Havde han kendt til Fabians tætte bekendtskab med Hecate, havde det været nok til at manden fik sit spyt i den gale hals. Udover at han skulle forholde til dig Reier familien igennem hans kone, ville være det for alvor blive et forklaringsproblem, hvis hun genkendte dem begge. Sammen. Her. 
En hovedpine udover det sædvanlige. 
Heldigvis var den ældre dame langt fra hans tanker, når han gik her med skøgen. 

Lidt småsmilende over deres snak var han stadigvæk - det kildede hans humør, og nikkede med et lille 'jah tak' til at han gerne måtte hente noget med til ham. "Tror du at de har vin?" Gled det lidt håbefuldt ud af ham, og han spejdede imellem menneskene efter det genkendelige glas, og dens røde farve. Ikke meget held, men måske... 

Idet han gik efter drikkelse, satte Aldamar sig til rette ved det opstablede bord. Med en lille grimasse prøvede han at skubbe resterne af noget madsnask ud over kanten med en pind, men bandede sagte da det var langt mere klistret end han havde troet.

Det var ikke fordi at Fabian decideret sagde nej, men det var en noget skeptisk mine hans ansigt fortrak sig i, da han ikke lige syntes at have spottet det heller, og det var ikke ligefrem pøblens drik. "Jeg ser hvad jeg kan gøre," var derfor svaret i stedet for. Måske havde de flere variationer af mjød måske? Bare noget der ikke var det billigste øl. Han drak trods alt stadig selv det billige sprøjt, men Aldamar havde normalvis lov til at være lidt mere kræsen.
Det var alligevel en noget modvillig mine, som han gav slip på Aldamar som varmen forsvandt fra hans side forsvandt fra ham, og han måtte lige minde sig selv om en ekstra gang at de nok skulle finde varmere lag senere på aftenen, inden han gik mod køen til udskænkningen.

Køen var ikke forfærdelig lang lige nu, men det tog ham alligevel irriterende lang tid at komme igennem, i hans egen optik, men snart var han på vej tilbage til hvor han havde efterladt Aldamar. To krus i den ene hånd, og hvad der lignede en lille pose i den anden. Det var nemt at spotte de mørke lokker, som han gik mod bordet Aldamar havde fået fat i.
"Der var ingen vin," sagde han, som han satte krusene på bordet. "Der var mjød, eller krydret mjød. Mere specifikt gad den kære udskænker ikke at være, så jeg tog en af hver." Man kunne se at den ene af dem var mørkere end den anden, selv i den dårlige belysning de havde på nuværende tidspunkt.

Håbet kunne man jo bære længe på, og Aldamar så ham forsvinde i mængden. Hadede lidt at se ham gå, men beundrede da også hans pæne silhuet, imellem de mange andre mennesker. Som skåret efter en skulptur; han glemte nogle gange at sige det højt. Men det var en skøn mand der forsvandt der. 

Imens han ventede, gled blikket væk i de mange forskellige typer der passerede forbi. Alle typer af mennesker, alle typer af væsner - noget ved disse karneval, vakte landets borgere til live på en anden måde. Aldamar lænede albuen ind over bordet, et lidt distræt blik på den klistrede klat, som han havde lagt et stort blad over. Noget ved karneval, fik ham til at føle sig som en enkelt lille plet i kaosset - i sikkerhed blandt mængden - og den kunne for en stund skubbe uroen over at være ude, lidt væk. 
Når han tænkte over det, havde det egentlig været lidt som eksponeringsbehandling at komme så tæt på Fabian. Blev han mere og mere vovet, eller bare mere ligeglad? Selvsikker? Fabian skubbede hans grænser, men altid med en hånd i ryggen, der forsikrede ham om at han ikke gik i stykker. 

Ah, der var han. Fabians blik brød hans lille tankemylder, og Aldamar rykkede instinktivt lidt, for at få ham til at sidde ved siden af sig. "Jamen såå... krydret mjød tak" og han himlede lidt med øjnene af det, men ikke slået ud af drikkelses situationen. Lidt undersøgende betragtede han den søde væske, og greb den mørkere af dem, efterfulgt af et undersøgende snif. "Det dufter..  stærkt" og han grinte lidt sagte, et nysgerrigt blik på posen han også havde haft med. 

Fabian tog den diskrete opfordring, og satte sig ved Aldamars side, og hvor han kunne have givet Aldamar mere rum, var der intet han ville give. Han lod sit ben sidde lige op af Aldamars, so de begge kunne mærke den varme de bidrog. En lille diskret kontakt, et sted hvor der var så meget kaos, der fik dem til at være bundet til hinanden, omend hvor småt det var.
"Nu håber jeg ikke det bliver for stærkt, for dine sarte sanser," kunne Fabian ikke lade vær med at sige lidt drillende, med et glimt i øjet, som han kiggede på Aldamar.

Han greb fat om det andet krus af mjød og tog en tår. Det smagte som det burde, men Fabian var også vant til det helt billige på kroerne, og der prøvede de trods alt at gøre bare lidt mere på et sted som disse. Det skulle være festligt, og folk ville gerne bruge deres penge.
Hans blik gled også selv ned på den lille pose han havde, hvor han så endelig greb den, og åbnede den og rakte den ud mod Aldamar. Det var blot nogle ristede mandler. "Hvis det kunne friste, eller om det måske er for meget under dig?" Han vidste det nok ikke ville være tilfældet. Ikke med alt den tid Fabian havde brugt med at slæbe prinsen med rundt. Det var måske mere rustikt end hvad Aldamar fik af alle sine fine kokke, men det var en del af karnevalsoplevelsen i Fabians optik.

Det var en fornøjet lille protest der kom fra Aldamar, som kæmpede med ikke at lade grinet skinne for meget igennem hans formanende tone. "Sarte sanser!" og han tog en demonstrativ slurk af mjøden, så det skubbedes lidt henover kanten, og (desværre) ned i skægget. Noget han ikke helt kunne ærgrer sig over, når han samtidigt prøvede at virke upåvirket af det. 
Samme lidt barnlige trodsighed, fik ham endda også til at snuppe en ristet mandel ud af posen, og give den en smagsprøve. 

Overraskende god! Den knasede, og Aldamars blik blødte over en en mild overraskelse, når det værste af eftersmagen fra mjøden forsvandt væk i sukkersmagen, og han nikkede lidt for sig selv. "Ah, jeg må indrømme.." og han sneg sin hånd ned efter en til, ikke helt utilfreds med den her snack. "At den her.. nød? Det er genialt hvad de har gjort ved den" 
Fabian havde sat sig tæt, og Arysprinsen brokkede sig ikke, når han lænede sig lidt tættere ind. Blikket fangede en af de vildfarne lokker, den dækkede for de kønne blågrønne øjne, og han rakte uden helt at tænke over det op, for at få den væk. Lod fingerspidserne blive en anelse ved kindbenet, imens han tænkte. 
Måske var hvad end sarthed Aldamar havde, blevet finjusteret en tand henover de sidste par år. Og udefra set, gjorde det nok intet for prinsens billede, ikke at virke så fandens kritisk overfor ting han ikke nødvendigvis kendte. 
Med måde, selvfølgelig. 
Og måske Fabian sågar havde fået lidt dyrere vaner, efter Aldamar? Det var svært at sige. 

Fabian havde sat sig tæt, og Arysprinsen brokkede sig ikke, når han lænede sig lidt tættere ind. 

Fabian kunne ikke helt stoppe det lette grin der undslap ham, som mjøden gled ned i skægget på Aldamar. Meget upassende for en prins, men det var charmerende på sin bizarre måde. Det der viste Fabian at prinsen foran ham stadig blot var en mand, der ikke bare behøvede at opføre sig helt perfekt.

"Mmmhhhh..." sagde Fabian som hans blik gled lidt ned hvor han kunne se mjøden skinne i skægget på Aldamar, selvom det var kortvarigt som han mærkede Aldamars fingre mod hans lokker af hår. "Det er blot nødder der er ristet i honning. Man skulle ellers tro jer finere folk ville have forsøgt at gøre det også, men det er måske næsten... for simpelt," sagde han varmt og drillende.
Selv pøblen måtte jo finde nogle simple ting de kunne nyde uden de mistede alt for mange penge, og der var honning, i hvert fald i sommermånederne, lidt nemmere at få adgang til.

Han kunne ikke helt stoppe sin egen hånd fra at løfte sig og lidt køre et par fingre gennem skægget. "Du kommer til at smage af mjød resten af dagen," sagde han med et glimt i øjet. Det eneste der stoppede ham fra at prøve at kysse det væk lige nu, var hvordan de sad udenfor, og han var ikke sikker på at Aldamar var helt klar på at Fabian virkelig gik til den på den måde herude i det fri.