblik, (nok være den primære at lufte sine holdninger til) var lidt god for ham, og kunne over de næste måneder tygge på muligheden. 

Rubinien...
Ordet alene fik noget i ham til at løfte sig - som et vindpust under brystbenet. De havde netop talt om landet tidligere, da Corinth nævnte sine rejser, og Viktor lige så distræt havde svaret ham. Alt for fordybet i sine pigmenter og teknik.

Det var ikke til at skjule; gnisten i hans øjne vågnede med det samme. Han havde ikke forventet at se Rubinien foreløbig -og slet ikke på denne måde. Tanken gjorde ham begejstret. Ildrøde krystaller... Viktor forsøgte at forestille sig det. Hans tanker gled uundgåeligt mod ildagatan han gav Frederik i gave. Forestillede sig, at de mindede om den. Glødende i Rubiniens sol... de var sikkert bare større, vildere og solbrændte. 

Han så op på Corinth, og smilet hævede sig næsten ufrivilligt. Der var noget ved måden Corinth talte på der fascinerede ham. Det lød altid som delte han en halvskjult hemmelighed, eller fire. Han var sofistikeret, og alligevel… varm. Især når han så på Viktor. Især dét... Det bildte han sig selv ind i hvert fald... Og det var fascinerende. Men foruroligende.
Det sidste mest fordi Viktor ikke kunne se væk.

“Ah… Rubinien.” Han åndede det ud, langsomt. En lille ærgrelse gled over hans ansigt til det næste han sagde;
“Jeg har jo desværre aldrig været så heldig at besøge det. Så hvis du spørger, om jeg kender nogen derfra… mh, nej.” han ville jo gerne bidrage. Hans hånd gled ned til underarmen og fandt det ømme punkt dér, hvor musklerne stadig protesterede efter den lange halve time ved staffeliet.
Han trykkede ind i det med tommelfingeren - hårdt, rytmisk - en praktisk, næsten fraværende bevægelse.
Den varme sitren ud i fingrene mindede ham om, at han nok havde været lidt for opslugt af farverne tidligere.

“Men jeg har altid drømt om at se det.” Smilet blødte ind i stemmen. En uskyldig begejstring i hans blik. “Jeg har hørt, at sandet glimter som guld… og de krystaller, du taler om-de lyder…” Han søgte efter et ord. Fandt ingenting stort nok.
Et lille suk undslap ham, næsten som en latter uden lyd. “… som noget, man kun oplever én gang i livet.”

Et øjeblik blev han stille, lod visionen folde sig ud mens han tog en tår af vinen. Rubinien. Varmen. Farver, der glødede som ild. Ham og Corinth afsted sammen.

Måske bragte glaskuglen faktisk held. Den lille forevigede blomst der boede deri - den Frederik havde givet til ham i fødselsdagsgave fra år tilbage. 
Tanken fik noget i brystet til at spænde på en behagelig måde - som om verden skubbede ham i retninger, han aldrig selv ville have tænkt på. 

"Det ville være en ære.." han lænede sig en smule frem, hånden på hjertet, "..at se Rubinien med dig." En påtaget højtidelighed sneg sig frem i det mørkebrune, og et skævt, dovent smil formede læberne. Det var nok vinens fortjeneste. Han kunne mærke det summe alle steder i sig. Alligevel mente han hvert et ord. 

Så det var et sted han ikke havde været? Hvilket joh kun gav gode idéer til hvad de så burde nå at se. Fordi oasen kunne være imponerende, men Balzera.. det stod altid glødende og skarpt i hans minder. Mulighederne var mange, og der var så ærgerligt kort tid at udnytte dem i. 
Fremtids-tanken var spændende, men rusen over ham udadtil, den forblev rolig. Observant når Viktor talte, et kort blik ned på de tidligere hårdtarbejdende hænder, før de i et dæmpet smil, fandt tilbage til hans eventyrlystne øjne igen. 
Rastløse hænder, på trods af arbejdet, og i den vævende stilhed som fulgte med tog Corinth endnu et sug af piben, der med en sagte knitren vågnede til live. 
Han kunne også allerede se det for dem. Og det klædte dem, hvis han blev bedt om at sætte ord på det. 

I en højtidelig lille gestus, fik Viktor så lænet sig ind - hånd over hjertet og det hele. Noget i hans dovne smil, og måske også glimtet i det mørke blik, fik med snigende magt, låst ham fast. Den dæmpede effekt fra piben som vågnede til live igen, spredt af adrenalin og hurtig puls, noget i hans nærvær. Han lagde piben fra sig. Noget i deres planer, som om det næsten kaldte på ham, og han derfor kunne ikke helt dy sig. 
"Æren er min" og greb i en dristig bevægelse hans ansigt, tommelfingrene blidt kærtegnende henover kindbenene. Løftede ansigtet opad, så han bedre kunne se ham. Det her.. det skulle nok blive sjovt. 

"Dine øjne..." de var smukke "Jeg håber en dag, at jeg får lov til at male dem" han lod fingrene glide henover halsen, ned til skuldrene - og selvom det var alt for fristende, sådan at trække ham tættere, endte Corinth med et grin med, at skubbe ham blidt baglæns. Trak sig, men med et drillende smil om læberne. 
Det var jo også en del de havde fået hældt indenbords. Mad burde være til at anskaffe.. ingen af dem var ligefrem store brød på den front, og ville måske gavne dem begge, at få lagt en bedre bund en vin og røg. 

De hurtige hænder dér… de greb ud efter hvad de ville, hvornår de ville. Æren er min — og et alarmerende nærvær blandede sig med Viktors chokerede prust. Uforberedt på sådan en forførende nærhed fløj brynene til vejrs, og læberne spredte sig let. Resterne af vinen vuggede faretruende i glasset, og hans frie hånd, den der før sad på hjertet, svang ud efter ryglænet og klemte til for at holde balancen.

Et kort sekund gjorde han absolut ingenting for at trække sig. Som om kroppen ikke havde fået besked om, at den burde bakke. Viktor blinkede forbavset - for at blinke chokket af sig, vinens slør, og måske også forsøge at forstå hvad der skete. Som kunne hvert blink stille skarpere på Corinths hensigter. Det var ikke voldsomt, det han gjorde. Snarere studerede han ham… kærligt. Måden fingrene strøg ham over kindbenene, mindede ham om måden en kunstner værdsatte sit håndværk. Hengivenhed i hvert strøg, som når Viktor havde ladet penslen finde Corinths hænder på lærredet. 
"Cor—" mere nåede han ikke at sige. Hans blik faldt til Corinths mund i et splitsekund, så hurtigt at han ikke engang var sikker på, det var bevidst. Afbrudt af magnetiske mundbevægelser, ord der skulle til at formes men døde på læberne. Hans blik flakkede kort til de mørkerøde øjne.
Corinth kunne lide… hans øjne?

Ånden kildede Viktor, og noget slap mellem den lille sprække af hans spredte læber. Det smagte af tobakken, bitter vin, søde urter. Han sank. Sank dét hele. Halsen var blottet, og sensitiv hud blev forført af skyggefingre, der spredte gåsehud på langs, som når han uden besvær lod sine mørke pigmenter danse for sig. Viktor gøs, men han hadede det ikke. Fingrene på sofaen løsnede sig.

Bare et øjeblik, ønskede han, at Corinth ikke stoppede. 

Viktor prøvede at indhente sin stemme.
"Nåh, jamen—" stemmen knækkede, overrumplet, af det pludselige skub. Hænderne puffede ham væk, blidt, drilsk. Grebet strammede instinktivt om glasset, så han ikke spildte, men uden at fjerne blikket fra Corinth der så ud til at more sig gevaldigt over hans forbavsede udtryk. Hvad skete der lige - for hulan - hjertet slog hårdt i brystet. Corinth var en rus stærkere end vin og nymåneblade. Han kunne godt bruge resten af eftermiddagen på at komme sig over dét. 

Tøvende formede sig et skævt smil i Viktors mundvige, ledsaget af et vantro fnys - en my for sent, fordi han prøvede jo at spejle Corinths dril. Et kort hovedryst. 
"Er mine øjne... " begyndte han, med et lille heh på tungen, "..er mine øjne da virkelig så specielle?" Han gned sin hånd over kinden, og klukkede undrende. Stadig lidt bagefter alt det der lige var sket.

Nærvær havde altid kaldt på ham, og Corinth kunne så sjældent dy sig. Tog gerne hvad han ville, især hvis det var indenfor rækkevidden af hans greb. Han havde dog også en grad af forsigtighed omkring Viktor. Som enhver anden der levede af sin karisma, levede for masserne, havde han en persona der skiftede med selskabet - lidt af en social kamæleon, og spejlede gerne sine omgivelser, for ikke at vise sin egen frem. Men det var svært ikke at lade facaden krakelerer af og til. Især i sit eget hjem. Især når han sad så fint der, lige indenfor rækkevidde, og så villig at han gerne brød nogle af normerne med ham. Hvordan kunne man ikke blive grådig? 
Latter sad i smilet han sendte tilbage til ham, ups, og Corinth trak lidt på skuldrene, imens han satte sig til rette igen. 

Han kæmpede heller ikke nok imod den impuls, til at gemme det væk. 
Og indtil nu, satte det ikke Alryss sønnen på flugt. Det virkede kun til at trække dem tættere..

"Specielle nok til at male?" Corinths smil var fornøjet, og hovedet faldt tilbage i ryglænet, en behagelig summen krybende henover kroppen. "De er vel specielle nok for mig" hvilket joh egentlig var en sandhed, fra en ellers beskidt mund. Men det var ikke nødvendigvis farven for Corinth, der sjældent (hvis ikke aldrig) trådte udenfor sit udtryk. Der var en sult i de brune øjne, som han ikke havde set hos andre i noget tid. Sulten efter livet, og så meget mere end hvad det umiddelbart var sat til at give ham. 
Hovedet drejedes lidt imod ham, og blikket faldt på hans glas. Overraskende fyldt, og han sendte et spørgende blik imod ham. En lille tår? 
Flasken stod så frygtelig langt væk. Især når ens ben og arme var tynget af vin og nymåneblade - men hvad var endnu en tår imellem venner? 

"Interessant." Viktor kneb øjnene en smule sammen - ikke i mistro, mere som om han prøvede at finde fodfæste i noget, der stadig gyngede under ham. Smilet forsvandt ikke helt; det lå der som en tilbageværende varme han ikke kunne ryste af sig. "Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal tolke," tilføjede han, selvom han egentlig godt vidste, hvad det gjorde ved ham. Han rakte sit glas mod Corinth, en anelse for dvaske bevægelser, som om han stadig kunne mærke sporet af fingre ved sine kindben.

"Tag endelig resten… jeg tror, jeg har fået nok."
Blikket gled et øjeblik mod Corinths mund, før han hurtigt så væk - meget hurtigt.
Da hans hånd slap glasset, trak han sig tilbage i sofaen som én, der desperat havde brug for luft.

Han løftede benet og krydsede det elegant over det andet. Lod hovedet falde bagud mod ryglænet og lukkede øjnene, selvom hans udtryk afslørede, at der stadig dansede alt for meget under huden til egentlig hvile.

"Jeg…" en lille tøven, "… havde tænkt at hente mine ting på kroen senere." Han drejede hovedet, øjnene halvt åbne nu, blikket søgende mod Corinth. "Og flytte ind i morgen… hvis det passer dig?" Ordene blev leveret roligt, men roen var falsk. Den kom fra én, der prøvede at ligne en, der ikke lige havde fået hele sit følelsesliv strøget af en mands hænder.

Så flygtige bevægelser, at han knap nok burde se det. Men det ramte ham af og til. De brune øjne, der distraheret trak sig ned, inden at de mindst ligeså hurtigt manede sig selv til manerer, og derfor op. Det lille ryk, der fik hans egne læber til at trække sig fra hinanden i et smil, smigret over tanken, og hvad han tænkte det betød. 
Glasset var koldt imod de varme hænder, og Corinth fik sat sig lidt op, for ikke at spilde nedover sig selv, i en lidt for dristig slurk. Han skulle nok tage sig af resten af vinen. 

Kortvarig stilhed. Hvordan kunne den knitre uden pejs eller ild? Selvom stemningen var rolig, var det svært for ham ikke at mærke, den næsten latente elektricitet, som vred sig igennem luften, søgende efter mere, prikkende i hans fingerspidser. Viktor var elegant, afslappet.. smuk, og snart en del af huset. Og ham selv? 
Efter så intense øjeblikke med ham, blev han nok nødt til at finde noget at distrahere sit hoved med, da det allerede var på vej ned af forkerte stier, nu da Viktor lukkede øjnene. Ellers stirrede han for meget, forventningsfulde tanker til den sommer, og de muligheder der måtte komme.

Jeg... Dovne øjne åbnedes på klem. Nysgerrigt mødtes rødt og brunt, og et først overrasket, men derefter bifaldende, måske også spændt glimt blomstrende frem. "I morgen.." et forslag der faldt i god jord, hos den blonde mand. Corinth fugtede læberne. Et forslag der smagte godt, når forretten havde været så fristende, at sommer.. jah det havde føltes som langt væk. Men i morgen? Det var for godt til at sige nej til. 
"Selvfølgelig. Jeg vil få Merilla til at gøre et værelse klart til dig" han kunne ikke forestille sig at Viktor havde alt for mange ting med sig, men man kunne blive overrasket. Corinth havde dog ikke folk til at hjælpe med at bære (eller var typen der tilbød selv), så den måtte stå for egen regning. Men klart, det ville der være.
De gode nyheder var brændsel på ulmende gløder, spændende udvikling, og Corinth rejste sig med et lille hmpf op, et smil over skulderen, da han tilføjede. "Og måske noget mad, hmm?" Måske det kunne give lidt mere fast grund under fødderne, på dem begge. 

De mørke krøller flød ud over ryglænet, og Viktor forblev stille, mens han ventede på svaret. Ikke anspændt - bare opmærksom. En afventende interesse tændte i de brune øjne, da Corinth talte, og pulsen svarede uden at spørge om lov. Noget ved det bifaldende glimt, måden læberne blev fugtet på, fik det til at summe under huden. Han holdt dog ansigtet i den samme dovne ro, lod blikket blive hos Corinth, og tillod sig først at rykke på sig, da selvfølgelig faldt. Viktor satte sig op og kvitterede med et bredere, oprigtigt smil. 
"Jaerh? Det ser jeg frem til." Ordene føltes utilstrækkelige i samme øjeblik, de forlod ham: men han lod dem stå.

Han fulgte Corinth med øjnene da han forlod sofaen. Forslaget om mad fik ham til at se overrasket op, som én der havde ventet længe uden helt at turde håbe. Et lille grin slap ham.
"Jo tak," sagde han, og lettere, "jeg var faktisk begyndt at spekulere på, om du overhovedet spiste." Et hurtigt blik fra øjenkrogen, et skævt træk i mundvigen. "Man vil jo nødig flytte ind hos en vampyr." 

Han rejste sig, en anelse ør i benene - vinen havde været generøs, maven mindre. Gulvet føltes en smule for levende under ham, men han fandt balancen og tog et par skridt i Corinths retning. På vejen gled blikket mod maleriet, og så tilbage igen.

Med et blidt, næsten tilfældigt strejf ved Corinths albue sagde han lavt:
"Og maleriet… det er dit." Blikket løftede sig gennem de mørke vipper, et øjebliks åbenhed delt - fortroligt, uden at kræve noget til gengæld. "Som ekstra tak," tilføjede han mildt, "for alt det, du har sagt ja til. Og gør for mig."

Han trak let på skuldrene, næsten undskyldende, og rettede selerne, så de igen lå, hvor de skulle; som om han først dér huskede sig selv på, at han stod op.