”Mmmh... jeg sagde ikke at jeg hadede det,” pointerede Fabian, selvom det havde overrasket ham. Det viste bare at på rigtig mange kanter at Fabian faktisk ikke kendte særlig meget til Aldamar og hans små særheder, som de hver især besad. Noget sagde ham dog stadig at Aldamar ikke skulle se sig selv i spejlet, hvis han ikke kunne holde ud af at se på Fabians uglede hår, for Fabians var alligevel glat og fint nok til at det aldrig blev alt for slemt.
Han gjorde dog intet for at stoppe Aldamar for at møve sig videre på sengen, og lagde sig dermed lidt mere bekvemt ned, som hans øjne fulgte Aldamar i sin færd på at finde noget. Det tog ham overraskende lang tid at komme i tanke om at det nok var piben Aldamar ledte efter, og kun kort før at Aldamar faktisk fandt den.

Det var først da dynerne blev smidt op på sengen, at Fabian åbnede sin mund igen. ”Hvad er det ved Zircon, du fortrækker frem for her i Dianthos? Det er vel også en form for stor by,” spurgte han endelig, og trak en af dynerne til sig, før han møvede sig selv op til hovedgærdet, så han kunne sætte sig op ad noget, nu når Aldamar havde fundet piben frem igen. Han gjorde dog også plads til at Aldamar kunne komme og sætte sig ved siden af ham igen. 

Det var meget med vilje at fyrstesønnen undgik den ene reflekterende overflade der var i rummet, men derimod hurtigt styrede imod hvad han skulle bruge, og derefter også hurtigt imod sengen igen. Med dynerne i den ene hånd, og piben i den anden, jah så var det et behageligt smil der spillede om læberne idet at udsigten til at hygge sig - særlig når man havde gjort det bare en anelse lækkert for sig selv - var en han så frem til. Dertil var han ikke ene om at mene det, idet at Fabian hurtigt fik nuppet den ene og møvet sig på plads. 
Aldamar satte sig op til ham, men i stedet for ved siden af ham, foldede han hans dyne en anelse på plads over hans ben, og lagde sig på hans lår i stedet. Det var måske på tværs af sengen, men fyrstesønnen var ikke videre høj - ikke lang nok til at meget mere end fødderne lige strittede ud over, og løftede bikket til hans øjne med et glimt af tilfredshed i sig. Hænderne begyndte uden at kigge, deres rutinerede part to af at starte piben op. 

"Det er nok bare det hjemlige" kom det efter lidt tid fra ham, og Aldamar nød den lille øjenkontakt det skabte at kunne ligge sådan her. Men skulle han være ærlig, var det svært for ham at vide præcis hvorfor - både til spørgsmålet om Zircon, men også hvad angik øjenkontakten. 
"... og så kan jeg også li' at have dem tæt på mig" dem værende familien, da det føltes som om at de var uretfærdigt langt væk. Skulle der ske noget, ville det ikke bare lige være sådan at komme afsted, trods at deres familie kommunikerede nok så fantastisk via magi i forvejen. 

Fabian havde lidt forventet at Aldamar ville sætte sig ved siden af ham, men han blev positivt overrasket over at han pludselig blev brugt som pude. Hans fingre fandt dermed også hurtigt de sorte krøller, som han begyndte at pille lidt i, uden at hive for meget i dem, for at skabe ubehag. Den lektie havde han lært ved en anden kunde.

Hans øjne var fæstnet på Aldamar, men det var ikke så intenst som det plejede at være. Det var næsten et dovent udtryk i Fabian, som var han en kat der havde fundet et behageligt sted, og ikke havde tænkt sig at flytte sig for alt i verdenen.
”Dem? Din familie?” sagde han. Han kunne vel godt lidt forstå den måde at tænke på, men selv var det så sjældent at han så sin familie, og selvom han holdt af dem, så foretrak han dem faktisk på afstand. Det var ikke rart at få nyhederne lang tid efter der var sket noget med dem, men det var så kvælende at bo tæt på dem. ”Du er måske meget en familiemand?” det ville i hvert fald forklare hans tidligere kvaler med at være sammen med en anden mand, når hans hustru ville vente derhjemme på ham. Pligtopfyldende kunne man vel også kalde ham. 

Dovenskab smittede, og selvom Aldamar ville mene at han var nok så afslappet i forvejen - i hvert fald mere end han plejede at være, jah så var det mageligt bare at kunne læne sig tilbage, og ikke bekymrer sig om de helt store ting. Eller  helt vilde forandringer. Nej, lige nu virkede virkelig som en form for afslapning fyrstesønnen ofte var god til at undgå, og lod det derfor overtage nu hvor at det var her. 
En behagelig brummen kom fra Aldamar, der til trods for sin befippede vinkel på hårpragten, nød følelsen af fingrene imod hovedbunden. 
Øjnene lukkedes en anelse i, og blev hverken åbnet da han langsomt nikkede - jah, hans familie - men heller ikke da han videre spurgte ind til hvorvidt han var en familiemand. 

Der kunne Aldamar ikke lade værd med at smile en anelse splittet. Ordet i sig selv, ville han ikke bruge. Han var ikke videre familie orinteret, og selvom det kunne være nok så fantastisk at få børn en dag, jah så ville den dag først komme, når det var forsvarligt. Den her verden var næppe forsvarlig. 
Men beskyttende overfor dem? Så bestemt. 
"En familiemand hvordan? Hvis du mener med børn, palæ og lyst til at udvide begge dele, så ikke just" at det så nok ville ske, begge dele, det var en anden ting. 
Det handlede nok mere om at den familie der var tilbage, det var en familie som han passede på. Selvom fyrstinden af Arys nok ville sige noget andet, var børnebørn - værende børn, ikke ligefrem ønskede lige nu. 
Stadigvæk uden at åbne øjnene var han blevet færdig med piben, og strakte den lidt ud foran sig, i tilfælde af at Fabian ville starte den. 

Fabian rakte ud og fik fat i ildstarterkrystallen, for at hjælpe Aldamar i gang med piben, nu når han lige selv lå så behageligt, og ikke rigtig kiggede noget sted. Det var nok også mere sikkert at ham der sad op tændte den. Selvom krystallerne for det meste var meget sikre, så var der blevet startet mere end en større ild med dem, fordi folk havde været for fulde eller dumme.

”Du holder meget af din familie og sætter dem meget højt,” sagde Fabian og trak på skuldrene. Han vidste ikke om der var en bedre definition af dem. ”Du virker i hvert fald mere familieorienteret end hvad jeg er.” Det var lidt den eneste reference ramme han havde at gå ud efter. Og selvfølgelig lidt af hvordan Sif var. Sif. Hele aftenen havde han skubbet det til siden og ja egentlig også glemt, hvad der var sket sidste gang han havde set med Sif. Noget som han muligvis ikke burde fortælle til manden der lå hans skød, men alligevel kom der lidt af en rynke mellem hans bryn. Han var ikke ligefrem stolt over at han var kommet til at give en så personlig oplysning videre, for ikke at nævne at det direkte brød flere af hans regler. Han gav aldrig detaljer om en specifik kunde. Som han kiggede ned på Aldamar, var han da dog også ret sikker på at han aldrig kunne fortælle det, og han kunne blot regne med at Sif var bedre til at holde mund end han selv var.
Selvom pausen måske havde været lidt lang, så forsatte Fabian med at snakke, i håb om at kunne lade som om at de tanker ikke var faldet ham ind. ”Men du er måske ikke interesseret i at få børn?” Hvilket han ærligtalt godt ville kunne forstå. Fabian havde fundet lige omtrent et barn han kunne tolerere og måske holde af, og det var Sif's barn. 

Heldigvis for Fabian, havde Aldamar lukkede øjne. Med de lukkede øjne fulgte en magelig og halvblind tilstedeværelse med, og han havde ingen grund til at mistænke, hvordan der foregik noget under vandoverfladen. Han kunne jo hverken se eller fornemme at der var noget galt. De tanker den blonde mand sloges med, krusede slet ikke den blanke vandoverfladen hos fyrstesønnen, der i stedet nikkede en anelse da han nævnte at Aldamar satte dem højt. Utroligt højt. 
Han måtte dog også smile en anelse bredere bagefter, da det... nok var en pæn måde at sige det. Mere 'familie orinteret' var ord han sagtens kunne tage på sig, da det ikke var forkert. Og sammenlignet med Fabian, jah så var han bestemt mere orinteret omkring hele det emne, bestemt mere gearet på det. Bare ikke endnu. 
Og da var det at en underlig stilhed strakte sig, hvor at Aldamar prøvende åbnede øjnene en anelse på klem igen. 

Den krydrede duft af piben havde spredt sig i rummet, men blikket hvilede næppe på den fremfor ham. Det var efterhånden ingen hemmelighed at Aldamar mente, at han så køn ud, ingen tvivl om at han sikkert ville producerer nogle fine små mini versioner af ham - og havde måske allerede gjort det, selvom han ikke kendte til det. Om pausen så havde været angående den overvejelse, se det kunne han ikke vurderer. Aldamar's spørgende blik forsvandt dog ved spørgsmålet vendt imod ham; det svar skulle han ikke tænke længe over. 
"En dag, joh. Lige nu, nej" smilede han, og den ene arm bukkedes idet at hans håndflade fraværende søgte hen for at stryge ham over låret - nok endda ubevidst, studerede man hans overvejende mine til opfølgningen på sætningen. "Jeg tror ikke tidspunktet er... rigtigt lige nu" grinte han en anelse for sig selv, da han vidste at mange ville sige det komplet omvendte. Det var da lige nu, ung, fertil og frisk!
"

Fabian priste sig lykkelig for at det ikke var til at se på hans ansigt, eller Aldamar i hvert fald var ligeglad med hvad der foregik, til at han kunne fjerne rynken igen, og bare opføre sig som intet var hændt. Det var bare typisk at hans hjerne ville minde ham om ubehagelig ting, når han var med en af sine mest krævende kunder... også selvom det næppe var sådan han tænkte på Aldamar og deres møder.

Selvom mange mente at jo tidligere man fik børn, nærmest desto bedre, kunne Fabian ikke lade vær med at grine og være enig i Aldamars udsagn. ”Hellere udnytte tiden, mens man er ung, ikke,” sagde han bekræftende, med et glimt i øjet selvom Aldamar ikke kunne se det. Der var altid væsentlig mindre tid til sig selv, når børnene kom. Aldamar ville dog formegentlig havde barnepiger til at tage sig af børnene, som ville lette noget af presset, men mon ikke at der så var ti andre der hev i ham for at få opmærksomhed.
Det føltes lidt som om at tiden mellem de to af dem var på lånt tid. Det havde den nok altid været, for før eller siden ville Aldamar blive for travl til at besøge en simpel skøge, og på et tidspunkt ville Fabian også blive for gammel til at forsætte sit erhverv, men hvis der var en ting Fabian var god til, så var det at leve i nuet. 

Blikket fulgte kortvarigt piben han stadigvæk sad og hyggede sig med, inden at han rakte ud efter den, for selv lige at få en smag eller to af den gode røg. Det var dog stadigvæk med et øre vendt imod den blonde mand, og da det endelig lykkedes ham at lukke hånden om den udskårede genstand, var det med en lille latter at han nikkede bekræftende. 
"Joh, alt andet ville jo næsten være en synd i sig selv" Aldamar trak piben imod sig selv, bappede hurtigt på den inden at han åbnede munden igen. "Der er jo tydeligvis stadigvæk ting jeg mangler at opleve, eller prøve" kom det en anelse mere drillende fra ham, dog bevidst om at det svar kunne tages på mange måder. Pointen i sig selv var dog ikke forkert - der var mange ting Aldamar ikke havde taget sig tiden til, og når mulighederne så endelig dukkede op foran ham, jah så var han ret så hurtig til at sige nej. Desværre. 

Måske var det også hvad der havde været dragende - og stadigvæk var - ved Fabian, hvis sind og holdning var så anderledes end hans egen. Nogle gange kunne det næsten give selvsikkerhed at være omkring ham, og Aldamar havde en idé om at der i hvert fald var sket en forandring i ham selv, siden maskeballet. Han ville ikke tilskrive skøgen hele æren, og hvis han blev spurgt, ville han da også være den første til at ryste afvisende på hovedet over så fjollet en konstatering. 
Men folk der kendte ham nogenlunde godt, især fra før i tiden havde kunne se både fysisk såvel som mentalt, hvordan at fyrstesønnen syntes at tage sig mere af sig selv, gøre mere ud af sig selv. Selvværd og selvtillid hang ofte sammen på den front. 

Fabian lod Aldamar tage piben uden modstand denne her gang. Der var ikke nok energi mellem de to af dem, til faktisk at lave en kamp om den som sidste gang. Desuden var det også lidt rart at det faktisk bare var lidt fredeligt mellem de to af dem.  Alt for ofte handlede det om noget, når de var sammen, til dels fordi Fabian altid skubbede dem i den retning, men han var ikke vant til at være inde i en andens sfære, uden... bagtanker.

”Så det er der?” var Fabian hurtig til at sige tilbage, i en drillende tone, og han skrabede lidt demonstrativt sine negle i Aldamars hår, let henover hovedbunden. Ikke nok til at det gjorde ondt, og han stoppede også hurtigt igen.
Det gav ham dog lidt af en idé, selvom han normalvis ikke var skøgen der prøvede at komme udenom sex, nærmere tvært imod faktisk. Alligevel kunne han godt mærke at han havde lyst til at tilbyde tiden til at gøre nogle af de ting som Aldamar følte han manglede at gøre. Det var altid bedre at gøre det med en person, uanset hvad det var, for ikke at nævne, at det nok ikke føltes så intimiderende at gøre det med en person som Fabian. En man kunne smide til siden når som helst. ”Hvilke ting?” spurgte Fabian dog i sidste ende, nysgerrigheden tydelig i hans stemme, i stedet for. At tilbyde det, ville nok alligevel være at gå over grænsen. 

Fornemmelsen af neglene var overraskende rar fremfor ubehagelig, og Aldamar gyste kort invendig, omend det der kom frem var et lidt skarpere smil over de buede læber. At han stoppede hurtigt gjorde dog heller ikke noget - han var blevet overraskende resistent for Fabian's roderi i håret, og Aldamar drejede ansigtet en smule mere imod ham, så det ikke var vendt imod loftet. "Mmmh, overraskende nok" smilede ham, og var næppe nogen verdensmand på den front, selvom det kunne være ret fantastisk. 
Endnu et sug blev taget af piben, og Aldamar blæste røgen ud igennem næseborene i et mageligt suk. Et udtryk der dog skulle ændre sig til mild overraskelse som Fabian spurgte ind til hvilke ting, og han med en overvejende mine, måtte tænke tilbage. 

"Lidt forskelligt.." skulle han være ærlig. Alt fra at komme i bedre form, til at møde specifikke kunstnere, til at opleve forskellige arter af hans højtelskede krybdyr. Noget så simpelt som Zircons lokale høstfest havde han aldrig oplevet rigtig, da stemningen havde det med at ændre sig når de adelige sluttede sig til borgernes løsslupne gilder. Det havde i hvert fald føltes sådan, den ene gang han havde vovet sig derned, og med en forståelse - en træls en men dog stadigvæk forståelse - havde måtte trække sig tilbage igen. 
"Jeg har aldrig rigtig været til mindre bal, end det du oplevede til maskeballet" startede han ud med, og løftede den ene hånd, hvorpå sølvringen med den blå safir glimtede i den svage belysning. "Jeg har aldrig besteget et bjerg" forsatte han med et lille smil, og vendte blikket imod Fabian, som hånden faldt til madrassen igen. "Jeg har altid gerne ville se en levende Cypnaji" ting af lidt forskellig kaliber. 
Mere var at tilføje, selvom han ikke helt vidste hvor mange detaljer Fabian ledte efter. 

Naiv havde Fabians tankegang nok været. Selvfølgelig var det store og voldsomme ting, som han gerne ville opleve, som udelukkende passede til hans stand. Det var vel kun de yngre der ville opleve noget som Dianthos kunne byde på, men Fabian lod ikke skuffelsen vise sig på sit ansigt, men lyttede bare.

”Du drømmer stort, prins,” sagde han endelig drillende. ”Men hvorfor i alverden vil du dog se en Cypnaji? Eller...” Fabian kom i tanke om Aldamars slange Dina, som han jo også havde stiftet bekendtskab med før. ”Har du noget med alle krybdyr?” Han rystede lidt forvirret på hovedet over det. Han ville aldrig forstå adelens besættelse af farlige dyr, og der ville han nok altid være en bondeknægt helt igennem. Når nogle af de dyr kom i nærheden, så skulle man enten væk eller sørge for at dræbe dem, så man ikke fik en hel rede af dem. Det ville man ikke lade ske to gange, hvis man kunne slippe afsted med det.

Det mindre bal havde Fabian måske sværere ved at forstå af andre grunde. Så som, at han aldrig var blevet inviteret til et. Adelen måtte holde mindre bal andre steder, hvor Aldamar kunne være blevet inviteret til... med mindre han ikke var så populær omkring de andre. 

At bestige et eller andet bjerg forekom fjernt for Aldamar nogensinde at gøre, men han havde hørt enkelte historier, fra de folk der havde haft succes med det. Og et havde lydt magisk. Ligeledes kunne ordet magisk bruges om det smukke tvefarvede krybdyr, og der måtte bestemt også være noget magisk ved nogle af de helt små lokale fester. Store drømme, som Fabian så fint  påpegede. Et smil spillede op omkring fyrstesønnens læber, og overvejende kiggede han lidt frem for sig, imens han mindedes billederne af det smykke dyr. 
Lidt en ting for alle krybdyr? 

Aldamar satte sig langsomt en anelse op imens han tænkte, og lod en udfiltrende hånd kører igennem de sorte lokker. Han havde ligget nok ned. "Noget?" kom det overvejende fra ham, og han strakte sig ud efter dynen, for at trække den op til brystet, idet at han drejede hovedet over skulderen for at se på ham. "Jeg har ikke mødt alle krybdyr, så det er svært at sige jah til. Men jeg har altid følt mig... tilpas omkring dem. De er skønne, de kan findes i alle former, størrelser og farver, og så er de ikke ligeså..." den ene hånd gled drillende hen for at prikke ham i maven. "... kontaktsøgende som mange andre dyr og væsner" 

Som Aldamar satte sig op, tog Fabian også sin hånd til sig igen, hvilket gav Aldamar fri adgang til sit eget hår, som han kunne forsøge at filte de mørke lokker lidt ud. Det var nok tabt på forhånd, hvis Fabian skulle være ærlig, men det behøvede han ikke at fortælle den forfængelige prins.

Fabian lyttede til Aldamars ord, men et grin brød ud, som Aldamar pludselig prikkede ham i maven, tydeligt henvendt til at Fabian var en af de kontaktsøgende dyr eller væsner, som Aldamar omtalt. Han tog fat i hånden, inden den kunne trække sig igen, og hev lidt i den for at få Aldamar nærmere på sig. ”Siger du, at det er en dårlig ting? Du brokkede dig i den grad ikke over det tidligere,” sagde han og fugtede læberne, med et grin. Hvad han hentydede til, kunne Aldamar nok fint gætte sig til, men de to af dem havde været lidt klistret op af hinanden hele aftenen, og hvis Fabian fik sin vilje, så ville de nok være det i et par timer endnu, især som ingen af dem virkede til at være ved at blive rigtig trætte. Dovne og brugt måske, men ikke nok til at de skulle sove, eller at Aldamar havde gjort alvor ud af truslen om at forlade selskabet.

Der var et eller andet betagende ved dem, og helt præcis hvad havde Aldamar svært ved at zoome helt ind på. Han kunne sagtens finde flere beskrivende ord til hvorfor, men bad man ham om at skulle lægge det sammen i en sætning, ville han nok stå og fumle med at finde de ord han mente beskrev dem præcis nok - eller i hvert fald beskrive hans fascination af dem, præcis nok. Det var dog heller ikke end nødvendighed omkring Fabian, der med et grin fik fat i hans hånd, og Aldamar der selv med et smil rykkede sig bagud, så ryggen i stedet faldt imod sengens stolper bagved dem. 
Fyrstesønnens blik studerede ham småleende idet at han langsomt rystede op hovedet,  og lod et af sine relativt korte ben søge ind under dynen,for at vikle sig rundt om Fabian's. Og trække sig selv en anelse nærmere i forsøget, trods kommentaren kort fik blodet til at stige til kindbenene. "Nej, det har sine fordele en gang imellem" gled det ligeså drillende over hans læber, og kroppen blev drejet mere imod ham.

At opgive ryglæn gjorde ikke så meget, og Aldamar's fingre greb ham om håndledet, ligeså meget for at han ikke kunne - imod alt forventning at han ville - rykke sig fra ham. "Men der er jo undtagelserne der bekræfter reglen!" forsatte han, og lod fingrene snige sig - 'gå' sig en tur, anelse op af armen omend han ikke holdt fast i hånden. 

”Kun engang imellem?” spurgte Fabian leende, for han kunne da komme i tanke om hvordan det var en fordel ofte. Nu havde de heller ikke været sammen midt på dagen, hvor det måske havde været lidt for varmt, at komme hinanden ved, hvilket bare gjorde at det i hvert fald ikke var aktuelt.
Varmen spredte sig lidt i Fabians krop, fra hvor han kunne mærke Aldamars ben sno sig om hans eget, og han kunne mærke sig selv læne sig bare lige lidt nærmere Aldamar, ikke villig til at lege tag fat med ham, når man bare kunne tage hvad man ville have. ”Jeg håber at jeg er en af de undtagelser så,” kom det kækt fra Fabian, især fordi han allerede kendte til svaret på det.

Selvom de sad tæt, så tog Fabian dog ikke muligheden for at kysse Aldamar igen, i hvert fald ikke lige nu. For nu nød han bare nærværet. ”Men hvis du nogensinde får behov for en anden partner til et mindre bal, så kunne jeg nok overtales, selvom jeg næppe er til så pænt brug,” tilbød han, inden han kunne stoppe sig selv. Det lød som om at små bal ikke var noget man gjorde sig i for en fyrstesøn, men det kunne man vel altid komme uden om på... måder. Desuden, dem der havde penge, kunne altid få fat i noget til at skjule deres identitet... hvis de vidste hvor de skulle kigge. 

Håbede? Aldamar kunne kun smile en anelse bredere ved den kække kommentar fra Fabian, da han bestemt ikke håbede på særlig meget. Han burde vide, og et enkelt blik på de blå-grønne øjne fortalte ham at han også vidste det. Det stoppedes dog ikke fyrstesønnen at stryge ham en anelse med hårene idet at han nikkede, fanget i den lille stilhed de delte efter. 
Det var, indtil at et forslag han ikke havde forventet gled over Fabian's læber, og noget undrende gled over Aldamar's blå øjne. 
Et mindre bal? 

Til at starte med virkede han en anelse uforstående. Men da det gik op for ham at han mente det - han var så vant til at jokes flød fra mandens mund - jah så var det et noget fjollet smil der strakte sig over Aldamar's læber, idet at han langsomt nikkede. Nikkede, trods øjnene stadigvæk lignede nogle der overvejede det. "Er det en officiel invitation, Hr. Silva?" nynnede han, og fingrende der havde sneget sig op af armen, faldt til ro omkring skulderen. Smilet blev en anelse bredere imens.
Det var sjældent han kunne tage til fester foruden at folk i en eller anden grad vidste hvem han var, eller hvor han kom fra. At være ukendt til et bal - selv et lille et - ville være en forandring. Og tanken om at være det med Fabian, var en anelse lokkende, selvom han halvt om halvt benægtede den sidste del var mere lokkende end den første. 

Pludselig føltes det meget intimt, som de sad der, mere intimt end det havde føltes hele aftenen, som om at Fabian var kommet til at bevæge sig ud på noget grund, han faktisk ikke var sikker på. Som om at alting blev lidt for personligt. Han prøvede dog hurtig at skubbe den følelse væk, og i stedet for bare at fokusere på Aldamars kønne ansigt, og måden han smilede mere... løst end han plejede. Det var nok også kommet bag på ham.

Fabians ene arm sneg sig omkring Aldamars liv, så han blot kunne trække ham mere til sig. ”En officiel invitation ville kræve at jeg kendte et bal vi kunne tage til,” sagde han med et drillende smil, hvilket helt klart ikke var en afvisning på at det var det. ”Men vi kan jo ikke have at du misser alle de ting du gerne vil opleve,” bare fordi han skulle giftes. Den del forblev dog usagt, da Fabian ikke ønskede at tage den kommende hustru op direkte i samtalen, lidt bange for at det ville putte en dæmper på humøret der var mellem dem. Han ville ikke skræmme Aldamar væk igen. Han risikerede jo bare at fyrstesønnen aldrig kom tilbage. ”Men er det måske noget der kunne friste, prinsen?” tilføjede han. For selvom det ikke var en officiel invitation, så var der heller ingen grund til at den lå fremme, hvis Aldamar ikke var interesseret i det overhoved, eller følte at det var for risikabelt. 

Der var velsagtens altid en risiko for at blive genkendt, eller en chance for at møde nogle man absolut ikke ønskede at møde, når han travede ned imod Det Halve Svin, eller begav sig ud på en aftentur i nærområdet. Altid en chance, og han kunne endnu ikke vurderer om den nødvendigvis var stor eller lille, selvom han de seneste par måneder hældte mere og mere til at den var mindre end først antaget, da han flyttede til byen. Det var nemlig gået op for ham, at byens mange ansigter skjulte hans eget forfærdeligt godt. Jah fantastisk, forfærdeligt, godt. Folk havde det med at se hvad de ville se, og selvom Aldamar ikke var i tvivl om at nære venner eller bekendte nok sagtens ville kunne pege ham ud i en broget menneskeskare, jah så var det lidt en anden situation, når man ikke forventede han ville være der. Folk så kun hvad de ville, og de færreste forventede at se fyrstesønnen omkring den blonde mand. 
Og til et mindre bal, jah der ville han næsten forvente at det var det samme. 

Derfor var det med et et langsomt voksende smil at Aldamar lyttede, og selvom det nok ikke ville være nu, imorgen eller i næste uge, spredte der sig en varme i kroppen som ordende fik lov til at flyde fra Fabian. Tavs var han imens - glemt var pointen med hvorfor han ville komme til at misse sådanne ting - og fyrstesønnens mørke øjne glimtede ved den voksende interesse. En idé han brød sig om. Derfor var det et svar der allerede havde ligget på spidsen af hans tunge, som fik lov til at vælte ud. "Det ville jeg vove at påstå, at prinsen er" tredjeperson omtalen havde en drillende kant indenunder, og med hånden om livet kunne han ikke komme meget tættere på, desværre. 
"Alt efter hvor i landet det er" måtte han dog tilføje med et næsten undskyldende smil, da han næppe bevægede sig for tæt på områder de havde venner af familien. 
Ikke hvis Fabian regnede med at beholde sin almindelige skikkelse. Hvilket han et eller andet fjollet, selvisk, sted... gerne ville have. Fordi hvornår ellers?

Det var op til Aldamar selv hvor meget han turde vove, både med sit eget udseende, men også med Fabians. Fabian var fleksibel hvad det angik, og var udmærket godt klar over, at man ikke kunne få det som man ville have det hele tiden. Han foretrak sin egen krop, men ligeledes foretrak han også Aldamar i sin, selvom der var måder at lave om på det, skulle Aldamar ikke genkendes.

Den dovne energi der ellers havde omsluttet det i et godt stykke, var også ved at blive glemt, som Fabian kiggede med fornyet intensitet ned på Aldamar. Det var helt så Fabian faktisk ikke kunne tage sine øjne væk fra fyrstesønnen. Det gjorde det kun mere intenst, som ordene fra Aldamar, skabte en næsten kilden i Fabians mave, som han næsten kunne mærke hvordan begejstringen og glæden over at Aldamar ville, fyldte ham. Det var dog næppe tiden for at reflektere over, hvorfor, selvom Sif var i baghovedet, og hvordan hun havde ment, at Fabian havde ændret sig siden de sidst havde set hinanden.
”Jeg er sikker på at vi kan finde noget, som selv prinsen kan overkomme,” sagde han. ”Hvor der er vilje, er der vej.” Han kunne dog ikke dy sig mere, og følte sig selv læne sig ind for at stjæle endnu et kys fra Aldamar af. Hele hans krop summede, og hvis det ikke var fordi at hans krop var brugt, så han nok have lagt op til mere end han gjorde. For nu ville han dog gerne smage og føle Aldamar hos sig. 

Hvad der gjorde at Fabian syntes at live en anelse op, eller hvorfor han gjorde det, se det kunne Aldamar ikke helt slå en finger fast på. Men det kunne føles i energien der omgav dem, og man kunne dertil heller  ikke benægte at et smittede - bare en anelse. Øjenkontakten og nærværet var overvældende, men der var ikke meget lyst til at trække sig, sådan som han så glæde glimte i de blå-grønne øjne. Og selvom han ville vove at påstå, at Aldamar havde set den før, havde han ikke set den på den måde. 
Fordi den var - hvilket var utrolig sjældent - en ret så uskyldig glæde, og virkede ikke til at have nogle 'følgetanker' med sig. I hvert fald ikke her til aften. 
Aldamar's hånd gled fra skulderen til nakken idet at Fabian lænede sig frem, og med en tilfreds lyd fangede han læberne imellem sine egne. Hvorvidt han kunne overkomme det eller ej, valgte han at lade værd med at kommentere på, omend han godt vidste hvad den blonde mand mente, når han drillende satte Arys prinsen på et pedestal. Og han brød sig måske en smule om det, selvom han aldrig ville indrømme det. 

 Det var med et lille grin at læberne blev sluppet, selvom Fabian dog ikke fik lov til at trække sig med det samme, idet at Aldamars varme pande  hvilede imod hans, imens han lige tog sig sammen. Søvn, sex, tidspunkter der ikke blev overholdt. Mange ting man gerne ville, ikke kunne eller ignorerede på en og samme tid, og han var - trods alt - kun van til at ignorere en af gangen.