”Selvfølgelig, Herre!” Manden bukkede utallige gange af, hvad der nok var en blanding af nervøsitet og taknemmelighed for ikke at have trådt forkert, alt imens at han bakkede længere og længere bagud, inden den viftende hånd atter havde ham rette sig selv op, dreje omkring og forlade biblioteket igen for at give informationerne videre. Og tilbage stod Ahra alene med Onelyas.

Det ville have været så nemt, at tage den tungeste bog fra den nærmeste reol, som hun kunne løfte uden for meget besvær, og svinge den mod Onelyas’ baghoved med, hvad kraft hendes arme havde fået af at bære rundt på sæk efter sæk af bønner eller hvad, der ellers gemte sig i hendes sortiment. Hun kunne sågar liste over og gribe den selv samme bog, som topalis-lederen havde valgt til aftenens godnat-læsning. Hvis det da var overhoved var aften. Hendes eneste fornemmelse af tiden hernede var hvad hun var blevet hintet eller fortalt.
Men hun måtte hellere lade være. Hvor skulle hun løbe hen? På nuværende tidspunkt havde hun absolut ingen chance for at faktisk komme ud godt ud af det. Nej. Der var en tid til hver sin ting. Hun skulle bare bruge mere tid på at sætte en plan på plads. En plan der med garanti ville give pote. Alligevel… Egentlig havde hun mest af alt bare lyst til at gøre det, bare for at gøre det.

”Åh?” Ahra hævede selvsikkert hagen. Der var som altid intet smil at finde på hendes bløde læber, men det kunne skimmes i hendes øjne igen, som hun langsomt trådte nogle flere skridt hen til ham, indtil hun stod pirrende tæt på. ”Sikke en skam. Og jeg havde sådan set frem til, at opleve en rigtig mand.” Der var absolut ingen tvivl om, at der var ingen sandhed i hendes ord. Ikke med den måde, at hendes stemme bar rundt på en åbenlys ironi. Skulle man finde sandheden i hendes løgne, skulle man næsten var dreje dem på hovedet.

Hun var godt klar over, at hvad der ville have sket her, kun var blevet udskudt, men det var vel også lidt en sejr i sig selv. ”Men lad da ikke dit folk vente.” Stadig med en arm henover sig for at holde den løse kåbe på plads, stillede hun sig for en gangs skyld klar til at blive ført tilbage. Lydigt.

Det pludselig greb fik hendes mørke bryn til at krumme sig i et kortvarigt ubehag. Det gjorde ikke direkte ondt, men det nev nu alligevel i hendes sarte hud under silkestoffet af kåben. Og den behandling kunne hun sagtens leve uden. Især når hun blev mindet om sin egen understående, når Onelyas med sådan en lethed kunne rykke og flytte rundt på hende. Hun havde ikke megen masse til at gøre megen modstand lige i den slags situationer.
Armen blev hevet til sig igen med det samme, at han slap hende. Præcis som hun havde gjort sidst han havde haft sit tag i hende, som var hun et ulydigt barn, der var nød til at blive trukket med for, at han kunne få sin vilje. Det var ikke langt der fra, men hun var bestemt ikke noget barn! Eller en ting, for den sags skyld. Hun havde skam ikke glemt, hvordan han havde set på hende ved udtalen om at have ting at tage sig af.

Ahra fnyste åbenlyst og stak næsen lidt ekstra i vejret, inden hun uden trods begyndte at følge med vagterne. Dog nåede hun kun et par skridt hen, før hun drejede hovedet over skulderen så fyldige, og stadig en smule rodede fra tidligere, bølger af hår svang med omkring. Blikket hun så mod Onelyas med, var ikke anderledes fra alle de andre gange, hun havde set på ham. Ord om, hvorvidt denne ”ingen krummer et hår på hende” ikke også skulle henvise sig til ham, sad klar på tungen, men hun forblev stum og drejede sig derefter bare omkring igen og genoprettede sin følge med vagterne.

De gik i stilhed. I hvert fald fra hendes side. Og så vidt hun forstod, havde vagterne heller ikke tilladelse til at tale til hende, hvilket hun egentlig havde det helt fint med. En enkelt gang, nu væk fra Onelyas, sank hun tungt og besværligt. Hun var ikke helt så tilfreds, som hun havde været for lidt siden. Indenfor. Hvad hun før havde troet ville være bare lidt tid alene var nu blevet i selskab med en anden mand. Godt nok ikke Onelyas selv, hvilket altid var noget. Men som om hun stolede mere på andre af hans folk!
Hun sørgede for at ikke se sig for meget omkring, som de gik. Halen svajede roligt ved hendes lægge – uduelig og slukket. Hendes ører afslørede nu alligevel, hvor opmærksom hun var på sine omgivelser, sådan som de vrikkede i takt med små lydvibrationer.
Hun kunne mærke kvalmen igen..

Egentlig havde Ahra hverken håbet eller troet, at hun skulle komme tilbage til sovekammeret så hurtigt efter at være blevet tilladt at komme ud. Det var godt nok blevet gjort pænt igen, og hvad en af grød, frygt og kaffe der havde ligget på gulvet efter jer af deres aggressioner var blevet gjort rent. Men lugten af ham hang stadigvæk meget fremme i luften. Selv med den fugtige lugt af det varme vand i midten af det hele, gik den ikke hendes næse forbi. Det var som om at på de meget få dage, de faktisk havde været omkring hinanden, havde han stemplet sin lugt ind i hendes næsebor. Og selv utallige mængder af parfume ville ikke kunne fjerne den. Men selvfølgelig stank der af Onelyas. Det var hans privatkammer.

Hun var ikke ligefrem stolt af, hvor dyrisk hun opførte sig, idét hun et par skridt indenfor, drejede sig halvt mod døren og dermed vagten, der blokerede hendes umiddelbare eneste vej ud, og viste diskret tænder i en advarende knurren, men hun havde en vis trang til at slå fast, hvordan hun havde det med at ikke bare være blevet ladt for sig selv på værelset. Og… Mon historierne om, hvordan hun før havde sat tænderne i den sidste vagt, der kom for tæt på, havde spredt sig ud? Onelyas havde sagt, at hun ikke måtte bide, men Onelyas var her ikke.
Vagten blev dog ikke givet mere end forsikringen, og hun drejede sig væk fra ham igen. Klar til at ignorere hans tilstedeværelse så godt som overhoved muligt. Hendes første tanke – skrækkelig som den så end var – var rettet mod karet og påmindelsen om, at hun var ønsket ren. Og klar. Det måtte have været en ubevidst desperation af en distraktion, der fik hende til at lægge mærke til den klargrønne farve af en velkendt lille silkepose, der lå i afkrogen af et møbel. Med hendes vogn tidligere væltet måtte den have forladt sin sædvanlige plads blandt hendes egne personlige pakkenelliker til rejsen med varerne, og hvem end det havde gjort rummet i stand, måtte have misset den. Hun prøvede ikke at virke alt for forsigtig, da hun trippede hen over gulvet til den og kom ned på hug. Ryggen vendt mod vagten, så han ikke kunne have udsyn til, hvad hun lavede.

Hun rakte ud efter posen – ikke større end hendes håndflade – men stoppede brat ved synet af sin egen hånd. Den rystede. Ukontrolleret. Var hun ikke vendt væk fra alle der kunne være tilskuer til det, ville en hver kunne se skrækken i hendes ansigt. Hun vendte langsomt håndfladen opad. Og så tilbage med håndryggen opad. Den rystede stadig. Rystninger, som hun havde sørget for at ikke have mens hun var sammen med Onelyas. Og hun vidste, selv uden at tjekke efter, at hendes anden hånd opførte sig lige sådan.
Kvalmen blev pludselig lidt for meget og et jag blev med ét sendt igennem både hendes mave og hals. Hun skulle kaste op. Og hun ville sikkert også have gjort det, havde det ikke været for vagten. Heldigvis nåede hun ikke engang at smage opkast på tungen, før hun med rå viljestyrke holdte det nede i maven. Hånden, der allerede var godt på vej mod posen, rakte sig fluks det sidste stykke, greb om posen og møvede den det sidste stykke ind i sit skjul bag møblet, inden hun elegant rejste sig igen og snurrede omkring med en sikkerhed om, at hun ikke gjorde noget mistænksomt. Og uden at se direkte over på den unge mand ved døren, gik hun med abrupt villighed over til karet, hvorpå hendes fingre gik i krig med at løsne den alt for stramme knude, hun selv havde bundet tidligere.
Det var enten et bad alene. Eller et bad i selskab med Onelyas. Og hun havde brug for at vaske beviserne for deres tidligere sport af sig, inden nye spor skulle sættes.

Hænderne stoppede brat midt i deres arbejde med knuden. Den pludselig lyd af en fremmed stemme havde i det første sekund forskrækket hende. Ordene, derimod, hældede langt mere hen mod overraskelse, hvilket også var hvad der malede hendes ansigt i tydelige farver, da hun fluks havde løftet hovedet og så hen mod vagten. Havde hun hørt rigtigt? Det virkede af en eller anden grund absurd at han overhoved have talt. Både ham her og vagten, der stod på den anden side af døren havde opført som levende statuer på deres tur tilbage fra byområdet.

”’Lad være’?” gentog hun, ikke så meget fordi, at hun ikke var sikker på, at hun havde hørt rigtigt, men mere for at lade ham vide, at hun skam have hørt, hvad han sagde. Der lå tilmed en underlæggende spydighed bag ordene, der afspejlede sig i den kølige sammentrækninger af hendes ansigtsudtryk. Hun fjernede sine hænder helt fra bæltet og drejede sin front mere direkte mod vagten. ”Du er godt klar over, at din Herre ville have mig vasket til han tilbagekomst.” Det var meget bevidst, at hun havde sagt ’din’ og ikke ’vores’. Onelyas var ikke hendes herre, ligemeget hvor meget han nu ønskede det.

Armene lagde sig op kryds henover brystkassen. De røde øjne scannede ham, tog ham ind, som han stod der. Glemte ikke hans tidligere svar på hendes advarsel med hans egen advarsel ved sablen. Blikket landede hos hans eget. Og hun vovede at sætte det ene ben ind foran det andet i en langsom og rytmisk gang hen til ham. ”Hvis jeg badede iført kåben, ville jeg risikere at bare ødelægge silken.” fortsatte hun dog pludselig en del mere kælent. Hun løftede lettere overlegent hagen og drejede ligeledes svagt på hovedet, som hun nærmede sig ham. Man kunne endda gå hen og påstå, at blikket hun gav denne fremmede vagt var blidere end, noget hun hidtil havde set på Onelyas med. Hun stoppede med ikke meget mere end et skridt mellem dem.
”Jeg troede ikke, at I måtte tale til mig. Hvad er dit navn?”

Måden han så på hende, ville nok have gjort hendes blik en del hårdere, var det ikke fordi, at hun kæmpede imod det. Egentlig havde hun selv lagt op til det for at prøve ham lidt af, for lige at genskabe lidt af den følelse af overlegenhed, som hun havde mistet igennem de gentagende mislykkedes handlinger, hun havde gjort, ikke kun da hun var kommet til templet og var kommet i selskab med toplislederen, men allerede fra første sammenstød med karavanen af slaver. Men i sidste ende lagde det alligevel en grim smag i munden.
Ækle mænd…

”Hm!” Det var tydeligvis ikke et sådan svar, Ahra havde ønsket fra vagten, og hun fremstod ikke vitterligt tilfreds med, hvordan han straks fik hævet sig selv i ørene og gjorde sig ret foran hende. Tilbage til den standhaftige tinsoldat. Hun så dog nemt igennem facaden nu. Han skulle ikke have lade den krakelere, som den havde gjort før. Det gjorde blot hans nuværende attitude så transparent og falsk. Havde hun en nål, kunne hun sikkert briste boblen.
Vovende så hun omkring vagten mod døren, som han vogtede for og gav den et par overvejende øjeblikke, før hun så tilbage mod vagten. Claude. Onelyas ville have kunne lide ham her, så nemt som det havde været at få et navn ud fra ham. ”Du har ret.” Med sin fokus stadig rettet mod ham, fandt hendes hænder tilbage til silkebæltet. Hun havde allerede nået at løsne den til normal indspænding, da hun var blevet afbrudt, så nu var det ganske let for hende at binde den helt op. Langsomt trak hun den ene ende ud af knuden. Og roligt trak hun hele båndet af fra omkring sig. Kåben forblev på, faldt kun afslappet over hendes krop og blottede kun en tynd stribe mellem hendes overkrop, som hun lod båndet dale ned på gulvet mellem dem og først der, trådte hun et skridt tilbage og drejede omkring for at vende tilbage til karet med kåben flagrende.

Træ-lågen blev fjernet og sat til at stå lænet op ad selve karet, inden hun afklædte sig. Trak kåben over sine skuldre og følte silken kærtegne hendes hud som fjer, som den ligeledes mødte med gulvet. Heldigt for vagten havde hun ryggen til ham og hendes hår far både fyldigt nok og langt nok til at dække ryggen. Hendes nøgne bagdel var kun lige at anes bag hårets spidser, placeringen ekstra fremhævet af halen. Indre uro fik hende til at trække vejret lidt irregulært, da hun kravlede op i karet og sænkede sig ned i det varme vand.
Nu med kroppen skjult – sådan nogenlunde – vendte hun atter sig om mod vagten. Liggende mere eller mine på maven med armene lagt op på karets kant bar hun blikket hen til ham. ”Claude, fortæl mig, er det ikke trist at blive hernede indtil din Herre åbner for indgangen? Er der ikke dage, hvor du ville ønske, at du kunne tage et smut op og bade i solens varme?” Som havde hun opfanget noget fra hans egen opførsel, var hendes stemme sænket. Ikke hviskende men bare lige lidt.

Så der var virkelig ikke andre måder at komme ud end igennem, hvor de var kommet ind. Ikke med mindre, at hun faktisk ville kæmpe sig igennem en skorsten, der muligvis var for småt for hende at klemme sig igennem. Ikke med mindre at selv beboerne, selv dem der ikke havde slaverang, ikke kendte til andre ind- og udgange. Ahra måtte anstrenge sig for at ikke vise, hvor skuffet hun var ved hans svar. Det havde trods alt været pakket godt ind som et ganske normalt spørgsmål af nysgerrighed.
Hun var virkelig fanget hernede ..

Atter vendte hun sig i badet igen, væk fra vagten, som han havde erklæret, at der ikke måtte stilles flere spørgsmål, og man skulle da tro, at hun gjorde ret uden den forventede trodsighed. ”Ens gud vil altid være nær en, ligemeget hvor man går hen,” sagde hun nu alligevel kun sølle få sekunder senere. Det var ikke noget spørgsmål, så tekniskset gjorde hun stadig, hvad der blev sagt. Hun satte sig lidt mere op for at kunne møve en arm ind under håret, hvis spidser var blevet tungere af at være blevet gjort våde. Hun burde have bundet det op, inden hun steg i vandet. Håret flyttede hun hen over den ene skulder og hvis karets sider ikke var for høje til det, gav det Claude frit udsyn til hendes nøgne ryg, inden hun lænede sig tilbage igen.

Hun kunne se, hvordan den resterende maling, der havde pyntet hendes krop til ceremonien, blev vasket fra hendes hud, for hver gang hun løftede en kuplet håndfuld vand over dele af sig, der ikke var under overfladen, og kort flød rundt i vandet, inden pigmenten blev fuldkommen opløst og forsvandt.
Det var alt sammen ved at blive lidt for virkeligt, og hun holde sig ikke tilbage fra at bøje sine ben længere op til sig. Lige nok til at hun snildt kunne vikle armene omkring dem, før hun forsigtigt sænkede panden ned mod knæene, der kun lige tittede frem fra overfladen. Ørene lagde sig fremover. Heldigvis var det nok kun erfarne dyrekendere, der kunne skelne mellem om det indikerede afslapning eller sørgmodighed. Kile være ved hende.

Ahra måtte have lukket øjnene i på et tidspunkt, for hun lagde i hvert fald mærke til, at hun åbnede dem igen, da den tunge stilhed var blevet brudt. Hun valgte dog at blive siddende i lidt tid endnu. Stirrede kun halvt fokuseret ned i vandet mellem hendes knæ og brystkasse og trak vejret dybt ind, kun svagt besværet af den koncentrerede varme. Ørene havde muligvis allerede give et lille vrik fra sig i det samme øjeblik, hvor vagten havde stillet sit spørgsmål, men de løftede sig først ordentligt op i takt med, at hun hævede sit hoved og rettede ryggen ud.
Så for at give illusionen af, at hun netop havde opfanget, at han havde talt til hende, så hun sig hen ovre skulderen – selvfølgelig dén som ikke bar hele hendes enorme mængde af hår – og rettede de stålfaste røde øjne tilbage til, hvor han stod. Var hans holdning ikke blevet mere afslappet? Hvis hun ikke tog fejl, ville hun meget nemmere kunne slippe forbi ham og igennem døren nu. Hvis bare hun ikke skulle bekymre sig om vagten på den anden side. Eller det faktum, at hun ikke ville kunne komme til overfladen selv hvis hun kom forbi hver en blokering. At hun var nøgen, ja, det var kun en mindre bekymring. Ærligt havde hun kun et problem med at være blottet når det var foran en som Onelyas’ fornøjelse.

Hun skilte sine læber ad, før hun svarede ham, som tøvede hun kort. ”Balzera,” løj hun med overbevisning. Hun havde i sin tid opdaget, at så længe man ikke selv havde noget imod at fortælle løgnen og løgnen ikke var helt hen i vejret, så kom den for det meste frem, som var det sandt. Det gjaldt bare om at spille en rolle, hvor at det var en sandhed.
Roligt så hun væk fra ham igen og med en dyb indånding, samlede hun sig fra sin midlertidige besejrede tilstand. ”Selvom det er en barsk stad agter jeg at vende tilbage dertil. Hernede er ikke mit hjem. Og det kan hverken jeres gud eller jeres leder ændre på.” Claude kunne meget muligt være en ganske rar ung mand, men han var stadigvæk en del af folket hernede. Og hernede var der ingen, hun kunne stole på. Så derfor løgnene. Hun kunne ikke vide sig sikker på, at han ikke ville videregive informationer, han fik ud af hende, frivilligt eller ej. Og der var heller ingen grund til at dække for hendes holdning til den skæbne hun var endt i.

I en smidig og glidende bevægelse havde hun med ét rejst sig fra karret og de største mængder vand væltede hastigt ned af hende indtil hun blot dryppede. Håret fjernet fra ryggen afslørede nu en fuld blottet bagside for vagten. Lidt søgende så hun sig omkring, inden hun kravlede helt ud – sørgede stadigvæk for at hele tiden have ryggen til sin tilskuer – og greb om og svang så et tørre-klæde omkring sig. Det var stort nok til at svøbe hende grundigt fra skulderne til omkring knæene. Men det var råhvidt og tyndt, så det var kun et spørgsmål om tid, før vandet på hendes hud gjorde det mere gennemsigtigt.

Ahra var ikke knækket! Og selv hvis hun på et tidspunkt skulle nå det punkt, ville hun benægte det mindst lige så meget. Det var ikke hende værdigt at overgive sig fuldkommen til nogen eller noget. Og da særligt ikke til en mand. Hun hungrede efter deres selskab, det kunne hun vist ikke løbe fra, men hun var aldrig et underlagt dyr. Det var i hvert fald, hvad hun mente om sig selv, og hvad hun igennem sit liv til nu havde levet efter.

”Nordvest?” Hun var i forvejen forbløffet over, at han overhoved talte til hende. Det havde efter hånden været mere end bare et par ord eller ordrer, de havde delt mellem hinanden. Men endnu mere forbløffet blev hun, da han direkte udleverede hende informationer. Men nordvest fra Balzera. Det betød, at hun skulle gå mere nordøst for at komme til sin sande hjemby. Det var ikke meget, men det var i det mindste noget. Ørkenen var ikke et sted man bare sådan lige fandt rundt i. Og ærligt, hvis hun kom og væk, ville hun helst undgå at faktisk ende i Balzera ved et uheld, fordi hun ikke vidste hvilken vej, hun skulle drage mod.

Claude var igen egentlig selv udenom det, da hun vendte sig omkring og trådte mod ham igen. Mindskede afstanden til et punkt, hvor det hverken ville ende godt for hende eller ham, hvis de blev set af Onelyas’ missundlige øjne. Åh, hvor hun dog ellers nød at opleve den mand jaloux, så dette var ikke helt uskyldigt og udvidende gjort.
”Hvorfor fortæller du mig det her?” Hendes stemme var meget lavere end ellers. Næsten som en hvisken. Igen; kælent. Mild damp steg stadig af hende, og selvom hendes arme godt nok var krydset ved brystkassen, så, selv med klædet havde klistret sig stramt og gennemsigtigt til hendes krop, var hendes barm ikke på fuld display, kunne hun vel lige så godt være nøgen. Håret dryppede stadig pøle på gulvet. ”Ved du måske også… hvor langt mod nord, vi er?” Han kunne have fortalt hende noget netop fordi, han var overbevist om, at hun ikke kunne slippe væk, så hvad ville det gøre, hvis hun vidste lidt mere? Det var ikke fordi, han fortalte hende om en hemmelig vej ud eller noget hans leder var dødeligt allergisk over for.

Der var et øjeblik, hvor Ahra pludselig ikke vidste hvad, hun skulle gøre med sig selv, og hun i stedet bare stod paf og stå på vagten foran sig. Han havde tilsyneladende set igennem til hendes egentlige formål med de spørgsmål, hun havde stillet ham, og så alligevel give hende svaret. Hun ville have troet, at han bare have gjort det ud fra hans egen overbevisning om, at hun da selvfølgelig ikke ville kunne flygte, hvis det ikke havde været for den måde, han præsenterede det for hende. Hun havde været så sikker på at ingen hernede egentlig ville hende det godt, fordi hvad andet kunne hun tro?! Det var, som hun havde forklaret Onelyas: Lederen satte eksemplet.

Hendes læber havde været lige ved at skille sig fra hinanden idét, at hendes ører med ét rettede sig opmærksomt op, og hun ligeledes reagerede i samme facon ved at sippe sin mund lukket og rettede et skarpt blik mod døren, som ville det forbedre hendes hørelse. Hun behøvede muligvis slet ikke at sige noget, får måden hvorpå hendes brun krummede sig arrigt, burde være nok indikation af, hvad hun havde opfanget. Hun kunne ikke være sikker på, at det lige præcis var ham, men det var åbenlyse konklusion. Hvem skulle ellers nærme sig deres leders kammer med så magtfulde skridt?
Abrupt rakte hun en hånd frem fra svøbet og greb ud efter bronzehjelmen, nu i vagtens hænder frem for på hans hoved. ”Hold mig fast,” hviskede hun hastigt og beordrende til ham og håbede inderligt, at han ikke var lige så dum som han tydeligvis var uerfaren – når det kom til kvinder i hvert fald – for hun ventede ikke med at kaste hjelmen væk, så den larmende faldt hen over det hårde gulv.

Heller ingen tid blev spildt, da hun gik direkte ind i Claude for at lade ham få et greb om enten hendes over- eller underarme eller hvor end han nu var trænet til at fastholde fanger. ”Slip mig!! Lad mig ud, I modbydelige mænd!” begyndte hun at kaste omkring sig i takt med, at hun ihærdigt forsøgte at vride sig fri fra sin tilbageholdelse og for at komme mod døren og få den åbnet, så hun kunne flygte ud af den.
Hun satte scenen vel og mærket. Lagde det ud, hvordan hun villigt havde vasket sig for at bedre kunne udnytte sin sensualitet til at svaje omkring vagten. Lagde ud hvordan vagten ikke havde kunnet blive påvirket. Satte vagten i det bedste lys. For måske ville det bedre hendes chancer for at have den samme vagt sat ved sin dør en anden gang, hvor Onelyas måtte efterlade hende i værelset. Men så kun hvis Claude spillede sin egen rolle..

Ahra havde absolut ingen fornemmelse af, hvorvidt muligt der lille nummer faktisk havde lykkes, som hun oprindeligt have håbet, for selvom at det ifølge hendes eget hoved havde måtte være muligt at fejle i, var det Claude og ikke hende selv, der blev værst tilset. Man kunne diskutere om det at blive hæve i halen vel ikke var den mest forfærdelige behandling, man kunne udsætte et dyr – eller halvdyr – for pga. af sensitiviteten der var at finde i den, men smerten var væk lige så hurtigt, som hun havde kvalt sit hvin, og vagten blev stadig klemt voldsomt op mod væggen, som var han en sølle slave. Ikke hvad hun havde forventet.

Meget skarpt drejede Ahra sit hoved så håret ville have svunget med, havde det ikke blevet tunget ned ad dets fugtige halvdel. Forvirring og overraskelse stod skrevet som store blokbogstaver i de rubinrøde øjne, der stirrede op på Onelyas for at finde ud af, hvad han mente. Og hun lagde mærke til hans gestus mod hendes tilstand. Det var ikke hendes flugtforsøg, der havde gjort ham så ophidset?! Hun sank. Det gav ingen mening.

Med ét gav hun sig et ordentligt ryk fra sig for at prøve sig frem med at rive sig fri fra Onelyas’ jerngreb uden at ende ud med at skulle fjerne det lettere gennemsigtige svøb omkring. Desværre skulle der mere til, så hun kom ikke nogle vegne med det, udover at igen etablerer for den ældre sorthudede topalis, at hun ikke fandt sig i det.
”Du ønskede mig vasket og klar til, du kom tilbage,” snappede hun af ham og klamrede klædet lidt tættere omkring sig. Blikket landede efterfølgende over mod vagten – eller vagterne, før hun fortsatte. ”Hvis du ikke ønskede, at jeg havde tilskuere på, burde du ikke have forlangt, at jeg blev holdt sådant øje med.”
Hun bebrejdede ham åbenlyst. Ikke Claude men Onelyas. For ja, hun ville ikke se bort fra en mulighed, hvor hun kunne gøre det, men denne gang var det vitterligt kun hans ege skyld. Så var det bare om han nogensinde selv ville indrømme det. Hun tvivlede.

”Desuden var det som at blive beskuet af en statue…” Hun smurte ekstra på med bitterheden, som havde hendes planer støttet sig op ad at kunne lokke den unge mand i fordærv og det ikke have virket.