Det var helt tydeligt på Pax, at Juno havde sagt noget forkert, og også derfor tav Juno også, selv da Pax afslørede, hvorfor han ikke fandt Junos svar sjovt. I stedet for at sige noget, for han vidste, at han kun ville fucke situationen endnu værre op, hvis han gjorde, lagde han en hånd over Pax's nærmeste hånd og gav den et forsigtigt klem. I det mindste havde Juno været heldig, at det først var gået rigtig galt for ham for nylig, efter han var mere eller mindre stor nok til at tage det uden permanente skader på andet end sin psyke.

Juno troede han havde taget begges krav med i sine overvejelser og at forhandlingerne var færdige, men han på den anden side heller ikke noget imod flere krav. Særligt ikke, da han hørte det første.
"Tro mig, ikke engang alkohol kan gøre mig dum nok til at åbne munden, når det kommer til dig. Hector ved ikke engang jeg var medlem af din bande. Det sidste jeg vil have, er at folk i byen tror jeg er blevet din kælling."
Hector var meget mere Junos størrelse, oven i købet lidt mindre, og selvom de ikke lagde skjul på at de var sammen, så var det som regel bare Junos arm om Hectors skuldre. Juno slog ikke omkring sig med løse håndled eller smilede til fremmede mænd på barer. Han vidste, at der var nogle, der stadig så ham som et barn, men der var ingen, der tænkte over hvad han lavede i en seng eller med hvem, og sådan ville han gerne beholde det.
"Så det kan vi godt blive enige om. Hvad er dit næste?"

Pax nikkede, men allerede var hans tanker skredet andetsteds hen. Der gik derfor heller ikke andet end et øjeblik før, at han atter talte:

”Jeg gider ikke snakke forretninger. I får ingen fordele og jeg kommer ikke til, at se igennem fingrene, hvis I bevæger jer ind over grænsen. Alle de gamle regler gælder stadig”, opremsede Pax målrettet, som havde han været i en lignende situation utallige gange. End ikke Junos berøring syntes, at få ham til at vakle. Pax skammede sig stadig over sit følelsesudbrud, og det var dét, der fik ham til at fortsætte sin ulæselige stirren i loftet. ”Hvis du vil ændre på det, så stopper vi i samme øjeblik, men så kan vi snakke aftaler, alt det du vil.”

Pax afsluttede sine følelsesløse ord for at rømme sig, men dernæst fortsatte han. ”Og mit sidste krav… så snart den der forbandelse, du snakker om, er ophævet, så siger du, at nu er du fri og så snakker vi aldrig om det igen.” 

Juno troede ikke et øjeblik på, at hans bande ikke fik fordele. Havde Pax ikke allerede givet dem en fordel, ved at hjælpe dem med at overleve? Han kunne have givet dem et ultimatum om at slutte sig til sin egen bande i stedet. Han kunne have taget alt fra Juno, imens han var væk, og givet ham ingenting at komme hjem til. Han kunne have sikret sig, at Juno kom krybende til ham, bare for at sikre sig, at hans unger var okay.
Juno havde altid overholdt grænserne indtil videre, men ikke fordi han troede på at Pax ville straffe dem på nogen måde, kun fordi han frygtede, hvad Pax ellers kunne finde på. Selvom det var lang tid siden de havde været i samme bande, kendte Pax Juno for godt. Han kendte hans svagheder og hans styrker; han var nødt til at vide, at Juno værdsatte sit omdømme, eller at Juno hadede at have gamle mænd i sin nærhed, eller at han var mere eller mindre afhængig af nox. Der var rigeligt med måder for Pax at skade Juno, og kun Juno, på. Der var ingen grund til at gå efter hele banden, hvis de overskred nogle grænser, når man lige så godt kunne gå direkte efter lederen. 

"Jeg gider ikke lave aftaler med din dumme bande. Jeg kan klare mig selv," insisterede Juno, såret over den forretnings-tone Pax brugte. 

"Okay, og hvad så hvis forbandelsen bliver værre?" provokerede han. Intet ved ham udstrålede, at dét på nogen måde var en risiko, for lige nu lod han ikke til at kunne lide Pax overhovedet, men han lå trods alt stadig ved siden af ham.

Pax nåede at kvæle en snerren, forinden at den undslap hans strube; det var dog ikke foruden sine tab, for det afkrævede af ham, at han spændte i samtlige muskler i sin krop og dernæst bed tænderne hårdt sammen.
”Jeg ville have udnyttet muligheden, hvis jeg lå med en anden anfører…”, sagde han lavmælt, som havde han forceret ordene ud imellem de nu tynde læber; presset, skubbet og sparket dem ud i det – nu for – lille kammer.

Dernæst faldt stilheden og det var Juno, der brød den først. Pax, der indtil da havde lagt og stirret trodsigt op i loftet, hans ansigt forvredet i ubehag, vendte straks sin fulde opmærksomhed mod den anden. De stålgrå øjne blev smalle og hans svar faldt prompte: ”Ja, så bliver vi jo nok nødt til at forlade hovedstaden, købe et lille husmandssted og leve som mand og kone.”

Pax’s stålgrå øjne forblev liggende urokkeligt i Junos’, og selvom han ikke selv gav ham megen at arbejde med, var der en lille stemme indeni ham, der tiggede og bad Juno om, at give igen af samme skuffe med dét håb, at de kunne finde tilbage til den lettere tone – Pax vidste dog instinktivt, at det ikke var ham, der skulle få dem dertil. 

Juno lå og var mindst lige så vred, som Pax var, og ingen af Pax's svar gjorde ham mindre vred, tværtimod. Til sidst var Juno så vred, at han endte med at sætte sig op, og ikke engang synet af Pax's nyligt syede brystkasse eller de mange forbindinger, gjorde ham mindre vred.

"Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt! Tror du, du kan plante en eneste kartoffel? Tror du jeg kan? Jeg ved ikke engang hvordan den dumme plante ser ud!" Frustreret strøg Juno begge hænder igennem sit blonde hår og videre ned til sit ansigt, hvor et skrig blev dæmpet af dem. 
Hans øjne var våde, da han sænkede sine hænder igen. Han følte, at Pax havde gjort grin med ham, når han foreslog noget, der var så urealistisk som at forlade Dianthos, og han havde ikke energien til at blive gjort grin med lige nu. 

"Hvis mine følelser for dig bliver stærkere på grund af alt det her, så vader jeg op til dig på din lille trone i Undergrunden og snaver dig foran hele din kult, og så må du selv finde ud af, hvad du vil stille op med mig efter dét, men indtil da nægter jeg, at 'udnytte muligheden', når jeg 'lægger med en anden anfører', for hvis jeg gør, så vil alle tro, at jeg har fået din hjælp hele vejen igennem, og så vil intet af det, jeg selv har opnået betyde noget, og i byen vil ordet gå, at Rottebanden bare er Ulvens lille sideprojekt, som han gav sin kæreste lov til at styre."

Junos brystkasse hævede og sænkede sig drastisk, hans kinder var røde igen og hans hår uglet, af at være blevet hevet i flere gange undervejs under hans ord-bræk, og han stirrede ned på Pax med al den vrede, der stadig var tilbage i ham.

”Bladene ligner basilikum men er tykkere og har små hår!”

Pax nåede ikke, at stoppe ordene denne gang heller og da først, de var sagt – nej, råbt – stirrede han lamslået på Juno, som var det i virkeligheden den anden, der havde udbrudt dem. Hvad der dernæst fulgte, skulle dog hurtigt få Pax på andre tanker, også selvom hans kinder brændte lyserødt. Hvorfor havde det i grunden syntes så vigtigt? Nej, det var ikke det rigtige spørgsmål at stille. Det vigtigste at få afklaret var, hvorfor Juno ikke stolede på hans evne til at forsørge. Hvor svært kunne det være at plante en kartoffel?

Pax skulle dog ikke få chancen for, at få dét afklaret.

Junos lange talestrøm og gradvise opstående gjorde Pax tavs. De stålgrå øjne hvilede tungt på den yngre mand, og selvom Pax selv kæmpede imod, skinnede blikket af skjult stolthed og anerkendelse, for Juno voksede foran ham; blev til den kloge, unge mand, Pax vidste, at han var. Dén type af mand han havde set i ham så mange år tidligere, men som Juno konsekvent insisterede på at drukne i ligegyldige dårligdomme.

”Godt ord igen…”, mumlede Pax til sidst, hvorefter han rømmede sig lavmælt. For et kort øjeblik flakkede hans stålgrå øjne mellem Junos’ egne, men omsider fandt de fæstne på den andens kind. ”Jeg tror dog ikke, at vi skal bekymre os om det lige foreløbig…” Og nej, tænkte Pax – de ville heller ikke skulle bekymre sig om det i fremtiden heller. Ikke, som Juno kiggede på ham i dét øjeblik.

Juno havde regnet med, at Pax ville reagere med samme niveau af vrede, som han selv lige havde kastet i hovedet på ham. Men i stedet for at udvikle det til en råbe-konkurrence lå Pax blot og lod til at... tage det. Hvis Juno så efter, kunne han oven i købet bilde sig selv ind, at Pax ikke så ud til at være den mindste smule vred på ham. 

Pax's rolige udtryk smittede af på Juno. Juno, der ville have brugt enhver undskyldning for at eskalere deres uenighed fra skænderi til slåskamp eller værre, var tvunget til at falde ned, fordi Pax nægtede at komme op på hans niveau af vrede. 
Juno sank en klump, da han ligefrem fik at vide, at han havde ret, og hans blik faldt skamfuldt væk fra Pax's, da fyren også begyndte at sætte spørgsmåltegn ved Junos følelser for ham. Dét havde været det modsatte af hans mål. Pointen havde jo egentligt været, at det var en reel frygt Juno havde, og at han gerne ville have en plan. Eller bare vide, om han skulle begynde at kæmpe imod sådanne følelser med det samme, fordi Ulven aldrig ville kendes ved ham alligevel, selv hvis Pax ville. Var det måske ikke kun derfor, deres forhold ville tvinge dem ud af byen?

"Nej," hviskede Juno, for at give Pax ret, og nægtede fortsat at se ham i øjnene, men lagde sig endnu en gang ned ved siden af ham. "Såeh.. ved du seriøst nok om grøntsager til at kunne overleve udenfor byen?" spurgte han lavmælt. Hans stemme knækkede undervejs, men han lod som ingenting, og strøg sine fingre over Pax's i et forsigtigt forsøg på at få hans kærlighed tilbage.

Lettelsen meldte sin ankomst i samme øjeblik, at Juno gjorde mine til, at ville vende tilbage i sengen. Da den anden derefter også gjorde det, åndede Pax tungt ud. Havde bandelederen ikke været så optaget af bølgen, der skyllede henover ham og gjorde hans krop afslappet igen, havde han øjensynligt nået, at tænke nærmere over det. Det var bare ikke tilfældet.

Pax trak sin hånd til sig, men kun for at ligge den ovenpå Junos og tvinge sine fingre ind imellem hans. Hans blik havde hvilet urokkeligt på Juno, og gjorde det stadig, da han brummede bekræftende: ”Jeg kan da sikkert huske et eller andet. Der boede en gammel kone ved siden af bordelhuset. Hun gad ikke glo på, at jeg spiste jord, så hun… ja, lærte mig et trick eller to til sidst.” Pax havde talt og mistet hovedet i en stor pærevælling af overvældelse, og Junos knækkende stemme var ultimativt det, der havde sendt ham ud over skrænten.

Pax gjorde en krampetrækning og kom derved om på siden. Hans hånd forlod Junos’ og lagde sig i stedet på den andens side, hvorefter han hev Juno om, således at den unge mands front kom til at vende mod ham selv.
”Og det kan umuligt være det dummeste, du har hørt… du fulgte i røven af Will i flere år og manden er fandeme da dummere end en bunke lort.” Endnu ikke ville Pax ligge sin arm omkring ham, men hånden forblev liggende under de synlige ribben. Også Pax ville have Junos’ kærlighed tilbage. 

Et chok gik igennem Juno, da Pax flyttede sin hånd, hvor han havde rørt den. I et halvt sekund troede han, at han var blevet afvist, og han havde lyst til at sparke Pax, da det viste sig, at han bare ville flette deres fingre sammen. I stedet åndede han lettet op og gav hans hånd et klem.

"Oh," svarede Juno, rådvildt, da det gik op for ham, at Pax ikke bare havde spyttet det mest urealistiske han kunne tænke på ud.
Han var stadig i gang med at forberede en mental undskyldning, da Pax guidede ham om på siden, og derfra møvede han selv sin krop tættere op mod Pax's, indtil han ikke kunne komme tættere på ham, og var nødt til at skubbe til hans lår med sit knæ, for at bede om tilladelse til også at kunne vikle deres ben ind i hinanden.

"Okay, okay, Will sagde nogle ret dumme ting også," indrømmede han med et snøft, efterfulgt af et grin, og hans blik, der endelig hævede sig fra Pax's brystkasse og op til hans ansigt. "Men han lød aldrig som om han gjorde grin med mig, for at ville bruge tid sammen med ham. Leder af Ulvens Flok? I en mark? Med en eller anden by-knægt som kone? Dét lyder som en joke. En dum joke."

Pax reagerede instinktivt og lod Juno møve sit ben ind imellem hans egne. Hånden, der havde hvilet stift mod hans side, gled straks om på hans ryg og Pax hjalp Juno hele vejen ind til ham, indtil der ikke var mere plads at give. Stadig ville lettelsen ingen ende tage og lysten til, at bøje sit hovedet for at lade deres læber mødes, grænsede til uovervindelig i dens styrke.

Dernæst lyttede han. Den hjerteformede mund blev åbnet og lukket en enkelt gang, hvorefter Pax i samme øjeblik måtte skære en grimasse. ”Ja, det lyder pænt dumt…”, mumlede han bekræftende, hvorefter han lod sine øjne farer henover Junos’ våde kinder. Hastigt løftede han sin hånd og fjernede de salte dråber.

”Det er ikke hver dag, at jeg møder en, der vil kneppe og lære mig at kende. Jeg skal lige vænne mig til det. Du ved… gamle mænd har svært ved at håndtere pludselig forandringer og jeg er fandeme hele otte år ældre end dig. Det er næsten et helt årti og hvis jeg rammer tredive… det går sgu kun ned af bakke.” Pax bøjede sit hovedet en anelse, i samme øjeblik at hans arm fandt vej tilbage og rundt om Juno igen. Således endte han med at kunne hvile sin pande mod den andens og mærke det blonde hår mod sit eget. 

Så snart Juno lå helt tæt ind til Pax, tog han en dyb indånding af fyrens duft og den tryghed, det bragte med sig for ham. Pax var varm og hans hud var blød, og Junos svingninger i humør havde gjort ham træt. 

Juno lod ham fjerne sine tårer, kæmpede imod sig selv, for ikke at frigive alle de tårer, der også gerne ville ud, dog denne gang af lettelse. Efter at have skåret en grimasse, i et forsøg på ikke at begynde at tude rigtigt, sank han en klump og betragtede afventende Pax's ansigt igen. 

"Otte år er ingenting," svarede Juno nonchalant, med et skuldertræk. Han havde ikke lyst til, at nogen skulle bilde Pax andet ind, så han var nødt til selv at være afslappet omkring det. Han havde allerede mærket på sin egen krop, hvor lidt Pax ville involveres, hvis han troede hans tilstedeværelse skadede Juno på nogen måde.
Juno lukkede sine øjne, da deres pander mødtes, og trak igen vejret dybt ind, som kunne han få Pax hele vejen ned i sine lunger. "Jeg kræver vidst også ret meget af dig. Undskyld." Juno hviskede sit svar imellem dem og følte sig selv slappe helt af igen. 

Pax fnøs, men denne gang lavmælt og moret; dét, der efterhånden var blevet normalt henover dagens begivenheder. Dernæst blev han dog tavs. Der var trods alt ikke mere at sige, for Pax vidste ikke, om Juno havde ret. Hverken når det kom til deres aldersforskel eller det faktum, om Juno krævede for meget eller for lidt.

Hånden, der hvilede mod den andens ryg, begyndte en hengiven kærtegn og for et langt øjeblik, lå Pax og nød fornemmelsen. Junos’ varme, hans nærhed. Det kunne fortsætte i en evighed og Pax ville end ikke bemærke det.

”Jeg skammer mig ikke over… ja, hverken dig eller os eller dét.” Ordene kom i en lavmælt men oprigtig hvisken, og Pax cementerede budskabet ved, at lade sin mund finde vej frem til Junos’. Kyssene startede i hans pande og bevægede sig hen over den smalle næseryg, før de forsigtigt landede mod de bløde læber; tøvende, som var Pax bange for Junos’ afvisning. 

Juno kunne næsten ikke tro Pax's ord. Med de rygter der gik om Pax, var det underligt at høre ham sige, at han gerne ville Juno, og så helt uden skam. 

Juno svarede ham ikke, ikke med det samme. I stedet lod han sig selv nyde Pax's kys og gengældte det, da de kom til hans læber. Han kunne ikke svare ham, for han kunne ikke sige det samme. Det var ikke nødvendigvis skam, men for ham var situationen indviklet. Han var ret sikker på, at han også elskede Hector, og han havde ikke lyst til at blive set med mænd som Pax, før han havde fået skabt et navn for sig selv. 

"Så find mig. Hvis du savner mig," opfordrede han ind imod Pax's læber, inden han kyssede ham igen. "Du behøver ikke vente på, at jeg kommer til dig." Også dette blev efterfulgt af et kys. 

Pax tog imod kyssene og brummede bekræftende til ordene, der sneg sig ind imellem dem. Men derefter var der ikke mere at sige. Ikke flere ord, der kunne ytres, for alt var blevet parkeret foran dem begge til fuldt skue og det måtte være nok for nu. Det kunne ikke være andet.

Pax trak tæpperne længere op over deres sammenviklede kroppe, så varmen blev endnu bedre. Om det var den, de blide kys, der fulgte eller de hengivende kærtegn vidste Pax ikke, men de blev hos ham, selv længe efter de faldt i søvn og skiltes.