Et gys gik igennem Fabian som Aldamar irettesatte ham. Ikke voldsomt på nogen måde, men bestemt, på en måde han ikke havde gjort sig overfor ham igen. Der var ingen tvivl at Fabian kunne lide det, især ikke som Aldamar holdt om hans kæbe og kunne mærke hvordan smilet strakte sig. ”Javel,” hviskede han alligevel med et grin, selvom han stadig havde fået at vide at han skulle lade vær med at snakke. Spændingen var næsten for meget, men lige nu, lod han vær med at forsøge at sætte sig mere imod Aldamar.

Det var dog næsten ulideligt. Det var svært at sidde helt stille, som han kunne mærke hans krop ville have mere, men der var også noget ved at Aldamar forsøgte at trække det ud. Ikke som Fabian ellers til tider havde gjort det.
Hans behov stilnede sig næsten lidt, som Aldamar i stedet for begyndte at give hans overkrop opmærksomhed. Han hev lidt luft ind i lungerne af overraskelse, inden han bare lænede sig mere tilbage i det, og følelsen af Aldamar. Hans ene hånd forsøgte at komme op og tage fat i Aldamar for at få fat i noget, selvom han ikke var sikker på at han i det hele taget måtte. Og så stoppede det alt for hurtigt.

Han blev hevet lidt længere op på madrassen, af grunde han ikke var helt sikker på, men som Aldamar satte sig på ham, fandt hans hænder dog hurtig Aldamars hofter, og han kiggede lystent op på Aldamar. ”Har jeg nævnt, at jeg godt kan lide når du tager kontrol på den måde?” spurgte han lavmælt, ikke helt i stand til faktisk at tie stille, selvom han var klar over at det var hvad Aldamar lidt ønskede af ham. 

Med vægten på knæene og ud fra hans lår, var det et fantastisk syn, sådan at kunne kigge ned på ham. Det gjorde det nemmere at stabalisere da hænderne fandt hans hofter, og han kunne ikke dy sig når fingrene kærtegnende gled igennem hans blonde hår, i at lade ordende gå forbi uden den store reaktion. De varmede nemlig lidt for meget, og i reaktion var det at fyrstesønnen følte hvordan han kort måtte bide sig læben, for at have en chance for at kunne holde fokusset. En lidt dybere vejrtrækning til følge "Jeg erindre svagt at have hørt det før..." stemmeføring passende til stemningen der havde lagt sig over dem, og den af Aldamar's hænder der ikke kærtegnede hans baghoved, greb fat i den ene af Fabian's hænder for at lægge den over hans hofteben, og lod den glide op af maven. Han måtte gerne røre. 
"... men bare for at være sikker, hvad var det så at du sagde?" mumlede han, og satte sig selv en anelse længere ned for at være sikker på at han kunne mærke kropsvægten over sig, og 'tvang' hans hoved op imod hans med et ledende greb om kæben. 

Der måtte heller ikke være nogen tvivl om, at ligeså meget som Fabian virkede til at kunne li' det, svømmede Aldamar i den berusende fornemmelse det var at have ham under sig, foran sig, til dels også over sig, når han valgte hvornår. Ved følelsen af hans hånd der begyndte at bevæge sig af sig selv, slap Aldamar for med en veltilfreds lyd at afkræve et kys. 

Aldamar skulle ikke hentyde mere end en gang, for at Fabian nok skulle røre, især nu når han var sikker på at Aldamar havde fundet balancen. Hans øjne gled over den blege hud, mens hans fingre fulgte de fine linjer Aldamars krop havde. Ikke så markeret som Fabians egen krop, men han havde ingen tvivl i at der var nogle muskler gemt bag den lidt blødere mave. Aldamar havde trods alt aldrig været fed på nogen måde.
”Mmmh...” kom det lidt overvejende fra Fabian, som hans øjne endelig fandt Aldamars igen efter deres tur henover kroppen. Følelsen af vægten mod hans lår var overraskende intim, for hvad det ellers var. ”Der er noget utrolig attraktivt ved en mand der ved hvad han vil have... og tager det,” hviskede Fabian endelig. ”Du har ingen idé om hvad det gør for mig.” Det havde dog nok mere at gøre med at det var Aldamar, men det var en mindre detalje.
Som hånden forsvandt fra hans kæbe, strakte smilet sig lidt bredere, og hvor end lille en lyd Aldamar lavede, så var Fabian mere end villig til at give det kys, som han åbenbart gerne ville have. Hans hånd gled op for at lægge sig om nakken på Aldamar, ikke helt villig til at lade ham læne sig væk, og lænede sig så ind og at kysse ham på munden.
Kysset var munden tog dog ikke lang tid, før det begyndte at bevæge sig videre ned. Så meget af Aldamar var trods alt bart lige nu.

Flere gange havde Aldamar overvejet at træne sin krop bare en anelse mere op, men var hver gang faldet fra det igen. Dovenskab havde en god del med det at gøre, da han sjældent fandt de fysiske hobbyer videre interessante, og derfor havde svært ved at frempriortere dem foran alt det andet han hellere ville bruge sin fritid på. Den største motivation bagved det var nok forfængeligheden i at se godt ud. Men selv den blev nogle gange sat til vægs, med måden Fabian betragtede ham på. 

Ingen idé? Aldamar's øjne glimtede en anelse da han ville vove at påstå at han havde en idé om det, men man kunne stadigvæk overraskes. Og heldigvis for Fabian, var det en stærk motivation for at blive ved, om nødvendigt oppe det en anelse, skulle han ønske det. Han havde nok ingen idé om hvad det gjorde ved ham, havde han lyst til at sige. Ikke mange mænd kunne nødvendigvis finde sig tilpas i den rolle, det var Aldamar bevidst om. Men Fabian tog den elegant på sig, og tilføjede af og til sine egne små stikpiller af trods, der kun gjorde det hele meget mere spændende. 
Hans læber ramte hans og for et lille øjeblik trykkede han sig længselsfuldt imod Fabian, inden at munden bevægede sig videre og han med hvislen af luft imellem sammenbidte tænder, følte hvordan hans ryg buede en anelse ind imod ham, imens øjnene fandt loftet i et kort glimt, inden at de lukkedes. 
"For zalan.." mumlede han tilfreds, fingre der flettedes ind i hans hår inden at de bevægede sig ned over hans skuldre og over den muskuløse, lettere indbundne ryg. Aldamar's hænder tog beslutsomt fat om nogle af de kæder der var sat til at stremme nogle... specfikke steder, og strammede af og til, til. Et drilskt smil om læberne da han endelig kiggede ned på ham igen, han var ikke sikker på at Fabian havde kendt til den her funktion i dem. 

Hvis Aldamar havde sagt det, så havde Fabian nok også ment at han havde en rimelig god idé om det. Det var nok også mere det der var under overfladen, som den anden aldrig rigtig kunne vide. Den måde Fabians hjerte slog lidt hurtigere, når Aldamar gik i gang, eller hvordan han altid var mere spændt på berøringerne der ville komme fra Aldamar. Deres første gang havde været ingenting som alle andre af Fabians gange, selv ikke hans egen første gang. Aldamar gjorde bare noget, som havde en anden virkning, end enhver anden mand eller kvinde Fabian nogensinde havde været sammen med. I virkeligheden var det nok bare fordi Fabian oplevede hvordan det var at have sex med følelser involveret.

Som munden bevægede sig ned, begyndte Fabian også at tillade sig at forsøge at mærke Aldamar, han var dog næsten underlig bevidst om at sørge for at det kun var på hud, han var sikker på blev dækket af Aldamars beklædning. Lidt vant var han vidst til kunder der helst ikke skulle opdages.
Hans hænder havde bevæget sig ned igen, lidt holdt på Aldamar, så han ikke bare helt knækkede sammen, selvom at kunne høre og mærke hvad han fik fyrstesønnen til at gøre, var ophidsende.

Det var dog kun øjeblikke han havde magten, som hans mund var på vej mod Aldamars bryst, da han pludselig fik hevet i noget. Fabian havde undret sig over at det sad lidt anderledes end det andet, men det havde ikke forberedt ham på det.
Et overraskende støn undslap hans læber, før han overhoved rigtig kunne registrere hvad der skete, og hele hans krop føltes næsten som om at den gik op i flammer, men på en god måde.
”Baldric,” hviskede Fabian overrasket, men hans greb strammede også lidt om Aldamar. Det var tydeligt at det i hvert fald gjorde noget for skøgen, og selvom reaktionerne ikke var ligeså voldsomme de andre gange, så kunne man mærke hvordan han lige stoppede op når det skete, med hans udforskning ned til Aldamars brystvorter. 

Og der var det. Ikke fordi at de som sådan var svære at finde hos Fabian, der sjældent havde mange problemer med at være vokal om hvad han brød sig om, men udfordringen lå i at finde hvad han rigtigt brød sig om. Hvor de helt rigtige knapper sad, og hvornår såvel som hvor hårdt han skulle trykke på dem, når han endelig fandt dem. Det sad utroligt naturligt i hans fingre at lede efter dem, og han havde vel også håbet på en positiv reaktion når han hev lidt til. Men intet kunne have forberedt ham på overraskelsens fryd der fulgte med. "Mmmh?" kom det småleende fra ham. 
Der skulle velsagtens en del til at tage Fabian på overraskelsen, men bare at det var lykkedes fik noget lidt for selvtilfreds til at boble i ham, noget der kom til udtryk i et smil med sammenknebne, leende øjne til følge. Åhh, det var lidt for godt. 

Han knap nok bemærkede det lille hensyn er lå i hans mund, der holdt afsløringer indenfor tøjets rammer, nok mest af alt fordi at han selv havde glemt det, lige i det her øjeblik. Jah det forekom ufattelig trivielt. Hvad der var vigtigt, var den ulmende følelse der fulgte med hvert et lille kys fra Fabian's mund, der roligt bevægede sig ned over hans brystkasse. Aldamar gyste og vred sig en anelse i velbehag; han skulle minde sig selv om at udvise samme tålmodighed som han havde afkrævet, selvom det ikke ligefrem lød godt lige nu. Mest fordi at han vidste det ville være godt senere. 
Imens at Fabian var optaget, fyrstesønnens ene hånd ledende ud til siden hvor at han havde efterladt båndene, og prøvede så vidt som muligt at kamuflere det i at læne sig ind over ham. 
Lykkedes det, ville han snige den anden arm rundt om ham - en arm på hver side af hans skikkelse, få fat i begge båndets ender og så selv læne sig tilbage/stramme, så det ville ramme ham imod hans lænd; skubbe ham tættere på Aldamar i et kort sekund. 

Noget lovende i øjnene, da han kort efter løftede sig selv en anelse, og nikkede imod sengens gitterværk til deres side."Flyt dig" Han måtte gerne møve sig bagud og til siden, for at kunne ligge 'rigtigt' på sengen. Silkebåndet ville han slippe i den ene ende, så han ikke var 'fanget' mere. 

Det var det nye, og mindre blide der virkelig kunne få Fabian i gang. Det vidste han godt, og heldigvis var de stadig på et stadie hvor meget var nyt, især de ting Aldamar proppede ham i. Han havde troet at det blot var for at se pæn ud, men jo flere af funktionerne han opdagede, jo mere brød han sig om det. Han kunne godt blive en tilhænger af dem i hvert fald.
Han var derfor også mere end villig til at give den overraskelse til Aldamar, især som han bare så glad og tilfreds ud. Alt handlede jo heller ikke om at være den der kom ud på toppen. For Fabian havde fået noget mindst ligeså godt som Aldamar.

Selvom Fabian lagde mærke til at Aldamar lavede noget, så var han ikke så bekymret, som han holdt fast i Aldamars side for at holde ham lidt stille, så han kunne prøve at se reaktioner der også ville udløses fra Aldamar ved brystvorterne. Det var dog ikke lang tid han fik lov til det, som han mærkede noget fremmede på lænden, og han endelig kiggede op på Aldamar..
I et kort øjeblik trak han ikke vejret, før at smilet bare spredte sig på fuld flor i hans ansigt, før han kiggede mod gitterværket. Spændingen i maven tilbage.

”Så gerne,” hviskede han, og med Aldamars kontrol møvede han sig tilbage, for at lægge sig præcis hvor Aldamar ønskede ham. Hele kroppen summede og han kunne mærke hvordan hjertet bare bankede afsted. 

Fabian møvede sig tilbage, og Aldamar fulgte lidt efter trop, relativt rolig i sine knæ-skridt hen til ham. Da at Fabian havde fået lagt sig med ryggen imod madressen, var det at Aldamar krøb op over hans liggende skikkelse, placerede sine knæ godt på hver side af hans liv. Båndene blev atter strakt ud imellem hænderne idet at han dovent viklede dem omkring, og det var næsten uden at bukke hovedet ned at Aldamar betragtede hans liggende, kønne skikkelse, for at dyrke den her illusion der blev sat op. Han var af person, ofte beskrevet som værende overlegen på visse punkter. Det her var så absolut ingen undtagelse, og med et fremelsket glimt af lyst i de mørke øjne - åhh hvor havde han lyst, jah der var det ikke bare en illusion mere, når Aldamar med et ryk fik båndets ellers bløde flader til at svirpe imod hinanden, så et tilfredsstillende 'klask' lød i rummet. 

Han havde siden sidst... kigget lidt omkring i sine ting og sager. Ikke fordi at han havde delt det med Fabian, og ikke fordi at han havde regnet med at hive det frem. Men alt efter hvordan det her udviklede sig, var det ikke engang sikkert at han kunne lade værd, og så måtte det vel være endnu en grænse der kunne brydes. Han ville i hvert fald gerne, hvis det var ønsket. 
"Giv mig dine hænder" mumlede han, overvejelser om hvordan han skulle gøre det her. Der var trods alt mange muligheder at vælge imellem. Og selvom Aldamar sagde til sig selv at de måtte starte ud med noget nemt for Fabian's skyld, var det måske mere for hans egen skyld, at han ikke hev den helt store, komplekse knude frem fra lommerne. 
Og med det, gik han igang, rolige bevægelser da han jo ikke havde travlt som sådan, men udnyttede sin nye position til - nok mest fordi at han kunne - at gnide sig en anelse imod ham, her og der. 

Et sug gik igennem Fabian, som smældet kunne høres i rummet, og det havde været næsten så tæt på at Fabian kunne mærke luften omkring slaget, og dog ikke selve slaget. Den sidste ting Aldamar skulle bekymre sig om, var om Fabian ville være villig eller ej, for svaret var altid ja. Ja, til hvad end Aldamar havde lyst til at udforske med eller på Fabian, så lang tid der ikke kom varige mén på hans krop efterfølgende.

Så lydig som han kunne være, rakte han sine hænder frem til Aldamar, så han kunne binde dem som han syntes, og hvordan de skulle ligge mod hinanden. Det kølige silkebånd mod hans håndled føltes rart og anderledes, og hans øjne var kort fæstnet på det, inden Aldamar bestemte sig for at rykke rundt på sig.
Hans mund åbnede sig lidt, dog ikke for at give rigtig lyd fra sig, som hans øjne kiggede op på den mørkhårede skikkelse. Enten havde den mand fået rigeligt med vin, eller også var det først nu han virkelig viste sin sande kulør, og oh hvor han håbede det var det sidste. Aldamar var i komplet kontrol i øjeblikket, og der var efterhånden ved at skabe sig i hvert fald en interesse visse steder hos Fabian. Det var svært slet ikke at reagere, når han måske også have fået lidt mere vin end han plejede, og Aldamar så, så zalans godt ud. 

Tryghed gjorde ham vovet, og kontrol gjorde ham selvsikker - to ting der var farlige at smide ovenpå en mand, der i forvejen havde en vis tendens til at udstråle i hvert fald den ene af de to ting. Derfor var det som Fabian fik serveret lige nu - som så meget i løbet af aftenen, en lille invitation ind til hvordan det kunne være, en dag i fremtiden. En dag hvor at de ikke længere behøvede at befinde sig i lejede rum eller med - trods den relativt fine kvalitet - dårlige madrasser. Han strammede båndet omkring hans håndled til med et lille ryk, og fjernede den finger der havde været lagt imellem som skulle sørge for at blodomløbet ikke stoppede. En dag hvor at han havde sit eget sted, og var etableret nok til at have sine egne regler. 
Hænderne var bundet sammen, som var de stukket imellem hullerne i et vandret 8-tal, og med en tilfreds brummen hev Aldamar det andet bånd frem, for at binde det fast i midten af 8-tallet; noget der gav ham en snor at holde fast i. 

Tilfredsheden kom ligeså meget af at mærke liv dernede, som den kom af at få sat den fine silke på ham, og aldamar løftede sig selv kortvarigt idet at han lænede sig frem på alle fire... 
... for at lade det længere bånd bukke over sengegitteret, der gik som en tværstang over sengen. Prøvede Fabian dog at følge med i hvad der skete over hans hoved, ville han med et bestemt blik blive rettet ind igen - det blev først afsløret da Aldamar satte sig tilbage igen, og med et smil der havde svært ved at skjule spændingen, hev i snoren, roligt men støt.
Og Fabian ville finde sig selv med sine arme hevet bagud, op over hans hoved. Hvordan var det?
"Stadigvæk nysggerig" brummede han, og lænede sig ned over  ham, så deres ansigter kun var millimeter fra hinanden, endnu et drillende ryk i snoren. En lille tilbagevending fra et af de første spørgsmål der havde startet alt det her. 

Så langt ude i fremtiden tænkte Fabian ikke. Hvis han ikke havde været så fokuseret på lysten lige nu, så havde han nok tænkt lidt mere over hvordan det mellem dem umuligt kunne forsætte som det ellers havde gjort. Han vidst godt at Aldamar en dag ville blive fyrste, men at blive fyrste og skabe sine helt egne regler, der virkede alligevel som to forskellige ting. Det ville dog ikke stoppe Fabian sig fra at nyde det lige nu. Det her var trods alt allerede langt finere end hvad han var vant til.

Det her var ikke noget han ikke havde prøvet, en af de mere simple ting at gøre, når man skulle binde en op, men det betød ikke at han ikke også gerne ville se hvad der skete. Aldamar virkede trods alt rutineret.
Hans øjne fulgte med som Aldamar forsøgte at hive hans arme henover hovedet, og blev, til Fabians store glæde, rettet ind, som i at han ikke skulle gøre det, og så... lå han ellers der. Ikke længere eller hårdere end hvsi han virkelig ville, så kunne han nok hive båndet ud af Aldamars hænder og gøre sig selv fri, men nok til at illusionen i hvert fald var der.

Fabians øjne var mørke af lyst, og han fugtede læberne lidt, som han lå og kiggede op på Aldamar. Alligevel lod han stilheden trække lidt, bare en lille smule, inden han åbnede munden for at svare. ”I den grad,” svarede han lavmælt tilbage, selvom han kunne mærke sig selv blive trukket i, bare en smule. I længden ville det nok være ubehageligt at ligge på denne her måde, men han regnede trods alt ikke med at Aldamar ville have at han lå i den her stilling i timevis, så mon ikke det gik. 

Det krævede sin grad af viljestyrke for ikke at lade sig falde det lille, sidste stykke ned imod hans læber, imens at han med en noget tungere vejrtrækning, ventede på svaret. Åndeløs kunne man næsten sige, selvom han ikke ville bruge det ord omkring sig selv. En klump af spyt blev sunket idet at han han svarede - i den grad - og Aldamar kunne ikke holde fristelsen mere på afstand, da han med et længselsfuldt suk lod sine læber møde Fabian's. Længsel, tilfredshed, lyst - alt blandet sammen på en gang, og noget der gjorde det svært for ham at holde fokus på hvad han egentlig havde startet alt det her af. 
Fordi samtalen fra før var kun blevet udskudt. Og liggende her, i det her element, blev samtalen taget på Fabian's hjemmebane. Hvis den ikke kunne tages her, vidste han ikke hvornår. 

Så Aldamar slap kysset, for at  lade læberne vandre ned langs hans hals i stedet, og ned imod kravebenet. De bløde fingre trak flygtige streger henover hans bryst, inden at de med et ryk krummedes en anelse sammen, så neglene skrabede videre det sidste stykke. "Mmmh... " Sommerfugle kys blev erstattet af fyrstesønnens tænder her og der, især idet at hånden krøb ind under ryggen på ham for at løfte ham en anelse, og han samtidigt sørgede den anden hånd for at holde snoren spændt ud. 
En bølge af forskellige og konstant vekslende sanse indtryk, der måske kun blev forstærket, da han genoptog den dovne bevægelse med hofterne omkring hans skridt. 
Aldamar's blik gled op for at betragte ham idet at han greb kæden imellem piercingerne med tænderne, og trak den med op da han løftede hovedet en anelse. Han skulle vel have hele oplevelsen, og det føltes fantastisk at faktisk betragte hvad han kunne gøre, inden at han... måske ville ødelægge stemningen fuldstændig. 

Det var underligt at kysse Aldamar, uden at kunne bruge sine hænder til at trække ham nærmere, men alligevel var det ikke noget han ville være foruden. Fabian forsøgte blot at læne sig op i kysset, men i virkeligheden var det mest af alt Aldamar der styrede det, og fik det til at føles rigtigt. Selv var han også lidt åndeløs da Aldamar endelig trak sig væk for blot at kysse ham længere ned af halsen. Derfor hev han lidt drillende i båndet, men kun for at vise at ja, Aldamar havde ham præcist hvor han ønskede ham.
Han buede ryggen som fingrene skrabede over hans brystet, og det blev kun bedre, som Aldamars mund også gik i gang. Derfor var det også nemt for Aldamars hånd at komme inden under for at løfte ham lidt længere op. Det var en lidt mærkelig position at ligge i, og Fabian var lykkelig uvidende om hvad der skulle komme.
Det føltes næsten en anelse for intenst som Aldamar også hev op i kæderne der var forbundet til hans ellers lidt følsomme piercinger, og et lille støn af nydelse undslap alligevel fra hans mund. ”Baldric.” hviskede han, og prøvede at kigge mod Aldamar, selvom øjenkontakt muligvis var lidt umulig i den situation de var i lige nu. 

På den ene side ville Fabian gerne røre ham, og bare gøre noget mere, men på den anden side, så nød han det faktisk. Det var lidt af en anden oplevelse end hvad han var vant til. Nogle gange kunne penge virkelig gøre vidundere.

Sød musik, Aldamar kunne mærke en gysen af tilfredshed følge med stønnet, og det slog ham virkelig hvor meget han ville det. Ikke kun fordi at det var så fandens intenst for ham selv, men også fordi at hans modpart på godt og ondt, nogle gange bare anden part faldt ligeså meget ind i fornemmelserne som han selv gjorde. Hvornår var det blevet ssådan? Det var uselvisk på den bedste måde, og han svævede i den fornemmelse af både magt men også fantastisk nydelse der fulgte med.  
Øjnene fangede hans, og med et lille nydende suk lod han kæden falde til brystet igen, for at skabe noget pusterum.  Det stoppede dog ikke hans kærtegn at skridtet, der nok som det eneste holdt en vedvarende rytme, i de usammenhængende vejrtrækninger. "Fabian..." mumlede han, og lænede sig en anelse tilbage, så han sad mere oprejst end før. Hans frie hånd trak kærlige steger ned over mandens maveskind, inden at efn flade hånd blev lagt på brystet, og han tog en dyb vejrtrækning. 
Tog sig sammen, og vidste at det hele kunne falde til Jørn ved hans næste ord, trods han ønskede at han kunne udsætte det. 

Men han kunne ikke dele det her, med en han frygtede ryg en flugt ud af døren, i en bizar form for beskyttende gestus. "... er det når vi ligger sådan her, at du er bange for at reflektere dårligt tilbage på mig?" 
Ordende var ikke forsigtige, de blev sagt igennem let sammenknebne øjne, og et studerende blik over ham før at få alle reaktioner med. 
Og en løs hånd omkring båndet, skulle han vælge at trække sig. 

Fornemmelsen var flydende. Ekstastisk. Alt hvad Fabian ønskede fra Aldamar og mere til. Det føltes som om at intet kunne få ham ned fra denne her følelse. Ikke når Aldamar rørte ham sådan og sagde hans navn på den måde. Men så faldt det hele på jorden og det var som en spand iskoldt vand var hældt udover ham.
Han spærrede øjnene om og hans hoved gav næsten et smertefyldt ryk mod Aldamar. Intet i ham havde set det komme eller forventet det nu her. Måske når de var færdige. Det føltes næsten som om at Aldamar havde ødelagt noget helligt med måden Fabian så ud.

Drt var dog ikke mere end et par sekunder for at Fabian gjorde præcist hvad Aldamar havde forventet. Han trak sig.
Armene blev hevet ned i et ordentlig ryk, så selv hvis Aldamar ikke havde ladet ham så havde han fået kamp til stegen om faktisk at få ham til at blive. Efterfølgende satte han sig op og kiggede næsten forrådt mod Aldamar.
"Er det virkelig nødvendigt?" Kom det ud af Fabians mund for hvordan svarede man på det spørgsmål? Det var uden tvivl med vilje de var blevet valgt og det var også den eneste grund til at Fabian reagerede så voldsomt. Det føltes som om at Aldamar af en eller andne bizar grund havde valgt at nu skulle de snakke om det. Hans toneleje var derfor også næsten køligt og intet som den mand der få øjeblikke havde ligget på sengen og nærmest vredet sig i velbehag.

Man kunne velsagtens sige at Aldamar havde sat en lille 'fælde op', med måden og tidspunktet han havde valgt at smide den her kommentar afsted. Og derfor var det et meget reelt spørgsmål han stillede, når man spurgte om det her virkelig var nødvendigt - et spørgsmål som Aldamar havde svært ved at finde ud af, hvordan han skulle svare på, splittelsen momentært tydelig i hans øjne. Jah? Nej? Var måske et validt svar at komme med? 
Jah det var nødvendigt, om han havde tænkt sig at blive ved med at se Fabian. Jah det var nødvendigt, hvis Fabian skulle blive ved med at se ham. Han måtte vide hvor det var kommet fra, og havde sin anelse - ellers ville han aldrig have reageret så udfarende. 
Nej det var ikke nødvendigt, hvis det virkelig kun handlede om fantastisk sex. 

Aldamar lod ham observerende tavshed trække sig væk - trods han trak sig fik han ikke lov til at slippe for de mørke, stille men nu beslutsomme øjne, og veg ikke tilbage da han i et ryk satte sig op. Lod ham stirre på ham med sine egne forrådt-fyldte øjne, og lod sig ikke mærke af den kølige stemme udadtil, omend noget inde i ham fik et lille slag af hvor... hård han pludselig så ud. Af en mand der ville have andre til at acceptere sig selv, som de var... jah så virkede han til at have svært ved det, når det gjaldt ham selv.
Havde han ikke følt hvordan at energien imellem dem lige nu godt kunne udvikle sig til noget træls, og det hurtigt... jah så havde han kunne grine af det absurde i det. 

Aldamar sank noget spyt der havde samlet sig i munden, bukkede benet op og rejste sig på sengen, så han kortvarigt stod over Fabian, støvlerne solidt plantet i madrassen.
Ikke længe, da han hurtigt fjernede sig selv, og hoppede ned på gulvet. "Når du reagere sådan, så jah. Så er det virkelig nødvendigt" kom det langsomt fra ham imens, og han greb vinglasset der stadigvæk stod på bordet, for at dulme sine tanker og give ham noget at røre ved, holde fast i, så hans hænder var kontrollerede. Fyrstesønnen vendte sig i et ryk. "Medmindre du bare vil kneppes? Intet andet end en hurtig tur på Svinet, og så går vi hver til sit igen. Fordi så har jeg - " Aldamar havde svært ved at holde afskyen over at bruge sådan et ord inde, men resten af hans stemme var - til hans egen overraskelse - ubehagelig rolig, trods han følte sig udsat. " - misforstået hvordan vi er sammen med hinanden. Er det sådan det hænger sammen?"  
Han var ret så vant til at give slip på folk. Og selvom hver en fiber i hans krop stemte imod at give op på Fabian så hurtigt.... så kunne han ikke gøre meget, hvis han havde tænkt sig at benægte, at han ville se Aldamar på andre måder end når han bandt ham til en seng, eller trykkede på de rigtige knapper. Håbede han, måske havde han misforstået noget. Han gad ikke sætte sig selv i en position hvor at han kunne li' ham mere end hvad godt var, og han så endte med at stikke af. Aldamar bandede af sig selv mentalt.

Hjertet hamrede derud af Fabians bryst, og desværre af helt andre grunde end tidligere. Selv hans lille panikanfald tidligere på dagen var ingenting i forhold til hvad han følte lige nu. Det føltes om at han hjerte sad i halsen på ham, og hans håndflader var svedige og klamme. Alt tøjet og båndet var pludselig for stramt, og der var ikke nok luft i rummet. Han ville virkelig ikke denne her samtale.
Det var først da Aldamar begyndte at rykke sig og snakke, at Fabian også hev sit blik væk fra fyrstesønnen, og i stedet for ned på hans stadig bundne håndled. Måske hvis det kom af... Så han gjorde hvad han kunne for at få snorene af hans håndled. De var ikke bundet tæt, men det var svært at fokusere på det, og få fat når håndfladerne var svedige, og han var hyperopmærksom på hvor Aldamar var i rummet og hvad han sagde, desværre.

Han begyndte endelig at kunne vikle båndet af sine hænder, men stoppede da Aldamar stoppede med at snakke, bare i et øjeblik inden han forsatte med hvad han havde haft gang i. Han vidste et svar var forlangt af ham, men hvad skulle han sige. Det var ikke som om at han ikke i ensomheden om natten, havde undret sig, hvad der ville ske hvis der nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved det og han ikke kunne benægte. Et ubehageligt scenarie, som han nu stod i.
Han kunne praktisk talt mærke sig selv bare lukke ned, noget han ikke havde mærket på samme måde i årevis. ”Er det da ikke det du betaler for?” spurgte han endelig, for det var hvad man brugte ham til. Et hurtig knald og så videre, uanset hvor ømme de havde været omkring hinanden. ”Hvorfor gøre det til et større nummer ud af det end det egentlig er? Jeg er blot den lokale skøge du søger trøst hos, fordi du aldrig kommer til at finde den hos din kommende hustru.” Han smed båndet fra sig, før at han selv rejste sig op, og hoppede ned på gulvet, og lod endelig sine øjne hvile på Aldamar igen. Ordene var hårde, men nok ligeså meget mod ham selv som Aldamar. For selvom han elskede sit arbejde, så havde han degraderet sig til blot at være den lokale skøge, og ikke en person i Aldamars øjne. For en mand der holdt sig så stolt over sig selv, så havde han nok gjort sig flere tanker om deres relation, end han var villig til at indrømme. 

En del af ham havde lyst til at hjælpe ham ud af de knuder han nu kæmpede imod, men han var ikke sikker på at det ville være en hjælp. Han ville jo gerne klare alting selv, og hvis han brød ind nu, vidste han ikke om det ville velkommen omsorg at finde. 
Noget der kun blev bekræftet da Fabian endelig svarede, og Aldamar's øjne spærredes en anelse op, ordende slog hårdt imod hans vilje til at forsætte den her aften. Om det ikke var hvad han betalte for? Et større nummer ud af det? Aldamar bed sig en anelse i undersiden af kinden - det havde jeg vidst et øjeblik glemt. Et eller andet sted, så var det måske dømt til at gå galt helt fra starten af.... fordi første gang han havde opsøgt ham, havde han ingen anelse om at han bare var en skøge, og trods Fabian's ihærdige arbejde på at få det billede ændret, så var det ikke sådan fyrstesønnen selv mindedes ham, når tankerne faldt i de retninger. Hverken dengang, og heller ikke i nutiden. At han så havde været det, og det dermed var den oplagte grund til at 'leje' sig ind i hans skema, se det var blot en nem og ligetil vej for Aldamar, der havde pengene at smide efter ham, uden at det betød det store for ham. Aldamar's greb om vinglasset strammedes en anelse. 
Men det betød åbenbart mere end han havde troet. 

Og Aldamar havde troet at han betød mere end pengene, i en eller anden forstand - en tåbelig sammenligning, det kunne han se nu.  De hårde ord satte en forvrænget version af virkeligheden op, og vækkede en gnist af forharmelse, trods han hurtigt manede den halvejstil ro. Det nyttede ikke noget at blive vred. Men det var svært, når han snakkede sådan om Aldamar  - og sig selv. 
Blikket fulgte båndet der faldt til jorden, inden at det mødte det hårde, blågrønne blik, hos Fabian, og spejlede det idet at brynene gled ned og gjorde hans øjne smalle. "Trøst? Hvis jeg skulle finde trøst, hvorfor fanden skulle jeg finde det i en skøge?" Aldamar tømte vinglasset i en hurtig bevægelse, og satte det fra sig med et klink på sengebordet. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af den underliggende vrede de ord havde vakt, så med en vred bevægelse greb han båndene på jorden, for nidkært at folde dem sammen. "Hvis det var hvad jeg betalte for, ville du ikke være i tvivl" forsatte han, og prøvede han at rationalisere sig frem til, omend det ikke var sikkert det lykkedes særlig godt, givet den irritation der lå i hans stemme. 
Men han havde ikke ville være i tvivl. Så havde han da ikke spildt tiden med faktisk at lære ham af kende - det gjorde man ikke med skøger. 

Det var nemmere at lyve for sig selv, men også Aldamar, når man ikke svarede direkte på spørgsmålene. Det var muligvis ikke en bevidst ting Fabian havde gang i, fordi sætningerne kunne dårlig nok forme sig i hans hoved, inden at de blev spyttet ud, i vrede, frustration og skræk. Skræk for hvor det ville lede hen. Hvis Aldamar havde betydet så meget mindre, så havde det her ikke været et problem til at starte med, eller måske hvis de havde ligget den længere, og han kunne have talt med nogen om det, men det var ikke sket. Det var nu og her, og Fabian følte ikke at han et valg til at få lov til at overveje med sig selv, hvad et her betød for ham selv.

”Men hvad er det så du søger hos mig?” spurgte Fabian, hans egne øjne også smalle, og det så nok væsentlig mindre intimiderende ud grundet måden han stadig var klædt på. Han regnede dog ikke med at han i det hele taget kunne få sig selv snoret ud af tøjet elegant, og alene, ikke som han havde det lige nu. Han følte at han rystede, selvom han så ganske rolig hvis ikke anspændt ud i kroppen lige nu. ”Hvis det ikke er en varm krop at trøste dig ved, hvorfor i alverden skal det så være mig?” Måske var det ligeså meget et spørgsmål om, hvorfor Aldamar i det hele taget forsøgte at gøre mere ud af det. Hvorfor han i det hele taget kunne lide Fabian. Fabian selv var udmærket godt klar over at han var usleben i kanterne, og kunne være lidt af et røvhul, men ligeså meget fordi han ikke bandt sig selv til nogen. Han havde ikke lyst til at binde sig nogen, hvis han skulle være ærlig, og det var heller aldrig noget Aldamar egentlig kunne forvente af ham. Lige nu havde han bare behov for at høre Aldamars ord.

Diskutionen havde taget en anden drejning end han havde forberedt sig på, og selvom den i og for stadigvæk handlede om Fabian... jah så handlede den om ham, på de forkerte grunde. Meget direkte spørgsmål blev stillet, og Aldamar fnøs i afvisning af ordende, at han søgte noget bestemt som sådan. Han vidste selvfølgelig godt hvad han idealiserede i sine tanker, men det handlede ligeså meget om at han nød at bruge tid med den blonde mand. Når han altså ikke var en spade. 
Da båndet var rullet og foldet sammen, blev det lagt ned i tasken han havde haft med. I frustrationer gjorde Aldamar nogle gange det som folk ville sige at han gjorde bedst. Og satte orden i tingene, ryddede op. Både bogstaveligt, men også figurativt talt, når han prøvede at sætte sine tanker i boxe der kunne beskrive - eller besvare - Fabian's spørgsmål.
Skjorten blev grebet fat i, og foldet også. "Fordi du - tro det eller ej - kan tilbyde mere end en varm krop!" At sige at han råbte, ville være en anelse voldsomt, men der var tryk op hver enkelt af de stavelser. "Fordi jeg nyder hvordan du udfordre mig? Fordi -" Aldamar vendte sig i et ryk, og klaskede hænderne sammen foran munden, håndlflade imod håndflade, og tog en lidt dybere indånding for ikke at sige noget der var irrelevant lige her. 

"Jeg ved ikke hvilke grunde du leder efter, og jeg har ikke tænkt mig at stå og remse en liste af dine kvaliteter op" mumlede han imod hænderne, og øjnene der kortvarigt havde været lukket imens han havde stoppet sig selv, åbnedes igen. "Jeg søger dit selskab. Hvilket vil sige at du kommer til at være andre steder, end et luset lille værelse - " især efter hvor fantastisk det havde føltes at være omkring ham i Lillekilde. 
" - og jeg har en bekymring om at du bakker ud, når du siger sådan nogle ting. 'Bange for at reflektere - nej" Aldamar vippede sig fri af bordets ryglæn, og gik en anelse tættere på ham. "Hvad skal det overhovedet betyde. Er det din måde at sige, at du kun vil se mig, når jeg 'mangler trøst'?" Han kunne ikke få sig selv til at bruget ordet 'kneppe' igen, men var en anelse vrængende omkring begrebet trøst også.