Orcus havde ingen ide om, hvad der foregik imellem dem, som han faktisk ikke bemærkede den samtale de havde kørende. Han var også travlt optaget af trækisten, før at han følte sig nødsaget til at henvende sig til dem, som de havde rodet rundt i køkkenet og helt automatisk vækket hans lyst til at blande sig. Nok havde det længe været bare ham og Philotanus, men nu hvor Xilla var en del af husholdningen for en stund, så ville han bestemt ikke gå glip af noget. Det var knap så vigtigt, hvad Philotanus lavede, men han var endnu interesseret i hende og hendes ulv. En ulv, han endnu ikke havde informeret Philotanus om, men det møde kunne selvfølgelig gå hen og blive virkelig underholdende. Han mødte deres blikke, som de kom ud af køkkenet. Der var noget imellem dem, men hvad? "Hvad er der sket?" spurgte han meget direkte, som han fik lagt armene over kors og forventede et ærligt svar.

Han var klar til at gøre sit for at få Xilla til at føle sig velkommen, men han havde bestemt ikke forventet at Philotanus lige pludselig ville skubbe ham ind i hendes favn. Han flyttede helt automatisk hænderne foran sig, som han dog endte med at skubbe fra imod hendes bryst, som han straks trak hænderne til sig. "Hvor er du bare barnlig, Philo?" råbte han noget så forarget, som han kiggede en smule undskyldende på Xilla, før at han rakte ud efter hendes hånd for at trække hende afsted imod gangen. "Så går vi bare" mumlede han lettere irriteret og måske en smule forlegen over den situation, som Philotanus havde sat ham i.

"Måske, måske ikke, kommer vel an på hvor meget du er til udfordringer," hummer hun lavt, ingen grund til at blande Orcus ind i deres samtale.Hun vipper igen det ene øjenbryn op, da Orcus er rimelig direkte, meget interesseret i hvad de tydeligvis snakker om. Nok er hun ærlig, men hun kan altid grade det en smule, for lige nu er det nok ikke lige ærligheden som kommer bedst ud af det. Hun stoppede sig selv fra at smågrine, på den måde han står, med armene over kors. "Rengøring skete," siger hun med et træk på skulderne. For det var egentlig meget ærligt sagt, havde de ikke stået i køkkenet og gjort rent, så havde de nok ikke kommet tydeligt ind på en åbenbart udfordring. Så hun fortalte ikke en løgn, selvom hun godt kan, så hader hun det, så hun mere til at dreje rundt om sandheden med halve sandheder. 

Hun kunne ikke stoppe sin latter, da Philo åbenbart vælger at skubbe Orcus ind i hende. Heldigvis står hun solidt, så selvom han ender med at skubbe fra imod hende, så rykker hun sig alligevel ikke, ellers kunne det da have endt helt galt. "Og her troede jeg kun der var en her som var barnlig," griner hun, imens hun ryster lidt på hovedet. Hun lader dog Orcus hive afsted med hende, ingen grund til at sætte sig imod. "Bye! Ses på et tidspunkt" Siger hun, som hun et øjeblik ser tilbage på Philo, hvor hun vælger at række tunge, bare fordi hun kan. Bagefter vælger hun at fokusere på Orcus igen, der tydeligevis har fundet det hele meget pinligt, eller måske bare forlegen. "Men hvor går vi så hen?" Spørger hun, som han mumler at de går, altså no shit, de er tydeligvis på vej væk og ud til gangen. Hun begynder igen at se på alt som de går videre, mere for at kunne finde rundt uden problemer. Hun tager en dyb indånding, for hendes ulv vil gerne have mere styr på de ting det dufter af her omkring, også så den kan finde vej, hvis hun bliver lidt doven og bare vil lade den finde vejen i stedet. Hun havde dog et håb om at Orcus ville tie stille om ulven til Philo, for hun vidste nok ikke helt hvordan han ville reagere til det, især når Orcus var så nysgerrig omkring den, hvilket ulven bare ikke kunne li når hun ikke vidste hvorfor han spurgte alle de ting, det var lidt lusket ifølge den.

Måske englen ikke var så uskyldig og naiv, som han først havde anslået. Hun lod til at være med på en leg, en leg, der egentlig ikke var ment til at blive delt med hende, men hun havde vækket hans lyst til at udfordre hende yderligere, som han dog hurtigt faldt tilbage i deres samtale, da Orcus endte med at blande sig. Han kunne sagtens have skubbet ordene tilbage til hende, som hun ikke gav ham et direkte svar. Der hvilede et lumsk glimt i hans blik, det forsvandt dog hurtigt, da han fik øje på Orcus, som han nærmede sig. De ville ikke længere kunne holde samtalen for dem selv og Orcus lod allerede til at have opfanget noget, som han spurgte direkte ind til det. Han kunne sikkert have formuleret sig mere direkte, som Philotanus trak let på skulderne og egentlig ikke viste interesse for besvare hans spørgsmål. "Hvad hun sagde" kommenterede han blot, som han godt vidste, at han ikke skulle forsøge at komme med en længere forklaring, for lige netop det, ville Orcus ikke tro på. Han skyndte sig dog at dele et blik med hende.

Armene blev hurtigt lagt over kors, som han så en smule overrasket på hende, da hun følte sig nødsaget til at understrege Orcus' ord, hvilket han bevidst havde valgt at ignorere, men som hun prikkede til ham, himlede han let med øjnene og løftede skuldrene ganske let. "Vi er vel alle barnlige på et punkt" svarede han lettere køligt, som han straks så hende række tunge, da hun blev hevet afsted af Orcus. De opførte sig bestem også som børn lige nu. Så var det vel intet problem, at Philotanus forsøgte at give dem lidt igen. Det var vel på sin plads, det følte han i hvert fald selv. Han valgte dog at blive stuen midt i stuen, som han blot skævede efter dem, indtil han ikke længere ville kunne høre dem, så kunne han selv gå hen i stuen og sætte sig tilrette. Dog faldt hans blik imod trækisten. "Du glemte noget, Orcus" råbte han efter dem, som han ikke var helt sikker på, at hans ord blev hørt.

Orcus spejlede lidt Philotanus udtryk, som han fik lagt armene over kors og flyttede blikket frem og tilbage imellem dem. Der var sket noget og det var ikke bare rengøring, som Xilla straks forsøgte at forklare det med. Han tyggede lidt på ordene, som han gjorde klar til at modsætte sig deres forklaring, men egentlig ikke vidste, hvordan han skulle få dem til at sige sandheden. Måske det ville hjælpe at få Xilla på egen hånd, så de kunne tale sammen uden at Philotanus ville forsøge at blande sig? "Det er meget muligt" endte han med at svare, som han ikke rigtig kunne finde grundlag for at grave yderligere i det, der foregik imellem dem. Han bemærkede heller ikke, at Philotanus forsøgte at dele et blik med hende, da han havde øjnene vendt imod Xilla i stedet. Han skulle nok komme til bunds i det inden længe, han ville i hvert fald ikke stoppe, før han forstod den forbindelse, der pludseligt var opstået imellem dem. Han måtte have misset en del under sin lur.

Han ændrede fuldkommen karakter, som Philotanus skubbede ham imod Xilla, hvilket fik ham til at bede om tilgivelse med blikket, som han dog skævede imod Philotanus, da Xilla faktisk satte ham på plads. "Du er værst lige nu" hvæste han tydeligvis lige så barnligt, som Philotanus selv. Han vendte dog hurtigt fokus imod Xilla, da det måske var på tide at de gik afsted for at finde et værelse til hende. Han mumlede lidt til hendes ord, som Orcus ikke forventede at Philotanus ville opsøge hende frivilligt og at hun måske lige skulle bruge noget tid på at finde sig til rette i sit værelse. Dertil ville han gerne give hende noget tid til at finde rundt på overetagen. "Skulle du ikke have et værelse? Eller vil du gerne sove i køkkenet?" spurgte han lettere drillende, som han bestemt ikke forventede at hun ville svare ja til det tilbud om at sove i køkkenet. Det var et koldt rum, men det kunne jo godt være, at hun gerne ville sove koldt? Så måtte hun dog åbne et vindue på værelset. Han stoppede op, som han hørte Philotanus råbe efter ham. Trækisten.. Så skævede han til Xilla. "Jeg henter den bagefter jeg har vist Xilla hendes værelse!" råbte han tilbage, som han nikkede imod gangen for at få Xilla til at gå ud af døren og stuen først.

De delte et blik, hun vidste nok godt hvad det lige havde af betydning. "True, vi har alle brug for engang imellem at være lidt barnlige, en udfordring i livet," siger hun med et kækt smil, og den sidste del af sætningen kun noget som Philo nok ville forstå. Hun var virkelig i et drilsk humør, ude på udfordringer, for hvorfor ikke. Hun nåede dog ikke at sige meget mere, før de var forsvundet helt, så de ikke længere kan høre hinanden. Hun kunne dog ikke lade vær med at rulle med øjnene, som de nærmest er ved at bide hovederne af hinanden, i ren barnlighed, det var så alligevel til den voldsomme side.

"Jeg skulle nok finde på noget så der kunne soves i køkkenet, men jeg foretrækker nu en seng," siger hun med et kækt smil. Ulven ville sikkert være glad for at sove på et køligt gulv, men det var nu ikke Xillas smag, hvis de skulle være helt ærlige med hinanden. Hun tøffer langsomt ud af døren, så de også er ude af stuen, for at komme ind i en gang. Hun ser sig lidt omkring, det stadig ikke det sted som kommer mest lys ind, men det var køligt, hvilket var en stor fordel i denne tid, hvor det hele var ved at nærme sig sommer så alt udenfor var ved at være træls. Altså for ulven, Xilla var lidt mere ligeglad på det punkt, men blev jo alligevel påvirket af for meget varme når det påvirkede ulven. 

Hun hummer lidt, imens hun venter lidt på Orcus, da hun ikke aner hvilket side, eller hvor dælen hun skal gå hen ad på dette tidspunkt. Hun var bare opmærksom på det hele omkring hende, tog hver en lille ting ind, selv alle de dufte som var rundt i palæet, for at føle sig mere kendt med stedet, uden hun har været rundt og se på det hele.

Der hvilede et lystigt smil over hans læber, som hverken Xilla eller Orcus ville være i stand til at se ham smile på den måde. Hun var ganske morsom, den lille engel, hvad mon udfordringen kunne betyde for ham? Han tvivlede på at hun ville kunne udfordre ham fysisk og han havde lidt på fornemmelsen, at han højst sandsynligt havde mere erfaring end hvad hun kunne have raget til sig. Nok havde hun været vidt omkring, men havde hun skaffet sig lige netop den erfaring? "Vi får se" mumlede han til hendes ord, som han sagtens havde hørt dem også selvom Orcus var ivrig efter at øge afstanden imellem dem. Han havde tydeligvis bemærket noget, men ikke at det havde den store betydning, som de forsvandt ud af stuen og Philotanus derfor kunne vende tilbage til at slappe af i sofaen.

Philotanus smed sig faktisk i sofaen og benene op på det nærmeste bord, som han skubbede lidt til trækisten. Han nikkede for sig selv, som han tydeligt havde hørt Orcus svar og derfor valgte at lade den stå. Han havde ikke haft planer om at aflevere den til ham, da Orcus normalt havde nok energi til dem begge to og derfor sagtens kunne være løbet ind efter det. Hvis han altså ville.

Orcus så en smule forvirret på hende, som hun gav udtryk for at hun sagtens kunne finde en måde hvorpå det ville blive behageligt at sove i køkkenet. Så rystede han ganske let på hovedet, fordi han ikke rigtig troede på det. Men han nikkede også til hende, som hun gav udtryk for at det ville være langt mere behageligt med en seng. "Jeg ville også foretrække en seng" svarede han med et nik, som han bestemt ikke ville bryde sig om at sove på jorden. Javist, han havde gjort det før, men han ville nu altid foretrække en seng fremfor alt andet. Eller så længe det bare var blødt faktisk.

Orcus fulgte roligt efter hende ud på den lange gang, som han pegede imod venstre side, en side, der vendte ud mod byen, så hun ville have chancen for at kunne kigge ud. Ikke fordi der ville trænge meget lys ind, men så kunne hun nyde udsigten i stedet for klippevæggen, der var til modsatte side. "Vil du helst have et værelse tæt på køkkenet eller langt væk?" spurgte han ledende, som hun sagtens kunne få begge dele, det var lidt hvad hun foretrak. Han kunne jo ikke love at der ville være stille i stuen, hvis hun sov tæt på. Men altså, det skulle være op til hende.

Hun kommer med en svag hummen, imens hun overvejer det et øjeblik. "Tænker ikke for tæt på men heller ikke langt fra, så sådan en ting midt imellem tænker jeg vil være fint," siger hun med et smil. Hun kiggede mod den venstre side, imens hun kunne se flere døre. Men hun vidste en ting hun ønskede ikke for tæt på køkkenet, hun var ikke lige i humør til hvis de pludselig begyndte at snakke imens hun bare ville have stilhed og hun så ville kunne høre dem. Men heller ikke for langt væk, for hun var alligevel for doven til at skulle gå langt for at lave deres mad. Så det virkede bedst med sådan en mellem ting, så hun ikke var for langt fra men heller ikke så tæt på hun havde lyst til at kaste en pude på døren hvis hun kunne høre dem hele tiden. De ville sikkert også snakke deres arbejde måske, og det var absolut ikke noget hun ville høre dem snakke om hele tiden, nok lige meget hvad de arbejdede med, så ville ulven i hende hele tiden fokusere på samtalen i tilfælde den kunne begynde at høre dem. Den var alt for nysgerrig nogle gange, tydelig nysgerrig hvad de to her lavede, så derfor var det ikke en mulighed at være alt for tæt på køkkenet, det ville der aldrig komme noget godt ud af.

Orcus ventede tålmodigt på hendes svar, som hans blik dog vandrede en smule omkring i den lange brede gang. Der var mange døre, som kunne forvirre og det var ikke en gang sikkert, at hun ville kunne kende sin dør, for de lignede alle hinanden. "Et sted midt imellem" gentog han, som han begyndte at gå og pegede på hver enkelt dør. "1..2...3..4.." talte han, som for at forklare hende, at det nok var en god ide at hun gjorde det samme indtil hun var helt sikker på, hvilken dør der var hendes. Han stoppede dog op ved den fjerde dør og skævede lidt til døren ved siden af, den femte dør. Så vendte han blikket retur til hende. Der hvilede et stille smil på hans læber, men man kunne også fornemme på hans blik, at han endnu tænkte over, om hun skulle have lige netop det værelse.

"Mit værelse ligger lige ved siden af.. Philotanus bor længere nede ad gangen.." forklarede han, som for at spørge hende om hun ville have problemer med at sove ved siden af hans værelse, eller heller ville have et værelse tættere på køkkenet, som det tredje værelse. Der var ikke mange af dem der blev brugt i forvejen. Det tredje værelse var dog fyldt med en masse småting, som ville skulle ryddes ud først, hvis ikke hun ville have det fjerde værelse. "Det tredje værelse er fyldt med ting lige nu" lo han stille, som hun gerne skulle kende alle sine muligheder, før at hun tog en beslutning, men begge dele ville kunne fungere. Det ene krævede bare lidt arbejde for dem begge. Han undlod at fortælle, at det var ham der rodede med tingene i værelset.

Hun begyndte at tælle som han gjorde, for at være sikker på hun var helt enig med ham her. Det var aldrig helt til at sige ellers, så hun stoppede som han gjorde. Hun vipper det ene øjenbryn op, som han ligner en der tænker lidt som de har talt til 4, og ser lidt på døren som tydeligt er nummer 4. Hun nikker langsomt til det han siger, så hun er lidt mere med på det hele. Hun hummer lidt tænkende over det, men så alligevel ikke når han snakker om det roder på det tredje værelse, hun var virkelig ikke i humør til at gå helt amok med at ordne et værelse måtte hun nok indrømme. 

Hun nikker, "det fint med den vedsiden af din," siger hun med et smil. Så måtte de bare passe lidt mere på, i tilfælde hun blev nød til at lade ulven komme lidt ud om aftnen, ellers måtte hun ud og se hvad der var lidt her omkring for at finde et ordentlig sted, hvor de ikke kunne se hende. Desuden kunne værelset heller ikke være stort nok til ulven, det regnede hun i hvert fald med, men så igen hun havde aldrig været på et palæ før, så det var svært at sige hvor stort det var, hun ville nok nærmere blive overrasket hvis der var plads til de forvandlede sig sådan et sted. Hun rystede meget svagt på hovedet, da ulven virkede lidt for begejstret om tanken at komme ud over lave lidt ballade heromkring, de var her trodsalt ikke for at lave ballade, lige meget hvor meget den faktisk ønskede det.

Udfra hans synspunkt så måtte værelse nummer 4 være hendes bedste mulighed. For ellers ville hun enten komme for langt væk eller for tæt på køkkenet, som hun jo havde givet udtryk for, at hun ikke ligefrem ønskede. Derfor endte de også ved dør nummer 4, som han dog ikke kunne tvinge hende til at sige ja til det. Orcus skulle jo nødigt diktere, hvor hun skulle sove henne, hvis hun foretrak noget andet, derfor så han også en smule afventende på hende, før at han rakte frem imod håndtaget for at skubbe det ned. Han kunne selvfølgelig have brugt sine evner, men følte måske det var knap så høfligt overfor hende. Han ville langt hellere lede hende ind i rummet end at åbne døren på magisk vis.

Han sendte hende et let smil, som hun var tilfreds med det værelse, han selv havde konkluderet, som muligt. "Så skal du bare finde dig til rette derinde" sagde han med et stille smil, som han trykkede håndtaget ned og skubbede døren op. Der var ikke vanvittig meget lys inde i rummet, fordi de store gardiner var trukket for. Vinduerne gik næsten fra top til bund i rummet, hvor de store gardiner forhindrede lyset fra loftet at trænge ind i rummet. Der var dog rigtig meget gulvplads, som der stod en seng i den ene ende sammen med et klædeskab og en stol ved siden af. I modsatte ende stod en kommode, hvor skufferne dog var hevet et stykke ud og faktisk bare flød lidt på gulvet.

"Det bliver nok ikke det største problem," siger hun med et smil. Hun havde fundet sig til rette på mange steder, så dette burde ikke blive et problem. Hun havde trods alt sovet i sneen i nordlandet, dog var hun forvandet, så det var nok nærmere Gaia som havde sovet i sneen, men det havde da fundet sig nemt til rette, selv i små huler som de finder forskellige steder, steder hvor de kun lige kunne være i Gaias form. Da hun kigger ind på værelset, som Orcus har åbnet døren, var det nok meget større end hun lige havde regnet med. Hun ser de store vinduer, som lige nu er dækket for af gardiner, positivt det er en mulighed, for her var i hvert fald plads i tilfælde de ville forvandle, og ikke tænkte de gad ud og se noget rundt omkring. De var en god mulighed, men skulle være meget opmærksom på hvad de helt præcis lavede så ingen ville komme løbende i tilfælde de væltede ting.

"Det er meget større end det jeg van til, så det bliver vist ikke et problem at finde sig til rette," siger hun med et smil, som hun betragter hele værelset nøje. Her var absolut mere end hun var van til, nogle steder var det bare et værelse, hvor en seng lige kunne klemmes ind med lidt gulvplads tilbage. Ellers sov hun ude de mest mærkelige steder, så det her var mere end en tydelig opgradering for dem. Men der var kun en dør, og det var en dør de altid ville skulle være meget opmærksom på, for var der en ting Gaia i hvert fald hadede, så var det når der kun var en mulighed for at komme ud, i tilfælde nogle fik en ide om de havde lyst til at slå dem ihjel som de sov. Ikke hun regnede med det, men det var nok en følelse de sjældent kunne komme af med, når de typisk levede ude i naturen, hvor nogle dyr bare kunne komme forbi midt om natten og slå dem ihjel hvis de ikke var opmærksom.

Orcus nikkede til hende med et let smil på læben, som Xilla lod til at være positiv over den pludselig forandring. Egentlig vidste han ikke særligt meget om hende, men han følte, at hun var nem at snakke med. Ikke fordi de kunne have særlig meget tilfælles, men det kunne de vel lære, når først hun skulle være der for en længere periode. Hvis altså hun kunne holde dem begge ud så længe. Orcus havde overvejet at spørge ind til hendes og Philotanus snak, men han var ikke sikker på om han ønskede at blande sig fordi han måske godt kunne fornemme på dem, at der var stor forskel på dem. Han endte dog med at rynke en smule på brynene ved tanken, imens at han skubbede døren til side, så hun kunne passere ham og gå ind i det mellemstore rum. Han gjorde en gestus med den ene hånd for at opmuntre hende til at gå ind i værelset, for det ville være svært at inspicere udefra.

"Det er nu en standard størrelse" lo han stille, men nikkede taknemmeligt for hendes ord, som han dog var glad for at hun ville kunne bruge det. Orcus endte med selv at træde ind i rummet for at opmuntre hende til at gøre det samme. Han vendte blikket imod de store vinduer, som han gik over for at trække det ene gardin fra, så hun kunne beskue den store by udenfor de store vinduer. Så flyttede han sig, så hun selv kunne komme til, imens at han sendte hende et smil. Hænderne var foldet imod ryggen, som vingerne også var det.

Som han gestus til hun kan gå ind, vælger hun at gå ind i det store værelse, eller i hvert fald for hende var det et stort værelse. Hun går langsomt fra den ene side til den anden, imens hun ser på det hele, selvom der ikke er meget, men også for lige at fornemme den helt præcis størrelse af væreslet. Som der kommer lidt mere lys ind, kan hun se han har trukket det ene gardin fra, så man kan se ud. Hendes nysgerrighed for trukket hende derhen, for at se på byen der ligger udenfor vinduet. Det så stort ud derude, men også meget tomt, så det var mere tydeligt for hende, at det virkelig nok bare var de to brødre som nu var her, selvom det lignede der havde været andre som hun så ned på byen. Hun hummer svagt, inden hun ser på Orcus med et smil. "Standart størrelse, kommer vel lidt an på standarterne," siger hun med en latter. For nogle ville det nok være et standart størrelse, men for hende var det mere større end standart, men hun havde heller ikke nogle store standarter til et værelse, når hun skulle bare sove der hvor hun var det meste af tiden. Hun havde aldrig været længe de samme steder, selvom hun havde et job tæt på, så flyttede hun ofte værelse eller sted hun sov meget ofte, det var den eneste mulighed for Gaia til at holde kæft med fare og alt muligt. 

Den ulv regnede med alle ville have fat i dem, selvom Xilla have forklaret hende det ikke altid var tilfældet. Men den insisterede altid på at skifte sted de sov ofte, men Gaia vidste godt det ikke ligefrem var muligheden her, så der måtte den sluge lidt af sin stolthed og respektere ikke altid at få sin vilje.

Fordi Xilla skulle have plads til at bevæge sig frit i rummet, valgte Orcus at blive nær døren, efter han havde skubbet gardinerne for, så hun selv kunne gå på opdagelse i hendes værelse. Han var heller ikke sikker på, om hun var interesseret i at han skulle blive der imens, at hun fandt sig til rette. Det kunne jo godt ske, at hun lige havde behov for at hvile sig, for det havde muligvis også været en lang dag for hende? Han bemærkede dog godt, at hun bevægede sig hen til det vindue, som han havde trukket gardinet væk fra. Der hvilede et stille smil over hans læber, som han ikke var sikker på, hvordan hun ville reagere på den øde by, der lå under palæet og strakte sig så langt øjet kunne se i den mørke grotte. Han grinte lidt af hendes ord, som han nikkede og hurtigt måtte give hende ret. ”Det kan der være noget om” svarede han med et smil på læben, før at han vendte blikket imod døren.

”Har du brug for fred?” spurgte han med et stille smil, måske han også skulle tilbage til arbejdet og så kunne hun sagtens få lidt tid for sig selv. Muligvis ikke for længe, for så ville hun sikkert komme til at kede sig igen. ”Eller har du spørgsmål?” spurgte han søgende, som han gerne ville sikre sig, at hun nu også havde fået svar på alt hun kunne komme i tanke om.

Hun lader fingerene køre lidt ned over gardinerne, inden hun lader blikket glide rundt på den øde by som der er. Gaia var meget interesseret i at se det hele, men de blev nød til at vente lidt, måske nærmere til de to arbejdede så hun kunne gå dernede i fred, mest for Gaias skyld. Hun kan mærke Gaia være lidt mere fremme, vinduet reflektere let hvordan hendes øjne er blevet mere lyseblå som Gaia vil være med til at se det hele. Hun ryster lidt på hovedet, for at få hende til at gå mere tilbage, som hun vender sig rundt mod Orcus igen. Hun vipper hovedet lidt på skrå, imens hun lytter til hvad han siger.

"Ingen spørgsmål, men jo en lille smule ro kunne passe fint," siger hun med et stort smil, imens hun bevægede sig lidt mere rundt i rummet. Her var lettere støvet, men det var ikke noget som direkte irriteret dem. Hun hummer lidt, som hun stryger fingrene et øjeblik over kommoden, imens hun kan fornemme den nysgerrige Gaia er tæt på. Aldrig har hun været mere interesseret i sine omgivelser på et værelse, det var aldrig noget hun gik op i, hun ville kun vide hvor hun kunne komme ud henne, samt om det var stort nok til hende, mere ville Gaia aldrig vide. Men det var som det store værelse gjorde hende mere nysgerrig, for her kunne hun jo godt være, i forhold til alle andre steder. 

Det ville være til at forstå, hvis Xilla gerne ville have lidt fred og tid for sig selv, som Orcus og Philotanus ikke ligefrem havde givet hende særlig meget ro. Derfor var han også klar på at gå, hvis det var, hvad hun ønskede. Nok skulle hun arbejde for dem, men det betød så sandelig ikke, at hun skulle føle sig tvunget til at være på hele tiden. Han havde også brug for at vende tilbage til arbejdet og ville gerne nå det inden at Philotanus vågnede fra sin lur, som han sikkert var i gang med at tage allerede. Derfor ventede han også en smule på hendes svar, som han fulgte hende med øjnene, imens at hun stod henne ved vinduet. Mon hun gerne ville udenfor?

Han nikkede til hendes ord. "Så får du det" svarede han med et venligt smil på læben, som han vendte rundt og gik hen imod døren. Han greb roligt ud efter dørhåndtaget, som han egentlig var i tvivl om hvorvidt han skulle lukke døren eller lade den stå åben. Han kunne sagtens spørge hende eller bare gøre noget. Det endte dog med at Orcus mumlede let for sig selv. "Forresten, du må gerne bevæge dig frit i byen" det var noget han var kommet i tanke om, som han atter se hende stå ved det store vindue, før at han bevægede sig ud af rummen og stod på den anden side af døråbningen. "Vi ses!" lo han let, før at han strøg langs med gangen, imod den store vindeltrappe til underetagen.