Isiodiths smil falmede og antog en langt mere alvorsfuld karakter, for nej, det var rigtigt. Heller ikke Isiodith forsøgte at bilde sig ind, at hendes slags var bedre eller værre end mørkelverne. Hun havde gjort det engang, jovist havde hun det og sikkert med samme ihærdighed som alle andre omkring hende –

Men så havde hun jo mødt ham. Og Sibalghym var mange ting: sjov og drillesyg, ligeså vel som han var dødsens farlig og kaotisk. Sibalghym var så langt mere end det, han var blevet gjort til.

”I de her måneder hvor vi var adskilt –”, hørte Isiodith sig selv sige, hendes tone lettere eftertænksom, som minderne fandt vej tilbage til hende. ”Jeg har besøgt ørkenelvernes rige og fundet frem til en skovelver, der blev tvunget i eksil for fireårhundrede siden. Vi talte meget. Vores magi minder nemlig om hinandens og jeg havde brug for – ekstra lærdom. Vi delte endda nogle oplevelser fra vores opvækst.” Isiodith så op, tids nok til at fange Sibalghyms røde øjne. Hendes blik var sørgmodigt men ikke for hende selv. Nej, hun følte stadig Ecaeriss smerte, når den mørkhårede kvinde dukkede frem i hendes tanker. ”Hun havde meget potentiale, der aldrig fik lov til at blomstre grundet snæversyn, fordomme og frygt. Og da jeg var i – hos ørkenelverne mødte jeg en, som jeg fortalte om dig. Han sagde – at så vidste man jo godt, hvor jeg hørte til og at det ikke var hos dem. Også han kaldte mig svag. Som Lýrin. Min pointe er –” Isiodith skyndte sig at sende Sibalghym et bredere smil i håb om, at han ikke ville tænke, at det stadig gjorde hende ked af det. ” – at jeg ved, at der er ikke er nogle af dine artsfæller der er bedre men også – at I er så langt mere, end I bliver gjort til.”

Tavsheden faldt ikke for længe, men mens den herskede red Isiodith, hendes blik vendt mod hestens sorte pels. Da Sibalghym lænede sig frem mod hende, efterlignede hun hans gestus men eftersom hun ikke kunne nå ham, måtte hun nøjes med at sende ham et luftkys. Dernæst ønskede Isiodith at svare ham, men de næstfølgende ord fik et øjeblik hendes hjerte til at gå i stå –

”Hvad skete der med dem?”

Isiodith lyttede men forblev tavs længe efter, at Sibalghyms fortælling holdte inde. Historien var nemlig så fremmed, at hun for et langt øjeblik ikke anede, hvordan hun skulle forholde sig til den –

Selvom Isiodith ikke havde boet hjemme i over et århundrede, var hendes forældre stadig en stor del af hendes levede hverdagsliv. Både i Helbrederhuset, hvor Isiodith som ofte samarbejdede med sin far, eller i de lune sommeraftener hvori de gik ture eller spillede kort. Nok havde Isiodith ingen søskende, men den lille familie havde, så vidt Isiodith var bekendt, altid været en harmonisk størrelse. Og havde hun det måske ikke fortræffeligt med både sin mor og far? Jovist. Havde de en ganske anden idé om, hvad hun skulle bruge sin evighed på? Naturligvis. Det var bare ikke nok til at slå rifter og kløft imellem dem.

Isiodith lod sine isblå øjne fæstne sig på Sibalghyms skikkelse igen. De var ikke sørgmodige eller medlidenhedsfulde, for Isiodith vidste instinktivt, at det ikke var det, Sibalghym ønskede fra hende. Det gjorde ikke, at hun ikke følte det, men det var ikke hendes sorg; det var ikke hendes opgave at sørge på Sibalghyms vegne, for det handlede ikke om hende. Det var også derfor, at hun med et lille smil, spurgte ham: ”Savner du din mor?”

Isiodith skar, ikke lang tid efter, en grimasse. En både affødt af skam og ubehag af mindets grumme natur. Hun nikkede hastigt. ”Jeg ved det godt”, mumlede hun til svar, ikke sikker på om Sibalghym også anså hende som svagelig nu. Dén tanke fik hendes indre til at skælve og uden at bide mærke i det selv, gned Isiodith sin mave, som havde hun ondt.
”Jeg blev bare så – rasende på ham. Han beskyldte mig for spionage og lagde en hånd rundt om mit håndled. Han klemte til og det gjorde ondt, jeg – så – røg det bare ud af munden på mig”, begyndte Isiodith lavmælt at forklare, hvorefter hun skar en irriteret grimasse; en irritation affødt af hendes egen uduelighed. ”Jeg blev så forarget over, at han tænkte så lave tanker om mig.”

Isiodith smilede et let skjult smil bag Sibalghyms ryg og lod dernæst tavsheden sænke sig over dem. Hun måtte tænke forinden, at hun svarede og i grunden mere af hensyn til sig selv end til den anden. At Sibalghym ikke savnede sin mor, kunne hun næppe bebrejde ham men heller ej forstå, og hun var tilpas ved sin egen ignorance, i hvert fald nok til at indrømme, at den eksisterede.
Dernæst var der hele affæren med Rakaa. Han havde ikke været vigtig i det store billede: han var soldat, ikke statslig, men han havde været vigtig for Isiodith. Hvad hun havde set, var en fortrolig, en kommende ven, én, der var lidt ligesom hende. Hun havde mærket det instinktivt og ganske pludseligt, og ladet sig forføre af følelsen af, at finde et sted at høre til.
”Han var ikke vigtig. Jeg troede bare, at vi kunne blive venner”, svarede Isiodith omsider, hvorefter hun rynkede sine mørke, brede øjenbryn. ”Og så var jeg mere fornærmet over, at han antog mig for at være spion end at han ikke ville være min ven også. At han lagde en hånd på mig gjorde heller ikke situationen bedre…” Isiodith kastede et sigende blik i retning af Sibalghym, glad for han ikke havde været der og velvidende om, at havde han været dér sammen med, at det hele således var endt i kaos. ”Det hele var bare… sært. Han viste mig de her meget personlige steder, hans gamle læremester… og så vendte det hele på en tallerken og jeg var forvirret…” 

Isiodith skyndte sig at nikke, velvidende at Sibalghym havde ret. Det var for risikabelt at indvie andre i hendes forelskelse eller hvad der ellers var hændt dem; den frivillige tilfangetagelse og flugten fra Elverlys sikreste fangehuller. Isiodith havde dog haft et brændende ønske om, at kunne tale om det med blot en enkelt anden, ganske enkelt for at bekæmpe den stigende følelse af rastløshed efter, at hun selv var vendt hjem (og med den overbevisning, at Sibalghym havde gjort det samme). I stedet havde hun løjet, talt udenom og bevæget sig i et grænseland, der gav hende kvalme af samvittighedskvaler. Isiodith betragtede ikke sig selv som en helgen, men hun brød sig ikke om at lyve overfor dem, hun elskede.

Et lille men ufrivilligt grin forlod hende af nervøsitet, da Sibalghym dernæst spurgte hende, hvad der så var hændt. ”Du bliver næppe helt tilfreds med mig nu –”, begyndte hun advarende, velvidende at det havde været dumdristigt. Isiodith var heller ikke parat til at fortælle Sibalghym hvorfor, at hun havde taget dét valg efterfølgende. Ikke desto mindre skyndte hun sig dog videre med sin fortælling: ”Jeg indviede i en hemmelig mission for en diplomat. Det var dagen efter og jeg skulle egentlig rejse hjem til Elverly den næstfølgende dag, men så fik jeg tilfældigvis en patient, der havde brug for en helbreder, øhm… du ved sikkert, at slavehandlen foretrækker ørkenelvere og han havde fået nys om, hvorhenne der befandt sig en mindre gruppe, som han ønskede at befri. Min opgave var egentlig ret simpel. Jeg skulle bare holde dem i live.” Isiodith holdte inde, ikke sikker på om Sibalghym selv kunne regne ud, at det havde været en selvmordsmission og at chancen for, at hun ikke var vendt hjem igen havde været stor. 

Isiodith rystede på hovedet men tav derefter. Hendes tanker var et rod; hendes forklaring så langt fra noget, der gav mening for hende selv, at hun måtte bruge blot et øjeblik på at samle dem, før hun præsenterede dem til Sibalghym. Da hun dog omsider brød stilheden, bar hendes lyse stemme præg af den eftertænksomme tøven, hun følte; som var hun stadig i færd med at finde mening i det meningsløse.
”Du husker, hvad der skete i skoven –”, startede Isiodith ud. ”Hvad Lýrin sagde, mener jeg.” Isiodith rømmede sig, i grunden ikke længere påvirket af dét, hun noget ufrivilligt havde overhørt. Det var dog dér, at det var startet – hvad end det så var. ”Jeg betragtes som lidt af en særling i Elverly. Jeg passer ikke ind. Jeg er kendt af mange grundet mine forældre men er ikke – videre… vellidt. Nej, jeg er – accepteret. Tolereret. Jeg bliver betragtet som svagelig. Og det har jeg i grunden aldrig… tænkt nærmere over. I hvert fald ikke før jeg mødte dig. Der var pludselig så meget mere, jeg kunne klare og den følelse… blev jeg… glad for?” Isiodith skævede til Sibalghym, hendes tone nu pludselig grænsende til spørgende: giver jeg mening?
”Da vi skiltes, blev jeg mærkelig rastløs. Jeg kunne ikke snakke med nogen om, hvad der virkelig var sket og ingen forstod, hvorfor jeg ikke var… mere kuet eller påvirket af, at blive bortført af en blodtørstig og barbarisk mørkelver –” Isiodith himlede med øjnene og sukkede tungt af hendes artsfællers fordomme før, at hun fortsatte, ”I virkeligheden… var mine øjne blevet åbnet for verden udenfor og jeg var ikke i stand til at lukke dem igen. Jo længere tid jeg dog gik rundt med den følelse, des mere… dumdristig blev jeg også. Mere… modløs. Pludselig føltes alting bare… ligegyldigt. Jeg vidste godt, at jeg kunne komme galt afsted men… det betød ikke rigtig noget, fordi jeg kunne udrette noget mere end jeg havde gjort før. Jeg er ikke bange for at dø. Ikke, at jeg var det før, jeg mødte dig, for jeg var da for naiv til overhovedet at forestille mig det men nu? Nu… frygter jeg det ikke mere, så længe jeg på en eller anden måde ikke slår rod i jorden derhjemme. Så længe jeg ser noget nyt, møder nye væsner, gør noget.” Isiodith så på Sibalghym, afventede om han kunne følge hende.

Des længere væk fra Elverly de kom, des mere ændrede landskabet sig også. Isiodith var endnu ikke nået til samme konklusion som Sibalghym, men da hun omsider gjorde, kastede solen lange, rødlige stråler mod dem.
”Jeg tænker – måske vi burde rejse om natten? Mørket kan skjule os blot en smule fra menneskene.” Isiodith trak blidt i tøjlerne, så den trætte vallak stoppede op med et tungt prust.

En særlig varme spredte sig i Isiodiths bryst, da Sibal syntes at forstå; den så stærke følelse satte sig fast i hendes isblå blik og skilte hendes tykke læber ad i et smil, og for et langt øjeblik kunne hun ikke andet end at betragte ham hengivent.
”Tak”, mumlede hun dybfølt men måtte sekundet efter le. ”Han er et svin. Et ildelugtende, usympatisk og sølle ét af slagsen.” Isiodith blinkede drillesygt til mørkelverhannen, men lod dernæst emnet glide ud i sandet af tavshed mellem dem. Der var trods alt ikke mere at sige og Isiodith følte sig sikker på, at Sibal forstod hendes ønsker og håb for fremtiden.

De gjorde holdt og Isiodith fnøs ad Sibals udstrakte arme. Det var dog tydeligt, at gestussen også morede hende, for de isblå øjne funklede som hun gjorde, som han befalede hende. ”Kald mig blomst en gang til”, truede hun spøgefuldt, hvorefter hun svang sit ene ben henover hestens man og sprang.
Efter at være landet mellem Sibals stærke arme, svang Isiodith sine egne rundt omkring hans hals. Hendes ene hånd fandt fæstne i hans nakke under håret, hvorefter hendes tommelfinger begyndte dovne kærtegn. Dernæst bøjede Isiodith sig frem og kyssede hans mund, hendes læber blide og hendes sind lyst af en næsten åndssvag lykke.

Da Isiodiths fødder nogle øjeblikke efter landede på jorden, tog hun deres omgivelser i nærmere øjesyn. Forbi det utilgivende buskads kunne hun ane en landsby, hvis skorstene spyede mørk røg og hvor alskens mennesker – det var i hvert fald dét, Isiodith antog, at de små myrer fra hendes udkigspost var – bevægede sig lystigt omkring.
Der var noget på færde, konstaterede hun og ikke lang tid efter blev hendes mistanke bekræftet: et højt banner blev hejst mellem to massive træpæle og dernæst noget, der lignede kæmpe blomsterkroner.
”De pynter op til fest”, udbrød Isiodith opstemt i det, at hun snurrede rundt på hælen og så forventningsfuldt på Sibal. ”Lad os tage derned! Når mørket falder på – med en kappe! De vil sikkert slet ikke ligge mærke til dig!”, lød det dernæst ivrigt, hvorefter Isiodith straks smed begge hendes hænder sammen i et begejstret klap.

Des mere natten tog fat, des mere liv kom der også i byen. Isiodith havde hele tiden vendt tilbage til bag buskadset, hvorved hun kunne betragte festlighederne udfolde sig men så snart, at det blev muligt for dem at tage af sted, smed hun leende en kappe over hovedet på sin elskede. ”Det her bliver så fantastisk! Jeg har aldrig været til sådan en rigtig fest! De komsammener i Elverly eller efter kampene i undergrundsarenaen tæller ikke! Ikke sammenlignet med det her!”
Isiodith havde lykkeligt grebet om Sibals nu handskebeklædte hånd og gået afsted med torden i fødderne. Da de nåede landsbyen, blev det også umuligt for hende at stoppe med at smile og hun gik som en sol ned igennem de snoede stræder.
”Se! Karamelliserede æbler! Og der! Akrobater!”, hviskede hun begejstret, hendes ansigt halv vendt mod Sibals men hendes øjne aldrig forladende festlighedernes mange former. ”Hvad skal vi først? Jeg tror – uh!” Isiodith lo en klukkende latter og skubbede drillesygt til manden ved sin side med sin ene hofte, hvorefter hun pegede på et lille telt. ”Vil du have læst din fremtid?” Noget udfordrende – men i særdeleshed også fjollet – havde sneget sig ind midt i alt den næsten barnlige fascination.
”Jeg vil også smage en øl! En rigtig en!”

Isiodith havde betragtet sit værk med stor begejstring men måtte dog – og en anelse tvungent – give stemmen fra under hætten ret. ”Ikke helt, men jeg er sikker på, at det kommer til at gå glat alligevel! Jeg beskytter dig. Du ser desuden stadig frygtindgydende ud, bare rolig!” Dernæst havde hun leende overdænget Sibals håndryg med bløde kys.

Isiodith stod så tæt op af Sibal, hun overhovedet kunne komme til men ganske uden selv at bide mærke i det. Hun fulgte hans blik til det lille telt og gav hans hånd et klem, da han tøvende indvilgede hende i, at der øjensynligt ikke var nogen lys fremtid i vente for ham selv. Hun ville gerne forsikre ham, men bange anelser og forræderiske stemmer hviskede, at Sibal med al sandsynlighed havde ret.
”Stod det til mig, gjorde du mig til din hustru. Du måtte for min skyld gerne have flere af os, så jeg kunne fordybe mig i mine studier fra tid til anden, og du kunne underholde dig selv imens. Og børn, naturligvis. Dem vil jeg også have.” Isiodith smilede spøgefuldt, fast besluttet på at ingen af deres skæbner eller fremtider skulle forpurre deres festlige aften, hvorefter hun resolut begyndte at bevæge sig over mod teltet, hendes hånd stadig hvilende i Sibals.

Indenfor var luften tyk af alt for sød røgelse. Isiodiths øjne løb straks i vand og hun kæmpede en bragt kamp for ikke at komme til at hoste. Skønt der ikke var oplyst af andet end et par enkelte stearinlys, kunne hun ane en foroverbøjet skikkelse, siddende ved et vakkelvornt bord og med en stol placeret overfor vedkommende selv.
”Kom hid, fremmede. Lad mig se jer.”
Isiodith så på Sibal, hendes øjne ivrige og hendes mundvige sitrende. Det var muligt for hende at se ind under hætten grundet deres betydelige højdeforskel, og hun ledte begejstret efter ethvert tegn i Sibals ansigt, der kunne afsløre overfor hende, hvad end han måtte tænke om hele affæren.
De bevægede sig tættere på og Seersken indikerede, at en endnu en taburet var ledig, ville de selv hente den. Dernæst begyndte krogede fingre at bladre i en stak kort, hvis kanter var flossede af mange års brug. Vedkommende var, ligesom Sibal, dækket af tykke klæder og forholdt sig et langt øjeblik tavs, hvormed kun kortene og deres vejrtrækninger kunne høres.
Isiodith synes i sit stille sind, at det var al for dramatisk…
”Hvem af jer ønsker en læsning? De?” Seersken placerede med effektive og vante bevægelser tre kort foran dem.
Isiodith skævede til Sibal men rystede selv på hovedet. Et temmelig nedladende ord gav da også genlyd bag hendes blege pande, men den unge skovelver tvang sine læber at forblive sammenknebet.
”Nej? Nuvel. Du slår mig ellers som ganske, ganske intellektuel. I stand til at deducere selv det ikke deducer-bare. Naiv, jovist, og en smule… nej. Nej, jeg tager fejl. Jeg…” For et langt øjeblik sad skikkelsen med hovedet vendt mod kortene, deres fingre glidende kærtegnende henover de næsten udvaskede motiver. ”Det er heller ikke interessant her. Nej, jeg ser… du vil træffe et valg, et frygteligt valg… et, du ikke vil kunne gøre om… et, der vil koste dig dyrt…”

Isiodith forbandede sig selv i sine tanker. Hvordan kunne hun have glemt, at Sibal ikke nødvendigvis var flydende i krystiliansk som hende selv? Hvorfor havde hun end ikke overvejet, at han ikke havde stiftet bekendtskab med sproget, forinden hun havde slæbt ham afsted til den lille menneskelandsby?
”Undskyld”, hviskede hun prompte, forfærdet over sin egen blindhed. ”Hun fortæller, at jeg vil træffe et frygteligt valg; et, der vil koste mig dyrt. Jeg mener nu ikke – altså, jeg ved ikke, om man decideret skal stole blindt på hendes – eller hans spådom sådan uden videre. Desuden er den temmelig vag. Sådanne valg består livet jo trods alt af.” Isiodith rankede ryggen og undertrykte et himmelfaldent blik, mere af respekt overfor mørkelverhannen ved hendes side end Seersken, eftersom førstnævnte virkede væsentlig mere investeret end hun selv kunne hævde at være; og det var ikke fordi, at Isiodith ikke troede på seer-evner. Nej, naturligvis fandtes der magtfulde og kompetente Seersker rundt omkring i Krystallandet – Isiodith var blot… nuvel, en del skeptisk. Alt, der ikke kunne bevises videnskabeligt, var ganske enkelt nødt til at blive mødt netop sådan. Hvor ville verden ikke havne, hvis man blåøjet åd alt, der blev en serveret?

Seersken holdte inde og havde de kunne se dens ansigt, ville Isiodith væde på, at skikkelsen betragtede dem irettesættende; som var de børn eller dumsmarte unge, der ikke forstod at værdsætte dennes evner.
Det fik dog ikke Isiodith til at krympe sig… i stedet sendte hun sit strengeste blik, dét hun kastede i retning af hendes egne uvorne studerende, når de fjollede unødigt rundt, tilbage mod den kutteklædte.
”Jeres skæbner er tæt forbundne –”
”Han – hun siger, at vores skæbner er tæt forbundne.”
”Der er farer og mørke i jeres nærmeste fremtid. I vil opleve stor modstand –”
”Farer og mørke, og vi vil opleve modstand i vores nærmeste fremtid.”
”Jeres bånd vil blive testet –”
”Vores bånd vil blive testet.”
Seersken holdte brat inde og rømmede sig irettesættende, tydeligvis ikke videre begejstret for at blive afbrudt med jævne mellemrum. Dét kunne Isiodith dog til gengæld godt forstå, hvormed hun nikkede indforstået og lod den anden fortsætte. Ret skal være ret.
”Jeg ser meget tvivl imellem jer. En storm af mørke. En tsunami af skræk. Du –” Denne gang henvendte Seersken sig direkte til Sibal, dens gemte ansigt rettet i hans retning. ”Du må tage også tage et valg. Et, der ikke blot vil så et frø for den vej, du må gå i fremtiden, men som vil forplante sig med torne og genstridige rødder, du ikke vil være i stand til at rive op, uanset hvor nemt det har tilfaldet dig i fortiden. Dit valg vil også påvirke din veninde. Hendes liv er i dine hænder –”
”Okay, nu bliver det en masse volapyk”, afbrød Isiodith, der igennem kvalsalven af ligegyldighed, så sig nødsaget til at sætte sig på sine hænder for ikke at sprænges med trangen efter at afbryde. ”Men det korte af det lange er, at mit liv er i dine hænder og at du skal tage et valg, der vil få fatale konsekvenser for din egen fremtid. Der er en masse mørke i vores fremtid og ja, altså, det lyder til du skal tage stilling eller vælge – nu kommer jeg selv til at analysere på de sagte ord, men det er vist grundlæggende bare dét.” Isiodith afsluttede sin ivrige hvisken ved at vifte lidt med den ene hånd og dernæst rette ivrige, opmærksomme øjne mod Seersken for endnu engang.

Isiodith brummede bekræftende men forholdt sig ellers tavst. Hendes mørke øjenbryn var krøllet sammen i midten af hendes pande i en vagtsom skepsis, men pludselig, og ganske ud af ingen ting, slog en tanke ned i hende: Seersken havde ikke så meget som virret med sit kutteklædte hoved, da Sibal havde talt mørkelvisk… som vidste den så udmærket, hvad og hvem der sad overfor den.
Interessant.
”Måske”, lød det kortfattet. ”Fremtiden er ikke skåret i granit. Den er som havet, vild og ustyrlig. Din ledsagerske vil dog møde farer og du har magten til at forhindre hendes undergang. Du alene. Jeg ser dig –” Seersken vendte sig da mod Isiodith, der instinktivt rankede sig en anelse, ”stå alene. Det, der kommer, vil være din ultimative prøvelse.”
Isiodith havde under den korte talestrøm oversat samtlige ord til Sibal. Det var også derfor, at det først efterfølgende gik op for hende, hvad der var blevet dem spået og da Seersken affejede dem med en enkel håndbevægelse, greb Isiodith om Sibal og trak ham en anelse slukøret med udenfor.
”Ved Isaris svulmende barm…”, mumlede hun, alt imens hendes hænder unødvendigt glattede hendes rejsegevandter. ”Det ser tilsyneladende meget sort ud for os”, lød det dernæst sarkastisk, hvorefter Isiodith dog tog en dyb og beroligende indånding.

Isiodith greb for endnu engang om Sibals hånd, hvorefter de fortsatte ned langs det snoede hovedstræde. Da de nåede en scene, markeret af farverige bånd og en forhøjning bygget af træ, hvorpå alskens akrobater udførte magiske tricks, smilede Isiodith op til den anden.
”Jeg stikker af efter karamelliserede æbler og øl. Aftale?” Isiodith skubbede behændigt Sibals kappe en anelse til siden, hvorefter hun løsnede en læderpung, bundet rundt om hans liv. Fra den frembragte hun de få krystaller, hun mente var tilstrækkelig. Dernæst satte hun i en rask skridt efter den så søde spise. Hun skulle i hvert fald have to…

Isiodith gik i sine egne tanker om spådommen, hvormed det først for sent gik op for hende, at en modgående heller ikke havde bemærket hende. De stødte derfor sammen, hårdt, og da Isiodith så op under hætten – for der var en hætte, trukket ligeså langt ned over et mørklilla ansigt, der ikke var Sibals men som mindede om…
Den ukendte snurrede rundt og fortsatte forbi hende før, at Isiodith kunne nå at udbryde hverken det ene eller det andet. Med åben mund og store øjne vendte hun selv rundt på hælen, spejdende efter den kutteklædte i menneskemængden men da var han allerede forsvundet.
Det kunne ikke passe…
Isiodith sank en klump og stod et langt sekund og overvejede, hvad det dog kunne betyde. Havde hun set rigtigt? Det var gået så hurtigt…
Nej, det måtte være spådommen; løftet om hendes undergang… 

Isiodith stod og stirrede ind i menneskemængden for et langt øjeblik. Da hun endelig kom til sig selv, var det med en hovedrysten og en dyb indånding, der forhåbentlig kunne bekæmpe følelsen af forlegenhed over sin egen forskrækkelse. Dernæst satte hun i rask skridt for endnu engang, fast besluttet på at mørke fremtider og skræmmende Seersker ikke skulle ligge en dæmper på festlighederne, der omgav hende.
Hun nåede snart efter teltet med lækkerier og da forsvandt alle øvrige tanker og fornemmelser. Der var ganske enkelt for meget velduftende kage i hendes så umiddelbare nærhed til, at Isiodith overhovedet kunne formå at fatte en eneste anden tanke.
Efter at have købt to karamelliserede æbler, en (kæmpe) kringle og to krus øl begyndte hun straks at bevæge sig tilbage i retning af Sibal. Hun var nået længere væk end hun havde regnet med og gaden var pludselig mere travl end tidligere; alskens kutteklædte skikkelser – Isiodith talte i hvert fald fem styks – syntes at komme fra flere af gadehjørnerne. Hvad var det, der var under opsejling? En parade? Ingen af menneske syntes at bemærke dem.
Isiodith kunne ikke formå at tæmme følelsen af ubehag der formede sig i hendes mave og uden selv at bide mærke til det, drevet af sit instinkt, begyndte hun at gå hurtigere. Det var bare ikke hurtigt nok…

Med ét brød kaosset ud. Øjeblikket var så karikeret en størrelse, at Isiodith end ikke nåede at registrere det før, at det første gennemborende skrig lød igennem folkemængden. Pludselig var der ingen kutteklædte; kun mørklilla, smilende ansigter og alt for røde øjne. Isiodith tabte lækkerierne, lammet til stedet af frygt og vantro forfærdelse. Hvad foregik der?
En hård skulder stødte ind i hendes egen og det var ultimativt det, der fik hende ud af sin trancelignende tilstand. Hun ømmede sig, hendes stemme skingert og da gik det op for hende, at en massiv bølge af paniske mennesker var på vej i hendes retning; de løb og deres ansigter var forvredet i instinktiv skræk. Bag dem lød hylende og jubelfulde skrig, men der gik ikke længe før, at de blev akkompagneret af skrig af en ganske, ganske anden karakter.
”Sibal…”, mumlede hun, ikke bevidst om, at det der skulle have været et råb om hjælp i stedet blev til en næsten usagt mumlen. Isiodith nåede ikke at gøre hverken til eller fra før, at hun blev slugt af menneskene.