Fabian havde ikke set Aldamar føle sig så sikker i denne her samtale, men han havde absolut intet problem i det. Det var måske også alkohollen og stemningen, der gjorde at det var nemmere at rive sig med. Man blev altid så meget mere bevidst om sig selv, når man ikke havde alkohol i blodet, for det meste. Hidtil havde alkohol faktisk kun gjort Fabian mere opmærksom på sine egne problemer, men dem havde han også lagt på hylden for mere behagelige ting.

Han smilede lidt bredere, og kom med en lille nynnen af eftertænksomhed, som Aldamar bad ham fortælle ham hvilke overvejelser der havde været. Tingen var lidt, at de ikke havde været sammen seksuelt nok til at Fabian kunne danne sig et godt overblik, så han måtte lidt gå efter Aldamars personligt. Hvilket der som sådan intet var galt i, men det var bare noget lidt... andet.
”Du kan godt lide at kontrollere en situation,” startede Fabian ud med i en drillende tone, for det var præcist hvad Aldamar havde gang i lige nu. At kontrollere situationen på den måde han kunne. ”Så du kan godt lide at være den dominerende i sengen også, lagde jeg mærke til. Men... du går også op i at den anden part nyder det, så du er ikke ligefrem... selvisk.” Men hvilke ting han foretrak i sengen... ja, han kunne kun komme i tanke om de mere ekstreme aspekter af de dele af Aldamars personlighed, som ville passe, men det betød ikke at han ikke kunne lide nogle af de ting der bare var lidt... underlige. Men hvis Aldamar ville underholdes, så ville Fabian da underholde ham. ”Kan du lide at binde folk fast, så du har total kontrol over dem?” smilet blev kun lidt større. Enten så ville det lyde latterligt for Aldamar, eller også ville han have ramt rigtig, så uanset hvad, så kunne han ikke rigtig tabe, kunne han? 

På mange punkter var det ligeså meget nysgerrigheden på hvad han udsendte af ubevidste signaler, som interessen i hvad Fabian samlede op på. Det kunne lidt gå begge veje, men ikke overraskende lagde han ud med noget der lidt gav sig selv, og fyrstesønnens smil sitrede en anelse. 
Næsten samtidig med at ordende havde forladt hans mund, havde Aldamar rakt ud efter kruset med øl for at tage en tår. Ikke at han stoppede det ved de ærlige ord - han havde trods alt selv bedt om at få dem på banen, men smilede imod derimod imod krusets kolde kant, noget leende i de mørke øjne. Det var selvfølgelig et pletskud. 

Aldamar vidste ikke helt hvad han havde forventet mere end det, da Fabian så forsatte. Så mange gange havde de egentlig heller ikke været sammen, men hans gætteri var ikke langt fra sandheden, og Aldamar's smil blev om muligt lidt større omend han hverken nikkede eller afviste det. Han havde lyst til at vise ham at han gættede rigtigt, men han sad desværre for meget på sin egen bænk. Så Aldamar måtte give ham ret med en bifaldende lille brummen, og håndens tommelfinger forsatte sin fraværende nussen på hans lår - den levede lidt sit eget liv, sådan som Aldamar's fokus var ret ensrettet. 
"Ikke kun for at have kontrol over dem. Det har jeg til en hvis grad i forvejen, som regel" rettede Aldamar og for første gang siden samtalen var startet lod han øjnene følge hav af mennesker omkring dem, en leende tone i kanten af hans smilende stemme. Ikke noget ondt ment, men blot en konstatering af sandheden - i hvert fald hans sandhed. Folk havde det med at hoppe lidt højere når de vidste hvem han var. De sagde i hvert fald sjældent nej til at hoppe (bare helt generelt), hvilket tit var fordi der var en personlig vinding i det. Og Arys prinsen tændte mere på tilliden bagved handlingen, trods der var noget berusende ved at kunne holde en person som man ville, hvor man ville. 
"Men joeh, korrekt" det var nok ikke en overraskende kant omkring fyrstesønnen, og øjnene fandt nysgerrige vej tilbage til Fabian. Var der mere han lige kunne fornemme på stående fod? 

Fabians krop sitrede lidt ved følelsen af at have ramt, og at vide at det var noget Aldamar tændte på. Hans egne interesser spredte sig trods alt vildt og voldsomt omkring, men som Aldamar nok havde opdaget, så kunne han også godt lide når tingene var lidt mere grove i det, og han fik ufattelig meget nydelse ud af at den anden part også nød det. Heldigvis snakkede de ikke om Fabian, men om Aldamar.

”Oh?” kom det interesseret fra Fabian, da Aldamar nævnte at det ikke kun var for kontrollen han kunne lide det. For det havde Fabian lidt forventet af manden foran ham, og han følte sig selv læne sig mere ind i Aldamars sfære, for han kunne ikke helt lade vær. ”Hvis det ikke kun er for at have kontrol, hvad er det så ellers?” Der var mange forskellige grunde til at folk holdt af det, og lige på det punkt, så havde Fabian lidt svært ved at læse Aldamar. Han kendte ham, jo, men de havde aldrig rigtig udforsket hvad præcist det var der tændte ham, men hvis han vidste det... så følte han trods alt også at han kunne gøre oplevelse bedre for dem begge.

I baggrunden kunne Fabian svagt ane, hvordan musikken var begyndt, og folk gik forbi dem, formegentlig for at komme op og danse til musikken. Det var nok den tid på dagen, men selvom Fabian var bevidst om det, så var hans øjne intenst låst fast på Aldamar. 

Mørke øjne betragtede ham i nogle få sekunders stilhed, idet at han overvejede hvordan han skulle formulere sig. Det var - lige meget hvor nemt Fabian lagde grundlaget for at han frit kunne tale om det, bare en anelse grænseoverskridende at tale om så åbent. Ikke fordi at det skulle være en hemmelighed, han kunne ikke benægte at det interesserede blik der fulgte med gjorde sin del for at få ordende nemmere over tungen... men det var stadigvæk utroligt intimt.  
Fordømmelse burde han ikke forvente, men det var svært at stole på det bare uden videre... men nogle gange måtte man vel tage springet. Og var det også bare en smule frækt. Det kunne han heller ikke benægte. 

"Tillid" Aldamar's hånd dansede over hans lår, gled op af siden og greb blidt fat under hagen; trak ham tættere imens han betragtede ham. ""Jeg har aldrig helt forstået hvordan man kan overgiver sigså fuldkommen, så det fascinere mig, når jeg ser det udfolder sig" 

Fascinere, måske en lidt pænere måde at sige 'tænder mig', og Aldamar's øjne blev i et glimt en anelse mere nærværende, hvis det da overhovedet var muligt. Hans krop sitrede efter at mærke ham tæt på, og han skulle virkelig dy sig, anstrenge sig for ikke at fange læberne ideen videre.  Hvilket ledte ham videre til det næste.  
"Forventningens glæde er også ret fantastisk" 
Kom det en anelse mere åndeløst. Han var så tæt på at det var fantastisk ulideligt. 

For en der ikke var vant til at snakke om emner som disse, kunne det være grænseoverskridende, men det sidste Fabian ville gøre, var at bedømme hvad Aldamar godt kunne lide. Han havde prøvet det meste, og der var visse ting som bare ikke var ligeså lækre som andre, men han kunne klare det, uden de store kvaler, og det Aldamar kunne lide? Det var noget han i den grad godt kunne gå med til. Han forstod behovet for at være  i kontrol, og hvor meget det kunne tænde en, når en anden person gav en anden sin tillid på sådan en markant måde.

Fabian lod dog Aldamar tage kontrol, også i denne her situation, som han tog fat i hans hage, og lænede sig ind mod følelsen og Aldamar. Hans øjne blev en anelse mørkere, både af samtalen, men også af Aldamars selvsikkerhed i hvad de lavede.

”Den kan også næsten være ulidelig,” hviskede han tilbage, og hans øjne kiggede kort ned på Aldamars læber, før han kiggede op endnu. Hvor havde han også lyst til at kysse Aldamar, men det var Aldamar der bestemte lige nu. ”Men jeg kan klare ulidelig, og jeg stoler på dig.” Hvis Aldamar havde lyst til at være i komplet kontrol over Fabian i sengen, så ville han gøre det, for han ville se hvordan Aldamar var når han fik lov til at udfolde sig som han havde lyst til. Han ville vide hvor langt Aldamar ville gå, men også hans egen krops reaktion på det, når det var Aldamar. For han kunne ikke benægte at hans krop havde været langt mere opstemt på Aldamar, end de fleste af hans andre kunder. 

Det kunne ikke være meget tvivl om, at desto flere gange Fabian sagde jah, desto mere turde Aldamar. Det gjaldt både på de verbale fronter, men det gjaldt i den grad også det fysiske jah... det jah han fornemmede ved den eklektiske forbindelse i spidsen af hans fingre og den fornemmelse hans berusende nærvær frem provokerede.  Og blikket. De satans mørke øjne man hurtigt kunne falde lidt for langt ned i; Aldamar havde ikke vidst at man kunne føle sig så fanget i noget så fint.  

Ikke føler nu i hvert fald.  
Han måtte bide sig en anelse i indersiden af kunden ved de næste ord,  og kunne hører hvordan hans egen vejrtrækning blev en anelse tungere,  en indikation på hans krops eget lille forræderiske oprør.  Aldamar's smil summede af en underliggende tilfredshed - en glæde det ikke kunne ignoreres, og han måtte nikke, uhyrer tæt på at være tom for ord til hvad han kunne svare.  Tak dækkede ikke den følelse det susede igennem ham. 
"Det ved jeg" Aldamar kunne både føle det, og bekræfte at det ikke var en løgn på en langt mere værdifuld måde.  

Og det var det også, at Aldamar måtte til at tage en beslutning.  At læne sig frem eller ikke,  at udsætte eller vente.  Tommelfingeren gled forsigtigt over den bløde underlæbe med et længselsfuldt suk,  og fyrstesønnen kunne ikke stoppe sig selv i krævende at trække ham tæt ind til sig. 
Ulideligt var virkelig det rigtige ord at bruge, hvilket kun gjorde det endnu mere intenst når han ikke længere trak den - eller ham selv, ud. 

Hvorfor skulle man sige nej, når man kunne sige ja, og især omkring noget så berusende og fantastisk, som Aldamars nærvær. En dag ville et nej nok komme over hans læber, men som deres forhold udviklede sig, var der endnu ingen grund til at sætte en stopklods i. Der var intet i øjeblikket, der kunne få Fabian til at afvise fyrstesønnen.

Og hvis Fabian ikke allerede var sikker på sig selv omkring det, så blev han det, da Aldamar fik en fysisk reaktion på Fabians tilkendegivelse af at han stolede på ham. Han gik i hvert fald ud fra at det var de ord der havde haft en reaktion. Det var dog heller ikke blot tomme ord, som Fabian kom med. Hidtil havde han haft ingen grund til at ikke at stole på den anden mand, selvom de havde haft deres skænderier. Han følte sig sikker omkring Aldamar, og indtil videre havde han ikke haft nogen grund til ikke at have den følelse. Selv hvis det viste sig at Aldamar også var inde i det mere grove, hvor Fabian faktisk ville komme til skade, så havde Fabian også tiltro til at det ikke ville gå længere end Fabian selv også ønskede det. Han kunne godt se det fascinerende ved at have en stole til at stole på en så meget.

Selv var han dog også selv løbet tør af ord, og hvis han havde haft magten så havde han kysset Aldamar. Han kunne nok have skubbet for det, taget fat i Aldamars nakke og hive ham resten af vejen, men han lod Aldamar vælge. Det gjorde det kun så meget mere intenst da Aldamar endelig selv ikke kunne holde det mere.
Fabians hånd fandt Aldamars nakke, som han ligeså krævende tog hvad han kunne få af Aldamar, mens hans anden hånd igen fandt Aldamars inderlår for at nusse ham.

For andre omkring dem, lignede de nok et par der havde fået lidt for meget, og som bare gerne ville drukne i hinanden. Der var altid de slags par, og anonymiteten af det her sted, gjorde også at Fabian ikke var bange for Aldamars vegne. Det her var dog nok også det vildeste de ville gøre til offentlig skue for alle. 

Et lille suk, noget det næsten lænede sig på af et støn af tilfredshed gled over hans læber da han blev trukket nærmere ind, og han var ikke sen til at lade neglene glide over hans kort klippede hovedbund, idet at fingrene blev krøllet en anelse sammen. Smagen af ham og den svage eftersmag af øllen gjorde ikke meget for at holde eller motivere fyrstesønnen til at holde sig på dydens smalle sti, og han følte sig ligeså meget fristet såvel som lokket til at lade det eskalere - trykkede sig selv nærmere i overkroppen. Hvorfor han kun få ham til at hungre sådan, lå nok meget i dem villighed der lyste ud af hans fantastiske krop - han havde svært ved at give slip på den, og ville gerne følge den helt til døren. 
Det gjorde det dertil ikke bedre at Aldamar var blevet kold overfor de enkelte blikke der gled i deres retning, sådan som de prellede af imod hans brændende krop. 

Gjaldt de regler han ellers lænede sig opad, overhovedet her? Det føltes ikke sådan, når hans krop i bølger af tilfredshed, jah taknemmelighed skyllede ind over ham. hviskede at han fortjente den her opmærksomhed.  
Aldamar slap læberne for at lade dem vandre ned over mandens hals i stedet, inden at han med en halvbandende knurren stoppede, og langsomt slap det brændende kys han havde startet henover hans hud. 

Han rykkede sig dog ikke mange millimeter fra ham, vejrtrækningen varmende på hans hud. Hånden det ikke var trykket imod hans nakke havde fundet vej til låret som det stadigvæk nussede, og man kunne næsten fornemme hvordan Aldamar overvejede om han havde tålmodighed nok i sig til at bruge tiden på noget så utilfredstillende som dans eller musik.  
"Har du lyst til endnu en øl?" Mumlede han til sidst, hvilket ville være et godt grundlag for at han ikke trakl ham op og væk fra festen.
Fordi det var hvad der ville ske, hvis han ikke rejste sig med et konkret formål... ikke at det ville gøre det store, kunne han fornemme. 

Følelsen og smagen af Aldamar var næsten overvældende, selv for Fabian, og han kunne mærke hvordan han bare smeltede ind i grebet på ham. Stønnet af tilfredshed. Fingrene mod hovedbunden. Hvordan han blev hevet nærmere. Læberne der begyndte at gå på tur for at smage mere af Fabian.
Hele hans krop dirrede, bare det mindste, som han tog alle indtrykkene ind, med hans egen lille lyd af tilfredshed over retningen deres lille hyggestund havde taget det.
Det var nemt at se at det her var noget Fabian kunne forholde sig til, for det var kun følelsen af lyst og en anden person der betød noget. Ikke noget så kompliceret som psykiske følelser.

Hans egne fingre omkring Aldamars nakke legede med krøllerne, helt ubevidst, og det var først da Aldamar endelig flyttede sine læber at han ligeså stillede åbnede øjnene. Lidt omtumlet og tåget, som han kiggede ned på Aldamar, hans egen vejrtrækning ligeså tung.
Han havde ikke lyst til at flytte sig. Han ville bare have mere og mere af Aldamar, men det mere uskyldige spørgsmål mindede også Fabian om hvor de var, og at det var meningen at Aldamar skulle opleve noget, også udenfor soveværelset.

Det var et næsten lidt ulykkeligt suk der kom fra Fabian, men alligevel var det et blidt smil på hans læber, som ikke varslede om at han faktisk var ulykkelig. Han ville gerne udforske Aldamars seksualitet nu og her, men det kunne vente til senere.
”Lad mig hente,” hviskede han, og lænede sig ind og placerede et kys på kinden af Aldamar, og nu hvor han kiggede op igen, så fik han også kort øjenkontakt med en mand der sad og stirrede noget surt på dem. Ikke alle var glade for at nogle som dem var heromkring tydeligvis.
Men med mindre Aldamar stoppede ham, så ville han rejse sig og hente noget mere øl til dem. Han havde også behov for lige at slappe lidt af. 

Det ulykkelige suk der listede sig over hans læber gjorde det ikke bedre, og Aldamar holdt sig i skindet for ikke at stoppe det med endnu et kys, som han ville have endnu sværere ved at stoppe igen. Heldigvis blev den lille opfordring grebet, og selvom det var noget modvilligt hans hænder løsnede deres greb om Fabian, så løsnede de sig alligevel en anelse. At han hentede var måske meget fint, han kunne godt bruge en afstand fra den benzin han tilføjede til fyrstesønnens bål og behov for mere. 
Han mumlede et eller andet okay, fandt papiret med de 2 resterende øl, lænede sig tilbage og fulgte ham med øjnene som han rejste sig for at hente mere drikkelse, nok ikke noget der ligefrem ville køle ham ned selvom væsken i sig selv var behagelig kølig. 

Derfor var det også først da Fabian var nået et godt stykke væk, at Aldamar med et suk - endnu et, men den her gang et suk han havde holdt tilbage - smækkede albuerne på bordet og begravede hænderne i krøllerne. Fingrene masserede hans tindinger, som var de cirkulære bevægelser endnu et halvhjertet forsøg på at få hans hjerte lidt mere under kontrol. Sukket var nemlig tungt og en anelse besejret. Han var kommet på alt for dybt vand, og kunne mærke det på den kildende fornemmelse tankerne om ham bragte med sig. 
Mørkeblå øjne betragtede furene i det slidte træbord, inden at fornemmelsen af at nogen stirrede på ham meldte sig på banen, og fyrstesønnen slog blikket op. 
Og mødte en noget bitter mands kølige øjne. 
Et blik der for måneder tilbage ville have fået skammen til at brænde i kinderne, men nu? Nej nu var det et noget irritabelt glimt der meldte sig i hans egne øjne, og fyrstesønnens medlærte arrogance gjorde det en anelse mere spidst, da han kneb øjnene sammen. "Har du et problem?" 

Det viste sig at han i hvert fald havde en form for æresfornemmelse i klemme, og dermed også et form for problem, Manden var en af dem Aldamar havde besejret i de tidlige runder af den bizarre fægteturnering, og med den noget højere og mere muskuløse mand væk, greb han nu chancen for spankulere hen til bordet, smækkede begge hænder på det og lænede sig ind imod Aldamar; en overfladisk foragt i hans forharmede øjne. "Aye, din ulækre lille mandsling. Tror du det her er en scene? Og tror du vi gider at se på det lille show dig og din ven sætter op, når i næsten sætter jer på hinanden?" han lænede sig mere ind, og Aldamar lænede sig en anelse tilbage, mest for ikke at få hans spyt i ansigtet når han talte, overlæben trukket en anelse op i afsky. "Hah, man forstår bedre hvorfor du kunne håndtere den kæp så godt. Afskyeligt, slet og ret afskyeligt" hånende ord der fik en alkoholprovokeret vrede til at simre i de mørkeblå øjne. 

Fabian tog imod det lille stykke papir, og med et sidste kys på toppen af Aldamars hoved, som måske var en smule mere ømt end hvad det burde. Især som hans krop nærmest begyndte at summe af det igen, men i det mindste kunne han godt hive sig selv væk, for at spankulere mod ølboden, så de kunne få de sidste øl de manglede.

Nu når han havde noget tid alene, kunne han dog også endelig forsøge at få styr på sit hjerte. Ligesom Aladmar havde lidt en krise, ligeså havde Fabian, fordi hans krop opførte sig på ingen måde som den plejede. Smilet faldt lidt fra hans ansigt, som han prøvede at rulle lidt med skuldrene og tage et par vejtrækninger for at slappe af. Men lige meget hjalp det, for Aldamar havde fået placeret sig godt og grundig i tankerne.
Problemet var bare også at Fabian faktisk ikke vidste hvad han skulle gøre ved følelserne, eller sig selv. Han var ikke vant til det, og mindst af alt havde han lyst til at forsøge at bearbejde dem, når problemet ikke sad længere væk end at han næsten stadig kunne se ham.

Derfor var det også med en lidt eftertænksom mine at han fik mumlet bestillingen over disken og papiret, inden han blev givet de sidste krus øl, næsten hurtigere end han var villig til.
Skridtene var lidt langsomme, som han begyndte at bevæge sig mod hvor han havde efterladt Aldamar, hvor... en anden mand var.

Først var det et lidt undrende blik i Fabians øjne, men som han kom nærmere begyndte at han kunne høre ordene, for ikke at nævne tonen. Var det manden han havde set tidligere?
Hans skridt tog til, og han kunne mærke vreden boble i sig. Manden havde dog heller ikke set Fabian komme, for han gav et lille spjæt, da Fabian satte øllene hårdt ned på bordet, med et stormende blik i øjnene rettet mod ham. ”Har vi et problem her?” sagde han, lavmælt, og en anelse faretruende. Som Fabian stod her ved bordet og stirrede på manden, så var der ikke meget der hentydede til at den muskuløse mand faktisk var rådden til at kæmpe. 

... de mørkeblå øjne glimtede en anelse i begyndende vrede, idet at han nu forsatte. Hvorvidt det her handlede om ham, Fabian eller noget helt tredje kunne han ikke slå fast  med fuldstændig sikkerhed, fordi der kunne sagtens ligge noget andet bagved hans forharmede vrede. Men hvis der gjorde, var det ikke en forklaring Aldamar ikke gad at lede efter, sådan som nedværdigelser forsatte med at blive skudt afsted, gang på gang. 
Her og der fulgte en alarmerende summen i fingerspidserne, som var fyrstesønnens egne og mentale alarmklokker ikke gode nok, hvilket dog kun bekræftede Aldamar om at det nok ikke bare var fordi han havde tabt tidligere - men det var heller ikke noget han gad at tage hensyn til. Fordi hvorfors skulle han? 

Som et begyndende tegn på at ordende desværre ikke gik for døve ører, blev rynken imellem hans bryn mere og mere fremtrædende for hvert sekund der gik. 
"Tror du virkelig at jeg kan undskylde for sådan noget, eller bare sidde omkring og gøre ingenting. Hvad ville børnene ikke tænke. Hah, sådan' nogle signaler skal ikke sendes imod mit barn, det kan jeg godt sige! Nu skal du hører hvad jeg mener, dit klamme, arrogante, lille..." som manden lænede sig endnu mere frem i forharmelse, formåede Aldamar faktisk at føle hans spyt sprutte hele vejen over på hans eget tordnende ansigt. 
Og da var det at Fabian kom tilbage. 
Overrasket smækkedes øl med på bordet, og Aldamar's øjne gled hen over hans bistre ansigt, en anelse glad for at han selv var blevet afbrudt i de ord der havde været klar til at følge med. Og modsat manden der først så forskrækket, derefter en anelse foruroliget og til sidst 'foruroliget men nu gemt bagved selvopbygget vrede...' jah så blødte Aldamar's en anelse op, og med et lille sug betragtede han hvor intimiderende den blonde mand prøvede - og også lykkedes helt okay med - at se ud. Der kunne man bare se. 

"Aye, det kan man godt sige. Tror du virkelig at jeg - nej, vi -" manden slog ud med hånden omkring sig til de få mennesker der faktisk fulgte, med med en frustrerende mængde nysgerrighed. "- gider at se på det der? Jeg har aldrig set noget mere foruroligende i hele mit liv! Føj, føj siger jeg!" han havde mest af alt lyst til at bakke ud nu hvor at det ikke længere var Aldamar's små sølle 169 imod hans 178 længere. Men han virkede ikke til at hvordan. Modsat ham kunne fyrstesønnen dog ikke lade værd med at fryde sig en anelse over hvor hurtigt han var kommet tilbage, og takkede guderne for at han ikke havde ladet sig rive med. Før nu. 
Fordi da var det at Aldamar følte fingerspidserne klø igen, og kunne  med en mental, tør latter konstatere et 'jah' nok var mere passende end det svar han prøvede at afgive med sine ubehagelige øjne.
Hvilket betød at han rakte ud efter sit nye krus, og med et smalt blik over krusets kant, lod et næsten henkastet 'jah' ffalde inden at han tog en tår, hvilket kun fik farven til at stige yderligere i mandens vejrbidte kinder, kort efter. 

Fabian var ligeglad med hvad der lå bag facaden om at manden syntes at de to af dem var klamme. Der var så mange grunde, og hvis nogen gik ud af deres vej for at nedgøre andre, så havde Fabian ikke tid eller overskud til i det hele taget at forsøge at læse manden og underliggende problemer. Han var et større røvhul end Fabian nogensinde havde været, og det sagde ikke så lidt.

Kort fandt Fabians øjne vej til Aldamar, bare for at se hans reaktion, før at hans øjne var tilbage på manden, som forhåbentlig faktisk ikke ville forsøge at starte en slåskamp midt i det hele. Han så heldigvis lidt intimideret ud, men han stod også overfor to mænd, den ene større end ham, og den anden for nylig vundet fægtedysten. Så de var næppe de mest idealle at tage en slåskamp med når man bare så på dem.

Han hørte næsten ikke Aldamars ja, og han måtte bide sig selv i kinden for ikke at bryde ud i et hånligt grin. For det betød vel at Aldamar vidste lidt mere end Fabian omkring mandens tendenser.
Alligevel ville Fabian heller ikke lade den ligge, ikke før manden var skredet fra deres syn. ”Se på hvad? Hvad er det vi gør, eller min mand har gjort, som betyder at du har behov for at antaste ham efter jeg er gået?” spurgte Fabian, som han kiggede stadig med vrede i øjnene på manden, og prøvede at fange hans blik, som en måde at forlange et svar af ham. Så alle kunne høre hvilken type mand han i virkeligheden. Problemet lå tydeligvis i at de var to mænd og ikke hvad de havde siddet og gjort, hvilket Fabian godt ville indrømme måske kunne have virket som lidt meget. Han havde dog på vej til ølboden set mindst et par mere, som virkede ligeså optaget af hinanden. Et enkelt par i skyggerne, som han gerne ville beskylde for måske at være gået lidt for langt. 

Det var ret så tydeligt hvordan at ubehaget ved at blive konfronteret langsomt sneg sig nærmere den højtråbende mand, der alligevel forsatte. "Jah? Jah?!" Ubehaget ved de misbilligende blikke, og en erkendelse af at han havde startet sin lille vendetta alene, og nok også ville komme til at afslutte den sådan. Det var altid nemmere at være nedladende i en større flok, fordi de blå-grønne øjne han næsten blev målt op af... jah de var ikke venlige. Åhh, hvad han ikke ville betale for at vide hvad der foregik bagved den rynkede pande han præsenterede, Aldamar's blik gled kort omkring dem der fulgte med, inden at de i et ryk fandt tilbage til Fabian. 
Hans mand? Ufrivilligt slog hans hjerte et ekstra slag, og Aldamar måtte virkelig kæmpe for ikke at lade et lidt for selvtilfredssmil glide over læberne, som fra den antastende mands synsvinkel, nok ikke ville se andet end flabet ud. Det var bare nemt. Og normaltvis ville han ikke ligefrem have brudt sig om at blive 'beskyttet' på den her måde, men han kunne ikke lade værd med at finde det.... jah, en anelse frækt hvordan at Fabian stillede sig op som en eller anden kamphane; det talte i hvert fald til et eller andet i ham som strøg den anden imod hårene, selvom hans invasive tilgang mindskedes en anelse idet at han lænede sig længere væk. "Du ved hvad i har gjort. Og det er sygt. Der er børn til stede og-" Aldamar's fnys skar ham af, og blikket gled omkring bagved ham, bagved Fabian og dertil også en hurtg omgang bagved skulderen hvor at ingen 'børn' ligefrem tøffede rundt mere. Nok nærmere unge omkring 15, basically voksne mennesker. 

"Din imbecile stakkels mand" fyrstesønnens stemme var kølig og nøgtern, og der kunne ikke være meget tvivl om at Aldamar's kampe langt størstedelen af gangene befandt sig på den verbale front. Et påtaget udtryk af doven vrede blev fjernet, idet at Aldamar's øjne blev spærret en anelse mere op, så de ikke længere var halvlukkede i deres misbehag. Aldamar slog et utilfreds klik med tungen. "Du kunne ikke tage en fair kamp på banen, og du kunne ikke tage en fair kamp her. Så meget ubehagelig usikkerhed..." langsomt gled blikket en anelse imod Fabian igen, og Aldamar overvejede om han havde mødt sådan noget her før. Han havde ikke. Ikke på den her måde  i hvert fald. 

Manden havde sikkert heller ikke startet noget, hvis han ikke også have fået lige lovlig indenbords, for hvem gad egentlig at tage kampen op med nogle mænd. Måske hvis han havde haft nogen omkring sig, som kunne støtte op om ham, men selvom blikkene kiggede interesseret på optrinnet, så var der ingen der ville bryde ind, for hverken den ene eller anden side.
Flere af dem kendte nok til manden og vidste det ikke var værd, men når man alligevel var fanget i det, så var det svært at gå væk fra. Især fordi Fabian ikke stolede nok på at manden ikke kunne finde på noget overilet, hvis han bare tog Aldamar i armen og gik. Den sidste ting han havde lyst til var at få et slag mod hovedet, fordi de var arrogante nok til bare at vende ryggen til ham.

Hans egne kunne dog ikke lade vær med at falde på Aldamar, da han også var ved at få nok af manden, havde han nok allerede for starten, men Fabian forventede ikke at han var vant til at blive antastet af folk som ham her. Der havde Fabian trods alt noget mere erfaring, selvom det primært var når han var sammen med andre mænd. Han forstod ikke hvorfor folk var så forskrækket over at folk af samme køn kunne være sammen.

Manden virkede som om at han skulle til at puste sig endnu mere op, som Aldamar havde fornærmet sig, men Fabian gad ikke engang at høre på det. Han kiggede med smalle øjne på manden, og så faldt hans øjne ned på de tre øl. Det var trods alt så mange der havde været tilbage på sedlen, så han havde bare taget dem alle sammen med. Og så op på manden, som var ved at åbne munden for at fyre mere af.
Han burde ikke, men som manden begyndte at snakke igen, så gad han ikke høre på det, så han tog øllen, og tog den op næsten som skulle han drikke af den, inden den ændrede kurs og han bare... hældte den udover manden, som pludselig stod fuldstændig overøst i øl, og stilheden strakte sig mellem dem alle sammen. Indtil en ung latter kunne høres et stykke væk fra sig. En ung knægt som åbenbart havde syntes det her var hylende morsmt. 

Faktisk, var det overraskende sjældent at Aldamar blev videre udfarende når han blev vred. Som oftest kunne det koges ned til en kold, kold, kold skulder, og dertil også nogle lynende øjne som ikke ville lægge sin utilfredshed væk til fordel for en god relation. Selve udtrykket ændredes sjældent, og som en undtagelse havde Fabian oplevet fyrstesønnens vrede meget anderledes, end den han præsenterede nu, og normaltvis gjorde. Han gjorde sig nemlig ikke i så voldsom en følelse omkring så simpelt et menneske - en parallel der kunne trækkes imellem mange mennesker han stødte på, og kunne derfor uden de store kvaler holde en maske af misfornøjelse.
Havde han været alene, havde det nok været lidt noget andet. Men med så mange mennesker omkring dem, var det helt naturligt for fyrstesønnen at holde sin utilfredshed åbenlys, men stadigvæk med smagfuld ligegyldighed overfor det - udadtil. 

Hænderne greb alligevel en anelse hårdere fat i idet at han lignede en der skulle til at puste sig mere op, og så.... jah så skete der noget ret så magisk. 
En kaskade af øl sølede den vrede homofob til, der med et forskrækket udbrud slap bordet for forgæves at prøve at undgå den kolde væske. Det drypppede ned af hans tøj, det dryppede ned af hans hår... Aldamar's mund havde åbnet sig i forbløffelse - blikket vendtes imod Fabian der formåede at se nok så selvtilfreds ud, inden at han følte hvordan forskrækkelsen havde skubbet vreden væk, og nu erstattede det med en boblende latter af overrasket karakter, Aldamar smækkede hånden foran munden men formåede ikke at stoppe den fnisen der fulgte med den ensomme latter. 
Det satte gang i de resterende der i smug havde fulgt med, og med et tomatrødt ansigt snappede den fremmede efter vejret - sendte et sidste blik af sydende vrede til Fabian, inden at han vendte om på hælen for at marchere videre og væk fra den her forfærdelige crowd. Her og der sparkedes sten og græs med op. 

Aldamar fulgte ham småleende med øjnene - han følte han havde et eller andet at sige til hans bagvendte ryg, men kunne ikke helt finde ud af hvad idet at øjnene vendtes imod Fabian. "Så god øl på nogen så rådden" 
Selvom han smilede en anelse over optrinnet, kunne det dog godt fornemmes at han ikke helt havde sluppet den gnavende irritation over hans ord. Ikke at de havde betydet de store - han var kun en simpel bonde. Men han havde alligevel trukket en god del øjne til det lille optrin, og mængden alene var stadigvæk... ubehagelig. 

Generelt var Fabian mere tilbøjelig til at prikke til ilden, end han var til selv at blive vred, men Aldamar havde bare en helt unik virkning på ham. Han havde egentlig lidt troet at det blot var fordi Aldamar vidste hvor han skulle trykke på ham, men det her viste lidt, at det ikke kun handlede om det. Der var noget i Aldamars væsen, der fik Fabian til at være mindre.. følelseskold. Som sad følelserne pludselig klar til faktisk at bryde frem, i stedet for hans normale tendens til at møde mange situationer med en ligegyldighed

Selvom Fabian var den der har ført øllen, så var han faktisk ikke sikker på at det havde været en god ide, lige indtil at latteren var begyndt at boble frem rundt omkring, og ikke mindst hos Aldamar, som trods alt forsøgte at skjule det.
Det var dog primært manden Fabian kiggede på, især som han i vrede skyndte sig væk fra dem, da han nok næppe var interesseret i at alle skulle stå og glo på ham.

Nu når showet var overstået, havde de fleste folk det også fint nok med at gå tilbage til deres egne ting, og et par nysgerrige blikke, fik et lidt strengt blik fra Fabian, inden han endelig slog sig ned ved Aldamars side igen.

”I det mindste var den gratis,” indrømmede han, med et lille smil. Han rakte op og strøg lidt hår væk fra Aldamars ansigt, inden han lagde den på siden af hans hals. ”Er du okay?” Det var nogle overraskende ømme ord, men Fabian vidste også hvor hårdt det egentlig kunne slå en ud af at blive mødt med det. En ting var at vide det var en ting, men at blive konfronteret var trods alt noget andet, og han ønskede ikke at Aldamar skulle have en dårlig følelse over det. 

Hans skikkelse forsvandt ud i mørket, og Aldamar måtte håbe og tro på at det ville være den sidste gang han så ham. Folk havde det med at huske dem der havde ydmyget dem lidt for godt til at han fandt det rart at tænke på, men om alt gik godt, ville han måske bedre huske Fabian end Aldamar selv. Så selv hvis han af uforklarlige årsager nogensinde ville støde på ham igen... ville han ikke blive genkendt. 
Hvad fanden, selv hvis han blev, jah så var det hans ord imod en eller anden bondes - og der vidste han godt hvem der ville fremstå mest troværdig. 
Blikket gled over på den blonde mand, der gled ned ved siden af ham - et nærvær han uden mange kvaler tog imod til trods for at han ikke helt brød sig om bekymringen i hans stemme. Indeni gjorde han nok et eller andet sted - han kunne mærke hvordan det varmede hvordan hånden bevægede sig over hans ansigt, og de mørkeblå øjne betragtede ham i stilhed, inden at han langsomt nikkede. 
"I det mindste var den gratis.." de blå mærker på hans krop ville nok sige noget andet, men det var næppe det vigtige lige nu. Læberne fandt vej til håndryggen idet at han kort bukkede hovedet ned i et forsikrende lille kys på den. "Mmmh, selvfølgelig er jeg det" mumlede han imod hånden, og lod et forsikrende klem finde vej til hans knæ, med sin egen hånd. Det var ikke noget de behøvede at snakke om, trods ømheden i hans stemme inviterede til det. 

"... du forsvarede mig rigtig der. Det betyder vel mere end en eller anden bondes ord" kom det i stedet fra ham, en simpel konstatering med en drillende kant i sin tone, og fyrstesønnens øjne glimtede i sin indvendige glæde over det, til trods for at det kom ud som drillerier. Mest for ikke at gøre det alt for... sødt. 

Hvis Fabian havde haft nogen mistanke om at Aldamar kunne være blevet genkendt senere hen, så havde han taget nogle foranstaltninger, men det havde han ikke gjort, for hvem ville gætte Aldamar til at være en fyrste, og selv hvis de så ham igen... hvem ville tro på det? Selv hvis de så det med egne øjne. Adelen mængede sig ikke på den måde med pøblen.

Smilet blev dog lidt bredere som Aldamar forsikrede Fabian om at han havde det fint, også selvom Fabian nu alligevel havde fået sat sig i en situation der var lidt for øm og intim i forhold til hvad han normalvis holdt af. Den blødere side af sig selv, som han ikke var helt parat på faktisk at acceptere.
Derfor var han også hurtig til at trække ud af det, som han mærkede hans hjerte skippe et slag, da de næste ord kom ud af Aldamars mund. De gav ham lidt for meget en kilden fornemmelse, som om at det gjorde ham glad. Der var dog stadig et øjebliks stilhed, som var nok til at indikere at Fabian nok ikke havde været ligeså hurtig i mælet, som han plejede.
”Jeg var ret sej, var jeg ikke?” sagde Fabian, ligeså drillende og grinende, bevidst om at Aldamar nok ville være tilbøjelig til blot at modbevise det, når han sagde det på den måde, især fordi Fabian selv ikke rigtig troede på ordene som han sagde det. Det var en ordinær situation, og han havde kun reageret på følelser, hvilket han ikke syntes var ligeså fedt. Det vigtigste var dog bare at lade som om at intet var hændt, så de kunne gå tilbage til at være to mænd der blot... ville bruge dagen sammen. 

Fyrstesønnen lod en enkelt hånd glide igennem krøllerne, mest af alt for at få lidt styr på dem. De var efterhånden godt påvirket af at have været udenfor det meste af morgenen, dagen og nu også aftenen, men der var ikke så meget han kunne gøre ved det, da det hensynsløst faldt tilbage i de folder det efterhånden havde fundet sig til rette i. 
Den anden hånd forsatte en fraværende nussen over hans knæ, der dog blev en smule mere insisterende idet at han med et løftet øjenbryn hørte den fine lille kompliment han gav sig selv. Sej? Ordets betydning var ikke et han ville bruge på Fabian som udgangspunkt, og skulle det, var han... sej på andre punkter. Men til en hvis grad kunne man vel sige sej om ham, og hånden klemte en anelse til idet at han lænede sig frem. I højdeforskellen kiggede Aldamar automatisk en anelse op, men havde for en gangs skyld ikke noget imod det. Det understregede bare smukt den pointe han prøvede at lægge ud; læberne skiltes i et leende smil. 
"Joh da. Smækker kruset i bordet, kaster med øllene... sådan som du spillede med musklerne..." Aldamar's øjne havde et imponeret glimt over sig, selvom det ligeså godt kunne være helt med vilje at han satte ham lidt op på et piedestal med de øjne - det skete trods alt så forfærdelig sjældent. Desuden, så havde det været nydeligt at observerer, og det måtte han da gerne vide. 

"Du så ret sej ud" en anelse mere lavmælt gentagelse af hans ord, og Aldamar holdt sig selv i nærheden af ham i nogle sekunder, i tilfælde af at et kys eller sådan noget ville komme hans vej. Hvis ikke, måtte han med et drillende smil trække sig tilbage og kaste et blik imod musikken der efterhånden var kommet godt i gang. 
Lige meget hvad, spillede det i hvert fald nydeligt for hans ører.